tirsdag den 7. april 2015

Påskeprojektet

Så skønt med påskeferie. Vejret op til påsken var så ringe, at det virkede omsonst overhovedet at overveje at campere, så det var alllerede fjernet fra mine planer.

Vejret blev generelt ganske godt. Solen skinnede i hvert fald. Det trak stadig lidt i mig for at campere, men vognen stod stadig, som da den blev parkeret i efteråret. Og jeg kommer nu i tanker om, at jeg ikke fik klodset hjulene, så måske bremsen har sat sig. Nå det må jeg lige bekymre mig om på et andet tidspunkt.

Udsigten fra vores baghave

I stedet blev det til en biftur med Henrik for at se ”9. April”. En del af filmen er optaget i de gamle smukke gader i  Haderslev, hvilket jo bare gjorde den ekstra interessant at se. Men god film i øvrigt.

Jeg fik også trænet agility og fik faktisk løbet mit første rigtige gennemløb med Ninja siden hun kom til skade i sommers. Det var en skøn følelse, men også skræmmende, fordi man (naturligvis)  frygter, at benet ikke holder. Men der er nu ikke noget at se.

Søndag og mandag gik vi amok med projekt Hønsegård. Tobias kom hjem og knoklede for projektet. Det var rigtig hyggeligt at gå sammen ude i haven alle fire. Jeg nyder især altid når Tobias kommer og giver et nap med. Jeg er stolt af at være mor til sådan en hjælpsom ung mand.

Der måles ud...
 Vi startede med en bar plet i vores lille ”skov” og gravede ud, så vi kunne grave voilerenet 40 cm ned i jorden. Henrik og Tobias knoklede på med denne del.

Herunder en lille fotoserie vores lille projekt

Ja de fik nu også assistance af border collierne

Tobias overfaldes af kælne og opmærksomhedskrævende hunde i alle aldre


Silas fandt biller


Der slås pæle i

Fuji hjælper med gravearbejdet

Silas kørte sten

Det nedgravede volierenet gøres fast, inden der holdes fyraften...

Mandag hentes legehuset, som hønsene skal bo i.
Fundet i GulogGratis og hentet lige undenfor Kolding

Buzz Kanin er kommet ud i kanin-/hønsegården

Charlie er gennemført ekspert i at placere sig de mest usmarte steder
Som f.eks på rammen til lågen, når nu Henrik er ved at slå tråd fast på rammen...

Fuji Hundehvalp blev særdeles træt ovenpå to lange dage i haven.
Ikke mindst når en kanin blev lukket ud i gården, så blev man rigtig træt

Så er vi klar til høns...

Høns i huset til venstre og Buzz Kanin i huset til højre
Imorgen er det onsdag. Silas og jeg kører til den månedlige CF kontrol på Skejby. På vejen hjem gør vi holdt og henter vores høns. Silas glæder sig rigtig meget, til vi får høns. Hvor længe den glæde så varer ved jeg ikke, men det er nu også mest mit ønske at få høns - og ikke mindst æg.

Og når jeg ser, hvad vi har nået i påsken, så pyt med den manglende campingtur. Det når vi også nok en anden gang. 

mandag den 16. marts 2015

Tegnekursus

Nogen gange får jeg en impulsiv idé. Jeg er ikke vild og uovervejet i livets store spørgsmål, men sådan for en aften eller to, kan jeg godt kaste mig lidt hovedkulds ud i noget bare for at være nysgerrig.  Sådan gik min onsdag aften faktisk også.

En af mine facebookvenner havde udbudt nogle aftener med små tegnekurser, som en lille appetitvækker tilbød han et gratis kursus til de første fire, der meldte sig.

Et af Thomas´ egne værker.
Det tager så lidt mere end lige en aften at lave....

Helt ærlig, jeg tegner som en dør, så hvis jeg kunne blive lidt klogere på tegningens svære kunst, så ville det da være meget rart. Jeg gider som regel ikke at tegne for det bliver aldrig sådan, som jeg havde set det for mit øje.

