søndag den 26. marts 2017

Skoleløb til fordel for Børnelungefonden

Traditionen tro har skolerne skoleløb dagen før påskeferien. Det er Team Rynkeby der står for skoleløbet, og i år har det valgt at alle pengene fra skoleløbet skal gå ubeskåret til Børnelungefonden. Sidste år løb Silas rigtig mange penge ind ved dette løb. Jeg var glad for den utrolig dejlige og massive opbakning, som han fik til skoleløbet.

Sidste år gik pengene til Børnecancerfonden, og det er et formål, som jeg føler, at jeg kan relatere mig til. Men i år går pengene, som skrevet til Børnelungefonden, og det kan jeg på vegne af Silas helt sikkert relatere mig langt mere til nu. På grund af Cystisk Fibrose er det aktuelt for Silas nu og resten af hans liv.

Alle børn får en sponsorseddel
Alle pengene fra skoleløbet går ubeskåret til Børnelungefonden og pengene fra skoleløbet forvaltes såldes:
70% til forskning
30% til aktiviteter
0% til administration

Hvis du arbejder på en skole og tænker, at det da er et bragenede god idé, så kan din skole også tilmelde sig her på dette link.

Som mikrosponsor kan man støtte med et hvilket som helst beløb. Om det er 5 kroner pr. omgang, 10 eller 20 er helt op til den enkelte. Hvilket som helst beløb gør en forskel. Mange bække små, gør en stor å. Sidste år blev der indsamlet kr. 17,6 mill via skoleløbet, og det vil glæde mig rigtig meget, hvis beløbet i år kunne blive mindst ligeså stort. Til orientering løb Silas sidste år 7 runder indenfor den tidsramme, som løbet afvikles i.

Børnelungefonden er en underafdeling af Lungefonden. Du kan læse om Børnelungefonden her.

tirsdag den 7. marts 2017

Mad på bordet

Hver anden uge er en stor lettelse her i huset. I hvert fald for mig. Hvem kender ikke det lidt frustrerende i, at man ikke helt ved, hvad man skal have til aftensmad, og derfor ikke har handlet noget ind. Så roder man lidt rundt mellem sine få faste retter, som man så lige handler ind til. Jeg er ikke super opfindsom, når jeg skal lave mad, og jeg har også indset, at man faktisk spilder uendelig meget tid på at handle ind fra dag til dag. Ja, faktisk spilder man både tid og penge på at have det indkøbsmønster.

Det kender jeg godt en opskrift på. Den hedder madplan! Men i vores familie er vi ikke alle sammen planlægningsmennesker, så det lykkes ikke helt godt. Det har kunnet fungere, men det er ikke rigtig lykkes at genindføre det.

Maden leveret lige til døren
Det som gør hver anden uge så fantastisk befriende er, at vi får leveret en måltidskasse fra Skagen Food. Vi har fået 4 kasser nu, og jeg så imponeret og ovenud tilfreds med retterne, leveringen og kvaliteten. Med måltidskasser slipper man for 2 væsentlige belastninger: At finde på retterne samt at handle ind til dem. Alt bliver leveret til døren med alle ingredienser i et par kasser.

Vi har tidligere flirtet lidt med Aarstiderne, sådan on/off i flere år. Vi var sådan set også rimeligt tilfredse, men det var da også bare, fordi vi ikke havde prøvet Skagen Food. Aarstiderne virkede efterhånden lidt ensidige, og retterne ikke så godt afstemte. Nogen gange manglede vi lige som sammenhæng mellem de forskellige elementer i retten. Og så oplevede vi et utal af gange, at der var ansjoser i retterne, som om det var det mest naturlige at indtage. Vi undrede os ærlig talt over hyppigheden af ansjoserne. Er det normalt at spise ansjoser lige så ofte som bøffer eller pastaskruer? Det er det åbenbart hos Aarstiderne.

Sidst vi fik en måltidskasse derfra blev den leveret med bud midt om natten. Er du så færdig hundene flippede helt og aldeles ud, da en bil parkede oppe ved vejen og en mand stavrede ned gennem indkørslen med en dansende lyskegle foran sig fra den medbragte lygte. Det tog lidt tid, før der faldt helt ro i huset igen, og før mit hjerte genfandt hvilepulsen, og vi alle sov igen.

Skagen Foods måltidskasser leveres af PostNord. Det er måske ikke lige det, som man opfatter som tryghed og leveringssikkerhed, men indtil videre, så er de blevet leveret rettidigt, og de kommer da i det mindste heller ikke og forstyrrer nattesøvnen.

Retterne er lækre, kvaliteten på kødet (og alt andet) er helt i top. Især fiskene er helt bemærkelsesværdig lækre. Alt hvad man skal bruge er pakket i måltidskassen. Man behøver ikke selv andet end olivenolie/smør, resten er i kassen. Det er også let at pakke til at tage med i f.eks sommerhus, som vi gjorde i sidste weekend.

Så er det bare at gå i gang.
Det var i øvrigt en vildt lækker ret, kan jeg huske
Kød og mælkeprodukter er pakket i en flamingokasse sammen med is, så det sagtens kan holde sig koldt hele dagen. Frugt og grøntsager er pakket i en papkasse, som nemt bortskaffes i papcontaineren efter endt brug (Aarstiderne er en trækasse, som du kan returnere, hvis man altså husker at sætte den ud til buddet. Det betyder også, at man altid har mindst en trækasse stående, med mindre man brænder dem af eller smider dem i "træcontaineren" på genbrugspladsen). Både Skagen Food og Aarstiderne tager emballagen med retur ved næste levering, hvis man sætter det ud til dem.

Lad mig bare sige det med det samme. Indlægget her er på ingen måde sponsoreret af Skagen Food, så jeg taler bare af hjertet og maven, og der findes flere andre udbydere af måltidskasser efterhånden, hvis man har lyst til at prøve det.

Jamen er de måltidskasser så ikke rasende dyre? Ja, de er ikke gratis. Vores kasse er til 3 personer i 3 dage og koster lige i underkanten af kr. 500. Det er sådan lige omkring en halvtredser pr portion. Så er der til gengæld ingen impulskøb, man sparer tiden og råvarerne er økologiske. Hvis det ikke passer ind i planerne end uge, så kan man naturligvis også melde kassen af i den uge. De lige uger her i huset er de lette uger, hvor man får nye, lækre og inspirerende retter, hvor man ikke skal gøre meget andet end at lukke kasserne op og følge opskrifterne, der ligger i kasserne.

Denne kokossuppe med fisk og tilhørende ris var også et hit.
Nemt og velsmagende

I denne uge skal vi have:
Stegte fiskefiletter med persillesovs, kartofler og frugtsalat
Chili con carne
Koteletter med polenta og tomatsauce

søndag den 5. marts 2017

Weekendhygge i sommerhus

Sidste weekend må jeg altså også lige huske at blogge om. For det var dejlig weekend spækket med familiehygge, trække-stikket-ud og samvær.

Vi har flere gang før lejet i sommerhus f.eks mellem jul og nytår. Bare for at tage væk og hygge os lidt sammen. Det er måske en smule åndssvagt, at man ligefrem skal tage ud i andre omgivelser for at hygge sig. Men når man er derhjemme falder man bare i trummerum-hamsterhjulet og sidder måske og sumper med en pc, tablet eller giver sig til et projekt med oprydning, maling eller andet.

Jeg fandt et sommerhus via en facebookgruppe for udlejning af sommerhuse. Kriterierne var, at vi gerne ville ud til vandet, vi gad ikke køre alt for langt, ville betale en mindre formue og havde ikke brug for luksus med pool, sauna osv. Der skulle bare være plads til os tre og hundene. Vi valgte en lille sød og særdeles hyggelig bjælkehytte ved Ballum tæt ved Vadehavet.



Lidt stressende og hektisk fik jeg pakket de fleste af vores ting, inden Henrik kom hjem fra jobbet, så vi kunne være klar til at køre tidligst muligt. Det er noget af et pakke-arbejde at få pakket en Opel Astra til 3 personer og 3 hunde i 3 dage. Den var fyldt til bristepunktet.

Pc´erne var efterladt derhjemme og var i stedet byttet ud med nogle brætspil. I mit barndomshjem og i min mormors hjem spillede man mange spil. Det er jo gratis og hyggeligt. Det er en dejlig måde at være sammen mpå. Der er også meget social læring i at spille brætspil med "rigtig levende" mennesker, som man sidder overfor og forpligter sig overfor, når man siger ja til at spille. Det er nu ikke, fordi jeg ser det som udfordrende for nogen i min lille familie, men det er bare en observation i forskellen mellem den virkelig verdens spil og den virtuelle verdens spil.

Fredag eftermiddag/aften gik bare med at installere os og handle et par småting hos den lille lokale købmand, inden Disneysjov og X-factor skulle være en del af vores fredagshygge.

Jeg nyder at se Silas udfolde sin kreativitet.
Her med Minecraft figurer
En weekendmorgen i sommerhus skal starte med hjemmebagte boller. Sådan er det bare! Så lørdag morgen var der friskbagte boller. I løbet af dagen gik vi en tur ned til Vadehavet, men vi var ikke særlig heldige med vejret. Det var gråt og blæsende. Turen blev placeret mellem bygerne, men Silas og Henrik vendte om efter, at vi havde været lidt tid ved vandet. Det vejr tiltalte dem ikke rigtig.

