tirsdag den 26. juli 2016

Det var lidt for tæt på....

Fredag aften jagtede vi solnedgangen på Mandø for at få dette flotte skud. Der kunne jeg ikke vide, hvor uhyggelig tæt det var på at være det allersidste flotte billede af min skønne MicMic.

Foto: Sanne Ammitzbøll
(Grooming: Mona Pharsen)
Lørdag morgen fik jeg sådan en træls opvågning. Lyden af en hund, der brækker sig i campingvognen. Op af sengen sprang jeg, greb MicMic, der stod halvvejs inde under den nederste køje. Jeg var klar til at springe ud af vogn og fortelt med hende, da den lille bitte smule blufærdighed jeg har, fik mig til at tøve og kigge ned af mig selv. 

Nej. Det ville ikke være pænt gjort at stige ud i morgensolen til de andre i den mundering eller mangel på sammen. Kastede en T-shirt på og MicMic holdt tæt imens. Udenfor gik hun og bøvsede lidt mere, men det var nu ikke noget, som jeg tillagde noget særligt. Det hænder da af og til at en af mine hunde kaster op, og det her så hverken værre eller bedre ud end så mange andre gange, når en hund har kastet op (endnu i hvert fald).

Vi spiste morgenmad ude mellem alle vores campingvogne (vi var et "selskab på 6 campingvogne), mens hundene gik i deres indhegninger. MicMic havde lagt sig om i skyggen, og det var der jo ikke rigtig noget mærkeligt ved. Det var stegendes varm. Lørdag var en dag med over 25 grader på Mandø. Hun havde trukket sig helt op i hjørnet af indhegningen og krøllet sig sammen.

Mens alt vores morgenhalløj står på, bemærker jeg ikke nogen forværring ved hende og hun er faktisk også omme på forsiden af forteltet en enkelt gang, hvorefter jeg følger hende om til bagsiden igen, fordi der er mere svalt. Jeg bemærker ikke noget alarmerende. 

Da vi er færdige med morgenmaden er planen, at vi alle skal ud at bade med hundene. Min plan er i første omgang at tage med, men lade MicMic blive tilbage i "lejren". For mig at se, ligner hun bare en hund, der har kastet op. Det har jeg jo prøvet masser af gange før, og det plejer bare at være ovre efter et par gylp. Jeg når dog slet ikke så langt i mine planer. Jeg når vist dårligt nok at tage af bordet og bære det over i campingvognen. 

Da jeg igen går om til MicMic, så ligger hun bare og har det meget meget skidt. Hendes underkæbe hænger og forbenene er helt fuldstændig smurt ind i savl. Hendes gummer er blege. Hendes øjne er triste og trætte. Når det handler om mine egne dyr og nødstilfælde, så går jeg lidt i chok og kan stort set ikke rigtig foretage en fornuftig handling. Så er man glad for at være sammen med 10 andre hundetosser, der kan tage over for en. 

Sanne Ammitzbøll kastede sig over MicMic, tog temperatur, gav salt/sukkervand og gennede mig panderynkende afsted til dyrlæge. En anden tjekkede tidevandstabellen. Gudskelov var der lavvande, og man kunne køre til fastlandet. En tredje ringede til dyrlægen og varslede vores ankomst. En fjerde hoppede med i bilen. Køre bilen kunne jeg godt. Det må være noget, som jeg kan på rygraden. 

Men det at køre er nu ikke engang noget, som man skal tage for givet, når man nu står der på en vadehavsø, hvor tidevandet styrer ens handlemuligheder. Heldigvis var der lavvande, for ellers havde det virkelig været bad luck. Patienter hentes med helikopter i sådanne tilfælde. Men næppe hunde. Mon sygeforsikringen ville dække en ambulanceudrykning med helikopter? 

Vejen fra Mandø til Ribe er ikke lige frem velegnet til Formel 1 racerløb. Alene Låningsvejen, som er ca 6 km lang og består af en mere eller mindre "pyttet" grusvej med hastighedsbegrænsning på 25 km/t. Men kan kan "sagtens" køre 65-70 km/t på den, når der ikke lige er fodgængere, modkørende eller alt for løst grus. Det var ikke behageligt, men føltes nødvendigt. 

De 25 km til Ribeegnens Dyrlæger føltes bare som 75 km og naturligvis var omkørselsvejen ved Ribe By også ved at pakke til af ferietrafik. Sådan er det jo altid lørdag i sommerferien. Så hvorfor skulle denne dag være anderledes?

Dyrlægen undersøgte MicMic, som bestemt ikke havde fået det bedre på turen. Hun var rigtig slap. Efter et hurtigt tjek stod det klart, at MicMic var svært dehydreret og skulle have noget vædske. Dyrlægen ville starte med at tage en blodprøve og så give vædske. Men det med blodprøven skulle vise sig at blive noget af en opgave. Dyrlægen baksede og kunne ikke ramme. Jeg var efter et par missere simpelthen nødt til at spørge hende, om det var hende, der ikke var så heldig med at ramme eller det var MicMics tilstand? Pludselig kan jeg ikke se nogen vejrtrækning fra MicMic, men inden jeg panikker helt, ser jeg at hun stadig trækker vejret. Svagt, men hun trækker stadig vejret. Da jeg efter forløbet fortæller det til dyrlægen, siger hun, at også pludselig manglede vejrtrækningstegn. 

Jeg foreslår dyrlægen, at en anden kan prøve at ramme en vene. Hendes kollega bliver kaldt hen til os. Han bakser noget, men får dog ramt en vene, men siger så til sin kollega, at hun godt kunne glemme at få en blodprøve af den hund, for der er ikke noget tryk på blodet. Og nej jeg kan godt se, at der ikke kommer mere end en lille dråbe blod ud af det venekateter, som han møjsommeligt har fået lagt med store lupbriller på. 

Det står nu helt klart for mig, at det er meget skidt med min lille sheltiepige, og jeg bliver ret utålmodig. "Kan I ikke bare se at give hende noget vædske nu og så tage den blodprøve bagefter?" spørger jeg. Jeg er oprigtigt bange for, at hun skal dø i armene af mig. Mens dyrlæge 1 gør klar med drop og vædske, barberer Dyrlæge 2 MicMic på halsen og stikker en kanyle ind der, mens jeg forsøger at holde min meget slappe hund. MicMic gør intet for at holde sin krop og hænger bare slapt i mit greb, som jeg må flytte lidt på, da jeg ellers holder hele hendes vægt i mit greb rundt om hendes hoved. Dyrlægen trækker blodprøven ud i en engangssprøjte. MicMics system var ved at lukke godt og grundigt ned. Hun stinker rædselsfuldt, og det gør hun faktisk flere timer efter. En ubeskrivelig stank af mavesyre omgiver hende.

Hvor er hun bare skidt og afkræftet
Endelig får hun vædske. Hun bliver meget langsomt bedre, men jeg synes faktisk, at der går et par timer, før hun igen ligner en hund. Selv efter to timer er hendes poter stadig klamme og kolde. 

En halv time senere end billedet ovenfor.
Nu kan hovedet da løftes ved egen kraft
Efter 4 timer har hun fået 500 ml vædske i droppet og er klart i bedring, men hun har på intet tidspunkt taget initiativ til at rejse sig fra bordet, hvor hun har ligget stille i 4 timer. Hvis jeg rejser mig og går væk fra derfra (Jannie, som var sød at springe med i bilen, bliver selvfølgelig stående hos hende), så vender hun øjne og ører efter mig, men det er også det. 

