fredag den 29. januar 2010

Bekymringer

At få et barn med en kritisk sygdom er som at gå gennem porten til et liv med mange bekymringer, har jeg erfaret.

Sygdom har aldrig bekymret mig ved Tobias, men han har faktisk også altid haft et jernhelbred.

Men den kære Silas........

I mandags var jeg til læge med ham, fordi han havde hostet kraftigt gennem en periode. Lægen sagde, at det var astmastisk bronchitis, og at han skulle have astma-medicin i maske. Hvis ikke det var effektivt, foreslog hun en kur med binyrebarkhormon.

Da hun undersøgte ham, lyttede hun selvfølgelig også på hans lunger og fik derved øje på Silas´ mave, som er ret udspilet (ses også på nederste billede i det forrige indlæg). Sådan har den været gennem mange måneder, og var det også sidst, da vi var til kontrol på OUH, hvor lægen også mærkede den igennem. Lægen som jeg konsulterede i mandags trykkede også maven igennem, men kunne ikke umiddelbart finde noget anderledes.

Men hun syntes, at maven var "forkert", og når hun kiggede på hans meget ringe vækst på samme tid, så sagde hun, at han havde symptomer på Cøliaki/Gluten Intolerans. Hun ville ikke umiddelbart igangsætte en udredning, men bad mig gøre lægen på OUH opmærksom på det, når vi skal til kontrol d. 11. feb.


FarMan og MinMan ser Drømmehaven sammen på pc

Jeg tog hjem, men efter få timers tænkepause ringede jeg til lægen for at få taget en blodprøve, der kunne af-/påvise hendes mistanke. Blodprøven blev taget tirsdag på Haderslev Sygehus, og Silas var bare (igen) SÅ sej. Der kom ikke meget klynk fra ham.

I dag ringede jeg så til lægen for at høre, om der var svar på blodprøverne. Lægesekretæren sagde, at der ikke var svar på dem alle, men at hun kunne se at nogle af tallene var "skæve", men hun kunne ikke sige så meget mere, og der ville ikke være et fuldstændigt billede af blodprøverne, før de sidste svar kom. Så jeg skulle ringe igen mandag og tale med en læge. Jeg lagde røret på, og kunne straks mærke knuden i maven vokse og angsten rulle ind over mig, mens jeg faktisk begyndte at håbe, at blodprøverne ville vise, at han "bare" havde Cøliaki.

Så jeg ringede lægehuset op igen og sagde til sekretæren, at jeg bare ikke kunne vente til mandag, for med alt det, som Silas har været igennem, så ville jeg ikke få et roligt øjeblik før mandag. Så hun måtte altså få min læge til at kigge på de svar, som nu var kommet og ringe til mig og redegøre for de skævheder.

En halv time senere ringede min læge og sagde, at skævhederne med stor sandsynlighed blot skyldtes hans hosteri, og at hun ellers ikke så noget alarmerende i tallene. Det gav mig da lidt ro.

Men der skal bare ikke meget til, før alle alarmklokker bimler og bamler, og man bliver pissebange...... På en eller anden måde skal man lære at leve med angsten, for jeg ved, at jeg ikke er ene om at føle det sådan. Det er en naturlig reaktion efter Silas´forløb. Men det er irriterende at have frygten med som blind passager.

søndag den 24. januar 2010

Ugens billede - uge 3 (Sommerhusweekend på Lolland)

Vi er lige hjemvendt efter et par dage i sommerhus på Lolland. Og der bliver ugens billede også fra. Det var virkelig vinter på Lolland, og da vi kørte ind til Rødby for at handle ind, inden vi slog os ned i sommerhuset, så så vi det ene istappebeklædte hus efter det andet.

Istappehus i Rødby (Ugens billede)

Jeg kan ikke mindes hvor mange år det er siden, at jeg har set på mange istapper. Det var lidt surrealistisk og pludselig udbrød Tobias: "Tror I, at de er ægte??". Henrik og jeg grinede, men jeg kunne godt forstå, at han var lidt mistroisk, for sådan ser husene ikke ud i Haderslev, og jeg er sikker på, at han ikke tidligere har set noget lig dette.

Ja, det er ikke altid let at blive klog på teenagere. Andre gange så kan man få dem til at tro på de mest utrolige, åndsvage og urealistiske ting, og når så virkeligheden er foran dem, så tror de, at virkeligheden er fup!

