torsdag den 23. juni 2016

Sveland Agility Cup, Hâssleholm

Vi var en god håndfuld danskere, der havde tilmeldt os et stævne i Tyskland i den forgangne weekend, men det er vist ikke så let at få lov at komme med til stævnerne i Tyskland, da de efter sigende altid er overbookede. Så der blev ikke plads til nogen af os.

Nå men pyt tænkte jeg. Men nu havde jeg sat næsen op efter et udenlandsk stævne, så jeg fandt i stedet et stævne i Sverige, som var sådan i rimelig køreafstand (400 km fra Haderslev, men med en arbejdsdag på Sjælland inden stævnet, så var jeg jo over halvvejs derovre). Et af mine få mål for 2016 er, at Ninja gerne skulle kunne smykke sig med en udenlandsk championtitel. Det mål havde jeg alligevel ikke kunnet nå i Tyskland, da man ikke kan blive spring- eller agilitychampion i Tyskland, men derfor kan Tyskland også godt være interessant at løbe i.

Stævnet i Sverige var primær for klasse 3, da der kun var klasse 3 løb om lørdagen (2 springløb og et agilityløb), samt en åben klasse. Søndag var der udover klasse 3 også klasse 2 løb samt en åben klasse. De svenske stævner er i øvrigt tit klasseopdelte, så der kun er nogle af klasserne.

Et panorama billede over Bane 1 og 2

Søndag var der finaleløb, hvor vinderen i hver størrelse vandt SEK. 3.000, nr. 2 vandt SEK 1.000 og nr. 3 vandt SEK 500. Det var nu slet ikke finalen, der lokkede mig, for jeg opdagede den første, da programmet lå på den svenske agilitys side.

Jeg havde kun Ninja med til Sverige. Jeg synes ikke, at der var nogen grund til, at Fuji og MicMic skulle slæbes med hele vejen til Sverige og ligge og glo i bur det meste af weekenden (samt fredag). Så dem havde jeg efterladt hjemme hos Henrik. Der var jo alligevel ingen klasse 1 løb til stævnet, så det gav ingen mening at tage MicMic med - eller for den sags skyld Fuji (som slet ikke starter stævner endnu).

Lørdag skulle jeg løbe 4 løb med Ninja. Jeg starter med en disk, og det efterfølges af et løb med 5 fejl, og jeg syntes ikke helt, at Ninja var sig selv. Hun virkede som sådan som en glad og interesseret hund. Vild med at se agility TV og kiggede sig hele tiden tilbage mod stævnearealet, når vi gik tur. Men når jeg gik til start med hende, manglede hun ligesom bare det sidste.

Ninja ser agility TV
Fredag aften var hun blevet tjekket igennem af M-Touch/Niels Poulsen og var fundet aldeles fin. Jeg begyndte faktisk at bekymre mig, men tænkte omvendt også, at det måske var mig, der agerede lidt "anderledes" overfor hende. Dels fordi jeg var på "fremmed grund", men fordi mit eget humør heller ikke var super fantastisk. Efter tredje løb, hvor jeg syntes, at hun var lidt træg, så var min konklusion så, at det var mig, der ikke var nok "på" for hende, og jeg måtte spænde hjelmen i det sidste løb og være der for hende. Inden da havde jeg nået at få sendt mine bekymringer i selvsving og fået vendt anaplasmose og hjerteorm, som mulige farer.

Så jeg gik på banen til dagens sidste løb, og jeg var mere opmærksom på at være "på" og tændt. For hvis jeg er lidt slasket og ligegyldig, så bliver Ninja det også let. Så det var nok det, der var "galt". Dagens sidste løb var nemlig et helt andet løb, og bagefter konkluderede jeg, at det var "det", der var galt. For Ninja havde et fantastisk løb på en rimelig vanskelig springbane, som var designet af den slovenske dommer Mirja Lapanja.

Præmieoverrækkelse Spring 3
Der var i alt 72 hunde i klassen, så jeg var ganske stolt af at stå som nr. 2 og vinder af springcertifikatet, hvilket også udløste titlen Svensk Agility (Hopp) Champion. Det var jo sådan set det, som jeg havde håbet på at få med mig.

Ninja - plastret til i rosetter

Da jeg pakkede sammen efter stævnet og skulle lukke Ninjas stofbur, sammen ser jeg, at hun har kastet op i buret (der var bare lidt vådt og lidt gulligt slim). Så falder 10-øren for mig. Ninja havde ikke været sig selv. Hun havde da haft det skidt, og det var ikke bare mig, der pludselig var blevet overpylret. Næste gang må jeg lære at lytte lidt til mine fornemmelser, for der var jo noget galt. Stakkels Ninja!

Men det var som om, hun var fin igen, da hun først var kommet af med det, og der var ikke mere at mærke på hende om aftenen og natten. Hun var som en rigtig dronning, der måske havde lidt champion-nykker. I hvert fald var størstedelen af min brede madras optaget, da jeg ville kravle under dynen. Det skal måske lige tilføjes, at de svenske standardmadrasser er 110 cm brede, og der var vist ikke meget mere end 30 cm til mig at sove på.

Divanykker?!
Søndag var vi klar efter en god nats søvn, og da jeg gik og varmede Ninja op og gik på opvarmningsbanen og tog snoren af hende, så kunne jeg straks mærke, at det der virkelig var den Ninja, som jeg kender hende. Hun sprang gøende rundt om mig, og var bare klar. Jeg var naturligvis ret trist over at have "overhørt" hende dagen før, men meget mere glad for, at hun var fit for fight igen.

Dagens første klasse var spring åben, som var adgangsgivende til finalen, hvis man var blandt de 7 bedstplacerede i klassen. Banen var igen designet af Mirja Lapanja, og jeg begyndte at se nogle fællestræk fra den bane, som jeg havde løbet dagen før. Der var meget langt mellem hendes forhindringer og typisk skulle man holde hunden på en linje på en strækning på mindst 8 meter, hvor det var meget svært at korrigere uden, at det enten ville betyde at du skubbede/trak hunden på den forkerte side af næste spring eller fik hunden i en tunnel. Det var en klar fordel at have styr på sin tunnel-diskriminering.

Linjerne i hendes baner gav typisk denne tilgang til et spring
Jeg "overlevede" også på denne bane og klarede mig igennem uden fejl i en ret god tid. Jeg kunne så sidde og følge klassen i en time, hvor jeg førte den en stor del af tiden. Jeg blev dog slået til sidst, men det er naturligvis ikke nogen skam at tabe til Jenny og Lilli... Vi endte som nr. 3 ud af 74 hunde, og med mig fik jeg en billet til finalen. Det havde jeg jo slet ikke regnet med, og jeg havde jo sådan set slet ikke registreret at der var finaleløb, før jeg så tidsplanen.    

