tirsdag den 28. oktober 2014

Ninja venter hvalpe

Selvom jeg har følt mig ret overbevist om, at Ninja var drægtig, så er jeg alligevel typen, der har brug for at se nogle håndgribelige facts. Derfor havde jeg igår bestilt en tid til scanning af Ninja.

Her ses tre hvalpe

Udover de håndgribelige facts, så er det også meget rart, at vide om der kommer 0, 2 eller 10 hvalpe, så man kan være beredt på, hvor mange hvalpekøbere, man skal notere på listen. Dyrlægen skød umiddelbart på, at der var 6 hvalpe, men at der godt kunne ligge flere og gemme sig.

Selvom der er mange border collie hvalpe på vej de næste måneder, og der allerede ligger nogle kuld, så jeg ikke så bekymret for, om hvalpene kan afsættes. Jeg har heldigvis allerede fået nogle gode henvendelser, men jeg ved selvfølgelig intet om, hvordan det hele går op i en højere enhed med ønsker om køn, farver osv. Så jeg tør da godt notere et par stykker mere på listen over interesserede hvalpekøbere.

Hvis nogen ønsker at følge det kommende kuld, så kan man finde det her på Facebook

torsdag den 2. oktober 2014

Mandø

De sidste par år har jeg set mig lun på vores danske små-øer, og jeg har faktisk fået besøgt en del af dem nu, og jeg er slet ikke færdig.

Den sidste weekend i august var vi en flok hundetosser, der spændte vores campingvogne efter bilerne og kørte til Mandø. Her skal man jo som en start sætte sig ind i tidevandet, så man ikke bliver fanget i vandet, når man kører over til Mandø.

Mandø er ganske pragtfuld, og man får automatisk pulsen betragteligt ned. Her er er fred og ro og smuk natur, der skifter udtryk døgnet rundt.


Smuk udsigt over vadehavet.
Hestevognen er på vej ud på solnedgangstur

Man kan naturligvis gå en god lang tur ud på havbunden. Det gjorde vi så ikke så meget i, da jeg var kommet afsted med en rigtig irriterende forkølelse, som jeg ikke gad fodre med kolde og klamme vækstmuligheder ved at trave rundt med vådt tøj. Samtidig måtte Ninja stadig ikke gå lange og anstrengende ture, men alligevel fik vi da gået nogle rigtige fine ture i Mandøs flotte natur.

Søndag formiddag var vi også på hestevognstur, hvor vi fik lidt historie og facts serveret med en spand humor af kusken. Vi blev kørt et godt stykke ud på havbunden (naturligvis i ebbe-timerne), hvor vi så sæler og spiste friskfangede små rejer direkte fra fiskenettet.

Silas

På en af vores gåture ved vandet ser vi en lille familie gå langt ude på havbunden. Da de kommer ind til stranden igen efter en meget lang spadsertur, hvor de har været langt ude hører jeg manden sige til kvinden og de to børn: "Jeg elsker bare sådan en tur. Den gør mig til et gladere menneske". Jeg synes det var meget rigtigt sagt. For det er lidt som om, man lige bliver tanket op på sådan en tur.

Ud over Vadehavet

Mandø er som at ramme en anden tidslomme. Som på flere af de andre danske småøer jeg har besøgt, så går tingene ikke lige så stærkt, og man er ikke så højtidelig. Det gør bare det hele lidt mere afslappende.

Lækkert terræn til traveture

Jeg besøger gerne Mandø igen

fredag den 26. september 2014

Ninja x Jessi

Livet er dynamisk og det samme kan ens meninger også været. Det var også det, som skete med min holdning til avl på Ninja. Jeg har altid gerne ville have en ”ekstra” Ninja, og havde egentlig tænkt, at jeg kunne finde noget i hendes familie. Men der var jeg jo afhængig af andres valg, og det syntes ikke lige umiddelbart at være så let at få et match, som jeg tændte på.

Der stod de så i 11 minutter
Så blev Ninja skadet og må derfor ikke løbe agility resten af året (Dyrlægen har naturligvis sagt god for parring og graviditet) Jeg blev pludselig hjemmegående. Det fik mig til at genoverveje, for der er ingen tvivl om, at Ninja er en super dejlig hund, og den kommentar får hun meget tit med på vejen fra dyrlæger (som hun har set en del af på det sidste), konkurrenter og folk, der besøger os.  Hun er super dejlig at arbejde med og benene løber aldrig fra hjernen, selvom hun godt kan flytte benene i et højt tempo.

