fredag den 24. juli 2015

Jutlandia Cup - skærende kontrast til sidste års cup

Uge 29 gik i Guldager ved Esbjerg, hvor der var ugestævne med deltagere fra 16 forskellige nationer. Jeg skulle løbe med Ninja og MicMic, og jeg håbede da også, at vi kunne levere nogle hæderlige resultater.

Ugens resultater
Første dag var jeg fejlfri i den åbne klasse med Ninja og det gav en 10. plads, og det er jo ikke så ringe, når der er over 250 deltagere i klassen, så jeg startede med at være rimelig ovenpå.

Fra præmieoverrækkelsen
Så ja, første dag var sgu mægtig, men så kneb det også derfra med de fejlfrie løb, og jeg fik et par dage uden, at nogen af hundene kunne løbe fejlfrit. Det var en anelse frustrerende, men jeg fik tænkt lidt over det. Mine løb og min kommunikation med begge hunde fungerede, og det var sådan nogle små ting, som gjorde, at løbene ikke var fuldendte. Konklusionen var, at vi var tæt på at være "der", hvilket jo ville være meget bedre end, hvis mine hunde var vildt langsomme eller løbene var total rodede og det var tilfældighederne, der førte os gennem banerne. Så jeg forsøgte at bevare optimismen, og kom stærkt igen dagen efter hviledagen, hvor Ninja og jeg fik trykket et super godt AG3 løb af. Det var virkelig et godt løb, og det indbragte mig 1. pladsen (foran 116 dygtige ekvipager). Det var helt vildt. Jeg indkasserede også et agilitycertifikat for præstationen, så nu mangler vi blot et cert. for, at Ninja kan kalde sig DKAGCH.

Cert, asti. roset og et stort smil
Cuppen slutter altid med en spændende finale, og alle vi vel gerne være med til at løbe denne finale? Ja, jeg vil i hvert fald gerne. Gamle Charlie sikrede mig altid en billet til de der finaler, men Ninja er en tand hurtigere og konkurrencen i stor klasse noget hårdere, så der kan hurtigt rykkes rundt på tingene. Torsdag aften lå vi nr. 13 til finalen, men vi blev desværre disket i det sidste kvalifikationsløb og endte derfor på en delt 26. plads, hvilket jo i virkeligheden var lige udenfor finaledeltagelse. Men et afbud gav mig adgangsbilletten til finalen, og jeg havde faktisk en meget mærkelig følelse over, at skulle løbe denne finale. Jeg ville egentlig utrolig gerne, men jeg "turde" næsten ikke, og jeg var ganske grådlabil. Faktisk stod jeg og tudede op af Sarah, der har opdrættet Ninja nogle timer før finalen. Hun smilede kærligt og sagde, at jeg skulle vente med at tude til jeg havde vundet finalen... :-)

Jeg undrede mig over følelsen, for jeg elsker at løbe finaler og bliver normalt "høj" og tændt, men jo mere jeg tænkte over det og "smagte" på mine følelser, jo mere overbevist blev jeg om, at jeg "blot" var enormt overvældet. Dels fordi jeg sidste års Cup mest var præget af bekymring og chok, da Ninja som bekendt blev skadet efter et styrt fra balancebommen. Jeg tager det bestemt ikke for givet mere, at mine hunde bare kan løbe agility, så taknemmelighed er nok den følelse, der i hverdagen fylder mest i mit sind (ikke kun i agility, men også generelt pga vores forhistorie med Silas). Men jeg var også totalt overvældet over at træde et skridt tilbage og se, at Ninja og jeg faktisk var blandt de bedste 10% af de store hunde.



Finaleløbet
I finalen skulle jeg løbe som nr. 4 ud af de 28 deltagere. Da jeg stod til start, tænkte jeg bare kærligt på søde Ninja, der fandt sin "plads" siddende mellem mine ben - klar til start. "Nu skulle vi bare ind og have det sjovt". Første del af banen var tricky, og jeg havde set en del "tabe" deres hunde der og få en disk ved, at deres hunde havde valgt den forkerte tunnel. Så jeg skulle ikke nyde noget af, at vende ryggen til min hund i den kombination. Jeg handlede nok en smule anspændt på de første 4-5 forhindringer, men så speedede vi op, og jeg hørte publikums heppen og support. Efter den lange tunnel, der var placeret efter bommen, så jeg Ninja komme ud og tvivle et øjeblik, inden hun sprang kort over springet efter tunnellen. Nu var der kun 4 forhindringer tilbage og ved anden sidste, når jeg at tænkte, at jeg pokkerme skal holde den HELE vejen, og jeg er virkelig lettet, glad og stolt, da vi kommer i mål. Tror måske endda jeg kniber en tåre igen.... Ja, den taknemmelig tudeprinsesse, det er mig!