Finalebillet og roset
Måske skal jeg takke min "cheftræner" Silas for mine to super gennemløb. Når Silas designer baner til mig, foregår det typisk ved, at han sætter numre op på en bane, som står der i forvejen. Men i stedet for, at jeg skal løbe noget, der ligner den opstilling, som er oprindeligt var designet, så skal jeg love for, at han udfordrer, og det gør han faktisk typisk ved, at man skal holde sin hund på en linje over store afstande. Han har så bare gerne 10-14 meter, som man skal holde sin hund på uden, at den tager alt muligt andet, så det var måske ikke så slemt at skulle holde Ninja "sølle" 8-9 meter. Når jeg går Silas´ baner så tænker jeg tit, at de da er umulige at løbe, men det lykkes som regel alligevel. Silas har faktisk ganske ordret sagt, at han vil træne mig op, så jeg kan "udnytte mit fulde potentiale". Han er simpelthen bare så sjov, og jeg sendte ham en kærlig tanke for hans udfordrende baner, da jeg havde løbet i Sverige.

Nu var vi så i finalen, og jeg elsker finaler. Vi var desværre de eneste danske deltagere om søndagen. Det havde ellers været hyggeligt at kunne nørde og dele med andre danske konkurrenter/deltagere. Jeg har til sidste i indlægget skrevet lidt om finalen og afviklingen generelt. Nå men jeg følte mig næsten heldig, da jeg fandt ud af, at det var min slovenske dommer-"veninde", der skulle designe banen til det store hunde. Nu havde jeg jo kørt med klatten på to af hendes baner. Følelsen af held forsvandt dog, da jeg skulle gå banen. Hendes stil fra springbanerne fulgte desværre ikke med over på agilitybanen til finalen. Og held var der slet ikke noget af, da jeg skulle løbe banen. Min plan var bare at gå ind og give den gas, og så måtte det briste eller bære. Det bristede så allerede ved forhindring nr. 4.

video
                      

 Det var ikke noget prangende løb, men der var da nogle gode momenter i alligevel. Jeg beklager kvaliteten, men det er en video, som jeg har fisket fra på facebook, og det gør ikke noget godt for kvaliteten. Men man kan måske få et indtryk af banen. Vi var 23 hunde i finalen. Vinderen (den eneste hund uden banefejl) var en Toller (ikke en turbohund), og den havde faktisk tidsfejl og så kom de ellers dernedaf de 8, som kom igennem banen. Nr 8 havde 62,40 fejl. Jo, det var en spændende bane.

Fra finalen
Efter finalen var der ordinære klasser igen, og det blev en lang dag. Jeg kørte vist fra pladsen omkring kl 19.30, og der var der stadig gang i stævnet. Jeg klarede hjemturen på 398 km med 1 liter cola og en pose kanelgifler og ramte Haderslev lidt over midnat.

Så var jeg en oplevelse og en championtitel rigere, og jeg synes, det er vildt inspirerende at løbe i andre lande og mod andre end de "sædvanlige". Det er interessant at tage ud og konkurrere i andre lande og opleve deres måde at afvikle stævner på. Man kunne tage mange gode ting med sig hjem fra Sverige ift deres stævneafvikling. Nu skal det jo ikke lyde som om, vi ikke er gode til at afvikle stævner i Danmark, må jeg hellere skynde mig at sige, inden nogen kunne tænke, at jeg da også bare er et kritisk utaknemmeligt skarn, der så bare kan nøjes med at tage til Sverige, hvis ikke jeg er tilfreds med de danske stævner. For jeg synes faktisk, at de fleste agilitystævner herhjemme har høj klasse.

Men lad mig nu fremhæve nogle af de særlig gode ting ved dette stævne. Der var ialt tre ringe. Hver ring havde sin egen speaker, som annoncerede hver eneste ekvipage. Når man gik til start, så blev hund og fører præsenteret samt ens startnummer. Samtidig blev de næste tre startnumre bedt om at holde sig klar. Det betød, at man let kunne følge med i hvor langt, man var i afviklingen, selvom man gik et stykke væk fra ringen. Og man blev også opmærksom på, hvis der var nogen af startnumrene, der var udgået. Det synes jeg giver et godt overblik som deltagere, og det overblik giver rigtig meget ro.

Det fungerer i alt sin enkelhed sådan, at man efter banegennemgangen melder, at man vil løbe klassen ved at melde sig til indsenderen, der så mærker en af på indsendertavlen (de som har løbet ugestævner har nok mødt omtalte type tavle der). De, som ikke melder sig eller som melder fra, streges ud på tavlen, så man let kan se, hvilke startnumre, der udgår i klassen. På denne måde at afvikle klassen på, så burde det simpelthen ikke lade sig gøre, at ens resultat noteres på en anden ekvipages dommerseddel, da man jo nok skal protestere, hvis man af speakeren præsenteres, som værende en anden ekvipage.

Speakeren siger også fejl og tid eller "desværre en disk". Ja det hele virker faktisk lidt mere højtideligt og publikumsvenligt. Undervejs annonceres også hvem, der fører klassen, og hvilken tid, der skal slås for at overtage føringen. Når klassen er slut nævnes, det hvem der vandt klassen og hvem der blev nr. 2 og 3. Men resultaterne kan også følges live på den svenske agilityside, hvor alle informationer om de svenske agilitystævner ligger, og hvor man i øvrigt også melder sig til stævnerne i det svenske, kan tilgå resultater og statistikker samt stambogsoplysninger om de andre hunde i databasen. Det er lidt omstændigt, når man skal melde sig til første gang, men når det så er gjort, så går det faktisk ret let med de næste stævner.

Jeg ankom først til dette stævne lørdag morgen. Kom godt nok i lidt god tid. Dvs et par timer, før jeg skulle gå banegennemgang, og kun lige nøjagtig et kvarter før selve stævnet gik igang. Havde det været i Danmark, så havde der ikke været en ledig teltplads, men her var ledige pladser til telte i første parket hele weekenden. En af grundene var, at der var nærmest dobbelt så langt mellem teltene og ringen, som det vi plejer at se i Danmark. Det giver helt klar plads til en del flere telte, og folk rykkede simpelthen bare deres stole hen til den ring, som de ønskede at se løbene i, men man kunne også sagtens sidde i sit telt og se løbene i den ring, som ens telt stod ved. Det er naturligvis også mere pladskrævende med større afstande mellem ring og telte, og det er ikke alle klubber, der kan give det mere plads.

Kvalifikation til finalerne var også let og overskuelige. Lørdag var AG3 og AGåben adgangsgivende til finalen. De 7 bedstplacerede i de nævnte klasser gik direkte i finalen. Søndag var det SPåben samt SP2 og AG2 hvor de 7 bedstplacerede i hver klasse fik en billet til finalen. Når jeg siger billet til finalen, så er det meget bogstaveligt, for til præmieoverrækkelsen fik man overrakt en fin billet, som det også fremgår af billedet længere oppe i indlægget. Egentlig meget fedt at få afklaring om finalen allerede der og ikke vente på en eller anden udspekuleret udregning.

Det var også en anden måde at afvikle finalen på end sådan, som det typisk foregår i Danmark. De små hunde startede med at gå banegennemgang på Bane 1. Efter banegennemgangen blev alle finaledeltagerne kaldt frem en for en og præsenteret med musik og god stemning. Så kunne man virkelig mærke, at det var en finale. Dog synes jeg, at der var lidt mere hujen og heppen under gennemløbene i forhold til i Danmark eller også var det bare fordi, jeg manglede "mit" heppekor. Efter præsentationen var der 5 minutter til at gøre klar til start.