Selvom Ninja har nogle ”svagheder” i sin stamtavle, så er hun selv rigtig fin. A hofter, 0 på albuer og fri på OCD. Med kompetente border collie folks hjælp har jeg de sidste par uger kigget på MANGE hanhunde, men da jeg kom til Jessi (Be Yess of Wendaja), så blev jeg ualmindelig interesseret. Når jeg kiggede videoerne af ham, så jeg en hund, som arbejder med power uden at tabe hovedet. En hund, som er koncentreret og pleasende. Videoer, hvor han leger med sine hvalpe viste mig en lækker, rolig og sød hund. Jana, som ejer Jessi, beskrev ham for mig, og han lød faktisk som alt det, jeg elsker ved Ninja.

Jessi
(lånt fra Janas hjemmeside)

Hvor Ninja har minusser i sin afstamning, har Jessi plusser. Begge har selv god sundhed og super godt temperament. Da jeg selv gerne vil beholde en tævehvalp, så har jeg kun interesse i, at det bliver sunde hvalpe med et godt temperament. Gerne hunde, der vil arbejde, men ikke hænger oppe under loftet og er så iltre, at almindelig hvide mennesker ikke kan eje dem. Derfor er Jessi valgt med stor omhu.

Hvem er han så ham Jessi? De fleste i agility DK kender jo Ice, DJ, Spottie og Mac. Dem er Jessi faktisk fætter til, da Jessis far er Aslan, der er bror til de fire fantastiske hundes far, Zac. Aslan har en del afkom og sundheden er i top på dem. Noget af Aslans afkom (incl hans brødres afkom), synes jeg kører lidt for højt eller er lidt for sensitive. Det skulle ikke være det som kendetegner sønnen Jessi eller Jessis afkom. Min mavefornemmelse var bare rigtig fin med Jessi, og nu har jeg mødt ham, og han virker rigtig skøn.

Jessi
(lånt fra Janas hjemmeside)
Farven….  Nej jeg har slet ikke haft det med i mine overvejelser, for jeg havde faktisk GLEMT, at han er blå/hvid mottled. Da jeg kommer herned og ser ham i virkeligheden her til morgen, gnider jeg mine trætte øjne (kørte 1.000 km siden i aftes), og faktisk tænker jeg: Hvad fanden, han er sgu da blå!! Nå ja. 

Det kan jeg egentlig godt grine lidt af. Billederne på hjemmesiden kan godt snyde lidt, da han er ret mørk. Farven var ikke vigtig for mig i valget af hanhund, så det har jeg ikke fokuseret så meget på, for en agilityhund ikke har en farve.


Seriøse hvalpekøbere er velkomne til at tilkendegive deres interesse.  

mandag den 8. september 2014

Stafet for livet

Selvom jeg havde glædet mig meget til at skulle løbe DM i agility i denne weekend, så har jeg ikke haft skænket det mange tanker i løbet af weekenden. Jeg har haft en rigtig fantastisk weekend!!

Haderslev var rammen om Danmarks suverænt største Stafet for Livet med over 5.000 deltagere (den næststørste havde 2.200 deltagere). Man skal nok også lede længere efter smukkere og mere bynære rammer til stafetten. Stafetruten er nemlig lagt rundt om Haderslev Inderdam, og mere centralt og smukt kan det vist ikke blive. Byens gågade ligger også mindre end 100 meter fra ruten og alligevel kan man gå i flot natur uden at skulle ud på landet.

Foto: Stafet for Livet Haderslev
Området set fra luften

Årets stafet blev rigtig speciel for os i år, da den lokale styrekomité havde spurgt, om Silas kunne tænke sig at overrække buketten til året åbningstaler, som var Hendes Excellence Grevinde Sussie. Silas er af natur ikke en dreng, der ynder at påkalde sig folks opmærksomhed, men da vi præsenterede ham for opgaven, svarede han blot, at det kunne han da godt.... (som om det skulle være noget særligt).

