søndag den 18. juni 2017

Missionen lykkedes delvist

Lørdag morgen tog jeg afsted til Hvalsø Hundevenner, hvor landsholdsbruttotruppen skulle samles ifm den endelige udtagelse af landsholdet.

Hvalsø Hundevenner havde virkelig arrangeret det flot
- ikke kun vejret! 
Jeg kom med en 11. plads ud af de ca 30 store hunde, der havde ansøgt landsholdet (de 10 ekvipager med flest point kom med til NM). Det var ikke lige frem prangede, men jo alligevel ikke så meget ringere end resten af feltet. Vi deltog ikke i første udtagelsesstævne pga skade, så der kunne vi af gode grunde ikke optjene point. Vi har desværre også været ramt af løb med småfejl i under udtagelserne. F.eks på slalomindgange. Det har kostede lidt på pointtavlen.

Det er heller ikke blevet til så meget træning på agilitybanen, for at sige ingen træning, fra feb til maj. Hvor Ninja var skadet. Så er der altså nogle småting der let smutter. Jeg har brugt alt min energi på MicMic i maj, så vi var klar til WAO, og ellers synes jeg, at jeg har haft rigeligt at se til med job og alle de ting, der har været omkring Silas. Så det er stort set kun blevet til intensiv træning i denne uge,  fordi jeg kunne se, at der var nogle bestemte indgange til slalom, som drillede os.

Så hvad kan man egentlig også forlange? Ikke meget mere end jeg har fået, kan jeg kun sige. Så det gør jeg så heller ikke. Nå men man skal jo ikke give op uden kamp, og jeg ville jo gerne med på holdet. Der var stadig en mulighed for at snige sig ind på en af de sidste mandater til NM. Det var en meget reel mulighed. Forudsat, at vi løb godt på lørdagens udtagelsesbaner. Så derfor tog jeg alligevel afsted.

Vi løb så bare ikke godt. Vi blev disket i det første løb. Fik 10 fejl i det næste og 15 fejl i det sidste. Virkelig under standard. Det gav os ca 8 point ud af de 300 point, der blev delt ud. Så vi kom altså med en 11. plads, og gik derfra med en 15. plads på den samlede pointplacering i bruttotruppen.

Det gav os naturligvis ikke nogen landsholdsplads. Så den del af missionen lykkedes ikke ret godt. En anden del af missionen, som havde været min bekymring, var hvor meget det ville fylde for mig mentalt. Hvor meget ville jeg lade mig påvirke af landsholdshalløjet til stævnerne og i hverdagen generelt. I hverdagene kunne jeg da godt tænke over stillingen, men så heller ikke ret meget mere end det. Jeg kunne ikke redegøre for stillingen og pointforskellene mellem ekvipagerne.

Det var ikke meget til stævnerne vil jeg sige. Ofte var jeg slet ikke lige klar over, hvilke af dagene, der var landsholdspoint at hente. Jeg løb bare, og hvis det var gået op for mig, at jeg lige havde løbet en klasse, der gav landsholdspoint, hvor jeg f.eks ikke løb ret godt, så kunne jeg da godt tænke, at det var ØV, men ikke noget jeg gik og ærgrede mig over. Omvendt blev jeg så bare glad, når jeg havde gode løb og fik point, som jeg ikke var helt forberedte på. Men det var ikke det vigtigste for mig til stævnet. Det vigtigste var, at have et fedt løb sammen med Ninja.

Jeg har på intet tidspunkt været ærgerlig eller skuffet over Ninja. Jeg har elsket at løbe med hende. Ligesom jeg altid har elsket det. Min hund, vores fælles glæde på banen har været det primære. Landsholdspoint var bare en mulig bonus. Det var sådan, som jeg ville have, at det skulle være, men det var også, hvad jeg frygtede at sætte på spil. Min frygt blev gjort til skamme.

Ninja er helt speciel for mig
Som når Dave Gahan fra Depeche Mode synger om stoffer på "Never let me down again", så tænker jeg, at det er sådan jeg har det, når jeg løber med Ninja.

I'm taking a ride
With my best friend
We're flying high
We're watching the world pass us by
Never want to come down
Never want to put my feet back down
On the ground

Det beskriver det vist meget godt. Agility er noget helt specielt og er en helt særlig "medicin" for mig (og den eneste i øvrigt). Da jeg tog til samling lørdag havde det hele ugen været sådan, at min hjerne havde tumlet med nogle bekymringer ift Silas, sygdom og frygt for fremtiden osv. Det er nok bare sådan noget, man skal døjes med i perioder, når man er forælder til et barn med en kronisk livstruende sygdom. Samtidig har jeg følt mig presset af jobopgaver, sygehusbesøg, IV kur og de satans bekymringer. Jeg har været pirrelig og ked (sådan har jeg det faktisk meget sjældent).

Det nagede mig også, da jeg ankom til pladsen lørdag, og jeg følte mig lidt slidt og synes ikke, at jeg havde "plads" til andre i mit hoved. Bekymringerne nagede mig, indtil vi havde overstået det første af de tre løb. Så var der ikke plads til det i mit hoved mere, og jeg fik det lagt på "hylden", og det har ikke siden plaget mig i samme grad, som i den forgangne uge. Det har kun været flygtige tanker. Det er jo ret utroligt! For det har ellers bekymret og frustreret mig til tårer hele ugen. For at berolig læserne, så må jeg hellere indskyde, at Silas har det fint!

Efter at det udtagne landshold blev offentliggjort under aftensmaden, så kunne nogle af os godt daffe hjem og behøvede ikke at bruge en halv søndag i Hvalsø også. Ikke at der var noget galt med det, for Hvalsø Hundevenner er verdens bedste værter. Sikke de havde lagt sig i selen for at give landsholdssamlingen de bedste rammer. Vi skulle bare koncentrere os om at løbe. Tak til alle de mennesker, der helt frivilligt brugte deres weekend på det. Stemningen blandt deltagerne var fin, ingen sure miner og brok. Så vidt jeg lige opdagede i hvert fald.

Jeg begræd ikke, at jeg skulle køre hjem. Vejrudsigten sagde sommervejr også i dag, og jeg glædede mig til en familiesøndag med en eller anden udflugt. Der er vel ikke noget, der så skidt, at det ikke er godt for noget andet. Jeg handlede ind til madpakker til familieturen på hjemvejen, og en lydbog, Depeche Mode, en liter cola og en red bull fulgte mig de 220 km hjem. Humøret var højt, da jeg kørte ind i indkørslen kl 00.15. Jeg gik fløjtende rundt og pakkede ud. Min skuffelse var da virkelig velbearbejdet. Naturligvis vil jeg gerne med på landsholdet, når jeg melder mig, men vi havde skisme bare ikke formatet i år, og det fylder ikke mere end det i mit hoved. 

