fredag den 30. april 2010

Første stævne på græs i 2010

Søndag morgen pakkede jeg Diva og Echo og kørte mod Albertslund for at løbe agility. Jeg var spændt på at skulle løbe med Echo, for det var hans debut i agilityklasserne.

Jeg har forsøgt mig med løbefelter, men synes måske ikke, at det er lykkedes mig at træne dem 10.000 gange, som man bør for at gøre sig en forhåbning om, at bevægelserne med at løbe ned over feltet er helt på plads.

JEg kan godt finde flere mere eller mindre gode forklaringer på den manglende træning, men det er jo i princippet ligegyldigt.



Echo i spring åben. Han har helt styr på hvilket tunnelhul, han skal ramme.


I Agility Åben missede han klart feltet på A´et og sprang faktisk også højt oppe på balancen, men bagpoterne ramte feltet i bunden. Vippen er ret nyindlært og den gik rigtig fint, fordi den stod som nr. 3 forhindring. Hvis den står et sted på banen, hvor han har fart på, så kan han godt finde på at løbe udover den, fordi han ikke opdager, at det er vippen, før han hænger ude i luften.


I Agility 1 sprang han både balancen og A´et og vippen kiksede også, fordi han pludselig fik øje på de små sandsække på vippens ben, som skal holde den fast. Da han så, at de ikke var farlige, så tog han godt nok vippen.


Men et tilbageblik på dagens løbefelter er sgu ikke opløftende. Egentlig sprang han alle 4 felter, men havde held til at ramme det ene, fordi han sprang så højt oppe, at bagbenene ramte bunden af feltet. Jeg har besluttet at holde ved løbefelterne, indtil efter pinsestævnet. For helt ærligt så tror jeg ikke, at de fungerer for os, men jeg vil gerne bevare farten over forhindringerne, og jeg tror ikke, at det er noget problem for mig at indlære stop-felter på Echo. Så han får lov at løbe over feltforhindringerne lidt endnu, og så må han få de felter, som han nu rammer. Inden han "mødte" vippen kendte han ikke udgangspositionen, og det har ikke været et problem at få ham til at forstå den. Så det kan vel også indlæres på balance og A?!


Echo i Agility klasse 1



Jeg bør da også lige nævne, at Echo vandt spring klasse 2 og rykkede dermed op i spring klasse 3. Så det er da et step på vejen til et af målene for året med Echo - nemlig at vinde et cert i springklassen. Nu er vi da en den klasse, hvor det er muligt at vinde et.


Diva løb kun de åbne klasser, og hun var da rigtig god. Hun blev nr. 7 i Agility Åben og nr. 4 i Spring Åben. Det er da meget godt gået af en dame, som fylder 12 år imorgen. Jeg kan nu godt mærke, at tempoet ikke helt er det samme mere, men viljen og lysten fejler intet. Med de to løb er Diva halvvejs kvalificeret til Fælles-DM.

mandag den 26. april 2010

Ugens billede - Uge 16

Ugens billede er et rigtigt stemningsbillede fra Norsminde Strand. Henrik og jeg var på et kort kroophold på Norsminde Kro fra fredag til lørdag, hvor vi fik lækker mad og ikke mindst tid sammen uden at skulle tænke på børn, pligter og sygdom. Det var i hvert fald planen, selvom Tobias Teenager godt nok satte gang i nogle logistiske udfordringer for mig, da han ringede kl kvart over syv lørdag morgen.......

Udfordringen blev da løst, og hvorfor også sove en solbeskinnet lørdag væk, når nu naturen og stranden kaldte på os udenfor kroen?! Så efter en meget meget lækker morgenbuffet gik vi en dejlig tur langs vandet.

Jeg må lige nævne, at morgenbuffeten på kroen var i særklasse. Mums! Den var på ingen måde ordinær og der var masser af hjemmelavede specialiteter. Det er ellers tit her, at hoteller og kroer springer over, hvor gærdet er lavest. Men her var lækker mad både morgen og aften.

Henrik og jeg forsøger at komme afsted på sådanne små ophold 1-2 gange om året. Godt nok tror jeg, at alle parforhold vil have godt af sådan et lille pusterum, men vi er meget bevidste om, at det at have et sygt barn i familien kan slide et parforhold mere end normalt, så derfor forsøger vi at passe ekstra godt på os selv og hinanden.

onsdag den 21. april 2010

Silas - før og nu

I dag var Silas og jeg på et lille takkevisit med lidt chokolade og et kort hos den ledende overlæge på Kolding Sygehus´ børneafdeling. Det var hende, der konstaterede, at Silas havde cystisk fibrose, og da først hun trådte ind af døren hos os under den índlæggelse, vi havde i Kolding, så var vi ret trygge, for hun syntes vist (også), at vores forløb i denne udredning havde været ret skammeligt. Og vi havde en klar følelse af, at vi ville blive fulgt til dørs af hende.