Silas venter tålmodigt på at udføre sin gerning
Silas var supersej til sit "job". Jeg stod klar på første række, klar til at fange øjeblikket med kameraet. Fra scenen blev Silas præsenteret: "Til at overrække buketten til Hendes Exellence Grevinde Sussie har vi fået en af vores yngste fightere Silas Clausen" (Silas var klart den yngste). Allerede her blev jeg vildt berørt over at høre min søn benævnt som Fighter.(Fightere er personer, der har kæmpet mod kræft eller personer, der stadig gør det. De er til arrangementet udstyret med en gul T-shirt). Dernæste kæmpede min lille lyshårede spirrevip sig op af de høje trappetrin og entrerede scenen, og jeg hørte tydeligt publikum i kor sige "Nårhhhh" (som i "Åh sådan en lille pus har da ikke noget med kræft at gøre vel? vel? vel?"). Puha hvor følelserne lige rullede sig ind over mig, og jeg gik nærmest i hulk, og jeg aner ikke, hvordan det lykkedes mig at få skudt nogle billeder. Totalt held, at jeg havde fået indstillet kameraet grundigt inden åbningstalen, for jeg var absolut kun i stand til at trykke udløseren ned.

Silas overrækker buketten. Han ser jo helt rutineret ud.

Silas overrakte flot buketten. Den del af det, er vel heller ikke så svært. For han kunne have "fundet på" næsten at kaste den i armene på Sussie og løbe ned fra scenen. Så ville det jo være overstået! Men han har den fineste øjenkontakt med hende, da hun sætter sig ned i hans højde. Hendes ansigtsudtryk på nogle af billederne siger også "Det her er forkert - små børn og kræft passer slet ikke sammen...", hvilket hun har helt ret i. Måske derfor spørger hun Silas, om hun også må få et knus. Silas giver hende et langt og hjerteligt kram, og behøver jeg at sige, at det ikke bedrede min "tilstand"?!

Silas uddeler et hjertevarmt knus til Grevinde Sussie,
mens Grev Ingolf ser smilende til i baggrunden.

Efter åbningen gik vi en Fighterrunde, hvor alle deltagere går ruten med fighterne i de gule T-shirts forrest. Derefter slap alle fighterne gule balloner, som blev sendt til himmels. Flot syn på dagens flotte lyseblå himmel. Nu var det tid til at gå for alle deltagerne - gå ruten, så mange gange som muligt. Personligt nåede jeg i alt at gå rundt 10-12 gange, svarende til ialt 13-15 km

De gule balloner sendes til vejrs

Trods min følelsesmæssige reaktion, så ser jeg slet ikke Stafet for Livet som et trist og sørgmodigt arrangement, for det er slet ikke det billede, der præger arrangementet. Det, som præger sådan et arrangement, er sammenhold på holdene, men også med de øvrige deltagere. Hvert hold har en stand, hvor de har base. Fra basen har man mulighed for at sælge forskellige ting eller lave aktiviteter eller bare holde til. Der er bare god stemning hele vejen rundt. Stafetten handler ikke om at løbe hurtigst eller noget i den stil. Det er helt ok at gå rundt i sit eget tempo. Selvom der var over 5.000 deltagere, så var det ganske uproblematisk at komme rundt på ruten. Faktisk havde jeg også hundene med på nogle af mine runder.

Silas, hundene og jeg på en omgang
- Haderslev Gl. Kirke i baggrunden
Vores hold fra vores lille landsby "Team Vilstrup" gik lidt over 800 runder på det døgn, som stafetten varer. Sammenlagt gik de over 5.000 deltagere i hele stafetten over 73.000 km. Det er smadderærgerligt, at dette arrangement falder sammen med DKKs DM i Agility. Næste år håber jeg, at jeg har et reelt valg, så må vi se, hvad jeg så vælger af de to arrangementer.

fredag den 22. august 2014

Bye bye 2014...

Den dag i juni, hvor jeg stod med mit frihedsbevis min fratrædelsesaftale i hånden, så jeg en fantastisk sommer og efterår for mig. Der var faktisk ikke grænser for, hvad min frihed skulle bruges på. Først og fremmest skulle jeg hygge mig med agilitytræning og -stævner. For slet ikke at nævne de to gange DM, som jeg helt tilbage i maj havde kvalificeret mig til. Dernæst skulle jeg have Silas kørt godt ind i en ny hverdag som skolebarn (og den del går forrygende).