Opholdet i sommerhuset var rigtig dejligt. Det var et meget dejligt sommerhus, som vi havde lånt gennem "Foreningen Cancerramte Børn" og sammen med huset fulgte også fribilletter til Lalandia. Jeg havde rigtig set frem til at Tobias og Silas kunne plaske sammen, men da vi ankom til Aquadome og styrede hen mod det lille børnebassin, så var Silas som forstenet, og han tøede ikke rigtig op i vandet. Så vi endte med at klæde ham på igen, og Henrik og jeg skiftedes så til at sidde med ham i Oase-området, mens den anden testede rutchebaner mm. sammen med Tobias.

Tobias i en af rutchebanerne

Silas læser pegebøgerne, mens han lader op til at få lysten til at bade

På dag 2 i Lalandia klædte vi slet ikke Silas om til badetøj, da vi kom, men satte os igen i Oase-området på skift. Silas sad med rynkede bryn og betragtede postyret omkring ham. Som tiden gik svandt rynkerne dog ind, og han blev mere "fri". Så vi endte faktisk med at klæde ham om til badetøj og få en hyggestund med ham i et af børnebassinerne, hvor han plaskede og smilede - og blev ganske utilfreds, da jeg bar ham op af vandet.

Silas er meget betaget af vandet, der plasker ned fra en paddehatte

søndag den 17. januar 2010

Ugens billede - uge 2

Det er stadig vinter, og jeg synes faktisk, at det er lækkert. Luften er frisk, og det er virker lyst lidt længere, når sneen er der til at lyse op. Hvis bare vinden gider at forholde sig i ro, så sneen ikke hvirvles op og rundt, så synes jeg, at det er rigtig fint.

Ugens billede er taget på Haderslev Dam, der ligger smukt i byen. Den er naturligvis dækket af is, og der er masser af skøjteløbere og andet godtfolk på isen. Det er 7 år siden, man sidst kunne skøjte på Dammen. Dengang nåede jeg at skøjte et par gange derinde, men denne gang måtte jeg nøjes med en lille gåtur med Silas på armen og kameraet i hånden.



Bagerst til højre i billedet ses Haderslev Domkirke og den oplyste bygning i forgrunden er byens "nye" kulturhus, som rummer aktivitetsværksteder, bibliotek og en lille koncertsal. Det er også her Silas og jeg har gået til Baby-Rytmik.

tirsdag den 12. januar 2010

Fantastiske drenge

Ja, det er mine sønner, som jeg taler om.....

Da vi stod op til morgen, havde det atter sneet. Hvor er det bare flot, men det kan jo forsinke alle og enhver - specielt herude på landet, hvor vi jo bor. Da klokken var 8.30 ringede Tobias´ skole og efterlyste ham. Jeg ringede ham op, og Tobias fortalte, at bussen herude havde været en halv time forsinket, så de ikke nåede bus nr. 2 ud til skolen, så han og en klassekammerat stod nu oppe ved idrætscentret og ventede på, at de andre skulle komme til idrætstimen.
Det er sgu da fint, at løse problemet selv ved at gå 1 km til idrætscentret, hvor de første timer alligevel skulle afvikles, men eleverne plejer at køre samlet der ind i skolens bus efter morgensamlingen.

Da jeg hentede Silas i dagplejen, sagde den ene af dagplejerne til mig, at Silas bare var det nemmeste barn, de havde. I dag havde de fleste andre af de 8 børn været pylrede og lidt "hysse", men Silas havde været glad og leget rigtig fint. Og som de sagde, så var han trods alt det "nyeste" barn. Det er da dejligt at høre, at Silas er medgørlig og i harmoni.



Efter 3 ugers juleferie kom fysioterapeuten i dag, og hun var meget tilfreds med Silas´ udvikling. Der var sket rigtig meget, siden hun var her før jul. Vi fik lidt fif til, hvordan vi bedst kan støtte Silas, når han gerne vil gå. I stedet for at holde ham i hænderne oppe over hans hoved eller støtte under hans armhuler, skulle vi enten holde ham ved hofterne eller i hænderne med et "underhåndsgreb" ind under albuerne. Lidt svært at forklare, men det er faktisk det greb, som Fys-Line laver på Silas ovenfor. Jeg kan godt se, at Silas på den måde selv skal arbejde meget mere med balancen.

