fredag den 22. august 2014

Bye bye 2014...

Den dag i juni, hvor jeg stod med mit frihedsbevis min fratrædelsesaftale i hånden, så jeg en fantastisk sommer og efterår for mig. Der var faktisk ikke grænser for, hvad min frihed skulle bruges på. Først og fremmest skulle jeg hygge mig med agilitytræning og -stævner. For slet ikke at nævne de to gange DM, som jeg helt tilbage i maj havde kvalificeret mig til. Dernæst skulle jeg have Silas kørt godt ind i en ny hverdag som skolebarn (og den del går forrygende).

Ninja nyder at komme på stranden igen

Sådan blev det jo ikke helt. Styrtet fra balancebommen d. 7. juli ændrede en del på de planer og også på min hverdag. Det er jo som sådan ikke en katastrofe, at ens hund kommer til skade på en agilitybane. Flere andre har prøvet det før mig, men ingen synes, det er fedt at opleve. Heldigvis har jeg i de 20 år, jeg har løbet agility været forskånet for alvorlige skader. Der er så mange andre ting, der kunne være meget værre end en skadet hund, men derfor gør det mig så ondt alligevel.

Gåture - nu også i trav i flexline

De sidste par dage har været hårde, fordi jeg nu har erkendt, at ingen mirakler og ej heller ihærdighed fra min side kan trylle Ninja fit i en fart. Hun træder stadig ikke ordentlig igennem på venstre bagben. Fordi jeg nu må erkende, at vi desværre ikke kan stille op til DM, som jeg i år havde glædet mig mere til end, jeg har gjort i rigtig rigtig mange år. Faktisk har jeg ikke glædet mig så meget siden 2007. Jeg synes, Ninja og jeg havde fundet melodien, og ikke mindst glædede jeg mig til at være en del af det kæmpestore team fra Sannes Hundecenter (mere end 20 hunde derfra er kvalificeret til DCHs DM). På gåturene har jeg nogen gange været i tvivl om det våde på min kind var regndråber eller tårer..... Jeg havde naivt håbet, at Ninja kunne blive klar til DM, men jeg kan godt se, at det simpelthen vil være for risikabelt at forsøge sig, når hun ikke engang er rentgående endnu.

Når det nu skal være sådan, at Ninja er skadet, så er det naturligvis heldigt nok, at jeg har masser af tid, for jeg kan virkelig ikke se, hvordan div dyrlægebesøg og genoptræning skulle kunne hænge sammen med en hverdag med fuldtidsjob.

De fleste gå ture afsluttes med udstrækning/massage.
Ninja nyder det

3 daglige gåture a 30 minutter med efterfølgende udstrækning bliver mindst 15 timer om ugen, så har jeg nok brugt gennemsnitligt 7-10 timer om ugen på at køre til laserterapi, kiropraktik, massage mv. Det er jo mere end et halvdagsjob.... Skræmmende. Jeg ville bare tusind gange hellere have nydt andre hundeaktiviteter 20+ timer om ugen: f.eks være kørt til stranden og sluppet hundene løs, set dem lege i haven, trænet agility osv. Gåture og udstrækningsøvelser er det genoptræningsprogram jeg har aftalt med de to dyreklinikker, som jeg konsulterer ifm Ninjas skade, som er lokaliseret til den store lårmuskel i venstre bagben. 

I stedet må vi nøjes med gåture ALTID i snor.
Her ved Vestre Engvej i Vejle

Nå men det korte af det lange er, at jeg hermed kapitulerer og begraver agilitysæsonen 2014. Jeg håber så inderligt, at vi med god genoptræning og agilitypause er tilbage igen, når 2015-sæsonen starter. Held og lykke til alle jer, som skal til DM.

onsdag den 13. august 2014

1. skoledag

I søndags - d. 10. august startede Silas i 0. klasse på Den Nye Friskole. Min lille tandløse dreng er nu slet ikke så lille mere.

Silas hjemme ved porten - klar til skole
Jeg må sige, at de havde gjort noget ud af denne første skoledag. Den Nye Friskole har ikke helt tilfældigt valgt en søndag til første skoledag (for alle klassetrin i øvrigt). På denne måde giver de alle familier mulighed for at være tilstede på den første skoledag uden at skulle tigge om en ekstra feriedag. For os med børn, der starter i 0. klasse er det særlig vigtigt at være der første skoledag. Som en forælder i Silas´ klasse sagde, så havde hun meget svært ved at få fri den mandag, hvor alle andre skoler starter, for hun er nemlig selv skolelærer, så hun syntes, at det var skønt, at hun også havde mulighed for at se sin søn starte i skole.