Præsentation af finaledeltagerne i lille klasse
Der var naturligvis også speaker på finalen (som vi da også altid har i finalerne i DK). Da vinderen var kåret og havde løbet en æresrunde sammen med nr. 2 og 3, så tog folk deres stole under armen og gik over til Bane 2, hvor der er i mellemtiden var bygget en ny bane til mellemhundene. Ny bane og ny dommer. Efter afvikling af mellemklassens finale rykkede alle mand tilbage til Bane 1, hvor der nu var bygget en ny bane til de store finalister. Interessant, men tidskrævende - og måske alligevel ikke, men så i hvert fald banebyggerteamkrævende. Resultatet af denne afveksling var, at banerne var af forskellig sværhedsgrad for de tre størrelser. Jeg ville i hvert fald allerhelst have forsøgt mig med at føre Ninja gennem finalebanen for de små hunde.

Der er også ting, som ikke er helt så fremragende ved stævnerne i Sverige. Der er ikke noget katalog med bare en tidsplan, så man kan se, hvornår man skal løbe. Der er et klokkeslet for, hvornår banegennemgangen starter i dagens første klasser samt hvilken rækkefølge klasserne afvikes i i hver enkelt ring. Så jeg var glad for min stævnearrangørbaggrund, så jeg kunne regne mig frem til, hvornår klasserne skulle løbes. Selvom resultaterne ligger live på den svenske agility hjemmeside, så kunne en præmieoverrækkelse godt lade vente på sig. Nå ja, og så var jeg heller ikke så imponeret over toiletfaciliteterne. Jeg er ikke så pjattet med "skideskure" og håndsprit. Og der var endda en del, som camperede, og for dem var det da slet ikke prima forhold. Men alt i alt, så var det jo et super godt stævne, og jeg fik nye oplevelser og udfordringer.

tirsdag den 14. juni 2016

Lost - og lidt om god service

Jeg synes egentlig selv, at jeg er rimelig god til at finde vej. I hvert fald når det foregår på asfalt. Jeg har krydset det meste kongeriget på snart sagt alle asfalterede veje gennem de sidste 20 år. I hvert fald i Jylland. Min Danmarksgeografi er rimelig god, og jeg plejer også nemt at kunne fra de forskellige byer på tværs af landet uden brug af GPS.

Så det er lidt komisk, at jeg så er så ringe til at finde rundt off road. Hvis jeg skal gå en tur i skoven, så er det næsten lige så sikkert som Amen i kirken, at jeg farer vild i skoven, og ofte ender jeg med at være nødt til at finde ud på asfaltvejen og gå af den tilbage til min bil. Og jeg er ret lost i en skov med mindre, jeg har gået turen derinde mindst 10-15 gange før.

Det er dømt til at gå galt
Sådan gik det også for mig en dag i sidste uge, hvor jeg var kørt til service med min bil. Det var bare et kort servicebesøg, så jeg besluttede mig for at jeg ville gå med hundene, mens min bil blev fikset. Men jeg havde også lige lidt arbejde og et par mails, som jeg lige skulle sende, før jeg kunne gå. Det endte så med at tage en time, og da jeg var ved at hanke op i snorene for at gå med hundene, så bakkede mekanikeren bilen ud til mig. Så var bilen klar til mig. Hurtigt og effektivt.

Dejligt udekontor med mine små assistenter
Hvor vittig er Ninja lige at række tunge til fotografen?!

Så på vejen hjem tænkte jeg, at hundene da ikke skulle snydes for en god gåtur, så jeg kørte ind omkring Tørning Mølle, som ligger lige på vejen mellem værkstedet og vores hjem. Jeg har gået i skoven et par gange sammen med Henrik (der aldrig nogen sinde farer vild i en skov, men til gengæld gør det ude på asfalten). Nu gik jeg så godt nok slet ikke den vej, som Henrik og jeg tidligere har gået, men studerede dog et kort, inden jeg begav mig ud på Tunneldalstierne. Så jeg følte mig ret beredt til turen.

Ved Tørning Mølle
Det gik sådan set meget fint et langt stykke hen af vejen. Det følte jeg i hvert fald. Jeg fik passeret det gamle vandværk og fandt også derfra og ud på en grusvej gennem skoven. Og min strategi med at hele tiden at holde til højre og orientere mig efter lyden af E45, som var jeg gået under på min vej, var en succes (syntes jeg da selv). Så fik jeg øje på en fin sti ind til højre (jeg var jo helt bevidst om at holde mest muligt til højre for, at turen ikke skulle blive 7-8 km lang). Jeg begav mig ind på stien.

Her lærte jeg så en rigtig vigtig ting: En mountainbikerute er ikke nødvendigvis en SMUTvej!! Det er jo et virvar af små hårnålesving og balancegang på de mest fodledsfjendtlige ujævnheder. Jeg vil tro, at jeg gik 2-3 km derinde (og det føltes som en dagsrejse), og hvis jeg var blevet gående på grusvejen, så kunne jeg være nået til samme punkt ved at gå 500 meter ud af jævn grusvej. Det var ikke en smart "smutvej"

Mens jeg gik derinde på stien, så tænkte jeg godt nok på, hvad der mon ville ske, hvis der dukkede en mountainbiker op?! Hvor fanden skulle jeg springe hen med tre hunde? En mountainbikerytter har så fortalt mig, at det er forbudt at gå på mountainbikestierne. Hvad skete der så lige for det der skilt, hvor der var en rød steg over en fodgænger? Sådan et mødte jeg ikke, men på en af de andre stier, jeg gik på, var der en rød streg over en mountainbike. Så mountainbikerne kan godt få at vide, hvor de ikke er velkomne. Fodgængerne, som der nok er flere af, anvises ikke, hvor deres færden er forbudt. Ret ulogisk!

Nå men endelig kom jeg ud fra den halsbrækkende sti og kom ud på grusvejen igen. Den fulgte jeg nogle hundrede meter, inden jeg stod på asfaltvej. Jeg besluttede, at det nok var smartest bare at følge den tilbage til Tørning Mølle, for på asfalten havde jeg styr over, hvilken vej jeg skulle.

Mon ikke turen i skoven var mere hundevenlig

Men sommergrøftekanter og blå himmel er nu ikke det værste man kan få..
Det var nu ikke lige den tur, som jeg drømte om, da jeg parkerede mere end en time tidligere. Men spændende var turen. Så de sidste to kilometer af turen blev altså langs asfaltvejen, men så kunne jeg også sagtens finde tilbage til bilen. Lad mig få noget asfalt, så går det meget lettere.

Vi puster lige ud efter en lang, varm og uforudsigelig gåtur.
Men jeg vil nu gerne lige vende tilbage til værksted og mit serviceeftersyn. Da jeg købte min bil i nov havde jeg også kontakt til Opel i Skrydstrup, men det var ikke hos dem, jeg valgte at købe en bil dengang. De ville naturligvis gerne have solgt mig en bil, men da havde jeg handlet et andet sted, og sælgeren fra Skrydstrup afsluttede dengang telefonsamtalen med at opfordre mig til at ringe, når jeg skulle have bilen serviceret, for de var helt sikkert konkurrencedygtige.