Efter et par timer med vædskedrop
Efter 500 ml har hun fuld tank, og jeg bærer hende udenfor og sætter hende i græsset, hvor hun trisser efter mig. Indenfor havde hun vaklet rundt som en fuld. Rart at se, at hun er på benene igen, og hun får også tisset lidt. Efter et par minutter udenfor løfter jeg hende ind igen. Når man har løftet på hende, gylper hun stadig og hun har helt klart kvalme. Hun får kvalmestillende og dyrlægen beslutter at tage et røntgenbillede af mavesækken for at sikre sig, at der ikke ligger noget derinde. 

Der er ikke mere, de kan gøre for hende, og hun er også i bedring på de 4 timer, vi har været hos dyrlægen. 4 timer er lang tid at sidde og afvente og kigge på, at dråberne drypper fra dropposen. Det giver jo ikke hunden ro, hvis man sidder og rykker i hende hele tiden. Så lidt adspredelse skal man da have. Jeg fik da ryddet lidt op på min telefon i det mindste. Og det var dejligt, at Jannie var kørt med mig til selskab og assistance. Det er også altid rart, at have et par ekstra ører til at høre dyrlægens instrukser.

Vi kører tilbage til campingpladsen på Mandø. Det føles ikke, som om der er helt så langt fra Ribe til Mandø, som der var Mandø til Ribe og det til trods for, at jeg kører en del langsommere på turen tilbage. Som timerne går bliver MicMic mere og mere frisk. Til aften kaster hun sig frådende over det vådfoder, som jeg fik med fra dyrlægen. Jeg tilbyder hende lidt, og det bliver sørme i hende. Sådan småfodrer jeg hende over et par gange om aftenen, og til min store glæde holder hun det i sig. 

Lørdag aften - stadig noget mat
Søndag morgen kan hun både logre og "smile". Op af dagen kommer hun faktisk også med ud på en gåtur, da hun virker frisk og opmærksom. Hun er ganske livlig på gåturen og hopper og piber for at komme ned til stranden. Hun får dog ikke lov at komme i vandet, hvilket hun er ret utilfreds med. På hjemvejen slipper jeg hende løs hen af en sti, og hun og Fuji ryger afsted som to missiler. Det var svært at se, at hun var lige ved at dø fra mig et døgn inden. 

En glad og frisk MicMic på søndagens gåtur
Nu her tre dage efter er hun helt sig selv. Glad, fræk, madglad og springende op i favnen af mig. Utroligt så hurtigt en hund kan restituere. 

Hvad var det så lige, der gjorde hende så syg? Diagnosen var en forgiftning. Og det eneste "underlige" hun havde indtaget var lidt af en krabbe. Dvs 2-3 ben og en klo. Sidst vi var på Mandø spiste hun også en krabbe, men det skete der ikke noget ved. 

Sanne og Monas hunde spiser BUNKER af krabber på turene. De bliver aldrig syge. Og så nipper MicMic til en enkelt krabbe og er lige ved at dø?! Det var ikke fordi krabben var en halvrådden sag, der lå og kogte oppe på stranden. Den var spillevende og hang faktisk fat i hendes pote, da hun nysgerrigt "udforskede" den. Jeg forstår det ikke. Hvor uheldig kan man lige være? Reaktionen kom først 10-12 timer efter, men dyrlægen sagde, at det passede meget fint med en forgiftning af bakterier fra skalddyr. Der var ingen feber og hendes blodbillede og værdierne på organerne var fine. En smule forhøjet på leveren hvilket også passede fint med forgiftning.  

Nogen synes, at krabber er en delikatesse. Jeg ved ikke, hvad MicMic synes, men jeg synes det var et lidt for dyrt måltid til, at hun skal gentage det. Regningen lød på mere end kr. 4.000, men havde værst af alt også nær kostet mig en hund. Det står i hvert fald helt fast, at hvis vi havde været lidt hurtigere til at komme afsted til vandet efter morgenbordet, så var jeg kommet tilbage til en død hund. Det er ret uhyggeligt at tænke på, og hvad nu hvis, der havde været højvande og vejen til fastlandet havde været lukket af vand?

Men jeg slap med skrækken og kan forhåbentlig nyde godt af min søde lille humørbombe i mange år fremover. 

mandag den 18. juli 2016

Er din hudfarvet?

Her i weekenden sad jeg og spillede "Hvem er hvem" med Silas. I spillet skal man gætte, hvad det er for en person, som ens modstanden har trukket. Det gøres ved hjælp af udelukkelsesmetoden. F.eks ved spørgsmål som "Er din en mand?", "Har din blå øjne?" osv. Efterhånden som personerne udelukkes, så lægger man dem ned (alle mulige personer er rejst op på en slags tavle, når spillet starter).

Til sidst ender man med at sidde med en person tilbage, som så gerne skulle matche det kort, som ens modstander har trukket.

Et af de spørgsmål, som Silas stillede mig, da han skulle gætte min person var: "Er din person hudfarvet?" Øhhh, jeg sad lige og tænkte lidt over det spørgsmål og måtte spørge ham om "alle farver" ikke var "hudfarvet".

Silas tænker over sit næste spørgsmål
Det viste sig så, at knægten mente om "min person var lys i huden". Ja det havde jeg da nok regnet ud, men jeg tænkte alligevel, at en "negers" hud og er hudfarvet. Silas´ opfattelse kan måske hænge sammen med, at vi bor i et lille landsbysamfund, hvor befolkningen ikke har så mange forskellige nuancer af hudfarve. Det spænder mest fra ligbleg til lidt solbrændt. Ud af skolens 100 elever er der dog et enkelt adoptivbarn eller to, men det har åbenbart ikke været nok til at få Silas til at se deres "skind" som hudfarvet.

mandag den 11. juli 2016

EO - here we come!

Ja, det lignede en sommer uden hundeaktiviteter...  Men jeg overvejede faktisk også at tage på med på Dansk Hundeferie, men jeg mærkede efter og syntes, at jeg egentlig havde mere brug for at slappe af sammen med Silas, når vi skal på camping. På hundeferien skal man passe sine træningstider og ud at køre efter træningen, og nej det skulle ikke være sådan i år. Synes ikke der var nok value for the money i hele det store ferieregnskab. Det kunne jeg mærke, da jeg var på Mandø. Så jeg valgte ikke at lægge billet ind på en af de ledige pladser. Godt for det. Dels havde jeg ikke haft tid pga nogle arbejdsopgaver, og så var vejret bestemt ikke ligefrem drømmevejr for en campingferie.

Mens jeg var på Mandø var der stævne i den anden ende af landet. Her blev en af EO-holdets hunde desværre alvorligt skadet, da hun hang fast i tunnelholder. Tina (som ejer den skadede Darling) skulle have været afsted med to hunde, men valgte at trække begge sine hunde fra deltagelsen til EO. Ugen forinden var en anden af holdets hunde blevet agilitypensioneret pga en agilityskade, som hele tiden brød op. Rigtig trist baggrund at komme i spil på. I det hele taget trist, når vores hunde bliver skadede af vores sport.

