søndag den 21. august 2016

Strandskolen - hvem sagde læringsmiljø?

Onsdag havde vi endelig en sommerdag. Ja, det er ved at være nogle uger siden vi har haft sommervejr sådan gennem en hel dag.

Da jeg stævnede ud fra jobbet onsdag ved 15 tiden hastede jeg i Lagkagehuset for at købe et par af deres lækre salater. Vejret skulle altså nydes, så det var faktisk aftensmaden, som jeg hentede. Derhjemme pakkede jeg en lille picnic kurv med mad til os alle tre.

Silas proklamerede ellers så flot, at det var kedeligt at spise nede ved stranden, for der var ikke noget at lave. Man kunne kun sidde og glo ud over vandet. Trods den lidt negative indstilling, kørte vi til stranden ved Aarøsund.

Der sad vi så og nød vores mad og det super fine vejr. Der var også et par badende gæster ved stranden. Helt så optimistiske var vi nu ikke, så vi sad afslappede på stranden. Silas havde ikke helt fået tygget af munden, før han fik travlt med at finde en pind. Så han gik på udkig efter sådan en. Nu skulle han nemlig på krabbejagt. Så afsted med opsmøgede bukser ud i vandet, hvor han pærerede til de krabber, som forsøgte at grave sig ned eller løbe længere til søs. Ja, han lignede til forveksling en dreng, der hyggede sig.

Stranden ved Aarøsund
Pludselig kom han op til os på vores picnictæppe og bad os om at komme og se, hvad han havde skrevet. Han havde så skrevet i det våde sand. Sådan kom han et par gange og bad os om at komme og se. Pludselig var vi igang med at skrive i sandet. Det udviklede sig til regnestykker, hvor jeg udfordrede Silas, og han hang bare godt i, selvom regnestykkerne ikke var helt som oppe i skolen. Bagefter kastede vi os ud i 3 ord med samme forbogstav. Det var faktisk svært, at få Silas til at stoppe igen. Han var koncentreret, og det var super hyggeligt.

Dybt koncentration
Desværre virker det ikke som om, han arbejder med helt samme flittighed i matematiktimerne i skolen. Nogen gange har jeg undret mig over, hvad han laver i timerne, når jeg kan se, at han kun har lavet 1 regnestykke ud af de 15 stykker, der har udgjort timens pensum.

Vi fik regnet og stavet på adskillige meter sandstrand
Sidst vi var til skole/hjem-samtale fortalte hans matematiklærer (også klasselærer), at hun faktisk havde lavet en test på ham for at finde ud af, på hvilket niveau han lå fagligt. Hun kunne ikke rigtig blive klog på om han var "med" eller ej. Testen viste, at der ikke var spor grund til bekymring. Nu mangler jeg så kun at overbevise hende om, at matematiktimerne skal holdes på stranden.

fredag den 19. august 2016

Højt at flyve - dybt at falde

I weekenden var der stævne i Kolding. Det var det første ordinære stævne for mig siden en gang i juni måned. Ninja havde løbet EO i mellemtiden og MicMic har ikke løbet stævne siden 12. juni. Vi har trænet lidt, og "lidt" er nok det rette ord. Jeg har ikke slidt min eller andre agilitybaner denne sommer.

Jeg har længe set et potentiale i lille MicMic, men hun har bare manglet rutinen i vores samarbejde og ikke mindst forståelsen af nedgangsfeltet på balancebommen. Men det er som nogle brikker er faldet på plads i hendes sommerpause.

Lørdag vinder hun springklasse 1 og har ellers også nogle pæne løb. Hun må dog sættes tilbage på bommen (jeg er pt. ret kompromisløs, hvad det angår. Selvom hun tager feltet, så bliver hun sat tilbage, hvis hun går før release). Lørdag kører jeg i hvert fald hjem fra stævnet og er ganske tilfreds med hendes løb. Ja sådan set også med Ninjas. Hun vinder Spring3 og Spring Åben om lørdagen.

Ninja
Søndag vinder Ninja AG3 og Spring Åben, men det er dog MicMic, der brænder helt igennem. Vi starter med at vinde Spring Åben, selvom hun faktisk får puttet snuden i tidtagningen, da hun vist tror, at hun skal starte. Jeg lader hende stå et par sekunder, før jeg starter hende (mest for at se, at hun har forstået, at startsignalet skal komme fra mig). Trods snuden i tidtagningen i et par sekunder vinder hun alligevel klassen.

I AgÅben blev der uddelt rigtig mange feltfejl på bommen pga en lidt skæv exit fra bommen over i en tunnel. Jeg havde dog overhovedet ikke fokus på exit fra bommen, men i stedet kun på selve feltet. MicMic leverede nok det flottest konkurrencefelt, som jeg har set fra hende endnu. Hun leverede et ret lækkert løb derfra, og vandt så også agility åben.


Hvor sejt var det lige af min lille sheltie at vinde begge de åbne? Jeg var simpelthen så glad. Spring 1 snuppede hun så også lige sejren i. Hun vandt klassen med næsten 3 sekunder ned til nr. 2. På vej ti et af dagens løb gik jeg i startområdet kiggede jeg på hende, og tænkte på, at det kun var et par uger siden, at hun var tæt på at dø i mine arme og nu fløj hun rundt på banen og var mere end flyvende. Utroligt!

MicMic
Mit sidste løb på dagen var AG1 med MicMic. Jeg glædede mig til at løbe dette løb også. Det var en rigtig fin bane, og jeg "troede på det". Cirka halvvejs gennem banen sender jeg MicMic i en mørk buet tunnel (den samme tunnel som ligger efter balancebommen i videoen ovenfor - og samme sted) og jeg hører et meget højt piv, og noget forsinket kommer MicMic ud af tunnellen med poten slaskende slapt fra et løftet ben.

MicMic er ikke en pivskid, og hun ville normalt være mere end klar til at løbe videre på banen. Men det er en noget trist og tilsyneladende forpint hund, der kigger op på mig. Jeg samler hende op og går grædende ud af banen med hende. Jeg tør faktisk ikke gå igang med at tjekke venstre forben af frygt for, hvad der er galt. Jeg er SIKKER på at benet er brækket. Smerterne lokaliseres til skulder og ryg. Jeg skulle bare lige løbe det her løb, og så skulle jeg ellers hjemad, men pludselig så det helt anderledes ud.....

Jeg får hende tjekket og løsnet med det samme. Låner et Back on Track dækken og giver hende det på. Hun "stikker" stadig på venstre forpart i gang, hvis jeg sætter hende ned, men der er en klar bedring. Vi kører hjemad noget senere end planlagt. Hjem til fred og ro. Jeg ser hende lidt an. Hun er glad og logrende, men jeg kan se, at hun stadig har lidt ondt og giver hende smertestillende om aftenen og putter hende i bur.