Jeg tror der nørdes med noget jordbund og underminering
Jeg fortsatte med hundene på diget langs med Vadehavet. Hundene drønede rundt og især Ninja og Fuji holdt en fest og trak pinde og jagtede hinanden på den brede græssti. Hundene er jo komplet ligeglad med vejret.

Ninja har kastet sin kærlighed på en "lille pind"

3 forblæste hunde venter på en godbid
Tilbage i sommerhuset fik vi gang i brætspil og brændeovnshygge. Aftenen gik med at se Melodi Grand Prix. Ja, det hedder det ikke mere, men sådan hedder den sangkonkurrence altså bare. Der er ting, man ikke bare kan døbe om. Ligesom Peter Pedal. Ham kan man heller ikke bare kalde Georg Nysgerrig eller hvad det nu lige var han skulle omdøbes til. Det kan man altså ikke.... Vi ser faktisk aldrig rigtig Melodi Grand Prix, højest med et kvart øje og øre. Men nu lå vi en bunke i sofaen og så det sammen.

Søndag efter de obligatoriske hjemmebagte boller blev vi enige om at køre de små 20 km til Rømø og gå en tur der. Det var temmelig tåget og luftfugtigheden var så høj, at det næsten var som regn, når blæsten slog ind på en. Der var ikke mange mennesker på Rømø, og Fuji og MicMic festede total rundt på det lave vand. Ninja måtte finde sig i, at turen for hende foregik i snor, da hun om lørdagen desværre haltede lidt efter lørdagens gåtur. Så hun var dømt i snor, indtil jeg havde fået kigget nærmere på det.

Rømø, blæsende, kold og vådt
Silas elsker at gå i klitter, og Fuji elsker at løbe i klitter. Fuji elsker at løbe ALLE steder, men klitter er superfede. Hun fræsede op og ned af klitterne med MicMic i hælene og smilede nærmest hele tiden. Heldigvis havde vi nærmest Rømø for os selv.

Smukt landskab.
Fuji og MicMic i fuld fart
Vi måtte indstille turen, da Henrik var blevet gennemblødt (en computernørd er ikke nødvendigvis så super velekviperet på outdoorsiden). Alle var smurt ind i det fine strandstrand, men ingen i den grad som Fuji, der havde gardiner af det fine sand hængende på flanker og bukser.

Så retur til sommerhuset og skylle hunde. Jeg anede ikke at en hund kunne indeholde SÅ meget sand. Så var det frem med brætspillene igen, og heldigvis var sommerhuset lejet ud med slutrengøring, og vi kunne blive der indtil sidst på eftermiddagen. Det gav ekstra tid til hygge og brætspil.

Der spilles og hygges
Det var supergodt, for normalt så bruger vi jo størstedelen af søndagen på at pakke og gøre rent. Ikke mindst fordi jeg er total hysterisk med at fjerne alle spor af, at der har været hunde (selvom de gerne må være der), fordi jeg gerne være et godt eksempel, så lejerne igen tør leje ud til hundefolk. Jeg kommer jo også tit med en hund eller to mere, end de fleste sommerhusudlejere ofte tillader. Så det var vildt befriende bare lige at løbe huset over med en støvsuger (fordi jeg bare ikke kan få mig selv til at efterlade hundehår og det uundgålige sand på gulvet) og kaste sine ting i bilen og så trille hjem.

En vaskeægte 7-kabale med rigtige spillekort
Jeg nød weekenden og nærværet. Jeg nød, at min mobil stort set også holdt en pause, og jeg kunne bruge tiden sammen med familien, se fjernsyn, lægge kabale, læse ugeblade i stedet for at sidde med næsen nede i mobilen fra tid til anden. Ingen tvinger mig til at gøre det. Det er noget jeg selv vælger, og dermed også noget jeg kan fravælge.

lørdag den 4. marts 2017

WAO Udtagelse

I dag var der  udtagelse til World Agility Open. Jeg havde på forhånd meldt Ninja fra, så jeg tog bare afsted med MicMic. Det var lidt underligt, for hun plejer "bare" at være "vedhæng". Jeg nyder helt sikkert at løbe med MicMic, men jeg har ikke prioriteret hende så højt, og jeg erkender, at det er en kæmpe fejl, for hun har jo et lækkert potentiale, som jeg kan få meget mere ud af. Jeg arbejder på at ændre på det og prioritere hende højere. Lige nu kommer det jo af sig selv, fordi Ninja ikke kan løbe og Fuji er jo stadig "in the making".




Vores første løb fik hun en slalomfejl i. Hun kom korrekt ind men missede en port undervejs. Det kan jo ske, men hun kom da igennem banen. Næste løb fik hun vægring, fordi jeg glemte, at det var MicMic og ikke Ninja, som jeg løb med, så jeg fik ikke støttet og kaldt nok. Men jeg synes, at hun var supersej, for banerne var ikke nemme, og der var rigtig mange disk. Vi var 21 hunde i MicMics størrelse, og da vi havde løbet de første to agilityløb, var MicMic, så vidt jeg er orienteret den eneste hund i gruppen, der var kommet gennem begge baner uden disk, så alle kunne sige sig selv, at jeg "bare" skulle igennem den sidste bane, som var en springbane, så ville jeg være med på WAO holdet. For ved udtagelsen lægges alle tre løb sammen.

MicMic og jeg tager en slapper ved ringsiden før et løb
Så med den viden gik jeg til det sidste gennemløb, som var en lidt nemmere bane end de to foregående. Jeg indkasserede en vægring på et bagkryds (der er noget at træne mere på, for mine hunde skal kunne deres bagkryds) og ved forhindring nr. 19 blev MicMic lidt for frisk og snuppede et ekstra spring i farten, så vi blev disket.

Tilbage var der bare at vente på at beregnerne fik regnet og tjekket og dobbelttjekket, før holdet kunne offentliggøres. Jeg havde jo nok set, at mine chancer var betydeligt reduceret pga disken i sidste løb, og jeg havde jo heller ikke et fejlfrit løb at præsentere. Holdet blev råbt op, og MicMic og jeg blev råbt op på plads nr. 4, hvilket vil sige, at vi er første reserver. Jeg forventer nu ikke, at reservepladsen kommer i spil, og det er faktisk lidt som at være på tabernes vinderplads, men når det så er sagt, så er det fuldt berettiget. For jeg synes stadig, at der er mange basale ting, der halter for os som ekvipage. Vi er ikke helt samspillet endnu, og der er mange ting, som MicMic ikke er sikker i.

Der regnes på livet løs før holdet offentliggøres
Det var nogle anderledes baner, som vi skulle løbe i dag. Der var lange afstande mellem forhindringerne og nogle lidt underlige vinkler, men det er sådan nogle baner, man skal forvente til WAO, har jeg ladet mig fortælle. Der var også mange flotte løb i dag. Det bliver helt sikkert en fest for de 12 deltagere at skulle afsted. Det er jo lidt sjovt for alle hundeførerne er af hunkøn. Total girlpower!

Tak til Jørn Elsberg for at bruge dagen på at stå og dømme. Tak til det fine hjælperteam og til Sannes Hundecenter for at stille faciliteter til rådighed. Tillykke til holddeltagerne og god tur til Holland.

Vi fik ikke en plads, og selvom jeg kan overveje at søge en wildcard plads med Ninja, så tror jeg nok ikke rigtig på det, for der bliver kun uddelt ialt 5 wildcards, og vi har ikke nogle internationale resultater eller mesterskabstitler, som kan tælle med. Vi kan bare prøve igen til næste år, for jeg tror det kunne være meget sjovt at prøve.

tirsdag den 28. februar 2017

Ikke en ønskestart på sæsonen

Forrige weekend startede agilitysæsonen for mig og mine hunde. Jeg glædede mig til at komme igang efter 5 måneder uden stævner (for MicMic var det over et halvt år). Ninja og jeg startede hos DCH Vejle om lørdagen, og vi kom ikke særlig heldig fra start. Disk i to løb pga forkert bane og en slalomfejl i et af løbene. Det var en kold dag, og jeg havde Ninja i bilen. Hun lå på et tykt tæppe og var pakket ind i et varmt dækken. Jeg sørgede for at varme op og skridte af ifm løbene, og synes bestemt, at jeg var ekstra omhyggelig pga kulden.

Da jeg henter Ninja inden banegennemgangen til mit fjerde løb, hoppede hun ud af bilen og ville først ikke støtte på venstre bagben, men kom så ned på benet efter et par skridt og går, dog noget urent, men ikke haltende. Jeg tænker, at hendes ben måske havde sovet, da hun lå i bilen, men jeg kan godt se, at hun aflaster det, når hun står. Jeg trækker hende naturligvis var dagens sidste løb.

Det er første gang, jeg har oplevet, at måtte trække en af mine hunde fra et løb, fordi den pludselig og helt spontant er halt (bortset fra Dania Cup i 2014, hvor Ninja faldt af bommen, men det var noget mere dramatisk og åbenlyst, hvorfor hun ikke var rentgående efter den omgang).

