søndag den 9. april 2017

Skoleløbet - nu også med i medierne

Igen i år løb en masse skoler (samt Den Nye Friskole, hvor Silas går) Rynkebys skoleløb, hvor overskuddet i år går til Børnelungefonden.  Jeg var meget glad for at erfare, at Rynkeby går foran for at udbrede kendskab og fokus på denne patientgruppe, som omfatter børn med alvorlige lungelidelser.

Silas´ lærer fra hans tid i 0. klasse cykler med på Team Rynkeby Sønderjylland, og hun spurgte mig for noget tid siden, om vi ville medvirke i et indslag vedr. arrangementet. Hun forventede et radioindslag, men hvad det helt præcist ville ende ud i, vidste vi faktisk ikke før kl 11.45, da DR stod på skolen.

Silas havde følgeskab af Freja og Andreas fra DR i mere end en time
Silas var frisk på opgaven, men var faktisk samtidig helt afslappet omkring det. Da de dukkede op fik vi styr på, hvad det var de gerne ville snakke med Silas om, og hvad vi voksne skulle snakke om. Det viste sig, at vi først og fremmest skulle medvirke i et indslag direkte i Radioavisen kl 12 (klik på link og hop ca 13 minutter ind i indslaget), men at de også ville lave et lidt længere indslag til TV-avisen og igen et kort interview til P4 (det blev også sendt, men det er ikke lykkes mig at finde det på nettet).

Der knokles på Tarzanbanen
Fotografen Andreas kom på en opgave, da han begav sig ud på løbetur med Silas og sit tunge kamera. Silas løb godt til, og arbejdsstillingen og påklædningen for fotografen matchede måske ikke helt hans arbejde.

Silas fra indslaget fra TV-Avisen
Pga terrorangrebet i Stockholm blev indslaget i TV-Avisen skubbet ud af den ene nyhedsudsendelse og et ret forkortet indslag blev sendt i den sene TV-Avis (klik på link og gå ca 17 minutter ind i udsendelsen). Det oprindelige indslag var vist på ca. 3 minutter, og det var jo lidt ærgerligt men forståeligt, at det måtte vige for andre nyheder.

Jeg blev også interviewet, men det er noget af det,
som ikke kom med i TV pga tidsnød.
Silas fik sig virkelig en på opleveren, men han var faktisk total uimponeret. Rapporteren spurgte mig ret hurtigt om, Silas egentlig havde prøvet sådan noget her før. Næ, han har ikke prøvet noget med TV, kunne jeg så svare.

Det havde hun ikke forventede, for hun havde faktisk aldrig oplevet et barn, der var så upåvirket af at have et kamera oppe i hovedet uanset, hvor han gik. Og hun og kameramanden var meget imponeret over hvor umiddelbar og naturlig Silas var og svarede, når de stillede ham spørgsmål.

Silas knoklede løs på styrkebanen
Hvordan gik det så med indsamlingen? Det kneb mig faktisk lidt at få et fuldt overblik over det indsamlede beløb, men når jeg lægger sammen, hvad folk allerede har overført eller har givet tilsagn om at overføre, så er jeg på kr. 3.810, og det er da et vildt flot beløb. Jeg er meget glad for opbakningen. Der var hele 36 sponsorer, der havde meldt ind og støttet Silas i Skoleløbet. Tusind tak for det! Af hjertet tak! Opbakningen varmer mig mere, end I aner.

Tusind tak til alle sponsorer
Børnelungefonden bruger de indsamlede midler til forskning (70%) og diverse aktiviteter (30%). Det er også vigtigt, at der sættes fokus på denne patientgruppe, som desværre er ret overset. Børn med lungesygdomme skal ofte leve med sygdommen hele deres liv.

Jeg er spændt på, hvor mange penge, der i alt er blevet samlet ind ved løbet i fredags. Der er ingen tvivl om, at det samlede beløb for arrangementet på landsplan vil kunne mærkes hos Børnelungefonden, for der er i alt ca 136.000 elever, som var ude at løbe til Skoleløbet. Selvom beløbene svinger fra barn til barn, så bliver alligevel til rigtig mange penge. I Silas´klasse så jeg også helt tilfældige sponsorsedler med tal som kr. 300, 1000 og 1400.

torsdag den 6. april 2017

Glæder mig til at udvide min agilityhorisont

Faktisk har jeg slet ikke fået berettet om, at MicMic og jeg alligevel skal til WAO og løbe. Vi var jo egentlig bare 1. reserver, men blev pludselig kontaktet, at vi havde en plads på WAO holdet. Efter lige at have sovet på det en nat, så meldte jeg tilbage, at vi gerne ville takke ja til pladsen. Det havde jeg faktisk også forpligtet mig til, da jeg takkede ja til at beholde den reserveplads, som jeg havde tilkæmpet mig.

Agility - Yeah!
MicMic med Snookerbanen i baggrunden
Så nu glæder jeg mig til at udforske WAO agilityuniverset sammen med MicMic og en masse andre dejlige agilityfolk. Det er en dejlig blandet skare, som skal afsted, og jeg er sikker på, at vi nok skal få os en rigtig hyggelig tur til Holland i næste måned.

