mandag den 25. januar 2016

Et kærligt spark bag i. Man kunne ellers godt fristes til at sige i skridtet

Tilbage i september købte jeg mig en fitness tracker (Garmin Vivo Fit2). Jeg var mest nysgerrig efter, hvor mange skridt jeg egentlig gik, og mest af alt så var jeg ret nysgerrig efter, hvor meget mange skridt, der mon var i agilitysporten.

Det er ofte ret tydeligt at se, hvad min dag er gået med. De dage, hvor jeg f.eks er på Sjælland og kører frem og tilbage samme dag. Ja, der bliver det ikke til mange skridt.

Hvis det til gengæld er en dag med agilitykurser eller -stævner, så er det intet problem at nå målet. Somme tider er det 40-60% over målet.

Det er bestemt ikke fordi jeg er sygeligt optaget af, hvad min skridttæller står på, men hvis jeg kigger på den og ser, at den mangler 500 skridt i at nå det mål, som trackeren selv har regnet sig frem til, at jeg burde tage på en dag, så skal jeg nok finde de 500 skridt. Så det kan virkelig fungere som et lille spark i bagdelen at vide, at ens antal skridt lagres.

Det kan også ske, at jeg kigger på armbåndet efter aftensmaden og slukøret konstaterer, at det har været en meget fysisk inaktiv dag. Sådan som i dag, hvor jeg stort set kun havde været ude i haven og fodre høns og kaniner. Hundene klarede "lufteturen" i haven selv ved samme lejlighed. Klokken var også ret mange, inden jeg overhovedet stod rigtigt ud af sengen. Jeg vågnede kl 07 med dundrende hovedpine, så jeg indtog et par piller og gik i seng igen. Så var den vel 10 inden jeg stod op - desværre stadig med en dundrende hovedpine. Så var den formiddag jo nærmest væk.

Pga en nært forestående deadline på en arbejdsopgave, så var jeg nødt til at arbejde hele eftermiddagen væk. Øv, jeg måtte blive væk fra agilitytræning, og Henrik vandt også den hyggelige tur i skolebio med Silas. Men jeg blev færdig med min opgave kl 21.

Så da vi satte os til bordet her til aften kiggede jeg efter, hvor mange skridt jeg havde taget. 1487! Det var ikke mange. Det kunne jeg ikke lide tanken om skulle fremgå af min statistik.

På tur i mørket med reflekser og lys

Så da Silas var puttet begav jeg mig ud i den tætte og våde tåge sammen med hundene. Ved samme lejlighed delte vi flyers ud for "mit" fitness center. Hundene syntes godt nok, at det var underligt, at vi skulle stoppe hele tiden ved postkasserne, og nogen gange var de overbevist om, at vi nok skulle ind og besøge dem alle.

Hvad står vi nu her for??

Vi fik frisk luft, gjort en god gerning og fik lidt ekstra skridt på kontoen. Efter gåturen stod tælleren på 7253, og her inden midnat sneg den sig op på de 8.000 skridt som Garmin Vivo Fit havde regnet sig frem til måtte være dagens mål

klart et bedre tal end 1487

Det er desværre bare ikke hver dag, at jeg når målene i trackeren, og den sidste uge har været lidt sløj på det punkt. Men dog langt fra den sløjeste uge, da jeg trods alt er over 70% af målet alle 7 dage. 

Ugesstatistik over skridt.
Gul = nået målet
Blå = målet ikke nået

I mit daglige job er der ofte ikke mange skridt. Især ikke, hvis jeg bare siddet og arbejder med en besvarelse af et udbud. Egentlig er det lidt skræmmende, hvor stor forskel der kan være i ens fysiske aktivitetsniveau alt efter, hvad man laver på jobbet.

Jeg kan bestemt godt anbefale en fitness tracker. Den kan godt få en til at vælge anderledes, hvis man lige er ved at sætte sig til rette i sofaen. 

fredag den 8. januar 2016

Året der gik - 2015

Så er der sørme gået endnu et år. Det kan man godt være taknemmelig for. 2015 var faktisk på alle måder et prægtigt år. Det er jeg skam også taknemmelig for.  Det var afgjort et år, der gik noget i "hundene". Altså på den gode måde.

