tirsdag den 30. november 2010

Echo 4 år

I dag fylder Echo 4 år. Jeg husker tydeligt den turbulente dag, hvor jeg fik beskeden om, at Twix havde født 5 drenge ved kejsersnit, men havde bidt den ene hvalp ihjel - og kuperet lidt af et øre på en af de andre. Jeg havde bare drømt om en hvalp af denne kombination i flere år, og jeg ofrede så meget for, at det skulle lykkes. Både før og efter at hvalpene blev født.

Jeg fandt en amme til de to af hvalpene. Den ene var Echo. Jeg besøgte ham mindst en gang om ugen på Als, og ventede på, at han skulle blive 8 uger, så jeg endelig kunne få min drømmehund....



Meget er sket siden. Og som de fleste nok ved, så bor Echo jo ikke hos os mere, men har en "aflastningsfamilie" en halv times kørsel herfra. Jeg kan hente ham til træning og stævne, men ellers passer familien Eriksen ham, og har ham som var det deres egen hund. De elsker ham overalt på jorden ,og han bliver nusset og pusset - og han er det, som han allerhelst vil være : Den vigtigste i hele verden! - i hvert fald i Familien Eriksens verden.

Som jeg sidder og skriver dette, så bliver jeg faktisk også lidt ked af det, men jeg ved, at det her er den allerbedste løsning for os alle. Echo har en dejlig familie i Familien Eriksen, og han skal ikke forholde sig til en flok med andre hunde, hvilket jeg har observeret godt kan være lidt anstrengende for ham.


Men bedst af alt, så er der ingen små børn, som klynker eller græder. For det fungerer bare slet ikke for Echo. I weekenden havde Familien Eriksen besøg af en familie med en lille baby, og da den lille begyndte at klynke, startede Echo med at skrige (præcis som herhjemme, når Silas græder). Så det er jo ikke bare Silas, der tricker ham, men barnegråd i det hele taget.

Lige præcis den del af Echos personlighed gjorde det meget svært at bo sammen med ham. Der er faktisk gået rigtig rigtig mange måneder efter, at Echo flyttede, før jeg kunne slappe af, når Silas græder eller klynker. Ellers har det hele tiden siddet i mig, at når Silas startede, så ville det næste være Echos "sirene", som er en lyd, der skærer gennem marv og ben.

En hundeveninde, der ellers er meget meget tolerant ift hunde var på besøg en dag, mens Echo var her og oplevede seancen, der startede med lidt barnegråd, der ret hurtigt efter akkompagneredes af Echos skrigeri. Hendes resolutte kommentar var bare : "Nej det der kan man da ikke leve med.....  Det kan jeg godt se!" Rart at få den tilkendegivelse.

Jeg har vænnet mig til, at han ikke er her. Og fordi han skaber så meget stress og uro i huset, når han er her, så henter jeg ham aldrig "for sjov". Der skal være stævne, træning eller kursus, så der ligesom er en mening med det. For jeg er ikke to sekunder i tvivl om, at Echo helst vil være hos Familien Eriksen, hvis det ikke er, fordi der er agility i farvandet.

mandag den 29. november 2010

1. søndag i advent


Bare rolig eller glæd jer ikke for tidligt (det kommer an på ens forhold til julen). Der kommer nok ikke et indlæg om hver søndag i advent, for det der med julen går jeg ikke så højt op i. Men jeg synes, det er en hyggelig tid, og jeg nyder at være sammen med min familie.  

Min lidt anderledes juledekoration
Men ellers dyrker jeg ikke julen. Jeg bager ikke julekager (jeg bager faktisk ret sjældent noget som helst), og jeg bliver ikke i bedre julehumør af at høre julemusik. Mit hjem er ikke hængt til i nisser og juletingel-tangel. Sandheden er, at jeg er lidt af et rodehoved, og julepynt bidrager nok mere til rod end til hygge i vores hjem.
Meeen jeg kan rigtig godt lide levende lys og juledekorationer. Jeg kan godt lide æbleskiver og gløgg, men julefrokoster med snaps og fulde mennesker (mest sidstnævnte) siger mig intet, og jeg melder som regel fra. Så ved mine bloglæsere nogenlunde, hvordan jeg har det med julen.

Bofællesskabet Fælleshave i julelys

Jeg boede i bofællesskab sammen med 15 andre familier fra 2000-2007, og den bedste tradition vi havde der, var klart "julestuen". Det er altid første søndag i advent, og der pyntes fælleshuset op, og man kan hver især lave dekorationer og adventskranse. Efter et par timers fletten, klippen og klistren så serveres der hjemmelavet gløgg og opvarmede æbleskiver. Selvom vi flyttede for tre år siden, så "snyder" jeg mig alligevel med, hvis det kan lade sig gøre.