Ninja nyder at komme på stranden igen

Sådan blev det jo ikke helt. Styrtet fra balancebommen d. 7. juli ændrede en del på de planer og også på min hverdag. Det er jo som sådan ikke en katastrofe, at ens hund kommer til skade på en agilitybane. Flere andre har prøvet det før mig, men ingen synes, det er fedt at opleve. Heldigvis har jeg i de 20 år, jeg har løbet agility været forskånet for alvorlige skader. Der er så mange andre ting, der kunne være meget værre end en skadet hund, men derfor gør det mig så ondt alligevel.

Gåture - nu også i trav i flexline

De sidste par dage har været hårde, fordi jeg nu har erkendt, at ingen mirakler og ej heller ihærdighed fra min side kan trylle Ninja fit i en fart. Hun træder stadig ikke ordentlig igennem på venstre bagben. Fordi jeg nu må erkende, at vi desværre ikke kan stille op til DM, som jeg i år havde glædet mig mere til end, jeg har gjort i rigtig rigtig mange år. Faktisk har jeg ikke glædet mig så meget siden 2007. Jeg synes, Ninja og jeg havde fundet melodien, og ikke mindst glædede jeg mig til at være en del af det kæmpestore team fra Sannes Hundecenter (mere end 20 hunde derfra er kvalificeret til DCHs DM). På gåturene har jeg nogen gange været i tvivl om det våde på min kind var regndråber eller tårer..... Jeg havde naivt håbet, at Ninja kunne blive klar til DM, men jeg kan godt se, at det simpelthen vil være for risikabelt at forsøge sig, når hun ikke engang er rentgående endnu.

Når det nu skal være sådan, at Ninja er skadet, så er det naturligvis heldigt nok, at jeg har masser af tid, for jeg kan virkelig ikke se, hvordan div dyrlægebesøg og genoptræning skulle kunne hænge sammen med en hverdag med fuldtidsjob.

De fleste gå ture afsluttes med udstrækning/massage.
Ninja nyder det

3 daglige gåture a 30 minutter med efterfølgende udstrækning bliver mindst 15 timer om ugen, så har jeg nok brugt gennemsnitligt 7-10 timer om ugen på at køre til laserterapi, kiropraktik, massage mv. Det er jo mere end et halvdagsjob.... Skræmmende. Jeg ville bare tusind gange hellere have nydt andre hundeaktiviteter 20+ timer om ugen: f.eks være kørt til stranden og sluppet hundene løs, set dem lege i haven, trænet agility osv. Gåture og udstrækningsøvelser er det genoptræningsprogram jeg har aftalt med de to dyreklinikker, som jeg konsulterer ifm Ninjas skade, som er lokaliseret til den store lårmuskel i venstre bagben. 

I stedet må vi nøjes med gåture ALTID i snor.
Her ved Vestre Engvej i Vejle

Nå men det korte af det lange er, at jeg hermed kapitulerer og begraver agilitysæsonen 2014. Jeg håber så inderligt, at vi med god genoptræning og agilitypause er tilbage igen, når 2015-sæsonen starter. Held og lykke til alle jer, som skal til DM.

onsdag den 13. august 2014

1. skoledag

I søndags - d. 10. august startede Silas i 0. klasse på Den Nye Friskole. Min lille tandløse dreng er nu slet ikke så lille mere.

Silas hjemme ved porten - klar til skole
Jeg må sige, at de havde gjort noget ud af denne første skoledag. Den Nye Friskole har ikke helt tilfældigt valgt en søndag til første skoledag (for alle klassetrin i øvrigt). På denne måde giver de alle familier mulighed for at være tilstede på den første skoledag uden at skulle tigge om en ekstra feriedag. For os med børn, der starter i 0. klasse er det særlig vigtigt at være der første skoledag. Som en forælder i Silas´ klasse sagde, så havde hun meget svært ved at få fri den mandag, hvor alle andre skoler starter, for hun er nemlig selv skolelærer, så hun syntes, at det var skønt, at hun også havde mulighed for at se sin søn starte i skole.

Flaget er hejst
1. skoledag var lavet som en rigtig festdag for hele skolen, som samtidig havde 1 års fødselsdag som friskole. Der blev holdt en velkomsttale, og folk var mødt talstærkt op. Derefter blev vi introduceret til en "velkommensang" for 0. klasse.

