mandag den 12. september 2016

Stafet for Livet - og hvad gør Silas sig af tanker....

Haderslev slog i år sin egen verdensrekord i deltagerantallet i Stafet for Livet (over 8.000 deltagere). Det var et fantastisk arrangement, og når solen skinner som i en smuk sommerweekend (ja og faktisk mere end i de fleste sommerweekender i 2016), så bliver alle udendørsarrangementer bare endnu bedre.
Fra løberuten rundt om Dammen
Stafetten sættes igang kl 12, hvor alle fighterne (nuværende eller tidligere kræftramte iklædt gule T-shirts og gule balloner) samles foran scenen, hvorfra arrangementet skydes igang med korte taler og lidt underholdning.
Fighterne står altid forreste ved scenen ved åbningen
Så er det tid til, at fighterne lader deres balloner stige til vejrs, og derefter går alle deltagerne en runde på ruten, hvor fighterne går forrest. Så er stafetten åben for alle deltagere, og der må gås og løbes efter behag.

Ballonerne sendes til vejrs

Den store gule "klat" er fighterne på første runde
Det koster kr. 100 at være med i Stafetten, og man kan løbe på "løsgænger" eller for et hold. Overskuddet fra Stafetten går til Kræftens Bekæmpelse. Hvert hold skal have mindst en løber på banen under hele stafetten - også om natten. Det symboliserer, at kampen mod kræft kæmpes døgnet rundt. Holdene kan være ens arbejdsplads, sportsforening, familie/venner, eller hvordan man nu har lyst til at danne hold. Vi løb for det motionscenter, hvor vi er medlem.

Silas i fighter T-shirt
Vi var med fra starten, fordi Silas havde sin gule fighter T-shirt på og var med til at åbne stafetten sammen med næsten 200 andre fightere. Det var et fantastisk vejr, og efter fighterrunden startede Henrik, Silas og jeg ud med at skulle gå/løbe den første time for holdet.

Ruterne i Haderslev snor sig rundt i Damparken og rundt om Dammen. Meget centralt. Fra ruten og op til gågaden er afstanden ca 50 meter og i øvrigt går ruten også under omfartsvejen. Så ingen, der passerer gennem byen i dette døgn, kan undgå at se, at der er Stafet for Livet. Det er virkelig smukke omgivelser, som klart motiverer en til komme afsted på ruten og ikke bare sidde og hænge i "lejren". I nogle byer er stafet-ruterne bare en tur rundt om stadion eller et græsareal mere eller mindre udenfor byen. Måske ikke helt så inspirerende som i Haderslev.

Et kig ind over byen med domkirken i midten
Jeg løber normalt ikke. Kun de få minutter, som man højst løber af gangen, når man løber agility. Og hvis jeg begiver mig ud på en løbetur i området her omkring, så orker jeg simpelthen ikke at løbe. Men til stafetten kan jeg sagtens løbe og også uden at være helt smadret her nogle dage efter. Jeg kan stort set ikke mærke det i mine ben, selvom jeg da tog nogle runder både i gang og løb.

Rundt på løberuten har holdene deres telte, hvor der kan være forskellige aktiviteter eller salg af kager, pølser, massage, legetid på hoppeborg osv, hvor pengene for salget går til indsamlingen på Stafetten. Det er faktisk lidt en blanding af en festival og en havefest - og alt er billigt! Utrolig hyggeligt og hjertevarmt.

Seje Silas med Gl. Haderslev Kirke i baggrunden
Efter at have været hjemme et par timer hen under aften, for at se til hundene og aktivere dem lidt, så kørte vi tilbage til byen, hvor vi så blev hængende indtil kl 01.30. Det var svært at forlade stemningen og alt det smukke. Døm selv ud fra billederne. Selv ud på natten var vejret fantastisk, og man kunne sidde i bare ben og uden overtøj - og faktisk uden at blive ædt af myg. Henrik tog en ekstra løbetime derinde om natten, inden han fandt i seng, men jeg lå i min seng ved 2-tiden.

Der var rigtig smukt på ruten da mørket lagde sig
Vi var dog tilbage på posten igen søndag formiddag, hvor vi lige nåede et par runder mere. Til middag sluttede stafetten, og jeg ved faktisk ikke rigtig var mange runder, vi nåede på vores hold, men vores husstand var da ret aktive i den statistik.

Søndag formiddag står poserne naturligvis stadig på ruten
Stafetten i år var faktisk også lidt speciel i forhold til Silas, fordi han først her i sommer er blevet bevidst om, at han har haft en kræftsygdom. Vi har aldrig direkte fortalt ham, at det som han fejlede som spæd hørte til i "Kræft-kassen", men han har bemærket sine ar fra lægernes biopsi i armen samt vejret på brystet, hvor hans port-a-cath var indopereret og spurgt hvad det var, og hvorfor han havde de ar. Vi har svaret ham, at han fik undersøgt sin arm og der var noget i armen, som ikke skulle være der, og at han fik medicin i en lille kapsel under huden. Men nærmere end det har vi nok ikke været det. Men det er jo også den meget udramatiske sandhed.

Stemningsbillede fra de sene timer
Og her i løbet af den sidste måned er det måske også kommet lidt tættere på, fordi en pige fra vores lokalsamfund har fået konstateret tilbagefald af leukæmi, og Silas ved jo, hvem hun og hendes søskende er, fordi de går på samme skole. Vi besøgte dem på Skejby, da vi var til kontrol deroppe i sidste uge, og det afstedkom jo også lidt forklaring overfor Silas, for der sad Bjørk jo uden hår (hun havde dog valgt at få det barberet af, inden kemoen fik det til at falde af og doneret det til parykker til kræftramte). Silas sagde ikke så meget, men var mere optaget af at klatre rundt i cykelskuret udenfor Bjørks stue. Men jeg ved, at hans lille hoved summede.

Stemningsbillede
Under stafetten kiggede Silas lidt på de mange lysposer, som prydede ruten. Han læste også på nogle af dem, og det satte helt sikkert en masse tanker igang hos ham. På en af runderne gik han mellem Henrik og mig og siger så, at "Vi (Henrik og jeg) var heldige, at vi fik lov til at beholde ham". Jeg synes, det var lidt hårdt at høre de ord komme ud af hans egen mund. Men ja, vi er så heldige, at vi har Silas, og det er vi også meget taknemmelige for.

Lysposen kunne have været vores. Teksten passede i hvert fald.
Ikke kun for Silas, men flere i min nære familie har overlevet kræft
Silas spurgte også nysgerrigt ind til sin behandling, og hvor gammel han var den gang, han var syg. Om han blev dårlig af medicinene. Jeg husker tydeligt, at han kastede op hele dagen, når vi kom hjem fra behandling. Opkast i store skyller, men jeg husker også, at Silas var tapper. Der var ingen tvivl om, at alt det her pludselig satte en masse tanker igang i hans lille hoved.

Stemningsbillede fra de sene timer. Springvand og træer er oplyste
Senere går jeg alene med ham, og han kigger lidt på lysposerne igen, og spørger så, om der mon er en der står Silas på. Jeg svarer ham så, at det tror jeg ikke, at der er nogen pose med hans navn. Hvem der skulle have lavet den? Han siger så, at måske hans far havde lavet en pose med en tekst ala "Tak fordi jeg fik lov at beholde min elskede søn" Øhh, den sved mig lidt i hjertet, og samtidig undrede jeg mig nu også over, at han måske kun tænkte, at hans far var taknemmelig.....?! Da jeg senere fortalte det til Henrik, kunne han så fortælle mig, at han og Silas på en af deres runder var kommet til at snakke om, hvad han Henrik evt ville skrive på en pose.

