mandag den 18. marts 2013

Barndomsminder om snestorme

Sidder her næsten på sengekanten og tænker på hvordan mon vejret bliver imorgen. Egentlig kan jeg være lidt ligeglad, for kunden, som jeg havde et møde med i det nordjyske imorgen, ringede her til morgen og foreslog, at vi aflyste seancen (som havde mindst 25 deltagere). Så jeg fik pludselig hældt to ekstra kontordage lige i nakken, og det var sørme vældig tiltrængt!
På vej ind mod Haderslev.
Spirene på kirken skimtes svagt til højre i billedet


Men som jeg sidder her og læser lidt om det kaos, som der har været her i det sønderjyske i dag pga sneen, så kommer jeg til at tænke på dengang, da jeg var barn og når der sådan rigtig kom sne, hvilket der jo næsten gjorde hele vinteren, for dengang var der næsten snestorm hver dag og snedriverne var på højde med husene... øhhh :-)

Dengang sad man om morgenen med øret klæbet fast til regionalradioen, hvor aflysninger  af foredrag, generalforsamlinger, bingospil, buskørsel osv i lange baner blev læst op. Derefter vidste man så om man skulle juble over at have sne-fri eller bare kæmpe sig vej gennem snemasserne for at komme i skole. Nu boede vi jo lidt på landet, men jeg har aldrig været forhindret i at komme i skole pga sne, for med 500 meter i skole, så var det jo ikke en umulig opgave at møde op, men for halvdelen af mine klassekammerater, som blev samlet op af skolebussen ude i kartoffelrækkerne rundt om landsbyen, så kunne det være mere udfordrende.

Ninja, som forresten fylder 3 år i dag, synes sneen er skøn
Ja ja oplæsning af aflysninger på regionalkanalen eksisterer da stadig, men ellers vil de fleste vel lige hoppe på internettet for at tjekke om arrangementet/buskørsel m.m. er aflyst. Nå ja. Det var også bare et barndomsminde som jeg ville dele med jer.

lørdag den 16. marts 2013

3 år og 1 meter

I går var det tre år siden, at Silas fik konstateret Cystisk Fibrose. Der er bare sket så meget med ham siden, og jeg tænker egentlig ikke på dagen, som en trist dag, for nøglen til trivsel for Silas var jo at få diagnosen og den rette behandling.

Men jeg ville da hellere have haft, at han ikke skulle belastes med alle de udfordringer i livet, som CF giver. Han er kommet i den alder, hvor det er gået op for ham, at han er den "eneste" der skal peppe, spise kreoner til måltiderne, have pulmozyme i inhalationsmaske, være på antibiotikakur 50% af måneden samt have suget bussemænd på Skejby.

Torsdag var vi til kontrol på Skejby, og der nåede vi en hel milepæl. Jeg ved godt, at det måske ikke virker som noget særligt for andre, men vi jublede nærmest, da målepinden sagde 100,1 cm. Endelig nåede vi en hel meter!! Samtidig er Silas rigtig tæt på at veje 15 kg.

Målepinden er endelig på den anden side af 1 meter

Ved indlæggelse for 3 år siden vejede det lille nips kun 7200 g og målte 77 cm. Ikke meget for en knægt på 19 måneder. I dag synes jeg, at Silas ser sund og rask ud, og han har det faktisk rigtig godt. Lægerne er også godt tilfredse med ham, og det giver også en vis tryghed.

Silas i "boksen" for at måle lungemodstand

Denne kontrol bød også på besøg hos fyssen
Silas var helt vild med motionscyklen
Jeg har lige krydret dagens indlæg med et par billeder fra kontrollen på Skejby Sygehus. Silas er faktisk ok med det hele - undtagen at få fanget bussemænd, hvor et tyndt rør føres gennem næsen og ned i halsen for at fange noget slim, som sendes til dyrkning for at se om der er bakterier i hans slim. Hvis der er bakterier i, så udløser det en antibiotika-kur, som afstemmes efter, hvilke bakterier, der evt. findes.

fredag den 8. marts 2013

Du ser det, som du kigger efter....

Det var en vigtig sætning, som roeren Arne Nielsson sagde i et indlæg på en konference, som jeg deltog i for nogle uger siden, og det oplever jeg mange eksempler på. Her vil jeg så dele dagens eksempel med jer

Tidligt imorges satte jeg lidt søvndrukkent kursen mod Herning. Det var kun blevet til 4-5 timers søvn, og jeg sprudlede ikke lige frem af energi, men tænkte bare på at få afviklet dagens to møder og mit kontorarbejde.

På P3 tager de hver fredag "temperaturen" på danskernes morgenhumør, og det får mig altid til at tænke lidt over, hvor humøret ligger på en skala fra 1-10. Jeg plejer at placere mit humør på 9-10 stykker. Men idag placerede jeg den på 7, og tænkte derefter, at det var da noget vattet, og prøvede at spørge mig selv, hvorfor jeg ikke havde højere tanker om mit fredagshumør.

Jeg afsøgte i hovedet weekendens kalender. Her til aften skulle jeg til gymnastikopvisning, og se hvad Silas og hans hold har trænet på hele vinteren, og det glædede jeg mig faktisk rigtig meget til. Lørdag skal jeg til fødselsdag hos en af mine veninder, som jeg har holdt sammen med i mere end 25 år. Deltagelsen i den arrangerede tøseaften kombinerer jeg så med et besøg hos mine forældre sammen med Silas.

Så scollede jeg lige tilbage på fredagshumørbarometeret. Nu kunne det fredagshumør da ikke ligge under 10.

Arne Nielssons pointe med denne sætning udsprang fra en lille leg, han lavede med konferencedeltagerne, hvor han bad os kigge os omkring i lokalet og derefter fortælle ham, hvor mange blå ting vi troede der var i lokalet. Der var mange - flere end man kunne tælle. Efter at have modtaget forskellige bud fra salen, spurgte han hvor mange gule ting, vi havde set. Svarene var kort og godt "Øhhhh..." eller "ingen".

Vi havde jo ikke set efter de gule ting, så derfor var der ingen bud på det. Moralen er at hvis du kun ser efter de negative ting i tilværelsen, så ser du ikke alle de positive.