Vi havde i dag så en helt fantastisk udflugt til Årø, som en lille ø ved Haderslev. Jeg synes, at det er en skøn lille perle, og vi forsøger at tage en tur dertil hvert år. Bare fordi den er hyggelig, og øer bare er noget helt særligt. Tempoet er nede, og naturen er smuk, og det er lidt som i en anden tid. Som om nutiden ikke helt er nået til de små øer.

Afsted det gik på øens hovedvej
I dag var hovedformålet at Silas skulle cykle. Han bliver mere og mere sej på cyklen. Ikke at han kører rundt og laver tricks. Silas sætter bogstavelig talt ikke noget over styr. Men det er virkelig skønt at se ham cykle rundt. Det er som han vokser lidt mere på en cykel.

Silas på smukke Årø

Det er fint at øve sig i at cykle på Årø, for det er en lille ø med ret få indbyggere og få kilometer veje, så der er ikke så meget trafik, og folk kører ikke så stærkt. Det var en skøn afslappende søndagstur for hele familien.

Tak for i dag, Årø

torsdag den 8. juni 2017

Opladning på familiebatterierne

Vi har haft den mest fantastiske pinseferie på Norddjursland. Alle batterier blev ladet op, så vi var ”klar” til en lille indlæggelse på Skejby fra 2. pinsedag.

Gjerrild Nordstrand
Vores rejsemål var DCU´s plads ved Gjerrild Nordstrand. Jeg havde ikke prøvet pladsen før, men synes, at den havde en fin beliggenhed, tæt ved vandet og gode faciliteter. Og Djursland er jo mit gamle ”hood”. Jeg boede på Djursland i næsten 25 år – stort set alle mine børne- og ungdomsår, så for mig var det også et gensyn med min hjemegn.

Campingpladsen
Campingpladsen skuffede bestemt ikke. Parcellerne var pænt store, servicebygningerne tip top, varmt vand til fri afbenyttelse (og pool, men det var nok lidt for koldt) og masser af lækker natur lige rundt om pladsen. Der kunne vi skam godt ske at komme tilbage til, og når man har meldt sig ind i DCU, så koster overnatningerne jo nærmest ingenting.

Lækre store parceller
Vi havde ikke nogen planer andet end at slappe af og hygge os med hinanden. Bilen var pakket til bristepunktet, fordi campingvognen stod og ventede på os ved Hadsten (jeg havde ikke gidet at slæbe den hele vejen med hjem fra stævnet i Viby, når vi alligevel skulle denne vej i pinsen). Så vi måtte nøjes med de allermest nødvendige ting. Så vi måtte f.eks undvære grillen, som ville optage alt for mange kubikcentimeter af den sparsomme plads. Man kan nu også godt undvære en grill på camping, når det bare er for et par dage. Campingpladsen havde også meget fine køkkenfaciliteter.

Også en meget hundevenlig plads
Som DCU medlem betaler du ikke for hunde eller for børn under 11 år
på DCUs pladser

Grenaa by night
Fredag aften fik vi så installeret os, men havde ikke rigtig noget at kokkerere af (pga pladsmangel i bilen havde vi ikke handlet stort ind), så vi tog en hurtig beslutning om at køre de 12 km ind til Grenaa og snuppe aftensmaden på McDonalds. Det var jo ikke svært at overtale Silas til.

Der var til vores store overraskelse vild gang i Grenaa midtby kl 21 om aftenen. Så da vi havde fået gumlet af munden tog vi en tur gennem byen, hvor alle butikker stadig havde åbent. Hundene fik lidt by-træning, da jeg syntes, at de havde siddet klemt nok sammen i burene i bilen den dag og derfor kom de med gennem menneskemylderet.

Silas var glad for at score sig en ny fidget spinner. Jeg forstår ikke helt, hvorfor de er så stort et hit, men Silas var glad og stolt over sin nye batman fidget spinner. Det er faktisk ualmindeligt sjældent, at Silas overhovedet beder om noget. Forestil dig at have et barn med ud at handle (om det så er i BR eller Føtex), der stort set aldrig nogen sinde plager…… Sådan er Silas!! Så hvis han i simpel beskedenhed står og ønsker sig en fidget spinner til kr. 60,- så får han den sgu. Det sker så sjældent, at der ikke går nogen skår af os for at opfylde hans ofte beskedne ønsker.

Kultur og natur
Lørdag morgen var vejret mægtig fint, så min dag startede med at gå en tur ved vandet med hundene, så de kunne få blæst lidt krudt af. Stranden var mennesketom kl 07.30. Det passede os glimrende. Så passede det lige med, at vi kunne gå en tur og komme tilbage med rundstykker til familien.

Morgentur ved vandet
Vi havde glemt noget medicin derhjemme, så vi måtte køre til Grenaa igen lørdag formiddag. På apoteket var det stuvendes fyldt. Vi kunne dårlig nok komme ind på apoteket. Vi kiggede på hinanden og blev enige om at udskyde apoteksbesøget en times tid. Vi havde lige passeret museet på den modsatte side af gaden. Henrik var fascineret af bygningen. Der var gratis entré, så vi tænkte, at vi nok kunne fordrive lidt tid derinde, mens køen på apoteket fortog sig.

Fordrive er slet ikke det rette ord. Det var faktisk et rigtig interessant museum. Der var bl.a små film, interaktive quizzer og masser af ting, som man måtte røre ved og ”prøve”. Inden vi havde set os om, var der gået mere end en time, og vi havde alle været rigtig godt underholdt. Det behøver bare ikke at være støvet at gå på museum. Så hvis du er i Grenaa i din ferie, så synes jeg museet er et besøg værd.

Silas samler skelet på kreativ vis

Der var også en udstoppet bjørn i udstillingen
Op på jernhesten
Efter at have indkøbt medicin og diverse lækkerier til frokost og aftensmad, så kørte vi hjem til campingpladsen. Derefter gik vi i gang med projekt ”Genindlæring” af cykelkundskaber. Det er 3 år siden, Silas sidst forsøgte sig med at cykle. Han havde faktisk fået det nogenlunde lært dengang, men kunne alligevel ikke cykle på egen hånd, men måtte støttes med ”holde-ved-pind”. Desværre mistede han fuldstændig lysten og tilliden til at cykle efter et par styrt der for 3 år siden. Siden har han (og måske allermest vi) måttet sande, at det ikke altid smart at være skolebarn og ikke kunne cykle. Så er der nogle aktiviteter på skolen, som man ikke rigtig kan deltage i.