Jeg troppede op hos Thomas, som jeg kender fra ungdomsskolen for 25 år siden. Det var vildt hyggeligt at møde ham igen. Han er jo bare helt, som jeg husker ham. Sød og sjov fyr med krudt i røven.

Thomas havde gjort plads til 4 elever rundt om spisebordet i sin stue.

Papir og værktøj og klar til at gå i gang

Først lærte vi noget om retninger, når vi skulle tegne eller rettere lægge skygger/3D effekt på vores tegning.

Der blev arbejdet lidt med skygger mod ét punkt

Vi lærte, hvordan vi kunne lave bogstaver med forskellige former, der var i harmoni med hinanden. Sådan at man fik den sammen font på alle sine bogstaver. Alle kan vel huske fra skoletiden, hvor man gerne ville skrive sit navn eller et smart ord på sit penalhus eller omslaget på sin bog. Det blev bare aldrig så vellykket, som man forestillede sig. Bogstaverne havde ikke samme udtryk eller højde og bredde. Det fik vi nogle værktøjer til at få til at lykkes.  Ja i dagligdagen er det nok ikke lige noget jeg skal bruge mere, men der var f.eks en negletekniker med på kurset, og jeg kan godt forestille mig, at hun kunne bruge værktøjerne i hverdagen. Men uanset om jeg skal bruge det eller ej, så kan jeg godt se mig selv sidde og hygge mig med at tegne en streg eller to - eller skrive noget med en finurlig graffitiinspireret skrift.

"Svendestykket"
Kurset lærte mig ikke at tegne galoperende heste med flagrende manker eller nøgne kvinder, men der er også grænser for, hvad man kan lære en tegnetumpe på tre timer. Uanset om jeg blev god eller ej (jeg blev helt klart bedre), så fik jeg i hvert fald lidt mere lyst til at tegne/skrive sjove bogstaver end før. Og jeg er ikke det mindste i tvivl om, at børn og unge ville elske sådan et tegnekursus. Det må være et hit i enhver efterskoleklasse.

Du kan søge på Thomas Lægård Sørensen eller Koolbandi på Facebook, hvis du er nysgerrig og vil vide mere - eller hvis du vil booke et tegnekursus til din skole eller måske have dekoreret en væg...

søndag den 15. februar 2015

Turen til USA

Så er jeg vist efterhånden landet efter en helt fantastisk tur til Californien. Det var en helt igennem fantastisk oplevelse, og jeg glæder mig allerede til, jeg en dag kan gense mine nye amerikanske venner - og næste gang tage min familie med.

Jeg havde mange bekymringer om min flyvetur, og alt det som kunne gå galt, og havde tilmed også hørt om rædselshistorier om, hvordan hvalpe kan te sig i et fly. Heldigvis valgte BlackJack at sove på nærmest hele flyveturen, hvilket jo gjorde det hele meget lettere.

Søde BlackJack er kort vågen på flyveturen
og kigger op fra tasken

Vi ankom til San Francisco, hvor jeg blev hentet i lufthavnen af en af Nicks venner. Vi kørte hjem til Jennifer, hvor Nick og en veninde ventede på os - og ikke mindst på BlackJack. Det var jo ham, der var mest interessant. Omend jeg under hele opholdet blev takket flere gange dagligt for at være rejst den lange vej for at levere ham.

Tirsdag:
De første tre dage boede jeg hos Jennifer, og jeg havde den luksus, at låne en bil fra nogle af Nicks venner. På den måde kunne jeg også komme lidt omkring og se noget af området. Jennifer skulle desværre på arbejde alle dage, så jeg vidste på forhånd godt, at jeg ville være turist på egen hånd. Da jeg stod op tirsdag morgen skulle jeg lige "lande" lidt og samle mod til at bevæge mig ud på egen hånd. Ikke mindst fordi jeg jo på egen hånd skulle begive mig ud i en trafik, som jeg var fremmed i, og i en bil med automatgear, hvilket jeg ikke har forsøgt mig med før (men det er jo let, lidt samme princip som at køre radiobil).