Hendes vurdering var, at han nu var helt ok, og selv kunne klare det sidste, fordi hans muskler og "interne" kommunikation til benene nu fungerer rigtig fint. Hun var sikker på, at der ikke vil gå lang tid, før han kan gå. Så det var sidste gang med træning i dag.

Hendes eneste "men" var, at hun ikke synes, at Silas pludrer ret meget, og det vil hun gerne have en "klog" til at kigge på. Det er da også meget betryggende, at Silas bliver hjulpet, så han hurtigere kan indhente det, som han er bagud. Det er jeg meget taknemmelig for.

Hvad angår "systemet" ifm Silas´ forløb, så har jeg intet at klage over. Altid hører man, at tingene ikke fungerer, og at man skal kæmpe for enhver bevilling i det offentlige system. Det er heldigvis ikke vores oplevelse, men jeg synes nu også, at vi har holdt ret lav profil og ikke er kommet stikkende med en helt masse, som skulle godtgøres eller bevilliges. Godt nok har jeg haft en klagesag kørende mod kommunen, men det var som sådan ikke, fordi de var uvilige, men fordi jeg var landet mellem to lovgivninger.

søndag den 10. januar 2010

Ugens billede - uge 1

Ugens billede skulle faktisk have været et billede af de mange fugle, som har slået lejr i et af træerne i den snedækkede have. Der har de slået lejr, fordi vi hænger foder i træet til dem.

Men trods flere forsøg, så er det ikke lykkedes. De VIL IKKE fotograferes!


Så ugens billede er i stedet af et håndknytted armbånd, som jeg har fået doneret af et par søde piger, der laver armbånd og gerne vil støtte en god sag. Jeg satte igår armbåndene til salg for kr. 50 (+ evt. porto) - og ALLE pengene går til Foreningen Cancerramte Børn. Hvis du synes, at det lyder spændende, så kan du se de andre armbånd i mit fotoalbum på Facebook.

Hav en rigtig god uge 2!


fredag den 8. januar 2010

Dejlige familietiltag

I dag har familien været fysisk aktive. Vi har fra i dag og fremover booket skolens gymnastiksal fredage mellem kl 16.30-18.00. Der spiller vi badminton. Det har vi talt om i flere år, men hvorfor er det så lige, at det skulle tage så lang tid, at tage sig sammen til at booke tid?
Det var bare super hyggeligt. Henrik og jeg skiftedes til at kæmpe mod Tobias (som jo går til Badminton inde i "byen" to gange om ugen).
Den, som ikke sled mod Tobias, hyggede med Silas. Så vi var alle fire sammen om en aktivitet.

Jeg har lyst til at dele et andet familietiltag med mine bloglæsere. Måske kan andre bruge det til noget. Hver søndag har vi "familie-møde". Family-planneren hentes frem, og sammen gennemgår vi hver enkelts aktivitetsplaner for den kommende uge. Ved denne lejlighed får vi styr på hvem der henter og bringer Silas, hvornår hvem skal afsted til div. møder/sport mv.. Tobias´værelse bliver godkendt, for om den aftalte oprydning har fundet sted (elles ingen lommepenge). Og Tobias meddeler, hvilken dag han vil lave mad (også en lommepenge-pligt), og hvad han vil lave. Og hvis der ellers er nogle ting, der skal drøftes, så er mødet jo også perfekt til det. Det er en super måde at få hanket op i de der travle teenagere, som let kommer til at glemme deres pligter, og dejligt lige at få overblik over ugen, før den går igang.

søndag den 3. januar 2010

Ugens billede (uge 53)

Så er juleferien ved at være slut. Æv. Det var ellers lige så dejligt at sove længe (mellem kl 8 og 11, når vi ikke skulle op efter noget), men nu går den ikke længere.

Det er jo skønt med en lille størrelse, som godt kan finde ud af at sove om morgenen. Træls hvis man skulle tvinges op kl 6, fordi MiniMan ikke kunne sove mere.

Dagen i dag har været skøn. Det har været bidende koldt, men heldigvis vindstille og solskin. Så Henrik og jeg gik en tur med barnevogn og hunde, da Silas skulle sove til middag. Brrr... Det var nu lidt koldt, men flot, for her ligger stadig lidt sne (Haderslev gik fri for yderligere snefald i denne omgang). Da vi kom hjem fra gåturen gik jeg ud og trænede lidt med Echo. Jeg har de sidste dage trænet initiativ-træning med Echo. Det består faktisk bare i at jeg sidder på min flade bagdel på jorden og sender ham over få forhindringer rundt om mig. Til at starte med syntes han det var meget underligt, at jeg bare sad der, men efterhånden som ti'øren faldt for ham, så synes han det var meget fedt - ikke mindst at komme tilbage til mig og få en rusketur i trækketovet. Echo er nemlig ikke dum!! Han er bare lidt "besværlig".