Silas med tæt assistance
Men nu havde han vist glemt de dårlige oplevelser, og med indkøbet af en nyere cykel, så var han måske også mere motiveret. Henrik gik ved siden af og kunne støtte under sadlen, og lad mig bare sige, at det var lidt jammerligt at se til en start. Silas sad skævt og var virkelig udfordret på balancen. Henrik reddede ham gang på gang fra et styrte eller køre helt af vejen. Jeg gik som bagtrop med hundene og tænkte, at det så håbløst ud og vred mine hjerne for at komme på andre muligheder for indlæring af den pokkers cykelbalance. Men for hver cykeltur blev han bedre og bedre. Udviklingen var imponerende.

Og nu uden støttende hånd
Mandag morgen var han så sej, at han selv kunne køre op efter rundstykker de ca 700 meter, der var op til servicebygningen. Han skulle dog hjælpes op på cyklen, for han kunne ikke selv sætte cyklen i gang, men det fik han også lært i løbet af mandagen. Så nu er han selvhjulpen.

Så bliver morgenbrødet leveret
Regn kan også være hygge
Søndag morgen vågnede vi bare op til massiv regn. Regn i timevis. Hurra for toilet i vognen og hurra for hunde, der ikke er styret af klokken og uden brok bliver liggende i deres kurve til kl 10.30, hvor regnen stoppede, og de kunne komme ud og blive luftet.

Hunde-afslapning
Vi andre lå bare og hyggede os i sengen med at læse, mens vi hørte regnen tromme på taget af campingvognen.

Regn og camping kan også være hygge!
Sostrup Slot
Nu hvor vi var kommet i gang med at være kulturelle, så snuppede vi også en tur på Sostrup Slot. Det var i mange år et nonnekloster, men efter at den siddende abbedisse blev suspenderet for nogle år tilbage, så lukkede klosterfunktionen ned, og en dansk kvinde, der var hjemvendt efter 30 år i USA købte slottet, for at lave det til et sted, hvor man kunne finde ro, fordybelse, holde ferie på et slot eller i en klostercelle, holde koncerter, blive gift i klosterkirken, holde foredrag, spise god mad og hvad man nærmest ellers kunne komme på af gode ideer.

Sostrup Slot

Lidt fra en længerne på det enorme slotsbyggeri/avlsbygninger
Vi købte os ind til en rundvisning, som ejeren selv forestod. Jeg kunne godt lide hendes idé om at slottet ikke var et museum, men noget man skulle bruge, hvis man f.eks boede på slottet, så kunne man frit benytte stuerne på første sal, og hvis vi efter rundvisningen havde lyst til at se 2. sal af slottet, hvor der bare var endeløse rækker af værelser, så kunne vi sagtens blive låst ind deroppe. Hun ville virkelig gerne vise slottet frem. Vi nøjedes dog med den officielle rundvisning. Efter rundvisningen fik vi kaffe og kage i den smukke og autentiske restaurant med møbler og inventar fra slottet. Kager og boller var dog friskbagte. Rundt om slot og kloster er der en ganske nydelig slotspark og skove, som man også gerne må benytte.

Slottet fra parksiden
Det er i øvrigt ikke dyrt at overnatte på Sostrup Slot. Jeg tog lige et billede af et opslag på vej ud fra restauranten. Det er da en fin idé til overnatning, hvis man vil have et par dage på Djursland og måske vil i Kattegatcentret, Djurs Sommerland eller nogle af de andre interessante seværdigheder på egnen.

Et lille ferieopslag
IS!
Så var det ellers hjem og cykle igen. På vej ud af campingpladsen passerede vi ganske uventet min bror og niece, som tilfældigvis skulle besøge vores genboer på pladsen. Sjovt sammentræf. Det passede så lige med at vi om aftenen kunne følges ad til Fjellerup Vaffelbageri.

De bedste is får man hos Fjellerup Vaffelbageri
(alm.vaffel m. 3 kugler)

Silas er også nem at overtale...
(alm.vaffel m. 2 kugler)
Det er jo efter min mening Danmarks bedste ishus/vaffelbageri. Som navnet siger, så bager de deres vafler selv. Iskuglerne er gigantiske, og det er vel det eneste sted, hvor jeg aldrig har hørt nogen bede om ekstra guf. Der kommer så meget guf på deres isvafler, at man ikke kan se iskuglerne derunder. Og prisen?? Ja, det er nok nogle af landets billigste isvafler. 29 kroner for en vaffel med 2 kæmpe kugler og guf på. Det er da dejligt, at ikke alle virksomheder malker deres egen succes. Mens vi stod i kø for at købe is, fik vi pludselig øje på min onkel og tante, der var kørt fra Randers på tur. Jeg møder bare altid nogen jeg kender, når jeg er i Fjellerup og få is. Også selvom Fjellerup er mere end 20 km fra min barndomsby, og jeg i øvrigt ikke kender et øje, der bor i Fjellerup.

Afslutning på ferien
Mandag var pak-sammen-dag. Det tager heldigvis ikke så lang tid at pakke sammen, når man kun har en markise og hundehegnet med til campingvognen. Så det giver en rimelig rolig formiddag.

Det tager ikke lang tid at pakke grejet sammen

 Jeg startede dog dagen med at gå en tur ned til vandet med hundene. Nede på stranden er der stort set mennesketomt. Bortset fra et ældre ægtepar der går langs vandet. Jeg sætter tempoet op for at komme forbi dem, så jeg kan slippe hundene løs, uden at de er til gene for nogen. Da jeg kommer op på siden af dem, ser jeg til mine store overraskelse, at det er en anden af mine onkler og tante. Ualmindeligt pudsigt. Man kunne jo næsten få den idé, at man blev overvåget. Nej spøg til side. De har sommerhus i Gjerrild og er ude at gå deres faste morgentur.

 Efter at have tjekket ud kørte vi campingvognen ned til parkeringspladsen ved stranden, og jeg havde set på et skilt, at der kun var 5 km til Bønnerup af Nordsøstien. Det var meget oplagt at cykle, løbe, gå til Bønnerup og spise frokost på nogle af havnebyens spisesteder. Så vi startede turen på smukke sti, der går langs vandet mellem Gjerrild og Bønnerup, men ak ak 5 km var ikke 5 km, men snarere 7- 8 km, så da vi havde tilbagelagt de første 4 km, besluttede vi at vende om og køre bil og campingvogn til Bønnerup i stedet og nyde vores frokost.

Nordsøsstien

Nordsøsstien
Det var en rigtig god beslutning, for da vi ankom til Bønnerup åbnede himlen sig, og det stod ned i tove. Det vejr ville have været træls at skulle gå/cykle hele vejen tilbage i. Vi nød en superlækker sen frokost på Flindts. Alt var hjemmelavet, og Silas udbrød begejstret, at wow det der kylling godt nok smagte lækkert. Han spiste godt, men mente alligevel, at han var i humør til dessert bagefter. Det blev dog ikke på restauranten. Han var i stedet med på mit forslag om at køre til Fjellerup og få pinseferiens sidste is. Der sluttede vores dejlige pinseferie.