Jennifer havde foreslået mig at køre til Los Gatos, som lå ca 15 min kørsel fra den forstad til San José, hvor de boede. Hun havde printet kort ud til mig med kørselsanvisninger og tastet adressen ind på GPS´en. Los Gatos var et fint lille miljø at snuse rundt i. Der er en gade med masser af forskellige butikker med mange forskellige varer. Jeg kiggede rundt i mange af dem. Ikke at jeg købte så meget, men jeg havde ikke nogen at tage hensyn til, så hvorfor ikke bare slentre rundt og se sig omkring?

En butik med hatte i alle afskygninger
Om aftenen kørte vi til Power Paws agilityarealer. Vi kørte op i et bjerglandskab og fra agilitybanen var der en fantastisk udsigt ud over San José.

Storslået udsigt fra agilitybanen ud over San José
Det var rigtig hyggeligt deroppe og fællesskabet var helt i top. Træningen var enorm effektiv. Jeg må virkelig sige, at folk fik nogle gennemløb på deres 75 minutter.

Banen ved Agility Paws.
Bemærk at springene er malet efter div nationers flag
Når kursisterne samlede et sæt numre ind, så satte Nancy/instruktøren det næste sæt numre op. Banerne havde rimelig høj sværhedsgrad, og jeg forstår måske godt, hvorfor træningen der er eftertragtet. Prisen var 100 dollars for 6 gange (dvs lige omkring dkr 100 pr. gang).

Nick overraskede mig ved at køre op til Agility Paws
Og det var tydeligt for mig at se,
at de to virkelig havde fundet hinanden på deres første døgn sammen

Onsdag:
Onsdag kørte jeg turen til San Francisco. Det var svært at vælge, hvad dagen skulle bruges til, men det kom nu helt af sig selv, for da jeg på forhånd havde besluttet, at jeg ville se Alcatraz.

Alcatraz

Jeg brugte faktisk 3-4 timer på at se øen og det berygtede fængsel. Det var en kæmpestor oplevelse, og flere gange gik jeg(også der) og ønskede, at Henrik havde været med mig, så jeg havde kunnet dele oplevelsen med ham. Når man har købt en billet til Alcatraz får man færgeoverfart og guidede ture med i prisen. Den guidede tur foregår med hovedtelefoner og en afspiller rundt om halsen. Det er nok den bedst guidet tur jeg har oplevet. Man kunne pause og stå og kigge sig lidt ekstra omkring, hvis man havde behov for det.

Bag tremmer - heldigvis stod døren til cellen åben.
Alcatraz var vist ikke lige et fængsel, som man kunne ønske sig at afsone i

Et kig ud i friheden mod Oakland

Udsigt fra Alcatraz-øen mod San Francisco.
Områdets tunge tåge var svær at slippe af med, selvom det var eftermiddag

Jeg fik slentret lidt rundt på Fisherman´s Wharf/Pier 39, hvor det bugnede med turistprægede butikker.

De obligatoriske gademalere var også at finde i havneområdet

Pier 39 - søløvernes paradis (det er de klumper der ligger forrest i billedet)

Jeg fik krydset Golden Gate Bridge - dog i bil, og fik spadseret mig en tur rundt på må og få. Blandt andet ned af den (meget) snoede Lombard Street.

Udsigt fra Lombard Street
Jeg undrede mig meget over, hvor affolket der var i byen. Det var nærmest lige så øde som en gåtur i Haderslev Midtby en onsdag aften. De var også rigtig svært at finde et sted at spise, fordi der var så affolket alle steder. Jeg erfarede så senere, at folk her gik tidligt ud at spise, hvilket var forklaringen på, at restauranterne var tomme kl 21.