Flaget er hejst
1. skoledag var lavet som en rigtig festdag for hele skolen, som samtidig havde 1 års fødselsdag som friskole. Der blev holdt en velkomsttale, og folk var mødt talstærkt op. Derefter blev vi introduceret til en "velkommensang" for 0. klasse.

Nu kom vi så til den rigtige velkomst. Der blev lavet en lang espalier med flag. Den var nok 50 meter lang. Her gik de nye elever så igennem hen til deres bygning, mens skolen sang velkommensangen. Det var faktisk en rigtig smuk modtagelse.

Espalier dannet af 1.-6. klasserne
Så var det tid til at finde klasserne - og ikke mindst sin plads. Nu var det allerede tid til at lytte lidt til, hvad der skulle foregå den næste times tid. Forældrene fik lidt praktiske oplysninger, og så blev vi ellers gennet udenfor i det fine vejr, hvor vi kunne snakke og hygge med de andre forældre.

Det kan godt være hårdt at sidde og lytte
Til slut samledes vi på sportspladsen, hvor vi skulle lave en afsluttende aktivitet for alle skolens over 100 elever. Så var skoledagen i princippet slut, men de fleste blev hængende og købte lækre grillpølser fra den lokale slagter, mens hyggen fortsatte.

Silas "hopper" sit navn
Nu er der gået et par dage i skolen, og en af de voksne stoppede igår og spurgte Silas, om hvad han hed. Han svarede høfligt, at han hed Silas. Derefter spurgte hun, om han lige var startet i 0. klasse. Dertil svarede Silas: "Nej, jeg har gået her i tre dage"

Silas
Kan man andet end smile over sådan et svar? Jeg betragter det som et udtryk for, at han føler sig tryg i sine nye omgivelser.

mandag den 11. august 2014

Rehab Ninja

I dag er det fem uger siden, at Ninja styrtede ned fra balancebommen. Lige siden har jeg holdt hende i ro. Ikke noget med at gå løs i haven, kun gåture i snor, ingen leg med MicMic og naturligvis slet slet ingen agility. Desuden har Ninja modtaget laserterapibehandlinger og massage.

Og vi vader vores gader flade...
I dag var jeg til kontrol med hende på Nordre Dyrehospital, og selvom jeg egentlig selv syntes, at hun var rentgående, og personalet på Sydvet også syntes det i sidste uge, så var Jakob på Nordre Dyrehospital ikke helt tilfreds. Han syntes ikke, at hun trådte ordentligt igennem på venstre bagben, og når han gik hende igennem, så reagerede hun tydeligvis også, når han lavede udstrækning på den store lårmuskel ud på venstre ben.

Landskabsbillede fra traveturen
Nogen gange bliver det nat, før vi når den sidste tur....

Så selvom jeg havde sat næsen op efter at kunne påbegynde lidt genoptræning, så må jeg bare fortsætte med de daglige 3x30 minutters gåtur i skridt, for jeg vil jo gerne have hende til at blive fin igen. Hvis jeg startede på noget alt for aktivt nu, så ville risikoen for, at skaden ville bryde op igen være alt for stor. Jeg havde for længst indstillet mig selv på, at jeg der ikke blev noget agility i hele august måned, men nu synes jeg også, at det ser kritisk ud med de to DM´er, som ligger i september. Æv hvor ærgerligt, for jeg havde faktisk glædet mig rigtig meget til dem. Men selvom Ninja skulle blive ske at blive meldt klar til at løbe der, så er jeg faktisk i helt i tvivl, om jeg overhovedet tør.....


fredag den 8. august 2014

Camping - En bedstemors gave

Efter at have fejret Silas´ 6 års fødselsdag pakkede vi campingvognen og kørte til Nordfyn. I år får vi fuld valuta for vores DCU-medlemsskab. For de ca 400 kroner, som medlemsskabet koster, så overnatter børn under 12 og hunde gratis, og der er rabat for os voksne, så vi skal ikke være afsted mange nætter, før medlemsskabet er tjent ind. I år har vi nået at campere på DCU pladserne i Ejsing, Viborg Sø og Flyvesandet.

Det var også på Flyvesandet, at jeg stødte på noget helt særligt. Lidt skråt overfor os holdt en fin gammel campingvogn på sorte plader. Der var ikke noget fortelt, men et solsejlg og et almindeligt telt foran. Det så bare SÅ hyggeligt ud, måske også fordi det virkede lidt primitivt.