Silas - FØR!
Alle ribben kan tælles og numsen er helt flad



Jeg har et par læger, som jeg ikke kan lade være med at være direkte bitre på, og det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg overvejer at klage til Patientklagenævnet over forløbet, og en veninde til mig, der er sygeplejerske mener klart, at vi har en sag. Hun synes virkelig, at der har været tale om forsømmelse.
Men man skal ikke kun skælde ud, men også huske at rose og være taknemmelig der, hvor det er relevant. Og så selvom man jo kan sige, at lægerne i Kolding jo kun gjorde deres job, stillede en diagnose og sørgede for den videre behandling, så syntes jeg alligevel, at jeg havde brug for at sige tak.



Silas FØR - frygtelig tynd!!




Overlægerne i Kolding har ikke været i tvivl om, at vi har følt os ret svigtede ift den her udredning og det meget lange forløb med en dreng, der bare blev mere og mere afmagret. Derfor spurgte de os faktisk også, om de måtte tage billeder af Silas under indlæggelsen til brug i undervisningen. Det måtte de jo hjertens gerne, for hvis det kunne gøre, at lægerne næste gang opdagede Cystisk Fibrose på et barn, FØR det fik lunge- og evt. andre organskader, så ville det da glæde mig. Det ændrer jo ikke noget for Silas nu, men hvis det kan hjælpe andre og være med til at gøre lægerne klogere, så stiller jeg meget gerne op med Silas.


Silas IDAG - nu næsten med "elastikker"



Overlægen, som jeg besøgte i dag, kunne faktisk næsten ikke kende Silas. Da hun så ham i Kolding sidst, var han også meget dårlig, og hun kom ind i billedet, da Silas var for afkræftet til at spise selv og fik lagt sonden - og i øvrigt havde tabt sig 500 g på mindre end en uge. Nu var det jo en 2 kg tungere dreng med glød i øjnene og tydeligvis i trivsel. Og hun sprugte om hun måtte tage nye billeder af en afklædt Silas, for at illustrere, hvor positivt (og hurtigt) en patient kan reagere på den rette behandling for CF. Ja, så nu er Silas åbenbart blevet en case i en intern lærebog på Kolding Sygehus.....



Silas IDAG - stadig lidt ude af "facon",
men med mere sul på kroppen nu.



Så for mine bloglæsere vil jeg også lige illustrere, hvilken udvikling, der har været fra d. 20. feb og så frem til d. 21. april. De to øverste billeder er taget d. 20. feb og viser, hvordan Silas "plejede" at se ud - og dengang havde set ud i nogle måneder. De to nederste billeder er taget i dag, hvor han er ca. 1500 g tungere på end den "normalvægt" han havde, før diagnosen blev stillet.

tirsdag den 20. april 2010

Ugens billede - uge 15

Ugens billede har jeg ikke selv taget (men det kan den kvikke nok regne ud, når de kikker på motivet). Det er fra weekendens agilitykursus i Ribe med Sarah Lorentzen som instruktør.

Fedt kursus.

Hunden er venligst udlånt af Maria Mikkelsen - og det er Jumper, som var en meget villig stand-in, da Echo gik helt død.




Billedet er særligt udvalgt, fordi det jo er åbenlyst at sådan en krabat faktisk klæder mig. Så mon ikke bare jeg skulle købe sådan en..............??

torsdag den 15. april 2010

Træning på vippen og lidt Silas up-date

Jeg har nydt de sidste dage. Først og fremmest har jeg ferie til og med denne uge. Vejret har været super skønt, og jeg har været til træning med Echo to aftener i denne uge. Og det har været SÅ skønt at være afsted og træne sammen med andre. Det er faktisk over fem uger siden, jeg har været afsted. Da jeg kørte fra træning i Ribe Hundevenner i onsdags var jeg simpelthen ganske høj, som om jeg havde taget stoffer.

Echo nød også træningen, og jeg nød gensynet med ham (han blev leveret onsdag morgen efter mange uger hos familien i Hjordkær). Vi er igang med at indlære vippen, som den sidste forhindring. Nu har jeg jo meldt ham til agilityløb, så nu skal vippen også ind under huden. Faktisk er jeg meget tilfreds med ham, og håber at min vippeindlæring vil bære frugt. Jeg har startet med at indlære udgangspositionen (forben på græsset og bagben på feltet). Den kender han ikke fra andre forhindringer, da jeg ikke har trænet med "stop" på felterne. Positioen har jeg indlært ved at klodse opgangen op (så stødet fra vippen ikke ville være så voldsomt) og sende Echo op fra siden af vippen. Da jeg følte, at han var fortrolig med det, så har jeg fjernet opklodsningen og taget vippen i fuld længde.