WAO er noget anderledes end de traditionelle agilitymesterskaber, da der er flere og andre dicipliner at kæmpe i. Som f.eks Snooker og Gambler. Jeg har læst om disse dicipliner, og "man" løb dem også i DK omkring den tid, hvor jeg startede med at løbe agility, men jeg kan ikke mindes at have løbet dem selv. Jeg var også så heldig at se nogle klasser under mit besøg i USA i efteråret, men det er bare ikke det samme som at løbe det selv.

Eftersom jeg egentlig slet ikke skulle have været med til WAO, så havde jeg i denne omgang ikke tænkt mere over, hvordan disse dicipliner udføres. Men jeg kan i mit hoved ikke rejse til Holland og ikke være bare lidt inde i reglerne. Desværre kan man ikke rigtig prøve kræfter med diciplinerne til officielle arrangementer herhjemme, selvom det kunne være meget sjovt at prøve nogle andre facetter en gang i mellem end de traditionelle klasseløb.

WAO holdet har arrangeret et par træninger i Snooker og Gambler, hvor jeg kun kan deltage i en af dem. Men jeg var så heldig, at Lillian Rose (som har løbet WAO i flere år og også skal afsted i år) tilbød mig, at jeg kunne komme og prøve at løbe en Snooker bane hjemme hos hende. Tusind tak for det Lillian. Det var rigtig godt at få det prøvet på egen krop og designe en bane efter ens eget hoved. Men for pokker. Snooker er ikke nødvendigvis nogen nem diciplin, og det kan være ret svært at huske sin bane (som man selv har designet for at nå at få flest mulige point med ud af banen), og så kan man godt tænde for iltapparatet. For man skal kridte skoene i ca. 50 sekunder, som jo er lidt flere sekunder end jeg plejer at spendere på en bane i dag.

Banen som vi løb igår
Vi når forhåbentlig at blive klogere på det hele, inden vi tager afsted medio maj. Jeg glæder mig i hvert fald til at udvide min horisont og prøve noget nyt indenfor agility.



lørdag den 1. april 2017

MicMic er weekendens stjerne

Denne skønne forårsdag tilbragte jeg i IEC i Viborg, hvor der var stævne for små og mellemhunde. Mit mål er at MicMic skal i klasse 3 i 2017, og det arbejdede hun rigtig godt på i dag. Hun er en rigtig lækker hund at løbe med, og hun smiler hele banen rundt.

Vi startede med AG1. Vi manglede kun en enkelte oprykning i agilityklassen for at være i klasse 2. AG1 vandt vi med over et sekund, så den oprykning, sad lige i skabet. 

MicMic vinder AG1 
Resultatlisten
Vores debut i AG2 endte desværre med en disk, fordi jeg glemte, at det var MicMic, som har brug for mere støtte end Ninja, som jeg var på banen med. I mit næste AG2 løb var hun pludselig ikke så begejstret for vippen, selvom det var tredje gang i dag, at hun skulle på den. Men det var nok, fordi jeg ville bagkrydse på vippen. Hun er jo stadig ikke så stævnevant i agilityklasserne. 

Vores sidste løb var SP2, som var en bane med en noget dum linje på hjemturen. MicMic var faktisk også den eneste af alle lille og mellemhundene, der var fejlfri på den bane, så det løb vandt vi, kan den lidt kvikke nok regne ud. Så der sikrede vi også et oprykningsnotat i resultatbogen. Du kan se løbet her

MicMic vinder SP2
Resultatlisten SP2
Jeg var meget tilfreds med at vinde 2 ud af de 4 klasser, som jeg startede i idag. MicMic var rigtig sej og arbejdede rigtig godt. Hun bliver bedre og bedre. 

Oprindeligt var det ikke min plan at skulle løbe i dag, men i stedet i morgen med Ninja, da der er landsholdsløb i morgen (eftersom jeg har meldt Ninja til landsholdets bruttotrup, så var vi nærmest nødt til at starte), og jeg forinden havde gjort op med mig selv, at jeg ikke ville bruge hele weekenden på at være til stævne i Viborg. Derfor havde jeg prioriteret Ninja, og ville ikke have løbet med MicMic.

Men desværre må jeg sande, at Ninja altså ikke er klar til at løbe agility endnu. Jeg har gradvis belastet hende efter, at jeg havde fået grønt lys til at gå igang igen. Der har ingenting været at se hverken under eller efter lufteture unden snor på markveje, skov eller på stranden, og heller ikke efter at have løbet en halv bane på 30 cm springhøjde. Så jeg besluttede mig for at prøve at træne hende lidt på en bane i haven på 55 cms springhøjde. Efter lidt mere end 5 minutters træning, så følte jeg bare, at det var "forkert", for hun trak sig lige så lidt. Men det er så svært at se den hund, som man selv står/går med, så jeg filmede hendes trav ifm træningen, og så var jeg slet ikke i tvivl om, at hun ikke skulle løbe i denne weekend, og min mavefornemmelse sagde mig også inden, at hun ikke var klar, og den skulle dumme jeg have lyttet efter og givet hende mere restitution, inden jeg tog hende ind på en bane igen. Men nogen gange føler jeg mig også overhysterisk, og at jeg pakker mine hunde ind i vat. 