Smukt aftenbillede fra lysceremonien
Ja det kan måske virke lidt underligt, at hele denne snak med Silas kom til at foregå lige der under stafetten, men det var nu en gang her den pressede på, og det var så fin og afslappet en stil, og sådan kan jeg egentlig også godt lide, at Silas ser det. Jeg har aldrig følt for at skulle tage ham i hænderne og kigge ham dybt i øjnene og sige: "Nu skal du høre..... "Han behøver ikke at blive påduttet den frygt, som vi var plaget af de første par år af hans liv. I min verden skal vi aldrig mere bekymre os om hans kræftdiagnose, men sygdom bliver vi desværre aldrig helt fri for at bekymre os om, da man endnu ikke kan helbrede Cystisk Fibrose.

fredag den 9. september 2016

Akupunktur gør en forskel for Silas

Gennem de sidste måneder har jeg jævnligt gået til behandling hos akupunktør Camilla S i Haderslev. Sidst jeg var afsted havde jeg pga sommerferielukning i SFO taget Silas med.

Når jeg får mine behandlinger, som primært går ud på at løsne nogle kæbespændinger, så får jeg som en lille bonus også to små nåle mellem mine skulderblade. De nåle er super gode til løsne sekret i luftvejene. Og jeg plejer at kunne mærke det prompte, og har oplevet at ligge på briksen og hoste mig igennem en timelang behandling, så nu er jeg opmærksom på, at de små blivende nåle først skal sættes i til sidst, for der er en helt tydelig effekt af dem.

Nu hvor jeg har oplevet den gode virkning på mig selv, så har jeg flere gange tænkt, at det skulle Silas også prøve. For dem som ikke lige er helt med, så kan jeg lidt opsummere, at Silas jo har Cystisk Fibrose og det som kendetegner Cystisk Fibrose er netop sejt slim, som kan være meget svær at hoste fri. Så derfor kan det nogen gange være svært for Silas at hoste slim løs fra luftvejene.

Men selvom Silas nu næsten har været nålepude det meste af hans liv, så er det jo ikke sådan, at Silas elsker nåle, så Camilla og jeg måtte dels liste, lokke og presse lidt. Vi viste ham de små nåle. Desværre fik jeg ikke taget et billede af de bitte små nåle, men de er vel en 0,5 mm og sidder på et lille firkantet plaster. Camilla fik let placeret de små plastre, og Silas bemærkede det stort set ikke.

Her ses plastrene med de små nåle under
Virkningen bemærkede han dog selv, inden vi var nået fra klinikken og hen til bilen, hvor han (ikke overraskende) fik et mindre hosteanfald, og han udbrød straks, at det var meget lettere at få slimen løsnet.

Men det var faktisk ikke kun Silas, der bemærkede at forandring. Et par dage efter skulle Silas hjem og lege hos en klassekammerat, hvor han ofte har leget før. Hver eftermiddag får Silas en dosis Mucolysin, som egentlig er et håndkøbspræparat, som "vi andre" bruger som slimløsnende. Silas får det egentlig primært for at skabe et bedre miljø i hans lunger, og han har fået Mucolysin 3 gange dagligt gennem de sidste ca. 4 år. Men at det havde været daglig rutine i flere år, vidste klassekammeratens mor ikke. Hun havde bare givet ham brusetabletterne to gange på en uge (tilfældigvis efter, at Silas havde været med mig til akupunktur), og tænkte, at det nok var noget nyt.

Klassekammeratens mor havde bemærket, at Silas helt klart fik hostet slimet bedre løs end han plejer. Hun har ofte haft lyst til at sige til ham, at han lige skulle hoste en gang eller to mere, for at løsne det, som man tydeligt kan høre sidder i luftvejene ifm et host. De sidste to gange, hun havde været sammen med Silas, havde hun bemærket en langt bedre effekt, når han hostede.

Så når både Silas selv og en klassekammerats mor (der ikke engang ved, at han har fået akupunktur) bemærker forskellen så tydeligt, så er det da svært at komme udenom virkningen.

søndag den 4. september 2016

DM i agility - Store Hestedag

Det er første gang, jeg har været med til DM, hvor det har været afholdt i forbindelse med Store Hestedag i Roskilde. Lad mig starte med at sige, at jeg synes det var en fantastisk god idé. Og så takke Hvalsø Hundevenner (og agiltyudvalget) for det store arbejde, der har været forbundet med det.

Hvalsø Hundevenner (og agilityudvalget) har bestemt ikke ligget på den lade side
- ikke som denne sweisshund, der i den grad holder pause

Det er klart mere besværligt at holde sådan et arrangement "ude i byen". Alt skal slæbes til andre omgivelser. Deltagerne skal have tilsendt armbånd til adgang (og det var åbenbart også ret udfordrende for Postnord at levere brevene med armbånd).

Store Hestedag var naturligvis ikke kun DM i agility

Jeg synes, at det var fedt at være i de rammer, som Store Hestedag bød på. Der var masser af liv omkring os, stort udvalg af madboder og udmærkede toiletfaciliteter. Nogen synes dog, at der var for langt. Jeg synes, at det var ok, og der var aldrig kø. Hvis det var presserende, så havde vi også et lille "festivalskideskur" ved siden af banen.

Lørdagens vejr var til tider næsten sommmerligt. Det var i hvert fald lækkert hundevejr, og vi fik ikke en dråbe af det regn, som vejrudsigten på et tidspunkt havde truet med.

Sol, efterår og agility

"Handelsgade"

Der var masser af aktiviteter rundt omkring på dyreskuepladsen. Jeg fik set en smule af aktiviteterne og fik også gået mig en tur rundt på standene, og var i den forbindelse lykkelig for, at jeg ikke har hest mere. Det kunne meget nemt være blevet en meget bekostelig affære.

Rideudstyr i lange baner - det var bare en af hallerne....
Store Hestedag tiltrak en del tilskuere til agilityringen, som også blev hængende og så en del agility. Det synes jeg jo er et DM værdigt. Allan, som speakede, var ret god til at forklare grundreglerne i agility, så tilskuerne også kunne se, hvad det gik ud på.

Der var ofte pænt mange tilskuere i hjørnet, hvor tilskuere "udefra"
let kunne komme ind til banen

Resultatmæssigt var det ikke særlig prægtigt for mig og Ninja. Godt nok lagde vi ud med at løbe et holdløb, hvor vi var 3. bedste ekvipage ud af ca 100 deltagere. Desværre var de øvrige på holdet Danish Agility Warriors ikke helt så heldige med deres løb, så vi kom ud af springløbene med 15 fejl, og lå nr. 9 til søndagens holdfinaler. Men jeg var super glad for mit springløb alligevel.

Så jeg følte mig også rigtig klar til det individuelle springløb, hvor Ninja desværre blev "suget" ind i et forkert tunnelhul, men hun havde ellers leveret et løb i en blændende tid kunne man se, for dommerteltet var søde at lade tiden løbe, selvom ekvipagerne var disket. Det var jo lidt æv, for dermed var mine DM chancer væk.