Genboens lejr
Om aftenen kunne jeg høre, at ungerne (dreng og pige på ca 6 og 9 år) blev puttet i teltet udenfor. Det lød bare vildt hyggeligt. Da jeg gik forbi næste morgen, sad de udenfor og spiste morgenmad. Jeg stoppede op, for jeg var bare nødt til at fortælle dem, at jeg virkelig syntes, at det emmede af hygge og nærhed hos dem. 

Kvinden fortalte, at hun var deres mormor og hvert år tog hun sine to børnebørn med på Flyvesandet Camping og sammen havde de tre overnatninger der, hvor de bare hyggede sig sammen. Ikke fordi det var nogen lang rejse, for de boede ellers kun 10 km derfra. Hvert år til jul fik ungerne en lille bog med billeder og historier fra den tur. 

Jeg var sgu helt rørt og tænkte på alle mine ferieminder hos min mormor, som godt nok bare var hjemme hos mine mormor og morfar i en lille forstad til Randers, hvor vi nogle dage tog bybussen ind til Randers, men ellers bare hyggede med kortspil, pandekager og risengrød. Mon denne mormor var klar over,  hvad det var for en skat og hvilke minder, hun gav sine skønne børnebørn? De hyggede bare for vildt sammen med strandture og bræt-/kortspil.

Der spilles Sequence

Ja, det gjorde vi andre sådan set også, men det var noget "andet". Vi havde også taget min niece med på camping. Hende og Silas hygger sig sammen trods 5 års aldersforskel. Jeg ville også gerne have været blevet lidt længere på campingpladsen. Men Ninja skulle hjem og have en laser-behandling, og Silas skulle gerne nå at komme i SFO nogle dage, inden hans første skoledag på søndag. Det er jo en fin blid måde at starte op blandt flere nye børn, nye voksne og nye omgivelser, inden det sådan bliver "alvor" i næste uge.

Sæbebobler er lige sagen

fredag den 1. august 2014

Kroatien blev til Polen

Faktisk elsker jeg at få småtossede ideer og ikke mindst at være hemmelighedsfuld. Det blev familiens sommerferie i uge 30 et produkt af.

Egentlig skulle vi have været i Kroatien, men da Silas siden Dania Cup havde døjet en del med mavesmerter - faktisk i sådan en grad, at vi i ugen mellem Dania og ferieturen havde været en tur i Skejby for at få tjek på maven. Lægen mente, at det var en maveinfektion på retur, men at det godt kunne tage lidt tid i Silas´ mave. Da det ikke virkede holdbart at køre 1500 km med mavesmerter, så afventede vi også lige lidt, hvordan det gik med maven. Heldigvis virkede maven lidt i bedring, og fredag (ca 12 timer før planlagt afgang), da jeg skulle til at booke en ferielejlighed på øen Krk i Kroatien, så tjekkede jeg lige vejrudsigten, som forudsagde 25 grader med overskyet eller shower/heavy rain stort set hele uge 31. Det var alligevel for åndsvagt at køre 1500 km for sådan et vejr. Især når de lovede sol og vildt sommervejr i DK.

Vi ledte efter en vejrudsigt, der som minimum viste noget i stil med ovenstående


Dog fornemmede jeg klart, at Tobias og Simone, som vi havde inviteret med på ferie, ikke rigtig jublede over en ferie i DK, og ja det er da også interessant at opleve noget andet end Skagen og Løkken, som nok havde været mit valg. Det skulle gerne være en ferie for os alle.

Så sad vi der fredag eftermiddag, og det eneste vi vidste var, at vi ikke skulle til Kroatien. Vi klikkede lidt rundt på Europakortet. Kriterierne var følgende : max 1500 km, godt vejr, gode bademuligheder i gåafstand og lidt byliv. Vejrudsigten for Italien, Frankrig (Tour de France kaos virkede nu heller ikke tiltalende) og Ungarn virkede ikke særlig lovende. Hmmm hvad var der så af kystlinjer sydpå? I blinde klikkede jeg på Gdansk i Polen, mens jeg med en vis portion skepsis tænkte, at man da ikke kunne holde sig en seriøs familie-/bade-/afslapningsferie i Polen. Jeg googlede lidt og fandt frem til, at svenskerne og nordmændene fandt den polske Østersøkyst interessant.