Dagen efter behandlede Niels Poulsen Ninja, og hun var spændt op i det meste af kroppen, og bagefter virkede hun helt ok igen, for jeg har jo heller ikke set, at der er sket noget, som ligefrem kan have udløst en skade. Så jeg regnede med, at det var det. Jeg pakkede hende ikke ind i vat eller tog særlige hensyn i sidste uge, men jeg løb heller ikke agility med hende.

I weekenden var vi en tur ved Vadehavet, og på en gåtur hundene fik lov at tonse løse rundt i en times tid. Ninja og Fuji løb og legede. De jagtede hinanden og de ting, som de hver i sær løb med i munden. Der var ikke noget unormalt at spore på Ninjas gang. Da vi kommer tilbage til sommerhuset, og hundene har "sovet løbeturen ud", så kan jeg se, at Ninja igen trækker på venstre bagben.

Igår mandag var jeg så hos Jacob på Nordre Dyrehospital. Det var også Jacob, der stod for den primære behandling af Ninja, dengang hun faldt af balancebommen. Han kunne ikke finde noget "slemt", men kunne konstaterede, at hun ikke var så vild med, at han havde fat i den muskel der går fra lysken til forsiden af knæet på venstre bagben. Han var ikke panderynkende bekymret, selvom jeg naturligvis bliver det. Det er jo samme ben, som dengang i 2014 - i øvrigt den eneste skade Ninja nogensinde har haft, og jeg har ikke set noget til den hverken før eller siden.

Nu står den så på 14 dage uden de store udskejelser og på smertestillende. Den første uge i snor og næste uge "bare hund", der må løbe frit uden at "tosse". Så må vi se, hvordan det hele ser ud, når Jacob har fat i hende igen om 14 dage. Men jeg kan allerede se nu, at Ninja og jeg ikke skal til WAO sammen og løbe, for det er jo i denne weekend, der skal løbes om pladserne på det hold. Det var en lidt kedelig erkendelse, men den havde jeg jo sådan set allerede i lørdags, da jeg så hende gå urent efter leg på diget ved Ballum. Nu krydser jeg bare fingre for, at to uger på smertestillende/antiinflamatorisk heler skaden op, når jeg kombinerer dem med strækøvelser af bagbenene. Ellers ser det ud til, at eventuelle landsholdskvalifikationsløb kommer i fare, men nu ser vi lige, hvad Jacob siger om 14 dage, før jeg drager forhastede konklusioner.

Men ikke hele sæsonstarten var trist. Jeg skal da ikke glemme at berette om MicMics opstart her efter at have holdt stævnefri siden august. Jeg var til stævne i Vallensbæk om søndagen (dagen efter, at jeg var i Vejle med Ninja), hvor MicMic skulle løbe på gulvtæppe for første gang. Jeg skulle lige finde ud af hvor meget, jeg faktisk skulle støtte hende, da hun havde lidt svært ved at bremse og dreje, når hun kom op i fart (og det gør hun jo heldigvis). Det kostede os nogle fejl/disk. Vores første to løb blev vi disket i og i det tredie fik hun en vægring, men sluttede dog på en fin 2. plads. Der var faktisk kun en fejlfri hund i klassen. Sidste agilityløb var vi fejlfri i, og MicMic vandt klassen og fik et fint lille "notat" i sin startbog. Nu mangler vi et fejlfrit ag1 løb, før hun er i klasse 2. Så vi er godt på vej.

Det var i øvrigt et meget tilrettelagt stævne, hvor tingene bare kørte derudaf. Nogen gange næsten lidt for hæsblæsende. Alle løb lå nærmest lige efter hinanden, så det var et uafbrudt loop af at varme op - gå bane - løbe - skridte af - gå bane - varme op - løbe - skridt af.....

Præmierne var helt og aldeles fede, og der var altid noget at vælge imellem på præmiebordet. Jeg forstår sådan set godt, hvorfor VAS stævnerne er så populære. Hvis jeg skulle have glemt det, for det er nemlig mange år siden, at jeg sidst har været til stævne der, men der går ikke lige så lang tid, før jeg kommer igen næste gang.

onsdag den 22. februar 2017

Min mest sviende bemærkning

For 7 år siden. Nærmest på dato, stod vi i gangen med en lille taske og Silas pakket i den lille babyautostol, som han trods af sin alder på 18 måneder stadig kunne passe, fordi han bare var et lille skravl på 7,5 kg og 77 cm lang. Ja, det er ikke meget for en 1½ års knægt.... Han var lille og tynd, og vi var efterhånden desperate over hans mistrivsel.

Vi havde været hos egen læge om formiddagen, for atter at få lyttet på Silas´ lunger, da han hev efter vejret. Lægen indlagde os på Kolding Sygehus, så vi skulle bare køre hjem og pakke og så køre derop over middag. Som vi stod der og skulle ud af døren, kom posten og afleverede et brev. Det var fra SKAT (før e-boksens tid). Jeg åbnede brevet og konstaterede, at SKAT gerne ville have kr. 25.000 ekstra fra mig. Lidt ærgerligt, men ikke helt uventet.

Billedet her er taget for 6 år siden om morgenen, inden vi blev indlagt
Med den ene ben ude af døren var min kække og mest sviende bemærkning til Henrik: "Nå, men så lad os køre op og få noget for vores skattepenge". Der anede jeg slet ikke, hvad der ventede os. Jeg havde heller ikke fantasi til det. Men jeg kan sige, at efter 6 dage på Kolding Sygehus stillede de endelig en diagnose. Det var ikke nogen drømme diagnose. Silas havde (og har resten af sit liv) Cystisk Fibrose. Vi blev derefter indlagt 10 dage på Skejby Sygehus, og efter 16 dage var vi hjemme igen, og havde vist så rigeligt fået valuta for min skyldige skat. Men det stopper jo ikke her. Det er resten af Silas´liv.

Henrik og jeg har tit talt om, at vi i den grad betaler vores skat med glæde. Uden et velfærdssamfund, så ville patienter, som Silas vare chanceløse (hvis ikke man var godt forsikret). Alene medicinudgifterne for Silas´ normale medicin koster kr. 125.000 om året, men nogen gange sker det, at han skal have noget udover det normale, som f.eks idag, hvor Henrik havde hentet den nye antibiotikakur til Silas. Jeg kiggede på CTR udskriften og konstaterede at de to kasser med ampuller tilsammen koster kr. 55.000!!!

Køleskabet er fyldt til bristepunktet
De to kasser skal opbevares på køl. Ligesom det andet inhalationsmedicin, som Silas får, så det begyndte at knibe med pladsen i køleskabet, da Henrik kom hjem fra apoteket. Heldigvis kan alt det øvrige medicin opbevares ved stuetemperatur, ellers var vi nok nødt til at anskaffe os et nyt køleskab.

Fordi Silas har en kronisk lidelse, får han kronikertilskud, hvilket i praksis betyder, at vi henter medicinen på apoteket, som så via en medicinbevilling afregner med kommunen, der så igen afregner noget af det med regionen. Så hvis vi ikke kigger på den vedlagte CTR udskrift, så ved vi i princippet ikke hvad medicinen koster. Hvem vil da også have kr. 55.000 liggende til en antibiotikakur i ny og næ?!

Den nye kur, som Silas skal igang med skal gives i inhalation, der forstøver medicinen ned i lungerne. Det skal gøres morgen og aften i 30 dage. Silas har ikke prøvet denne kur før, men jeg har læst, at det tager 10-15 minutter for hver inhalation. Det er lang tid at sidde med en inhalationsstuds i munden og næseklemme på (han har i forvejen en anden inhalation, som han tager hver aften). TOBI kuren skulle ikke være behagelig at inhalere, men jeg håber, at Silas er lige så hårdfør og lige så lidt pjevset på det punkt, som han plejer at være. Silas brokker sig sjældent over sin medicin, men han skal holdes til ilden, ellers lader han det nogen gange bare ligge.

Den nye kur, som Silas skal igang med, skal han have, fordi de fandt stafylokokker i hans sidste sug. Ikke at det er så usædvanligt, og de plejer kun at give tabletter som kur ved fund af stafylokokker. Nu er det bare sådan, at de også har konstateret et fald i hans lungefunktion, så går vi nu lidt hårdere til værks i behandlingen. Derfor har de valgt at sætte ind med en mere skrap kur. Så fra næste uge skal han både have antibiotikapræparat i pilleform og som inhalation. Vi håber det hjælper på hans lungefunktion, da den faktisk ikke må dale. Jeg kan leve rimeligt i fred og fordragelig med Cystisk Fibrose som et ekstra familiemedlem, men jeg bryder mig ikke rigtig om, når sygdommen viser tænder.

lørdag den 11. februar 2017

2017 - Et nyt agility år venter lige om hjørnet

Når et nyt år starter, så er det vel meget naturligt, at man kigger lidt fremad og tænker lidt over, hvad man vil med den kommende sæson. Men jeg føler mig nu ikke helt målrettet, fordi der er så meget, der kommer an på noget andet. Men jeg har dog alligevel gjort nogle tiltag og tanker.

Jeg er jo så heldig at have tre hunde, som jeg kan arbejde med, og jeg er meget taknemmelig for, at jeg har 3 sunde og raske hunde, der meget villigt stiller sig klar, når jeg vil løbe agility. Meget villigt er måske næsten en underdrivelse. Når jeg træner ude i haven, så står der nærmest i en bunke for at være den, som bliver valgt, når jeg skal igang med at træne.

