søndag den 13. juli 2014

Ikke helt den Dania Cup, som jeg drømte om....

Uge 28 bød på Dania Cup. Et stort internationalt agilitystævne med deltagere fra mange lande, så som Italien, USA, England, Tyskland, Norge m.fl. Det er altid  interessant at løbe disse store ugestævner med mange dygtige ekvipager og interessante udenlandske dommere (og deres anderledes baner).

Jeg havde rigtig glædet mig til stævnet. Desværre sluttede det for Ninja allerede på dag 2 tidligt om morgenen, da hun i første gennemløb havde et rigtig træls styrt fra balancebommen, hvor hun blev kastet ned i benene ved nedgangen. Se videoen, og du forstår måske hvorfor jeg var så trist og opløst af gråd om mandagen, hvis du mødte mig der



Jeg var ganske enkelt i chok, da jeg vender mig om og ser min hund styrte, hvorefter hun piber og kryber hen mod mig. Det som kørte for mine øjne var ikke bare,at jeg min agilityhund var "gået i stykker", men også en frygt for at ryg, bagben, bækken, whatever var smadret, og Ninja betyder bare noget helt og ganske særligt for mig. Jeg var så bange, da de kompetente hjælpere, der kom til ringen, ville mærke på hende og rejse hende op. Det var så frygteligt, jeg var så bange og ked af det, og kunne slet ikke styre min gråd. Som jeg sidder her en lille uge efter og skriver om det,så får jeg igen tårer i øjnene.

Still-billede fra videoen


Ninja blev undersøgt at dyrlæge Rikke Wriedt på stævnepladsen.. Hun sendte os videre til dyrehospitalet, for at få røntgenfotograferet Ninja og få hende smertedækket. På dyrehospitalet blev hun gået igennem af to dyrlæger og derefter røntgenundersøgt. Der var heldigvis ikke påvist noget på røntgen, og alle tre dyrlæger havde ved gennemgang af hendes ryg, ben og bækken kun kunnet konstatere en hævelse ved venstre knæ fra slaget. Hjem på stævnepladsen og holdes i ro. Slut med Dania Cup for Ninja!

Hjemme på pladsen fik jeg nærmest kastet Lindas to tæver i armene. Linda var ikke helt på toppen selv  og var optaget af nogle hjælpertjanser, så hun overlod sine hunde til mig. Godt nok var jeg lidt ved siden af mig selv, og blev tit stoppet af folk stævnepladsen, fordi de gerne ville høre til Ninja, men der var ingen tvivl om, at det tvang mig til at tænke på noget andet. Det var tilmed en fornøjelse at løbe med Linda skønne piger. Synd for Linda, så var hun sengeliggende om tirsdagen, hvor jeg igen kunne løbe med hendes hunde. Men heldigt for mig - og jeg blev aldeles gode venner men Catja og Hannah.

Hygger med Catja


Så var der lige gået et par dage mere, og vi besluttede at blive på pladsen. Vi havde jo regnet med det alligevel, men det er nu ikke det samme bare at slaske rundt på pladsen, som at skulle løbe. Det gode ved at blive var, at behandler Niels Poulsen kunne give Ninja behandlinger hver dag og løsne eventuelle spændinger.

På torsdag skal Ninja til kontrol, og så må vi se, hvad dyrlæge/kiropraktoren på Nordre Dyrehospital siger til hende. Jeg krydser mine fingre for, at vi snart er tilbage igen.

torsdag den 3. juli 2014

Et nyt liv begynder

Mange måneders uro har nu givet mig total ro og ikke mindst oceaner af energi. Jeg vågner hver morgen, før vækkeuret skulle have ringet (hvis alt nu var som før). Jeg er frisk og fuld af ideer fra første minut. Jeg er glad, afslappet og ikke mindst nærværende.