Nu kom vi så til den rigtige velkomst. Der blev lavet en lang espalier med flag. Den var nok 50 meter lang. Her gik de nye elever så igennem hen til deres bygning, mens skolen sang velkommensangen. Det var faktisk en rigtig smuk modtagelse.

Espalier dannet af 1.-6. klasserne
Så var det tid til at finde klasserne - og ikke mindst sin plads. Nu var det allerede tid til at lytte lidt til, hvad der skulle foregå den næste times tid. Forældrene fik lidt praktiske oplysninger, og så blev vi ellers gennet udenfor i det fine vejr, hvor vi kunne snakke og hygge med de andre forældre.

Det kan godt være hårdt at sidde og lytte
Til slut samledes vi på sportspladsen, hvor vi skulle lave en afsluttende aktivitet for alle skolens over 100 elever. Så var skoledagen i princippet slut, men de fleste blev hængende og købte lækre grillpølser fra den lokale slagter, mens hyggen fortsatte.

Silas "hopper" sit navn
Nu er der gået et par dage i skolen, og en af de voksne stoppede igår og spurgte Silas, om hvad han hed. Han svarede høfligt, at han hed Silas. Derefter spurgte hun, om han lige var startet i 0. klasse. Dertil svarede Silas: "Nej, jeg har gået her i tre dage"

Silas
Kan man andet end smile over sådan et svar? Jeg betragter det som et udtryk for, at han føler sig tryg i sine nye omgivelser.

mandag den 11. august 2014

Rehab Ninja

I dag er det fem uger siden, at Ninja styrtede ned fra balancebommen. Lige siden har jeg holdt hende i ro. Ikke noget med at gå løs i haven, kun gåture i snor, ingen leg med MicMic og naturligvis slet slet ingen agility. Desuden har Ninja modtaget laserterapibehandlinger og massage.

Og vi vader vores gader flade...
I dag var jeg til kontrol med hende på Nordre Dyrehospital, og selvom jeg egentlig selv syntes, at hun var rentgående, og personalet på Sydvet også syntes det i sidste uge, så var Jakob på Nordre Dyrehospital ikke helt tilfreds. Han syntes ikke, at hun trådte ordentligt igennem på venstre bagben, og når han gik hende igennem, så reagerede hun tydeligvis også, når han lavede udstrækning på den store lårmuskel ud på venstre ben.

Landskabsbillede fra traveturen
Nogen gange bliver det nat, før vi når den sidste tur....

Så selvom jeg havde sat næsen op efter at kunne påbegynde lidt genoptræning, så må jeg bare fortsætte med de daglige 3x30 minutters gåtur i skridt, for jeg vil jo gerne have hende til at blive fin igen. Hvis jeg startede på noget alt for aktivt nu, så ville risikoen for, at skaden ville bryde op igen være alt for stor. Jeg havde for længst indstillet mig selv på, at jeg der ikke blev noget agility i hele august måned, men nu synes jeg også, at det ser kritisk ud med de to DM´er, som ligger i september. Æv hvor ærgerligt, for jeg havde faktisk glædet mig rigtig meget til dem. Men selvom Ninja skulle blive ske at blive meldt klar til at løbe der, så er jeg faktisk i helt i tvivl, om jeg overhovedet tør.....


fredag den 8. august 2014

Camping - En bedstemors gave

Efter at have fejret Silas´ 6 års fødselsdag pakkede vi campingvognen og kørte til Nordfyn. I år får vi fuld valuta for vores DCU-medlemsskab. For de ca 400 kroner, som medlemsskabet koster, så overnatter børn under 12 og hunde gratis, og der er rabat for os voksne, så vi skal ikke være afsted mange nætter, før medlemsskabet er tjent ind. I år har vi nået at campere på DCU pladserne i Ejsing, Viborg Sø og Flyvesandet.

Det var også på Flyvesandet, at jeg stødte på noget helt særligt. Lidt skråt overfor os holdt en fin gammel campingvogn på sorte plader. Der var ikke noget fortelt, men et solsejlg og et almindeligt telt foran. Det så bare SÅ hyggeligt ud, måske også fordi det virkede lidt primitivt.