Da jeg lukker hende ud af buret om morgenen virker det smertestillende ikke mere, og jeg er spændt på (læs: jeg frygter for) hvad jeg lukker ud af buret. Men ud af buret traver en glad lille MicMic uden tegn på halthed. Hun laver endda to klask i gulvet med forporterne foran mig (noget hun gør når hun er glad og vil have opmærksomhed - og hun havde vel næppe valgt at lave to klask, hvis det først havde gjort ondt?!) Jeg er temmelig lettet, men holder hende fortsat i ro. Senere på mandagen ser jeg hende dog "stikke" en enkelt gang i sine bevægelser på en af hendes små lufteture i haven, men sidst på dagen ser jeg hende lave "1´er changementer", da jeg kalder hende hen til mig ude i haven. Det vil man nok ikke vælge at gøre, hvis man har ondt i skulderen?! Jeg har ingen halthedstegn set fra hende siden, og jeg kan heller ikke mærke noget på hende.

Jeg tager dog ikke nogen chancer og har afmeldt MicMic til weekendens stævne, hvor jeg ellers havde glædet mig til kun at løbe med hende, men jeg tror, at hun vil have godt af lidt ro. Måske var MicMic igen heldig?! Det håber jeg.

Den lokale avis, Jydske Vestkysten var i øvrigt forbi stævnet, og skrev en lille artikel og tog nogle billeder. Jeg havde journalisten med til banegennemgang for at forsøge at forklare hende, hvad det "dansen" og "tosserierne" som vi udøvere laver under og efter en banegennemgang egentlig skulle gøre godt for. Se artiklen her

mandag den 8. august 2016

European Open 2016

Planlægning i 11. time
To dage før afgang til Frankrig havde jeg stadig ikke helt styr over, om det kunne lade sig gøre at lave en samkørselstur med nogen af de andre deltagere. Da jeg jo var kommet med på holdet som en af de sidste, så havde folk lige som fundet sammen, men jeg ville gerne have nogen at følges med. Ikke bare køre bagefter, men i samme bil. Både for selskabets skyld, men også rart at kunne dele udgifterne.

I 11. time lavede jeg en aftale med Daniel om at køre med ham. Det betød afbestilling af hans hotelværelse, så han fik mit værelse, og jeg i stedet flyttede ind til Pernille og Kathrine. På den måde kom vi til at bo på samme hotel. Ellers havde det været lidt svært at køre sammen. Det var i sig selv en oplevelse at dele seng med Pernille og ikke mindst hendes to pudler. Jeg kunne skam skrive et særskilt blogindlæg om det alene, men så vidt når det nok ikke. Det var bestemt ikke kedeligt og med Pernille ved sin side, er man sikker på at få grinet.

Der var afgang fra Haderslev tirsdag kl 23.30, hvor Daniel hentede mig og Ninja. (min altid søde Henrik sørgede for Fuji og MicMic i mit fravær) Det er faktisk altid mig, der er chauffør, så det var noget uvant, at jeg bare skulle sidde ved siden af og slet ikke køre. Men det var også ganske afslappende. Jeg var blevet lidt stresset over at få ændret mine rejseplaner og skulle afsted 18 timer før planlagt og jeg havde ikke nået at sove i løbet af tirsdagen. Aftalen med Daniel faldt på plads tirsdag middag, hvor jeg stadig manglede at køre Silas de 380 km hjem til mine forældre, hvor han skulle på ferie, mens jeg var afsted. Men jeg blev klar til at komme afsted.

EO lokaliteterne
Vi ankom til EO pladsen efter 10 timers kørsel, og der var ikke rigtig dukket nogen op endnu. De var ved at sætte barriererne om stævneringene op, og det var tydeligt at se, at arealerne ikke var helt plane, da de barrierer, der skulle udgøre hegnet rundt om banen ikke flugtede helt med hinanden.

På billedet kan det vist godt ses, at hegnet bølger lidt

EO skulle afholdes i en slags forlystelsespark, hvor stævnepladsen var anlagt et stykke oppe af det lille bjerg, som parken lå på.

Udsigt fra stævnepladsen
Parkeringspladsen lå nede i bunden og det var så meningen, at man skulle slæbe alt sit habbengut op fra parkeringsområdet og så ca 1 km op til stævnearealet. Daniel fik nu overbevist arrangøren om, at vi havde lov at køre vores ting helt op til pladsen, som en slags "præmie" fordi vi var de første, der havde meldt vores ankomst. Så det var faktisk en smal sag for os at få telte og bure ind på stævneområdet. De efterfølgende dage kørte der busser fra p-pladsen til stævnepladsen. Daniel og jeg gik dog op med hundene hver morgen og luftede dem gennem skoven, hvor vi i øvrigt ikke mødte et øje. Underligt at inden andre havde fået samme idé.

Dansker-lejr
Vi fik slået en række telte op, så vi danskere mere eller mindre kunne sidde sammen. Måske er det bare os danskere, der er forvænt med at sidde i vores telte ved ringsiden og kigge på agility inde fra vores telte, for der var ikke synderlig meget rift om teltpladserne ved ringsiden(og der var heller ikke plads til mange telte ved ringsiden), men masser af plads på et stort åbent areal ud for de midlertidige opvarmningsbaner.

Opvarmningsbanerne
Efter "rejsegildet" kørte vi til hotellet og checkede ind og tog os så ellers en slapper i et forsøg på at hente lidt af den tabte nattesøvn. Til aften samledes vi en flok af de ankomne danskere til fælles aftensmad på nabohotellet. Næste dage skulle vi møde om morgenen til dyrlægekontrol og efterfølgende "opvarmning".

En slapper-øl
Torsdag
Dyrlægekontrol var nu så meget sagt. De tjekkede bare rabiesvaccine og chip og absolut intet andet. Hundene kunne være trebenede uden at de ville opdage det. Opvarmning er nok heller ikke det rette ord. For man kan vel ikke rigtig kalde det at "varme op" dagen før konkurrencerne, men det er meget rart at få lejlighed at til at prøve forhindringer og underlag af, før det går løs. Vi havde 2x80 sekunder til hver ekvipage på banen. Det lyder ikke af meget, men man når faktisk at blive godt knoklet igennem. Men det svarer jo også til at løbe 2 baneforløb efter hinanden, og der var god tid til at prøve alle forhindringer og måske pudse et par ting af.

Ninja "melder klar"
Under opvarmningen fik vi allerede at føle at underlaget ikke var lige så lækkert, som den type underlag, som vi plejer at have til rådighed i DK. Det var ikke kun ujævnt. Det var også hårdt som sten. Det havde vi nu også konstateret, da vi skulle sætte teltene op. Det var en kamp at få banket pløkkerne i. Jorden var ler, som nok ikke havde set skyggen af en reel regnbyge i flere måneder. Under opvarmningen var Jane en tur nede på begge knæ pga det ujævne underlag. Hun fik sig to meget blå knæ.