Hvem forestiller sig, at en 3. reserve kan komme i spil? Ja, jeg gjorde ikke. Og da jeg kunne se, at jeg var 3. reserve, så besluttede vi på hjemmefronten helt at droppe vores ellers planlagte tur til Frankrig (den var bygget op om turen til European Open). Derfor var det i fuld enighed mellem Henrik og mig, at Henrik takkede ja til noget arbejde, som han fik tilbudt hen over sommerferien. Godt nok betød det jo, at vi ikke ville få sommerferie sammen allesammen, men vi har jo en efterårsrejse i vente.

EO klar
(i øvrigt iført min amerikanske veninde Jennifers EO trøje fra 2015)
Så da jeg modtog beskeden om, at jeg nu havde en plads på EO teamet, så var jeg faktisk ikke helt sikker på, at jeg kunne komme afsted. Første plan var at tage alene afsted sammen med Silas og forsøge at gøre det til en god tur for ham også. Jeg efterlyste via Facebook lidt opbakning/"omsorg" til Silas på turen, og det var ikke et problem, at nogle fra holdet gerne ville hjælpe os lidt, så der også var noget for Silas, mens jeg var optaget af løb og banegennemgange. Jeg fik faktisk også tilbudt hjælp ude fra, fra personer som slet ikke selv skulle deltage, men gerne ville tage med. Men Silas nedlagde total veto. Han ville bare ikke afsted til Frankrig uden sin far, og jeg kunne bare tydeligt mærke, at det ikke var noget, som jeg skulle gennemtrumfe. Så jeg var sådan set ved at give op.

Jeg kunne ikke engang bare "efterlade" Silas hjemme hos Henrik, for SFO´en har lukket i hele juli måned. Redningen blev så mine forældre, som jeg alligevel havde aftalt med, at Silas skulle på ferie i nogle dage, men det var nu ikke lige på tidspunkt. Jeg fik rykket lidt rundt på ferien hos mormor og morfar, så det passede med, at det var mens jeg så var i Frankrig i stedet for. Super fint. Så kunne det lade sig gøre.

Men så fik jeg øje på en ny udfordring. EO slutter søndag d. 31. juli, og Silas har fødselsdag d. 1. aug, og jeg kunne også mærke, at det var forkert ikke at være hjemme til at holde fødselsdag for ham - fra morgenstunden vel at mærke. Havde vi været i Frankrig alle mand på ferie, så havde han jo bare skullet fejre fødselsdag sammen med sine forældre i Frankrig. Alle de der udfordringer havde jo ikke været der, hvis ikke jeg var endt på reservepladserne efter kvalifikationerne. Så selvom det hele lader sig gøre, så er det ikke som "fod i hose"

Ja man skal måske være forælder for at forstå mine dilemmaer.... Egentlig er det ikke fordi en knægt på 7 år skal diktere ens sommerferie, men jeg må også se i øjnene, at det her pludselig ikke mere var en "ferie" i den forstand, men en tur ene og alene for mig. Så når han sagde så tydeligt fra, så vil jeg ikke "tvinge" ham med. Inde i mit hjerte siger det mig, at turen ikke er "nødvendig", men ene og alene et egoistisk behov fra min side. Silas kan som så mange andre (børn som voksne) godt lide forudsigelighed, og han kan ikke gøre for, at ferieplanerne ændres hele tiden. Jeg synes, jeg er nået frem til et for alle tåleligt kompromis.

Altid en fornøjelse at løbe med Ninja

Jeg har regnet ud, at jeg kan køre hjem i løbet af aftenen/natten efter EO, og når jeg bare har selskab på vejen af de andre deltagere, så skal det nok gå. Nu glæder jeg mig i hvert fald til at komme afsted sammen med Ninja og prøve kræfter med alle de seje hunde fra hele verden. Jeg er sikker på, at vi nok skal få en helt fantastisk og hyggelig tur sammen med de øvrige deltagere.


lørdag den 9. juli 2016

Opbakning og anerkendelse

Det her er bare sådan en weekend helt uden planer. Ja sådan nogen kan man faktisk også godt finde i min kalender, selvom det ikke er mange.

Fra morgenstunden sad jeg lige og tjekkede facebook, og en af min facebookvenner fra min barndomsby har de sidste dage skrevet en del om Team Rynkeby. Det har hun, fordi hendes mand i år kører med Team Rynkeby Østjylland til Paris.

Jeg har har perifert kendt Lise i min barn-/ungdom, men her som voksne har vi lært hinanden at kende i en helt anden sammenhæng, da Lise og Henriks datter, Jessica som lille fik konstateret en tumor i hjernen. Jessica og Silas er jævnaldrende. Jessica må desværre leve videre med sin kræftsygdom og hun er skøn tøs, der altid har et kærligt kram til en. Jessica har sin egen blog, som du også kan læse, hvis du lyster

Nå men tilbage til Facebook og Rynkeby. Team Rynkeby kører i år med GPS i deres teams, så man kan se, hvor de befinder sig henne, og jeg fandt ud af, at det østjyske team næsten kørte lige forbi os. Vi skulle faktisk kun lige bevæge os 5 km til nabobyen. Og da vi alligevel skulle en tur ud at se på "samfundet", så fik jeg det timet med, at det passede med, at vi ville ramme "Rynkerne" der. Så vi tog opstilling på Hoptrup Bygade.

Team Rynkeby Østjylland
Jessicas far, Henrik vinkende forrest

Jeg fortalte lidt til Silas om Rynkeby og deres tur til Paris, og Silas kender jo godt til Rynkeby fra skoleløbet, hvor han jo selv løb en ret anseelig andel af skolens samlede bidrag ind, takket være mange sponsorer. I bilen fik vi en snak om, at det nok ville være rart for holdet med et skulderklap, som vi kunne give, hvis vi stillede op og hilste på dem, når de kørte gennem byen. Og at det bare er rart, at nogen tror på ens projekter og anerkender en for det, som man gør. Herregud det kostede jo ikke noget at stoppe op og ønske en god tur.... Men for mig var det faktisk også vigtigt at vise min opbakning, ikke mindst fordi Lises mand Henrik jo var en del af holdet, og jeg kender ham jo.

Via Rynkebyteamets hjemmeside og kortet med placeringen af GPS´en kunne jeg se, hvornår de dukkede op, og så vi stod klar. Silas på nakken af Henrik og jeg ved siden af. Så ønskede vi dem ellers god tur efterhånden, som de passerede. Jeg fornemmede tydeligt, at det virkelig var som et skulderklap, og der blev hilst tilbage med vinken, "Tak" og "God weekend". Det var virkelig en skøn oplevelse. Banal, ja, men alligevel en skøn oplevelse. Det var meget mere værd for både mig og teamet end et "synes godt om" eller en "God tur-hilsen" i kommentarfeltet på et facebookopslag. Jeg fornemmer, at sådan et team får noget helt særligt sammen af sådan en tur. Måske vender jeg tilbage til mere om "Rynkeby" på et andet tidspunkt... Jeg fornemmer, der er mere i gære...