Familien i Hjordkær var også begyndt at savne Echo og ville meget gerne have ham "hjem" igen. Og ja, vi trængte til fred og ro og ingen Echo-skrigeri. Så han blev hentet efter træningen, og så ser jeg ham igen på torsdag, hvor vi skal til træning sammen oppe i Sannes Hundecenter.

Echo i haven i dag


Jeg blev lidt inspireret af en blog, som jeg faldt over for nogle uger siden. Bloggeren tog et billede hver dag og lagde ud på bloggen. Billeder af alt muligt. Jeg synes, at ideen er rigtig god, men ved nærmere eftertanke, så ved jeg, at jeg vil føle mig som en slave af det, når det skulle være HVER dag, men det ville da nok gøre mig bedre til at få taget nogle flere billeder.

Så det blev et kompromis og så vil det på min blog ikke hedde "dagens billede", men i stedet "ugens billede", og jeg vil starte med mit mest fotograferede motiv de sidste 17 måneder. Nemlig Silas - her er han fræk og nyklippet efter sit første besøg hos frisøren (her dog med lidt morgenhår efter middagsluren).


Are you looking for trouble??

fredag den 1. januar 2010

2009 - året i tekst og billeder

Godt nytår til alle mine bloglæsere. Jeg ved, at I er mange, og I skal vide, at jeg synes, at det er hyggeligt, hvis I af og til lægger en kommentar. Lad dette være en opfordring.

Når man når til nytår, så er det jo meget naturligt at lade sine tanker løbe gennem det gamle år og vende blikket frem mod det nye, og det har jeg da også gjort.



Her er det vores lille solstråle, Silas, som med sit "nytårskrudt" hilser bloglæserne velkommen til min personlige årskavalkade:

Januar:
Vi startede nytåret herhjemme. Desværre uden gæster, da de to, som vi havde inviteret begge var blevet for "syge" til at komme på besøg hos os, mens Silas stadig var isoleret. Men vi havde nu alligevel en meget hyggelig aften.

Vi fik i janaur en god tilbagemelding på Silas´ behandling, og på baggrund af gode resultater blev behandlingsforløbet afkortet med ca. et halvt år. Uden at jeg nogen sinde har siddet i fængsel, så kan jeg alligevel ikke lade være med at sammenligne det med at blive løsladt før tid. Ikke kun fordi vi hurtigere ville få vores "frihed" tilbage, men også fordi Silas ikke skulle fyldes med kemopræparater og binyrebarkhormoner i længere tid end højst nødvendigt.




Echo og jeg deltog i det første af årets mange kurser, som var et Fart og motivationskursus hos Sanne.


Februar:
Jeg startede på job igen - dog kun 2 dage om ugen, da Henrik og jeg skiftedes til at være hjemme hos Silas, der pga isolationen ikke måtte komme ud i pasningstilbud.

Jeg fik for alvor søsat mit projekt med at sælge lykønskningskort til fordel for Foreningen Cancerramte Børn. Jeg havde til start et mål om kunne bidrage med noget i omegnen af kr. 5.000 i løbet af 2009, men til mine store stolthed så fik jeg, inden 2009 rindede ud, realiseret et bidrag på kr. 30.000.


Jeg brugte meget tid i 2009 på at fremstille og distribuere kort


Echo debuterede til vores stævne i Ribe Hallen, hvor han dog kun startede for sjov klassen "Tunnel-kuller". Han blev nr. 5 ud af 27 hunde. God start synes jeg.

Diva fik opereret en fedtknude på størrelse med et vagtelæg væk. Den sad ved hendes ene forben og var efterhånden begyndt at genere hende.


Marts:
Cookie flyttede hjem til min veninde Janne, og jeg tror, at det er det bedste, der er sket for Cookie. Nu er han midtpunkt, og kan i det daglige ligge på Jannes kontor og holde styr på det hele. Når han ikke lige er "vagthund" i hendes firma, så løber han agility med Jannes ældste datter, og sammen har de allerede høstet en del metal.