Når man ser kortet, så kan man måske godt se, hvorfor feriemålet er oplagt for f.eks svenskerne.
De kan nemlig sejle direkte fra Stockholm til Gdansk

Vi tog en hurtig beslutning og fandt en skøn ferielejlighed i feriebyen Sopot. Vi besluttede at holde feriemålet hemmeligt for teenagerne (de havde jo alligevel bare kroatiske "dollars" med). Drønsjovt at høre Tobias spørge og gætte de første mange hundrede kilometer. Først da vi havde kørt et stykke tid i Polen fortalte vi dem, at det var vores destination.

Mange steder stod der forladte industribygninger langs vejene.
"De danske arbejdspladser flytter til Polen", hører man.
Men det kan være svært at se, når man kigger rundt i landskabet

Lad mig bare sige det sådan, at jeg oplevede Polen som et meget usselt land at køre gennem, når man ikke lige var i de større byer. Da vi først havde passeret Stettin, så kørte vi et meget langt stræk, hvor trafikken sneglede sig afsted uden at vi kunne se nogen årsag til det. Langs vejen sad folk og solgte "Bob", og det var bestemt ikke en strækning, hvor vi følte for at holde ind. Det var faktisk en ret drøj tur gennem Polen. De ca 300 km gennem Polen tog næsten lige så lang tid som turen fra Danmark og til den polske grænse. Størstedelen af turen blev tilbagelagt på landevej, hvor de små byer kom som perler på en snor. Mellem byerne var der en hastighedsbegrænsning på 90 km/t (nogen steder en anden og det var ret svært at gennemskue, hvad man måtte køre hvor). I byerne måtte man køre 50 km/t, og kørte man for stærkt, så blev man blitzet (er lidt spændt på at se, om jeg her efterfølgende modtager "postkort" fra Polen).

Morgenmad hjemme ved lejligheden

Efter 14 timers køretur var vi endelig fremme og blev modtaget af en meget gæstfri vært, der have ombygget sin kælder til en 90 kvm stor ferielejlighed med tre soveværelser og lækkert køkken og bad. Vi var de første i lejligheden, der var smagfuldt indrettet med kvalitetsprodukter og rummede alt, hvad man skulle bruge. Der var sandelig ikke noget at klage over der. Heller ikke da han kørte den ene af deres biler ud af sin garage for, at vores bil kunne komme derind og holde.

Sopot var faktisk et rigtigt fint sted at holde ferie. Skøn bred badestrand. Der var næsten lidt Vesterhav over vandet. Silas elskede at hoppe over bølgerne, og selvom der var mange mennesker på stranden, så var det egentlig fint nok. Vandet var vildt skønt. Fantastisk temperatur og dejlig strand med masser af finkornet sand.

Lykken er at hoppe over bølgerne

Det var rasende billigt i Sopot. Når vi spiste ude, så kom vi typisk af med 300-450 kroner for alle fem (hovedret + drikkevarer). Vi skelede ikke til, hvad tingene kostede på menukortet. Vi bestilte bare, hvad vi havde lyst til. Det var alligevel så billigt.

Hvis man ville have den største is på kortet,
så fik man også bare det

Nogle aftener lavede vi også mad hjemme i lejligheden. Ferielejligheden gav os også mulighed for at gøre tingene helt i vores eget tempo og ikke være afhængige af nogen eller noget.

Lidt tegnearbejde fra morgenstunden ude på terrassen var lige sagen for Silas

En af dagene var vi ude at se Malbork, som er Europas største murede borganlæg. Henrik elsker borge og ruiner. Vi fik også kigget på et stort OUTLET-mekka Fashion House - mest til glæde for Tobias og Simone. Vi havde også en dag i Gdansk, hvor vi nød den flotte by. Ellers hyggede vi bare med hinanden. Dejlig ferie syntes jeg.

Gdansk er en by med masser af smukke bygninger

Men skal jeg lige opsumere på, hvad der venter en, hvis man vælger Sopot/Gdansk, som sit næste rejsemål, så vil jeg særligt nævne, at det er meget billigt at handle dagligvarer, billigt at tage ud at spise, man kan få lov at gå i fred for gadesælgere. De vil gerne sælge deres varer, men forsøger ikke at "fiske" deres kunder, ligesom de heller ikke prutter om prisen (det er sgu helt befriende sammenlignet med Tyrkiet og Egypten), men deres service kan stadig forbedres en hel del. De er sløve til at tage imod bestillingerne på diverse beværtninger og også ganske sløve til at komme med regningen. Men nu har vi prøvet Polen, og det har ikke afskrækket os. Sjov spontan ferie.