Dagen sluttede med en ret svær for-sjov-klasse. Den var nok lidt for meget til den svære side, og det var lidt synd, for det var en klasse, hvor rigtig mange af de hunde, som ikke havde kvalificeret sig til DM stillede op for at være "med". Der var 58 deltagere og vist kun 10 som kom igennem klassen. Ninja vandt klassen rimelig overbevisende og med at fedt fedt løb, som fik selv Hans Peter (som var dommeren på banen) til at give mig en "thumps up" senere. Det er ikke fordi Hans Peter plejer at uddele den slags anderkendelser. Jens Nilsson som havde tegnet weekendens baner kiggede også lige ud fra arrangørteltet og roste gennemløbet. Så ja, måske kan jeg kalde mig For-sjov-Danmarks-mester..... Ville naturligvis hellere have været "for-alvor-Danmarksmester" :-)

Ninja med sin gevinst fra for-sjov-klassen
Så kunne jeg da trøstespise med den....
Søndag startede vi med holdløbene. Vi lå nr. 9, men en podieplads kunne det måske blive til, hvis vi var rigtig gode. Det var der også nogle stykker fra holdet, der var. Jeg løb som den sidste ekvipage og skulle egentlig "bare" være fejlfri, men jeg blev disket, da Ninja vendte forkert over et spring, og jeg ikke  kunne nå at få hende ledt udenom springvingen og hun springer tilbage til mig over samme spring. Vores hold ender som nr. 5-6 stykker.

Da de store hold mangler ca 3-4 hold, begynder det at regne sådan vedvarende. Den regn varer ved resten af dagen.

De individuelle Danmarksmestre blev fundet i regn
Efter holdene skulle de individuelle danmarksmestre findes. Alle tre størrelser skulle løbe nøjagtig samme bane, så både hundenes og førerenes løbelinjer blev rimelig opkørte. Jeg besluttede mig for at trække Ninja fra det individuelle agilityløb. Jeg havde ikke lyst til at løbe på den glatte bane af frygt for, at min hund eller jeg skulle komme til skade.

Jeg er måske lidt en kylling, men jeg havde heller ikke noget at løbe for andet end bare for "sjov," og jeg synes ikke, at det var rigtig sjovt at skulle løbe i silende regn på et underlag, hvor hundeførerne løb rundt og lignede pingviner i deres bevægelser og bestræbelser for ikke at falde på den glatte bane.

Silende regn! = glat bane!

Den sidste præmieoverrækkelse sluttede kl 15.55, og det var jo ret flot ramt, når arrangørerne havde lovet, at vi var færdig kl 16. Jeg var glad for at have fået pakket sammen og slæbt ud til bilen i forbindelse banegennemgangene, så var jeg kunne nå hjem og sige godaften og ikke mindst godnat til Silas.

Nu er der for mit vedkommende også kun et stævne tilbage i sæsonen, og det er DCHs DM om tre uger. Jeg elsker at løbe agility, men jeg glæder mig også til weekender med andet end agilitystævner. Næste weekend skal vi (familien, landsbyen og fitness centret) løbe Stafet for livet i Haderslev, og det bliver helt sikkert hyggeligt - også selvom Ribe Hundevenner afvikler stort stævne i samme weekend - og der skal jeg så ikke løbe!

torsdag den 1. september 2016

Tidlig juleferie til MicMic

Her er en lidt kedelig update vedr. MicMic.

Godt nok var hun rengående allerede dagen efter sit tunnelstunt i Kolding, men min mavefornemmelse sagde mig, at jeg ikke skulle løbe agility med hende, selvom hun gik fint, og jeg intet kunne se i galop, trav eller skridt.

Jeg meldte hende straks fra de to stævner, som jeg allerede havde meldt hende til (stævnet på Gram Slot og Jysk Mesterskab i Varde) og tænkte, at selvom hun var rengående, så måtte jeg bare tjekke min kedelig mavefornemmelse, inden jeg ville kaste mig over nogen som helst form for aktivitet med MicMic.

Endelig lykkedes det mig at få en tid hos en af de få personer, som jeg stoler på, når det handler om mine hundes bevægeapparat, nemlig Jacob på Nordre Dyrehospital. Jeg kørte op til ham igår. Jeg fortalte ham om forløbet, inden vi gik ud, så Jacob kunne se MicMic gå. Hun var fint rengående, også når han kiggede på hende.

Jacob gik hende grundigt igennem, og kunne så desværre konstatere en ligamentskade på indersiden af skulderen. Der var også lidt trækning om i højre side mellem hals og skulder. Skulderskaden er en skade, der typisk opstår for hunde om vinteren, når de glider på isen, og i MicMics tilfælde er Jacobs bud, at hendes venstre forben har "siddet fast", mens resten af kroppen har bevæget sig videre i tunnellen, så hun har fået vredet skulderen ud, som hvis vi mennesker skal pege til venstre med venstre arm. Det er hundens skulderled ikke konstrueret til.

MicMic elsker at give den gas
Skadens omfang kunne han ikke helt sige, men han kunne konstatere, at hun her 17 dage efter stævnet stadig var hævet inde bag skulderleddet. Jeg havde naturligvis selv mærket efter hævelser, men ikke gravet så dybt i hendes led, som Jacob gjorde. Derfor havde jeg ikke fundet noget.

Forløbet er nu små tre uger på smertestillende pga den antiinflammatoriske effekt. Derefter vil han gerne mærke på hende igen, for at se om hævelsen er faldet, og hvordan hun ellers er.

Hvis den ikke er faldet, kan vi så tage stilling til, om der skal foretages en kikkertundersøgelse for at se, hvor beskadiget ligamentet er, og om det evt skal opereres. Jeg er umiddelbart ikke så pjattet med tanken om, at skulle have "fremmedlegemer" ind i leddene på min hund.

Behandlingen synes mest af alt at være ro. Spørgsmålet er nok mest i hvor lang tid?? Hvis det er rigtig grelt og ligamentet er revet helt over, så kan man operere, men eftersom at hun ikke har virket smerteplaget og i øvrigt er rengående, når hun går almindeligt ligeud, så tyder det ikke på det. Så hvis det "bare" handler om ro, så har jeg jo prøvet det før. Jeg tror på, at jeg har den tid og tålmodighed, der skal til. At MicMic så ikke er så begejstret for begrebet "ro" er en helt anden sag.

Der går noget tid, før vi igen skal more os sammen med det her....
Det var i øvrigt også en ligament- og muskelskade, som satte Ninja ud af spillet for 2 år siden. På hende var det på venstre inderlår. Så jeg har måske lidt en ide om, hvad der venter mig. Det er sgu også som om, historien gentager sig. Dengang for 2 år siden var Ninja og jeg også lige blevet rigtig "makkere" på banen og fundet melodien, da hun blev skadet. Til stævnet i Kolding kunne jeg bare slet ikke få armene ned af begejstring over, hvor "samspillet" MicMic og jeg var blevet.

Nå men nu er jeg bare glad for, at jeg lyttede til min mavefornemmelse. Jeg kunne simpelthen ikke tro på, at det der stunt i Kolding var "gratis", og vi bare kunne løbe videre weekenden efter. Jeg har hverken forsøgt eller overvejet, når der ligner en agilityforhindring med hende de sidste 17 dage. Jeg er så glad for, at jeg fik hende tjekket, selvom alt umiddelbart så fint ud.

Jeg har siden stævnet i Kolding holdt MicMic i ro. Luftet i flexline og ikke lukket hende i haven sammen med de to andre og stoppet leg med de andre. Så der er ingen skade sket ved det eller skaden, der er opstået, er heller ikke blevet forværret. Nu skal vi bare have det til at hele lidt hurtigere op med noget smertestillende - og fortsat ro.

Andre ville sikkert være mere begejstret for at få juleferie nu....
Hermed siger MicMic vist bare God Jul og forhåbentlig på gensyn på agilitybanerne igen til næste år.

søndag den 28. august 2016

Kom som forsvarende, forlod som regerende Jysk Mester

Weekenden tilbragte Silas og jeg ved Varde, hvor DCH Varde lørdag afholdte et ganske ordinært landsdækkende agility stævne og søndag stod de for afviklingen af Jysk Mesterskab.