Så jeg forespurgte på 3 Opel værksteder på et 3 års eftersyn (lille eftersyn). De to af værkstederne skulle have kr. 2.300-2.600 og Opel i Skrydstrup oplyste i telefonen en pris på knap kr.1.900. Så var det jo ikke svært at vælge værksted. De oplyste, at eftersynet ville tage et par timer, så jeg besluttede at køre de ca 20 km og gå en tur med hundene, mens de fiksede bilen.

Jeg havde dog en lidt presserende arbejdsopgave, så jeg skulle lige teste noget IT og sende noget feedback, inden jeg kunne gå den planlagte tur. Det var en rigtig varm dag med 25-26 grader, så jeg satte mig på min flade rumpe i gruset under træerne på gårdspladsen. Ja, jeg elsker faktisk at sidde på gulvet/jorden, og hvis ikke det var, fordi det var lidt upassende til div møder, så ville jeg også synes, at det var meget rart at gøre på jobbet. Så det generede ikke mig at sidde i gruset med opslået laptop og hundene omkring mig. Men det kunne værkstedet nu ikke have, så efter et kvarters tid, så kom de sprintende med en stol til mig. Fin service.

Nå men tiden fløj afsted med min arbejdsopgave, og da der var gået en times tid, så var jeg klar til at gå turen med hundene, men så blev bilen bakket ud til mig og mekanikeren steg ud. Han gav mig et "resumé" af bilen. Dvs han rapporterede, hvad han havde opdaget i sin gennemgang af bilen. Så havde han også lige fikset mikrofonen i mit telefonanlæg (og det var ganske gratis). Så ikke blot var han hurtig til eftersynet, men han virkede også grundig.

Da jeg skulle ind og afregne ventede der mig en overraskelse, men det var en af de gode overraskelser. Fakturaen lød på ca. kr. 1750,-. Altså under den oplyste pris i telefonen. Jeg var vældig tilfreds, da jeg trillede hjemad.

Dagen efter fik jeg et opkald fra værkstedet. De ville bare høre om alt var ok efter, at bilen havde været inde hos dem. Det har jeg aldrig oplevet før, og jeg har sørme brugt mange værksteder. Det er kun mine dyrlæger, der plejer at ringe op dagen efter at ens hund har været i narkose for at høre om alt er ok. Men det var da godt tænkt af dem og en rigtig fin service. Så ud fra min oplevelse med Opel i Skrydstup, så vil jeg da gerne anbefale dem. Og lad mig bare lige sige, at Opel i Skrydstrup ikke har givet en krone for mine fine ord. Men hvis man er glad og tilfreds med en behandling så synes jeg, at det er god ide at sprede budskabet.

lørdag den 11. juni 2016

Aldrig for gammel til at blive holdt fødselsdag for

Tobias blev 21 år i torsdags. Som tiden da flyver afsted. For en måneds tid siden spurgte han om ikke han måtte have lov til at holde sin fødselsdag herhjemme. Og når han nu følte, at han hellere måtte spørge, så var det nok, fordi han også gerne ville invitere sin svigerfamilie.

Min "lille" dreng
Det er vel ikke nødvendigt at spørge om mor, om man må holde fødselsdag hjemme. Men det kunne måske godt tænkes, at han meget gerne ville have, at jeg også var hjemme på dagen. Men naturligvis må man da holde sin fødselsdag hos mor. Jeg nyder jo altid hans (og kæresten Simones) selskab, men det er ikke så tit, at de begge er samlet her på adressen, og det kan falde i hak med at Tobias har fri-weekend, og jeg ikke er til stævne eller weekend-tamtam.

Vejrmeldingen lød på 16-19 grader og i det hele taget ikke prangende vejr i forhold til de vilde varmegrader, som der har været den sidste halvanden uges tid. Vejret var dog bedre end vejrudsigten, så vi fik os en rigtig skøn dag i haven.

Lykken er en morfar der vil hoppe i trampolin

Frokost på forsiden af huset
Vi kunne sidde i haven både til frokost, kaffe og aftensmad. Det var bare et spørgsmål om at rykke rundt om huset alt efter, hvor solen stod på himlen.

Sen eftermiddag på vestsiden af huset
Efter en gang oprydning, nød jeg solnedgangen, mens jeg trænede lidt med hundene.

Solnedgang fra haven

Mest af alt fordi MicMic ikke har løbet agility siden sidste stævne for to uger siden, og det er svært for hende bare at løbe på rutinen på f.eks felterne, så jeg tænkte, at det nok var en fin plan lige at løbe nogle gange over dem, inden morgendagens konkurrence i Herning. 



mandag den 6. juni 2016

Fuji på sit første kursus

For lidt over en måned siden takkede jeg ja til en plads på kursus med Sarah Lorentzen. Jeg har modtaget undervisning af hende mange gange før, men det er nogen år siden sidst. Hun er altid god til at formidle sin undervisning på en let forståelig måde og er positiv og humoristisk i sin undervisning.

Så det var jo ikke årsagen til, at jeg faktisk var lidt bekymret ved tanken om det forestående kursus. Jeg skulle jo deltage med Fuji, og hun har aldrig været på kursus før. Jeg var nok lidt af den opfattelse, at hun stort set intet kunne. Hun er ikke er vant til at løbe baner i den forstand. Måske 5-6 forhindringer og der er mange ting, som jeg ikke har præsenteret hende for endnu.

Selvom Fuji nu er 18 måneder, så er hun enorm langt fra, at være klar til at løbe stævner. Hun har aldrig været over et A-bræt og "kan" faktisk ingen feltforhindringer, og slalom er vi kun igang med - langt fra færdig. Weekendens kursus tog dog udgangspunkt i, at hundene var "grønne" og jeg kunne undgå de forhindringer, som Fuji ikke kunne.

Fuji
Foto: Wickie
Men jeg var nu alligevel usikker på, om hun kunne være med. Om hun ville kortslutte i hovedet, da hun er noget mere hektisk og eksplosiv end sin mor, Ninja. Ville hun overhovedet kunne ramme nogen af forhindringerne? Det måtte komme an på en prøve. Jeg forventede ikke så meget, og havde faktisk pakket MicMic i bilen også. Så kunne hun tage over, hvis det nu alligevel viste sig at være en dårlig idé med det der kursus til Fuji.

Fuji er klar!
Foto: Wickie

Mine bange anelser blev gjort helt til skamme. Fuji er simpelthen meget bedre end jeg forventede, og hun var virkelig en sand fornøjelse at arbejde med. Der var naturligvis ting, som var svært for hende - mest fordi det var svært for mig. Men det var ikke fordi "sikringerne sprang" på Fuji af den grund.

Video fra kurset - Fuji havde aldrig løbet baner med handling som på disse og kun en gang tidligere en bane med over 10 forhindringer efter hinanden. Hun var aldeles lækker at løbe med. Et par nedrivninger hist og pist, men de kommer mest, hvis man forstyrrer hende og for sent fortæller hende, at hun skal dreje efter et spring. Jeg plejer faktisk at sige om hende, at hun løber mere med benene end med hjernen, men hun viste mig nu tydeligt på kurset, at hun faktisk også tænker.