Stjerneskud ala Flindts
Vores næste stop var nemlig at sætte campingvognen og hundene af hos mine forældre, inden vi kørte videre mod Skejby til en lille indlæggelse.

En lille campingferie med stor værdi
Selvom det egentlig var lidt underligt at vælge pinsestævnet i Ribe fra, så havde jeg det rigtig fint med det på turen. Efter tre lange stævneweekender, så trængte jeg til noget familienærvær.

Jeg tror faktisk heller ikke at hundene manglede et stævne....

Der var også forkælelse til hundene
Jeg ved, at det var det helt rigtige, og det var vigtigt med gode dage sammen inden indlæggelsen. Det gav os også lidt mere ro til at fortælle Silas, at han skulle på Skejby. Det havde vi med vilje ikke fortalt ham, da vi ikke ville ødelægge lejrturen for ham. Han var på lejr med klassen fra onsdag til fredag op til pinse. Desværre måtte vi hente ham hjem med mavepine, kvalme og feber om torsdagen. Rigtig ærgerligt, men han fik da et skønt døgn på lejren.

Det lyder måske fjollet, men det allerbedste ved denne lille campingferie var faktisk, at Silas fik lært at cykle på ny, og at han nu synes, at det er sjovt at cykle. Man skal nok være forælder til Silas for helt at forstå, hvor stort det er, at man endelig kunne få ham skubbet i den retning, og at han rent faktisk fik det til at lykkes.

Silas cykler i front. Bemærk terrænet
Med sådan en skøn ferie i bagagen kunne man nærmest kun føle sig klar til turen til Skejby sammen.

søndag den 28. maj 2017

Maxi Zoo Cup Viby - og så tager vi vist lige en lille slapper

Synes kun lige, at jeg nåede at komme hjem og trække vejret, inden agility-turnéen fortsatte. Onsdag måtte campingvognen først lige have en lille overhaling, så Silas og jeg kunne drage afsted mod Viby, hvor DKK Viby traditionen tro lægger beslag på min Kr. Himmelfarts ferie.

Et kig ud over stævnepladsen
Vi fik installeret os på en dejlig lille campingplads i kanten af pladsen. Der kunne både vi og hundene rigtig slappe af. Vejret var på hele stævnet ikke mindre end fantastisk. Måske endda lige for fantastisk til at løbe agility i. Temperaturen var vel 23-28 grader. Det var i hvert fald stinkende varmt.

Vores egen lille lejr
Jeg skulle løbe med både MicMic og Ninja. Stævnet blev afviklet over tre dage i tre ringe, og det var til tider rent kaos for mig, da mine løb og banegennemgange faldt total sammen. Desværre for mig havde man brugt samme tidsplansskabelon alle tre dage, så jeg havde samme udfordring alle tre dage med flere af mine løb. Det var enormt stressende, når jeg reelt skulle løbe samtidigt i to ringe, og man officielt kun kunne flytte sin startrækkefølge til sidst i klassen, men når man i forvejen løb som en af sidste, så gav det ikke rigtig noget. Så der var et par gange, hvor jeg måtte lave et meget hurtigt skift fra en klasse 2 bane med den ene hund og direkte over og løbe en klasse 3 bane med den anden hund. Undskyld til mine medløbere og hjælperne i ringene, når jeg meget frustreret stod til start og løb fra ring til ring for at se, hvordan jeg skulle disponerer. Egentlig en smule komisk, men ret kaotisk i mit hoved. Og ikke mindst tak til de hjælpere, der "heksede" og var overbærende i situationerne. Tak til hjælpere og dommere for at holde ud i den bagende sol. Sommeren kom sgu lidt pludseligt!

Ninja
Stævnearrangørerne kan naturligvis ikke gøre for og kan ikke planlægge efter, at folk har flere hunde, og jeg ved alt om, hvilket gedemarked det er at lave en tidsplan, så det er ikke en bebrejdelse af DKK Viby, for det er bare sådan det kan være, når man løber med mere end en hund.

Heldigvis havde jeg ikke meldt til ekstra løbene med Ninja, fordi jeg gerne ville prioritere at forsøge at få oprykninger med MicMic, men hun var altså alligevel den hund, der blev nedprioriteret til stævnet, så hvis jeg "skulle sjuske" i et løb så blev det hendes løb. For Ninja var jeg lidt mere fokuseret på DM kvalifikationer og landsholdspoint. Mit fokus var for MicMic mere på, at hun f.eks tog sine felter korrekt (med markeret stop) end at hun var fejlfri. Det tog jeg da også et par frivillige disk på. Det blev dog alligevel til oprykningspoint i både spring og agility.

Annmari, der har en af Ninjas hvalpe var også kommet lidt i bekneb med sine løb, da hun også skulle løbe flere løb oven i hinanden. Jeg var rigtig glad for hendes løsning. For hun tilbød nemlig mig at løbe et par løb med Doody. Det er jo en fantastisk oplevelse at få lov at løbe med sit eget opdræt. Det var virkelig en fornøjelse. Rent faktisk fik han da også en oprykningspind i bogen på springløbet med en 3. plads samt en tur til præmieoverrækkelse i agilityløbet trods lidt problemer med felterne i agilityløbet. Det var da meget hæderligt, når man tænker på, at jeg faktisk aldrig har "håndteret" ham siden han rejste fra mig som 8-ugers.

Det er altid hyggeligt at gense Ninjas hvalpe.
Her er det Doody
Ninja er som et par gode gamle vandrestøvler, som jeg har kunnet tage ud af skabet og vandre i en hel dag uden så meget som en vabel og stadig lige så lækre at gå i, som da jeg satte dem ind i skabet. Stort set ikke skyggen af træning fra februar og frem til stævnet i Hvalsø for 2 uger siden. Jeg har prioriteret at "genoptræne" hende på strand og i skov, hvor terræn og underlag har kunne give muskler og stabilitet frem for på agilitybanen, så det er virkelig ikke meget, hun har været på banen. Men trods manglende træning og måske også 500 gr for meget på sidebenene, så var hun en dejlig stabil hund også til dette stævne.

Ninja i spring 3
Vi indkasserede dog et par fejl undervejs, men som jeg kan tælle mig sammen til, så er hun nu kvalificeret til DKKs DM, og hun løb sig da også til et par landsholdspoint, selvom hun nok ligger noget nede af ranglisten, når hun heller ikke løb sæsonens første udtagelsesløb, men jeg vil ikke løbe med en hund, der ikke virker klar, så hun måtte pænt vente til stævnet i Hvalsø.