Det var ret hårdt i dag, når folk (venligt og omsorgsfuldt) spurgte, hvordan det går med Ninja. Jeg må sige, at jeg flere gang fik våde øjne, og måtte også sige til et par stykker, at jeg ikke havde lyst til at snakke om det, for jeg er så frustreret over, at der ikke er "noget" galt med hende, når jeg kan se, at hun ikke er ok, og jeg vil også gerne være med... Men mest af alt vil jeg bare gerne have en sund og velfungerende hund. 

Så der er ingen stævne til os i morgen (eller for den sags skyld de næste fire uger, mindst), men så kan jeg jo passende vaske campingvognen i morgen og gøre den klar til en ny sæson.

Vask af taget på campingvognen
Jeg fik heldigvis vasket taget i går. Det er den mest belastende flade på vognen, men resten skal jo også vaskes.... og hvis vejret er godt kan jeg nyde det ude i det fri i stedet for inde i en kold hal. 

onsdag den 29. marts 2017

Inspiration til slalomtræning

For et par uger siden efterlyste jeg nogle inspirerende og gerne korte baner, hvor jeg kunne udfordre MicMic i slalom.

Det er en af de ting, som jeg gerne ville pudse af på hende, så er der jo kun et at gøre, og det er at træne, træne, træne.

Der kom flere gode forslag, og den ene bane var denne:


Jeg kender ikke banens oprindelse, så jeg ved ikke, hvem der skal have æren for den. Men det er en bane, man selv kan sætte op på få minutter og den kræver ikke mange forhindringer, men til gengæld kan man have meget morskab/beskæftigelse med den og dens mange løsningsforslag.

Det er en bane, der udfordrer hundene på distancen, da der nogle steder er langt mellem forhindringerne, og hvis man sjusker med linjerne, så tager de andre forhindringer end den tiltænkte. Der er naturligvis også en vis sværhedsgrad på banen.

På opslaget på facebook fornemmede jeg godt, at mange havde fulgt banen, tråden og set det klip, som jeg havde lagt ud, hvor jeg løb banen med MicMic. Nu har jeg tilføjet forskellige løsningsforlag og lidt bloopers, for vi løste heller ikke banen i et hug.

Det er en bane, som jeg er gået til og fra gennem en uges tid, hvor jeg så sammenlagt har trænet på den tre gange. Den sidste dag filmede sekvenserne med de opdelte løsningsforslag. Løsningsforslagene er ikke perfekt udførte, men optaget med så få takes som muligt. Men de kan da give en idé om mulighederne i banen. Det har været sjovt at lege med en simpel opstilling med så mange fine udfordringer. Måske har du også lyst til at lege med?

Den nye video kan du se her

søndag den 26. marts 2017

Skoleløb til fordel for Børnelungefonden

Traditionen tro har skolerne skoleløb dagen før påskeferien. Det er Team Rynkeby der står for skoleløbet, og i år har det valgt at alle pengene fra skoleløbet skal gå ubeskåret til Børnelungefonden. Sidste år løb Silas rigtig mange penge ind ved dette løb. Jeg var glad for den utrolig dejlige og massive opbakning, som han fik til skoleløbet.

Sidste år gik pengene til Børnecancerfonden, og det er et formål, som jeg føler, at jeg kan relatere mig til. Men i år går pengene, som skrevet til Børnelungefonden, og det kan jeg på vegne af Silas helt sikkert relatere mig langt mere til nu. På grund af Cystisk Fibrose er det aktuelt for Silas nu og resten af hans liv.

Alle børn får en sponsorseddel
Alle pengene fra skoleløbet går ubeskåret til Børnelungefonden og pengene fra skoleløbet forvaltes såldes:
70% til forskning
30% til aktiviteter
0% til administration

Som mikrosponsor kan man støtte med et hvilket som helst beløb. Om det er 5 kroner pr. omgang, 10 eller 20 er helt op til den enkelte. Hvilket som helst beløb gør en forskel. Mange bække små, gør en stor å. Sidste år blev der indsamlet kr. 17,6 mill via skoleløbet, og det vil glæde mig rigtig meget, hvis beløbet i år kunne blive mindst ligeså stort. Til orientering løb Silas sidste år 7 runder indenfor den tidsramme, som løbet afvikles i.

Børnelungefonden er en underafdeling af Lungefonden. Du kan læse om Børnelungefonden her.

tirsdag den 7. marts 2017

Mad på bordet

Hver anden uge er en stor lettelse her i huset. I hvert fald for mig. Hvem kender ikke det lidt frustrerende i, at man ikke helt ved, hvad man skal have til aftensmad, og derfor ikke har handlet noget ind. Så roder man lidt rundt mellem sine få faste retter, som man så lige handler ind til. Jeg er ikke super opfindsom, når jeg skal lave mad, og jeg har også indset, at man faktisk spilder uendelig meget tid på at handle ind fra dag til dag. Ja, faktisk spilder man både tid og penge på at have det indkøbsmønster.