Nå men vi skulle jo ud i samfundet. Egentlig havde jeg tænkt, at vi skulle trille en tur til Flensburg, men da jeg ville fiske vores pas op af skuffen, så kunne jeg se, at Silas´ var udløbet, og det var nok en dårlig plan at have et forældet pas med, nu hvor grænsekontrollen som regel tjekker pas, når man vil ind i Danmark. Måske også meget rart at få styr på det, inden en USA tur.

Dybbøl Mølle på en dansk sommerdag
Så vi ændrede destinationen til Dybbøl Mølle i stedet. Vi fik en fin lille tur ud af det. Med udsigt fra Dybbøl Banke og lidt kanonkravleri. Ja, vi var også inde på Dybbøl Mølle og male vores egen mel. Der skulle virkelig bruges kræfter for at male mel, og Silas sled i det. Silas er ikke den stærkeste fyr, men han er ved at komme godt efter det. Endelig er han blevet lidt mere villig til at bruge sin krop og bevæge sig lidt mere.

Silas knoklede med at male mel - bemærk at fotoet er uskarpt pga bevægelserne
Han måtte ret hurtigt have jakken af
Og mens Silas klatrede rundt på beton og kanoner talte Henrik og jeg også om, hvor meget han har flyttet sig motorisk og i fysisk kraft de sidste måneder. Og her kom det med anerkendelse og opmuntring igen ind. Når man opmuntrer og roser ham for at nå små nye mål, så motiverer det naturligvis også meget mere. Mon ikke det er værd at huske i dagligdagen, hvor folk måske er bedre til at fortælle deres medmennesker om alt det, som de gør forkert end alt det, som de gør rigtigt.

Dybbøl
Vi har så meget jantelov, og med mindre man nærmest har verdensrekorden i et aller andet eller har styrke til at holde sig selv vandret i strakt arm ud fra en lygtepæl, så er det ikke "noget særligt". Vejen til at føle sig god for de "middelmådige" er så bare lang og nærmest ufremkommelig med den indstilling. Et klap på skulderen og et lille kompliment kan gøre en stor forskel.

fredag den 8. juli 2016

Gamle solstråler og guldkorn fra Silas

Facebook kom i dag med minder til mig fra ældre opslag fra samme dato. Deriblandt billedet af denne sol, som Silas tegnede, da han var 3 år. Og sådan en sol kan man da godt bruge, når nu vejret udenfor ikke rigtig kan finde solen og sommervarmen frem.

Kunstner: Silas 3 år
Silas knyttede også en kommentar til sit kunstværk:
Det er en sol med masser af solstråler, mund og store glade øjne med prikker i - ligesom vi har (citat kunstneren Silas)

Apropos stråler, så var vi for 3 år siden til Fionia Cup og ude fra campingvognens toilet lød det pludselig: "Mor, jeg har altså tisset dårligt".
Mor: Hvad mener du med det?"
Silas: "at jeg har tisset dårligt"
Mor: "Er der så tis ud over det hele?"
Silas: "Nej, ikke over det hele" (Kunstpause) "ikke på loftet - og heller ikke på håndklædet"

Lad mig bare afsløre, at han nok havde tisset en anelse ved siden af (det kan man måske også forvente af en 4 årig, der står op og tisser på et lille campingvognstoilet), men det var ikke helt så slemt som man kunne frygte ud fra beskrivelsen.

tirsdag den 28. juni 2016

En weekend i "opladeren"

Det er længe siden jeg besluttede at dedikere denne weekend til at lade op med familien i campingvognen (der ikke har været på et officielt campingareal siden 2014). Det trængte jeg nemlig bare til.
En is i Ribe kan man altid lade op med - eller fylde sig op med
Selvom min stævnekalender egentlig "pegede" på et agilitystævne i Aabenraa (altid et hyggeligt stævne og det tager kun en halv time at køre dertil), så valgte jeg alligevel at grave min campingvogn frem og køre på camping. Det havde også været lidt anstrengende i Aabenraa, for det pissede ned - med skybrud und alles dernede.

Turen gik til Mandø. Det var ikke helt tilfældigt. Min gode veninde Mona og hendes søn Oliver er fastlæggere derovre, Mandø er også bare noget særligt. Særlig "slow", højt til loftet og så uhøjtidigt. Man kan faktisk kun slappe af og hygge.

100% aftenhygge med bål, pandekager og snobrød

Den helt specielle Mandø dessert - Så meget mums og let!
Jeg havde en udbudsbesvarelse, der skulle besvares inden kl 12 om fredagen, men jeg havde sendt den kl 02 i stedet for, så den var ude af verden fredag. Så fredag skulle jeg bare koncentrere mig om at gøre campingvognen klar til afgang. Det er noget af det, som jeg hader allermest ved camping. Jeg hader at pakke den campingvogn.

Men afsted kom vi da. Vi nåedet det også inden tidevandet. Det er nemlig en del af charmen ved Mandø. Det gælder om at få røven afsted til tiden ellers så må man holde og vente på at det bliver lavvande, så man kan køre over til Mandø, og det vil være spild af tid, for der går da rask 4-5 timer med det.

Krabber, krabber, krabber.... Store og...

....meget små! Nærmest nuttede!
På Mandø ventede en større forsamlig af "hundetosserne". Det er betegnelsen for nogle af de personer, som har større eller mindre grad af tilhørsforhold på Sannes Hundecenter. De havde været der hele ugen, og den lomme af Mandø Camping var helt i hundene. Der 7 campingvogne og tilsammen 36 hunde fordelt i de 7 vogne. Men der var faktisk ingen hundestøj. Dem der larmede mest var Oliver og Silas.

Der gøres klar til fælles morgenmad

Det kan godt være svært at finde hoved og hale i en træt hund
På Mandø kan man bare trækket stikke ud og lade dagen gå. Bare slappe af. Bare hygge. Bare gå ture på denne skønne og helt specielle ø. Man kan vade rundt i/på Vadehavet. Vandet var varmt og hundene løb rundt. Der er intet man skal nå til et bestemt tidspunkt (med mindre man skal over til fastlandet).

På Mandø kan man næsten gå på vandet
Drengene fik badet en smule, og så fik vi rodet med/efter krabber. Monas hunde er vant til Mandø og elsker krabber. Mine fattede ikke rigtig hvad det gik ud på. MicMic tog dog "kampen" op med en krabbe, der hapsede noget efter snudeskaftet på hende. Måske bliver de med tiden mere hærdede, for jeg vender tilbage.

"Dræberhunden" MicMic
Krabbejagt - selvom drengene var bange for krabberne
Jeg "glemte" nemlig at tage min campingvogn med hjem. Den plejer jo ikke sådan at tage fast ophold, fordi den skal til ugekursus, ugestævne osv. Men i år, så skal den vist bare til Mandø, og jeg skal bare slappe af og ikke tænke på, hvad klokken er og ikke nå noget. Det bliver en herlig sommer.

torsdag den 23. juni 2016

Sveland Agility Cup, Hâssleholm

Vi var en god håndfuld danskere, der havde tilmeldt os et stævne i Tyskland i den forgangne weekend, men det er vist ikke så let at få lov at komme med til stævnerne i Tyskland, da de efter sigende altid er overbookede. Så der blev ikke plads til nogen af os.