Janes knæ efter nærkontakt med underlaget

Dagen sluttede af med en indmarch, som startede med at være ret meget forsinket, og vist ikke helt som de havde planlagt det. Der var en oppustelige port ala hoppeborg, der var klappet sammen. Så den var ikke nem at gå igennem. Der var uhyggelig dårlig information, og da vi var gået ind sammen med vores skilt med Danemark samt vores fane, og havde gået en kvart runde, blev vi ledt ud fra baneområdet igen. Vi fandt godt nok den indmarch og åbning noget flad. Ingen musik - ingen taler. Kun et opråb af hver nation, når vi trådte ind i ringen. Vi forlod området ringene for at tage et gruppebillede nede bagved og få lidt briefing. Da vi kom retur var de ved at afslutte åbningsceremonien med diverse åbningstaler, og vi havde brillieret ved vores fravær. Det var en anelse pinligt, men med lidt information fra arrangøreren så kunne det nok være undgået.

Danmark - Klar til indmarch
(foto: Sabine Serwin)
Fredag
Fredag skulle vi løbe holdløb. Banegennemgangene startede kl 08.00 og var fordelt i 8 grupper frem til 09.20. Man gik både springbanen og agilitybanen fra morgenstunden. Man kunne derfor sagtens komme ud for at skulle gå en bane kl 09.00, som man først skulle løbe kl 16 og naturligvis skulle man kunne rumme to baner i hovedet, men det skal jeg nu så tit alligevel i kraft af, at jeg løber med to hunde.

Som konkurrencen gik igang begyndte det også at småregne. Det var meget meget uheldigt, for udover, at underlaget var ujævnt, så var det også enormt hårdt, da jorden var meget tørt lerjord. Ja mere ler end jord. Det betød at underlaget blev ualmindelig glat. Vi var flere danskere, der havde noteret os, at der fra stævnets start holdt en ambulance klar inde på stævneområdet. Det skulle vise sig, at den ambulance desværre ikke bare kom til at holde stille. Faktisk kom den denne fredag formiddag nærmest til at køre nærmest i pendulfart.

Farlige baner
Vores egen Lars Bang crashede ved forhindring nr. 5 på springbanen efter at have kæmpet for har holde sig på benene siden forhindringer nr. 3. Han fik den første tur i ambulancen og en tur på hospitalet. Han slap dog med en voldsom forstrækning. Det gik mindre heldigt for en pige fra Slovenien, som brækkede de to store rørknogler i underbenet og blev båret ud af banen med en dinglende fod. Hun blev skruet sammen på hospitalet i løbet af det følgende døgn.

Det ses tydeligt at tunnellen ligger på en lille forhøjning

Her gøres lille/mellem banen klar på stævnets anden dag.
Bemærk, der skovles sand på banen.
Dagen før på denne bane brækkede en hundefører benet to steder.
Vi hørte også om en der var kommet til skade med skulderen, og så lige en sheltie, der brækkede et ben. Alt sammen på denne formiddag. Ambulancen kørte flere gange under stævnet, men denne formiddag var dog den værste. Jeg var noget led ved at skulle løbe, og sådan var det for flere af os. Vi var på holdet også rimelig enige om, at vi måtte ind og liste og ikke presse. Ingen af os ville sætte vores hunde eller os selv på spil ved at presse. Generelt var man ekstra opmærksom under banegennemgangene, og havde mere end en god grund til at se de andre deltageres løb.

Bagerste spring står på en lille bakke
- og det kostede mange nedrivninger, da det skulle tages fra bagsiden

Det her er ikke et faremoment, men banehegnet camouflerer stort set slalomen,
og de fleste danske store hunde havde slalom problemer, når de skulle sendes 90 grader ind i først port,
og slalom stod op mod hegnet

Heldigvis klarede det op en lille time før vores løb, og der kom lidt vind. Så banen var faktisk tør, da vi skulle løbe vores løb, og det virkede ok at løbe på banen. Der var stor forskel på ujævnhederne fra ring til ring. I nogle af ringene virkede det bare lidt som bakket terræn, mens der i andre ringe decideret var fordybinger, hvilket jo var noget mere utilregneligt at løbe på.

Afvikling af holdkonkurrencen
Vores hold bestod af 4 ekvipager, og de tre bedste resultater for holdet talte. For at kunne komme i betragtning til at gå videre og kvalificere sig til finalen skulle 3 hunde igennem banen både i agility og spring. Jeg blev desværre disket i ag-løbet, men de andre tre kom igennem. Så efter agilityløbet var vi stadig "med".

I springløbet havde jeg 5 fejl, men desværre var to af mine holdkammerater disket, så det var udelukket, at vi kunne komme til at løbe holdfinalen. Faktisk fik Danmark ikke et eneste hold med i finalen. Vi havde ellers 8 hold afsted, men det lykkedes ikke for nogen af holdene at komme i finalen.   På facebook har der været nogle gode debatter om hvorfor vi som nation ikke performer bedre, når vi er afsted til de store mesterskaber, og det emne vælger jeg at holde ude af dette indlæg, selvom det er interessant.

Informationskaos
Lørdag var der individuelle løb, og vi mødte op til total kaos. I løbet af fredagen havde der været nogle startlister med katalognumre hængt op, som nogen fra EO truppen havde taget billeder af og sat på vores facebookgruppe. Franskmændene holdt et skandaløst dårligt informationsniveau. Nå men folk havde sat sig ind i, hvornår de skulle gå bane (efter at have gransket den meget uoverskuelige liste). Men men sent fredag aften havde Franskmændene lagt en ny startliste op, hvor alt var vendt på hovedet og rodet godt og grundigt rundt. F.eks forventede en at skulle løbe som nr. 30 i klassen, men skulle i stedet løbe som nr. 392. Der er nok lidt forskel på den mentale forberedelse alt efter om man skal løbe kl 10 eller 17. Arrangørerne havde da haft oceaner af tid til lave de startlister, da rækkefølgen ikke afhænger af resultater eller andet, men ekvipagerne bare skal fordeles ud over dagen. Så det kunne de let have lavet mindst en uge før EO.

Lørdag
Så lørdag morgen var generelt kaotisk, for der var kun en startliste lagt ud, og der var kun påført på den, at den var til springløbet. Agilityløbet skulle i princippet bruge samme liste viste det sig, men der skulle startes midt i klassen, og når højeste startnummer havde løbet, så startede man forfra på startlisten med startnummer 1. Total forvirring, og man skulle ikke forvente at kunne finde nogen hjælp på den officielle EO hjemmeside, for den blev ikke rigtig opdateret og var i øvrigt også en stor rodebutik. Helt groteskt kom den bedste information vel nærmest fra div agility facebookgrupper, hvor folk (som ikke selv løb EO) videregav, hvad de opsnappede og lagde det ud på den danske EO gruppe.