Det kender jeg godt en opskrift på. Den hedder madplan! Men i vores familie er vi ikke alle sammen planlægningsmennesker, så det lykkes ikke helt godt. Det har kunnet fungere, men det er ikke rigtig lykkes at genindføre det.

Maden leveret lige til døren
Det som gør hver anden uge så fantastisk befriende er, at vi får leveret en måltidskasse fra Skagen Food. Vi har fået 4 kasser nu, og jeg så imponeret og ovenud tilfreds med retterne, leveringen og kvaliteten. Med måltidskasser slipper man for 2 væsentlige belastninger: At finde på retterne samt at handle ind til dem. Alt bliver leveret til døren med alle ingredienser i et par kasser.

Vi har tidligere flirtet lidt med Aarstiderne, sådan on/off i flere år. Vi var sådan set også rimeligt tilfredse, men det var da også bare, fordi vi ikke havde prøvet Skagen Food. Aarstiderne virkede efterhånden lidt ensidige, og retterne ikke så godt afstemte. Nogen gange manglede vi lige som sammenhæng mellem de forskellige elementer i retten. Og så oplevede vi et utal af gange, at der var ansjoser i retterne, som om det var det mest naturlige at indtage. Vi undrede os ærlig talt over hyppigheden af ansjoserne. Er det normalt at spise ansjoser lige så ofte som bøffer eller pastaskruer? Det er det åbenbart hos Aarstiderne.

Sidst vi fik en måltidskasse derfra blev den leveret med bud midt om natten. Er du så færdig hundene flippede helt og aldeles ud, da en bil parkede oppe ved vejen og en mand stavrede ned gennem indkørslen med en dansende lyskegle foran sig fra den medbragte lygte. Det tog lidt tid, før der faldt helt ro i huset igen, og før mit hjerte genfandt hvilepulsen, og vi alle sov igen.

Skagen Foods måltidskasser leveres af PostNord. Det er måske ikke lige det, som man opfatter som tryghed og leveringssikkerhed, men indtil videre, så er de blevet leveret rettidigt, og de kommer da i det mindste heller ikke og forstyrrer nattesøvnen.

Retterne er lækre, kvaliteten på kødet (og alt andet) er helt i top. Især fiskene er helt bemærkelsesværdig lækre. Alt hvad man skal bruge er pakket i måltidskassen. Man behøver ikke selv andet end olivenolie/smør, resten er i kassen. Det er også let at pakke til at tage med i f.eks sommerhus, som vi gjorde i sidste weekend.

Så er det bare at gå i gang.
Det var i øvrigt en vildt lækker ret, kan jeg huske
Kød og mælkeprodukter er pakket i en flamingokasse sammen med is, så det sagtens kan holde sig koldt hele dagen. Frugt og grøntsager er pakket i en papkasse, som nemt bortskaffes i papcontaineren efter endt brug (Aarstiderne er en trækasse, som du kan returnere, hvis man altså husker at sætte den ud til buddet. Det betyder også, at man altid har mindst en trækasse stående, med mindre man brænder dem af eller smider dem i "træcontaineren" på genbrugspladsen). Både Skagen Food og Aarstiderne tager emballagen med retur ved næste levering, hvis man sætter det ud til dem.

Lad mig bare sige det med det samme. Indlægget her er på ingen måde sponsoreret af Skagen Food, så jeg taler bare af hjertet og maven, og der findes flere andre udbydere af måltidskasser efterhånden, hvis man har lyst til at prøve det.

Jamen er de måltidskasser så ikke rasende dyre? Ja, de er ikke gratis. Vores kasse er til 3 personer i 3 dage og koster lige i underkanten af kr. 500. Det er sådan lige omkring en halvtredser pr portion. Så er der til gengæld ingen impulskøb, man sparer tiden og råvarerne er økologiske. Hvis det ikke passer ind i planerne end uge, så kan man naturligvis også melde kassen af i den uge. De lige uger her i huset er de lette uger, hvor man får nye, lækre og inspirerende retter, hvor man ikke skal gøre meget andet end at lukke kasserne op og følge opskrifterne, der ligger i kasserne.

Denne kokossuppe med fisk og tilhørende ris var også et hit.
Nemt og velsmagende

I denne uge skal vi have:
Stegte fiskefiletter med persillesovs, kartofler og frugtsalat
Chili con carne
Koteletter med polenta og tomatsauce

søndag den 5. marts 2017

Weekendhygge i sommerhus

Sidste weekend må jeg altså også lige huske at blogge om. For det var dejlig weekend spækket med familiehygge, trække-stikket-ud og samvær.

Vi har flere gang før lejet i sommerhus f.eks mellem jul og nytår. Bare for at tage væk og hygge os lidt sammen. Det er måske en smule åndssvagt, at man ligefrem skal tage ud i andre omgivelser for at hygge sig. Men når man er derhjemme falder man bare i trummerum-hamsterhjulet og sidder måske og sumper med en pc, tablet eller giver sig til et projekt med oprydning, maling eller andet.