Men når jeg ser tilbage på året, så var det også prægtigt. Mine børn har det begge godt. Silas trives trods sin sygdom. Det går godt for Tobias, der er glad ung mand, der er kommet godt på vej i sit liv og altid smiler sammen med sin søde kæreste.

Silas og Tobias
Der har været rigtig mange skønne weekender i campingvognen sammen med Silas og hundene, når jeg har været afsted til stævnerne. Silas har nydt stævnerne på sin egen lidt "på sidelinjen facon", og når folk pakker sammen søndag eftermiddag, så har han været skuffet, men ingen grund til at fortvivle, har jeg tænkt, der kommer jo mange flere stævner.

Ofte kan man finde en "sandkasse",
når campingpladsen er på sportsarealerne ved klubber og skoler

Jeg synes dagligdagen fungerer ret godt. Faktisk sagde Silas til mig en dag: Du kører mig næsten altid i skole om morgenen, og da jeg gik i børnehave var det næsten altid far, der hentede mig. Nu er det næsten altid dig, der henter mig. Hvorfor er det det?

Knægten har ret. Der er helt sikkert forskel. Henrik og jeg hjælpes ad, men da Silas gik i børnehave var det sjældent mig, der hentede ham. Før i tiden var det også svært at finde tid til svømmehal, Street Dome, biblioteksbesøg, morgenlufteture på stranden osv på hverdagene. Nu kan det da også lade sig gøre med jævne mellemrum.

Balsam for sjælen når hundene tosser på stranden

Det var også svært at finde "Berit-tid" med mindre det involverede en hund. Nu er der også tid til fitness og lidt venindehygge på hverdage.

Januar:
Måneden var helt sikkert domineret af Ninjas hvalpe. I januar stod den på socialisering, hvalpetest og fordeling til de spændte hvalpekøbere. Der er meget arbejde i sådan en håndfuld hvalpe. Jeg kunne (naturligvis) ikke lade være med at gå op i dem med liv og sjæl. Heldigvis havde jeg også tiden, da jeg havde taget forældreorlov de første par måneder i 2015.

Fuji, BlackJack, Darwin

Doody, Logan
MicMic havde stævnedebut og hun imponerede! Hun er en sej lille hund, der elsker agility. Vi startede dog bare ud med et stille og rolig DGI stævne, hvor vi tog hvalpene med, så de også kunne blive socialiseret lidt.

En anden kæmpe stor oplevelse var min rejse til USA, hvor jeg skulle over og aflevere Black Jack, som jeg solgte til en virkelig rar fyr i Californien. Nick som købte Black Jack havde ikke selv noget pas, men var meget interesseret i en hvalp efter Ninja og Jessi. Så vi fandt en løsning, hvor Nick oveni i hvalpens pris også betalte min flybillet. Jeg var så heldig, at få 6 dage i området ved San Fransisco, hvor jeg boede hos nogen af Nicks venner. Det var simpelthen en helt fantastisk oplevelse, som jeg med garanti aldrig vil glemme.

Selfie i strandkanten på Pebble Beach

Solnedgang ved Carmel

En kold lørdag morgen i Californien
Varmer mig ved BlackJack, mens vi ser agilitytræning
Selvom Black Jack er langt væk, så hører jeg takket være Facebook hører jeg af og til nyt fra Nick og får små videoer og billeder. Ligesom jeg naturligvis også har løbende kontakt til de danske hvalpekøbere.

Februar:
Det var ikke ligefrem begivenhedernes måned. Jeg sundede mig lidt ovenpå et par hektisk hvalpemåneder. Ellers brugte jeg vist mest tid på at slås med bureaukratiet, da jeg oprettede mit firma. Faktisk har jeg i skrivende stund stadig noget udestående med Udbetaling Danmark, fordi min "sag" ikke sådan er lige efter bogen.