MicMic, Fuji og Ninja
(Foto: Sanne Ammitzbøll)
Fuji er mit yngste skud på stammen. Hun er jo Ninjas datter. Hun er nu to år, og hun er ikke helt klar til konkurrencer endnu. Men jeg mangler jo heller ikke konkurrencehunde, så jeg ser ingen grund til at starte hende. Jeg har sådan set ingen stævneplaner for hende i 2017. Hvis hun skulle blive klar til nogle springløb, så kan det være, at hun kan få lov til at prøve kræfter med det i efteråret. Vi mangler stadig at få styr på slalom og generelt at have styr på at løbe længere baner (dvs over 10 forhindringer), før vi kan starte en springklasse - og vi mangler noget mere før vi kan løbe en agilityklasse.

Fuji Fuld Fart
(foto: Charlotte Jensen)
MicMic er heldigvis klar igen efter hun fik et forlænget ophold inde i en tunnel i august. Jeg har givet hende masser af ro, og har forsøgt at skåne hendes skuldre, så hun har undgået vild leg og drej i løb de første måneder efter. Men hun er klar igen, og har ikke helt glemt hvordan man løber agility. MicMic er stadig kun i klasse 1, selvom hun har løbet konkurrencer i 1½ sæson. Det skyldes, at hun i første sæson kun løb springløb, og da jeg startede agilityløbene sidste år, så havde vi nogle udfordringer med nedgangsfeltet på bommen. Fordi jeg konsekvent holdt på, at hun ikke måtte forlade feltet, før jeg gav lov (og i øvrigt heller ikke måtte springe over feltet), så kostede det rigtig mange disk. Så vi mangler nu to fejlfrie placeringer i agilityklasse 1, før vi er klar til at komme i klasse 2. Det forventer jeg da bestemt, at vi kommer i 2017, og jeg vil også gerne have hende godt på vej mod klasse 3, for så vil 2018 ligger mere åben for os, men det er jo først til næste år.

MicMic
(Foto: Sanne Ammitzbøll)
 Ninja. Min dejlige veltiltrådte vandrestøvle. Hun er en fornøjelse at vandre sammen med. Jeg har allerede nået mange gode ting med Ninja, selvom jeg måske ikke har været nationens mest ambitiøse hundefører. Men i år har jeg faktisk taget skridtet og meldt os til bruttolandsholdet i agility, og så må vi se, hvor det bringer os hen. Jeg er ikke i tvivl om, at feltet også er hårdt i år, og der er mange gode ekvipager om buddet. Men jeg vover pelsen alligevel og vil prøve at se, om der kan blive en plads på landsholdet til os. Jeg synes selv, at vi i hvert fald vil være et rigtig godt bud på en ekvipage til NM.

Ninja i aktion
Det er 10 år siden jeg sidst har været på landsholdet. Det sidste mesterskab, hvor jeg løb for landsholdet var NM i Helskinki i 2007, hvor jeg var så ny-gravid, som man næsten kunne være, og sommeren efter blev Silas født.... Åh ja, og dem som kender "historien" ved, at det ikke var en let start på livet, han fik, og vi alle gik en svær periode igennem. Da jeg måske kunne være klar til at løbe rigtigt igen, var Diva desuden blevet for gammel. Men nu har jeg oparbejdet en solid beholdning af hunde, hvis man kan sige det sådan, og føler at jeg har mod på at prøve igen.

Diva og jeg på landsholdet - Basel 2006
Efter overvejelser og opfordringer har jeg så valgt at melde mig til bruttotruppen i år. Selvom det måske er vores "efterår", så må vi se, hvorhen det bærer os. Mest af alt så håber jeg, at jeg vil bibeholde min glæde og taknemmelighed ved at løbe agility med Ninja, selvom det hele pludselig tæller til "noget stort". Ellers håber jeg, at nogen prikker mig på skulderen, og siger det, hvis min egen pande skulle være blevet for tyk til at se, hvis det pludselig forholder sig anderledes.

Ninja lader op til sæsonen
Allerede nu mærker jeg, at det fylder en del i min planlægning, at jeg har meldt mig til landsholdet. For andre planer afhænger af, hvordan udfaldet bliver af det. Men landsholdet udtages jo i juni, og til den tid er der jo stadig masser af sæson tilbage.

Jeg har også besluttet at melde mig til WAO (World Agility Open). Jeg har meldt begge hunde til, om ikke andet, så kan vi da støtte holdet som skal afsted økonomisk ved at starte udtagelsesklasserne i marts. MicMic skal pga sin højde springe 40 cm, og det er jo noget mere end hun nu er vant til, men jeg ved, at hun sagtens kan, da jeg trænede hende op som mellemhund, fordi hun ligger lige op af grænsen. Vi må se, hvad udtagelsesløbene bringer. Jeg har meldt mig, fordi jeg tror, at WAO er en anderledes og sjov oplevelse, og jeg også synes, at de anderledes discipliner lyder interessante. Jeg snuste jo lidt til dem i USA.

Banetegning til Snooker
Sommeren byder også på en masse muligheder. Den oplagte er jo Dania Cup (hvis man altså er så heldig at komme med), men det trækker også lidt i mig at komme udenlands og kombinere noget agility i udlandet med ferie med familien. Og måske ikke nødvendigvis en helt uge med agility, men bare et weekendstævne eller to i juli. Hvis nogen har gode forslag, så modtages de med kyshånd!

Men indtil videre står jeg lidt i stampe med agilitykalenderen, for der er også en del DCH stævner, som jeg også gerne vil løbe, fordi der bare er så mange gode og hyggelig DCH stævner her i det jyske, men der er også de stævner og samlinger, som der kræves for at gøre sig forhåbninger om det landsholdet. Man kan kun være et sted ad gangen, og hundene kan ikke løbe agility hele tiden og så den mindre detalje; der skal også være penge til at betale startgebyrene. Ved siden af det, så er der også en familie, som jeg også godt kan lide at hygge mig sammen med. Sikke da et luksusproblem, når alt kommer til alt. At man ikke er begrænset, men selv kan vælge til og fra alle de mange muligheder.

Jeg vil naturligvis gerne med til DM i både DCH og DKK, men for DKKs DMs vedkommende, så er det noget, der skal klares på de stævner, som allerede er planlagte, for jeg er ikke indstillet på at køre land og rige rundt efter DKK kvalifikationerne. I DCH er der mange flere stævner at vælge imellem, og nogen af dem ligger indenfor en times kørsel fra mig, så det er til at overskue at være lidt mere impulsiv på det område. Det er fedt at løbe DM, sådan er det bare! Derfor vil jeg gerne med!

Jeg elsker stemning til mesterskaber
Nu må vi se, hvad sæsonen bringer. Der er kastet mange bolde op i luften, så må vi se, hvor de lander henne. Jeg glæder mig i hvert fald til masser af hygge og samvær med agilityfamilien. Jeg glæder mig også til mange sjove, hurtige og positive runder på agilitybanerne med mine tøser. Jeg glæder mig til weekendstævner med hyggestunder i campingvognen med Silas. Det hele lyder lovende. Jeg ser positivt frem mod en ny sæson, for mit vedkommende starter i næste weekend med stævne i Vejle om lørdagen, og VAS om søndagen.

torsdag den 2. februar 2017

Man skal jo ikke gå ned på hunde....

I sidste uge var det faktisk meget praktisk, at jeg havde tre hunde at træne agility med. For jeg var vist kommet til at overbooke mig lidt ift kurser og undervisning. Men det er jo svært at styre, hvornår man kan komme på kursus hos nogle af de store "kapaciteter". Så hvis man vil være med der, så må man jo bare slå til, når de er her og udbyder kurser.

Så derfor endte jeg med at være til træning/på kursus 4 ud af 6 dage, men der var nu ingen at hundene, der led overlast, for når man har tre hunde, så kan man jo fordele dem.

Søndag var jeg så heldig at komme på kursus med finske Elina Jänesniemi. Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle tage Ninja eller MicMic med på kurset. Jeg valgte at tage MicMic med, og det var jeg rigtig glad for. Jeg har ikke brug meget kursuskrudt på MicMic, og vi er først lige kommet igang med agilityen igen efter skaden. Det er nu ikke, fordi hun som sådan har ligget stille. Siden 1. november har jeg ikke stoppet hende i nogen som helst aktiviteter, og jeg skal hilse at sige, at Fuji nok skal tilbyde hende en fræsetur nede på stranden (eller i haven), og MicMic siger ikke nej til det.

Elina gav rigtig mange gode fif videre til os alle, og hun talte højt og tydeligt, så alle kunne høre hendes guldkorn. Jeg kunne godt lide, at hun delte sine tanker omkring indlæring, træning og belønning, og en del af hendes guldkorn, kan jeg trække med over til træning med mine andre hunde også og til evt. kursister.

MicMic venter tålmodigt på at det bliver hendes tur

MicMic løb rigtig godt. Det var lidt sjovt, for Elina var ret imponeret over MicMic, og hun noterede sig især, at der var paralleler at trække mellem MicMic og en stor hund, og hun syntes godt om hendes tempo, søgen på forhindringer og generelle drive. Elina kunne selvfølgelig heller ikke vide, at jeg var vant til at løbe med Ninja.