Jeg fandt et sommerhus via en facebookgruppe for udlejning af sommerhuse. Kriterierne var, at vi gerne ville ud til vandet, vi gad ikke køre alt for langt, ville betale en mindre formue og havde ikke brug for luksus med pool, sauna osv. Der skulle bare være plads til os tre og hundene. Vi valgte en lille sød og særdeles hyggelig bjælkehytte ved Ballum tæt ved Vadehavet.



Lidt stressende og hektisk fik jeg pakket de fleste af vores ting, inden Henrik kom hjem fra jobbet, så vi kunne være klar til at køre tidligst muligt. Det er noget af et pakke-arbejde at få pakket en Opel Astra til 3 personer og 3 hunde i 3 dage. Den var fyldt til bristepunktet.

Pc´erne var efterladt derhjemme og var i stedet byttet ud med nogle brætspil. I mit barndomshjem og i min mormors hjem spillede man mange spil. Det er jo gratis og hyggeligt. Det er en dejlig måde at være sammen mpå. Der er også meget social læring i at spille brætspil med "rigtig levende" mennesker, som man sidder overfor og forpligter sig overfor, når man siger ja til at spille. Det er nu ikke, fordi jeg ser det som udfordrende for nogen i min lille familie, men det er bare en observation i forskellen mellem den virkelig verdens spil og den virtuelle verdens spil.

Fredag eftermiddag/aften gik bare med at installere os og handle et par småting hos den lille lokale købmand, inden Disneysjov og X-factor skulle være en del af vores fredagshygge.

Jeg nyder at se Silas udfolde sin kreativitet.
Her med Minecraft figurer
En weekendmorgen i sommerhus skal starte med hjemmebagte boller. Sådan er det bare! Så lørdag morgen var der friskbagte boller. I løbet af dagen gik vi en tur ned til Vadehavet, men vi var ikke særlig heldige med vejret. Det var gråt og blæsende. Turen blev placeret mellem bygerne, men Silas og Henrik vendte om efter, at vi havde været lidt tid ved vandet. Det vejr tiltalte dem ikke rigtig.

Jeg tror der nørdes med noget jordbund og underminering
Jeg fortsatte med hundene på diget langs med Vadehavet. Hundene drønede rundt og især Ninja og Fuji holdt en fest og trak pinde og jagtede hinanden på den brede græssti. Hundene er jo komplet ligeglad med vejret.

Ninja har kastet sin kærlighed på en "lille pind"

3 forblæste hunde venter på en godbid
Tilbage i sommerhuset fik vi gang i brætspil og brændeovnshygge. Aftenen gik med at se Melodi Grand Prix. Ja, det hedder det ikke mere, men sådan hedder den sangkonkurrence altså bare. Der er ting, man ikke bare kan døbe om. Ligesom Peter Pedal. Ham kan man heller ikke bare kalde Georg Nysgerrig eller hvad det nu lige var han skulle omdøbes til. Det kan man altså ikke.... Vi ser faktisk aldrig rigtig Melodi Grand Prix, højest med et kvart øje og øre. Men nu lå vi en bunke i sofaen og så det sammen.

Søndag efter de obligatoriske hjemmebagte boller blev vi enige om at køre de små 20 km til Rømø og gå en tur der. Det var temmelig tåget og luftfugtigheden var så høj, at det næsten var som regn, når blæsten slog ind på en. Der var ikke mange mennesker på Rømø, og Fuji og MicMic festede total rundt på det lave vand. Ninja måtte finde sig i, at turen for hende foregik i snor, da hun om lørdagen desværre haltede lidt efter lørdagens gåtur. Så hun var dømt i snor, indtil jeg havde fået kigget nærmere på det.

Rømø, blæsende, kold og vådt
Silas elsker at gå i klitter, og Fuji elsker at løbe i klitter. Fuji elsker at løbe ALLE steder, men klitter er superfede. Hun fræsede op og ned af klitterne med MicMic i hælene og smilede nærmest hele tiden. Heldigvis havde vi nærmest Rømø for os selv.

Smukt landskab.
Fuji og MicMic i fuld fart
Vi måtte indstille turen, da Henrik var blevet gennemblødt (en computernørd er ikke nødvendigvis så super velekviperet på outdoorsiden). Alle var smurt ind i det fine strandstrand, men ingen i den grad som Fuji, der havde gardiner af det fine sand hængende på flanker og bukser.

Så retur til sommerhuset og skylle hunde. Jeg anede ikke at en hund kunne indeholde SÅ meget sand. Så var det frem med brætspillene igen, og heldigvis var sommerhuset lejet ud med slutrengøring, og vi kunne blive der indtil sidst på eftermiddagen. Det gav ekstra tid til hygge og brætspil.