Genboens lejr
Om aftenen kunne jeg høre, at ungerne (dreng og pige på ca 6 og 9 år) blev puttet i teltet udenfor. Det lød bare vildt hyggeligt. Da jeg gik forbi næste morgen, sad de udenfor og spiste morgenmad. Jeg stoppede op, for jeg var bare nødt til at fortælle dem, at jeg virkelig syntes, at det emmede af hygge og nærhed hos dem. 

Kvinden fortalte, at hun var deres mormor og hvert år tog hun sine to børnebørn med på Flyvesandet Camping og sammen havde de tre overnatninger der, hvor de bare hyggede sig sammen. Ikke fordi det var nogen lang rejse, for de boede ellers kun 10 km derfra. Hvert år til jul fik ungerne en lille bog med billeder og historier fra den tur. 

Jeg var sgu helt rørt og tænkte på alle mine ferieminder hos min mormor, som godt nok bare var hjemme hos mine mormor og morfar i en lille forstad til Randers, hvor vi nogle dage tog bybussen ind til Randers, men ellers bare hyggede med kortspil, pandekager og risengrød. Mon denne mormor var klar over,  hvad det var for en skat og hvilke minder, hun gav sine skønne børnebørn? De hyggede bare for vildt sammen med strandture og bræt-/kortspil.

Der spilles Sequence

Ja, det gjorde vi andre sådan set også, men det var noget "andet". Vi havde også taget min niece med på camping. Hende og Silas hygger sig sammen trods 5 års aldersforskel. Jeg ville også gerne have været blevet lidt længere på campingpladsen. Men Ninja skulle hjem og have en laser-behandling, og Silas skulle gerne nå at komme i SFO nogle dage, inden hans første skoledag på søndag. Det er jo en fin blid måde at starte op blandt flere nye børn, nye voksne og nye omgivelser, inden det sådan bliver "alvor" i næste uge.

Sæbebobler er lige sagen

fredag den 1. august 2014

Kroatien blev til Polen

Faktisk elsker jeg at få småtossede ideer og ikke mindst at være hemmelighedsfuld. Det blev familiens sommerferie i uge 30 et produkt af.

Egentlig skulle vi have været i Kroatien, men da Silas siden Dania Cup havde døjet en del med mavesmerter - faktisk i sådan en grad, at vi i ugen mellem Dania og ferieturen havde været en tur i Skejby for at få tjek på maven. Lægen mente, at det var en maveinfektion på retur, men at det godt kunne tage lidt tid i Silas´ mave. Da det ikke virkede holdbart at køre 1500 km med mavesmerter, så afventede vi også lige lidt, hvordan det gik med maven. Heldigvis virkede maven lidt i bedring, og fredag (ca 12 timer før planlagt afgang), da jeg skulle til at booke en ferielejlighed på øen Krk i Kroatien, så tjekkede jeg lige vejrudsigten, som forudsagde 25 grader med overskyet eller shower/heavy rain stort set hele uge 31. Det var alligevel for åndsvagt at køre 1500 km for sådan et vejr. Især når de lovede sol og vildt sommervejr i DK.

Vi ledte efter en vejrudsigt, der som minimum viste noget i stil med ovenstående


Dog fornemmede jeg klart, at Tobias og Simone, som vi havde inviteret med på ferie, ikke rigtig jublede over en ferie i DK, og ja det er da også interessant at opleve noget andet end Skagen og Løkken, som nok havde været mit valg. Det skulle gerne være en ferie for os alle.

Så sad vi der fredag eftermiddag, og det eneste vi vidste var, at vi ikke skulle til Kroatien. Vi klikkede lidt rundt på Europakortet. Kriterierne var følgende : max 1500 km, godt vejr, gode bademuligheder i gåafstand og lidt byliv. Vejrudsigten for Italien, Frankrig (Tour de France kaos virkede nu heller ikke tiltalende) og Ungarn virkede ikke særlig lovende. Hmmm hvad var der så af kystlinjer sydpå? I blinde klikkede jeg på Gdansk i Polen, mens jeg med en vis portion skepsis tænkte, at man da ikke kunne holde sig en seriøs familie-/bade-/afslapningsferie i Polen. Jeg googlede lidt og fandt frem til, at svenskerne og nordmændene fandt den polske Østersøkyst interessant.