Ninja og jeg blev Jysk Mester i 2015, så jeg var ret opsat på at skulle til Varde og løbe. Faktisk huskede jeg dem også som rigtig gode stævneafviklere, så jeg glædede mig rigtig meget til at komme til stævne hos dem. Det er nok 6 år siden jeg har været der sidst, for det har ikke rigtig passet ind.

Stævnet var hyggeligt og sådan set også ret afstressende, for da der kun var ca 85-90 deltagere, så kunne stævnet afvikles på en bane.

Overskueligt og hyggeligt areal til banen - og blå sommerhimmel
Mit stævne startede med en AG3. Det var en ret tætbygget bane, men Ninja plejer at kunne sno sig fint rundt. Jeg kunne inden start godt mærke, at hun var ret så "levende", men da hun havde pillet sin 3. bom på vejen rundt, så blev jeg faktisk ret bekymret. Hun endte vel med 4 eller 5 nedrivninger, og det er ikke vanlig stil fra hende. Der var godt nok mange store hunde, der fik nedrivninger i "overtal" på den bane fik jeg fortalt.

Hvis det samme ville gentage sig i Agility Åben, så var jeg klar på at pakke sammen og køre hjem, for så måtte der være noget "galt" med hende. Hun var dog ganske helt og aldeles flyvende og vandt Ag Åben, og det var faktisk også lige præcis den kvalifikation, som vi manglede for at være kvalificeret til DCHs DM om en måned.

Agility Åben løbet kvalificerede Ninja til DCHs DM
Dagens to springklasser (SP3 og SP Åben) løb Ninja også fejlfrit og vandt. Så tre gange måtte vi vælge først på DCH Vardes flotte præmiebord. Der var rigtig mange flotte, spændende og lidt anderledes præmier, og det var faktisk lidt svært at vælge.

Hvem kan stå for sådan en helt igennem lækker frugtkurv?
Ja, jeg kunne ikke....
5 fribilletter til Blåvand spa og wellness fra præmiebordet for Spring Åben
og lidt sodavand,slik og chips fra præmiebordet Spring 3
Efter at have trykket 3 kraftigfulde og gode løb af, hvor Ninja sprang ubesværet, så pakkede jeg bekymringerne væk og glædede mig mere over de prægtige løb.

Lørdagen sluttede jeg af med et besøg hos Gunnar og Vibeke i deres lækre sommerhus ved Vejers Strand. Vi gik en fantastik lækker tur ved ned til stranden. Vi missede dog en utrolig flot solnedgang, fordi Gunnar måske havde glemt at tage højde for, at længden af hans planlagte tur og længden af Silas´ drengeben ikke rigtig matchede det tidsvindue, vi havde at operere indenfor for at nå helt ud til stranden, inden solen helt forsvandt.

Solnedgang ved Vejers
Men pyt, stranden var smuk og ret vindstille, og Silas fik boltret sig lidt i sandet.

Silas bygger lidt i sandet
Border collierne fik leget lidt - og MicMic måtte nøjes med at betragte legen i sin flexline, hvilket hun nu egentlig også affandt sig pænt med. Grundet stuntet i Kolding for to uger siden, så holder jeg hende i ro.

Det var 5 flade hunde, der hjemme i sommerhuset drak 4 liter vand og faldt sammen på gulvet. Rigtig dejlig afslutning på en helt fantastisk sensommerdag, hvor det næsten var for varmt til agility, da solen stort set hele dagen bragede igennem fra en skyfri himmel.
Gåtur ved stranden
Men natten til søndag kom der til gengæld masser af vand, og jeg fik fortalt, at det havde lynet og tordnet flere timer om natten. Ja, Silas og jeg havde absolut intet hørt. Regnen startede igen først på morgenen og efter opklaring blev det igen bare grå skyer der trak sig sammen.

Dagens første løb var et spring åben løb, og de åbne klasse kvalificerede til finalen, hvor finalevinderen ville blive Jysk Mester. Jeg var ikke særlig glad for en tilgang en tunnel, og var ikke sikker på, at jeg kunne formå at give Ninja den plads, som det ville kræve for at få en god tilgang (nogen gange ser jeg måske spøgelser...). Jeg kunne også mærke, at jeg ikke rigtig var "tændt" på løbene i dag, og jeg valgte en lidt alternativ handling for at give Ninja en bedre tilgang til tunnellen. Ninja fangede ikke lidt min plan, og vi blev disket. Måske var det bare lige lidt svært at komme igen efter gårdagens fantastiske løb?!

Sidste løb inden finaleløbene var agility åben, og da mellemhundene var igang med denne klasse kom der lige pludselig masser af vand, lyn og torden. Jeg havde søgt tilflugt i campingvognen sammen med hundene og Silas, og jeg var glad for at kunne konstatere, at man indstillede løbene, indtil uvejret var drevet over. Uanset hvad, så havde jeg nu ikke tænkt mig at forlade min hule. Der var faktisk også nogen som "gav op" og kørte hjem. Det var skisme også meget ringe vejr midt på dagen.

Det stod ned i tove, og opklaring virkede som et fremmedord
Det klarede op til de store hundes Ag Åben, og jeg fik også løbet det løb. Desværre med en nedrivning - ja bare sådan en enkelt en, som ingen vel kan se sig fri for. Så selvom tiden var den hurtigste, så nyttede det jo ikke meget med en overligger på jorden.

Så hvis jeg skulle gøre mig nogen forhåbning om at genvinde titlen som Jysk Mester, så skulle jeg slå til i B-finalen, som jo er for alle "klummerhovederne", der ikke kan "formå" at løbe ordentlig i de to åbne klasser. Mig selv inklusiv!

B finalen var absolut den sværeste bane, jeg løb i denne weekend, og jeg kunne godt mærke, at jeg nu var ved at få sat mig selv lidt mere op til at løbe. Det var jo nu, hvis jeg ville med der, hvor jeg kunne generobre titlen. Med en enkelt lille feberredning så kom vi fejlfrit igennem og vandt B finale. De tre bedst placerede i B finalen fik en plads i A-finalen. Så lige som sidste år fik vi sneget os med i A finalen ved at vinde B finalen.

Som timerne gik, så fik solen mere og mere kraft, og det blev faktisk rigtig varmt med over 20 grader og sol fra en skyfri himmel, da vi nåede til finalen. Det var en mærkelig vejrdag.

Dagens sidste løb var A finalen, som blev så afviklet i strålende solskin. Jeg elsker at løbe finaler. Det er bare lidt mere intenst, og man er lidt mere "på". Jeg bliver som sådan ikke nervøs, men kan mærke, at jeg bliver mere koncenteret, og Ninja tænder helt klart også mere på en intens handling. Vi kommer fejlfrit i mål, og så har finalens øvrige deltagere fået lidt at løbe efter. Vi løb jo som 3. ekvipage ud af 19 i finalen (fordi var kommet med via B-finalen). Det var i hvert fald helt sikkert, at der ikke var nogen af deltagerne, der kunne loppe sig igennem til en sejr. Tiden var slet ikke umulig at slå, men der skulle presses. Det lykkedes dog ikke nogen at lave et bedre gennemløb, og Ninja og jeg kunne tage hjem, som Jysk Mester igen i år. Video fra finaleløbet herunder.