Nå men pyt tænkte jeg. Men nu havde jeg sat næsen op efter et udenlandsk stævne, så jeg fandt i stedet et stævne i Sverige, som var sådan i rimelig køreafstand (400 km fra Haderslev, men med en arbejdsdag på Sjælland inden stævnet, så var jeg jo over halvvejs derovre). Et af mine få mål for 2016 er, at Ninja gerne skulle kunne smykke sig med en udenlandsk championtitel. Det mål havde jeg alligevel ikke kunnet nå i Tyskland, da man ikke kan blive spring- eller agilitychampion i Tyskland, men derfor kan Tyskland også godt være interessant at løbe i.

Stævnet i Sverige var primær for klasse 3, da der kun var klasse 3 løb om lørdagen (2 springløb og et agilityløb), samt en åben klasse. Søndag var der udover klasse 3 også klasse 2 løb samt en åben klasse. De svenske stævner er i øvrigt tit klasseopdelte, så der kun er nogle af klasserne.

Et panorama billede over Bane 1 og 2

Søndag var der finaleløb, hvor vinderen i hver størrelse vandt SEK. 3.000, nr. 2 vandt SEK 1.000 og nr. 3 vandt SEK 500. Det var nu slet ikke finalen, der lokkede mig, for jeg opdagede den første, da programmet lå på den svenske agilitys side.

Jeg havde kun Ninja med til Sverige. Jeg synes ikke, at der var nogen grund til, at Fuji og MicMic skulle slæbes med hele vejen til Sverige og ligge og glo i bur det meste af weekenden (samt fredag). Så dem havde jeg efterladt hjemme hos Henrik. Der var jo alligevel ingen klasse 1 løb til stævnet, så det gav ingen mening at tage MicMic med - eller for den sags skyld Fuji (som slet ikke starter stævner endnu).

Lørdag skulle jeg løbe 4 løb med Ninja. Jeg starter med en disk, og det efterfølges af et løb med 5 fejl, og jeg syntes ikke helt, at Ninja var sig selv. Hun virkede som sådan som en glad og interesseret hund. Vild med at se agility TV og kiggede sig hele tiden tilbage mod stævnearealet, når vi gik tur. Men når jeg gik til start med hende, manglede hun ligesom bare det sidste.

Ninja ser agility TV
Fredag aften var hun blevet tjekket igennem af M-Touch/Niels Poulsen og var fundet aldeles fin. Jeg begyndte faktisk at bekymre mig, men tænkte omvendt også, at det måske var mig, der agerede lidt "anderledes" overfor hende. Dels fordi jeg var på "fremmed grund", men fordi mit eget humør heller ikke var super fantastisk. Efter tredje løb, hvor jeg syntes, at hun var lidt træg, så var min konklusion så, at det var mig, der ikke var nok "på" for hende, og jeg måtte spænde hjelmen i det sidste løb og være der for hende. Inden da havde jeg nået at få sendt mine bekymringer i selvsving og fået vendt anaplasmose og hjerteorm, som mulige farer.

Så jeg gik på banen til dagens sidste løb, og jeg var mere opmærksom på at være "på" og tændt. For hvis jeg er lidt slasket og ligegyldig, så bliver Ninja det også let. Så det var nok det, der var "galt". Dagens sidste løb var nemlig et helt andet løb, og bagefter konkluderede jeg, at det var "det", der var galt. For Ninja havde et fantastisk løb på en rimelig vanskelig springbane, som var designet af den slovenske dommer Mirja Lapanja.

Præmieoverrækkelse Spring 3
Der var i alt 72 hunde i klassen, så jeg var ganske stolt af at stå som nr. 2 og vinder af springcertifikatet, hvilket også udløste titlen Svensk Agility (Hopp) Champion. Det var jo sådan set det, som jeg havde håbet på at få med mig.

Ninja - plastret til i rosetter

Da jeg pakkede sammen efter stævnet og skulle lukke Ninjas stofbur, sammen ser jeg, at hun har kastet op i buret (der var bare lidt vådt og lidt gulligt slim). Så falder 10-øren for mig. Ninja havde ikke været sig selv. Hun havde da haft det skidt, og det var ikke bare mig, der pludselig var blevet overpylret. Næste gang må jeg lære at lytte lidt til mine fornemmelser, for der var jo noget galt. Stakkels Ninja!

Men det var som om, hun var fin igen, da hun først var kommet af med det, og der var ikke mere at mærke på hende om aftenen og natten. Hun var som en rigtig dronning, der måske havde lidt champion-nykker. I hvert fald var størstedelen af min brede madras optaget, da jeg ville kravle under dynen. Det skal måske lige tilføjes, at de svenske standardmadrasser er 110 cm brede, og der var vist ikke meget mere end 30 cm til mig at sove på.

Divanykker?!
Søndag var vi klar efter en god nats søvn, og da jeg gik og varmede Ninja op og gik på opvarmningsbanen og tog snoren af hende, så kunne jeg straks mærke, at det der virkelig var den Ninja, som jeg kender hende. Hun sprang gøende rundt om mig, og var bare klar. Jeg var naturligvis ret trist over at have "overhørt" hende dagen før, men meget mere glad for, at hun var fit for fight igen.

Dagens første klasse var spring åben, som var adgangsgivende til finalen, hvis man var blandt de 7 bedstplacerede i klassen. Banen var igen designet af Mirja Lapanja, og jeg begyndte at se nogle fællestræk fra den bane, som jeg havde løbet dagen før. Der var meget langt mellem hendes forhindringer og typisk skulle man holde hunden på en linje på en strækning på mindst 8 meter, hvor det var meget svært at korrigere uden, at det enten ville betyde at du skubbede/trak hunden på den forkerte side af næste spring eller fik hunden i en tunnel. Det var en klar fordel at have styr på sin tunnel-diskriminering.

Linjerne i hendes baner gav typisk denne tilgang til et spring
Jeg "overlevede" også på denne bane og klarede mig igennem uden fejl i en ret god tid. Jeg kunne så sidde og følge klassen i en time, hvor jeg førte den en stor del af tiden. Jeg blev dog slået til sidst, men det er naturligvis ikke nogen skam at tabe til Jenny og Lilli... Vi endte som nr. 3 ud af 74 hunde, og med mig fik jeg en billet til finalen. Det havde jeg jo slet ikke regnet med, og jeg havde jo sådan set slet ikke registreret at der var finaleløb, før jeg så tidsplanen.    

Finalebillet og roset
Måske skal jeg takke min "cheftræner" Silas for mine to super gennemløb. Når Silas designer baner til mig, foregår det typisk ved, at han sætter numre op på en bane, som står der i forvejen. Men i stedet for, at jeg skal løbe noget, der ligner den opstilling, som er oprindeligt var designet, så skal jeg love for, at han udfordrer, og det gør han faktisk typisk ved, at man skal holde sin hund på en linje over store afstande. Han har så bare gerne 10-14 meter, som man skal holde sin hund på uden, at den tager alt muligt andet, så det var måske ikke så slemt at skulle holde Ninja "sølle" 8-9 meter. Når jeg går Silas´ baner så tænker jeg tit, at de da er umulige at løbe, men det lykkes som regel alligevel. Silas har faktisk ganske ordret sagt, at han vil træne mig op, så jeg kan "udnytte mit fulde potentiale". Han er simpelthen bare så sjov, og jeg sendte ham en kærlig tanke for hans udfordrende baner, da jeg havde løbet i Sverige.