DKK Viby holder altid et fantastisk godt stævne med smilende og søde hjælpere, lækre burgere og rigtige gode stævnefaciliteter. Og der er altid styr på tingene og højt til loftet. Det er vel også derfor jeg kommer tilbage hvert år, og jeg har også nydt denne weekend i fulde drag.

Efter tre lange og hårde stævneweekender, så glæder jeg mig faktisk rigtig meget til at holde campingferie sammen med familien i næste weekend. Vi/jeg trænger bare til at slappe af uden agility, selvom det er helt vildt underligt ikke at skulle være med hos Ribe Hundevenner til pinsestævnet. Men jeg er nærmest lettet over, at jeg ikke "hænger" på præmieopgaven mere. For så havde det været meget svært for mig at melde af til stævnet, fordi jeg er alt for pligtopfyldende. Jeg ved, at det ikke kun havde været svært. Jeg havde ikke meldt fra!!

Men det er klogest for mig at melde af til stævnet, for pga Silas´ indlæggelse (2. pinsedag til aften), så vil det blive enormt stressende for mig at være til stævne i det sydvestjyske, skulle pakke campingvogn sammen, køre hjem, ud og aflevere hunde inden indlæggelsen. Jeg har valgt det helt rigtige for mig og familien i pinsen. Vi har bare brug for at lade op sammen, inden vi skal tilbringe et par dage på Skejby.

Jeg fornemmer i øvrigt nogle sjove tanker hos folk vedr. mit stop med præmieopgaven i Ribe, så lad os bare tage den her på bloggen. Jeg var med til at stifte Ribe Hundevenner i 2007. Det var i øvrigt rigtig spændende at være med til at forme en klub og nogle nye arrangementer. Jeg har helt sikkert brændt for det. Efter ca. 5-6 år trådte jeg ud af bestyrelsen, fordi jeg syntes, at det kneb med tiden efter Silas var blevet født, og jeg havde sådan ikke rigtig min daglige gang i klubben i mere, fordi det kneb for mig at få træningstiderne til at passe ind hos mig. Jeg tilbød dog bestyrelsen, at jeg gerne ville stå for præmierne fortsat, selvom jeg gik ud af bestyrelsen. Det ville de gerne have. Sidste år var klubben bare så heldig, at der kom nye kræfter til, som gerne ville tage hånd om præmieopgaven og så på opgaven med nye øjne og friskt gå-på-mod. Sådan en gave skal man som klub helt klart takke ja til.

Det frigjorde mig for opgaven. Så selvom jeg fandt opgaven spændende, så må jeg også sige, at den var tidskrævende op til og under stævnerne. Måske også mere end jeg selv ville indse. Det var også efterhånden svært at blive ved med at finde på noget nyt til præmiebordene. Men mest af alt så stressede det mig faktisk under stævnerne og forstyrrede mine løb, og til stævnet sidst i april nød jeg virkelig, at jeg havde fået frigjort den tid til at være sammen med Silas og hundene.

Jeg elsker hygge-gåturene med Silas og hundene til stævnerne
Men for ingen skal misforstå et eller andet, så er der altså ingen splid mellem mig og Ribe Hundevenner, og når jeg ikke er medlem der mere, så er det såre enkelt kun, fordi jeg ikke har trænet der de sidste ca 5-6 år, fordi træningstiderne ikke har matchet så godt til mig, og jeg bor relativt langt fra klubben (ca 70 km). Men Ribe Hundevenner er stadig "min" klub, og jeg bistår også stadig med en hjælpende hånd, når der er mulighed for det. Så der er ingen lumsk grund til at jeg ikke står for præmierne mere, ikke er medlem eller ikke kommer til pinsestævnet.

tirsdag den 23. maj 2017

WAO - del 3

Lørdag:
Lørdag morgen var det igen tidligt op og få tre banetegninger udleveret. Igen var der 3 x 10 minutter til at gå banerne. Julie, som har deltaget ved flere WAO flere gange var vores holdleder, og hun gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke skulle tage dumme chancer på de to pentathlonbaner, men hellere skulle snuppe fem fejl end en disk, da de fire pentathlon baner ville blive lagt sammen og give adgang til finaleløbe søndag. Evt fejl ville blive lagt på ens tid. Dvs. 5 fejl gav et tillæg på 5 sekunder på ens samlede tid.

Efter at have gået de tre baner skulle vi starte med en pentathlon springbane. Banen var meget regulær med et par småfælder, men ikke noget halsbrækkende at skulle løbe. MicMic løb friskt til, men der er bestemt også andre hunde til WAO, der løber friskt til. Så jeg var bare super tilfreds med hende og tænkte, at det var superfedt, at jeg var fejlfri på den tredje bane ud af 4, og så var jeg sådan set videre til næste bane inde i hovedet.

Et kig fra banerne udenfor
Næste bane skulle vi løbe inde i hallen. Den var jeg ikke helt så dus med. Jeg syntes allerede under banegennemgangen, at den var svær at huske, men jeg fik den da ind under huden, inden jeg gik ind i hallen. Ude i opvarmningshallen stod der 4 små opvarmningsbaner med feltforhindringer og slalom på. Mens jeg ventede på at komme ind i startsluserne ville jeg lige snuppe et par forhindringer, og der startede MicMic med at vise mig, hvor ”flot” hun kunne flyve over toppen og lande direkte nede på feltet to gange. Det var ikke lige den opvisning jeg ønskede mig, inden vi skulle ind. Så viste hun mig en mega flyver på vippen og sidst men ikke mindst viste hun mig, at hun total havde glemt, hvordan man finder en slalomindgang, når man sendes til slalom og skal rundt om første pind.

Så det var med den ”utrolig flotte” opvisning, at jeg lettere frustreret gik i startsluserne sammen med Julies gode formaninger om ”bare ikke at blive disket” så jeg kunne løbe Speedstakes finale om søndagen. Jeg følte faktisk banegennemløbet lidt som en livreddende aktion, men holdt skindet på næsen, men fik desværre 5 fejl pga en vægring.

Jeg var seriøst helt færdig efter det løb, for det havde slidt rigtig meget på min koncentration. Mens jeg skridtede MicMic af fandt jeg banetegningen frem fra lommen, så jeg kunne kigge lidt på Biatlon springbanen, som var dagens tredje bane. Jeg kunne faktisk kun huske banen fra 1-6 (fordi passagen 4-6 voldte mig nogle hovedbrud, og jeg havde ikke rigtig nået at se nogle af løbene og måske planlægge lidt ud fra det). Desværre skulle jeg løbe ret kort tid efter, så jeg kom aldrig rigtig ind på sporet af den bane, og blev disket, da MicMic ikke tjekker ind på et spring, som jeg sender hende uden om og ikke støtter hende godt nok i. Jeg opdager det for sent, og har fortsat forløbet. Jeg løber naturligvis banen færdig, men synes måske også, at MicMic virkede lidt træt. Det er helt klart noget helt andet at løbe til WAO end til et almindeligt stævne derhjemme. Underlaget, omgivelserne, stemningen og nok også mit fokus på hende, når jeg havde spillet hele min indsats på hende, tog nok også noget af hendes energi.  