Når man ser kortet, så kan man måske godt se, hvorfor feriemålet er oplagt for f.eks svenskerne.
De kan nemlig sejle direkte fra Stockholm til Gdansk

Vi tog en hurtig beslutning og fandt en skøn ferielejlighed i feriebyen Sopot. Vi besluttede at holde feriemålet hemmeligt for teenagerne (de havde jo alligevel bare kroatiske "dollars" med). Drønsjovt at høre Tobias spørge og gætte de første mange hundrede kilometer. Først da vi havde kørt et stykke tid i Polen fortalte vi dem, at det var vores destination.

Mange steder stod der forladte industribygninger langs vejene.
"De danske arbejdspladser flytter til Polen", hører man.
Men det kan være svært at se, når man kigger rundt i landskabet

Lad mig bare sige det sådan, at jeg oplevede Polen som et meget usselt land at køre gennem, når man ikke lige var i de større byer. Da vi først havde passeret Stettin, så kørte vi et meget langt stræk, hvor trafikken sneglede sig afsted uden at vi kunne se nogen årsag til det. Langs vejen sad folk og solgte "Bob", og det var bestemt ikke en strækning, hvor vi følte for at holde ind. Det var faktisk en ret drøj tur gennem Polen. De ca 300 km gennem Polen tog næsten lige så lang tid som turen fra Danmark og til den polske grænse. Størstedelen af turen blev tilbagelagt på landevej, hvor de små byer kom som perler på en snor. Mellem byerne var der en hastighedsbegrænsning på 90 km/t (nogen steder en anden og det var ret svært at gennemskue, hvad man måtte køre hvor). I byerne måtte man køre 50 km/t, og kørte man for stærkt, så blev man blitzet (er lidt spændt på at se, om jeg her efterfølgende modtager "postkort" fra Polen).

Morgenmad hjemme ved lejligheden

Efter 14 timers køretur var vi endelig fremme og blev modtaget af en meget gæstfri vært, der have ombygget sin kælder til en 90 kvm stor ferielejlighed med tre soveværelser og lækkert køkken og bad. Vi var de første i lejligheden, der var smagfuldt indrettet med kvalitetsprodukter og rummede alt, hvad man skulle bruge. Der var sandelig ikke noget at klage over der. Heller ikke da han kørte den ene af deres biler ud af sin garage for, at vores bil kunne komme derind og holde.

Sopot var faktisk et rigtigt fint sted at holde ferie. Skøn bred badestrand. Der var næsten lidt Vesterhav over vandet. Silas elskede at hoppe over bølgerne, og selvom der var mange mennesker på stranden, så var det egentlig fint nok. Vandet var vildt skønt. Fantastisk temperatur og dejlig strand med masser af finkornet sand.

Lykken er at hoppe over bølgerne

Det var rasende billigt i Sopot. Når vi spiste ude, så kom vi typisk af med 300-450 kroner for alle fem (hovedret + drikkevarer). Vi skelede ikke til, hvad tingene kostede på menukortet. Vi bestilte bare, hvad vi havde lyst til. Det var alligevel så billigt.

Hvis man ville have den største is på kortet,
så fik man også bare det

Nogle aftener lavede vi også mad hjemme i lejligheden. Ferielejligheden gav os også mulighed for at gøre tingene helt i vores eget tempo og ikke være afhængige af nogen eller noget.

Lidt tegnearbejde fra morgenstunden ude på terrassen var lige sagen for Silas

En af dagene var vi ude at se Malbork, som er Europas største murede borganlæg. Henrik elsker borge og ruiner. Vi fik også kigget på et stort OUTLET-mekka Fashion House - mest til glæde for Tobias og Simone. Vi havde også en dag i Gdansk, hvor vi nød den flotte by. Ellers hyggede vi bare med hinanden. Dejlig ferie syntes jeg.

Gdansk er en by med masser af smukke bygninger

Men skal jeg lige opsumere på, hvad der venter en, hvis man vælger Sopot/Gdansk, som sit næste rejsemål, så vil jeg særligt nævne, at det er meget billigt at handle dagligvarer, billigt at tage ud at spise, man kan få lov at gå i fred for gadesælgere. De vil gerne sælge deres varer, men forsøger ikke at "fiske" deres kunder, ligesom de heller ikke prutter om prisen (det er sgu helt befriende sammenlignet med Tyrkiet og Egypten), men deres service kan stadig forbedres en hel del. De er sløve til at tage imod bestillingerne på diverse beværtninger og også ganske sløve til at komme med regningen. Men nu har vi prøvet Polen, og det har ikke afskrækket os. Sjov spontan ferie.