Marts:
Henrik bortførte mig så jeg kunne få min julegave. Han havde booket et værelse på historiske Rindsholm Kro. Virkelig en speciel kro med masser af historie. Det var nu nok ikke primært for kroens skyld, men Henrik havde købt billetter til Jan Gintbergs show i Viborg, så vi rigtig kunne grine sammen. Henriks bedsteforældre kom fra Viborg, og dagen efter tog vi rundt i Viborg og jeg fik en lille rundvisning i Henriks barndom. Det var også interessant. Det var vel også lidt et historisk indslag.

Digterparken, Viborg
Henrik leder efter det reb, som han gyngede i som barn.
Der hang stadig en lille reb-stump oppe i træet
Det var også i denne måned, at jeg efter et par måneders dialog startede i mit nye job. En tidligere kollega kontaktede mig og tilbød mig et job. Efter lidt snak frem og tilbage fandt vi frem til en god løsning, og jeg er super glad for mit arbejde. Jeg er virkelig glad hver morgen, når jeg står op. Jeg arbejder ikke på fuld tid. Nogle uger kræver lidt mere af mig end andre, men jeg synes det fungerer rigtig godt.

Månedens fedeste oplevelse fra helt klart en klassefest for min gamle folkeskoleklasse. Det er over 25 år siden vi gik ud af skolen, og der var heldigvis rigtig mange, der mødte op til klassefesten. Vi mødtes også 10 år efter, at vi gik ud, og der synes jeg, at det var noget helt andet. Denne gang var det meget mere afslappet og folk hvilede lige som mere i sig selv, og det var faktisk fløjtende ligegyldigt, hvor de var endt i deres liv. Ingen skulle præstere og bevise. Jeg følte, at der var en helt anden respekt for hinanden, og det var interessant at høre om folks "rejser" til der, hvor de var nu. Det var vildt hyggeligt, og klokken blev meget tidlig morgen, før jeg sammen med 3-4 andre lukkede og slukkede festen og dinglede hjem på mit gamle pigeværelse.

April:
Påsken gik med et hyggeligt udendørs projekt, hvor Tobias også sluttede sig til det arbejdende team. Vi byggede hønsegård. Pludselig var jeg blevet tændt på ideen om at få høns og dermed veksle vores køkkenaffald til frisklagte æg. Så vi udvidede husdyrbestanden med 5 høns af blandet herkomst.

Alle hjælper til.....

Hønsene kan dog nogen gange komme i tvivl om
hvor deres hønsehus er....

April blev også måneden hvor Ninja igen kom på banen. Jeg var spændt og nervøs. Inden havde jeg genoptrænet med core-øvelser, svømning og holdt hende i form med gåture. Vi var lidt rustne sammen, men Ninja var tændt, glad og mentalt helt vildt klar til agility igen. 

Skønt at være med igen

Til stævnet i Nordjylland var jeg også så heldig at vi kunne lave et lille hvalpetræf for Ninjas danske hvalpe. Det var både Silas og jeg glade for. Silas føler også lidt at det er hans hvalpe, for han var faktisk meget deltagende i projektet og de første uger hjalp han mig dagligt med at veje de små. Alle hvalpene elsker børn - især drenge!

Ninja og hendes unger

Maj:
Det er altid min travleste stævnemåned, og 2015 var faktisk heller ikke nogen undtagelse. Jeg fik lyst til at prøve kræfter internationalt og meldte mig derfor til at repræsentere Danmark til European Open. Deltagerne på det danske hold skulle findes over to stævner, som afholdtes i maj måned. De to stævner (Maxi Zoo Cup i Hvalsø og Maxi Zoo Cup i Viby) forløb ganske fornuftigt for Ninja og mig, og vi blev udtaget til holdet.



Det var også til disse to stævner, hvor jeg nærmest skovlede springcertifikater ind. Faktisk fik vi alle 3 certer på 12 dage, og Ninja kan smykke sig med titlen Dansk Springchampion. Ninja løb blændende. MicMic skuffede mig heller ikke, men var stadig en grøn hund. Fordi jeg ikke var tilfreds med niveauet på hendes balancebom (udgangspositionen var ikke tilstrækkeligt indlært), så valgte jeg, at jeg kun ville starte hende i springklasserne resten af sæsonen.