Nu er der bare tilbage at være tilskuer og se om min føring holder. Folk giver den jo gas i en finale, og derfor er der også ofte mange, der diskes. Denne bane var dog efter min smag en anelse for svær til en finale, for det fjerner jo spændingen, når ekvipagerne diskes på forhindring nr. 4. Der blev nu også delt disk ud andre steder, lige så vel som der var fejl og gennemløb, der ikke var så hurtige som mit og Ninjas. Vores føring holdt faktisk lige indtil næstsidste ekvipage, hvor vi måtte se os slået med et halvt sekund. En anden plads er vel egentlig "første-taber-pladsen", men jeg var og er vildt stolt af placeringen. Jeg synes stadig, jeg har meget at lære i stor klasse, og jeg har aldrig haft så høje tanker om mig selv, at jeg troede, at jeg kunne bide skeer med "de store".

Præmieoverrækkelse for finalen


MicMic
På cuppens sidste dag leverede MicMic også sit eneste fejlfrie gennemløb, og vi blev nr. 2 i Spring 1. MicMic løb ellers fantastisk, men havde lidt svært ved at kapere slalom. Hun havde også et prægtigt tempo på banen, og så kan det kræve sit at få afpasset tempoet efter, at man også kan forcere en slalom korrekt.

Smilende MicMic
(Foto: Tina Hindsgaul)
MicMic er bare så sjov en hund at løbe med, for hun er simpelthen så glad, når hun løber agility. Det er lige før hun smiler i hele hovedet.

Ninjas hvalpe
Jeg var så heldig, at alle de danske hvalpe var med ved Jutlandia Cup. Det var rigtig dejligt at gense dem alle, og have lidt mere tid til at nusse og betragte dem, end jeg typisk vil have på en almindelig stævnedag. Det blev faktisk også til et lille familieportræt. Det er ikke nogen nem opgave at tage et billede af sådan en flok banditter.

Doody, Darwin, Ninja, Fuji, Logan

Alle fik de leget på plænen efter billederne blev taget, og det gik rigtig fint. Ninja mente godt nok at Doody trængte til lidt ekstra opdragelse, så hun var lidt efter ham, men ikke mere end hun også gerne ville lege med ham. Men hun var helt tydeligt "mor".

Hviledag
Cuppen byder også altid på en hviledag. Den brugte vi i Blåvand Zoo. Et rigtig hyggeligt sted, som jeg gerne vil anbefale. De har åbent hele året rundt, og stedet har masser af små oaser, hvor man kan sidde og spise sin medbragte madpakke. Deres eget udvalg af mad svarer nok til hvad klubhuset i den lille lokale fodboldklub kan diske op med, men til gengæld må man også spise sin medbragte mad i cafeteriet.

Fuji betragter en struds
Jeg havde kun taget Fuji med derud, for ja, man må nemlig også have hunde med i Blåvand Zoo. Fuji skulle jo ikke løbe agility, og jeg tænkte, at hun nok ville have godt af en op på opleveren uden de andre. Det skal jeg da også lige love for, at hun fik. Hun var godt nok på lakridserne med alle de fremmede indtryk. Ikke mindst lugten af rovdyr, når man pludselig stod ud for et rovdyranlæg fik godt nok skærpet hendes sanser.

Der var masser af oplevelser i Blåvand Zoo

Vi andre kom også tæt på dyrene. Nogle af dem endda rigtig tæt. F.eks fik vi en slange rundt om halsen. Silas var rigtig sej og ville de rigtig gerne. Hvis man ikke passede på, så rakte aberne også ud efter en.

Esbjerg
Det var i øvrigt første gang, at Esbjerg husede Jutlandia Cup. Det var let at køre til vandet derfra. Ikke  kun til Blåvand, som lå en halv times kørsel derfra, men også til Hjerting Strand, hvor jeg samme med drengene også tog et smut til stranden og nød en is, men solen gik ned.