De første startlister til de individuelle løb....

Finalekvalifikation
Men vi fik da alle løbet vores løb, og kun enkelt formåede at kvalificere sig til finalen på baggrund af en topplacering i et af løbene. Det var Channie, som også præsterede det samme sidste år i Tyskland. Den bedste hund fra hvert land i hver størrelse fik også en billet til finalen, så der var mindst en ekvipage fra hvert land til finalen i hver størrelse. Jeg fandt ikke vej til finalen. Mit bedste løb (som var mit eneste fejlfrie) var i agilityløbet, hvor et løb med lidt for store buer kunne række til en 51. plads ud af de ca 400 i klassen, og jeg var disket i springløbet, hvor Ninja total sprang en sikring. Jeg kunne slet ikke komme tilbage på sporet med hende og endte med at løbe ud af banen, for det var nærmest umuligt at få hende til at ramme en forhindring. Det var noget uvant for mig at prøve med hende.

Fra det individuelle agilityløb
(Foto: Sabine Serwin)
Det var åbenlyst for mig, at jeg ikke skulle i finalen, men listerne til finalerne blev ikke lagt ud på EOs hjemmeside og det var lidt "spændende" for folk at vide, om de var i finalen eller ej, og hvornår og hvordan det skulle afvikles. Så søndag morgen blev der hængt lister op, og så kunne 800 mennesker ellers stå i nakken af hinanden for at se, hvem der skulle løbe i finalen. Jeg opgav personligt at finde info på nettet og holdt mig bare til, hvad andre fortalte mig. Det var hovedrystende dårligt af arrangørerne og nærmest at tage pis på folk.

Søndag - finaledag
Men finalerne var spændende. De startede med holdfinalerne med lille og mellem, hvor lille og mellem var mixet på holdene. Der var lavet en stor bane, hvorpå der var 4 forskellige baner, så hver holddeltager skulle løbe sin egen bane. Det gjorde holdkonkurrencen meget seværdig. De store hunde sluttede holdkonkurrencen af, inden der blev bygget om til de individuelle finaler.

Finale stemning
Hjælperteamet var ufattelig ineffektive, og det kunne sagtens tage en time at bygge en bane. F.eks stod der på et tidspunkt 12 hjælpere og kiggede på, at der blev fumlet med en tunnel (de kunne ikke finde ud af at vende anti-slip tunnellerne korrekte), mens der lå overliggere klar på græsset til at blive stillet springstøtter op ved. Man havde jo næsten lyst til at spurte ind og hjælpe dem. Jeg gik i stedet ud og brugte nogle penge i boderne og fik blandt andet indkøbt nogle præmier til Ribe Hundevenners forestående stævne.

Den langsommelige afvikling gjorde ikke noget godt for min ret pressede tidsplan. Jeg havde en bagkant mandag morgen. Jeg SKULLE bare være hjemme kl 06 mandag morgen, for det var Silas´ 8 års fødselsdag. Så derfor nåede vi kun lige at se sidste danske hund i finalen, inden vi kørte fra de sidste 30 hunde i finalen (de hunde der var topplacerede - og nogle af de mest seværdige... øv!). Vi fik pakket det sidste sammen i hast og skyndte os væk fra stævneområdet med kursen hjemad. Jeg havde ikke nerver til at vente, til finalerne var forbi, for så ville publikum jo også vælte ud og ned til deres biler, og det ville sikkert give lidt kaos og kø. Det var ærgerligt at måtte misse den sidste del af finalerne, men jeg havde ikke is i maven til at blive hængende få det sidste med og risikere at komme for sent hjem.

Egentlig var der også udmarch, men jeg havde meddelt allerede, da jeg takkede ja til at deltage, at jeg ville køre så snart finalerne var afviklet, fordi jeg skulle være hjemme mandag morgen. Så i år måtte jeg være lidt usportslig og køre før tid. Sidste år blev jeg dog til den bitre ende. Det havde ikke holdt i år. Jeg ankom hjemme kl 04.45 og der havde kun været holdt et par tissepauser undervejs. Aftensmaden (eller rettere natmaden) var en sandwich fra en tankstation, så vi holdt ingen unødvendige pauser, så jeg nåede hjem og kunne vække Silas med flag og morgensang.

Jeg nåede heldigvis hjem til min fødselar

Min oplevelse af turen
Trods de mange forhindringer og de ringe franske forhold, så synes jeg, at det var en rigtig god tur med et godt sammenhold på EO teamet. Vi var gode til at tage ud at spise sammen om aftenen og hygge os sammen. Det var selvfølgelig også ekstra rart, at de fleste telte stod samlet på en række. Det er svært at skulle løbe i alle fire ringe og nå at se alle hinandens løb, men vi forsøgte at se hinandens løb og heppe på hinanden.

Et mindre selskab til fællesspisning på det, som blev vores "stamrestaurant"

Banerne var gode, udfordrende og interessante, men bestemt ikke umulige at løbe. Der er vel altid et par småting, som man kunne ønske sig anderledes, hvis man selv kunne flytte et spring eller et nummer, men i det store hele, så synes jeg, at sværhedsgraden på banerne i år, var langt bedre og mere rimelige end sidste år.

For selve arrangementet var der mange ting, som franskmændene kunne have gjort meget bedre. Noget af det fremgår vel ret åbenlyst i beretningen her. Dog skal de have ros for nære toiletforhold med rindende vand, men desværre evigt mangel på sæbe og toiletpapir. Jeg var glad for at have håndsprit i tasken og lærte også at hamstre toiletpapir på hotellet.

Der var masser af boder, hvor man kunne brænde penge af, hvis man skulle have de lyster. Mad og drikke var let tilgængeligt, og der var masser af god agility at kigge på, og man fik en masse inspiration med sig hjem til videre træning. Så jeg var rigtig glad for at jeg kom med.

Motivation og terror
Min motivation og lyst til at tage afsted var ellers lig nul, da jeg sad på Mandø. Ja faktisk også da jeg var kommet hjem fra Mandø. Jeg fandt dog ud af, at det var fordi det stressede mig, at jeg ikke kunne få puslespillet til at gå op med kørsel, og jeg havde den bagkant med Silas´ fødselsdag. Da aftalen med Daniel faldt på plads, så var jeg meget mere afslappet og afklaret og så var jeg klar.