MicMic

Det var også i maj, at min egen klub, Ribe Hundevenner afholdte det årlige pinsestævne. Der voksede træerne så resultatmæssigt ikke rigtig ind i himmelen. Det kan være sin sag både at afvikle stævne og selv stille til start, men det var en fornøjelse igen at være med til at være med til at holde sådan et stævne igen.

Juni:
Måneden startede med Åben Ø dag, hvor vi sammen med Mona Pharsen besøgte Aarø, som er "vores" egen lille lokale ø. Der var gratis færgeoverfart, og et rigtig fint vejr og naturligvis masser af aktivitet på øen. Det var en skøn dag for os alle.

Ohøj Skipper. Kurset er sat mod Årø
Jeg var heldig at kunne deltage på hele to agilitykurser. Første ugekurset hos Ribe Hundevenner med Jane Christensen og Gaby Hansen. Jeg vekslede mellem MicMic og Ninja, som begge gjorde det ganske blændende.

Hundene ser agility-TV fra deres indhegning ved campingarealet

Sidst på måneden var jeg to dage afsted på kurset i Ødis Bramdrup, hvor jeg blev undervist af Natasha Gjerulff og Lee Gibson. Igen kunne jeg veksle mellem to hunde, og kunne samle lidt guldkorn op her og der.

Juli:
Charlie rundede de 17 år i juni, og han var blevet gammel og senil. Jeg besluttede derfor at lade ham sove ind hos dyrlægen i starten af juli. Det er bare aldrig særlig sjovt at tage afsted med sin gamle trofaste ven. Men det var den rigtige beslutning, og Charlie havde været en fantastisk hund og haft et skønt langt hundeliv.

Mit sidste billede af Charlie

Hele familien tog til Jutlandia Cup, hvor den stod på en uges agility med skarp konkurrence. Vi var lidt træge om at komme igang med de gode løb, men så skal jeg da ellers lige love for at der kom hul på bylden. Ninja vandt en AG3 med 117 hunde i klassen, og vi kvalificerede os til finalen (25 ud af 287 store hunde kvalificerede sig til finalen), hvor vi endte på en helt utrolig 2. plads.

Det fedeste cert at vinde
Vi var kun lige hjemme og vende, inden vi kørte sydpå til Rieden det sydlige Tyskland, hvor vi skulle løbe EO. Jeg havde ikke været i udlandet og løbe siden 2008, og var lidt spændt på det hele. Der var 30-38 grader dernede og vi fik virkelig sommer (i modsætning til i DK). EO var en rigtig god oplevelse, og jeg synes vi havde nogle gode løb dernede (bedste resultat var en 29. plads ud af 399 ekvipager). Jeg var så heldig at Jennifer, som jeg også boede hos i USA også var til EO, og det var super dejligt at se hende igen. Denne gang fik hun hilst på min familie og mine hunde, og vi fik spist middag sammen og hygget.

Efter EO forlængede vi lige ferien dernede med et par dage i området, inden vi kørte videre til Tjekkiet, hvor vi også havde et par dages ferie.

Silas ved Karlsbroen

Morgenmad på en fortovscafe

Og vi fik masser af is på turen.
August:
Der var stadig heftigt gang i stævnerne, og stadig med fantastisk resultater. Månedens bedste resultat var da Ninja vandt titlen som Jysk Mester, og det var sgu lidt svært at få armene ned.

Nykåret Jysk Mester - Silas var fotograf

Når der ikke var stævne, så havde jeg en stak fribilletter til div forlýstelsesparker, som jeg skulle indløses. Det var alle sammen fribilletter, som Ninja havde vundet til stævner. På den konto var vi en tur i Tivoli Friheden. Silas nød virkelig turen, og syntes da sagtens, at vi lige kan tage afsted igen. Ja faktisk blev det til flere familieudflugter i denne måned.

Candyfloss i Friheden
September:
Haderslev dannede rammen om verdens største Stafet for Livet. Stafetten i Haderslev er blevet en vild succes, og det har helt sikkert også noget med den smukke beliggenhed at gøre.

Turen rundt om Haderslev Inderdam er bestemt med til at gøre turen smuk
I år var vi bare ikke så heldige med vejret. Der var både stærk blæst og regn, men ind i mellem da også et par solstråler. Det blev ikke til så mange omgange, men Silas fik da vist "flaget" (eller rettere ballonen og den gule T-shirt) da stafetten blev åbnet.