Afslapning på restaurant ved "Molo"
(en over 500m lang træmole)

Kan også lige indskyde, at de fordomsfulde teenagere efterfølgende sagde, at hvis vi havde sagt til dem, inden de satte sig i toget i Holstebro, at vi skulle til Polen, så havde de nok ikke villet med (mon dog... ). Men de var meget tilfredse med vores valg, da vi ankom. Teenagere vil have strand og byliv, og gerne til billige penge, og det kunne Sopot til fulde levere. Skulle jeg gøre det en anden gang, så tror jeg nok, at jeg vil planlægge min kørsel i Polen til at foregå i nattetimerne. Jeg tænker, at det kan have en positiv indflydelse på trafikafviklingen, for det var rejsemålets største ulempe.

søndag den 13. juli 2014

Ikke helt den Dania Cup, som jeg drømte om....

Uge 28 bød på Dania Cup. Et stort internationalt agilitystævne med deltagere fra mange lande, så som Italien, USA, England, Tyskland, Norge m.fl. Det er altid  interessant at løbe disse store ugestævner med mange dygtige ekvipager og interessante udenlandske dommere (og deres anderledes baner).

Jeg havde rigtig glædet mig til stævnet. Desværre sluttede det for Ninja allerede på dag 2 tidligt om morgenen, da hun i første gennemløb havde et rigtig træls styrt fra balancebommen, hvor hun blev kastet ned i benene ved nedgangen. Se videoen, og du forstår måske hvorfor jeg var så trist og opløst af gråd om mandagen, hvis du mødte mig der



Jeg var ganske enkelt i chok, da jeg vender mig om og ser min hund styrte, hvorefter hun piber og kryber hen mod mig. Det som kørte for mine øjne var ikke bare,at jeg min agilityhund var "gået i stykker", men også en frygt for at ryg, bagben, bækken, whatever var smadret, og Ninja betyder bare noget helt og ganske særligt for mig. Jeg var så bange, da de kompetente hjælpere, der kom til ringen, ville mærke på hende og rejse hende op. Det var så frygteligt, jeg var så bange og ked af det, og kunne slet ikke styre min gråd. Som jeg sidder her en lille uge efter og skriver om det,så får jeg igen tårer i øjnene.

Still-billede fra videoen


Ninja blev undersøgt at dyrlæge Rikke Wriedt på stævnepladsen.. Hun sendte os videre til dyrehospitalet, for at få røntgenfotograferet Ninja og få hende smertedækket. På dyrehospitalet blev hun gået igennem af to dyrlæger og derefter røntgenundersøgt. Der var heldigvis ikke påvist noget på røntgen, og alle tre dyrlæger havde ved gennemgang af hendes ryg, ben og bækken kun kunnet konstatere en hævelse ved venstre knæ fra slaget. Hjem på stævnepladsen og holdes i ro. Slut med Dania Cup for Ninja!

Hjemme på pladsen fik jeg nærmest kastet Lindas to tæver i armene. Linda var ikke helt på toppen selv  og var optaget af nogle hjælpertjanser, så hun overlod sine hunde til mig. Godt nok var jeg lidt ved siden af mig selv, og blev tit stoppet af folk stævnepladsen, fordi de gerne ville høre til Ninja, men der var ingen tvivl om, at det tvang mig til at tænke på noget andet. Det var tilmed en fornøjelse at løbe med Linda skønne piger. Synd for Linda, så var hun sengeliggende om tirsdagen, hvor jeg igen kunne løbe med hendes hunde. Men heldigt for mig - og jeg blev aldeles gode venner men Catja og Hannah.

Hygger med Catja


Så var der lige gået et par dage mere, og vi besluttede at blive på pladsen. Vi havde jo regnet med det alligevel, men det er nu ikke det samme bare at slaske rundt på pladsen, som at skulle løbe. Det gode ved at blive var, at behandler Niels Poulsen kunne give Ninja behandlinger hver dag og løsne eventuelle spændinger.

På torsdag skal Ninja til kontrol, og så må vi se, hvad dyrlæge/kiropraktoren på Nordre Dyrehospital siger til hende. Jeg krydser mine fingre for, at vi snart er tilbage igen.

torsdag den 3. juli 2014

Et nyt liv begynder

Mange måneders uro har nu givet mig total ro og ikke mindst oceaner af energi. Jeg vågner hver morgen, før vækkeuret skulle have ringet (hvis alt nu var som før). Jeg er frisk og fuld af ideer fra første minut. Jeg er glad, afslappet og ikke mindst nærværende.