Nu var vi så i finalen, og jeg elsker finaler. Vi var desværre de eneste danske deltagere om søndagen. Det havde ellers været hyggeligt at kunne nørde og dele med andre danske konkurrenter/deltagere. Jeg har til sidste i indlægget skrevet lidt om finalen og afviklingen generelt. Nå men jeg følte mig næsten heldig, da jeg fandt ud af, at det var min slovenske dommer-"veninde", der skulle designe banen til det store hunde. Nu havde jeg jo kørt med klatten på to af hendes baner. Følelsen af held forsvandt dog, da jeg skulle gå banen. Hendes stil fra springbanerne fulgte desværre ikke med over på agilitybanen til finalen. Og held var der slet ikke noget af, da jeg skulle løbe banen. Min plan var bare at gå ind og give den gas, og så måtte det briste eller bære. Det bristede så allerede ved forhindring nr. 4.

video
                      

 Det var ikke noget prangende løb, men der var da nogle gode momenter i alligevel. Jeg beklager kvaliteten, men det er en video, som jeg har fisket fra på facebook, og det gør ikke noget godt for kvaliteten. Men man kan måske få et indtryk af banen. Vi var 23 hunde i finalen. Vinderen (den eneste hund uden banefejl) var en Toller (ikke en turbohund), og den havde faktisk tidsfejl og så kom de ellers dernedaf de 8, som kom igennem banen. Nr 8 havde 62,40 fejl. Jo, det var en spændende bane.

Fra finalen
Efter finalen var der ordinære klasser igen, og det blev en lang dag. Jeg kørte vist fra pladsen omkring kl 19.30, og der var der stadig gang i stævnet. Jeg klarede hjemturen på 398 km med 1 liter cola og en pose kanelgifler og ramte Haderslev lidt over midnat.

Så var jeg en oplevelse og en championtitel rigere, og jeg synes, det er vildt inspirerende at løbe i andre lande og mod andre end de "sædvanlige". Det er interessant at tage ud og konkurrere i andre lande og opleve deres måde at afvikle stævner på. Man kunne tage mange gode ting med sig hjem fra Sverige ift deres stævneafvikling. Nu skal det jo ikke lyde som om, vi ikke er gode til at afvikle stævner i Danmark, må jeg hellere skynde mig at sige, inden nogen kunne tænke, at jeg da også bare er et kritisk utaknemmeligt skarn, der så bare kan nøjes med at tage til Sverige, hvis ikke jeg er tilfreds med de danske stævner. For jeg synes faktisk, at de fleste agilitystævner herhjemme har høj klasse.

Men lad mig nu fremhæve nogle af de særlig gode ting ved dette stævne. Der var ialt tre ringe. Hver ring havde sin egen speaker, som annoncerede hver eneste ekvipage. Når man gik til start, så blev hund og fører præsenteret samt ens startnummer. Samtidig blev de næste tre startnumre bedt om at holde sig klar. Det betød, at man let kunne følge med i hvor langt, man var i afviklingen, selvom man gik et stykke væk fra ringen. Og man blev også opmærksom på, hvis der var nogen af startnumrene, der var udgået. Det synes jeg giver et godt overblik som deltagere, og det overblik giver rigtig meget ro.

Det fungerer i alt sin enkelhed sådan, at man efter banegennemgangen melder, at man vil løbe klassen ved at melde sig til indsenderen, der så mærker en af på indsendertavlen (de som har løbet ugestævner har nok mødt omtalte type tavle der). De, som ikke melder sig eller som melder fra, streges ud på tavlen, så man let kan se, hvilke startnumre, der udgår i klassen. På denne måde at afvikle klassen på, så burde det simpelthen ikke lade sig gøre, at ens resultat noteres på en anden ekvipages dommerseddel, da man jo nok skal protestere, hvis man af speakeren præsenteres, som værende en anden ekvipage.

Speakeren siger også fejl og tid eller "desværre en disk". Ja det hele virker faktisk lidt mere højtideligt og publikumsvenligt. Undervejs annonceres også hvem, der fører klassen, og hvilken tid, der skal slås for at overtage føringen. Når klassen er slut nævnes, det hvem der vandt klassen og hvem der blev nr. 2 og 3. Men resultaterne kan også følges live på den svenske agilityside, hvor alle informationer om de svenske agilitystævner ligger, og hvor man i øvrigt også melder sig til stævnerne i det svenske, kan tilgå resultater og statistikker samt stambogsoplysninger om de andre hunde i databasen. Det er lidt omstændigt, når man skal melde sig til første gang, men når det så er gjort, så går det faktisk ret let med de næste stævner.

Jeg ankom først til dette stævne lørdag morgen. Kom godt nok i lidt god tid. Dvs et par timer, før jeg skulle gå banegennemgang, og kun lige nøjagtig et kvarter før selve stævnet gik igang. Havde det været i Danmark, så havde der ikke været en ledig teltplads, men her var ledige pladser til telte i første parket hele weekenden. En af grundene var, at der var nærmest dobbelt så langt mellem teltene og ringen, som det vi plejer at se i Danmark. Det giver helt klar plads til en del flere telte, og folk rykkede simpelthen bare deres stole hen til den ring, som de ønskede at se løbene i, men man kunne også sagtens sidde i sit telt og se løbene i den ring, som ens telt stod ved. Det er naturligvis også mere pladskrævende med større afstande mellem ring og telte, og det er ikke alle klubber, der kan give det mere plads.

Kvalifikation til finalerne var også let og overskuelige. Lørdag var AG3 og AGåben adgangsgivende til finalen. De 7 bedstplacerede i de nævnte klasser gik direkte i finalen. Søndag var det SPåben samt SP2 og AG2 hvor de 7 bedstplacerede i hver klasse fik en billet til finalen. Når jeg siger billet til finalen, så er det meget bogstaveligt, for til præmieoverrækkelsen fik man overrakt en fin billet, som det også fremgår af billedet længere oppe i indlægget. Egentlig meget fedt at få afklaring om finalen allerede der og ikke vente på en eller anden udspekuleret udregning.

Det var også en anden måde at afvikle finalen på end sådan, som det typisk foregår i Danmark. De små hunde startede med at gå banegennemgang på Bane 1. Efter banegennemgangen blev alle finaledeltagerne kaldt frem en for en og præsenteret med musik og god stemning. Så kunne man virkelig mærke, at det var en finale. Dog synes jeg, at der var lidt mere hujen og heppen under gennemløbene i forhold til i Danmark eller også var det bare fordi, jeg manglede "mit" heppekor. Efter præsentationen var der 5 minutter til at gøre klar til start.

Præsentation af finaledeltagerne i lille klasse
Der var naturligvis også speaker på finalen (som vi da også altid har i finalerne i DK). Da vinderen var kåret og havde løbet en æresrunde sammen med nr. 2 og 3, så tog folk deres stole under armen og gik over til Bane 2, hvor der er i mellemtiden var bygget en ny bane til mellemhundene. Ny bane og ny dommer. Efter afvikling af mellemklassens finale rykkede alle mand tilbage til Bane 1, hvor der nu var bygget en ny bane til de store finalister. Interessant, men tidskrævende - og måske alligevel ikke, men så i hvert fald banebyggerteamkrævende. Resultatet af denne afveksling var, at banerne var af forskellig sværhedsgrad for de tre størrelser. Jeg ville i hvert fald allerhelst have forsøgt mig med at føre Ninja gennem finalebanen for de små hunde.

