mandag den 30. november 2009

Echo - 3 år

Idag fylder Echo 3 år. Min lille ungersvend! - og han er sandelig også hjemme på sin fødselsdag. Ikke at jeg gør noget nummer ud af hundenes fødselsdag. Det klager de nu ikke over.

Søndag fik Echo en lille før-fødselsdagsgave, hvis man kan kalde det det. Det var et kursus med Ann-Britt og Kim.

Min tur til kurset på Fyn startede ellers lidt hektisk, da jeg skulle hente Echo hos "Aflastnings-Lenes" arbejdsplads kl 8. Kurset startede egentlig klokken 8 (ca. 115 km væk), men det havde jeg meddelt, at jeg grundet omstændighederne, ikke helt kunne nå.


Echo - klar til agility


Da jeg nåede til Kolding var motorvejen spærret. I trafikradioen hørte jeg, at politiet havde spærret den, fordi den var for glat!! Oveni det glatte føre, så var der også bare tågebanker. "Spændende" vejr at køre i.

Men jeg nåede da frem til Langeskov, og fik samlet op på det træningspas, som de andre var ved at afslutte. Min lektion var bare blevet gemt, så jeg kunne løbe det hele samlet i slutningen af første træningspas. Dejligt med sådan en fleksibilitet.

Jeg skylder måske også lige at nævne, at solen skinnede på Fyn og vejret var rigtig fint. Skærende kontrast til det vejr, jeg kom fra. Så fynboerne gloede også lidt vantro på mig, da jeg fortalte om den lukkede motorvej ved Kolding samt den meget tætte tåge.

Jeg havde jo fået Echo "overrakt", lige inden jeg kørte mod Langeskov, og han var bare helt oppe på lakridserne for at arbejde med mig. Selvom hans hjerne slog helt fra i nr. 2 pas, så genvandt han dog fatningen efter frokostpausen. Jeg synes faktisk, at han gjorde det meget godt.

Indtil videre fungerer aflastningsaftalen helt fint. Vi aftaler fra gang til gang, hvornår Echo skal ned til Lene. Allerede 2. gang han kom derned, opførte han sig med det samme som om, han altid havde boet der. Og da han sidst kom herhjem igen, gik han også bare hen og lagde sig i kurven, som var alt normalt.

Nysgerrige Echo med hovedet ud mellem tremmerne ved trappen

Men det bedste af det hele er, at han ikke siger en lyd nede hos Lene. Der er han bare så sød og nem, og de holder alle rigtig meget af ham. Jeg holder også rigtig meget af Echo, men jeg må indrømme, at jeg også nyder den ro, der er her, når Echo ikke starter på sit skrigeri, hver gang, der kommer den mindste lille lyd fra Silas. Det må da også være en langt bedre løsning for Echo, at få fred for de lyde, som han åbenbart har det så svært med.

fredag den 20. november 2009

Min kære Echo

Gennem de sidste mange måneder har jeg trådt lidt vande med, hvad jeg skulle stille op med Echo. Tilbage i juli måned besluttede jeg mig faktisk for at ville omplacere ham, og jeg var dybt ulykkelig over beslutningen.

Baggrunden for denne beslutning var, at Echo har det utrolig svært med barnegråd, og det er svært at undgå gråd i huset, når man har et lille barn. Selvom Silas ikke er et særlig grædende barn, så kan han dog klynke ved måltiderne (når maden ikke kommer i det ønskede tempo - eller retten er "forkert"), når han skal skiftes, have børstet tænder eller får at vide, at han ikke må pille ved Wii, DVD, ledninger m.m.

Echo reagerer ved at skrige, som om han sidder fastklemt. Hans kropssprog indikerer, at han slet ikke magter gråden, og han virker frustreret og usikker. Det er jo i bund og grund enorm synd for Echo. Og for mig er det meget stressende, da jeg nærmest gør alt for at undgå det mindste pip fra Silas.

Jeg har ikke ledt med lys og lygte efter et nyt hjem til Echo, men tænkt, at der nok skulle vise sig et hjem på et tidspunkt - og jeg har jo slet ikke lyst til at komme af med ham.

Det er så deprimerende, at jeg så kun har to hunde tilbage, som begge er 11 år. Det er jo ikke en optimal alder for en agilityhund. Men Echos 3 år, og det arbejde jeg har lagt i ham gennem årene, synes jeg bestemt, at der er en agilityfremtid i. Og udover at jeg synes, at Echo har mange skønne sider, så synes jeg også, det er meget svært at se sin agilityinteresse smuldre væk. Hvor har jeg bare tudet mange frustrerede tårer over situationen.

For en uge siden var jeg på et kundebesøg, hvor snakken kommer ind på hunde, og kundens familie er faktisk på udkig efter en hund, og meget af det, som de søger, passer på Echo. Jeg besøgte dem i lørdags, og de hilste på Echo, og vi fik en god snak om, hvordan vi kunne lave en god ordning for begge familier. Dvs et samarbejde vedr. Echo.

Efter at vi hver især har været i tænkeboks gennem ugen, aftalte vi så en form i dag:

Echo bliver ved med at være min hund, og jeg har "brugsretten" over ham, og familien vil gerne "passe" ham evt. nogle dage om ugen. Mest af alt er det lidt som en aflastningsfamilie, for jeg må erkende, at jeg ikke er klar til at give Echo videre, men det er synd for Echo, at han skal bo her i huset på fuld tid. Og det er faktisk også temmelig opslidende for os her i familien.

Imorgen kører Echo og jeg ned til familien, der bor ved Aabenraa, og meningen er så, at Echo i denne omgang skal være der et par dage eller lidt mere.

Løsningen lyder måske lidt mystisk og hvis nogen synes, den er egoistisk, så giver jeg dem egentlig ret, men jeg tror den trods alt er bedre end at lade stå til.

tirsdag den 17. november 2009

Han er godt nok blevet stor.......

Sådan siger folk tit, når de genser Silas. Lidt komisk. For vi var til kontrol på OUH i torsdags, og der viste vægt og målestang ikke den helt store udvikling. På 3 måneder: +1,5 cm og -300 g.

Status d. 12. nov: 7,7 kg og 72 cm

Man syner nok større, når man står op, men fakta er, at Silas har hængerøv i str. 74!

Lægen undrede sig også over, at Silas ikke rigtig tager på, men syntes, at vi skulle afvente næste kontrol om 3 mdr og se, om ikke hans vægt ville øges i mellemtiden.

Der er nu gået to uger i dagplejen. Silas har ikke været afsted hver dag, da dagplejen har haft lukkedag de sidste to fredage, og vi har fysioterapeut til ham en gang om ugen, og torsdag var vi jo på OUH.

Fysioterapeut Line træner med Silas på bolden


Jeg vil nu også sige, at det er udfordrende for den lille størrelse. I den første uge havde han en dag, hvor han græd rigtig meget. Jeg endte med at hente ham før planlagt, og han faldt da også til ro, da jeg kom. Heldigvis har der ikke været helt så utrøstelige perioder siden.
Det skal nok gå, og jeg er sikker på, at dagplejen og samværet med de andre børn vil udvikle ham hurtigere, end hvis han var hjemme. Eksempelvis spiser han uden brok 4-5 kvarte rugbrøder hos dagplejen, men herhjemme er hans mund som limet sammen, hvis menuen lyder på rugbrød. Lidt pudsigt, men det er ikke en kamp, jeg gider at bruge energi på pt. Det kommer nok af sig selv, det der med rugbrødsmadderne.