Det startede jeg med onsdag formiddag og videoen er fra samme aftens træning i Ribe. Første gang på vippen fortsætter han godt nok ud over vippen uden at stoppe på feltet, men jeg har valgt at lade Echo selv finde ud af vippepunktet og blive fortrolig med det. Og når han bliver fortrolig med det, så forventer jeg også, at han får afpasset tempoet, så han får placeret sig i udgangspositionen og stadig holder et godt tempo på vippen. Jeg vil helst ikke ind og blande mig med kommandoer eller positioner selv, da jeg ønsker, at forhindringerne skal kunne tages selvstændigt.

Weekenden byder på agilitykursus med Sarah, så der skal Echo også nok få lavet noget. Og jeg glæder mig til mange timers intensiv træning med en af landets bedste instruktører. Når weekenden er omme kalder jobbet igen. Jeg har kun været på job en eneste dag siden d. 8. marts. Først var der lige den lange indlæggelse og derefter tre ugers ferie (med en enkelt arbejdsdag imellem). Så nu venter hverdagen med Silas og hans daglige behandlingsrutiner.

Superglade Silas med en blomst (kaldet Nae-Na af Silas)


Måske sidder nogen af mine bloglæsere og venter på nyt om Silas. Som tidligere skrevet, så synes jeg, at det er lidt svært at få taget hul på Silas, sygdommen og tankerne - og måske har jeg bare ikke behov for det lige nu, men måske netop behov for de andre ting, som fylder i min blog lige nu. For der er ingen tvivl om, at hundene og agilityen altid har været med til at give mig energi, så selvom det kan virke som noget "ligegyldigt" for nogen, så kan jeg mærke, at det er væsentligt for mig at have.

Men Silas har det fantastisk godt, og til kontrol i mandags vejede han 8500 g og målte 76,5 cm. Dvs at han på mindre end 4 uger har forøget sin ellers så stabile (og lave) vægt med 800 g. Han har mere energi, og nu vil han stå og gå (stadig ved støtte) hele tiden. Han er lige så stille startet i dagpleje igen efter mange ugers fravær, og da vi lige var på besøg i mandags, var han meget mut og ikke så tryg ved det hele, men nu er han ganske glad og tryg igen ved dagplejen og klar til hverdagen.

mandag den 12. april 2010

Ugens billede - uge 14

Billedet er fra en skøn aftentur på Vester Lyng Strand på Nordvestsjælland. Det var vores USA-tur, som blev "vekslet" til en dejlig tur i et af Foreningen Cancerramte Børns sommerhuse.



Det var en fantastisk dejlig uge, hvor vi bare hyggede os og var sammen. Ikke mindst nød jeg at være sammen med begge mine dejlige drenge. Grundet indlæggelser med Silas - og Tobias´ badmintonstævner, så har jeg ikke set meget til Tobias den sidste måneds tid.

Det kan godt lyde som et lidt fladt bytte, og det var jo ikke det samme som New York, men det var intenst, afslappende og hyggeligt på en måde, som USA-turen nok ikke kunne matche. Så for mig var det ikke en "sølle" erstatning, men faktisk en superdejlig uge (og det synes hele familien heldigvis)

fredag den 9. april 2010

Kursus med Johanna

Endnu en gang har jeg været så heldigt at få mulighed for at deltage i et kursus med Johanna Allanach (der findes endnu en positiv ting ved, at vi ikke kom afsted til USA).

Jeg har været på kursus med mange gode instruktører gennem årene, og Johanna er absolut en af mine favoritinstruktører. Hun er så ufattelig motiverende og yderst inspirerende. Jeg imponeres over kreativiteten, når noget skal indlæres.

Kurset hed Tips og Tricks til agility.
Jeg fik taget mig nogle gode notater på dagen og var især glad for Johannas observation af forholdet mellem Echo og mig i en indlæringssituation.