Jeg endte med at spise på Applebee´s for der var trods mit sene spisetidspunkt stadig liv.
Men faktisk var der mere liv i baren end rundt ved bordene
Klokken blev godt på den anden side af midnat, før jeg var hjemme hos Jennifer igen. Dødtræt, da min krop ikke helt var indstillet på den nye tidszone.

Torsdag:
Efter nogle overvejelser endte jeg med at køre til Capitola nær Santa Cruz. Det skulle vise sig at være det helt rette valg.

Idyl med små kulørte feriehuse

Skøn gåtur med masser af bølgebrus

Jeg nød tre timer i denne skønne lille badeferieby. Jeg gik en tur på stranden og talte lidt med folk, som jeg mødte. Det var rigtig hyggeligt. Amerikanerne er rigtig nysgerrige og gæstfrie.

Byen havde en charmerende kaj med en restaurant for enden

Jeg nød en frokost og en milkshake på en strandcafe med direkte udsigt til havet.

Milkshake, sol og blå himmel

På vejen hjem besøgte jeg en naturpark med Redwoods. Hold da op, de træer er jo helt enorme. Man fatter nærmest ikke, at træ kan være så højt.

Redwoods
Det var en smuk oplevelse, selvom jeg blev snydt for solens stråler i skoven, for der kom ikke mange solstråler derned til lille mig mellem alle de høje træer.

Torsdag aften kørte vi ned til Susan og Kraig i Morgan Hill og spiste middag sammen med endnu en bekendt, der lige kiggede forbi. Jo, jeg fik virkelig udvidet min bekendtskabskreds på den her tur. Her skulle jeg bo de resterende dage, da Jennifer skulle rejse til Danmark om fredagen for at hente sin nye border collie hvalp hos Jane. Susan havde fyret op i deres hot tub, så jeg kunne sidde derude i deres have og gasse mig i skoldhedt boblebad med musik og californisk rødvin.

Udsigt fra (meget varm) hot tub - rødvin og en kold pool

Senere fandt jeg ud af, at Susan havde varmet det op til 40 grader, så det var da ikke så underligt, at sveden sprang frem på panden af mig og jeg måtte hænge med armene ovre i den kolde pool for at blive kølet lidt af

Fredag:
Nick hentede mig fra morgenstunden, og vi kørte gennem nogle vindistrikter og snoede bjergveje og mødtes med en af Nicks veninder. Her gik vi en tur på halvanden time i terræn med stigninger og til tider lidt tynd luft. Min nyligt overståede lungebetændelse og 8 ugers "pause" med hænderne fuld af hundehvalpe havde ikke lige frem bidraget til nogen storform, og jeg prustede godt nok noget. Der var tåget og koldt på gåturen, men man fik hurtigt varmen i det terræn, og senere kom solen da også frem, og det hjalp jo en del på temperaturen. Men jeg fik lært, at morgenerne var vildt kolde og der kun var varmt. når solen var fremme. Så snart solen gik ned var det bidende koldt i Californien.

Vandretur med Nick og Tiffany
Skoven var tør og vandløbene var helt udtørrede, og Nick fortalte at han havde fisket i en stor sø ved starten af vores gåtur, men der var ingen sø....  Det hele var knastørt og det eneste fugt træer og planter fik var den tunge tåge. Susan fortalte, at det faktisk ikke havde regnet i 2-3 år. Jeg sagde lidt morsomt til dem, da de sukkede efter regn, at det kunne vente til ugen efter, når jeg var taget hjem igen, for jeg var faktisk noget træt af regn. Det pudsige var, at jeg læste på deres facebook i sidste uge, at det regnede i Morgan Hill. 