Video fra kurset - Gennemløb - også med kiksere i :-)

Vi er nogle stykker, der har booket 6 ganges mandagstræning hos Ann-Britt i hallen i Kværndrup, så allerede dagen efter, var jeg afsted igen. Træningen er delt i to, så første del er for unghundene, så der fik Fuji lov at udfolde sig på en lidt åben bane. Fuji vil rigtig gerne have lov at løbe igennem, og jeg forsøger egentlig at pakke hende lidt sammen på lidt tættere baner.

Her er et lille videoklip fra træningen 

Efter unghundene, så har vi et lille hold for konkurrencehundene, og her fik Ninja lov et udfolde sig. Ninja er jo lige som et par veltiltrådte sko at løbe i/med. Så det er rigtig rart og komfortabelt at slutte aftenen af med at løbe med hende.

Ninja holder øje
Onsdag træner jeg fast på Sannes Hundecenter, og på det hold skifter jeg nogen gange hunde ind, som det lige passer. Så jeg synes, at det passede bedst med MicMic. Træningen er egentlig rimelig effektiv hos Sanne, fordi vi skifter mellem tre baner, og er sammen to og to, så det bliver faktisk til meget aktivitet på en time, så jeg syntes, at MicMic virkede lidt træt til sidst.

Fredag var jeg så heldig, at jeg havde fået plads på kurset med Tereza Králová i Lazi hallen ved Roskilde. Det passede jo perfekt, for jeg skulle til konference i København torsdag og fredag. Så planen var at jeg kunne køre Ninja ud til privat pasning, men pga hvalpefødsel hos hende, måtte jeg forståeligt nok finde et alternativ. Det var bare lidt vanskeligt, for Ninja var højløbsk, så det hele blev pludselig lidt kompliceret. Jeg var på nippet til sælge min plads, fordi jeg var lidt ked af at have Ninja med til konferencen. Dvs Ninja liggende på hotelværelset mens jeg var til konference = meget alenetid i fremmede omgivelser. Men sådan blev det altså alligevel. Med muligheden for at lægge sig ind i sit åbne bur (for at føle sig hjemme) og med TV´et tændt (til at fjerne fokus fra lyde fra gangen), så gik det nu fint nok. Ninja er heldigvis rejsevant, og fik sine lufteture inden festmiddagen, inden sengetid og igen om morgenen, inden jeg tog de sidste 4 timer af konferencen om fredagen med.

Da konferencen var slut kunne jeg køre direkte ud i hallen. Det var et interessant kursus med Tereza. Jeg var naturligvis spændt og glædede mig til at løbe og blive udfordret sammen med Ninja. Og udfordret blev jeg sandelig også. Tereza sagde hvad adskillige andre har sagt til mig mange gange før. Jeg babysitter Ninja for meget og venter for meget. Det får jo så det resultat, at jeg ikke når frem til mest optimale sted til at hjælpe Ninja næste sted på banen. Det har det resultat, at Ninja enten får en tidskrævende bue eller kommer til at hoppe som en lille gummibold på linjen mellem forhindringerne.

Ninja holder sig klar
Terezas handling var ikke svær og overdrevent, men der var i mine øjne rigtig mange klassiske ting i det, og banerne var naturligvis bygget, så du var nødt til at bruge dem, og din hund var nødt til at have en god grundtræning.

Når jeg er på kursus vil jeg altid gerne have optaget det på video, og det er faktisk en stor hjælp for mig, når jeg kommer hjem og ser tingene med mine egne øjne. Og på Terezas kursus var det faktisk helt fantastisk, fordi der også var mange andre, der havde været afsted på samme video og havde oploadet deres gennemløb på samme bane. Det var et fint sammenligningsgrundlag, der gjorde det let, at se hvor jeg ikke var i position rettidigt.

Her ses video fra kurset. Med lidt klippearbejde nåede vi op på alle 33-34 forhindringer

Det var en lidt hård agilityuge, men mest for mig, fordi jeg var afsted 4 dage ud af 6 dage. Hunde har jeg jo nok af, så der var noget at veksle med. Til gengæld så holder vi træningsfri i denne uge, hvilket vil sige, at jeg besluttede ikke at tage afsted til noget træning. Jeg har dog haft små korte sekvenser herhjemme i haven med f.eks udgangspositioner og slalom, men ingen banegennemløb og bare få minutter ad gangen.

Det var fedt at komme ud og få ny inspiration af udenlandske instruktører. Jeg var faktisk ikke på et eneste kursus med udenlandske instruktører i 2016, så det tog jeg da vist lige revanche på i januar 2017.

tirsdag den 31. januar 2017

Silas - min lille forfatter

I flere år har Silas haft sit eget univers i hovedet. Sådan et univers, som han nærmest allerede har udtænkt en marketingsplan for. I 2014 ændrede universet navn fra "Krocko" til "Dvængs", fordi Silas syntes, at "Lego Dvængs" lød bedre end "Lego Krocko". Come on, knægten tænkte på hvad der klingede godt sammen med Lego, da han var 6 år.

Henrik og jeg har gennem årene hørt meget om Dvængs og universets mange figurer og deres mange særlige evner samt hvad de har udrettet. Inde i Silas´ hoved er der allerede flere film med Dvængs. Han har helt styr på, hvad der sker med de forskellige personer i filmene. Flere gange har vi sagt til ham, at han burde skrive noget ned, så det er nemmere at lave filmene, når han kommer der til.

Lige pt er Silas inde i en Ipad begrænsning, og det fik måske hul på forfatterbylden. Lørdag aften flød det ud af i ham i stride strømme. Han åbnede Word på Henriks pc kl. 21, og så gik han ellers igang med at skrive. Der sad han så og skrev i to timer.

Silas skriver og skriver
Da klokken var over 23 var kunsten så at få ham til at stoppe og gå i seng (mon det er noget, han har fra mig?). Selvom jeg godt kunne se, at det var langt over hans sengetid, så nænnede jeg ikke at stoppe denne her proces, som han var gået igang med.

Forfatterfordybelse
Silas har helt selv forfattet teksten, så sproget er ene og alene hans. Det er naturligvis ikke korrekte sætninger, men dog ikke små hakkede sætninger. Jeg er imponeret over hans sætninger, som taget hans alder i betragtning er meget beskrivende med hans meget bevidste brug af f.eks tillægsord. Han har også helt selv stået for indsættelse af citationstegn, kursivskrift, punktum, udråbstegn m.m.

Første afsnit i bogen "Dvængs 1"

Jeg synes jo, at han er intet mindre end genial, men jeg er jo også hans mor! Da jeg gik i skole kunne jeg også skrive lange stile og kunne næsten ikke stoppe igen, så måske ligger det i generne. Henrik kunne som barn også have disse verdener skabt inde i hans hoved kørende i årevis. Så Silas er vel et naturligt produkt af os begge.

mandag den 30. januar 2017

USA del 3

Del 3 er den sidste del af min rejsedagbog fra vores USA tur i oktober sidste år (dag 11-12-13-14-15-16-17-18). Tænk at det kan tage tre måneder at færdiggøre sådan en beretning.

Det var en spændende og hård tur, vi havde i uge 2 af vores tur. Det var den lange køretur, som bragte os til fire forskellige stater. Det var en stor oplevelse, men også rart at vende hjem, som Silas kaldte det hjemme hos Jennifer. Silas og Henrik tog sig en slapper hjemme i Jennifers hus om søndagen, mens jeg tog med Jennifer til stævne i Morgan Hill.

Banegennemgang på bane 1 og 2 (ud af 3)
Det var et mindre stævne, og klasserne var ikke helt de samme, som det vi løber i Danmark. Ja, det var interessant at være med til, og jeg fik talt med mange andre udøvere. Men en dag var nok, når man bare var tilskuer, så jeg var faktisk glad nok for, at jeg havde valgt at bruge lørdagen på at snuppe en ekstra dag i Yosemite, så jeg kun var med til stævnet en enkelt af de to dage. Men det var klart meget interessant at være med. Det har jeg tidligere skrevet et indlæg stævnet, som du kan du læse her, hvis du har lyst.

Grundet en lidt presserende opgave på jobbet, måtte jeg desværre spendere 12 timer med at arbejde om mandagen. Sådan er det bare at arbejde med udbud. Siden er udbuddet blevet annulleret, så det var sådan set spildt arbejde. Så mandag fik vi ikke set så meget, men Silas trængte vist også bare til at tage sig en slapper og en dag mere i slow motion, hvor man bare kunne lege og ikke skulle noget. Om aftenen hyggede vi os sammen med Jennifer og hendes familie. Vi lavede mad sammen og efter maden, ville deres drenge Ian og Cole gerne spille et spil, og de fandt Twister frem. Vi avancerede spillet lidt ved at næste step i spillet skulle siges på dansk. Dvs hvilken legemsdel og hvilken farve den skulle flyttes hen på. Det var ikke let for dem at sige "Højre hånd på rød". Det gødede bestemt underholdningen.

Twister. De voksne laver krumspring og drengene styrer spillet - på dansk!
Tirsdag var en dag, som jeg havde set særligt frem til. Tirsdag er nemlig den dag, hvor alle i "klanen" skal afsted til den ugentlige agility-class. Faktisk var det en del af vores planlægning, at jeg skulle med til træning, så vi kunne ikke tage på en længere tur denne dag. Vi besluttede os derfor for at køre til Santa Cruz, som ligger ca en times kørsel væk fra Jennifer. Santa Cruz er lidt ala Løkken, hvis jeg skal komme med en sammenligning til noget på dansk.