Echo er faktisk en ret intelligent hund og alligevel støtter og vejleder jeg ham for meget, når han faktisk er i stand til at regne den ud selv og bare blive guidet af klikkeren. I stedet begynder Echo på en kæde af adfærd for at få mig til at vejlede ham.
En anden vigtig ting, som jeg fik med derfra var en påmindelse om, at jeg skal passe på, at jeg ikke bliver hængende for længe på et niveau, når jeg er igang med at indlære "steppene" på en øvelse. Det gør det bare sværere for hunden, når kravene øges.
Det tredje hovedpunkt var at planlægge sin træning bedre og max arbejde med den samme øvelse i 3 minutter ad gangen. Det tror jeg er en sund øvelse, som højner kvaliteten i ens træning. For når man har bane i sin egen have, så er det ikke nødvendigt at skulle forholde sig til tiden og hensyn til andre i sin træning.

Stor tak til Johanna for en inspirerende dag!

mandag den 5. april 2010

Ingen kender dagen imorgen.....

Dit Livs erfaringer former dig til den person, du er.

Min brors kæreste gennem 5 år blev for 6 år siden dræbt ved en trafikulykke. Det var en tragisk ulykke, som ramte familien hårdt. Det er ikke rimeligt at unge menneskers lykke skal smadres på den måde. Urimeligt, at børnene skulle miste deres mor. Men det var også min første seriøse lektion i, at man ikke kender morgendagen. Susanne kunne på dagen i dag være blevet 40 år.... Men det blev hun desværre ikke

I 2007 opereres min mor for kræft og helbredes heldigvis, men igen en påmindelse om, at man ikke skal tage noget for givet her i livet. Få måneder efter bliver jeg sygemeldt i mere end et halvt år med stress efter længere tids stort arbejdspres. Her starter min personlige forandring for alvor. Det er ikke morsomt at stå uden evnen til at huske, formulere sig, finde vej m.m. Og det får mig naturligvis til at stoppe op og vurdere sit liv.

I 2008 bliver Henrik og jeg forældre til lille Silas, og jeg føler en kæmpe lykke, so
knuses, da Silas får stillet diagnosen Langerhans Celle Histiocytose og starter i kemobehandling. Her starter jeg for alvor på, at måle, veje og vurdere problemers størrelse, for alle "almindelige" problemet bliver helt ligegyldige. I sommeren 2009 føler vi, at vi kan lægge sygdomsforløbet bag os.

For 3 uger siden fik Silas konstateret Cystisk Fibrose, og igen skal jeg og min familie slås med udfordringer og frygt.

Det er umiddelbart svært at sige noget positivt om alle de lussinger, som jeg synes, at livet har givet mig og mine kære, men hvis jeg skal sige noget positivt, så er det, at man ikke tager ret meget for givet. Og personligt værdsætter jeg mange af livets små ting. De samme ting, som jeg for få år siden ikke ville skænke en tanke. Hvor mange står med tårer i øjnene til babyrytmik eller første gang til babysvømning? Jeg gjorde. Hvorfor? Fordi jeg var så lykkelig og taknemmelig over at kunne være med.

Der er i virkeligheden ikke ret mange almindelige problemer i mit liv. For de fleste har ikke et format, hvor jeg gider at bruge tid og energi på dem, og det alene kan trods sygdom og bekymringer trække livskvaliteten mange skridt i den rigtige retning. Man bør glæde sig over det, som man har og det, som man evner. For måske mister man noget af det sammen med morgendagen.....

Kys det nu, det satans liv.....

søndag den 4. april 2010

Ugens billede - uge 13

Da vi var til kontrol på Skejby i onsdags, rundede vi lige mine forældre og tog Tobias med hjem. Grundet Silas´indlæggelser og Tobias´badmintonstævner, så har familien ikke været forenet ret meget den sidste måned, så det var rart at få Tobias hjem igen.


Hjemme hos min forældre sprang min mors troldegren mig i øjnene. Den var delvist pyntet med påskeæg, som jeg havde pustet og pyntet tilbage i firserne. Det er imponerende, at min mor har dem endnu. Det minder mig om, at jeg var kreativ, da jeg var barn, men faktisk ikke var en pind kreativ i mange mange år. Det kom faktisk først igen, da jeg begyndte at lave kort til fordel for Foreningen Cancerramte Børn.


Jeg må sande, at jeg lige nu har svært ved at blogge om Silas og sygdommen. Ikke fordi vi er helt ude af den eller noget i den stil, men jeg har bare svært ved at sætte ord på det hele. Og kan næsten ikke finde ud af, hvor jeg skal starte og slutte, så lige nu bliver det ikke rigtig til noget, men Silas har det godt og er i trivsel. Han vejer nu næsten 1.000 g mere end sin "normalvægt". Dvs en vægtforøgning på mere end 10% på mindre end 3 uger...... Det er da noget, man kan forstå. Tænk lige, hvis det var dig selv?!