Der er også ting, som ikke er helt så fremragende ved stævnerne i Sverige. Der er ikke noget katalog med bare en tidsplan, så man kan se, hvornår man skal løbe. Der er et klokkeslet for, hvornår banegennemgangen starter i dagens første klasser samt hvilken rækkefølge klasserne afvikes i i hver enkelt ring. Så jeg var glad for min stævnearrangørbaggrund, så jeg kunne regne mig frem til, hvornår klasserne skulle løbes. Selvom resultaterne ligger live på den svenske agility hjemmeside, så kunne en præmieoverrækkelse godt lade vente på sig. Nå ja, og så var jeg heller ikke så imponeret over toiletfaciliteterne. Jeg er ikke så pjattet med "skideskure" og håndsprit. Og der var endda en del, som camperede, og for dem var det da slet ikke prima forhold. Men alt i alt, så var det jo et super godt stævne, og jeg fik nye oplevelser og udfordringer.

tirsdag den 14. juni 2016

Lost - og lidt om god service

Jeg synes egentlig selv, at jeg er rimelig god til at finde vej. I hvert fald når det foregår på asfalt. Jeg har krydset det meste kongeriget på snart sagt alle asfalterede veje gennem de sidste 20 år. I hvert fald i Jylland. Min Danmarksgeografi er rimelig god, og jeg plejer også nemt at kunne fra de forskellige byer på tværs af landet uden brug af GPS.

Så det er lidt komisk, at jeg så er så ringe til at finde rundt off road. Hvis jeg skal gå en tur i skoven, så er det næsten lige så sikkert som Amen i kirken, at jeg farer vild i skoven, og ofte ender jeg med at være nødt til at finde ud på asfaltvejen og gå af den tilbage til min bil. Og jeg er ret lost i en skov med mindre, jeg har gået turen derinde mindst 10-15 gange før.

Det er dømt til at gå galt
Sådan gik det også for mig en dag i sidste uge, hvor jeg var kørt til service med min bil. Det var bare et kort servicebesøg, så jeg besluttede mig for at jeg ville gå med hundene, mens min bil blev fikset. Men jeg havde også lige lidt arbejde og et par mails, som jeg lige skulle sende, før jeg kunne gå. Det endte så med at tage en time, og da jeg var ved at hanke op i snorene for at gå med hundene, så bakkede mekanikeren bilen ud til mig. Så var bilen klar til mig. Hurtigt og effektivt.

Dejligt udekontor med mine små assistenter
Hvor vittig er Ninja lige at række tunge til fotografen?!

Så på vejen hjem tænkte jeg, at hundene da ikke skulle snydes for en god gåtur, så jeg kørte ind omkring Tørning Mølle, som ligger lige på vejen mellem værkstedet og vores hjem. Jeg har gået i skoven et par gange sammen med Henrik (der aldrig nogen sinde farer vild i en skov, men til gengæld gør det ude på asfalten). Nu gik jeg så godt nok slet ikke den vej, som Henrik og jeg tidligere har gået, men studerede dog et kort, inden jeg begav mig ud på Tunneldalstierne. Så jeg følte mig ret beredt til turen.

Ved Tørning Mølle
Det gik sådan set meget fint et langt stykke hen af vejen. Det følte jeg i hvert fald. Jeg fik passeret det gamle vandværk og fandt også derfra og ud på en grusvej gennem skoven. Og min strategi med at hele tiden at holde til højre og orientere mig efter lyden af E45, som var jeg gået under på min vej, var en succes (syntes jeg da selv). Så fik jeg øje på en fin sti ind til højre (jeg var jo helt bevidst om at holde mest muligt til højre for, at turen ikke skulle blive 7-8 km lang). Jeg begav mig ind på stien.

Her lærte jeg så en rigtig vigtig ting: En mountainbikerute er ikke nødvendigvis en SMUTvej!! Det er jo et virvar af små hårnålesving og balancegang på de mest fodledsfjendtlige ujævnheder. Jeg vil tro, at jeg gik 2-3 km derinde (og det føltes som en dagsrejse), og hvis jeg var blevet gående på grusvejen, så kunne jeg være nået til samme punkt ved at gå 500 meter ud af jævn grusvej. Det var ikke en smart "smutvej"

Mens jeg gik derinde på stien, så tænkte jeg godt nok på, hvad der mon ville ske, hvis der dukkede en mountainbiker op?! Hvor fanden skulle jeg springe hen med tre hunde? En mountainbikerytter har så fortalt mig, at det er forbudt at gå på mountainbikestierne. Hvad skete der så lige for det der skilt, hvor der var en rød steg over en fodgænger? Sådan et mødte jeg ikke, men på en af de andre stier, jeg gik på, var der en rød streg over en mountainbike. Så mountainbikerne kan godt få at vide, hvor de ikke er velkomne. Fodgængerne, som der nok er flere af, anvises ikke, hvor deres færden er forbudt. Ret ulogisk!

Nå men endelig kom jeg ud fra den halsbrækkende sti og kom ud på grusvejen igen. Den fulgte jeg nogle hundrede meter, inden jeg stod på asfaltvej. Jeg besluttede, at det nok var smartest bare at følge den tilbage til Tørning Mølle, for på asfalten havde jeg styr over, hvilken vej jeg skulle.

Mon ikke turen i skoven var mere hundevenlig

Men sommergrøftekanter og blå himmel er nu ikke det værste man kan få..
Det var nu ikke lige den tur, som jeg drømte om, da jeg parkerede mere end en time tidligere. Men spændende var turen. Så de sidste to kilometer af turen blev altså langs asfaltvejen, men så kunne jeg også sagtens finde tilbage til bilen. Lad mig få noget asfalt, så går det meget lettere.

Vi puster lige ud efter en lang, varm og uforudsigelig gåtur.
Men jeg vil nu gerne lige vende tilbage til værksted og mit serviceeftersyn. Da jeg købte min bil i nov havde jeg også kontakt til Opel i Skrydstrup, men det var ikke hos dem, jeg valgte at købe en bil dengang. De ville naturligvis gerne have solgt mig en bil, men da havde jeg handlet et andet sted, og sælgeren fra Skrydstrup afsluttede dengang telefonsamtalen med at opfordre mig til at ringe, når jeg skulle have bilen serviceret, for de var helt sikkert konkurrencedygtige.

Så jeg forespurgte på 3 Opel værksteder på et 3 års eftersyn (lille eftersyn). De to af værkstederne skulle have kr. 2.300-2.600 og Opel i Skrydstrup oplyste i telefonen en pris på knap kr.1.900. Så var det jo ikke svært at vælge værksted. De oplyste, at eftersynet ville tage et par timer, så jeg besluttede at køre de ca 20 km og gå en tur med hundene, mens de fiksede bilen.

Jeg havde dog en lidt presserende arbejdsopgave, så jeg skulle lige teste noget IT og sende noget feedback, inden jeg kunne gå den planlagte tur. Det var en rigtig varm dag med 25-26 grader, så jeg satte mig på min flade rumpe i gruset under træerne på gårdspladsen. Ja, jeg elsker faktisk at sidde på gulvet/jorden, og hvis ikke det var, fordi det var lidt upassende til div møder, så ville jeg også synes, at det var meget rart at gøre på jobbet. Så det generede ikke mig at sidde i gruset med opslået laptop og hundene omkring mig. Men det kunne værkstedet nu ikke have, så efter et kvarters tid, så kom de sprintende med en stol til mig. Fin service.