Fra en smuk sommermorgen på stranden 3-4 km herfra.
Siden sidste sommer har jeg nærmest gispet efter vejret for at følge med alle de udbud, som er væltet ind. Jeg har vundet flere af sagerne, og som sælger skal man naturligvis også juble over det. Det har jeg også gjort, men til sidst jublede jeg faktisk ikke, når jeg vandt en stor sag, tværtimod. Så tænkte jeg bare opgivende på alle de ekstra opgaver, der fulgte med en ordre. Jeg husker fra 2007, at det er et meget skidt tegn (Kort efter at have haft samme følelse for en større ordre, som jeg vandt dengang, gik jeg med et brag ned med stress). Derfor blinkede og dyttede mine alarmklokker, og jeg gjorde mit bedste for at passe på mig selv (selvom mine omgivelser måske ikke kunne se, at jeg passede på). Jeg havde forlængst gjort op med mig selv, at dette her måtte slutte. Jeg ville ikke være med mere. Jeg følte mig overbevist om, at jeg ikke ville blive mindre presset i den nye organisation i firmaet, hvor jeg har været ansat i over 18 år.

Onsdag var jeg kaldt til en samtale, hvor vi skulle drøfte fremtiden, nye lønforhold mv. Jeg havde ladet op til mødet ved at bruge det meste af ugen op til mødet på at rydde op i mine mails og filer. Faktisk havde jeg stort set rent bord. Alle mine arbejdsting stod klar derhjemme - lige til at poste ud af døren, hvis nogen ville afkræve mig dem i en fart. Selv bilen var tømt og rengjort. Så onsdag kørte jeg lettere spændt til møde.

Jeg regnede med, at min stilling og løn ville blive ændret, og havde alle argumenterne klar til at overbevise dem om, at den nye stilling eller lønpakke ikke var en tilfredsstillende løsning. Mødet var under to minutter gammelt, før jeg fik den besked, at de ville nedlægge min stilling. Det var nærmest en gave at få. Ikke mindst  fordi jeg dermed ville blive fritstillet. Jeg har jo været der i "100 år og en madpakke", og er derfor ikke så let (læs gratis) at komme af med, så jeg havde ikke forestillet mig, at de selv ville  lægge ud med at foreslå, at samarbejdet skulle stoppe.

Så har jeg også prøvet det...

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg var ked af deres beslutning. Jeg kunne næsten ikke tro, at de serverede min drømmeløsning på et sølvfad for mig, og det var svært ikke at juble (men naturligvis ville det være et skidt udgangspunkt for forhandling i en fratrædelsesaftale). Naturligvis var det også lidt ambivalent, for jeg har mange gode år og mange gode minder fra mange år i firmaet. Men alle mine tidligere chefer og flere af de "gamle" kolleger er stoppet, og der er helt klart "nye tider", og jeg var nået til et punkt, hvor jeg ikke kunne se mig selv, som en del af fremtidens "besætning". Der er naturligvis stadig mange kolleger, som jeg er ked af at skulle sige farvel til.

Blomsterbuddet bragte mig en smuk buket
fra nogle af mine kolleger
Nu er jeg så fritstillet i min opsigelsesperiode. Man kan sige, at jeg har lang sommerferie. Faktisk resten af 2014. Jeg kan gøre præcis, hvad  der lyster mig, og den første uge er fløjet afsted med diverse gøremål, hvoraf mange af dem mest består i følge op på hængepartier. Jeg er ikke urolig for fremtiden, for jeg ser så mange muligheder, og har også allerede mærket interesse vedr. min ledighed og drøftelse af muligheder for fremtiden. Det er bare et spørgsmål om, hvilke af dem jeg skal prøve kræfter med. Indtil videre skal jeg bare holde en god og ubekymret lang sommerferie, hvor jeg nu også ved, at jeg har tid til at få Silas sendt godt afsted til skole, når han starter i august. Det er endnu en stor gevinst.

Hav en rigtig dejlig sommer. Jeg er sikker på, at min bliver helt og aldeles fantastisk.

tirsdag den 17. juni 2014

En weekend i billeder

Det bliver ikke til så meget skriveri - desværre. Det kniber lidt med tiden og motivationen, men jeg håber, da at jeg igen kan få lyst/tid til skrive lidt på bloggen.