Skønt med en banetegning, så man lige kan forberede sig undervejs

Hvis jeg havde gennemført denne Biathlon springbane, så var jeg gået videre til Biathlon agility finalen inde i hallen om søndagen, men det gjorde jeg så ikke, men det havde jeg det faktisk rigtig fint med. MicMic havde allerede præsteret langt over mine forventninger. Så jeg havde det fint med kun at skulle løbe pentathlonfinalen (også kaldet speedstakes) om søndagen. Men jeg var spændt på at se, hvad min samlede placering ville være efter lørdagens to gennemførte pentathlonbaner (i alt havde jeg 3 fejlfri og en med 5 fejl). Min samlede placering var efter lørdagens løb stadig en 5. plads. Man tager sin placering med sig i finalen.

Smilende MicMic efter et gennemløb
Nå men vi skal heller ikke glemme at skrive om Gambler finalen lørdag eftermiddag. Der var finale for dem, som havde samlet flest point sammen på snookerbanen. Det var virkelig interessant at være publikum til. Sikke en fantastisk stemning. Det særligt underholdende ved denne bane/disciplin er, at føreren selv designer den bane, som han/hun mener giver flest point, inden buzzeren lyder. Når den lyder så skal man skynde sig at tage de forhindringer, som lukker banen. Man har et meget begrænset antal sekunder til at nå lukkesekvensen for at få de bonuspoint, som lukkesekvensen giver. Det er i høj grad en disciplin, der handler om timing og måske også lidt held, men det var meget tydeligt at se, at nogle lande var vant til at dyrke games som Snooker og Gambler. Det var ret fascinerende at se. Andre førere kunne ligne nogen i paniktilstande, når buzzeren lød.

Gambler finalen - bemærk dommerens position

AC og Vanilla var en af de danske ekvipager i Gambler finalen. Det er jo føreren selv der designer sin bane og samler sine point. Derfor kan det være svært for dommeren at regne ud, hvor føreren løber. Det er hvad der sker på billedet. Dommeren kommer simpelthen til at stå i ACs løbebane. Det var noget kikset, men AC tog det med ophøjet ro. Dommeren tilbød et omløb, men AC takkede nej. Det var faktisk rigtig ærgerligt for de havde så fint et løb.  

Søndag:
Søndag kunne nogen af os sove lidt længere. Der var banegennemgang for bonusfinalen kl. 07. Bonusfinalen var for alle de ekvipager, som ikke var kommet i nogen som helst finale. Derunder Gambler, Pentathlon eller Biathlon. Vi tjekkede ind ved 8 tiden, hvor vi så holdfinalen. Det var en meget interessant bane at se, for der var 4 baner i forskellige højder flettet ind i hinanden i samme ring. Forhindringerne stod mellem hinanden, og jeg gætter på, at det måtte være svært udfordrende at designe sådan en bane, for der afvikles som en stafet, så der er ikke noget med at ændre på højden mellem hundene på holdet, som består af en ekvipage i hver størrelse. Danmark var desværre ikke med i denne kategori, da vores holdløb tilsammen ikke rakte til det.

Efter holdløbene var der en kort præmieoverrækkelse. Det var lidt svært at følge med i, hvad der var præmieoverrækkelse i, så overraskelsen var ualmindelig stor, da mit navn på råbt op i højttaleren. Problemet var bare, at jeg sad på tribunerne i den fjerneste ende af hallen, og den officielle vej til podiet var temmelig lang, da man skulle udenom det hele og gennem en anden hal.  Panikken bredte sig i danskerlejren – eller måske mest hos mig og de få andre danskere, der var inde i hallen på det tidspunkt. Men AC fik da revet vores dannebrog ned af væggen, og så måtte jeg tage den ud over barrieren med dannebrog som batmankappe og løbe ned og finde min plads uden stadig helt at vide, hvorfor jeg stod dernede. Trods overraskelsen var det da fedt at løbe en æresrunde med de andre, der også var til præmieoverrækkelse. Jeg var ganske overrumplet og først på vej ud af hallen finder jeg ud af, hvad det er for en klasse og hvad min placering er. Af rosetten fremgår det, at det var en tredjeplads for lørdagens springløb. Det måtte jeg lige knibe en glædeståre over. Det var meget mere end jeg havde forestillet mig.

MicMig med den flotte roset

Efter præmieoverrækkelse byggede de speedstakes banen (finalebanen for pentathlon). Vi havde fået udleveret banetegningen fra morgenstunden, så jeg havde studeret banen og havde lidt en ide om, hvad der ventede mig. Jeg syntes egentlig ikke at der var meget kød på banen, men meningen med denne finale er vist heller ikke teknik, men bare fart.

Jeg glædede mig rigtig meget til at skulle løbe finaleløbet og var indstillet på at give den fuld skrue i finalen. Det var MicMic helt og aldeles med på også. Faktisk så meget, at hun følger med mig ud af slalom og blæser videre i tunnelen. Så er den finale for så vidt slut for os, men vi skal stadig have det bedste ud af det, og MicMic skal presses max på banen. Sådan går det let i en finale, når man fyrer den af. Så jeg er ok med det. Uanset hvad var finalen en superfin oplevelse, og jeg elsker det kick man får af at løbe finaler med publikums store indlevelse og holdets heppen.

MicMic ser finale fra tribunen
Efter speedstakes kom biatlon finalen, hvor de 80 % bedst placerede fra lørdagens biatlon springløb skulle løbe (det var den bane, hvor vi blev disket). Det var en rigtig stor finale, hvor der virkelig blev tæsket igennem på toppen. Især de store hunde gav den max gas. Banen til denne finale var også klart sværere end speedstake. Banen så rigtig spændende ud, og jeg gad godt løbe den en anden god gang, men som jeg sad der søndag eftermiddag var jeg lidt brugt og behøvede ikke flere løb.

Jeg nød i stedet stemningen fra tilskuerpladserne, og den var bestemt i top, og i vores lille danske lejr var der gang i den, når en dansker kom på. Trods mange flotte danske løb lykkedes det også desværre ikke at komme hjem med andet end min flotte roset – og naturligvis oplevelsen og erfaringerne, som man da ikke skal glemme.