Annemai fremviser stolt en hendes og Cookies mange medaljer

April:
Vi startede denne måned med at rejse på skiferie i Skeikampen i Norge sammen med 29 andre familier med børn i kræftbehandling. Det var en fantastisk tur arrangeret af Foreningen Cancerramte Børn og den tænker vi ofte tilbage på - ikke kun i vores egen lille familie, men også sammen med nogle af de andre deltagende familier, som vi har kontakt med.




Efter 169 dages behandling fik Silas sin sidste af sine 17 kemobehandlinger. Det var lige som et af de store højdepunkter i denne måned.



Silas med behandlingsplanens sidste sprøjte medicin

Det var Tobias´ konfirmation også. Ufatteligt at ens "dreng" pludselig er blevet så stor. Det var en rigtig dejlig dag, og jeg nød virkelig at holde sådan en fest for min teenage-søn.


Den sidste weekend i april holdt Ribe Hundevenner stævne, og her havde Echo sin debut i en officiel klasse og lagde flot ud med at vinde springklasse 1.

Maj:
Silas og jeg inviede familiens nye campingvogn, da vi deltog i DKK Vibys stævne. Diva vandt finaleløbet om søndag, og det var jeg faktisk ret stolt af. Hun er jo en ældre hund, og præmien var ganske fantastisk. Nemlig et motiv efter eget valg printet på lærred og monteret i ramme.



Juni:
Ribe Hundevenner var igen vært ved et stort stævne i pinsen, og det var igen ufattelig hårdt at være arrangør, men det var vellykket og vejret var i høj grad med os hele pinsen. Deltagerne var glade, og det er jo lønnen i sig selv for alt ens knokleri.

I uge 23 boede vi igen på pladsen ved Ribe Hundevenner, hvor jeg deltog i ugekurset med Echo. Jeg havde Lee Gibson og Peter Crone som instruktører, og det var som altid spændende og lærerigt - og ikke mindst hyggeligt pga det sociale at deltage på ugekurset.



I uge 25 var jeg atter på kursus med Echo -dog kun i 3 dage. Det var hos Sanne med temaet "fart og motivation". Silas, hundene og jeg flyttede ind på centret i campingvognen. I disse dage handlede det kun om fart og motivation. Og ved hjælp af en kanin-dummy fik vi sparket lidt mere liv i Echo.

Juli:
Ribe Hundevenner afholdte i starten af juli juniorhandlerkursus med Johanna Allanach. Jeg var der til at sørge for, at poderne fik noget at spise, så igen flyttede vi i campingvognen for nogle dage. Selvom jeg ikke selv havde deltagende børn, synes jeg, at det var skønt, at se ungerne hygge sig så godt med hinanden og deres hunde.


Juli måned var desværre også præget lidt af angst, da Silas gennem et par uger kastede spontant op, og Henrik og jeg blev meget bekymrede for om det kunne være et tilbagefald, og vi endte da også med at måtte aflægge OUH et par besøg for at få Silas undersøgt. Der var heldigvis ikke noget unormalt at se, så vi kender ikke årsagen til de mange opkastninger (som let kunne være 6-8 gange om dagen), men vi var også mere lettede over, at lægerne ikke fandt noget ved ultralydsscanningen.


En af ferieugerne boede vi ved Vingsted Centret, hvor der blev afholdt Jutlandia Cup. Diva havde nogle rigtig pæne løb i de åbne klasser og kvalificerede sig da også til finalen. Flot af den gamle tøs. Echo havde også fine løb, men startede kun i springklasserne, men han rykkede da også op i klasse 2 i løbet af denne uge. Dog var ugens størte begivenhed nok alligevel, at Silas´isolationsperiode på 8 måneder sluttede i samme uge som der var Jutlandia Cup. Endelig kunne vi bevæge os frit: Tage i indkøbscentre, svømmehaller, sportshaller, familiefødselsdag osv.

Tobias nød også at kunne tage sin lillebror med i badeland


Vi fejrede faktisk også den afsluttede isolation med ugen efter at tage på camping på Hvidbjerg Strand Feriepark, hvor der er et lækkert vandland. Juhu, endelig kunne Silas komme med i en svømmehal, og vi kunne være samme alle steder. Det var en dejlig ferieuge for hele familien.