Weekenden har budt på sommervejr og familiehygge. De sidste tre weekender har budt på agility (og hverdagene på arbejde til op over begge ører), så det var faktisk meget rart at være hjemme og nyde hjemmet, haven og familien.

Simone og Tobias kom sent torsdag aften, og det var så heldigt, at de gerne ville passe Silas fredag aften, hvor Henrik og jeg var inviteret ind og se Sønderborg Revyen. Mad og billetter var betalt af vores forsikringsselskab Sønderjysk Forsikring. De havde udvalgt 50 uheldige heldige kunder, der alle havde haft stormskader. Sammen med de 49 andre par skulle vi ind og se Sønderborg Revyen - med sommerbuffet inden forestilingen.

Pragtfuld og underholdende revy. Troede ellers ikke at det sådan rigtig var noget for mig. Troede mest det var for gamle nisser, så jeg må erkende, at jeg nok hører til i den kategori efterhånden, for jeg tager gerne turen igen - også gerne uden stormskade først.

Lørdag morgen var det fantastisk vejr. Simone og Tobias blev kørt til motorvejen, hvor de blev samlet op af Simones far. Silas, hundene og jeg kørte til stranden og gik en fantastisk tur dernede, hvor vi havde det hele for os selv. Silas fortalte mig, at det var så dejligt nede ved vandet, fordi der var så stille og ingen andre mennesker - og så sang fuglene helt anderledes end hjemme i haven.

Silas på badebroen på stranden ved Diernæs
Turen gik frem og tilbage mellem badebroens spids og strandkanten, hvor der blev samlet sten, som skulle smides i vandet fra badebroens spids. Det er jo en heldagsbeskæftigelse.

Det var en hyggelig og flittig weekend, hvor der blev knoklet med diverse forskønnelser.
Silas og Henrik reparerede legehuset og Silas svingede penslen.

Silas behandler træet

Vi kunne spise de fleste måltider på enten den ene eller anden terasse.

Terassen på bagsiden - med udsigt til markerne
Desværre er den ofte lidt forblæst

Vores forreste terrasse fik nye møbler og blomster i den skønne plantereol, som Ninja vandt til mig ved stævnet i Løgumkloster. De nye møbler blev fejret med hjemmelavet is og jordbær på terrassen.

Mums - sommerhygge

Nye møbler - nye blomster i krukken og i den nye reol

Børnearbejde
Silas vasker hyndeboksen inden imprægnering

Hygge i hængekøjen med is 

Idyl på gåturen med Silas og hundene

Silas og Henrik samler den nye trampolin
Et fantastisk lege- og træningsredskab til Silas
Ja, det var en rigtig skøn weekend, hvor der både blev hygget og alle mand rykkede med div. småopgaver - og i mit dankort om jeg må be´.

lørdag den 26. april 2014

Hvad kosten gør ved kroppen..... tankevækkende!

For en måneds tid siden vågnede jeg en søndag morgen og tænkte: Nu gør jeg det fandme!

Har læst og lyttet lidt til folk, der har lagt kosten om til LCHF og fundet det interessant at læse, at denne omlægning har kunnet bringe dem ud af farezonen for diabetes 2, give dem energi, stabilt blodsukker, vægttab og mange andre herligheder.

Jeg var mest af alt træt af pludselig at sidde og hænge i sofaen klokken 22 og ikke kunne hænge sammen af træthed, og så havde jeg en hovedbund, der kløede og skællede, så jeg var ved at blive vanvittig. Tænk, hvis jeg kunne blive det kvit?!

Fra den søndag morgen fjernede jeg ris, pasta, mel, kartofler og stort set også sukker (også lightprodukter, som jeg nu i forvejen ikke spiste) fra mit "menukort" og tænkte ikke på hvad fedtprocenten var i de ting, som jeg spiste. Dog ved jeg, at mit fedtindtag ikke når LCHF-niveau.

Har der så været nogen gevinst? Første gevinst fik jeg i løbet af et par dage, hvor jeg mærkede at min sukkerafhængighed var omdannet til "sukkerligegyldighed". Tidligere kunne jeg på min vej fra kunde til kunde nærmest jagte bagerbutikker om eftermiddagen for at få et "sukkerfix", nu kan jeg let gå ind til en bager kl 15 uden trang til at købe noget som helst. Bare konstatere, at der er kager i "disken".