Julehygge i fælleshuset

Jeg nyder at være gæst i mit gamle "hjem" og gense mine gamle bofæller. Silas, Henrik og jeg var afsted igår, og mens Silas og Henrik ikke var helt så juleproduktive,så fik jeg da kreeret en adventsdekoration og en juledekoration.

Min adventsdekoration

En lidt mere ordinær juledekoration
Nå ja, og for at det ikke skal være løgn, så har jeg jo glemt at nævne en af mine julerier. Jeg deltager jo en pakkekalender med et par kortpiger. Jeg har sendt 6 pakker til 4 andre kortpiger, og modtager så 24 pakker med div. kortmaterialer. Dem glæder jeg mig da meget til at åbne og se, hvad jeg kan få ud af.

Plejer forresten at blogge hver dag i dec. på min kortblog, men de første dage i dec. er besat af aktiviteter "ude", som ikke lige indbefatter kortmageri, så vi når nok hen til d. 5. dec, før der kommer et blogindlæg på den blog i dec.

søndag den 28. november 2010

Ugens billede - uge 47

Det er nu også blevet lidt vinter i Sønderjylland, men slet ikke sådan, som det ses mange andre steder i landet.

Vilstrup Kirke

Her til morgen kørte jeg de 10 km ind til bageren efter morgenbrød. Det er ellers ikke tit, at vi gider at køre helt derind efter morgenbrød, men nu var vi også ved at løbe tør for rugbrød, og her er det ikke kun MiniMan, der er kræsen. Jeg spiser helst også kun rugbrød fra "Lagkagehuset". På vejen hjem fangede mit blik så lige vores kirke badet i en flot , og lidt diskret, vinter-solopgang.

fredag den 26. november 2010

Så er der serveret!

Nogen gange, når Silas skal spise, så synes jeg godt nok, at hans medicin-indtag virker voldsomt, og det er jo lige før, at han kan blive mæt af medicinen alene.

Her er gårsdagens aftensmad. I skålen er der yoghurt (Silas spiser overhovedet ikke nogen former for varm mad - rent undtagelsesvis kan man liste pommes frites eller tomatsuppe i ham).


De to sprøjter indeholder antibiotika-mikstur, som han får, fordi Skejby fandt bakterier i den slimprøve, som de sugede op fra Silas´lunger, da vi var til kontrol d. 15. nov. Det udløser en to ugers antibiotika-kur. Silas tager meget villigt disse to sprøjter i munden. Iøvrigt har Silas været på antibiotika 60-70% af tiden, siden marts. Det gives for at undgå, at div. bakterier sætter sig til lungeinfektioner, som vil ødelægge hans lungevæv.

Så ligger der en lille hvid kapsel. Det er diciflor, som skal hjælpe med at holde balance i tarmfloraen, mens han er på antibiotika.

Foran den ligger der en rund pille (Aquadeks), som er en speciel vitaminpille, hvor der er meget højere doser af div vitaminer, for han ikke optager vitaminerne så godt.

Til sidst ligger der 3 enzymkapsler (creon), som han får, fordi hans bugspytkirtel ikke fungerer mere. Så hvis han ikke får disse kapsler til sine måltider, så får han ingen næring af sin mad. Det vil bare suse lige igennem systemet og komme ud igen, som store fedtede afføringer (som det gjorde indtil man endelig fandt ud af, at Silas har cystisk fibrose).

Men al den medicin tager Silas uden nogen former for brok. Han er skisme en sej lille gut!

tirsdag den 23. november 2010

NM i agility

Søndag var der Nordisk Mesterskab i agility. Værtsskabet går på tur mellem de nordiske lande og i år var det Danmarks tur til at afholde mesterskabet. Så det var jo relativt let at bevæge sig afsted til arrangementet. Selve arrangementet vil jeg nu ikke rose, synes faktisk at det var en ringe standard, når man nu tænker på, at det faktisk var et NM.

Men det, som det faktisk handlede om derovre i Gladsaxe, var jo også mest agility, og der var meget flot agility at se på. Specielt finnerne leverede virkelig klasse-agility. De var jo ikke bare lidt hurtigere.... Men meget! Desværre kan jeg ikke finde resultaterne på DKKs hjemmeside endnu. De har også kun gidet at nævne 3 ud af Danmarks 5 medaljer på hjemmesiden. Suk!