Der spilles og hygges
Det var supergodt, for normalt så bruger vi jo størstedelen af søndagen på at pakke og gøre rent. Ikke mindst fordi jeg er total hysterisk med at fjerne alle spor af, at der har været hunde (selvom de gerne må være der), fordi jeg gerne være et godt eksempel, så lejerne igen tør leje ud til hundefolk. Jeg kommer jo også tit med en hund eller to mere, end de fleste sommerhusudlejere ofte tillader. Så det var vildt befriende bare lige at løbe huset over med en støvsuger (fordi jeg bare ikke kan få mig selv til at efterlade hundehår og det uundgålige sand på gulvet) og kaste sine ting i bilen og så trille hjem.

En vaskeægte 7-kabale med rigtige spillekort
Jeg nød weekenden og nærværet. Jeg nød, at min mobil stort set også holdt en pause, og jeg kunne bruge tiden sammen med familien, se fjernsyn, lægge kabale, læse ugeblade i stedet for at sidde med næsen nede i mobilen fra tid til anden. Ingen tvinger mig til at gøre det. Det er noget jeg selv vælger, og dermed også noget jeg kan fravælge.

lørdag den 4. marts 2017

WAO Udtagelse

I dag var der  udtagelse til World Agility Open. Jeg havde på forhånd meldt Ninja fra, så jeg tog bare afsted med MicMic. Det var lidt underligt, for hun plejer "bare" at være "vedhæng". Jeg nyder helt sikkert at løbe med MicMic, men jeg har ikke prioriteret hende så højt, og jeg erkender, at det er en kæmpe fejl, for hun har jo et lækkert potentiale, som jeg kan få meget mere ud af. Jeg arbejder på at ændre på det og prioritere hende højere. Lige nu kommer det jo af sig selv, fordi Ninja ikke kan løbe og Fuji er jo stadig "in the making".




Vores første løb fik hun en slalomfejl i. Hun kom korrekt ind men missede en port undervejs. Det kan jo ske, men hun kom da igennem banen. Næste løb fik hun vægring, fordi jeg glemte, at det var MicMic og ikke Ninja, som jeg løb med, så jeg fik ikke støttet og kaldt nok. Men jeg synes, at hun var supersej, for banerne var ikke nemme, og der var rigtig mange disk. Vi var 21 hunde i MicMics størrelse, og da vi havde løbet de første to agilityløb, var MicMic, så vidt jeg er orienteret den eneste hund i gruppen, der var kommet gennem begge baner uden disk, så alle kunne sige sig selv, at jeg "bare" skulle igennem den sidste bane, som var en springbane, så ville jeg være med på WAO holdet. For ved udtagelsen lægges alle tre løb sammen.

MicMic og jeg tager en slapper ved ringsiden før et løb
Så med den viden gik jeg til det sidste gennemløb, som var en lidt nemmere bane end de to foregående. Jeg indkasserede en vægring på et bagkryds (der er noget at træne mere på, for mine hunde skal kunne deres bagkryds) og ved forhindring nr. 19 blev MicMic lidt for frisk og snuppede et ekstra spring i farten, så vi blev disket.

Tilbage var der bare at vente på at beregnerne fik regnet og tjekket og dobbelttjekket, før holdet kunne offentliggøres. Jeg havde jo nok set, at mine chancer var betydeligt reduceret pga disken i sidste løb, og jeg havde jo heller ikke et fejlfrit løb at præsentere. Holdet blev råbt op, og MicMic og jeg blev råbt op på plads nr. 4, hvilket vil sige, at vi er første reserver. Jeg forventer nu ikke, at reservepladsen kommer i spil, og det er faktisk lidt som at være på tabernes vinderplads, men når det så er sagt, så er det fuldt berettiget. For jeg synes stadig, at der er mange basale ting, der halter for os som ekvipage. Vi er ikke helt samspillet endnu, og der er mange ting, som MicMic ikke er sikker i.

Der regnes på livet løs før holdet offentliggøres
Det var nogle anderledes baner, som vi skulle løbe i dag. Der var lange afstande mellem forhindringerne og nogle lidt underlige vinkler, men det er sådan nogle baner, man skal forvente til WAO, har jeg ladet mig fortælle. Der var også mange flotte løb i dag. Det bliver helt sikkert en fest for de 12 deltagere at skulle afsted. Det er jo lidt sjovt for alle hundeførerne er af hunkøn. Total girlpower!

Tak til Jørn Elsberg for at bruge dagen på at stå og dømme. Tak til det fine hjælperteam og til Sannes Hundecenter for at stille faciliteter til rådighed. Tillykke til holddeltagerne og god tur til Holland.

Vi fik ikke en plads, og selvom jeg kan overveje at søge en wildcard plads med Ninja, så tror jeg nok ikke rigtig på det, for der bliver kun uddelt ialt 5 wildcards, og vi har ikke nogle internationale resultater eller mesterskabstitler, som kan tælle med. Vi kan bare prøve igen til næste år, for jeg tror det kunne være meget sjovt at prøve.

tirsdag den 28. februar 2017

Ikke en ønskestart på sæsonen

Forrige weekend startede agilitysæsonen for mig og mine hunde. Jeg glædede mig til at komme igang efter 5 måneder uden stævner (for MicMic var det over et halvt år). Ninja og jeg startede hos DCH Vejle om lørdagen, og vi kom ikke særlig heldig fra start. Disk i to løb pga forkert bane og en slalomfejl i et af løbene. Det var en kold dag, og jeg havde Ninja i bilen. Hun lå på et tykt tæppe og var pakket ind i et varmt dækken. Jeg sørgede for at varme op og skridte af ifm løbene, og synes bestemt, at jeg var ekstra omhyggelig pga kulden.