Mange eftermiddage har jeg siddet og nikket af træthed, og ganske ofte har jeg været nødt til at holde ind og sove 10 minutter for ikke at havne i grøften. For ikke at tale om alle de gange jeg har skyllet energidrikke og slik ned i lange baner, for at holde mig kørende. Ikke en eneste af de dage, hvor jeg har holdt kulhydratindtaget nede, har jeg haft behov for en "morfar" eller for at købe slik og energidrikke. Det er dælme en gevinst af de helt helt store!!

Nu kan jeg blot betragte mine kolleger, der sukkerkolde og febrilske roder i skuffer og skabe ved 14-15 tiden. Hvor er det befriende ikke at have den trang, nu hvor blodsukkeret ikke svinger op og ned.

Nå men det var jo bare sidegevinster. Hvad med det som jeg gik efter?

Aftentrætheden. Jo. Jeg synes også, at der er en positiv forandring. Dog ingen revolution der, og som en gammel dame over 40 år, så må jeg nok bare erkende, at min krop vil have mere end 5 timers søvn.

Hovedbunden. Jeg syntes klart, at jeg mærkede en bedring, men var i tvivl, om det bare var indbildning, for jeg kunne stadig se lidt skæl, men tænkte, at det nok bare var, fordi jeg gerne "ville synes", at der var mindre skæl. Den anden dag var jeg inde hos frisøren, som jo nok er den eneste, der som sådan glor i hovedbunden på mig, og hun (og to af hendes kolleger i salonen) har kommenteret min meget tørre hovedbund ofte de sidste par år, og alverdens shampooer/kure har ikke haft nogen særlig effekt. Undrende konstaterede hun, at min hovedbund stort set så normal ud. Der var to tørre pletter på hver side af hovedet (derfor kunne jeg stadig få håret til at "drysse").

Det er nu underligt og uhyggeligt, hvad kosten gør ved ens krop....

Hvad sker der så, hvis men en dag bare æder løs af kulhydrater og sukker? Ja en eftermiddag i Kolding Storcenter lukkede jeg øjnene for kulhydratindhold og åd en portion nachos med kylling. Synes jeg blev lidt tung i benene, men tænkte, at det nok var noget pjat. Sluttede familieudflugten af med en Chai Latte, der var så spækket med sukker, at mit hjerte hamrede løs. På hjemvejen måtte jeg overlade rattet til Henrik, for jeg var så afsindig træt, at jeg ikke magtede at køre bilen længere. Henrik fik rattet, og jeg sov helt bevidstløs ved siden af. Min eneste middagslur den sidste måned... Den del er jo ikke særlig hensigstmæssig.

Jeg savner ikke brød, pasta, ris og kartofter, men jeg savner, at ideerne til mad bare falder mig helt naturligt. Jeg er vokset op med at størstedelen af et aftensmåltid bestod af ris eller kartofler og sådan har Henrik og jeg også levet sammen.

Nå men jeg ville også bare lidt dele min interessante erfaring med jer på bloggen.

onsdag den 23. april 2014

Andre som mig.....

I morgen går turen til Skejby til den månedlige kontrol med Silas. Men imorgen er der lidt ekstra på programmet. Der er nemlig CF-skole. Silas skal for første gang møde andre børn med Cystisk Fibrose. De er tre drenge til morgendagens arrangement. De har det til fælles, at de til sommer skal starte i skole og ikke mindst at PEP-masken og kreon-pillerne er en del af deres alles hverdag.

Pandekager med nutella. Et måltid, der skal indtages en del kreoner til


I løbet af det sidste år er det gået op for Silas, at "andre" ikke skal peppe eller spise kreoner, og han spørger nogen gange, hvorfor bedstevennen Oliver f.eks ikke skal det. Vi forsøger at forklare, at der er mange andre, der har andre "udfordringer" og medicin, som de skal tage. For ja, vi ønsker ikke at gøre ham mere "syg" end nødvendigt.

Forud for vores accept af Silas´ deltagelse på CF-skolen har vi da også haft nogle betænkeligheder. Både hvad angår smitterisiko mellem CF-patienter (indbyrdes kan de i værste tilfælde smitte hinanden med bakterier, som ikke rigtig bider på os andre, men som kan være kroniske for CF patienter) men også på om mødet kan få Silas til at føle sig mere "syg".

Faktisk tror jeg, at Silas er lidt spændt på morgendagen. Jeg indrømmer gerne, at jeg er meget spændt på hans møde med ligesindede.