Efter præmieoverrækkelserne var der så ”kun” at køre de 600 km hjem, men det er jo også til at overse. Så jeg var hjemme igen kl 01.00 og var så klar til hverdagen igen kl 05.50.
WAO var en aldeles fremragende tur, og jeg er glad for, at jeg valgte det til som en oplevelse i denne sæson efter bare at have overvejet det i nogle år, men ikke rigtig syntes, at det har harmoneret for mig de andre år, men nu skulle det være. Jeg meldte mig til kvalifikationerne, og med lidt bump på vejen kunne jeg endelig sætte kursen mod WAO i onsdags. Det er jeg rigtig glad for, og jeg er vist også klar til at prøve det igen næste år, hvis jeg får muligheden.  


fredag den 19. maj 2017

WAO, del 2

Det er et presset program til WAO. Alarmen ringede klokken 05.05. Der var morgenmad kl 05.30, og derefter kørte vi ud til ridesportscenteret, hvor vi fik udleveret tre banetegninger kl 07.05.

Kl. 07.15 skulle vi gå den første bane. En banegennemgang med seriøst mange deltagere. Ikke som i DK, hvor mange begynder at beklage sig, hvis der er ret meget mere end 45 i ringen til banegennemgang. Det var vi langt over her. Der var 10 minutter til banegennemgang på den første bane. Derefter 4 minutter til at finde hen til den næste bane, som man også skulle gå. Igen et væld af mennesker til banegennemgang og 10 minutter til at hitte rede i din gennemgang. Det var faktisk lidt sværere med bane nr. 2, fordi det var snookeren, og der skal man faktisk delvist selv lave sin bane ud fra en række regler. Disse regler skulle man også lige forsøge at forstå samtidig med, at man gik banen.

Efter 4 minutters pause/tid til at finde den sidste ring, havde vi også 10 minutter til at gå den sidste bane. Vi kom altså igennem alle tre banegennemgang på under 40 minutter. Morgenbanegennemgangen var hvad man kunne få til at klare sig gennem de tre baner, og det var et must, at man kan håndtere at have flere banegennemgange i hovedet på een gang.

Min gruppe startede med at løbe et agilityløb. Jeg skulle løbe som nr. 10 i klassen, og da løbet foregik inde i hallen kunne jeg ikke se nogle af de andre løbe. Der er jo ellers ofte rart at lure banen lidt ud fra sidelinjen når den løbes. Da jeg trådte ind i startboksen var 80% disket, så jeg var noget spændt på, hvordan det ville gå. Det gik heldigvis godt for mig. Fejlfri og vi endte i denne klasse som nr. 6 ud af ca 60 hunde .

Gladeste MicMic efter et gennemløb

Efter et par timer skulle vi igang med snooker, som vi også havde gået bane til om morgenen. Det var rigtig sjovt at prøve at løbe snooker. Jeg ville ønske, at vi engang i mellem kunne prøve nogle af de disse for-sjov-klasser derhjemme. Det er både sjovt og anderledes. De udfordrer bestemt også din agilitykunnen og din hjerne. Snooker gik ikke så heldigt for os, da vi misser et felt på A´et i lukke-delen af banen. Vi må derfor ikke indsamle flere point, men skal hurtigst muligt ud. Det rækker kun til en 51. plads, som vi ikke rigtig kan bruge til noget. Det betyder, at jeg ikke gik videre til lørdagens gamblerklasse.

Den tredie bane som vi skal løbe er en individuel springbane, som resultatmæssigt skal lægges sammen med agilityløbet fra morgenen. De bedste går videre til agility og springløb lørdag. MicMic var lidt ukoncentret ved starten, og med en feberredning hist og pist, så kommer vi fejlfrit igennem. Det er dog et par dyre skovture, så vi ender som nr. 17 i springløbet. Tilsammen giver det en 5.plads, og der er ingen tvivl om, at vi er med videre til lørdagens to løb, hvor kæmpes om plads i penthalonfinalen.

Efter en pause og baneombygning stod den på holdløb. Denne gang kunne vi nøjes med at gå en enkelt banegennemgang med et normalt antal konkurrenter på banen til banegennemgang. Opgaven var "bare" at komme igennem, så vi havde en chance for at holdet kunne komme i finalen. Vi kom med hiv og svig igennem, men alle løb tæller for holdet, Både de gode og de mindre dårlige.

Ovenpå sådan en dag, så bliver man ret bombet. Der var meget for hovedet at holde styr på og benene fik også bevæget sig en del. Jeg gik alene 15 km ifm med baengennemgang, løb eller hente/bringe hund. Klokken var 18.30 da vi kørte hjem mod hotellet.

Fortsættelse følger.....


torsdag den 18. maj 2017

WAO - del 1

Det var dejligt, at det endte med at flaske sig, så jeg kunne komme med til Holland og løbe WAO. Fordi jeg nu havde stået lidt på pauseknappen derhjemme, så gik jeg faktisk først igang med at putte ting i tasker mm. onsdag morgen ved 7-tiden. Men jeg havde da pakket færdig, da Trine hentede mig kl 09.30.

Så trillede vi ellers dernedaf. Jo længere sydpå vi kom, jo varmere blev der. Da vi holdt ind for at spise vores frokost var der enorm lummert og ca 28 grader. I Putten, som var vores destination var temperaturen 30 grader. Det var godt nok lummert at gå i seng, og man kunne nok have drømt om aircon på værelset.

Frokost på vejen
Det var ellers et meget hundevenligt hotel, hvor man også følte at ens hund var meget velkommen, og at man blev taget seriøs ift sit ærinde hernede.

Fin velkomst
Et lille brev med held og lykke samt lidt legetøj til hundene
Torsdag middag var der dyrlægetjek ude ved det store ridecenter, hvor WAO skal holdes. Der der dyrlægetjek var nu vist mest et ord. Men måske var det en dyrlæge, der scannede chippen?! Jeg ved det ikke. Men det eneste, der foregik var, at chippen blev scannet og hundene skulle måles. MicMics officielle WAO mål var 34,70 cm, så der var ingen tvivl om hendes placering i klassen 400, hvor hundene mellem 32 og 41 cm skal løbe (springhøjde 40 cm).

Derefter havde vi 20 minutter til træning i hallen, så vi kunne prøve forhindringer og underlag. Hjul og flyvspring virkede lidt anderledes end det vi er vant til, men det gav nu ikke nogen problemer. Underlagt var fint. Det virkede som rimelig fast strandsand med noget fleeceagtigt blandet i.

Vi fik teste alle forhindringer og MicMic var godt tændt. Hun var faktisk lidt ustabil på balancen. Hun havde et fint fint felt, men markerede ikke altid helt som jeg ønskede det, men jeg er lidt i tvivl om det kan være, fordi hun havde lidt sand på poterne, hvilket man ikke rigtig kan undgå med det underlag. Desuden var vippen lidt tung, men det gik med det hele, og jeg var tilfreds med træningen.