Efter endt opvarmning er vi klar til at løbe for alvor
Men det var kun lige indtil, at det i pressen kom frem, at en præst var taget som gidsel og havde fået halsen skåret over, og gerningsmændene var tilknyttet Islamisk Stat. Det var foregået mindre end 100 km fra EO området. Selvom man måske ikke skal lade sig styre af frygt for terror, så lever man kun en gang, og lige så vel, som jeg kan tænke over andre risici i min hverdag, så var dette også oppe og vende i mit hoved. Vi var trods alt mange mennesker tæt samlet og fra mange forskellige vestlige lande. Jeg fik dog parkeret tankerne, og kom kun til at tænke flygtigt over det et par gange i løbet af EO. Med min fornuft ved jeg også godt, at sandsynligheden for at gå til på motorvejen på vej derned var langt større.

Så da jeg først var kommet afsted var jeg rigtig glad for at være med, og var også opsat på at løbe god agility.

Når hverdagen banker på

I aftes ved sengetid forsøgte Silas stædigt at overbevise mig om, at det var helt ligegyldigt, hvornår han kom i seng. Han ville være lige frisk næste dag. Han var bestemt ikke tilfreds med at blive lagt i seng lidt over 8. Han ville jo bare gerne samle noget alt det lego, som han havde fået til sin fødselsdag, som vi havde fejret lørdag, men min fornuft på hans vegne sejrede.

Silas i gang med sin 3. pakke Lego siden lørdag
Da jeg vækkede ham kl 06.20, virkede han nu noget klatøjet, og jeg fik og pakkede gymnastiktøj og fandt hans tøj frem, mens han lå og vred sig lidt i sengen.

Efter et kvarters tid konfronterede jeg ham med, at han dagen før havde sagt, at han ville være lige frisk uanset, hvornår han var kommet i seng.

Det er jo aldrig rart, når ens udsagn kommer tilbage til en, og de så ikke virker helt så sande og stærke, som da man fremsagde dem.

Silas vrissede derfor lidt forurettet: "Jamen jeg skal lige være vågen lidt tid". Så må tiden så vise, om "lidt tid" er klokken 8 eller 10. Ja, det er hårdt for os alle at komme tilbage til hverdag og struktur. Dog skal det siges, at Silas faktisk altid er morgenglad, og jeg gætter på, at han ved morgenbordet blæser os bagover med ordstrømme.

onsdag den 3. august 2016

Mandøferie

10 skønne dage på Mandø blev det til. Det var fantastisk, skønt, afslappende, nærværende....

Natur og blå himmel
Lige så snart man ankommer til Mandø, så sker der bare noget. Hele systemet sættes så "relax". Vi var gennem ugen 2-6 campingvogne, der holdt ferie i fællesskab i en lille enklave, som "hundetosserne" har på Mandø Camping.

Hundene er total sat på relax-mode
Dagsrytmen er:

  • Stå op
  • Lufte hunde sådan mest hver for sig
  • Hente morgenbrød i Brugsen (på skift)
  • Spise fælles morgenmad på pladsen mellem vores vogne
  • Gå en lang tur, som regel ud på vandet (det vender vi lige tilbage til)
  • Dase/sove til middag
  • spise frokost
  • vaske op
  • Måske bade
  • Måske lufte hunde igen
  • Lave aftensmad af, hvad man lige kan finde i de forskellige campingvogne
  • Fælles spisning på pladsen mellem vognene
  • Lufte hunde
  • Sengetid mellem kl. 22 og 24

Eftermiddagshygge i skyggen med jordbærtærte
Jamen seriøst, så laver man ikke en skid. Man hygger og går til og fra fællesskabet. Man slapper bare af på fuld tid og sulter i øvrigt heller aldrig. Man får bare ikke foretaget sig noget. Jeg havde faktisk pakket en hav af billeder (elektronisk "pakket" naturligvis), som jeg havde forestillet mig, at jeg skulle have redigeret. Det er billeder helt tilbage fra maj måned, så der er nogle et par tusinde billeder eller mere, men jeg fik ikke redigeret mere end 3 billeder, og det var faktisk nogle 3 af de billeder, som jeg tog på Mandø. Jeg fik faktisk heller ikke tager ret mange billeder derovre.

Smuk solnedgang på Mandø
Turen var henlagt primært til "Mandøtossernes" (bestående af div afstikkere fra Sannes Hundecenter) selskab. Det var jo sådan set rimelig perfekt for mig, når man tager i betragtning, at vi som familie (pga Henriks sommerarbejde) ikke kunne holde ferie sammen. Henrik sluttede sig til selskabet i weekenderne, så vi fik da også lidt ferie sammen i campingvognen.

Silas har styr på flokken
Silas og Monas Oliver er jo fantastiske venner, selvom der til tider går lang tid mellem, at de ses. Det er virkelig en fornøjelse at se de to drenge lege sammen, og også en fornøjelse at se, at Ipaden ikke var så vigtig, men at de fandt på en masse andre ting at lave.

Drengene spiller labyrint
 Mandø er jo ikke som hverken Løkken eller Rømø (Gud ske lov for det), og der er ikke så meget man kan tage sig til, hvis man er typen, der skal underholdes. Man kan naturligvis gå en "strøgtur" på Byvejen. Der ligger Mandø Brugs og her i sommerferien var der også en ganske udmærket pølsevogn.

Hovedgaden
Der er så også Mandø Landhandel med lokale specialiteter, men hvis man er typen, der gerne vil ud at ose i shoppingcentre eller på disko-dasko, så skal man ikke vælge Mandø som rejsemål

Mandø er sagen, hvis du spørger mit trekløver
Kun en enkelt dag var vi ude at lege lidt turister. Vi kørte en tur ind til Ribe, hvor vi fik en lækker is. Det var en virkelig hot dag med over 25 grader.

Man kan altid spise en is
Så besøgte vi Ribe Domkirke. Drengene ville gerne op i tårnet og kigge ud over byen.

Ribe Domkirke
Sigtbarheden var fantastisk, så det var da en rigtig god idé. Så afsted det gik med 248 trin op og 248 trin ned igen. Det var en frisk tur, og udsigten var formidabel.

Udsigt mod vest
Veninde-selfie fra tårnets top
Måske skulle vi have haft lidt mere styr på tidevandstabellen inden vi satte kursen mod Mandø igen. Da vi kom til Låningsvejen var vandstanden for høj til, at jeg ville køre.

Det kan godt være svært at se det, men her er en vej

Så vi måtte lige holde og vente i en times tid på vejen. Drengene hygge i vej-/vandkanten.

Silas og Oliver hygger i ventetiden
Nede i vores lille lomme på pladsen var vi op til ca 30 hunde fordelt på de 6 campingvogne. Når vi gik formiddagstur ud på vandet, så havde vi alle hundene med, og de løb løs sammen allesammen.