Det var djævelsk varmt, og når temperaturen når op på over 25 grader, så tager det da også lige toppen af hundenes energi. Fuji var meget glad for det lille fodbad, som hun kunne dyppe poterne i, når hun havde været på.

Pyh det er varmt
Efter at have set en hund slingre rundt med et hedeslag på et andet kursus, så har jeg fået respekt for kombinationen agility og varme. Så udover at få dyppet sine fusser, så havde jeg også medbragt noget Fitdogpulver, som var blandet i hendes drikkevand. Fuji ville dog hellere drikke af fodbadet, men jeg fik da listet en halv liter i hende at det mælkehvide vand.

Brormand Darwin havde i øvrigt sin stævnedebut i denne weekend, og fik faktisk også sin første oprykningsplacering i AG1 og gennemførte i øvrigt de resterende 3 løb på dagen. Dog med et par småfejl, men jeg synes, at det var en rigtig flot debut. Deres allerførste stævneløb var AG1 - Se video her.

fredag den 3. juni 2016

Det er måske for meget at forlange af sheltie?!

I de 25 år, hvor jeg har haft hund, har jeg haft flere forskellige racer. Det har jo været en spændende rejse, for jeg har haft rimelig forskellige racer. Enkelte racer har jeg også haft mere end en af, og så er det, at man let kan komme til at drage paralleller. Både de gode og dårlige paralleller.

F.eks har jeg set et fælletræk ved de to sheltier, som jeg har haft. Alle mine hunde har altid være renlige. Enkelte har måske været lidt længe om at blive renlige, men når de så først har fanget ideen med at besørge udenfor, så er der stort set aldrig nogen sinde uheld inde, med mindre de har været syge. Det er gået mere trægt med de to sheltier, som jeg har haft. De har ikke boet sammen. Så jeg kan udelukke, at de har lært af hinanden.

Diva flyttede hjem til mig som 6 årig, og jeg fik at vide, at hun pga sin sterilisation ikke kunne holde sig ret længe ad gangen. Så i starten (indtil vi lærte hinanden at kende godt nok) så havde Diva nogle uheld indenfor, men hun kunne faktisk sagtens holde sig i mange timer. Ikke noget problem. Det fik hun lært, og indtil hun blev rigtig gammel og "gammelmandsinkontinent", så var hun mindst lige så renlig, som mine øvrige hunde i flokken.

De to, som det har været sværest at få renlige, har været hvalpe, som ikke er flyttet hjem til mig som 8 ugers men som 11 ugers og som 5 måneders gamle hvalpe. Den første var min schnauzer, som var 11 uger, da han flyttede ind hos mig, og han havde virkelig svært ved at blive renlig og finde ud af at sige til. Men da han var et halvt års tid, så blev han ordenlig renlig og havde derfra stort set ikke uheld.

MicMic
Den anden er så MicMic, som flyttede ind hos mig for 3 år siden i en alder af 5 måneder. Godt nok sagde opdrætter til mig, at hun ikke var helt renlig, men det tog jeg med ophøjet ro, og tænkte at det nok ikke blev det store problem. Ak ak!! Sådan er det bare ikke gået.

Hun manglede helt klart en forståelse af, at det var mest hensigtsmæssigt at besørge udenfor. Jeg har gået ude i haven med hende i timevis, da hun var ung og forholdt mig passiv og for hende uinteressant, mens jeg har afventet, at hun skulle sætte sig og tisse, så jeg kunne rose hende for det. Men i hendes verden var det mest hensigtsmæssigt, at tonse rundt i haven og feste, og det der med at tisse og skide, var mere smart at gøre, når man kom ind (hun nægtede dengang helt og aldeles at tisse på gåturene. Det er dog blevet bedre, men fordi man går 3 km med hende, så skal man ikke forvente at hun tisser på turen).

Stort set alle mine hunde tisser på "kommando" - altså undtagen MicMic. Hun vimser bare rundt i formålsløse cirkler, hvis jeg siger "tis-tis" til hende. Hver gang jeg ser hende tisse udenfor så roser jeg og har også forsøgt at få hende til at linke kommandoen og tisseriet sammen ved at skiftevis rose og sige "tis-tis". De to andre ved godt, hvad det betyder og sætter sig hurtigt ned og tisser.

MicMic er en hund, som har meget travlt med mange opdagelser og rejser, når hun er udenfor i haven. Hun kan sagtens gå i haven i flere timer og snuse rundt (og æde hønselort). Hun hygger sig helt vildt udenfor. Status på renligheden nu er, at hun stort set ikke har uheld indenfor i dagtimerne. Men i perioder skider hun indenfor om natten (altid samme sted). Så må hun så i en periode sove i bur, for der vil hun vel sagtens ikke besørge.

MicMic
Det ser det ikke ud til, at hun vil. Hun har i hvert fald aldrig skidt i buret om natten. Så min konklusion er så, at hun sagtens KAN holde sig, hvis hun gider. Når hun har overnattet i buret igennem en uge eller to, så får hun igen lov at gå frit rundt om natten - indtil næste gang (som kan være alt fra en uge til et par måneder efter), så må hun en tur i bur om natten igen.

For et par uger siden opdagede jeg, at hun var våd da hun kom ud af buret om morgenen, og det viste sig, at hun havde tisset i buret i løbet af natten. Tilsyneladende uden at have forsøgt at tilkalde "lukke-ud-assistance". Jeg undrede mig.

I går aftes satte jeg så en fin ny kurv/hule frem til hundene på det sted, hvor MicMics bur ellers plejer at stå. Fuji elsker godt nok at ligge i MicMics lille flykasse, men jeg synes, at den nye hule passede bedre i størrelsen. Da jeg kom ned til morgen var der så tisset i hulen. Jeg kan ikke gøre for det, men jeg blive altså frustreret, når en næsten fire år gammel hund ikke fatter at det er helt forkert....

Er det en "sheltie tæve ting", at de ikke rigtig fatter det med renligheden eller er det bare her hos mig? Måske forlanger jeg mere end rimeligt?

onsdag den 1. juni 2016

Arbejde først, fornøjelse bagefter

Det blev rimelig sent, inden jeg var hjemme fra stævnet i Hvalsø, og selvom jeg skulle retur til Sjælland igen mandag morgen, så ville jeg altså bare gerne have en dag hjemme sammen med familien, inden jeg igen skulle til Sjælland igen.

Jeg var lidt bombet, for jeg var kommet hjem på anden side af midnat. Jeg fik dog snøvlet mig afsted efter morgenbrød, og forsøgte at danne mig nogle tanker om, hvad søndagen skulle gå med. Jeg ville gerne have sat skik på lidt af hjemmet. Sådan lige luge det allerværste rod væk og ikke mindst slå den efterhånden ret høje græsplæne, men jeg ville også gerne hygge med familien i det gode vejr.

Så inspireret af en af mødrene til en af Silas´ klassekammerater, så blev det sådan, at hele familien skulle "lave noget", inden vi alle kunne slappe af sammen. Silas plejer ikke at være meget for at yde og det er som om, han virkelig skal se en idé med at udføre noget. Vi talte lidt om opgaverne, og Silas bød straks ind på græsslåning. Det er også sådan en dejlig håndgribelig opgave, og når man har en rimelig voksen have, så går der også noget tid med det.