Jysk Mester igen i 2016



Jeg synes, at DCH Varde fortjener et kæmpe skulderklap for deres arrangement. Godt nok havde de rigtig meget bøvl med programmet og med at få det sendt ud, men jeg synes, at de gjorde alt for at kompensere for det. Og programmet er heller ikke så vigtigt i mine øjne. Hvis jeg bare kender afviklingsrækkefølgen af klasserne og deltagerantal på forhånd, så er dagen fint overskuelig for mig. Detaljerne vil jeg bare kende om morgenen.

DCH Varde har arealer, der ligger helt fantastik, midt i skov og plantage. Arealet er lukket inde mellem træer, så man skal ikke lede længe efter skygge, ly og læ. Deres klubhus er stort og lækkert med fine toiletfaciliteter. Vi var også installeret så fint på deres lille campingplads. Vi var vel 20-22 campister.
Campingarealet set fra min plads

Silas fandt også nogle motoriske udfordringer på pladsen
Præmiebordene var rigtig flotte. Sådan husker jeg det også sidst jeg var til stævne i Varde. Der var gavekort til dyrlæger, kiropraktik, adgangsbilletter til spa og wellnes, zoo billetter, vin, slik, godbidder, legetøj, foder. Ja, der var mange lækre præmier.

Festlig velkomst med hejst flag
Afviklingen var også helt i top. Der blev speaket under hele stævnet, og når jeg siger speaket, så mener jeg altså, at hver enkelt deltager blev præsenteret, og efter endt gennemløb blev evt. fejl (og nogen gange tid) også sagt i højttaleren. Hvis man var fejlfri, fik man overrakt en roset for en fejlfri runde. I øvrigt at en sød hjælper, som pænt afventede, at man var færdig med at rose sin hund.

Rosetterne prydede stævneteltene weekenden igennem
Da speakeren alligevel præsenterede alle ved navn, så foreslog jeg speakeren, at hun også sagde startnummeret (hun stod jo alligevel og læste op fra startlisten), hvilket hun hurtigt tog til sig, og så fik vi lige udvidet den service. På den måde kunne vi som deltager let følge med i hvor langt, vi var med afviklingen af den igangværende klasse. Dejlig afstressende, hvis man gik lidt afsides og varmede sin hun op. Stor tak for det DCH Varde.

Præmieoverrækkelserne kom stort set som skidt fra en spædekalv. Hvis man løb sidst i en klasse kunne man efter nogle af klasserne dårlig nok nå at puste ud, før præmieoverrækkelsen gik igang. Meget effektivt.

Jeg kan godt se, at deres afvikling har kostet en del hjælperindsats, men jeg synes, også at deres små ekstra initiativer gjorde deres stævne lidt i særklasse, og jeg tænker da, at jeg nok hellere må se, om jeg ikke kan prioritere at komme igen til næste år.

søndag den 21. august 2016

Strandskolen - hvem sagde læringsmiljø?

Onsdag havde vi endelig en sommerdag. Ja, det er ved at være nogle uger siden vi har haft sommervejr sådan gennem en hel dag.

Da jeg stævnede ud fra jobbet onsdag ved 15 tiden hastede jeg i Lagkagehuset for at købe et par af deres lækre salater. Vejret skulle altså nydes, så det var faktisk aftensmaden, som jeg hentede. Derhjemme pakkede jeg en lille picnic kurv med mad til os alle tre.

Silas proklamerede ellers så flot, at det var kedeligt at spise nede ved stranden, for der var ikke noget at lave. Man kunne kun sidde og glo ud over vandet. Trods den lidt negative indstilling, kørte vi til stranden ved Aarøsund.

Der sad vi så og nød vores mad og det super fine vejr. Der var også et par badende gæster ved stranden. Helt så optimistiske var vi nu ikke, så vi sad afslappede på stranden. Silas havde ikke helt fået tygget af munden, før han fik travlt med at finde en pind. Så han gik på udkig efter sådan en. Nu skulle han nemlig på krabbejagt. Så afsted med opsmøgede bukser ud i vandet, hvor han pærerede til de krabber, som forsøgte at grave sig ned eller løbe længere til søs. Ja, han lignede til forveksling en dreng, der hyggede sig.

Stranden ved Aarøsund
Pludselig kom han op til os på vores picnictæppe og bad os om at komme og se, hvad han havde skrevet. Han havde så skrevet i det våde sand. Sådan kom han et par gange og bad os om at komme og se. Pludselig var vi igang med at skrive i sandet. Det udviklede sig til regnestykker, hvor jeg udfordrede Silas, og han hang bare godt i, selvom regnestykkerne ikke var helt som oppe i skolen. Bagefter kastede vi os ud i 3 ord med samme forbogstav. Det var faktisk svært, at få Silas til at stoppe igen. Han var koncentreret, og det var super hyggeligt.

Dybt koncentration
Desværre virker det ikke som om, han arbejder med helt samme flittighed i matematiktimerne i skolen. Nogen gange har jeg undret mig over, hvad han laver i timerne, når jeg kan se, at han kun har lavet 1 regnestykke ud af de 15 stykker, der har udgjort timens pensum.

Vi fik regnet og stavet på adskillige meter sandstrand
Sidst vi var til skole/hjem-samtale fortalte hans matematiklærer (også klasselærer), at hun faktisk havde lavet en test på ham for at finde ud af, på hvilket niveau han lå fagligt. Hun kunne ikke rigtig blive klog på om han var "med" eller ej. Testen viste, at der ikke var spor grund til bekymring. Nu mangler jeg så kun at overbevise hende om, at matematiktimerne skal holdes på stranden.

fredag den 19. august 2016

Højt at flyve - dybt at falde

I weekenden var der stævne i Kolding. Det var det første ordinære stævne for mig siden en gang i juni måned. Ninja havde løbet EO i mellemtiden og MicMic har ikke løbet stævne siden 12. juni. Vi har trænet lidt, og "lidt" er nok det rette ord. Jeg har ikke slidt min eller andre agilitybaner denne sommer.

Jeg har længe set et potentiale i lille MicMic, men hun har bare manglet rutinen i vores samarbejde og ikke mindst forståelsen af nedgangsfeltet på balancebommen. Men det er som nogle brikker er faldet på plads i hendes sommerpause.

Lørdag vinder hun springklasse 1 og har ellers også nogle pæne løb. Hun må dog sættes tilbage på bommen (jeg er pt. ret kompromisløs, hvad det angår. Selvom hun tager feltet, så bliver hun sat tilbage, hvis hun går før release). Lørdag kører jeg i hvert fald hjem fra stævnet og er ganske tilfreds med hendes løb. Ja sådan set også med Ninjas. Hun vinder Spring3 og Spring Åben om lørdagen.

Ninja
Søndag vinder Ninja AG3 og Spring Åben, men det er dog MicMic, der brænder helt igennem. Vi starter med at vinde Spring Åben, selvom hun faktisk får puttet snuden i tidtagningen, da hun vist tror, at hun skal starte. Jeg lader hende stå et par sekunder, før jeg starter hende (mest for at se, at hun har forstået, at startsignalet skal komme fra mig). Trods snuden i tidtagningen i et par sekunder vinder hun alligevel klassen.

I AgÅben blev der uddelt rigtig mange feltfejl på bommen pga en lidt skæv exit fra bommen over i en tunnel. Jeg havde dog overhovedet ikke fokus på exit fra bommen, men i stedet kun på selve feltet. MicMic leverede nok det flottest konkurrencefelt, som jeg har set fra hende endnu. Hun leverede et ret lækkert løb derfra, og vandt så også agility åben.