Hallen med hovedringen
Vi kørte tilbage mod hotellet, handlede lidt ind på vejen og købte også en is. Sådan en is spiser som jeg, er da nødt til at tjekke isen ud, når jeg kommer i byen. Det var en isbar med hjemmelavet is i lange baner.


Det kan godt være svært at vælge....
Efter at have slappet lidt af på hotellet, så kørte vi retur til ridecentret, hvor der nu var indmarch. Ganske festligt og flot pyntet hal, men lidt publikumsfattig. Selvom det måske ikke er den store publikumsmagnet, så er jeg sikker på, at vi nok skal få nogle sjove og begivenhedsrige dage herned, når vi skal løbe de næste tre dage. 

Vi er klar!
Imorgen går det løs med et agilityløb, snookerløb og et springløb. Hvis nogen har lyst til at kigge med live, så er det gratis via dette link

tirsdag den 16. maj 2017

Ro på planlægningen

Med sådan et indlæg, som jeg postede i fredags, så skylder jeg vist de hundredevis af læsere af det indlæg en opfølgning.

Tiden fra sidste samtale med lægen i torsdags var især rigtig svær det først døgn, og det var godt at finde noget at beskæftige sig med, så man ikke bare sad og spekulerede på, hvordan man skulle få overblik over det hele og hvad en indlæggelse ville betyde for Silas, der jo ikke lige frem elsker at blive stukket i. Samt hvordan det evt. ville påvirke hans lejrtur).

Det havde jo været meget nærliggende, at Henrik og jeg var taget ud at i torsdags, hvor Silas jo skulle sove hos en klassekammerat. Helt ærligt så var vi bare begge lidt mutte og efter at have hevet i forskellige ting i haven, så hentede vi en pizza på det lokale pizzaria og kørte ned til Tomaj Strand og spiste den nyindkøbte pizza, hvorefter vi gik en lang og ganske spændende tur med masser af nye oplevelser.

Jeg elsker de gule marker og blå himmel
Tomaj Strand lever sit eget liv og er ikke en "trimmet" strand.
Væltede træer fra skrænten får lov at gå til i havet

Så var vores ben og hoveder, da optaget af andre ting, og det var faktisk en rigtig dejlig tur, hvor vi blandt andet opdagede en forladt (og måske heller ikke helt lovlig) sammenfaldet hytte i skoven.

Det er nok et par dage siden at hytten her var hyggelig...
Udsigt fra skoven på skrænten ud over Tomaj Strand
og op mod Diernæs Strand
Det var som om, vi fik fordøjet tingene lidt og fik mere ro på, men vi så begge frem til at få fat i sygehuset igen og få drøftet og planlagt. Fredag havde vi bare hyggedag hjemme, og fik lavet hvad man kan forvente på en St. Bededag. Nemlig at plante blomster og buske i haven og i krukker.

Lørdag og søndag var jeg til stævne i Hvalsø Hundevenner. Det er også en fin måde at få tankerne et andet sted hen. Det er som om, der sammen med mine hunde og agility ikke er plads til så mange andre tanker. Ofte har jeg oplevet at ting, som jeg spekulerer meget over bliver sat på standby, når jeg skal løbe agility. Det er et frirum, som kun agilityfolk kan forstå.

Endelig blev det mandag, og det var som om jeg havde skubbet det hele foran mig, så da det blev mandag morgen, så blev jeg igen frustreret. Lægen havde sagt at sygeplejerskerne var der fra kl 8. Jo, det var de også, men man skulle ringe på et akutnummer, fordi telefontiden er fra 10-14. I mine øjne ringer man jo kun et akut nummer, når man er lige ved at dø.... Men jeg ringede altså på det, for jeg var efterhånden mega frustreret og havde desuden et møde på Sjælland fra kl 10 og et par timer frem. Men det lykkedes mig ikke at få hul igennem til sygeplejerskerne alligevel, inden mit møde. Hvis indlæggelsen evt skulle være tirsdag morgen, så havde jeg brug for at rykke ud og navigere efter det.

Det viste sig, at klokken blev noget ud på eftermiddagen, før jeg fik klarhed over, hvordan det her skulle forløbe. Først efter en samtale med en sygeplejersker og to samtaler med lægen, så var vi enige om en plan. Heldigvis har vi stadig ikke sagt noget til Silas.

Lægen mente, at vi risikofrit kunne vente med IV-kuren til efter lejrturen. Det ville ikke være muligt at presse en tid ind til at få ham i narkose de første dage i denne uge, ej heller en indlæggelse i Familiehuset, som ville være det bedste tilbud til os. Lægen vurderer heller ikke, at det ville være hensigtsmæssigt, at Silas´ lejrtur skulle afbrydes af IV-kur, og hun så derfor ikke noget problem i skubbe kuren til efter lejrturen. Havde hun da bare været klar i mælet om det allerede i torsdags, så havde det hele set helt anderledes ud, og panikken og frustrationerne nok lidt mindre. Nej ikke "nok". De havde været betydelig mindre. Selvom det for os er en omvæltning med en IV kur sammenlignet med inhalationer eller piller.

Henrik og jeg vil naturligvis ikke spille hasard med Silas´ helbred, og jeg følte mig ikke helt tryg ved, at han skulle gå med en stafylokokbakterie i luftvejene 3 uger ekstra (selvom den har været der on/off i et år nu - dog desværre overvejende "on"), så jeg var ikke tilfreds med, at én læge sagde, at hun ikke mente, at det havde betydning for hvorvidt bakterien blev kronisk eller ej. Jeg bad hende konferere med den ledende overlæge. Bare for at være sikker. Lægen vendte tilbage. De var enige, og vi er nu enige om, at kuren sættes igang den første hverdag efter lejrturen. Vi kan møde ind på Familiehuset ved Skejby 2. pinsedag, så vi ikke skal have en hektisk morgen dagen efter, hvor Silas skal have lagt en picc line (klik her for tegning og forklaring) og derfor skal i narkose.

Så enden på alt det her postyr blev jo altså, at det slet ikke hastede, og faktisk ikke bør få indflydelse på hverken turen til Holland eller Silas´ lejrtur. Silas får ikke noget at vide om den forestående indlæggelse, før han har været afsted på lejrtur (Godt Silas ikke læser med på min blog). Så behøver han ikke at gå og tænke på det. For Silas har det super godt, og ved ikke at han har en bakterie i luftvejene. Han er dejlig, drilsk og glad.

Imorgen tidlig smutter MicMic og jeg ud på eventyr sammen i Holland, og jeg har endelig overskud til at glæde mig til turen. Jeg var meget tæt på at melde fra, men det er jeg da glad for, at jeg ikke gjorde, for sygehuset kunne alligevel ikke finde tiden i denne uge.