Silas slår græs
Henrik og jeg fandt nogle andre aktiviteter og så kløede vi ellers alle på. Vi havde aftalt halvanden times intens arbejdsindsats, og så skulle vi alle stoppe. Vi overskred nok 20 minutter, da vi også lige skulle have plantet blomster i krukkerne oppe ved vejen.

Kunsten er at finde den rette tidsramme, og hvis jeg lige skal evaluere på det, så må jeg måske nok indrømme at 60 minutter havde været mere passende end 90 minutter. Det var lidt svært at holde gejsten oppe på Silas til sidst, og det var jo ikke meningen.


Krukkerne ved vejen vandes
Så spiste vi vores frokost og snakkede om, hvad vi skulle lave sammen om eftermiddagen. Silas foreslog en tur i Dyrehaven. Vi pakkede lidt forsyninger og kørte ud i Dyrehaven og gik en dejlig tur.

Chokoladeboller fra Lagkagehuset er mums
Vejret var aldeles skønt og naturen i Dyrehaven er fantastisk. Som jeg gik der og var bagtrop på vores lille familieudflugt følte jeg mig meget taknemmelig og glad for, at jeg var kørt hjem lørdag aften efter første stævnedag (selvom flere agilityfolk var helt uforstående over at jeg ikke tog stævnedag nr. 2 med også), men jeg var sådan set næsten tvunget til at køre hjem, da jeg skulle hente noget på Vestfyn mandag morgen, som jeg skulle bruge ude hos den første kunde.

Travetur i Dyrehaven

Perfekt søndag!
Det var en søndag, hvor der både blev udrettet noget, men også bare hygget sammen. Jeg må helt sikkert bruge kollektiv "Arbejde først, fornøjelse bagefter" en anden gang, hvor kabalen har svært ved at gå op.

Årets sommerferie går så IKKE til Frankrig

We didn´t make it! EO kvalifikationen faldt ikke ud til vores fordel. Pludselig ligger hele sommerferien åben for os. Underligt at se frem til en sommerferie, som ikke byder på agility-ugekursus, hundeferie, Fionia Cup eller for den sags skyld European Cup. Sidstnævnte var faktisk min eneste "plan". Men jeg ser stadig RIGTIG meget frem til en sommer sammen med familien uanset i hvilken grad, der er hunde i indblandet i ferien.

Ninja

Desværre var held og dygtighed ikke med mig på de to stævner, som talte til udtagelsen af EO-holdet. I Viby havde jeg en disk i agilityløbet og ellers en rimelig ok placering i springklassen. Kandidaterne blev tildelt et pointtal for hvert af de to stævner. Pointtallet tog udgangspunkt i vores placeringer sammenlagt i agility- og springklasserne. Så med en disk på kontoen kom jeg ikke hjem fra Viby med super gode point.

Så jeg valgte at tage til Hvalsø for at se, om jeg kunne forbedre mine point. Desværre blev jeg i Hvalsø disket i springløbet (jeg fik sparket til en springstøtte med hælen, så overliggeren faldt til jorden = dum dum førerfejl), men vi "overlevede"til  gengæld på agilitybanen i en klasse, hvor ikke mange kom helskindet igennem. Men med en disk igen, så blev min totale score for dette stævne ikke meget anderledes end pointsummen i Viby.

Ninja

Kun den bedste af ens pointsumme ville tælle med i udtagelsen, men mine var stort set lige ringe, og jeg endte som 3. reserve til holdet. Det er jeg heldigvis både ganske rolig og afklaret med. Det giver jo mulighed for en masse andre ting i ferien i stedet for. En af de andre deltagere på holdet sagde godt nok til mig: "Jeg synes det er ærgerligt, at du ikke skal med. For det synes jeg, at du fortjener".... Tak det var pænt sagt, men når jeg ikke præsterede bedre, så fortjente jeg det nok ikke. Generelt var det slet ikke mit og Ninjas stævne i Hvalsø. Faktisk havde vi sammen ikke et eneste fejlfrit løb. Vi var kun til stævnet om lørdagen, hvor jeg løb tre løb med Ninja, og der voksede træerne bestemt ikke ind i himmelen.

Derimod var MicMic min helt store stjerne. Det er virkelig blevet en fornøjelse at løbe med hende. Hun udvikler sig virkelig fra stævne til stævne. Der er kommet så fint et flow i vores gennemløb. Faktisk lykkedes det for os at levere to fejlfrie gennemløb. I springløbet kom jeg dog lige pludselig i tvivl om noget i baneforløbet, og jeg "holdt lige et lille møde" med mig selv inde på banen, mens jeg drejede MicMic rundt om mig. Ja, det kostede ikke nogen fejl, men det kostede tid, men vi var stadig fejlfrie. Sådan et lille stunt kunne da også lige vække dommer Bonnik, der lige måtte lade de små grå rotere for at finde ud af, om det var "noget" han skulle dømme. Ja det er altid i klasse 1, der sker de mest mystiske ting.

MicMic

MicMic havde super god fart, og efter vores balancebomsproblemer kan hun måske fremadrettet se ideen i at stoppe på feltet. Det var ikke fordi, der ikke var fart på op til bommen, for hundene kom ræsende ud af en lige tunnel og direkte op på bommen - vel at mærke med føreren hængende mere eller mindre bagved. Så derfor var jeg ekstra glad for, at hun stoppede på feltet!

MicMic

Tak for et super godt stævne til Hvalsø Hundevenner. Flotte præmier, lækkert mad og selv det fine vejr var der styr på. Tror alle deltagerne fik lidt ekstra kulør.

Lige for at vende tilbage til det med sommerferieplanerne, så spurgte jeg her ved morgenbordet Silas, hvad han syntes, at vi skulle lave, og hvordan vi skulle holde ferie, hvis han nu skulle bestemme. Svaret var uden tøven: "Vi kan jo se om ikke vi kan finde et stævne og tage derhen!!"

 Det var faktisk ikke lige det svar, som jeg forventede, men jeg blev da glad for, at han svarede sådan. Så ved jeg, at han helt sikkert godt kan lide at komme med til stævner, men måske er det også en indikation af, at han tror, at det er sådan "man" holder sommerferie.

mandag den 23. maj 2016

Familieweekender - nu med et prægtigt guldkorn fra Silas

Nu er det stævnesæson, og der er fuld fart på stævneprogrammet. Maj måned plejer at være den mest hektiske for mig, for alle weekenderne plejer at være pakket med stævner. Sådan har det dog ikke helt været for mig i år.

Min niece skulle konfirmeres d. 1. maj, og det var da en dag, som jeg hverken måtte eller ville gå glip af. Heller ikke selvom det var et "Kloster-stævne", som måtte vige pladsen.

Som skrevet i mit tidligere blogindlæg, så havde mine forældre guldbryllup i lørdags, så den dag var også reserevet til andet end hunde og agilitystævner. Men så kunne jeg jo også godt være taget til stævne om søndagen, altså igår. Ja, jeg havde også først meldt mig til, men fornuften halede ind på mig, og jeg trak min tilmelding tilbage. Det er vist første gang i de over 20 år, jeg har løbet stævner, at jeg har trukket en tilmelding tilbage.