Hvor sejt var det lige af min lille sheltie at vinde begge de åbne? Jeg var simpelthen så glad. Spring 1 snuppede hun så også lige sejren i. Hun vandt klassen med næsten 3 sekunder ned til nr. 2. På vej ti et af dagens løb gik jeg i startområdet kiggede jeg på hende, og tænkte på, at det kun var et par uger siden, at hun var tæt på at dø i mine arme og nu fløj hun rundt på banen og var mere end flyvende. Utroligt!

MicMic
Mit sidste løb på dagen var AG1 med MicMic. Jeg glædede mig til at løbe dette løb også. Det var en rigtig fin bane, og jeg "troede på det". Cirka halvvejs gennem banen sender jeg MicMic i en mørk buet tunnel (den samme tunnel som ligger efter balancebommen i videoen ovenfor - og samme sted) og jeg hører et meget højt piv, og noget forsinket kommer MicMic ud af tunnellen med poten slaskende slapt fra et løftet ben.

MicMic er ikke en pivskid, og hun ville normalt være mere end klar til at løbe videre på banen. Men det er en noget trist og tilsyneladende forpint hund, der kigger op på mig. Jeg samler hende op og går grædende ud af banen med hende. Jeg tør faktisk ikke gå igang med at tjekke venstre forben af frygt for, hvad der er galt. Jeg er SIKKER på at benet er brækket. Smerterne lokaliseres til skulder og ryg. Jeg skulle bare lige løbe det her løb, og så skulle jeg ellers hjemad, men pludselig så det helt anderledes ud.....

Jeg får hende tjekket og løsnet med det samme. Låner et Back on Track dækken og giver hende det på. Hun "stikker" stadig på venstre forpart i gang, hvis jeg sætter hende ned, men der er en klar bedring. Vi kører hjemad noget senere end planlagt. Hjem til fred og ro. Jeg ser hende lidt an. Hun er glad og logrende, men jeg kan se, at hun stadig har lidt ondt og giver hende smertestillende om aftenen og putter hende i bur.

Da jeg lukker hende ud af buret om morgenen virker det smertestillende ikke mere, og jeg er spændt på (læs: jeg frygter for) hvad jeg lukker ud af buret. Men ud af buret traver en glad lille MicMic uden tegn på halthed. Hun laver endda to klask i gulvet med forporterne foran mig (noget hun gør når hun er glad og vil have opmærksomhed - og hun havde vel næppe valgt at lave to klask, hvis det først havde gjort ondt?!) Jeg er temmelig lettet, men holder hende fortsat i ro. Senere på mandagen ser jeg hende dog "stikke" en enkelt gang i sine bevægelser på en af hendes små lufteture i haven, men sidst på dagen ser jeg hende lave "1´er changementer", da jeg kalder hende hen til mig ude i haven. Det vil man nok ikke vælge at gøre, hvis man har ondt i skulderen?! Jeg har ingen halthedstegn set fra hende siden, og jeg kan heller ikke mærke noget på hende.

Jeg tager dog ikke nogen chancer og har afmeldt MicMic til weekendens stævne, hvor jeg ellers havde glædet mig til kun at løbe med hende, men jeg tror, at hun vil have godt af lidt ro. Måske var MicMic igen heldig?! Det håber jeg.

Den lokale avis, Jydske Vestkysten var i øvrigt forbi stævnet, og skrev en lille artikel og tog nogle billeder. Jeg havde journalisten med til banegennemgang for at forsøge at forklare hende, hvad det "dansen" og "tosserierne" som vi udøvere laver under og efter en banegennemgang egentlig skulle gøre godt for. Se artiklen her

mandag den 8. august 2016

European Open 2016

Planlægning i 11. time
To dage før afgang til Frankrig havde jeg stadig ikke helt styr over, om det kunne lade sig gøre at lave en samkørselstur med nogen af de andre deltagere. Da jeg jo var kommet med på holdet som en af de sidste, så havde folk lige som fundet sammen, men jeg ville gerne have nogen at følges med. Ikke bare køre bagefter, men i samme bil. Både for selskabets skyld, men også rart at kunne dele udgifterne.

I 11. time lavede jeg en aftale med Daniel om at køre med ham. Det betød afbestilling af hans hotelværelse, så han fik mit værelse, og jeg i stedet flyttede ind til Pernille og Kathrine. På den måde kom vi til at bo på samme hotel. Ellers havde det været lidt svært at køre sammen. Det var i sig selv en oplevelse at dele seng med Pernille og ikke mindst hendes to pudler. Jeg kunne skam skrive et særskilt blogindlæg om det alene, men så vidt når det nok ikke. Det var bestemt ikke kedeligt og med Pernille ved sin side, er man sikker på at få grinet.

Der var afgang fra Haderslev tirsdag kl 23.30, hvor Daniel hentede mig og Ninja. (min altid søde Henrik sørgede for Fuji og MicMic i mit fravær) Det er faktisk altid mig, der er chauffør, så det var noget uvant, at jeg bare skulle sidde ved siden af og slet ikke køre. Men det var også ganske afslappende. Jeg var blevet lidt stresset over at få ændret mine rejseplaner og skulle afsted 18 timer før planlagt og jeg havde ikke nået at sove i løbet af tirsdagen. Aftalen med Daniel faldt på plads tirsdag middag, hvor jeg stadig manglede at køre Silas de 380 km hjem til mine forældre, hvor han skulle på ferie, mens jeg var afsted. Men jeg blev klar til at komme afsted.

EO lokaliteterne
Vi ankom til EO pladsen efter 10 timers kørsel, og der var ikke rigtig dukket nogen op endnu. De var ved at sætte barriererne om stævneringene op, og det var tydeligt at se, at arealerne ikke var helt plane, da de barrierer, der skulle udgøre hegnet rundt om banen ikke flugtede helt med hinanden.

På billedet kan det vist godt ses, at hegnet bølger lidt

EO skulle afholdes i en slags forlystelsespark, hvor stævnepladsen var anlagt et stykke oppe af det lille bjerg, som parken lå på.

Udsigt fra stævnepladsen
Parkeringspladsen lå nede i bunden og det var så meningen, at man skulle slæbe alt sit habbengut op fra parkeringsområdet og så ca 1 km op til stævnearealet. Daniel fik nu overbevist arrangøren om, at vi havde lov at køre vores ting helt op til pladsen, som en slags "præmie" fordi vi var de første, der havde meldt vores ankomst. Så det var faktisk en smal sag for os at få telte og bure ind på stævneområdet. De efterfølgende dage kørte der busser fra p-pladsen til stævnepladsen. Daniel og jeg gik dog op med hundene hver morgen og luftede dem gennem skoven, hvor vi i øvrigt ikke mødte et øje. Underligt at inden andre havde fået samme idé.

Dansker-lejr
Vi fik slået en række telte op, så vi danskere mere eller mindre kunne sidde sammen. Måske er det bare os danskere, der er forvænt med at sidde i vores telte ved ringsiden og kigge på agility inde fra vores telte, for der var ikke synderlig meget rift om teltpladserne ved ringsiden(og der var heller ikke plads til mange telte ved ringsiden), men masser af plads på et stort åbent areal ud for de midlertidige opvarmningsbaner.

Opvarmningsbanerne
Efter "rejsegildet" kørte vi til hotellet og checkede ind og tog os så ellers en slapper i et forsøg på at hente lidt af den tabte nattesøvn. Til aften samledes vi en flok af de ankomne danskere til fælles aftensmad på nabohotellet. Næste dage skulle vi møde om morgenen til dyrlægekontrol og efterfølgende "opvarmning".