Palmer og blå himmel ved Santa Cruz
Og sammenligningen holdt faktisk meget godt stik. Har du f.eks prøvet at besøge Løkken udenfor sæsonen? Der er meget meget stille deroppe, og jeg husker også godt, at jeg ifm et kundebesøg skulle handle lidt frokost i Super Brugsen i Løkken. En ret stor butik med mange mange hylder. Om vinteren står varerne helt fremme på hylderne i én række. Tager du en dåse flåede tomater, så kan du se helt ind på bagvæggen på reolen. Om sommeren er det til gengæld helt anderledes.

Tivoli set fra strandsiden
Santa Cruz er garanteret livlig om sommeren. Der er et stort tivoli beliggende helt ud til den brede sandstrand. Tivoliet havde lukket, da vi var der, da de var igang med at renovere og gøre klar til sæsonen. Ja også fordi der ikke var et øje i byen. Eller næsten ikke et øje. Vi gik os en tur langs stranden, der ligger ud til Monterey Bay.

Stranden var fyldt med store sammenfiltrede klumper af tang
Selvom stranden ligger ind i en bugt, så er der godt gang i havet. Der var skyllet tang og vandplanter ind på stranden, og vi morede os med de store klumper med vandplanter, der lå på stranden. Den ene slags tang lignede en pisk, og det havde vi lidt sjov ud af.

Tang-pisk
Silas og jeg gik en soppetur, og Silas mente godt, at han selv kunne styre at soppe der, men bølgerne var bare lidt vilde, og der var pokkers meget strøm. Gå hjem og vug Vesterhav!

Henrik er også ved at blive fanget i bølgerne
Nogen gange kom bølgerne meget langt ind, og vi endte med at have våde bukseben, selvom vi havde smøget dem godt op. På et tidspunkt satte jeg mine sko fra mig for at smøge bukserne lidt mere op. Pludselig kom en bølge og sendt mine sko på en sejltur længere ind på stranden, hvor Henrik kunne redde dem.

Det var nogle hæftige bølger, som man gjorde klogt i at holde øje med
På stranden undrede jeg mig over en fotograf, der sad og skuede med sit kamera ud over, hvad der for mig at se, var "ingenting". Det viste sig så, så at hun var mor til den ene halvdel af et ungt par, der gik længere nede af stranden, og hun sad der for at forevige øjeblikket, hvor fyren i forholdet faldt på knæ og friede. Ja, så fik man da også det med.

Stemning fra stranden
Frokosten indtog vi på en restaurant på Santa Cruz Wharf, hvor restauranterne lå side om side. Det var dog lidt svært at finde et sted, hvor man kunne få lov til at komme ind og spise med bare fødder (mine sko var blevet godt våde af den ufrivillige sejltur på stranden). Vi endte dog på en god restaurant, hvor Silas fik en fish´n chip der fik ham til at klappe i hænderne. Frisk veltilberedt kvalitets fastfood er heller ikke at fornægte for en purk som ham.

Silas var godt tilfreds med sin frokostret
Vi andre valgte dog nogle andre lækre fiskeretter. Inden vi fik set os om, så havde vi brugt en hulens masse tid i Santa Cruz.

Lækker og billig frokost med havudsigt til.
Vi havde også besluttet os for en gåtur. Henrik ville så gerne ud i en skov med redwoods. Jeg havde læst, at der var nogle nord for Santa Cruz, men det var vist ikke lige der, hvor vi stoppede. Vi kunne i hvert fald ikke rigtig se nogle høje træer. Men vi fik gået en smuk tur, som dog virkede noget længere end de ca 2 miles, som de havde skrevet på deres ruteoversigt ved indgangen til skovområdet.

Havet var vildt og slog op ad klipperne og nogen gang op over kanten.
Bemærk personerne på toppen.
Vi endte nærmest med at skulle løbe retur til bilen til sidst, fordi jeg skulle nå tilbage og følges med Jennifer til agilitytræning, hvor jeg også endelig skulle se Black Jack løbe. Det glædede jeg mig bare så meget til. Jeg havde allerede mødt ham flere gange på ferien og nusset ham, og han havde "nusset" mig (læs sprunget voldsomt op og forsøgt at slikke mig i hele hovedet), men jeg havde endnu ikke set ham i action. Han er super glad hund, og jeg var heller ikke i tvivl om, at han også havde masser af drive på banen.

Henrik og jeg ræsede sydpå mod San Jose, hvor Jennifer bor. I norgående spor var der total myldretid og trafikken stod nærmest stille. Jeg kørte meget friskt til og håbede ikke, at jeg ville påkalde mig politiets opmærksomhed (jeg havde jo stadig ikke noget kørekort med på turen. Det i øvrigt ikke dukket op her tre måneder efter, og jeg har nu bestilt et nyt kørekort). Da vi drejer af motorvejen, siger Henrik undskyldende, at han er kommet til at taste en forkert adresse ind på GPS´en, og vi er 20 minutter væk fra Jennifer. Desværre 20 minutter for langt sydpå. Og hvad gør man så? Så vender man bilen og kører på motorvejen igen, men denne gang i nordlig retning. Altså den retning, hvor trafikken nærmest er frosset fast. Henrik ringer til Jennifer og forklarer, at vi nu er meget mere forsinket og ikke har nogen ide om, hvornår vi kan være fremme pga den stilllestående trafik. Han beder hende om at køre uden mig og efterlade en adresse, og så må jeg forsøge at finde det selv. Jennifer tror ikke, at det er muligt at finde stedet på egen hånd og vil stadig vente. Selvom vi forsøgte at sige til hende, at hun altså ikke skulle vente, fordi vi ikke vidste, hvornår vi kunne komme fri af trafikken, så viste det sig altså, at hun havde ventet på mig alligevel. Jeg vidste bare, at hun var alt for gæstfri til at køre.

På vej op til Power Paws kunne hun så også fortælle mig, at Nick havde meldt afbud, fordi han var syg, hvilket jo betød, at jeg ikke fik Black Jack at se på banen. Øv, hvor var jeg skuffet over det. Men jeg endte alligevel med en herlig aften sammen med Jennifer og Susan og i øvrigt en del af de andre agilityfolk, der godt kunne huske mig fra sidst, hvor jeg også var med til træning samme sted.

Banen ved Power Paws
Instruktøren var så flink at låne mig sin gamle border collie på 9-10 år. Han var en fin fyr. Ikke en racer, men heller ikke langsom. Han var ganske fin at løbe med. Det var sjovt at få lov at løbe med. Vi fik også trænet en alternativ opgang til balancen, hvor tunnellen lå under op-/nedgang på bommen som et U. Man sendte hunden i tunnellen og derefter op på bommen. En rigtig skidt opgang, men ingen af hundene havde problemer med den opgang, og det var bestemt hunde med skub i røven, der var med på holdet. Jeg fortalte, instruktøren at hvis man diskede op med sådan en tilgang til et felt i Danmark, så ville der lyde et ramaskrig - også til træning. Hun forklarede mig, at denne kombination forventede de at se til Nationals, som skulle være et par uger efter min hjemrejse, så det var nødvendigt at få den trænet. Hvis man ellers ser på bort fra lettere uhensigtsmæssige opgange til feltforhindringerne, så er banerne i USA ofte mindre udfordrende end dem, som vi ofte løber herhjemme.

Cirka sådan var den del af banen udformet
Der var en, som havde medbragt nogle rigtig fine småkager. Flot pyntet med glasur og det hele. Det kunne man jo godt blive fristet af, men nej det var slet ikke sådan nogle småkager. Det var faktisk hjemmelavede hundekiks. Det var vist noget med en hundefødselsdag eller en oprykning, som der skulle fejres. Meget kunstfærdigt, og der var lavet små fine poser med to cookies til hver, så alle kunne snuppe en pose med hjem til vuffi.

Smukke håndlavede/hjemmelavede hundekiks
Onsdag var vores hoveddestination, at vi skulle se redwoods. Nu skulle det altså være. Vi skulle op til en skov lidt nord for San Francisco og kørte over Golden Gate Bridge. Vi var så heldige at have klart vejr og smuk udsigt mod byen fra det populære udsigtspoint fra den anden side af broen, hvor man havde god udsigt over San Francisco Skyline og Golden Gate Bridge. Der var masser af andre turister, der skulle tage selfies med Golden Gate Bridge i baggrunden, så der var lidt trængsel.

Silas poserer med Golden Gate Bridge i baggrunden
Mens vi stod der, dukkede der pludselig en håndfuld soldater op og tog opstilling. Der udspillede sig så en mindre ceromoni der på pladsen for to soldater, som havde meldt sig frivilligt til flerårige kontrakter med Forsvaret.

Militærceromoni
Vi kørte videre i vores jagt på redwoods. Vores venner havde anbefalet os at køre til Muir Woods National Monument, hvor man kan se de smukkeste virgin træer, altså de træer, der aldrig er blevet skåret ned.