Is-selfie

Silas fjoller

Det var en smuk aften, og jeg er glad for at vi fik sparket os afsted, for når først præmieoverrækkelsen var overstået og familien var fodret af, så var der ikke ret meget mere energi på kontoen, og man kom ikke rigtig afsted til noget.

Smuk solnedgang

Ny bane
Da stævnet var slut, og sidste præmieoverrækkelse var overstået var vi vist alle lige så trætte som et alderdomshjem. Henrik havde haft hjælpertjans hver dag fra 8-17, så han var også noget brugt. Så vi snuppede en overnatning mere, og næste dag stod den på pakning af campingvogn og ikke mindst af min nyindkøbte agilitybane. Faktisk var det den bane, som finalen blev løbet på, som jeg på forhånd havde købt. Det var lidt sjovt, for vinderen af finalen vandt 5 spring, men jeg jokede lidt med, at det var bedre, at blive nr. 2, for jeg havde jo fået hele banen hjem

Ny bane - flotte farver!

Nu glæder jeg mig så bare til at kunne bygge baner i haven, som nu kan blive betydelig mere komplette end før, hvor jeg manglede den del forhindringer for at have en komplet bane. Da jeg sad og noterede mine fejl for Jutlandia Cup ugen, var det også ret tydeligt, at det var den manglende vedligeholdelsestræning, som kostede os fejlene. Især voldte ugens mange svære slalomkombinationer en del problemer.

fredag den 10. juli 2015

God rejse GammelFar

17 år blev det til. Kan man overhovedet forlange mere?

Jeg vil i hvert fald ikke forlange mere. Egentlig tror jeg da sagtens, at jeg kunne hive et par måneder mere ud af Charlie - og dog. De sidste par uger, har jeg bare set nogle ting ved ham, som fik mig til at træffe beslutningen og lade Charlie rejse over regnbuebroen, inden hans liv blev uværdigt.

R.I.P Charlie
16.06.98 - 10.07.15
Egentlig var Charlie en glad gammel fyr, der da også sprang rundt i haven og hyggede sig, men det meste af tiden lå han i sin sækkepude i stuen og sov. Det er vel også fint nok, når man er 17 år. Turen op og ned af trapperne klarede han selv, men det skete, at han mistede fodfæste og trillede et par trin ned. Når det skete, så var han altid total upåvirket og gik bare stille og roligt videre i underetagen. Typisk Charlie at tage alt sådan oppe fra og ned. Det var en af de ting, der var så fantastisk ved ham. Han lod sig aldrig slå ud eller hidsede sig op. Han havde et rigtig dejligt væsen.


Charlie var en særlig hund, og absolut ganske MORsyg. Det var vigtigt for ham at have styr på, hvor jeg var i huset, når jeg var hjemme. Sanserne var her på det sidste ikke så fantastiske mere, og det kunne godt knibe med at se forskel på, om det var mig eller Henrik. Og det var der stor forskel på i Charlies verden. For at finde ud af, hvem det var, snusede han dybt ind, hvis det var en nitte Henrik, så fnøs han med afsky, mens han ofte bare gik veltilpas til ro, hvis det var mig. Jeg har altid været den vigtigste for Charlie, og det har ofte været belastende for andre at passe ham, fordi han bare ville have sin mor.

Charlie med piv-mus i munden - og tæt tæt ved mig.
Det var svært at stikke
De sidste uger var det som om, at han ledte særlig meget efter mig og nogle af nætterne vadede han bare hvileløst på stuegulvet. Han plejede ellers bare at snuse ind under døren til soveværelset og konstatere, at jeg var derinde og derefter lægge sig i sækkepuden (som lå udenfor soveværelsesdøren) og sove.

Charlie på sin yndlingsplads

I en meget lang periode gik han sjældent længere væk fra hoveddøren end 10 meter, hvis der ikke var selskab af mig med i haven. Han klarede sine ærinder i bedet i forhaven og tissede helst bare op af blomsterkummerne lige udenfor døren (dem måtte vi fjerne til sidste, fordi der stank af pis, når man åbnede døren) Den sidste måneds tid har han ofte været udenfor i en time eller to - også selvom det var mørkt. Det er jo ikke let at kalde på en døv hund. Han kunne høre klap, men når man klapper lige udenfor huset runger lyden mellem bygningerne, og Charlie kunne ikke finde ud af, hvor lyden kom fra. Det var heller ikke let se ham, når det nu var mørkt. Vores have er over 4.000 kvm med div krat, små tilbygninger osv, så det var ikke bare lige sådan at finde ham. Jeg tænkte, at han nok bare var på opdagelse og gik og hyggede sig, men til sidst var jeg faktisk mere bange for, at han i virkeligheden for vild og derfor var "væk" så længe. Hvorfor skulle en 17 år gammel hund pludselig blive "eventyrlysten", når han i 2 år ikke har gidet at bevæge sig for meget rundt i haven. med mindre vi gjorde ham ved selskab?