I den meget tørre skovbund så jeg et dyrespor. Tiffany og Nick fortalte, at det var et poteaftryk fra et større kattedyr ala en puma. Så fik jeg historier om at et af disse dyr, der havde snuppet et lille barn og mindre hunde. Men men det var sjældent man så dem. Heldigvis havde vi hverken små børn eller små hunde med på turen, så det brugte jeg ikke mere energi på

Et noget anderledes og indtørret poteaftryk mellem alle hundepoterne
Lidt over middag mødtes vi med Nicks forældre i Oakland Marina, hvor deres båd lå. Så jeg fik den fede oplevelse at sejle en tur i rundt om Alcatraz og forbi San Francisco, hvor jeg kunne nyde byens flotte skyline. Forinden havde Nicks forældre forsikret mig om, at de havde helt styr, hvad de lavede, da de havde sejlet store kapsejladser i flere år, og selvom båden ville tippe meget, så kunne den altså ikke tippe rundt. 

Ombord

San Francisco set fra båden

Dermed var jeg ganske tryg, selvom det ind i mellem virkede lidt "vildt", og jeg kunne forstå, at det ikke sådan bare var for gud og hver mand at sejle det stykke ud for San Francisco. 

Ron på båden
Om aftenen spiste vi på en restaurant ikke langt fra marina på den lille ø Alameda. Maden var helt fantastisk og alt andet end amerikansk.

Desserten tog vi på isbaren ved siden af restauranten
Lørdag:
Først var  jeg med Nick til agilityundervisning det sted, hvor han underviser. Det var et hvalpe-/begynderhold, der havde været i et forløb længe, så det så ud til at være et lidt blandet niveau, og jeg var så heldig at få lov at passe BlackJack, så min tid gik mest med det, så jeg så ikke så meget af hvad de lavede. Det var tilmed vildt tåget og pissehamrende koldt. De morede sig lidt over, at jeg kunne sidde der som dansker og klapre og fryse.

Kold morgen med perfekt varmedunk

Efter en amerikansk breakfast på den nærliggende restaurant-kæde var jeg nærmest ved at kvæles i en morgenmadsplatte, som jeg bestilte. Jeg får nærmest stadig kvalme ved tanken om de to pandekager der var store som middagstallerkner og tykke som traktordæk - med en tilhørende deciliter sirup. Jeg manglede virkelig en spand at kaste op i efter det måltid. Hvor mine venner kunne drikke cola og iste til deres breakfast, så bestilte jeg en varm kakao med flødeskum. Flødeskummet var så hårdt pisket at det nærmest var et tætsluttende låg over den varme drik, så forestil jer en blanding af smør, flødeskum og sukker, for det var naturligvis også sødet. De som havde bestilt cola og iste fik løbende fyldt deres i forvejen store glas op. Det var sådan på alle restauranterne, så folk kunne snildt nå at drikke både 1 og 1,5 liter til deres måltid.

Nogen af os har fået morgenmaden serveret.
Vi skulle nok have nøjedes med det der allerede var serveret og delt det

Derefter tog jeg på tur med Nick og Kraig. Susan blev hjemme og arbejdede og passede BlackJack (hun tog sig også kærligt af ham det meste af den foregående dag, da hverken den lange vandretur eller sejlturen egnede sig til en lille hundehvalp). Egentlig var denne dag hvalpe-egnet, hvis det ikke lige var for parvo-virus, som området er ret plaget af. Nick vil derfor kun tage BlackJack med hen til hunde-steder, hvor han kender klientellet og ved, at de er vaccinerede. Jeg er naturligvis glad for, at Nick passer på sin hund. Parvo-virus er ikke at spøge med. En af Nicks kursister havde fortalt mig, at hun arbejdede på et dyrehospital, hvor en hvalp var kommet ind med parvo. Hun troede ikke, at den ville klare den, men det gjorde den overraskende nok efter blodtransfusioner mv. (og en regning på over dkr. 40.000).

Kystruten til Carmel
Vores tur gik til Carmel, og køreturen til denne smukke by gik på en 17 miles rute, hvor vi kørte langs kysten. Og det var ikke bare en kyst. Den vekslede mellem Bornholms klipper og Vesterhavets smukke sandede strande. Havet var vildt, og vejret var fantastisk. For mig var det jo nærmest sommeragtigt, for Nick og Kraig var det bare en varm januardag. Vi gik en turistshoppingtur i Carmel, som havde mange sjove butikker med ret eksklusive ting.