En slapper-øl
Torsdag
Dyrlægekontrol var nu så meget sagt. De tjekkede bare rabiesvaccine og chip og absolut intet andet. Hundene kunne være trebenede uden at de ville opdage det. Opvarmning er nok heller ikke det rette ord. For man kan vel ikke rigtig kalde det at "varme op" dagen før konkurrencerne, men det er meget rart at få lejlighed at til at prøve forhindringer og underlag af, før det går løs. Vi havde 2x80 sekunder til hver ekvipage på banen. Det lyder ikke af meget, men man når faktisk at blive godt knoklet igennem. Men det svarer jo også til at løbe 2 baneforløb efter hinanden, og der var god tid til at prøve alle forhindringer og måske pudse et par ting af.

Ninja "melder klar"
Under opvarmningen fik vi allerede at føle at underlaget ikke var lige så lækkert, som den type underlag, som vi plejer at have til rådighed i DK. Det var ikke kun ujævnt. Det var også hårdt som sten. Det havde vi nu også konstateret, da vi skulle sætte teltene op. Det var en kamp at få banket pløkkerne i. Jorden var ler, som nok ikke havde set skyggen af en reel regnbyge i flere måneder. Under opvarmningen var Jane en tur nede på begge knæ pga det ujævne underlag. Hun fik sig to meget blå knæ.

Janes knæ efter nærkontakt med underlaget

Dagen sluttede af med en indmarch, som startede med at være ret meget forsinket, og vist ikke helt som de havde planlagt det. Der var en oppustelige port ala hoppeborg, der var klappet sammen. Så den var ikke nem at gå igennem. Der var uhyggelig dårlig information, og da vi var gået ind sammen med vores skilt med Danemark samt vores fane, og havde gået en kvart runde, blev vi ledt ud fra baneområdet igen. Vi fandt godt nok den indmarch og åbning noget flad. Ingen musik - ingen taler. Kun et opråb af hver nation, når vi trådte ind i ringen. Vi forlod området ringene for at tage et gruppebillede nede bagved og få lidt briefing. Da vi kom retur var de ved at afslutte åbningsceremonien med diverse åbningstaler, og vi havde brillieret ved vores fravær. Det var en anelse pinligt, men med lidt information fra arrangøreren så kunne det nok være undgået.

Danmark - Klar til indmarch
(foto: Sabine Serwin)
Fredag
Fredag skulle vi løbe holdløb. Banegennemgangene startede kl 08.00 og var fordelt i 8 grupper frem til 09.20. Man gik både springbanen og agilitybanen fra morgenstunden. Man kunne derfor sagtens komme ud for at skulle gå en bane kl 09.00, som man først skulle løbe kl 16 og naturligvis skulle man kunne rumme to baner i hovedet, men det skal jeg nu så tit alligevel i kraft af, at jeg løber med to hunde.

Som konkurrencen gik igang begyndte det også at småregne. Det var meget meget uheldigt, for udover, at underlaget var ujævnt, så var det også enormt hårdt, da jorden var meget tørt lerjord. Ja mere ler end jord. Det betød at underlaget blev ualmindelig glat. Vi var flere danskere, der havde noteret os, at der fra stævnets start holdt en ambulance klar inde på stævneområdet. Det skulle vise sig, at den ambulance desværre ikke bare kom til at holde stille. Faktisk kom den denne fredag formiddag nærmest til at køre nærmest i pendulfart.

Farlige baner
Vores egen Lars Bang crashede ved forhindring nr. 5 på springbanen efter at have kæmpet for har holde sig på benene siden forhindringer nr. 3. Han fik den første tur i ambulancen og en tur på hospitalet. Han slap dog med en voldsom forstrækning. Det gik mindre heldigt for en pige fra Slovenien, som brækkede de to store rørknogler i underbenet og blev båret ud af banen med en dinglende fod. Hun blev skruet sammen på hospitalet i løbet af det følgende døgn.

Det ses tydeligt at tunnellen ligger på en lille forhøjning

Her gøres lille/mellem banen klar på stævnets anden dag.
Bemærk, der skovles sand på banen.
Dagen før på denne bane brækkede en hundefører benet to steder.
Vi hørte også om en der var kommet til skade med skulderen, og så lige en sheltie, der brækkede et ben. Alt sammen på denne formiddag. Ambulancen kørte flere gange under stævnet, men denne formiddag var dog den værste. Jeg var noget led ved at skulle løbe, og sådan var det for flere af os. Vi var på holdet også rimelig enige om, at vi måtte ind og liste og ikke presse. Ingen af os ville sætte vores hunde eller os selv på spil ved at presse. Generelt var man ekstra opmærksom under banegennemgangene, og havde mere end en god grund til at se de andre deltageres løb.

Bagerste spring står på en lille bakke
- og det kostede mange nedrivninger, da det skulle tages fra bagsiden

Det her er ikke et faremoment, men banehegnet camouflerer stort set slalomen,
og de fleste danske store hunde havde slalom problemer, når de skulle sendes 90 grader ind i først port,
og slalom stod op mod hegnet

Heldigvis klarede det op en lille time før vores løb, og der kom lidt vind. Så banen var faktisk tør, da vi skulle løbe vores løb, og det virkede ok at løbe på banen. Der var stor forskel på ujævnhederne fra ring til ring. I nogle af ringene virkede det bare lidt som bakket terræn, mens der i andre ringe decideret var fordybinger, hvilket jo var noget mere utilregneligt at løbe på.

Afvikling af holdkonkurrencen
Vores hold bestod af 4 ekvipager, og de tre bedste resultater for holdet talte. For at kunne komme i betragtning til at gå videre og kvalificere sig til finalen skulle 3 hunde igennem banen både i agility og spring. Jeg blev desværre disket i ag-løbet, men de andre tre kom igennem. Så efter agilityløbet var vi stadig "med".

I springløbet havde jeg 5 fejl, men desværre var to af mine holdkammerater disket, så det var udelukket, at vi kunne komme til at løbe holdfinalen. Faktisk fik Danmark ikke et eneste hold med i finalen. Vi havde ellers 8 hold afsted, men det lykkedes ikke for nogen af holdene at komme i finalen.   På facebook har der været nogle gode debatter om hvorfor vi som nation ikke performer bedre, når vi er afsted til de store mesterskaber, og det emne vælger jeg at holde ude af dette indlæg, selvom det er interessant.

Informationskaos
Lørdag var der individuelle løb, og vi mødte op til total kaos. I løbet af fredagen havde der været nogle startlister med katalognumre hængt op, som nogen fra EO truppen havde taget billeder af og sat på vores facebookgruppe. Franskmændene holdt et skandaløst dårligt informationsniveau. Nå men folk havde sat sig ind i, hvornår de skulle gå bane (efter at have gransket den meget uoverskuelige liste). Men men sent fredag aften havde Franskmændene lagt en ny startliste op, hvor alt var vendt på hovedet og rodet godt og grundigt rundt. F.eks forventede en at skulle løbe som nr. 30 i klassen, men skulle i stedet løbe som nr. 392. Der er nok lidt forskel på den mentale forberedelse alt efter om man skal løbe kl 10 eller 17. Arrangørerne havde da haft oceaner af tid til lave de startlister, da rækkefølgen ikke afhænger af resultater eller andet, men ekvipagerne bare skal fordeles ud over dagen. Så det kunne de let have lavet mindst en uge før EO.