Så kan det godt, at der sidder et par stykker som tænker: Hvad skal du også bruge resultatlisterne til, for du var der jo selv?! Ja, det var jeg, men:
Resultaterne var "blæst op" på et lille lærred, som vel var 1,5x1,5 m og det er måske liiige lidt nok til en sportshal. Jeg kunne i hvert fald ikke læse resultaterne.

Jamen, så kunne man vel høre dem i højttalerne?? Nej, det kunne man desværre ikke, for akustikken var elendig. Speakeren er normalvis ellers god nok, men det nytter ikke så meget, når det lød som om, at han talte med et stykke papir for munden, når han talte.

Nå men når bare man kan se tiderne på tidtagningsanlægget, så kan man da følge lidt med, ikk? Jo det kan man i hvert fald, men desværre var tidtagningsanlægget ret ustabilt, så ved en del af gennemløbene så kunne man ikke se tiden (gætter på at det så var den manuelle tid, der talte.... suk også til et NM)
Så jeg synes, det var meget svært at følge med i stillingen, og det synes jeg faktisk var ret ærgerligt. Så på spørgsmålet om det var køreturen værd, så hælder jeg nok mest til at svare nej.

Men hvis man havde set det hele hjemmefra på sin pc, så havde man jo ikke fået stemningen med. Især en flok dansemus, der havde øvet diverse festlige danse, gjorde sit til at give stemning. Det havde dog ikke helt samme effekt som ved VM, hvor det vælter ned med folk, som vil danse med, men jeg synes det var sejt kæmpet af den lille sluttede flok.

Ellers var det en god hal med gode tilskuerpladser. Dog med et cafeteria, der sjældent er set ringere eller langsommere. De kunne have tjent masser af penge på det her mesterskabs tilskuere, men den lange ekspeditionstid afholdt vist flere fra at handle der.

Simic, som jo er Ninjas mor, lavede et flot comeback efter at have været lidt "nede" (efter at have haft Ninja og hendes søskende "på slæb") var med til at vinde hold guld - og individuelt vandt Simic og Sarah bronze. Tillykke!

Derudover vandt både lille og mellem holdene sølv og den sidste individuelle medalje til Danmark blev vundet af Ann-Britt med Diesel.

mandag den 22. november 2010

Ugens billede - uge 46

Man kan da ikke stå for dette syn. Desværre var det eneste kamera jeg havde ved hånden min Iphone.


Det er Linda, der står med en hel favnfuld Dansk Svensk Gårdhundehvalpe, som i dag er 8 uger gamle. Der er stadig et par stykke af hvalpene, der søger nye hjem. Se mere

onsdag den 17. november 2010

Ugens billede - uge 45

Ugens billede er taget i weekenden, hvor Silas og jeg som tidligere nævnt var en tur i Odense til Sponsorkort-arrangement. Du kan læse mere om det her - og se nogle af de kort, som blev produceret på dagen.




Silas stor-charmede og var så sød og hyggelig at have med.

mandag den 15. november 2010

Travl weekend med bl.a. kursus med Johanna Allanach

Det har været en travl travl weekend.

Lørdag var jeg i Odense fra kl. 10-15, hvor scrapbutikken Multiscrap havde lavet et lille hyggeligt arrangement, hvor folk havde kunnet melde sig til, at komme og lave kort til et godt formål - og deriblandt mit kortprojekt (Cancerkort.dk).

Kl 18 lørdag skulle jeg være til fødselsdag i Ribe, hvor jeg sammen med en større forsamling skulle fejre Hans Peters 60 års fødselsdag. Som altid er det jo interessant at se hundefolkene i andet end træningsdragter - deriblandt også fødselaren, der var rigtig fin i tøjet. Desværre var jeg nødt til at køre fra festen allerede ved 1-tiden eller noget i den stil, for jeg skulle tidligt op og havde jo lige en times kørsel hjem.

Søndag morgen skulle jeg afsted til Fyn på kursus med Johanna. Det havde jeg bare glædet mig rigtig meget til. Især efter at jeg virkelig kunne mærke, at Ninja i den grad havde lyst til samarbejde. På kurset skulle vi arbejde med samarbejde og motivation, og som altid så var det super inspirerende. Jeg synes virkelig, at Johanna er dygtig og enorm inspirerende. Faktisk har jeg så stor respekt for hende, at jeg, når jeg hjemme er igang med indlæring, ofte har hende "siddende på skulderen", og tro mig "den usynlige Johanna" skælder mig ud. Som f.eks i videoen herunder (som er optaget i sidste weekend, men er et godt eksempel), hvor jeg ikke er rigtig god til at forholde mig passiv, når Ninja selv skal regne opgaven ud - faktisk står jeg og hælder kroppen to gange på videoen. FY!

http://www.youtube.com/watch?v=O6NKp1t48e4

På kurset gennemgik Johanna 2-3 øvelser pr. gang (der var vel ca. 4 "runder"), som vi derefter kunne arbejde med selv. Naturligvis gav hun os også nogle løsningsforslag, og vi kunne så selv vælge, hvilken metode vi ville bruge. Efter at hun havde vist øvelserne med Soda eller tøjhunden (som er lidt mere lydig end Soda), så skulle vi selv prøve kræfter med opgaverne på egne hunde, mens Johanna gik rundt til os.