Silas er klar til at slippe sin ballon
Vi nød også en tur i Legoland sammen med Foreningen Cancerramte Børn. Vi plejer at være i Legoland en gang om året, og når jeg husker det, så tager jeg et billede af Silas sammen med de små Legofigurer på "butiksstrøget" ved indgangen. Sjovt at se forskellen fra dengang har bare var en lille purk, der ikke havde vokset pga sygdom og så til nu, hvor han er mere normal i højde og drøjde.



Silas 7 år

Silas 2 år
Efter mange års mere eller mindre selvvalgt fravær fra DCHs DM valgte jeg i år at deltage, og havde en rigtig hyggelige weekend med gode løb. Jeg så min veninde Charlotte blive Danmarksmester i Rally Lydighed (for 4. gang), og jeg vil heller ikke klage over mine egne resultater. Finalen til DCHs DM er nærmest kogende og en sand publikumsmagnet. Der var virkelig gjort noget ud af det med speaker, musik og masser af publikum som følge af det. Ninja og jeg blev nr. 2, blot sølle 0,06 sek efter vinderen.

Æresrunden for nr. 1 -2 -3

Fuji startede til præ-agility hos Sannes Hundecenter. Jeg var egentlig lidt bange for, om hun kunne koncentrere sig om at samarbejde, når der var andre hunde igang også. Fuji er noget mere hektisk end mor Ninja. Det er gået fint. I skrivende stund kan hun stadig ikke ret meget, men jeg har også god tid og i øvrigt også hænderne fulde med Ninja og MicMic.

Oktober:
Sidste del af uge 42 var vi i sommerhus sammen med Mona og Oliver. Vi havde lånt et hus ved Vejers Strand. Super lækkert!

5 hunde klar til at spurte ud i vandet
Sommerhus er afslapning
...Også for hundene

Vejret var med os, og vi kunne faktisk sidde udenfor i solen og drikke eftermiddagskaffe. Fra sommerhuset til stranden var der kun 5-10 minutters gang, så det blev også til en del ture langs vandet, både med og uden ungerne. Det var super skønt med sådan et lille pusterum.

Ungerne leger

Ved sæsonens sidste stævne vandt Ninja AG3 og dermed også sit sidste certifikat. Nu er hun så også indehaver af titlen Dansk Agility Champion. Det var jo en mægtig fin afslutning på en fuldstændig vild og fantastisk sæson.

Det blev også til en tur i Ree Safari Park. Endnu en omgang fribilletter, som Ninja havde vundet til et stævne. Det var virkelige en utrolig velanlagt park, hvor dyrene havde rigtig god plads og anlæggene var velintegrerede i naturen. Jeg kan godt give parken mine varmeste anbefalinger.

Safaritur i Ree Park
November:
Efter utrolig lang tids kiggen efter en ny/anden bil, fandt jeg endelig en bil, som jeg tænkte kunne leve op til alle min kriterier. Det blev en Opel Astra og hvis jeg ser bort fra dens brændstofforbrug som skuffende ligger på 16-17 km/l (og nej jeg kører ikke "smart-kørsel"), så er jeg vældig tilfreds med den. Den kører godt, og jeg kører alligevel ca. 50.000 km om året, så det er rart med lidt komfort. Det holdt ellers hårdt at finde den rette bil, der levede op til mine krav om plads, alder, km, pris og brændstofforbrug, og det hele blev faktisk ikke nemmere af, at det til tider føltes ret håbløst at kigge på bil, når man som kvinde tager ud og kigger på bil alene. Det var til tider svært at finde bilsælgere, som overhovedet virkede interesseret i at sælge deres biler eller i det mindste bare ekspedere en kvinder, der kigger på bil alene.

Aldrig har jeg da brugt så mange penge på een ting...

Jeg fik også prøvet kræfter med "en dag som lærer" i Silas´ klasse. Sammen med et par andre forældre stod vi for undervisning en dag i klassen. Jeg blev tildelt en times tid og måtte igang med noget brugbart undervisning omkring hundes brugsegenskaber, som også kunne fordøjes for børn på 7 år. Det var sjovt at prøve, og jeg tror, at både børn og hunde havde en fantastisk dag.