I stedet blev min søndag brugt på at ligge og slumre op af Henrik søndag morgen, mens jeg gled ud og ind af søvnen og havde nogle virkelig mærkelige drømme, som jeg morede mig over, da jeg vågnede.

På Silas´ skole var der arbejdsdag, som bestod af 3 timers indsats fra mange forældre. Hold da op en overhaling skolen fik. Man kan virkelig rykke meget, når mange tager fat og løfter i fælles flok.

Derhjemme havde vi også lige et projet, som pressede sig på. Så vi gik hjem og fortsatte. Jeg har en høne, der ligger og skrukker på 6 æg. Hun har ligget på dem i 21 dage på onsdag. Det er rigtig spændende at se, om der kommer kyllinger. Vi håber det, og har nu lavet et lille barselshus til hende og hendes små kyllinger. Vi er dog ikke blevet helt færdige endnu, men er næsten i mål.

Men søndagens højdepunkt: Vi var simpelthen nødt til at køre en tur ned til Kalvø Badehotel. Vejret var så smukt og det er virkelig længe siden, at vi har haft held og planlægning til at kunne komme derned og få æblekage og varm chokolade - og en skøn gåtur.

En lækker oase. Kalvø er et skønt sted for en picnic
Silas og Henrik i en snak om et eller andet natur- og teknikemne
Silas er på billedet herunder igang med sneglematchmaking. Han udvælger, hvem der skal være par og så må de få sig nogle børn. For at gøre det let for dem, så lægger han dem op parvis, så kan de bare gå i krig. Da snegle er hermafroditter, så synes han ikke rigtig, at der var nogen undskyldning fra deres side.

Der er masser af Vinbjergsnegle på Kalvø
Om det var denne aktivitet, der en halv time senere fik ham til at spørge lidt mere ind til forplantning og hans egen tilblivelse, skal jeg ikke kunne sige. Men mens vi sad ved bordet udenfor på Kalvø Badehotel blev jeg pludselig lidt i tvivl, om vi var til "Frokost med mor", da Silas nærmest i bedste Bodil Jørgensen-stil spurgte Henrik: Hvor lang tid tager det at lave et barn? Hurtigere end nogen kunne nå at svare. Henrik og jeg kunne højest nå at udveksle et enkelt åh-nej-ikke-den-slags-spørgsmål-blik, så kom det mere uddybende spørgsmål henvendt direkte til Henrik: Hvor lang tid bollede I, da I skulle lave mig?

Der var måske en dybere mening med, at vi først skulle komme til Kalvø, da det store kaffe/kage ryk-ind var overstået. I den her situtaion var det rart nok at være eneste selskab på terrassen. Henrik og jeg kiggede på hinanden, og Henrik svarede: "Det ved jeg da ikke. Det tager jeg da ikke lige tid på". Ja, ja. Det er jo ikke svar, som Silas kan bruge til noget som helst, så han følger hurtigt og med lettere irriteret tone op med: "Tog det en halv time??" Henrik svarer undvigende, at det ved han ikke, (hvem fanden kan da også huske tilbage til en akt fra nov 2007?). Silas giver ikke så let op og prøver med et nyt ledende spørgsmål: "Tog det et kvarter? Nu begynder han at forstå, at Henrik ikke kender svaret, og han vender sig i stedet over til mig: "Mor, hvor lang tid tog det for dig?"

Her må Henrik og jeg sprutte lidt af grin, mens jeg forklarer ham, at hans far og jeg jo lige som var sammen om "projektet", og vi ikke aner, hvor lang tid det tog. Så giver han endelig op. Jeg aner ikke, hvor lang tid det tog, men helt sikkert ikke så lang tid, som det tager for sneglene. Hvis du vil se snegle-sex, så kan du se en oplysende og ikke specielt ophidsende video her

Ja, så gik ventetiden også lidt hurtigere. Vi sad udenfor og ventede på vores bestilling, mens vi nød det gode vejr og den smukke udsigt over Genner Bugt og lystbådehavnen.

Silas var frisk på æblemost og et stykke lagkage, og jeg skal da lige love for, at han fik sig et stykke lagkage. Henrik og jeg skulle have det "sædvanlige"; varm chokolade og æblekage.

Lagkagen syner virkelig mindre på billedet end i virkeligheden
Forrest ses den lækreste gammeldags æblekage. Mums!

Jeg var overbevist om at han ikke engang kunne spise halvdelen, men han levnede vel tre skefulde. Behøver jeg at sige, at han ikke rigtig var interesseret i aftensmad?! Nå ja, det var vi andre faktisk heller ikke.

Nå ja, jeg missede et stævne - endda et af de rigtig gode stævner (DCH Harlev), men jeg havde en fantastisk weekend med masser af familiehygge, og det vil jeg helt sikkert ikke bytte.

søndag den 22. maj 2016

Mine umoderne forældre

Min storebror hævder, at min far for mange år siden havde spurgt ham, om det ikke var træls at have sådan nogle umoderne forældre. Min bror måtte spørge hvad han mente med det. Jo, havde min far svaret (jeg kan nærmest høre denne samtale, selvom jeg ikke var tilstede). Dine forældre er så umoderne, at de ikke engang er skilt.

I går var det 50 år siden, at de blev gift, og de er skam stadig gift - endda med hinanden! Men jeg synes nu ikke, at de er umoderne. Jeg synes mine forældre er ganske fantastisk og kærlige. I mange henseender er de også ganske moderne. F.eks fejringen af guldbrylluppet.

Mine forældre for 50 år siden
Jeg husker stadig deres sølvbryllup som en dejlig fest, og selvom den lå midt i min eksamen, og jeg skulle op i et fag morgenen efter sølvbryllupsfesten. Denne gang var der ingen eksamen og sådan set heller ikke en traditionel fest.

Mine forældre havde blot bedt os om at reservere d. 21. maj og så ville vi få nærmere besked, når dagen nærmede sig. Jeg anede jo nok, at vi ikke var ude i noget med suppe, steg og is. Onsdag aften ringede min far for at sige, at vi skulle mødes udenfor Tivoli Frihedens hovedindgang kl. 12.45 lørdag.

Min mor pakker gaven op - Et gavekort til Sinatur hotellerne

Her skulle vi fejre guldbrylluppet. Vi var mine forældre og alt deres afkom i form af børn, børnebørn og oldebørn. Et selskab på 15 mennesker. Vi spiste buffet i Restaurant Friheden.

Selskabet
Silas var godt nok lidt utilfreds med, at vi skulle bruge tiden på at spise. Det siger jo ikke rigtig ham noget at spise. Han ville meget hellere ud og prøve alle aktiviteterne. Men han måtte pænt vente, for oldebørnene skulle også mæske soft-ice.

Der køres soft-ice ned for bordenden

Vi blev udstyret med turbånd, og så kunne vi ellers bare prøve de forskellige ting. Det var lidt svært at holde styr på tropperne, da aldersspredningen var fra 2 år til 43 år blandt dem som havde rakt poten frem, da der blev sat bånd om armen. Jeg synes faktisk at det var fedt at prøve forlystelserne sammen med min niece, min svigerdatter, mine knægte og den øvrige familie.