På vej på luftetur på vandet
Der var ikke optræk til noget som helst mellem dem, og det er helt fantastisk som sådan en flok, hvor en del af hundene faktisk ikke kender hinanden, men alle er vant til at leve i deres egen flok, bare kan løbe løs sammen i 1½ time. Især også fordi hundene er ret forskellige og har forskellige agendaer og måder at lege/udforske på på sådan tur

Sådan ser der ud, når man går langt ud på vandet og kigger sig tilbage mod Mandø

"En tur på vandet" består af, at man går ud i vandet (typisk) ved lavvande og 1-2 km ud i vandet, til man kommer ud til sejlrenden. Ved lavvande går vandet sjældent så højt, at det dækker ret meget mere end tæerne. Ude i sejlrenden som er ca 20 meter bred er vandet vel op til ca 150 cm dyb, når der er lavvande.

What´s not to like
Det er perfekt badevand. Friskt og klart vand, og temperaturen er fantastisk. Det er faktisk helt middelhavsagtigt og total undervurderet. Det er i sig selv noget ganske særligt at gå der på vadehavsbunden og følge livet på havbunden og skønt at kunne bade i det lækre vand uden at skulle dele oplevelsen med en masse mennesker på en fyldt badestrand. Når man kan have 30 hunde løbende løs omkring sig, så siger det lige som sig selv, at der er højt til loftet og langt mellem menneskerne.

Fri badning
Den ene dag, hvor vi var ude at svømme i sejlrenden var det højvande, og turen derud var lidt hård, fordi vi gik de 1-2 km i vand til knæene/lår. Der var masser af sol. Vi var så heldige at have 5-6 rigtig varme sommerdage på Mandø, og så er det bare ekstra lækkert med en dukkert.

Vi bader langt ude på vandet i sejlrenden
Jeg er ikke så god til solen, og da vi gik ud for at bade, så beholdt jeg mine solbriller på. Det er jo sådan set ikke noget problem at hyggeplaske lidt med et par solbriller på, og jeg syntes bare, at det var lidt svært at undvære dem i den time eller to, som sådan en tur tager. Men det var ikke en god ide at svømme over sejlrenden i højvande med solbrillerne på. Det var måske heller ikke den bedste idé uden solbriller på. For det var lidt en hård svømmetur (og måske ikke den mest kloge beslutning, men når man har svømmet ud, så må man også svømme tilbage... ), og jeg var nødt til at skifte lidt mellem brystsvømning og rygsvømning, og det er lige i skiftet mellem ryg og bryst "diciplinen", at jeg mærker mine solbriller famle efter mine ben under vandet. Grundet strømmen vælger jeg dog den meget kloge beslutning af lade mine solbriller få en cruise oplevelse i sejlrenden og vinker dermed farvel til et af mine kendetegn ved agilitybanerne.

Aftenen før havde jeg mistet min lige så legendariske hat. Dog ikke under en svømmetur, men pist væk og borte lige pludselig helt væk. Jeg har mange hatte, som jeg kunne bruge til div. udendørsaktiviteter. Men den nu forliste hat var min foretrukne. Jeg bruger ikke hat, fordi jeg tænker, at det er smart, men fordi mine ører slet ikke magter samvær med solen. De hæver op til dobbelt størrelse og besættes af små fine blærer.

Nyt udvalg :-)
Så vel hjemme fra Mandø må jeg erkende, at jeg næsten mistede min identitet på Mandø - og jo også næsten en hund. Jeg nøjedes dog heldigvis med hatten og brillen, men på den front har jeg allerede nogle (mere eller mindre gode) bud på ny "identitet" klar.

tirsdag den 2. august 2016

På med ja-hatten

Hjemvendt fra EO i agility dukker der div indlæg og kommentarer op på Facebook om, hvad det er vi mangler i dansk agility for at få samme klasse, som nogle af de andre førende nationer.

Jeg er enig i, at vi i DK har mangler, hvis vi skal nå de andres niveau. Der kan være rigtig mange grunde til, at vi ikke er samme sted. Sporten har udviklet sig meget gennem de sidste 5 år, og det kræver nok i dag noget andet at være med helt til tops internationalt end det gjorde for 10-15 år siden. Selvom vi ikke alle går efter at blive verdensmestre, så må man gerne tænke nyt og være åben.

Nogle af de store agilitynavne i verden lever jo mere eller mindre af deres sport i form af undervisning. Nogle lever 100% af agility. De arbejder med agility hele tiden, og ikke som vi danskere, der har et almindeligt civilt liv, og (måske kun hygge-) træner ved siden af. Hvis vi skal ændre på den del, så skal vi ændre på nogle ret store og væsentlige ting i folks liv, så det lader vi lige ligge, for jeg synes måske, at der ting, som vi ret hurtigt kan ændre, alene ved vores indstilling.

Ofte til banegennemgangene hører man mange kommentarer til banen, og det er jo ofte halv negative kommentarer som er sagt mere eller mindre i spøg, men nogen af dem er også sagt i frustration og en lille portion vrede. Det kan være situationer, hvor man ikke kan hjælpe sin hund med det, som den har svært ved. Er det så ikke fordi der er noget, som man skal hjem og træne på? Vi bør vel huske, at vi skal træne det, som vi har svært ved, i stedet for at træne de ting, som vi godt kan. Ellers er det svært at udvikle sig som ekvipage.

Vi bør som hundeførere være lidt mere åbne overfor dommernes baner (med mindre de udgør en sikkerhedsrisiko) og lade os udfordre i stedet for hele tiden at være så fokuseret på, at vi skal være fejlfrie. Ofte er banerne langt bedre at løbe med hunden end det, som man forudser ved banegennemgangen. Men man ser ofte (jeg er ikke nødvendigvis selv nogen undtagelse herfor) at handleren overhandler eller forstyrrer sin hund på det eller de steder, hvor det bliver svært i stedet for at teste om hunden faktisk KAN løse udfordringen. Det er bare så meget sjovere (og flottere) at komme igennem en bane med et lækkert flow i stedet for at bremse/løbe i vejen for hunden i håbet om at undgå fejl. Vi skal turde satse. Det er en af de ting, som jeg synes, at mange udlændinge er bedre til end vi generelt er i Danmark.

Vi er også vant til at vores stævner afholdes på mere eller mindre afsides klubarealer, hvor der stort set kun kommer deltagerne selv. Det er rigtig ærgerligt for sporten, for vi har en publikumsvenlig sport, og jeg tror også, at publikum er med til at gøre os bedre. De er med til at give en anden stemning. Det er også med til at give nogle andre forstyrrelser, og det er også som om agilityverdenen endelig ikke vil have forstyrrelser. Jeg synes, jeg har hørt mange undskyldninger eller bekymringer overfor forstyrrelser. Der grilles pølser og vindretningen er mod banerne, der er løbske tæver, der spilles bold bag teltene, der er en der belønner med pive-dyr, der sidder en og tager billeder, der blev talt i højttalerne, da vi skulle løbe osv.