Charlie får sig lige en hyggenussetur i haven, mens Tobias holder pause fra
hønsegårdsbyggeriet i påsken 2015
Charlie har været i min flok altid, i hvert fald lige så længe, at man kan tale om en flok. Han har været rigtig fin at have i flokken og altid været den kloge hund, som de unge hunde så op til. Han har sådan set aldrig gjort meget væsen af sig på den front. Han var den perfekte legeonkel og elskede hvalpe. Han blev faktisk helt ustyrlig, når han så hvalpe. Desværre fik han ikke meget fornøjelse af Ninjas hvalpe, da han var blevet for gammel til sådan rigtig at lege og han bemærkede dem knap nok. Fuji forgudede Charlie, og jeg har aldrig rigtig forstået hvorfor, for jeg kan ikke rigtig se en relation.

Fuji Hundehvalp har taget plads i kurven ved siden af Helten Charlie

Charlie var bestemt også Ninjas bedste ven, da hun var hvalp og unghund. Charlie fandt sig i alle hendes tossestreger. Hun slæbte rundt i kraven på den gamle dreng, og han sagde aldrig fra.

Da jeg købte  Charlie hos opdrætter Gert Ziegler i Dianalund i 1998, var han bare en lille mørk border terrier hvalp, og han var mit håb om en ny agilityhund. Charlie har ikke skuffet mig. Jeg fik ikke noget forærende, og jeg lærte meget af ham. Vigtigste lektie var, at man ikke skal træne for svære ting for tidligt. Bare fordi hunden er dygtig, så behøver man ikke hive VM banerne frem. Det dræbte en del fart for Charlie, og jeg har husket det lige siden og træner stadig mine unge hunde efter den lektie.

Jeg tror, at vi er til Jutlandia Cup 2014

Charlie var ikke en vinderhund i den forstand. Han var en hund, der slog til på sin utrolig stabilitet og jeg har ikke tal på hvor mange gange, han har vundet et stævne, når klasserne blev lagt sammen. Han var stort set altid sikker på en finaleplads og det er da også sket, at han har vundet finalerne, fordi han var stabil uden at være decideret langsom. Største resultat var da vi vandt et stort stævne ved Bremerhaven i Tyskland. Det var bare for vildt. Jeg anede ikke, at jeg havde vundet de sammenlagte klasser i klasse 3.

Charlie blev også den første danske Border Terrier, der kunne smykke sig med titlerne Dansk Agility Champion og Dansk Spring Champion.

Charlie i en yngre udgave
Det bliver så mærkeligt, at Charlie nu ikke er her mere. Slut med terrierkapitlet i mit liv. 25 år med terriere blev det til, og nu tæller huset kun hyrdehunde. Det bliver mærkeligt, at stuen ikke fyldes med hans gammelmandssnorke-/gnaske- og smaskelyde, som man hvor underligt det end kan lyde, måske også kommer til at savne. Næppe vil jeg savne hans lyse hår, der borede sig ind i alle tekstiler, men det hørte lige som med til Charlie.

Man kan vel altid snuppe en lur i en skål?!
Dania Cup 2014
Charlie været en fantastisk repræsentant for racen, og jeg ved, at flere har valgt racen efter at have mødt mig og Charlie. Den ære skal Charlie ikke glemmes for.

Charlie sov ind i mine arme hos dyrlægen ved middagstid. Jeg fulgte ham afsted på hans sidste rejse, og nu hviler han i vores lille skov, side om side med Diva og "Prinsessen".

onsdag den 8. juli 2015

Lykken er en mormor og morfar....

Det er efterhånden mange år siden, at jeg var barn, men jeg husker stadig de mange ferie, som jeg var på hos mine bedsteforældre i Haslund ved Randers. Det var en ren fest at være på ferie der. Der var badebassin og hængesofa i haven, man spillede "Antonius" over hustaget med sine fætre og kusiner, når vi var så heldige, at vi var flere på ferie på samme tid.