Ninja arbejdede bare fantastisk godt. Jeg var meget tilfreds, og jeg var især glad for Johannas rosende ord om vores samarbejde. Jeg søgte nemlig også hendes hjælp i sommers, da jeg havde lidt svært ved at komme igennem til Ninja og få en god kontakt, som jeg kunne arbejde med. Johanna kunne se stor forandring, som hun mente var min fortjeneste - og ikke som min egen opfattelse, som har været, at Ninja bare er blevet ældre.

Vi gennemgik bl.a (og arbejdede også med en del af dem) øvelser som : få hunden til at gå rundt om en stok ved siden af os, apportering, fri ved fod, at få hunden til at vende rundt og stå foran os med hovedet i samme retning som os, få hunden til at sætte begge poter op på armen og derefter putte hovedet under armen og en del andre øvelser.

Så der er nu nok at lege videre med og sådan en succes-dag giver jo rigtig blod på tanden.

tirsdag den 9. november 2010

Efterårsferie i Prag

Vi har haft en rigtig dejlig ferie i Prag i efterårsferien.

Vi kørte selv turen derned - ca. 850 km. Det gik rigtig fint. Tobias havde ønsket turen til Prag. Først havde jeg kigget lidt på varmere destinationer, men alene billetterne og hotel ville koste ca. 20.000, fordi det lige skulle være i uge 42.


Turens første stop på en tysk motorvejsrestaurant

En tur til Prag er jo en helt anden pris skal jeg love for. Vi boede på et lille hyggeligt hotel i en mindre forstad, som lå ca 15 km fra Prag. Det tog et kvarter med S-Bahnen, som lå lige ved siden af hotellet. Hotelværelset var næsten en bal-sal (jeg gætter på at vi havde 35 kvm at boltre os på). Det var rart, at man ikke følte sig stuvet sammen. Og prisen for 5 overnatninger var sølle 2600 for hele familien, og det var incl et ganske fint morgenbord. Skønt hotel at overnatte på, især hvis man har børn med.
Tobias og Silas hygger med sæbebobler

Vi havde ikke noget proppet program med alt muligt, som vi bare skulle se. Tobias og jeg havde også været i Prag for nogle år siden sammen med mine forældre, så i princippet havde vi i hvert fald set det, som man "bør" se. Så vi skulle mest af alt bare slappe af sammen og have oplevelser sammen. Hvis vi havde været derhjemme, så havde vi sandsynligvis ikke set skyggen af Tobias, da han enten ville have været på sit værelse eller hos en kammerat. Nu fik vi virkelig masser af hyggelig tid sammen hele familien.
Vi havde 4 hele dage i Prag.

Mandag:
Vi gav os god tid om morgenen og sørgede for, at familien bare vågnede af sig selv og ikke skulle haste afsted. Efter morgenmaden tog vi ind til byen og slentrede bare lidt rundt i byen på gåben. Vi var bl.a. på den gamle rådhusplads, Karlsbroen og byens andre sædvanlige seværdigheder.


Fra Karlsbroen med kig mod borgområdet

Tirsdag:
Tobias ville meget gerne ud på det "gule marked" og se, hvad det kunne byde på af billige kopivarer. Vi ved ikke helt, hvorfor det hedder det gule marked, men vi gættede på, at overvægten af asiatisk styrede boder kunne have noget med det at gøre. Næsten alle boder havde de samme ting at byde på - kopivarer i lange baner. Men også en masse former for våben: kastestjerner, knive, knojern og "slagtøj" i varieret udvalg. En af boderne havde også plastic skydevåben hængede. Jeg gætter på, at det var et signal om, at de også kunne skaffe noget mere gedint.


"Mærke"-varer


"Slagtøj" og div. våben

Eftermiddagen brugte vi på lidt mere shopping inde i Prag by. Desværre mistede Tobias sin mobiltelefon ved den lejlighed. Vi aner ikke om han har tabt den eller nogen har fisket den op af lommen. Men det var et træls ferieminde.