Jeg har også oplevet, at Silas til et stævne gik bag teltene og legede med sæbebobler. Det skete, at enkelte sæbebobler fandt vej ind over teltene, da jeg så, at der var risiko for at sæbeboblerne faktisk kunne forstyrre på banen, gik jeg om og stoppede hans leg (til hans store skuffelse). Mine hunde ville helt sikkert ikke lade sig forstyrre af det, men jeg har f,eks også nogen gange høns gående frit mellem mine agilityforhindringer, når jeg træner, og mine hunde er ligeglad med div. forstyrrelser i min træning. Jeg tror ikke, at det er en god idé at pakke hundene og træningen (og til dels konkurrencerne) ind i vat og bobleplast og være så bange for forstyrrelser.

Hvis vi altid prøver at undgå alle former for forstyrrelser, så lærer vores hunde aldrig at arbejde med forstyrrelser, og jeg tror, at det kan blive svært at bede publikum om at lade kompressorhorn, trommer og kobjælder til VM. Og hvis vi er vant til at løbe med forskellige forstyrrelser, så vil forstyrrelser generelt heller ikke være et problem.

Det næste stævne, som Ribe Hundevenner skal afholde bliver afholdt i forbindelse med en Jagt og Naturmesse på Gram Slot. Jeg er ikke involveret i beslutning eller planlægning, men synes, at det er interessant at komme ud og løbe i fremmede omgivelser og være en del af et større arrangement. Jeg har også løbet agility i Givskud Zoo, Hjerl Hede og ved butikscentre. Det er anderledes, men det er vel også med til at udvikle os at komme væk fra vores små lukkede trænings-/klubarealer.

Mon ikke vi vil udvikle os selv og vores sport, hvis vi var lidt bedre til at tage ja-hatten på i stedet for at møde nye tiltag, baner osv med skepsis. Jeg vil lade det være en opfordring til mig selv og mine konkurrenter. Negativitet er så drænende. Positivitet giver så meget mere energi og overskud.

Over 80% af alle ens bekymringer bliver alligevel aldrig til "noget".

tirsdag den 26. juli 2016

Det var lidt for tæt på....

Fredag aften jagtede vi solnedgangen på Mandø for at få dette flotte skud. Der kunne jeg ikke vide, hvor uhyggelig tæt det var på at være det allersidste flotte billede af min skønne MicMic.

Foto: Sanne Ammitzbøll
(Grooming: Mona Pharsen)
Lørdag morgen fik jeg sådan en træls opvågning. Lyden af en hund, der brækker sig i campingvognen. Op af sengen sprang jeg, greb MicMic, der stod halvvejs inde under den nederste køje. Jeg var klar til at springe ud af vogn og fortelt med hende, da den lille bitte smule blufærdighed jeg har, fik mig til at tøve og kigge ned af mig selv. 

Nej. Det ville ikke være pænt gjort at stige ud i morgensolen til de andre i den mundering eller mangel på sammen. Kastede en T-shirt på og MicMic holdt tæt imens. Udenfor gik hun og bøvsede lidt mere, men det var nu ikke noget, som jeg tillagde noget særligt. Det hænder da af og til at en af mine hunde kaster op, og det her så hverken værre eller bedre ud end så mange andre gange, når en hund har kastet op (endnu i hvert fald).

Vi spiste morgenmad ude mellem alle vores campingvogne (vi var et "selskab på 6 campingvogne), mens hundene gik i deres indhegninger. MicMic havde lagt sig om i skyggen, og det var der jo ikke rigtig noget mærkeligt ved. Det var stegendes varm. Lørdag var en dag med over 25 grader på Mandø. Hun havde trukket sig helt op i hjørnet af indhegningen og krøllet sig sammen.

Mens alt vores morgenhalløj står på, bemærker jeg ikke nogen forværring ved hende og hun er faktisk også omme på forsiden af forteltet en enkelt gang, hvorefter jeg følger hende om til bagsiden igen, fordi der er mere svalt. Jeg bemærker ikke noget alarmerende. 

Da vi er færdige med morgenmaden er planen, at vi alle skal ud at bade med hundene. Min plan er i første omgang at tage med, men lade MicMic blive tilbage i "lejren". For mig at se, ligner hun bare en hund, der har kastet op. Det har jeg jo prøvet masser af gange før, og det plejer bare at være ovre efter et par gylp. Jeg når dog slet ikke så langt i mine planer. Jeg når vist dårligt nok at tage af bordet og bære det over i campingvognen. 

Da jeg igen går om til MicMic, så ligger hun bare og har det meget meget skidt. Hendes underkæbe hænger og forbenene er helt fuldstændig smurt ind i savl. Hendes gummer er blege. Hendes øjne er triste og trætte. Når det handler om mine egne dyr og nødstilfælde, så går jeg lidt i chok og kan stort set ikke rigtig foretage en fornuftig handling. Så er man glad for at være sammen med 10 andre hundetosser, der kan tage over for en. 

Sanne Ammitzbøll kastede sig over MicMic, tog temperatur, gav salt/sukkervand og gennede mig panderynkende afsted til dyrlæge. En anden tjekkede tidevandstabellen. Gudskelov var der lavvande, og man kunne køre til fastlandet. En tredje ringede til dyrlægen og varslede vores ankomst. En fjerde hoppede med i bilen. Køre bilen kunne jeg godt. Det må være noget, som jeg kan på rygraden. 

Men det at køre er nu ikke engang noget, som man skal tage for givet, når man nu står der på en vadehavsø, hvor tidevandet styrer ens handlemuligheder. Heldigvis var der lavvande, for ellers havde det virkelig været bad luck. Patienter hentes med helikopter i sådanne tilfælde. Men næppe hunde. Mon sygeforsikringen ville dække en ambulanceudrykning med helikopter? 

Vejen fra Mandø til Ribe er ikke lige frem velegnet til Formel 1 racerløb. Alene Låningsvejen, som er ca 6 km lang og består af en mere eller mindre "pyttet" grusvej med hastighedsbegrænsning på 25 km/t. Men kan kan "sagtens" køre 65-70 km/t på den, når der ikke lige er fodgængere, modkørende eller alt for løst grus. Det var ikke behageligt, men føltes nødvendigt. 

De 25 km til Ribeegnens Dyrlæger føltes bare som 75 km og naturligvis var omkørselsvejen ved Ribe By også ved at pakke til af ferietrafik. Sådan er det jo altid lørdag i sommerferien. Så hvorfor skulle denne dag være anderledes?

Dyrlægen undersøgte MicMic, som bestemt ikke havde fået det bedre på turen. Hun var rigtig slap. Efter et hurtigt tjek stod det klart, at MicMic var svært dehydreret og skulle have noget vædske. Dyrlægen ville starte med at tage en blodprøve og så give vædske. Men det med blodprøven skulle vise sig at blive noget af en opgave. Dyrlægen baksede og kunne ikke ramme. Jeg var efter et par missere simpelthen nødt til at spørge hende, om det var hende, der ikke var så heldig med at ramme eller det var MicMics tilstand? Pludselig kan jeg ikke se nogen vejrtrækning fra MicMic, men inden jeg panikker helt, ser jeg at hun stadig trækker vejret. Svagt, men hun trækker stadig vejret. Da jeg efter forløbet fortæller det til dyrlægen, siger hun, at også pludselig manglede vejrtrækningstegn. 