Min mormor og morfar til deres krondiamantbryllup i 1995
Hele ferien var dagen på børnebørnenes præmisser. Som jeg husker det, så spillede mine bedsteforældre Ludo og 500 med mig dagen lang (sådan var det nok ikke), og var mine kusiner der også, så kunne vi hyggelege dagen dagen med vores barbiedukker, som vi kunne af- og påklæde i et væk. Da der var købmand i den lille by, kunne vi få en femmer og gå ned og købe os lidt slik.

Min mormor tog os med bybussen ind til Randers by, hvor jeg mest husker, at vi handlede ind i Schou -Epa (den butikskæde er forlængst død) i Dytmærsken, og vi altid skulle forbi den Jydske Hingst på Østervold. Jeg erindrer faktisk ikke, at der var lavet de store foranstaltninger for os børnebørn, når vi kom på ferie. Kun at vi blev forkælet med opmærksomhed og tid. Jeg husker også at mine bedsteforældre havde en VW Boble, men den blev vist kun taget i brug, når turen ikke gik ind til Randers by eller også hang det sammen med, at min mormor ikke havde kørekort.

Den Jyske Hingst på Østervold
Jeg husker nu også, at mormor forventede, at vi hjalp lidt til med de huslige pligter f.eks med at gøre lidt rent, og jeg husker godt, at hun bad mig om at tørre støv af på hendes mørke reoler. Jeg fandt nu det projekt aldeles åndssvagt, for der var jo slet ikke støvet.... Jeg husker også, at hun vaskede (kogte) tøj i en stor balje i vaskehuset, som var en slags udhus, vel som et gammeldags bryggers. Den store balje i samme vaskerum kom i brug, når vi børn skulle bades. Der var godt nok også en bruser i det lille badeværelse i den anden ende af huset, men det var bare mere et mormorbad at komme i baljebadet.

Der var bolcher og søde sager i mormors køkkenskab bag spisepladsen eller over køleskabet. Hvor er det bare sjovt, at man stadig husker alle disse rare sommerstunder i det gamle lavloftede hus med den hyggelige have, hvor man kunne plukke kirsebær, stikkelsbær og ribs.

Men noget af det bedste ved disse ferier var, at man kunne bestemme menuen. Stakkels min morfar, der i flere uger i træk (vi var en del børnebørn, der på skift kom på ferie) må se stegt flæske og medister blive byttet ud med pandekager, æbleskiver (lavet i en rigtig æbleskivepande naturligvis) og risengrød, for de retter var omtrent, hvad alle feriebørnene ønskede hver gang.

Hvor er jeg glad for, at Silas også har den fornøjelse at kunne tage på ferie hos sin mormor og morfar - ligesom Tobias altid har kunnet det. Silas har også bestemt menuen for sin lille ferie her mandag til torsdag, og startede mandag ud med at bestille pandekager, tirsdag hakkebøf og mon ikke også han kan snige laks med ind på menuen, inden han skal hjem imorgen?

Silas og morfar hygger i Jesperhus, hvor vi var afsted sammen i 2011
I dag har de været i Skandinavisk Dyrepark, og Silas kan jo nok holde sine bedsteforældre igang vil jeg tro. Da jeg kørte mandag var han i hvert fald igang med at fægte med lyssværd med morfar. Man skal ikke tage for givet at bedsteforældre gider, men jeg er sikker på, at både børnebørn og bedsteforældre får noget ud af det. Og jeg glædes meget over, at mine forældre gider, for jeg ved, hvor meget tiden med mine bedsteforældre har givet mig af minder.

Silas i Skandinavisk Dyrepark

Henrik og jeg fik lavet vores arbejde uden, at Silas skulle overlades til sig selv, når nu SFO´en holder lukket i 4 uger. Som bonus fik vi også mulighed for at gå lidt ud om aftenen, men det var der nu ikke meget fis ved. Fedt, tænkte vi den første aften. Lad os tage i biffen. Desværre var der ikke nogen film, som vi gad at se. Pyt, så gik vi en tur med hundene ved vandet, og da vi var allerlængst væk fra bilen, stod det ned i stænger. Det blev en våd tur. Idag var vi enige om at tage en tur til Ribe, tage ud at spise og gå med vægterne, men vejret idag er så 12-14 grader, det blæser vel 12-13 m/sek og det er krydret med regn. Hmmmm! Nej, det blev så ikke Ribe. Men en dessert på en restaurant i Haderslev, bare fordi vi kunne.....