Indgangen til Muir Woods
Redwoods er de her gigantiske fyrtræer, som virker endeløse, når man stiller sig ved stammen og kigger op. Sidst jeg var i USA og denne gang også forsøgte jeg, at tage billeder, der skulle vise hvor ualmindelig høje træerne var, men det kan man bare ikke. Enten billede er retfærdigt.

Træerne er ufattelig høje
Jeg tog en lille video i stedet. Det er lidt bedre, men stadig.... Det er ikke så mærkelig, at det er svært at gengive, for træerne kan nemt blive 100 meter høje.

video

Nationalparken/skoven var speciel og ikke decideret "trimmet". Det var som om, den havde lidt sit eget liv. Det gjorde bare skoven mere charmerende. Der var etableret stier, men jo længere ud på turen man kom, jo mindre veletablerede virkede stierne.

Silas og Henrik på stien mellem de gigantiske træer.
Ja træerne er enorme!
Det var faktisk en meget lang tur med flere temperaturskift. Vi startede med at gå i "bunden" af skoven, som var rimelig fugtig og kold. Det var strålende solskin udenfor skoven, men det fik vi ikke meget fornøjelse af, for solen kunne simpelthen ikke trænge ned i bunden af skoven og varme skoven op.

Måske ikke den mest handicapvenlige sti på turen
Efterhånden som vi gik kom vi længere opad og blev det pludselig markant varmere, og både Henrik og jeg var imponeret over, hvor godt Silas hang i. Men det havde han faktisk gjort på hele turen, både Grand Canyon og andre steder, hvor vi fik gået meget, men også generelt på de lange køreture, som jo godt kan være opslidende for en knægt på 8 år.

Silas i rask gang
På hjemvejen gjorde vi holdt i San Francisco for at spise vores aftensmad. Vi faldt i kæde-mad på Applebee´s. Ja ikke noget særligt, og jeg skulle nok ikke have haft den isdessert, som jeg bestilte til sidst. Isen var lidt krystaliseret, og jeg måtte på toilettet flere gange de følgende timer. Jeg skulle nok have droppet den dessert. Men så er det jo heldigt, at man kan købe et mave-reparations-kit på 7eleven. Der er bare ingen grænser, hvad man kan købe af medikamenter.

Ude på gaden gik vi tur i souvenir-butikkerne og så faldt vi lige en turistfælde. En "pirat" gik rundt med en rød ara, som han introducerede folk for. Han satte papegøjen på ens skulder og så startede ellers en større forestilling. Ja, vi havde set ham lave den med en flok unge mennesker, og det var såmænd meget sødt og charmerende. Papegøjen sad på folks skuldre, og så skulle man kysse med papegøjen på hans kommando, og han opførte så sin sjove forestilling/tale, hvor turisterne og papegøjen var hovedpersoner, mens han optog det hele på ens mobiltelefon. Det var faktisk rigtig sjovt og festligt.

Papegøjekys
Filmen varede 5 minutter og han tog vel 50 billeder med telefonen samtidig. Han var faktisk ret ferm til at betjene telefon, papegøje og tale med os samtidig. Han ville så have 20 dollars (ca 140 kroner) for ulejligheden bagefter. Der var ingen købetvang, men vi kunne da ikke rigtig sige nej, og det har da også været meget sjovt at se igen efterfølgende. Man kan bruge kr. 140 på så meget andet pjank, men min store bekymring siden har gået på om papegøjen mon var bedøvet, og den tanke kan ikke rigtig slippe mig. Egentlig bryder jeg mig ikke om dyr, der skal interagere med fremmede mennesker/turister mod betaling.

Næste dag startede vi et meget lille roadtrip. Hjemmefra havde vi nogle løse planer om at besøge Monterey Bay Aquarium og tage på hvalsafari fra Monterey. Hvalsafarien startede tidligt om morgenen, og krævede derfor en overnatning i området. Vi startede med at gå ind i Monterey Bay Aquarium, som er et gigantisk vandlivsmuseum, der ligger helt ud til vandet.

Silas laver spas og lader som om han sidder på bunden af akvariet
Det var et rigtig flot museum, der viste fisk og havdyr rigtig godt. Blandt andet var vi meget fascineret over den måde, som de viste goplerne som f.eks vandmænd og brandmænd på.




Vi brugte tre timer på de flotte udstillinger, hvor der også var noget "hands-on" udstillinger, hvor man blandt andet kunne ae en rokke. Rokken havde dog fået kuperet giftspidsen, så vi ikke skulle lide samme skæbne som Steve Irwin.

Silas aer en rokke
Det var bestemt ikke nogen billig attraktion. Vi kom af med ca 1.000 kroner for os tre, og det var jo ikke fordi det var dobbelt så godt som Kattegatcentret, selvom det var mere end dobbelt så dyrt. Vi var faktisk ikke inde og se ret mange af den slags attraktioner. Vi var mere optaget af at se nationalparker og landskaber, og det var da heldigvis ikke nær så dyrt.

Cannery Row
Monterey er faktisk en meget historisk og sjov gammel by, hvor alle bygningerne i havneområdet tidligere rummede fiskekonservesfabrikker. Man havde bevaret disse bygninger og fabriksstilen på bygningerne på blandt andet Cannery Row, hvor restauranter med havudsigt og butikker lå side og side. Helt klart meget turistet, men også charmerende. Vi fik os et "lille" måltid på en mexikansk restaurant og så var vi ellers stopmætte, da vi gik tur på havnefronten.

Også helt nede langs vandet, havde man ladet fortiden leve
Vi besluttede os for at tjekke ind på det hotel, vi havde fundet i udkanten af byen og tage os en lille slapper, inden vi ville køre tilbage til byen. Vi tjekkede vejrudsigten på hotellet. Silas ville gerne se hvaler, men vejrudsigten varslede regn og tåge, og derfor afblæste vi hvalsafarien, for vi var i forvejen blevet gjort opmærksom på, at den var en meget kold og blæsende affære, og hvis den så også skulle være våd, så var det nok næppe den store succes. Tågen ville nok heller ikke bringe os mange hvaler indenfor synsfeltet.

Om dagen var det svært at undgå udsigt over vandet fra restauranterne
Vi havde aftalt at køre tilbage på Cannery Row, når det blev mørkt og finde os en lækker dessert. Vi valgte en restaurant, hvor menukortet var illustreret på en bakke, hvor der var lavet en portion af alle de desserter, der var på menuen. Det var meget håndgribeligt og indbydende, så vi bestilte hurtigt tre forskellige og alle meget lækre desserter.

"Menukortet"
Det var svært at vælge.... Men vi valgte tre forskellige

Mums.
Store og lækre desserter
Vi lagde planer for den kommende dag og besluttede os for at køre af Highway 1 mod syd, hvor vejen går helt ude ved kysten. Det skulle være en særlig smuk tur, hvor man kommer meget tæt på naturen og kan se det vilde og fascinerende hav slå ind mod klipperne.

Turen blev måske ikke helt sådan som vi drømte om. Det var jo desværre tåget. Nogen steder så tåget, at man ikke engang kunne se vandet fra vejen, selvom man kørte lige ovenfor.

Henrik vrænger lidt på næsen af tågen
Jeg tror, at Henrik og Silas syntes, at det var lidt kedeligt, så de fik den "fantastiske" idé at spille Uno på bagsædet, men jeg havde nok at gøre med at styre bilen på de snoede veje. Desværre har begge lidt tendens til køresyge, og vejen snoede sig i hårnålesving, så sådan et spil fik hurtigt en ende, og bagsædet blev i stedet indtaget af et par halvvisne fyre. 

Trods tågen var der også smuk udsigt nogle steder på ruten

Efter en lur på bagsædet er man klar til at lege klatreabe
Køreturen var lang, og jo længere sydpå vi kom jo mere lettede tågen, men vi gik virkelig glip af meget flot udsigt på turen. Mine amerikanske venner var derimod ret vilde med billederne, som jeg havde taget, fordi de syntes, at tågen og skyerne gav en flot og lidt uhyggelig stemning. Jeg vil nu også hellere have haft sol og klart vejr.

Opklaring
Efter at have kørt i nogle timer så vi et skilt med søløver, og holdt ind lidt nord for San Simoen, hvor der var søløver i lange baner. De lå klumpet sammen langs stranden. De var en anelse ildelugtende og lidt støjende, men de var meget sjove at stå og betragte.

Der lå flere hundrede søløver langs kysten
Her var to rivaler, der var meget vågne, men ellers var resten ubeskrivelig dovne.
Turen fortsatte ned til Hearst Castle, som er et af de få slotte, som man kan finde i USA, og så kan vi vel altid diskutere, om det egentlig er et "rigtigt" slot. Det er opført af en bladkonge med storhedsvanvid. Hans navn var William Hearst, og de store arealer, som han lod slottet opføre på havde han arvet fra sine forældre, hvorefter han besluttede at bygge "a little something". Slottet er inspireret af Europæiske slotte, som han ofte besøgte som barn sammen med sine velhavende forældre.

Hearst Castle
Stedet havde sin storhedstid i 1920´erne og -30´erne, hvor fornemme gæster som Chaplin, Garbo, Churchill, Roosevelt og mange mange andre hyggede sig på det fornemme slot, som vist var datidens dyreste privatopførte bygning. Hearst indkøbte vilde dyr, og man kunne dengang se antiloper, zebraer og andre vilde dyr græsse på sletterne rundt om slottet. Hvis man var heldig kunne man stadig spotte en zebra på sletterne. Han havde faktisk også løver og tigre. De gik dog i bur, da han havde dem.