Lørdag
Så lørdag morgen var generelt kaotisk, for der var kun en startliste lagt ud, og der var kun påført på den, at den var til springløbet. Agilityløbet skulle i princippet bruge samme liste viste det sig, men der skulle startes midt i klassen, og når højeste startnummer havde løbet, så startede man forfra på startlisten med startnummer 1. Total forvirring, og man skulle ikke forvente at kunne finde nogen hjælp på den officielle EO hjemmeside, for den blev ikke rigtig opdateret og var i øvrigt også en stor rodebutik. Helt groteskt kom den bedste information vel nærmest fra div agility facebookgrupper, hvor folk (som ikke selv løb EO) videregav, hvad de opsnappede og lagde det ud på den danske EO gruppe.

De første startlister til de individuelle løb....

Finalekvalifikation
Men vi fik da alle løbet vores løb, og kun enkelt formåede at kvalificere sig til finalen på baggrund af en topplacering i et af løbene. Det var Channie, som også præsterede det samme sidste år i Tyskland. Den bedste hund fra hvert land i hver størrelse fik også en billet til finalen, så der var mindst en ekvipage fra hvert land til finalen i hver størrelse. Jeg fandt ikke vej til finalen. Mit bedste løb (som var mit eneste fejlfrie) var i agilityløbet, hvor et løb med lidt for store buer kunne række til en 51. plads ud af de ca 400 i klassen, og jeg var disket i springløbet, hvor Ninja total sprang en sikring. Jeg kunne slet ikke komme tilbage på sporet med hende og endte med at løbe ud af banen, for det var nærmest umuligt at få hende til at ramme en forhindring. Det var noget uvant for mig at prøve med hende.

Fra det individuelle agilityløb
(Foto: Sabine Serwin)
Det var åbenlyst for mig, at jeg ikke skulle i finalen, men listerne til finalerne blev ikke lagt ud på EOs hjemmeside og det var lidt "spændende" for folk at vide, om de var i finalen eller ej, og hvornår og hvordan det skulle afvikles. Så søndag morgen blev der hængt lister op, og så kunne 800 mennesker ellers stå i nakken af hinanden for at se, hvem der skulle løbe i finalen. Jeg opgav personligt at finde info på nettet og holdt mig bare til, hvad andre fortalte mig. Det var hovedrystende dårligt af arrangørerne og nærmest at tage pis på folk.

Søndag - finaledag
Men finalerne var spændende. De startede med holdfinalerne med lille og mellem, hvor lille og mellem var mixet på holdene. Der var lavet en stor bane, hvorpå der var 4 forskellige baner, så hver holddeltager skulle løbe sin egen bane. Det gjorde holdkonkurrencen meget seværdig. De store hunde sluttede holdkonkurrencen af, inden der blev bygget om til de individuelle finaler.

Finale stemning
Hjælperteamet var ufattelig ineffektive, og det kunne sagtens tage en time at bygge en bane. F.eks stod der på et tidspunkt 12 hjælpere og kiggede på, at der blev fumlet med en tunnel (de kunne ikke finde ud af at vende anti-slip tunnellerne korrekte), mens der lå overliggere klar på græsset til at blive stillet springstøtter op ved. Man havde jo næsten lyst til at spurte ind og hjælpe dem. Jeg gik i stedet ud og brugte nogle penge i boderne og fik blandt andet indkøbt nogle præmier til Ribe Hundevenners forestående stævne.

Den langsommelige afvikling gjorde ikke noget godt for min ret pressede tidsplan. Jeg havde en bagkant mandag morgen. Jeg SKULLE bare være hjemme kl 06 mandag morgen, for det var Silas´ 8 års fødselsdag. Så derfor nåede vi kun lige at se sidste danske hund i finalen, inden vi kørte fra de sidste 30 hunde i finalen (de hunde der var topplacerede - og nogle af de mest seværdige... øv!). Vi fik pakket det sidste sammen i hast og skyndte os væk fra stævneområdet med kursen hjemad. Jeg havde ikke nerver til at vente, til finalerne var forbi, for så ville publikum jo også vælte ud og ned til deres biler, og det ville sikkert give lidt kaos og kø. Det var ærgerligt at måtte misse den sidste del af finalerne, men jeg havde ikke is i maven til at blive hængende få det sidste med og risikere at komme for sent hjem.

Egentlig var der også udmarch, men jeg havde meddelt allerede, da jeg takkede ja til at deltage, at jeg ville køre så snart finalerne var afviklet, fordi jeg skulle være hjemme mandag morgen. Så i år måtte jeg være lidt usportslig og køre før tid. Sidste år blev jeg dog til den bitre ende. Det havde ikke holdt i år. Jeg ankom hjemme kl 04.45 og der havde kun været holdt et par tissepauser undervejs. Aftensmaden (eller rettere natmaden) var en sandwich fra en tankstation, så vi holdt ingen unødvendige pauser, så jeg nåede hjem og kunne vække Silas med flag og morgensang.

Jeg nåede heldigvis hjem til min fødselar

Min oplevelse af turen
Trods de mange forhindringer og de ringe franske forhold, så synes jeg, at det var en rigtig god tur med et godt sammenhold på EO teamet. Vi var gode til at tage ud at spise sammen om aftenen og hygge os sammen. Det var selvfølgelig også ekstra rart, at de fleste telte stod samlet på en række. Det er svært at skulle løbe i alle fire ringe og nå at se alle hinandens løb, men vi forsøgte at se hinandens løb og heppe på hinanden.

Et mindre selskab til fællesspisning på det, som blev vores "stamrestaurant"

Banerne var gode, udfordrende og interessante, men bestemt ikke umulige at løbe. Der er vel altid et par småting, som man kunne ønske sig anderledes, hvis man selv kunne flytte et spring eller et nummer, men i det store hele, så synes jeg, at sværhedsgraden på banerne i år, var langt bedre og mere rimelige end sidste år.

For selve arrangementet var der mange ting, som franskmændene kunne have gjort meget bedre. Noget af det fremgår vel ret åbenlyst i beretningen her. Dog skal de have ros for nære toiletforhold med rindende vand, men desværre evigt mangel på sæbe og toiletpapir. Jeg var glad for at have håndsprit i tasken og lærte også at hamstre toiletpapir på hotellet.

Der var masser af boder, hvor man kunne brænde penge af, hvis man skulle have de lyster. Mad og drikke var let tilgængeligt, og der var masser af god agility at kigge på, og man fik en masse inspiration med sig hjem til videre træning. Så jeg var rigtig glad for at jeg kom med.

Motivation og terror
Min motivation og lyst til at tage afsted var ellers lig nul, da jeg sad på Mandø. Ja faktisk også da jeg var kommet hjem fra Mandø. Jeg fandt dog ud af, at det var fordi det stressede mig, at jeg ikke kunne få puslespillet til at gå op med kørsel, og jeg havde den bagkant med Silas´ fødselsdag. Da aftalen med Daniel faldt på plads, så var jeg meget mere afslappet og afklaret og så var jeg klar.

Efter endt opvarmning er vi klar til at løbe for alvor
Men det var kun lige indtil, at det i pressen kom frem, at en præst var taget som gidsel og havde fået halsen skåret over, og gerningsmændene var tilknyttet Islamisk Stat. Det var foregået mindre end 100 km fra EO området. Selvom man måske ikke skal lade sig styre af frygt for terror, så lever man kun en gang, og lige så vel, som jeg kan tænke over andre risici i min hverdag, så var dette også oppe og vende i mit hoved. Vi var trods alt mange mennesker tæt samlet og fra mange forskellige vestlige lande. Jeg fik dog parkeret tankerne, og kom kun til at tænke flygtigt over det et par gange i løbet af EO. Med min fornuft ved jeg også godt, at sandsynligheden for at gå til på motorvejen på vej derned var langt større.

Så da jeg først var kommet afsted var jeg rigtig glad for at være med, og var også opsat på at løbe god agility.