Fra en smuk sommermorgen på stranden 3-4 km herfra.
Siden sidste sommer har jeg nærmest gispet efter vejret for at følge med alle de udbud, som er væltet ind. Jeg har vundet flere af sagerne, og som sælger skal man naturligvis også juble over det. Det har jeg også gjort, men til sidst jublede jeg faktisk ikke, når jeg vandt en stor sag, tværtimod. Så tænkte jeg bare opgivende på alle de ekstra opgaver, der fulgte med en ordre. Jeg husker fra 2007, at det er et meget skidt tegn (Kort efter at have haft samme følelse for en større ordre, som jeg vandt dengang, gik jeg med et brag ned med stress). Derfor blinkede og dyttede mine alarmklokker, og jeg gjorde mit bedste for at passe på mig selv (selvom mine omgivelser måske ikke kunne se, at jeg passede på). Jeg havde forlængst gjort op med mig selv, at dette her måtte slutte. Jeg ville ikke være med mere. Jeg følte mig overbevist om, at jeg ikke ville blive mindre presset i den nye organisation i firmaet, hvor jeg har været ansat i over 18 år.

Onsdag var jeg kaldt til en samtale, hvor vi skulle drøfte fremtiden, nye lønforhold mv. Jeg havde ladet op til mødet ved at bruge det meste af ugen op til mødet på at rydde op i mine mails og filer. Faktisk havde jeg stort set rent bord. Alle mine arbejdsting stod klar derhjemme - lige til at poste ud af døren, hvis nogen ville afkræve mig dem i en fart. Selv bilen var tømt og rengjort. Så onsdag kørte jeg lettere spændt til møde.

Jeg regnede med, at min stilling og løn ville blive ændret, og havde alle argumenterne klar til at overbevise dem om, at den nye stilling eller lønpakke ikke var en tilfredsstillende løsning. Mødet var under to minutter gammelt, før jeg fik den besked, at de ville nedlægge min stilling. Det var nærmest en gave at få. Ikke mindst  fordi jeg dermed ville blive fritstillet. Jeg har jo været der i "100 år og en madpakke", og er derfor ikke så let (læs gratis) at komme af med, så jeg havde ikke forestillet mig, at de selv ville  lægge ud med at foreslå, at samarbejdet skulle stoppe.

Så har jeg også prøvet det...

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg var ked af deres beslutning. Jeg kunne næsten ikke tro, at de serverede min drømmeløsning på et sølvfad for mig, og det var svært ikke at juble (men naturligvis ville det være et skidt udgangspunkt for forhandling i en fratrædelsesaftale). Naturligvis var det også lidt ambivalent, for jeg har mange gode år og mange gode minder fra mange år i firmaet. Men alle mine tidligere chefer og flere af de "gamle" kolleger er stoppet, og der er helt klart "nye tider", og jeg var nået til et punkt, hvor jeg ikke kunne se mig selv, som en del af fremtidens "besætning". Der er naturligvis stadig mange kolleger, som jeg er ked af at skulle sige farvel til.

Blomsterbuddet bragte mig en smuk buket
fra nogle af mine kolleger
Nu er jeg så fritstillet i min opsigelsesperiode. Man kan sige, at jeg har lang sommerferie. Faktisk resten af 2014. Jeg kan gøre præcis, hvad  der lyster mig, og den første uge er fløjet afsted med diverse gøremål, hvoraf mange af dem mest består i følge op på hængepartier. Jeg er ikke urolig for fremtiden, for jeg ser så mange muligheder, og har også allerede mærket interesse vedr. min ledighed og drøftelse af muligheder for fremtiden. Det er bare et spørgsmål om, hvilke af dem jeg skal prøve kræfter med. Indtil videre skal jeg bare holde en god og ubekymret lang sommerferie, hvor jeg nu også ved, at jeg har tid til at få Silas sendt godt afsted til skole, når han starter i august. Det er endnu en stor gevinst.

Hav en rigtig dejlig sommer. Jeg er sikker på, at min bliver helt og aldeles fantastisk.