Kraig og Nick var perfekte at shoppe med
De købte som ægte turister

Nedenfor byen lå den smukkeste strand med det vildeste bølger. Jeg fik soppet lidt, vandet var faktisk en del varmere end jeg havde forventet, og der var også nogle badegæster på stranden, men mest af alt var der mange, som var ude at lufte deres hunde. Hundene var generelt velkomne i butikkerne, hvor en del havde stillet vandskåle ud (perfekt til at dele div vira med) og på stranden, hvor der var rigtig mange hunde.

Mægtige bølger på Pebble Beach
Vi kørte til en naturpark lidt udenfor Carmel, hvor vi efter en lille gåtur fik den flotteste solnedgang, mens vi lyttede til søløvernes gøen og så gråhvalerne puste luft op, mens de i hobetal rejste længere sydpå. Solen gik ned, og det blev bidende koldt, og vi kørte retur mod Morgan Hill.

Solnedgangen var vildt smuk

Søndag var det afrejsedag, og Nick kom og lavede morgenmad til alle mand, og vi havde en hyggelig morgen, indtil jeg skulle sige farvel til BlackJack. Jeg kan ikke komme udenom, at jeg måtte knibe en tåre. Det har slet ikke været så hårdt at sige farvel til de andre tre drenge, for jeg ved, at jeg ser dem alle snart igen, og hvis jeg starter bilen er der under 3 timers kørsel. Men BlackJack bor nu på den anden side af Jorden. Han har det perfekt. Han kommer med Nick på job, og jeg har mødt alle de mennesker, der omgiver ham i det daglige. Jeg kan se, hvor glad Nick er for ham og at det er gengældt, så på den front har jeg helt ro i sjælen.

Breakfast hjemme i Susan og Kraigs have.
Her var portionerne mere moderate men hyggen helt i top

Efter at have kysset BlackJack farvel tog Susan og Kraig mig med over i et kæmpe stort outlet-land, for jeg ville gerne shoppe. Jeg manglede at købe nogle gaver til hundepasser, mine unger, Henrik og måske også lidt til mig selv. Hold da op. Det var nærmest en hel by af outlet butikker med masser af fede og billige mærkevarer. Det var så stort, at man kørte i bil rundt fra butik til butik. Jeg fik virkelig handlet alt muligt; sko, tøj, solbriller, ur m.m.

Outlet paradis

Engang havde jeg det fedeste specielle Guess ur.
Det er aldrig lykkedes for mig at finde et magen til,
men dette Guess ur er også fedt
Så var det tid til at pakke kufferten om og finde lufthavnen. Eventyret lakkede mod enden. Jeg fik det hel stuvet sammen i kufferten og tasken, som BlackJack havde været i på vej til USA. Det var en rigtig skøn oplevelse at få lov at aflevere BlackJack til hans nye ejer. Jeg fik et helt enestående indblik i hans nye liv og det træningsmiljø, som han kommer til at blive uddannet i. Selvom Californien er langt væk, så føler jeg, at jeg ved alt, hvad jeg skal vide for at være tryg og ikke spekulere på hans velbefindende.

Nu har jeg været hjemme i næsten to uger, og det har bare været så fantastisk en tur, og her er eksempler på ting, som jeg tænkte over under min tur, som var så meget anderledes end dansk:

Trafik: USA er bygget til at køre i, sagde en dansker opmuntrende til mig, da jeg overvejede om et trip til San Francisco på egen hånd/bil var noget, man overhovedet skulle begive sig i kast med. Ja, og det var rigtigt. Der er 4-5 spor, og man kører bare, hvor der er plads, undtagen der hvor venstre spor er afmærket og forbeholdt busser og biler med mere end to personer i. Et fint tiltag for at få folk til at køre sammen. Sporet var dog ikke særlig trafikeret, så det har nok ikke den store effekt. Nå men altså ingen "hold til højre-regel" (men pyt danskerne fatter jo alligevel ikke den regel...).