Henrik og Silas i bådene
Vi rundede af med en omgang pizza buffet, og da vi havde fordøjet det, så lukkede parken desværre. Øv øv, at de lukker allerede kl 20. Det er da sådan ca 2 timer for tidligt. Silas var også noget slukøret, da han så gik glip af de popcorn, som han tålmodigt havde ventet på.

Pizza-buffet
Tak til mine forældre for at fejre dagen på denne måde. Jeg nød i hvert fald turen i Friheden sammen med hele familien. Jeg håber det var præcis sådan en dag, som de ønskede sig. Desværre blev fokus nærmest fjernet fra guldbrudeparret og alle ungerne kom til at fylde i stedet for, men jeg tror faktisk også, at det var i deres ånd. Men det betyder jo faktisk, at der ikke engang er et billede af guldbrudeparret fra dagen. Jeg havde valgt at lade kameraet blive hjemme og har kun en lille håndfuld billeder på min telefon.

Og ikke mindst tak til mine forældre for at blive sammen og give min bror og mig en tryg barndom uden skænderier, druk og utilregnelighed og hvad andre familierne måske slås med. I det hele taget en tryg barndom, hvor man altid vidste, at døren stod åben og der var hjælp at hente til hvad som helst.

torsdag den 19. maj 2016

Kingsmoor Cup 2016

I år var det 10. gang, at Ribe Hundevenner afholdte agilitystævne hen over pinsen, og i år var det ikke helt som det plejer at være. Vi plejer at have helt fantastisk vejr. Nogen år faktisk alt for godt. Vi har i hvert fald aldrig haft gennemgående dårligt vejr. I år fik vi det hele. Sol, blæst, regn og hagl.

Hagl - hvad sker der lige for det??

Mellem min tjans med at fylde op i præmieboden og uddele præmier skulle jeg også løbe med MicMic og Ninja. Stævnet var kvalifikationsstævne til DKKs DM.

Jeg synes ikke, at Ninja og jeg løb specielt blændende i denne weekend. Vi havde to fejlfrie løb ud af vores 6 løb. Det var de to AG3 løb, hvor vi blev nr. 4 i begge løb. De to fejlfrie løb gav os samtidig adgang til DKKs DM. Det var jo sådan set meget rart at have den del overstået.

Så er Ninja DM klar
(lidt snyd at billedet er fra stævnet i Viby...)

Efter Viby kunne jeg godt mærke, at jeg var lidt utålmodig og måske næsten "modløs" over MicMic. Jeg har ikke tidligere oplevet, at mine hunde forstod 2 on/2 off så ringe som MicMic har gjort i denne sæson. Jeg startede hende jo med vilje ikke i agilityklasserne sidste år, fordi jeg synes, at hendes forståelse for udgangspositionen var for ringe.

Inden 2016 sæsonen gik igang var jeg godt tilfreds med hendes udgangsposition. Særligt hjemme i haven kan hun præstere det fineste og hurtigste felt. Nogen gange kunne de svipse til træning, men det var i tydelig for mig, at hun forstod udgangspositionen og i øvrigt også fandt den atrraktiv (logrende og smilende og forventningsfuld hund på feltet). Så jeg så frem til sæsonstarten med MicMic.

På Vilhelmsborg ville hun til en start overhovedet ikke over balancebom og vippe, og jeg endte med at måtte "trække" hende over, som om hun var en legetøjsbil. Kom hun endelig op, så gjorde hun ikke forhindringen korrekt færdig. Langt fra endda.

Til de følgende stævner var det ikke et problem at komme op på dem, men det kneb med at fuldføre forhindringen korrekt. Som oftest blev hun nærmest skudt af balancebommen. Jeg syntes var lidt frustrerende og havde også gået op grublet lidt over hvorfor. For det var naturligvis ikke et problem, når vi trænede.

Det to ting, som jeg selv kunne pege på var, at jeg måske ikke selv løb så langt frem på feltet på bommen og at MicMic kører så højt til stævner, at hendes lille hoved ikke helt kan rumme det hele, og at opgaven så "eksploderer" i hendes hoved. Hvem gider da også at stoppe, når det går allerstærkest?


MicMic - min lille jordfræser!
(også et billede fra Viby stævnet)

Men i denne weekend lignede det mere og mere det agility som jeg gerne ville se. Jeg valgte dog at lade hende diske i to af agilityløbene (pga bommen). Nu fortsatte hun sit løb ned af bommen, men fik ikke helt stoppet i udgangspositionen, men jeg var/er lykkelig for udviklingen.

Desværre kunne det se ud til, at jeg nu får mig en ny udfordring, som jeg skal have styr på. MicMic sætter mere og mere tempo på i sine løb og er mere og mere dus med banerne, og vi begynder ligesom at blive fortrolige. Så det er vel meget naturligt, at hun speeder op, når hun er komfortabel på banen. Men det koster åbenbart på hendes rytme på A´et, som hun to gange i pinsen fløj meget højt over og kun ramte selve feltet på nedgangen. Det er absolut ikke nogen ønskelig forcering af et A-brædt.

Ja ja uddannelse af god agilityhund er en langstrakt proces, og jeg er i øvrigt helt åben overfor løsningsforslag vedr. A-brædtet. Jeg er ikke lige klar til at slippe løbefeltet på A´et. Desværre har jeg ikke nogen af hendes agilityløb på video, så man kunne se det.

Jeg har dog et af hendes meget fine springløb, hvor jeg rigtig måtte kridte skoene for at følge med hende. Link til søndagens Spring 1 løb. MicMic er sådan en sjov og glad hund, der bare smiler hele vejen rundt på banen.

De åbne klasser, som gav adgang til finalen var efter min smag lidt for svære. De var naturligvis ikke "for svære" for Ninja, men det lykkedes os alligevel ikke at gennemføre nogle af de to åbne klasser. Ja, det var bare nogle små missere, der kostede en finaleplads. Sådan er agility.

Efter at have gået banerne havde jeg heller ikke de store forhåbninger til MicMics resultat på de åbne baner, men jeg må sige, at hun overraskede mig meget positivt, og klarede dem langt bedre end forventet. Der var faktisk også bare tale om et par små-missere, hvor jeg nærmere havde forestilllet mig, at vores gennemløb ikke helt ville have flow pga sværhedsgraden. Vi blev godt nok disket i begge, men gennemløbene var langt bedre end forventet.

Fuji og Silas hygger i campingvognen

Det er nogen gange en hård tjans at være involveret i stævneafviklingen, løbe selv og have Silas med. Men det plejer at lykkes. Silas er også blevet så stor nu og nyder at sidde i campingvognen det meste af dagen. Han kan klare mange ting selv, men han kan dog ikke alt selv, og der er behandling og medicin, der også lige skal passes ind.

Gåtur

Heldigvis var han også ret opsat på, at vi skulle ud at gå en lang tur hver aften. Så når stævnedagen var slut var Silas lige klar til en travetur på en lille times tid.