Da jeg henter Ninja inden banegennemgangen til mit fjerde løb, hoppede hun ud af bilen og ville først ikke støtte på venstre bagben, men kom så ned på benet efter et par skridt og går, dog noget urent, men ikke haltende. Jeg tænker, at hendes ben måske havde sovet, da hun lå i bilen, men jeg kan godt se, at hun aflaster det, når hun står. Jeg trækker hende naturligvis var dagens sidste løb.

Det er første gang, jeg har oplevet, at måtte trække en af mine hunde fra et løb, fordi den pludselig og helt spontant er halt (bortset fra Dania Cup i 2014, hvor Ninja faldt af bommen, men det var noget mere dramatisk og åbenlyst, hvorfor hun ikke var rentgående efter den omgang).

Dagen efter behandlede Niels Poulsen Ninja, og hun var spændt op i det meste af kroppen, og bagefter virkede hun helt ok igen, for jeg har jo heller ikke set, at der er sket noget, som ligefrem kan have udløst en skade. Så jeg regnede med, at det var det. Jeg pakkede hende ikke ind i vat eller tog særlige hensyn i sidste uge, men jeg løb heller ikke agility med hende.

I weekenden var vi en tur ved Vadehavet, og på en gåtur hundene fik lov at tonse løse rundt i en times tid. Ninja og Fuji løb og legede. De jagtede hinanden og de ting, som de hver i sær løb med i munden. Der var ikke noget unormalt at spore på Ninjas gang. Da vi kommer tilbage til sommerhuset, og hundene har "sovet løbeturen ud", så kan jeg se, at Ninja igen trækker på venstre bagben.

Igår mandag var jeg så hos Jacob på Nordre Dyrehospital. Det var også Jacob, der stod for den primære behandling af Ninja, dengang hun faldt af balancebommen. Han kunne ikke finde noget "slemt", men kunne konstaterede, at hun ikke var så vild med, at han havde fat i den muskel der går fra lysken til forsiden af knæet på venstre bagben. Han var ikke panderynkende bekymret, selvom jeg naturligvis bliver det. Det er jo samme ben, som dengang i 2014 - i øvrigt den eneste skade Ninja nogensinde har haft, og jeg har ikke set noget til den hverken før eller siden.

Nu står den så på 14 dage uden de store udskejelser og på smertestillende. Den første uge i snor og næste uge "bare hund", der må løbe frit uden at "tosse". Så må vi se, hvordan det hele ser ud, når Jacob har fat i hende igen om 14 dage. Men jeg kan allerede se nu, at Ninja og jeg ikke skal til WAO sammen og løbe, for det er jo i denne weekend, der skal løbes om pladserne på det hold. Det var en lidt kedelig erkendelse, men den havde jeg jo sådan set allerede i lørdags, da jeg så hende gå urent efter leg på diget ved Ballum. Nu krydser jeg bare fingre for, at to uger på smertestillende/antiinflamatorisk heler skaden op, når jeg kombinerer dem med strækøvelser af bagbenene. Ellers ser det ud til, at eventuelle landsholdskvalifikationsløb kommer i fare, men nu ser vi lige, hvad Jacob siger om 14 dage, før jeg drager forhastede konklusioner.

Men ikke hele sæsonstarten var trist. Jeg skal da ikke glemme at berette om MicMics opstart her efter at have holdt stævnefri siden august. Jeg var til stævne i Vallensbæk om søndagen (dagen efter, at jeg var i Vejle med Ninja), hvor MicMic skulle løbe på gulvtæppe for første gang. Jeg skulle lige finde ud af hvor meget, jeg faktisk skulle støtte hende, da hun havde lidt svært ved at bremse og dreje, når hun kom op i fart (og det gør hun jo heldigvis). Det kostede os nogle fejl/disk. Vores første to løb blev vi disket i og i det tredie fik hun en vægring, men sluttede dog på en fin 2. plads. Der var faktisk kun en fejlfri hund i klassen. Sidste agilityløb var vi fejlfri i, og MicMic vandt klassen og fik et fint lille "notat" i sin startbog. Nu mangler vi et fejlfrit ag1 løb, før hun er i klasse 2. Så vi er godt på vej.

Det var i øvrigt et meget tilrettelagt stævne, hvor tingene bare kørte derudaf. Nogen gange næsten lidt for hæsblæsende. Alle løb lå nærmest lige efter hinanden, så det var et uafbrudt loop af at varme op - gå bane - løbe - skridte af - gå bane - varme op - løbe - skridt af.....