Indendørs pool
Slottet var også specielt, fordi det var en "collage" af europæisk slotsinventar fra især Grækenland og Frankrig men også flere andre steder i Europa, hvor Hearst havde udnyttet, at der var økonomisk krise og købt ind til sit slot. Der var f.eks inventar fra Versailles i Paris.

Fra en af slottets mange sale
Som turist blev du ledt gennem slottet i skarp bevogtning af kustoder, der holdt øje med, at du ikke så meget som satte en finger på den forkerte side af afmærkningen eller trådte udenfor de løbere, der var lagt ud til publikum. Det var lidt et wannabe slot og så en historie om en mand med et ego på størrelse med..... ja jeg kommer til at tænke på Trump.

"riddersalen"
Blandt andet med inventar fra Versailles
Når vi taler om Trump, så har jeg også lyst til at nævne, hvordan vi oplevede præsidentvalget i selveste USA. Vi var der jo få uger før valget, og jeg vil sige, at det umiddelbart fyldte mindre i USA end hjemme i Danmark. De eneste steder, hvor vi så noget, der lignede en valgplakat var, da vi kørte gennem agerbrugsdistrikterne og østover mod Grand Canyon, hvor der var plakater/skilte med "Make America great again". Der var da også duellerne i fjernsynet, men det var ikke et samtaleemne på gaden eller generelt. Jeg har en fornemmelse af, at man ikke rigtig taler politik.

Udsigten på vejen ned fra Hearst Castle
Det er bare tomme marker...
Efter at have besøgt slottet kørte vi ned langs vandet og fandt et sted, hvor vi kunne komme ned til vandet (det kan man ikke alle steder pga de mange klipper, der er langs kysten). Vi gik en tur ved vandet. klatrede på sten og tog billeder og nød en helt fantastisk flot solnedgang, inden vi fandt en restaurant, hvor vi kunne spise aftensmaden.

Silas kigger ud over vandet fra en stor klippesten, der stod på stranden
Restauranten lå lige ved stranden, og man betalte nok også lidt for den fine udsigt, men det er bare sådan i USA, at når solen går ned, så er det bare mørkt. Det hyggelige tusmørke, som vi har i Danmark findes ikke derovre. Så vi fik ikke den fine udsigt, men vi fik da aftensmad, inden vi begav os den lange tur retur mod San Jose og Jennifers hjem.

Lørdag var også en særlig dag at glæde sig til. Fordi Nick var syg om tirsdagen, og han og Black Jack derfor ikke dukkede op til træning, så havde vennerne lige fået arrangeret en træning hjemme hos Rachel. Det var der, hvor vi i del 1 af min beretning fra turen havde været hjemme og kigge på gummispåner som underlag til udendørs agilitybane.

Så fik jeg da også rigtig prøvet at løbe i gummispånerne. Der har også været nogen, der har spurgt hvordan gummispånerne var at løbe i. Dertil kan jeg sige, at de er meget ligesom en ridehusbund med flis. Man står fint fast, og bunden er ikke for tung at løbe i. Spånerne skulle kunne holde i årevis og kan bestilles i flere forskellige farver.

Nick og BlackJack
Det var fedt, at det var lykkedes at arrangere ekstra træning. Min opfattelse er den, at det ikke er så let sådan bare lige at arrangere træning, da der ikke er så mange arealer/baner at gøre brug af. Så jeg var så glad for, at de lige fik arrangeret dette. Det viste sig også, at de havde lavet et helt sammenskudsgilde, hvor de fleste havde lidt med til bordet. Der var alt fra champagne til grøntsagstærter. Meget hyggeligere end en bruchtur på restaurant bagefter.

Lækker sammenskudsbrunch
Jeg var helt benovet over alt det, som de havde stillet an, og det var så hyggeligt og helt afslappet. Men nu er de generelt meget afslappede, og gør ikke så meget stads ud af at skulle gøre alt så fint og flot, fordi man er gæst. Jennifer forklarede mig, at det vist mest handlede om at se "giraffen", når amerikanerne stimlede sammen og var sociale udenfor agilitybanen i anledning af min tilstedeværelse. Ellers er de vist ikke så gode til at hænge ud sammen udenfor agilitysporten.

Jeg var også så heldig, at Nick lod mig prøve at løbe lidt med Black Jack, og han var super lydhør overfor mig også, selvom han aldrig har prøvet agility med andre. Han havde samme power som sine søskende, men han kunne ikke så meget endnu. Det var rigtig dejligt at se ham arbejde og prøve ham selv.

BlackJack i slalom
Da vi havde trænet færdig skulle jeg sige farvel til Nick, Susan, Rachel, Kraig og ikke mindst Black Jack. Jeg havde også denne gang haft mange hyggelige timer sammen med dem, og jeg nød at de satte tid af til samværet hen over disse uger. Afskeden med Black Jack var også denne gang svær. Jeg er helt afklaret med, at de hvalpe, som er født hjemme hos mig, ikke mere er mine, når de er flyttet, men jeg blev sgu lidt berørt, da jeg nussede ham farvel.

Super opmærksom BlackJack, der holder øje med Nick ud af øjenkrogen
Mens Jennifer og jeg var ude på agilitybanen, var Henrik og Silas sammen med Jennifers mand Chuck og deres tvillingedrenge ude på tur. De havde også en hyggelig dag, men hvor vi havde solskin og lækkert vejr, næsten for lækkert til agility, så havde de lidt regn.

Vi mødtes med dem ved Gillroys Outlet Center, hvor jeg skulle købe nogle Nike Free sko til Tobias. Henrik skulle også lige have sig et par sko. Vi handlede ind på vejen hjem og så gik vi ellers i køkkenet og lavede mad, og menuen blev noget sjov eller speciel. Vi vidste ikke helt, hvad vi skulle have til aften, men Jennifer havde købt en kæmpe pølse med hakket oksekød til hundemad, men tilsyneladende var hundevennerne enige om, at det der kød var prima kvalitet, så det skulle vi da lave burgerbøffer af. De fodrer bestemt deres hunde godt, kan jeg nu berettet om, for det var nogle lækre burgerbøffer, og vi havde en perfekt sidste aften sammen med Jennifer og hendes familie og Karla fra "klanen", som jeg også er stødt på nogle gange under mine besøg.

Den sidste middag, hvor jeg fandt ud af, at "hundeæde" ikke er så ringe endda
Søndag var sidste dag, så der skulle der bare pakkes og provianteres lidt. Jeg havde købt en lækker sportstrøje i Walmart ugen forinden, og sådan en ville jeg gerne have en mere med hjem af. Bare i en anden farve. Jeg gjorde klar til at tage på indkøbstur på egen hånd, da Jennifer annoncerede, at hun gerne ville med. Det er lidt sjovt, for vennerne i "klanen" går helst ikke ud i fysiske butikker, men køber "tingene" på nettet i stedet. Og hvis de endelig skal i en butik, så er Walmart den sidste af alle butikker, de vil besøge. Vi tog afsted sammen, og jeg gik på jagt efter sportstrøjen i en anden farve. Jennifer forsvandt ud i butikken, der vel har størrelse som et mindre Bilka varehus, og jeg nåede da godt nok at tænke på, om vi mon ville finde i hinanden igen. Det havde Jennifer også kort nået at tænke, men hun kiggede sig så omkring, og så mig som en langt, tynd og blond starut mellem de mange mørke, små og buttede (nogle af dem også overbuttede) personer i Walmart. Ja, for det er sådan stamkunderne ser ud, hvis man skal være lidt fordomsfuld.

Walmart - håndkøbsmedicinafdelingen
Jeg fik provianteret og kigget mig omkring, uden at jeg skulle se på Silas´og Henriks utålmodige blikke, for de var efterladt hjemme i huset. Jennifers drenge var meget interesseret i Silas, og de fandt da også ud af at hygge sig sammen. Det gik nemmest ved hjælp af Ipads, hvor de kunne spille de samme spil og kommunikere om det. Silas kom da også nogen gange og spurgte os, hvordan man sagde det ene og det andet, for han ville gerne forsøge at kommunikere lidt med drengene på engelsk. Jeg var faktisk ret stolt af hans mod til forsøge at snakke engelsk.

Ipad hygge
Inden vi havde set os om, var den dag jo også ved at være brugt, og Jennifer var så venlig at køre os til lufthavnen.

Ventetid i gaten
Det var så fantastisk og overvældende en tur, og der går ikke mange dage, hvor jeg ikke tænker på et eller andet fra turen. Inde i mit hoved skal jeg bare snart afsted igen. Hvis alt går efter planen vil Jennifer og familien (og måske flere fra "klanen") rejse til Europa i 2018, og vil forsøge at lægge et Danmarksbesøg ind i planerne. Vi håber på et ugestævne i 2018 og en plads til hende blandt deltagerne. Imens tænker jeg stadig lidt over, hvilke ting, som jeg ville berige en amerikaner med at se, når de besøger Danmark. Det er jo svært at hamle op med Grand Canyon og prærielandskaber i vores lille land. Men jeg kan da sagtens finde en ghost town her i Udkantsdanmark.