Afslapning på restaurant ved "Molo"
(en over 500m lang træmole)

Kan også lige indskyde, at de fordomsfulde teenagere efterfølgende sagde, at hvis vi havde sagt til dem, inden de satte sig i toget i Holstebro, at vi skulle til Polen, så havde de nok ikke villet med (mon dog... ). Men de var meget tilfredse med vores valg, da vi ankom. Teenagere vil have strand og byliv, og gerne til billige penge, og det kunne Sopot til fulde levere. Skulle jeg gøre det en anden gang, så tror jeg nok, at jeg vil planlægge min kørsel i Polen til at foregå i nattetimerne. Jeg tænker, at det kan have en positiv indflydelse på trafikafviklingen, for det var rejsemålets største ulempe.

søndag den 13. juli 2014

Ikke helt den Dania Cup, som jeg drømte om....

Uge 28 bød på Dania Cup. Et stort internationalt agilitystævne med deltagere fra mange lande, så som Italien, USA, England, Tyskland, Norge m.fl. Det er altid  interessant at løbe disse store ugestævner med mange dygtige ekvipager og interessante udenlandske dommere (og deres anderledes baner).

Jeg havde rigtig glædet mig til stævnet. Desværre sluttede det for Ninja allerede på dag 2 tidligt om morgenen, da hun i første gennemløb havde et rigtig træls styrt fra balancebommen, hvor hun blev kastet ned i benene ved nedgangen. Se videoen, og du forstår måske hvorfor jeg var så trist og opløst af gråd om mandagen, hvis du mødte mig der



Jeg var ganske enkelt i chok, da jeg vender mig om og ser min hund styrte, hvorefter hun piber og kryber hen mod mig. Det som kørte for mine øjne var ikke bare,at jeg min agilityhund var "gået i stykker", men også en frygt for at ryg, bagben, bækken, whatever var smadret, og Ninja betyder bare noget helt og ganske særligt for mig. Jeg var så bange, da de kompetente hjælpere, der kom til ringen, ville mærke på hende og rejse hende op. Det var så frygteligt, jeg var så bange og ked af det, og kunne slet ikke styre min gråd. Som jeg sidder her en lille uge efter og skriver om det,så får jeg igen tårer i øjnene.

Still-billede fra videoen


Ninja blev undersøgt at dyrlæge Rikke Wriedt på stævnepladsen.. Hun sendte os videre til dyrehospitalet, for at få røntgenfotograferet Ninja og få hende smertedækket. På dyrehospitalet blev hun gået igennem af to dyrlæger og derefter røntgenundersøgt. Der var heldigvis ikke påvist noget på røntgen, og alle tre dyrlæger havde ved gennemgang af hendes ryg, ben og bækken kun kunnet konstatere en hævelse ved venstre knæ fra slaget. Hjem på stævnepladsen og holdes i ro. Slut med Dania Cup for Ninja!

Hjemme på pladsen fik jeg nærmest kastet Lindas to tæver i armene. Linda var ikke helt på toppen selv  og var optaget af nogle hjælpertjanser, så hun overlod sine hunde til mig. Godt nok var jeg lidt ved siden af mig selv, og blev tit stoppet af folk stævnepladsen, fordi de gerne ville høre til Ninja, men der var ingen tvivl om, at det tvang mig til at tænke på noget andet. Det var tilmed en fornøjelse at løbe med Linda skønne piger. Synd for Linda, så var hun sengeliggende om tirsdagen, hvor jeg igen kunne løbe med hendes hunde. Men heldigt for mig - og jeg blev aldeles gode venner men Catja og Hannah.

Hygger med Catja


Så var der lige gået et par dage mere, og vi besluttede at blive på pladsen. Vi havde jo regnet med det alligevel, men det er nu ikke det samme bare at slaske rundt på pladsen, som at skulle løbe. Det gode ved at blive var, at behandler Niels Poulsen kunne give Ninja behandlinger hver dag og løsne eventuelle spændinger.

På torsdag skal Ninja til kontrol, og så må vi se, hvad dyrlæge/kiropraktoren på Nordre Dyrehospital siger til hende. Jeg krydser mine fingre for, at vi snart er tilbage igen.