Præmierne var helt og aldeles fede, og der var altid noget at vælge imellem på præmiebordet. Jeg forstår sådan set godt, hvorfor VAS stævnerne er så populære. Hvis jeg skulle have glemt det, for det er nemlig mange år siden, at jeg sidst har været til stævne der, men der går ikke lige så lang tid, før jeg kommer igen næste gang.

onsdag den 22. februar 2017

Min mest sviende bemærkning

For 7 år siden. Nærmest på dato, stod vi i gangen med en lille taske og Silas pakket i den lille babyautostol, som han trods af sin alder på 18 måneder stadig kunne passe, fordi han bare var et lille skravl på 7,5 kg og 77 cm lang. Ja, det er ikke meget for en 1½ års knægt.... Han var lille og tynd, og vi var efterhånden desperate over hans mistrivsel.

Vi havde været hos egen læge om formiddagen, for atter at få lyttet på Silas´ lunger, da han hev efter vejret. Lægen indlagde os på Kolding Sygehus, så vi skulle bare køre hjem og pakke og så køre derop over middag. Som vi stod der og skulle ud af døren, kom posten og afleverede et brev. Det var fra SKAT (før e-boksens tid). Jeg åbnede brevet og konstaterede, at SKAT gerne ville have kr. 25.000 ekstra fra mig. Lidt ærgerligt, men ikke helt uventet.

Billedet her er taget for 6 år siden om morgenen, inden vi blev indlagt
Med den ene ben ude af døren var min kække og mest sviende bemærkning til Henrik: "Nå, men så lad os køre op og få noget for vores skattepenge". Der anede jeg slet ikke, hvad der ventede os. Jeg havde heller ikke fantasi til det. Men jeg kan sige, at efter 6 dage på Kolding Sygehus stillede de endelig en diagnose. Det var ikke nogen drømme diagnose. Silas havde (og har resten af sit liv) Cystisk Fibrose. Vi blev derefter indlagt 10 dage på Skejby Sygehus, og efter 16 dage var vi hjemme igen, og havde vist så rigeligt fået valuta for min skyldige skat. Men det stopper jo ikke her. Det er resten af Silas´liv.

Henrik og jeg har tit talt om, at vi i den grad betaler vores skat med glæde. Uden et velfærdssamfund, så ville patienter, som Silas vare chanceløse (hvis ikke man var godt forsikret). Alene medicinudgifterne for Silas´ normale medicin koster kr. 125.000 om året, men nogen gange sker det, at han skal have noget udover det normale, som f.eks idag, hvor Henrik havde hentet den nye antibiotikakur til Silas. Jeg kiggede på CTR udskriften og konstaterede at de to kasser med ampuller tilsammen koster kr. 55.000!!!

Køleskabet er fyldt til bristepunktet
De to kasser skal opbevares på køl. Ligesom det andet inhalationsmedicin, som Silas får, så det begyndte at knibe med pladsen i køleskabet, da Henrik kom hjem fra apoteket. Heldigvis kan alt det øvrige medicin opbevares ved stuetemperatur, ellers var vi nok nødt til at anskaffe os et nyt køleskab.

Fordi Silas har en kronisk lidelse, får han kronikertilskud, hvilket i praksis betyder, at vi henter medicinen på apoteket, som så via en medicinbevilling afregner med kommunen, der så igen afregner noget af det med regionen. Så hvis vi ikke kigger på den vedlagte CTR udskrift, så ved vi i princippet ikke hvad medicinen koster. Hvem vil da også have kr. 55.000 liggende til en antibiotikakur i ny og næ?!

Den nye kur, som Silas skal igang med skal gives i inhalation, der forstøver medicinen ned i lungerne. Det skal gøres morgen og aften i 30 dage. Silas har ikke prøvet denne kur før, men jeg har læst, at det tager 10-15 minutter for hver inhalation. Det er lang tid at sidde med en inhalationsstuds i munden og næseklemme på (han har i forvejen en anden inhalation, som han tager hver aften). TOBI kuren skulle ikke være behagelig at inhalere, men jeg håber, at Silas er lige så hårdfør og lige så lidt pjevset på det punkt, som han plejer at være. Silas brokker sig sjældent over sin medicin, men han skal holdes til ilden, ellers lader han det nogen gange bare ligge.

Den nye kur, som Silas skal igang med, skal han have, fordi de fandt stafylokokker i hans sidste sug. Ikke at det er så usædvanligt, og de plejer kun at give tabletter som kur ved fund af stafylokokker. Nu er det bare sådan, at de også har konstateret et fald i hans lungefunktion, så går vi nu lidt hårdere til værks i behandlingen. Derfor har de valgt at sætte ind med en mere skrap kur. Så fra næste uge skal han både have antibiotikapræparat i pilleform og som inhalation. Vi håber det hjælper på hans lungefunktion, da den faktisk ikke må dale. Jeg kan leve rimeligt i fred og fordragelig med Cystisk Fibrose som et ekstra familiemedlem, men jeg bryder mig ikke rigtig om, når sygdommen viser tænder.