Undervisning i klasseværelset
 Vi sluttede af med agility på en meget lille bane på skolen boldbane, hvor ungerne tydeligvis var imponerede over tempoet, men dog ikke mere end, at de gerne ville udfordre tempoet og løbe om kap med hundene ved siden af agilitybanen.

MicMic viser agility

December:
Året rinder ud, ja sådan går det hvert år. Første lørdag i december plejer vi at være til juletræsfest hos Foreningen Cancerramte Børn. Det er et super hyggeligt arrangement. Egentlig er vi ikke "berettiget" til at deltage mere, fordi Silas for længst er færdigbehandlet for sin cancersygdom, men til dette arrangement er der stor efterspørgsel på mine kort og snemandssupper fra mit projekt Cancerkort. Så vi deltager selvfølgelig og nyder det hyggelige arrangement.

Julemanden deler en gave ud til hvert barn
Vi holdte julen hos mine forældre sammen med Tobias, min bror og to af hans tre børn. Jeg elsker at holde jul hos mine forældre. Tobias elsker det! Silas synes vores bedste jul var, da vi holdt julen hjemme sidste år, måske fordi bedstevennen Oliver også var julegæst dengang.

"Dans" om juletræet

Juleferien var ikke fuld af planer. Ofte har vi været taget i sommerhus i dagene mellem jul og nytår og hygget der, men i år har vi bare været hjemme. Stille og roligt, sovet utrolig længe, set fjernsyn, har også været et smut i svømmehallen, fået "nusset" lidt med oprydning. Nytårsaften fejrede vi også stille og roligt hjemme, bare Silas, Henrik og jeg med lækker mad, et spil Sequense, lidt krudt for drengene. Ja det var så det år, og pludselig har vi nu 2016.

Nytårsselfie
Nytårsforsæt skal man passe lidt på med, for man kan jo alligevel aldrig holde dem, og hvorfor er det lige til nytår, at man skal revidere det hele og love sig selv alt muligt. Men skulle jeg ønske at blive bedre til noget, så må det være at opdatere min blog lidt oftere. Et til to indlæg om måneden er skisme for slapt synes jeg. Ofte har jeg kladder til indlæg liggende på min blog. De bliver bare aldrig udgivet, fordi jeg lige mangler billederne eller slutningen..... Så måske jeg bare skal være lidt mindre kritisk og ikke nurse så meget i billeder og kommaer eller hvad det nu lige er mit øje fanger, inden jeg trykker "udgiv".


mandag den 28. december 2015

Hvad med det der landshold?

Ninja og jeg har haft en fantastisk sæson 2015. Det er jeg meget taknemmelig for, især set i lyset af vores uheldige exit fra banerne efter styrtet fra balancebommen til Dania Cup i 2014.

Maxi Zoo Cup, Viby

Til sæsonens stævner er jeg fra flere forskellige blevet mødt med spørgsmålet om, hvorfor jeg ikke er på landsholdet (ja det er jo ikke en klub man bare kan melde sig ind i....) eller om jeg ikke melder mig til landsholdet næste år.

”2015 bussen” var kørt for os, syntes jeg. For da de første kvalifikationsstævner blev løbet, var jeg slet ikke gået igang med at løbe med Ninja igen, og havde heller ingen anelse om, hvordan ville hun løbe? Kunne hun overhovedet holde til at løbe igen? Jeg ønskede desuden ikke at bringe mig selv i den situation, hvor jeg kunne blive forblændet af en landsholdsdrøm og måske kom til at forcere noget med Ninja, før hun var ordentlig klar.

Ninja viste sig heldigvis at være SÅ klar!

At repræsentere Danmark og løbe VM (og NM) er noget helt specielt, og det er rigtig fedt. Jeg husker det godt, selvom det er 8 år, siden jeg var der med Diva. Og ja, jeg vil sådan også gerne være med igen. Det er bare et spørgsmål, om jeg også er klar til at betale ”prisen.”