Onsdag:
Vi startede dagen med at forsøge at finde frem til Tobias mobiltelefon. I tilfælde af at den var tabt så var den måske indleveret et sted. Puha det satte mig da godt nok på noget af en prøve. Det havde været nemmere at kommunikere med SvampeBob Firkant. Tjekkerne fatter bare ikke ret meget engelsk eller tysk. Jeg blev henvist til et lille politikontor, hvor betjentet bare fattede minus af min efterlysning. Pludselig synes han, at jeg skulle fremvise mit pas (som da lå på hotellet). Jeg måtte forklare ham, at jeg ikke rigtig kunne se sammenhængen i, at jeg skulle fremvise ID, fordi jeg efterlyste en tabt telefon, som han åbenlyst ikke kunne trylle frem.

Ja, der gik vel et god times tid med at snakke med en stak forskellige mennesker, der sendte os fra A til B og derefter retur til A. Suk! Jeg var ved at være ret frustreret. Men telefonen var væk!


Tobias og Silas med Prag bag sig


Derefter gik turen til det store borgområde i Prag, som er meget imponerende og dominerende i bybilledet. Da Tobias og jeg var i Prag med mine forældre brugte vi omtrent en hel dag i borgområdet, så jeg havde set det meste. Måske også heldigt nok. For vi kunne ikke tage samme rute denne gang, da der var en pokkers masse trapper, og det var lidt for besværligt med Silas og klapvogn. Selvom Henrik og Tobias faktisk blev rigtig skrappe til at jonglere rundt med klapvognen på div. rulletrapper i undergrunden.


Solen tillod sig også at skinne lidt denne dag. Ellers var ferien desværre mere præget af overskyet vejr, og det var faktisk ret koldt. Det var godt at Silas kunne sidde og putte sig i køreposen i klapvognen det meste af tiden.

Torsdag:
Det var sidste dag i Prag og vi besluttede os for at tage i Zoo. Vi kan alle i familien godt lide at se på dyr. Og Silas er jo som tidligere nævnt på bloggen meget fascineret af dyr og deres forskellige lyde. Han var meget interesseret i dyrene og han endte med at blive så overtræt til middagsluren, som vi ALDRIG nogensinde har oplevet før. Han skreg i mindst en halv time, før han overgav sig til søvnen, og hvis man kiggede til ham eller tog ham op, så blev han bare endnu mere hysterisk. Det er bestemt ikke sådan vi kender ham til daglig.


Underligt lille kræ = En Big Eared Fox
- Hvis Diva var blevet parret med en Corgi, så havde afkommet nok set nogenlunde sådan ud


Den Gl. Rådhusplads

Det var en lang og kold dag i Zoo og vi afsluttede ferien med at gå en sidste tur inde omkring Karslbroen og Den Gl. Rådhusplads. Da vi spiste aftensmad satte vi os det mål, at vi skulle se om vi tilsammen kunne spise og drikke for kr. 500. Det lykkedes slet ikke. De fleste aftener havde vi faktisk spist for omkring kr. 200 for alle tre personer (kræsne Silas fik ikke altid mad fra restauranten, men ligeså tit fra rygsækken). Det er ufattelig billigt at gå ud at spise i Prag og portionerne er ikke små (og ikke fedtfattige).

Flotte vægmalerier på en restaurant -
"Gyden" bagerst på billedet er malet!!

Fredag var det hjemrejsetid, og vi trillede nordpå efter en rigtig rigtig dejlig ferie, hvor alle i familien var blevet tilgodeset på det ene eller andet punkt.

Feriens familiebillede

Det var også vores første udlandsrejse med Silas efter, at han fik konstateret Cystisk Fibrose. Og da jeg skulle have fat i SOS rejseforsikring for at få grønt lys til udrejse ift forsikringer, så gik det også op for mig, at vi ikke sådan bare lige kan ændre rejseplaner på vejen, da godkendelsen omfatter land og tidsrum. Nå men hvor tit gør man også lige det? Hmm.. ja... Men smagen af frihed kan jeg jo godt lide....

mandag den 8. november 2010

Ugens billede - uge 44

Nu er det blevet vintertid og det betyder jo, at det næsten er mørkt hele tiden.


Så det er tid til at finde stearinlysene frem og få lidt hygge i stuerne.

mandag den 1. november 2010

Ugens billede - uge 43

En af ugens højdepunkter var fødselsdagsfest i Kattegatcentret. Jeg var meget overrasket over, hvor interesseret Silas var i fiskene og især dette akvarium, som han er fotograferet foran, var han meget optaget af og vendte tilbage til mange mange gange i løbet af dagen.