Vejene i USA er virkelig bygget til trafik
Størstedelen af de kryds jeg mødte i forstæderne havde "fuld stop" på de fire indfaldsveje. Og pointen er, at man kører frem i krydset efter tur. Det fungerede også fint, men hold da op, hvor giver det mange stop og igangsætninger (ikke særlig miljøvenligt, men det er jo også USA). Det system var da aldrig gået her i DK, for her er alle "kommet først". USA (i hvert fald området omkring SF) var utrolig behageligt at køre i, og i modsætning til alle de anarkister, som man ofte møder i den danske trafik, så var her hensyntagen og overbærenhed. Det var virkelig alt andet end stressende at køre i.

Plads til agility:
Ingen plads er for trang til agility i Californien. Lidt sjovt, når jeg tænker på, hvor kræsen jeg var, da jeg vi kiggede på hus for 7 år siden. Jeg gad faktisk ikke kigge på huse, hvor grunden var mindre end 2500 kvm og hvor huset ikke lå i det ene hjørne af den store grund. Jennifers have var ikke ret stor og deres pool fyldte halvdelen af haven, men alligevel forventede Jennifer at kunne have en bane med feltforhindringer.

Haven hos Kraig og Susan var endnu mindre og rummede også en pool (og kunstgræsplæne), og jeg tænkte ikke på, om de "manglede" en agilitybane i baghaven. Dog var Kraigs tæve lidt skør en af dagene, og Susan sagde, at det var fordi hun ville ud i garagen. Garagen?? Jeg forstod ikke lige helt, før jeg åbnede døren til garagen, og så gik jeg nærmest i knæ af grin.

Garagen gemte på to spring og en slalom.
Her blev man nødt til at mestre snævre vendinger


Angst for tyveri:
I mine fordomme stjæles der med arme og ben i USA (jeg er klar over, at der er store forskelle på hvor i landet du befinder dig), så jeg var lidt rystet over bare at skulle forlade huse med bagdørene ulåste. Ja men hundene skulle jo kunne komme ud i haven hele dagen, var forklaringen. Og de hunde, som jeg mødte var ikke specielt vagtsomme, så de havde nok hverken gjort fra eller til, hvis ubudne ville benytte bagindgangen. Da jeg låste mig ind hos Jennifer midt om natten, sagde hundene ikke engang et pip eller bjæf.
Når vi var ude at handle forlod vi også ofte bilerne med nedrullede vinduer, selvom der var varer og andet i bilerne. Hjemme i DK låser jeg stort set altid min bil og da især på offentlige parkeringspladser.

Gæstfrihed:
Det var lige præcis hvad jeg oplevede hele vejen rundt. En ældre amerikansk kvinde, som jeg talte med på stranden ved Capitola sagde, at sådan var amerikanerne, når bare de vidste, at man ville rejse hjem igen. Jeg oplevede kun hjælpsomhed og venlighed, hvor jeg end kontaktede folk.
Og ikke mindst hos hovedpersonerne i mit ophold. Jennifer havde formidlet kontakten til Nick, og hun tilbød mig med det samme husly under mit ophold. Pludselig en morgen lå der en besked fra Susan, som jeg aldrig havde hørt om før. Hun fortalte, at hun var god ven af Nick og Jennifer, og de glædede sig alle sammen til at BlackJack skulle komme. Hun tilbød mig så, at jeg kunne låne en bil af dem, mens jeg var der. Og hvis jeg manglede et sted at bo, så kunne hun også fikse det. Jeg var ved at tabe underkæben, da jeg læste den besked.

Og nu må dette blogindlæg vist hellere stoppe. Mon du hængte i så længe...