Hygge og høj solskin til EO i Tyskland i sommers

Hvad er det for en pris? Ja det er ikke kun kroner og øre, for klart nok, så er det ikke gratis at løbe efter landsholdspladserne – ej heller rejsen og opholdet til VM, men man er sandsynligvis til de fleste af udtagelsesstævnerne alligevel, men det kan ske at betyde lidt mere hjemlig fravær også. Men for mig ved jeg, at det også er forbundet med en stor mental omkostning, da mine tænker kredser om agility og landshold hver eneste dag fra man melder sig, og indtil holdet udtages. Sådan var det i hvert fald da jeg løb med Diva i sin tid. Jeg kan naturligvis have ændret mig på det punkt.

Vi passerer målstregen til DCHs DM

Men min største frygt er måske, om ”magien” stopper, hvis ambitioner om landshold bliver en "stævne-ingrediens". Jeg ønsker ikke at miste min taknemmelighed for mit samarbejde med Ninja. Jeg ved godt, at det er noget, som man selv ”bestemmer”,  men så enkelt er det nok ikke bare. Der er forskel på om ens løb er en brik et stort udtagelsesspil eller om det ”bare er et klasse 3 løb”. Hvis man laver fejl i ”brikken” så bliver det endelig ”værk” jo derefter, og dermed også ens udtagelsesmuligheder. Groft sagt kan man jo fucke det hele op på et stævne. Hvis man laver fejl i det som ”bare er et klasse 3 løb”, så er det jo fløjtende ligegyldigt. Der kommer jo et nyt ”bare et klasse 3 løb” til næste stævne. Tja, jeg er bare bange for at blive ærgerlig på mig selv – og mest af alt på min hund.... Ninja er jo ligeglad med landshold. Hun aner ikke hvad det er.

Ninja - den bedste makker man kan tænke sig

Men nu er det jo heller ikke gjort ved ”bare” at melde sig til landsholdet, man skal jo også gøre det bedre end flertallet og helt ærligt, så har jeg meget stor respekt for de ekvipager i stor klasse, som har haft landsholdspladserne - og ikke mindst nogen af de nye, der er på vej. De er jo ikke sådan bare lige at slå. De er dygtige og flere af dem også relativ stabile.



Jeg synes jo stadig, at jeg er sådan lidt ny (godt nok har jeg løbet agility i mange mange år, men det er noget andet at løbe med lille og mellem hunde) og til tider "klodset" i deres selskab. Selvom jeg faktisk får mange positive tilkendegivelser og opbakning fra ”toppen” – Ja faktisk ligefrem opfordringer til at melde mig til landsholdet. Så føler jeg bare lidt, at hvis jeg skal være med ”der”, så skal der nok arbejdes lidt på at få mig tunet ordenligt ind, fordi jeg selv synes, at jeg nogen gange ikke er skarp nok på banen. Med skarp mener jeg, at jeg ikke er præcis nok i min handling og for langsom til at komme på plads og for langsom til at komme væk på banen. Det bør dog altid være lettere at arbejde med førerens fejl og mangler.

Ninja og jeg foran fanerne til DCHs DM
Nu er sæsonen slut, og det har har været en fantastisk en at se tilbage på. Årets bedste resultater var nr. 2 ved DCHs DM, nr. 2 ved Jutlandia Cup finalen, Jysk Mester, Dansk Springchampion (vandt alle tre certer på 12 dage) samt Dansk Agilitychampion. Når jeg ser tilbage på vores præstationer ved European Open med 399 hunde fra hele verden i klassen, så er jeg også meget tilfreds, selvom det ikke var noget man kunne blive verdensmester med.

Ej heller at forglemme at jeg vandt en AG3 til Jutlandia Cup
(der er var 117 i klassen)

Men jeg tænker nu også mere, at Ninja og jeg kunne være et godt bud på en plads til holdløbene på landsholdet. Nu kan jeg så bruge de næste par måneder (eller hvornår der nu er frist for at melde sig til truppen) til at overveje, om jeg skal forsøge at gøre mig fortjent/dygtig nok til en landsholdsplads eller hvad det i virkeligheden er, jeg gerne vil.