August:
Vi fik besøg af Ude og Hjemme, der havde kontaktet mig på Facebook, fordi de gerne ville skrive en artikel om Silas og hans sygdomsforløb. Jeg havde et lidt ambivalent forhold til artiklen, men da den først blev trykt, så blev jeg faktisk ret glad for den, og jeg har da også efterfølgende fået mange positive reaktioner på den.

Et af de mange billeder, som fotografen fra Ude og Hjemme tog


September:
Diva og jeg deltog i DM i agility, hvor vi fik en ganske flot 4. plads. Hundene foran os var udtaget til det danske agilitylandshold, så det skulle dermed også være DKs bedste små hunde, så at blive nr. 4 var da ganske godt.


Sidst på måneden deltog jeg med Echo på et kursus med Sarah Lorentzen, som instruktør, så endnu en gang fik Echo lidt lærdom puttet ind under hjelmen. Her fik vi blandt andet taget hul på at løbe en feltforhindring i et forløb.


Oktober:
Denne måned bød igen på kurser. Et af årets bedste kurser var dette måneds kursus med Gitte Hoffmeister og Ann-Britt Holmegaard Krat. Echo løb fantastisk godt, og jeg synes faktisk, at jeg kunne bruge en del af det, som vi lavede og ikke mindst var det psykologisk set ret motiverende, at Echo fungerede så godt på kombinationerne. Det kan godt være svært at komme fra en rutineret hund og så til processen med at bygge en ny konkurrencehund.


Henrik og jeg var på et fantastisk ophold på Niels Bugges Kro i Dollerup Bakker ved Viborg. Det kan jeg helt klart anbefale. Super omgivelser og fantastisk mad. Det var helt klart god pleje til vores forhold, hvor Silas og sygdom uundgåeligt har fyldt meget.


November:
Silas startede i dagpleje, da vores orlov udløb og Henrik og jeg igen er tilbage for fuld skrue på arbejdsmarkedet. Selvom det var lidt svært for Silas til at starte med, så er det godt for ham at komme ud mellem andre børn.

Siden Silas blev født, har Echo haft det meget skidt med Silas´ gråd, og det er stressende og frustrerede, da Echo begynder at skrige som en fastklemt ved det mindst klynk, protest eller gråd fra Silas´ side. I november fandt jeg endelig en løsning, som alle kan leve med. Echo fik en aflastningsfamilie og bor hos dem mere end halvdelen af tiden og er primært hjemme hos mig, når jeg skal træne eller til stævner.


November nåede også lige at byde på et kursus for Echo - igen med Ann-Britt og nu assisteret af hendes kæreste Kim Gravlund.

December:
Da Silas er en lille klein fyr og udviklingen står lidt stille, så besluttede vi at prøve med zoneterapi til ham, og indenfor en uge efter første behandling kravlede Silas endelig (i en alder af 16 måneder) og kan nu også rejse sig op ved gelændre, kravlegårde, tremmeseng osv. Og han viser efter et par uger også interesse for at gå med støtte fra os eller gåvognen.



Ugen op til jul oplevede vi et fantastisk flot snevejr og huskede også at nyde det flotte vejr, selvom det generede dagligdagens gøremål, som i et eller andet omfang måtte aflyses eller udskydes.


2010:
Man kender aldrig fremtiden, men planer har man lov at have, og det har vi da også for det år, som endnu er så nyt og næsten urørt.

I foråret er det vores plan at tage på en længere tur til USA. Vi regner med et tur på ca. 4 uger. Man skal ikke bare drømme om sådan en tur, for ingen kender dagen imorgen og måske får man aldrig sine drømme opfyldt, hvis man udskyder dem i evigheder.

Tobias skal på efterskole i Rønde på Djursland, hvor han kan få lov at nyde sin store passion: Badminton, som han skal have som linjefag. Jeg glæder mig utrolig meget på Tobias´ vegne og er glad for, at jeg har muligheden for at give ham denne oplevelse, som mange unge betegner som deres aller bedste år.

De to drenge kommer helt sikker til at savne hinanden, når Tobias rejser på efterskole

2010 skulle gerne bringe mig en ny agility- og familiehund. Jeg håber, der bliver født en rigtig lækker hvalp til mig et af de steder, hvor jeg er skrevet op. Diva og Charlie er begge på vej mod de 12 år, og da Echo nu kun er "part-time" hund, så synes jeg, at det er tid til at finde en ny hund.

Hvad året ellers bringer ved jeg ikke, men jeg håber det bringer masser af held, gode oplevelser og lykke for mig og mine kære.