Nå men tiden fløj afsted med min arbejdsopgave, og da der var gået en times tid, så var jeg klar til at gå turen med hundene, men så blev bilen bakket ud til mig og mekanikeren steg ud. Han gav mig et "resumé" af bilen. Dvs han rapporterede, hvad han havde opdaget i sin gennemgang af bilen. Så havde han også lige fikset mikrofonen i mit telefonanlæg (og det var ganske gratis). Så ikke blot var han hurtig til eftersynet, men han virkede også grundig.

Da jeg skulle ind og afregne ventede der mig en overraskelse, men det var en af de gode overraskelser. Fakturaen lød på ca. kr. 1750,-. Altså under den oplyste pris i telefonen. Jeg var vældig tilfreds, da jeg trillede hjemad.

Dagen efter fik jeg et opkald fra værkstedet. De ville bare høre om alt var ok efter, at bilen havde været inde hos dem. Det har jeg aldrig oplevet før, og jeg har sørme brugt mange værksteder. Det er kun mine dyrlæger, der plejer at ringe op dagen efter at ens hund har været i narkose for at høre om alt er ok. Men det var da godt tænkt af dem og en rigtig fin service. Så ud fra min oplevelse med Opel i Skrydstup, så vil jeg da gerne anbefale dem. Og lad mig bare lige sige, at Opel i Skrydstrup ikke har givet en krone for mine fine ord. Men hvis man er glad og tilfreds med en behandling så synes jeg, at det er god ide at sprede budskabet.

lørdag den 11. juni 2016

Aldrig for gammel til at blive holdt fødselsdag for

Tobias blev 21 år i torsdags. Som tiden da flyver afsted. For en måneds tid siden spurgte han om ikke han måtte have lov til at holde sin fødselsdag herhjemme. Og når han nu følte, at han hellere måtte spørge, så var det nok, fordi han også gerne ville invitere sin svigerfamilie.

Min "lille" dreng
Det er vel ikke nødvendigt at spørge om mor, om man må holde fødselsdag hjemme. Men det kunne måske godt tænkes, at han meget gerne ville have, at jeg også var hjemme på dagen. Men naturligvis må man da holde sin fødselsdag hos mor. Jeg nyder jo altid hans (og kæresten Simones) selskab, men det er ikke så tit, at de begge er samlet her på adressen, og det kan falde i hak med at Tobias har fri-weekend, og jeg ikke er til stævne eller weekend-tamtam.

Vejrmeldingen lød på 16-19 grader og i det hele taget ikke prangende vejr i forhold til de vilde varmegrader, som der har været den sidste halvanden uges tid. Vejret var dog bedre end vejrudsigten, så vi fik os en rigtig skøn dag i haven.

Lykken er en morfar der vil hoppe i trampolin

Frokost på forsiden af huset
Vi kunne sidde i haven både til frokost, kaffe og aftensmad. Det var bare et spørgsmål om at rykke rundt om huset alt efter, hvor solen stod på himlen.

Sen eftermiddag på vestsiden af huset
Efter en gang oprydning, nød jeg solnedgangen, mens jeg trænede lidt med hundene.

Solnedgang fra haven

Mest af alt fordi MicMic ikke har løbet agility siden sidste stævne for to uger siden, og det er svært for hende bare at løbe på rutinen på f.eks felterne, så jeg tænkte, at det nok var en fin plan lige at løbe nogle gange over dem, inden morgendagens konkurrence i Herning. 



mandag den 6. juni 2016

Fuji på sit første kursus

For lidt over en måned siden takkede jeg ja til en plads på kursus med Sarah Lorentzen. Jeg har modtaget undervisning af hende mange gange før, men det er nogen år siden sidst. Hun er altid god til at formidle sin undervisning på en let forståelig måde og er positiv og humoristisk i sin undervisning.

Så det var jo ikke årsagen til, at jeg faktisk var lidt bekymret ved tanken om det forestående kursus. Jeg skulle jo deltage med Fuji, og hun har aldrig været på kursus før. Jeg var nok lidt af den opfattelse, at hun stort set intet kunne. Hun er ikke er vant til at løbe baner i den forstand. Måske 5-6 forhindringer og der er mange ting, som jeg ikke har præsenteret hende for endnu.

Selvom Fuji nu er 18 måneder, så er hun enorm langt fra, at være klar til at løbe stævner. Hun har aldrig været over et A-bræt og "kan" faktisk ingen feltforhindringer, og slalom er vi kun igang med - langt fra færdig. Weekendens kursus tog dog udgangspunkt i, at hundene var "grønne" og jeg kunne undgå de forhindringer, som Fuji ikke kunne.

Fuji
Foto: Wickie
Men jeg var nu alligevel usikker på, om hun kunne være med. Om hun ville kortslutte i hovedet, da hun er noget mere hektisk og eksplosiv end sin mor, Ninja. Ville hun overhovedet kunne ramme nogen af forhindringerne? Det måtte komme an på en prøve. Jeg forventede ikke så meget, og havde faktisk pakket MicMic i bilen også. Så kunne hun tage over, hvis det nu alligevel viste sig at være en dårlig idé med det der kursus til Fuji.

Fuji er klar!
Foto: Wickie

Mine bange anelser blev gjort helt til skamme. Fuji er simpelthen meget bedre end jeg forventede, og hun var virkelig en sand fornøjelse at arbejde med. Der var naturligvis ting, som var svært for hende - mest fordi det var svært for mig. Men det var ikke fordi "sikringerne sprang" på Fuji af den grund.

Video fra kurset - Fuji havde aldrig løbet baner med handling som på disse og kun en gang tidligere en bane med over 10 forhindringer efter hinanden. Hun var aldeles lækker at løbe med. Et par nedrivninger hist og pist, men de kommer mest, hvis man forstyrrer hende og for sent fortæller hende, at hun skal dreje efter et spring. Jeg plejer faktisk at sige om hende, at hun løber mere med benene end med hjernen, men hun viste mig nu tydeligt på kurset, at hun faktisk også tænker.

Det var djævelsk varmt, og når temperaturen når op på over 25 grader, så tager det da også lige toppen af hundenes energi. Fuji var meget glad for det lille fodbad, som hun kunne dyppe poterne i, når hun havde været på.

Pyh det er varmt
Efter at have set en hund slingre rundt med et hedeslag på et andet kursus, så har jeg fået respekt for kombinationen agility og varme. Så udover at få dyppet sine fusser, så havde jeg også medbragt noget Fitdogpulver, som var blandet i hendes drikkevand. Fuji ville dog hellere drikke af fodbadet, men jeg fik da listet en halv liter i hende at det mælkehvide vand.

Brormand Darwin havde i øvrigt sin stævnedebut i denne weekend, og fik faktisk også sin første oprykningsplacering i AG1 og gennemførte i øvrigt de resterende 3 løb på dagen. Dog med et par småfejl, men jeg synes, at det var en rigtig flot debut. Deres allerførste stævneløb var AG1 - Se video her.