Jeg foreslår dyrlægen, at en anden kan prøve at ramme en vene. Hendes kollega bliver kaldt hen til os. Han bakser noget, men får dog ramt en vene, men siger så til sin kollega, at hun godt kunne glemme at få en blodprøve af den hund, for der er ikke noget tryk på blodet. Og nej jeg kan godt se, at der ikke kommer mere end en lille dråbe blod ud af det venekateter, som han møjsommeligt har fået lagt med store lupbriller på. 

Det står nu helt klart for mig, at det er meget skidt med min lille sheltiepige, og jeg bliver ret utålmodig. "Kan I ikke bare se at give hende noget vædske nu og så tage den blodprøve bagefter?" spørger jeg. Jeg er oprigtigt bange for, at hun skal dø i armene af mig. Mens dyrlæge 1 gør klar med drop og vædske, barberer Dyrlæge 2 MicMic på halsen og stikker en kanyle ind der, mens jeg forsøger at holde min meget slappe hund. MicMic gør intet for at holde sin krop og hænger bare slapt i mit greb, som jeg må flytte lidt på, da jeg ellers holder hele hendes vægt i mit greb rundt om hendes hoved. Dyrlægen trækker blodprøven ud i en engangssprøjte. MicMics system var ved at lukke godt og grundigt ned. Hun stinker rædselsfuldt, og det gør hun faktisk flere timer efter. En ubeskrivelig stank af mavesyre omgiver hende.

Hvor er hun bare skidt og afkræftet
Endelig får hun vædske. Hun bliver meget langsomt bedre, men jeg synes faktisk, at der går et par timer, før hun igen ligner en hund. Selv efter to timer er hendes poter stadig klamme og kolde. 

En halv time senere end billedet ovenfor.
Nu kan hovedet da løftes ved egen kraft
Efter 4 timer har hun fået 500 ml vædske i droppet og er klart i bedring, men hun har på intet tidspunkt taget initiativ til at rejse sig fra bordet, hvor hun har ligget stille i 4 timer. Hvis jeg rejser mig og går væk fra derfra (Jannie, som var sød at springe med i bilen, bliver selvfølgelig stående hos hende), så vender hun øjne og ører efter mig, men det er også det. 

Efter et par timer med vædskedrop
Efter 500 ml har hun fuld tank, og jeg bærer hende udenfor og sætter hende i græsset, hvor hun trisser efter mig. Indenfor havde hun vaklet rundt som en fuld. Rart at se, at hun er på benene igen, og hun får også tisset lidt. Efter et par minutter udenfor løfter jeg hende ind igen. Når man har løftet på hende, gylper hun stadig og hun har helt klart kvalme. Hun får kvalmestillende og dyrlægen beslutter at tage et røntgenbillede af mavesækken for at sikre sig, at der ikke ligger noget derinde. 

Der er ikke mere, de kan gøre for hende, og hun er også i bedring på de 4 timer, vi har været hos dyrlægen. 4 timer er lang tid at sidde og afvente og kigge på, at dråberne drypper fra dropposen. Det giver jo ikke hunden ro, hvis man sidder og rykker i hende hele tiden. Så lidt adspredelse skal man da have. Jeg fik da ryddet lidt op på min telefon i det mindste. Og det var dejligt, at Jannie var kørt med mig til selskab og assistance. Det er også altid rart, at have et par ekstra ører til at høre dyrlægens instrukser.

Vi kører tilbage til campingpladsen på Mandø. Det føles ikke, som om der er helt så langt fra Ribe til Mandø, som der var Mandø til Ribe og det til trods for, at jeg kører en del langsommere på turen tilbage. Som timerne går bliver MicMic mere og mere frisk. Til aften kaster hun sig frådende over det vådfoder, som jeg fik med fra dyrlægen. Jeg tilbyder hende lidt, og det bliver sørme i hende. Sådan småfodrer jeg hende over et par gange om aftenen, og til min store glæde holder hun det i sig. 

Lørdag aften - stadig noget mat
Søndag morgen kan hun både logre og "smile". Op af dagen kommer hun faktisk også med ud på en gåtur, da hun virker frisk og opmærksom. Hun er ganske livlig på gåturen og hopper og piber for at komme ned til stranden. Hun får dog ikke lov at komme i vandet, hvilket hun er ret utilfreds med. På hjemvejen slipper jeg hende løs hen af en sti, og hun og Fuji ryger afsted som to missiler. Det var svært at se, at hun var lige ved at dø fra mig et døgn inden. 

En glad og frisk MicMic på søndagens gåtur
Nu her tre dage efter er hun helt sig selv. Glad, fræk, madglad og springende op i favnen af mig. Utroligt så hurtigt en hund kan restituere. 

Hvad var det så lige, der gjorde hende så syg? Diagnosen var en forgiftning. Og det eneste "underlige" hun havde indtaget var lidt af en krabbe. Dvs 2-3 ben og en klo. Sidst vi var på Mandø spiste hun også en krabbe, men det skete der ikke noget ved. 

Sanne og Monas hunde spiser BUNKER af krabber på turene. De bliver aldrig syge. Og så nipper MicMic til en enkelt krabbe og er lige ved at dø?! Det var ikke fordi krabben var en halvrådden sag, der lå og kogte oppe på stranden. Den var spillevende og hang faktisk fat i hendes pote, da hun nysgerrigt "udforskede" den. Jeg forstår det ikke. Hvor uheldig kan man lige være? Reaktionen kom først 10-12 timer efter, men dyrlægen sagde, at det passede meget fint med en forgiftning af bakterier fra skalddyr. Der var ingen feber og hendes blodbillede og værdierne på organerne var fine. En smule forhøjet på leveren hvilket også passede fint med forgiftning.  

Nogen synes, at krabber er en delikatesse. Jeg ved ikke, hvad MicMic synes, men jeg synes det var et lidt for dyrt måltid til, at hun skal gentage det. Regningen lød på mere end kr. 4.000, men havde værst af alt også nær kostet mig en hund. Det står i hvert fald helt fast, at hvis vi havde været lidt hurtigere til at komme afsted til vandet efter morgenbordet, så var jeg kommet tilbage til en død hund. Det er ret uhyggeligt at tænke på, og hvad nu hvis, der havde været højvande og vejen til fastlandet havde været lukket af vand?

Men jeg slap med skrækken og kan forhåbentlig nyde godt af min søde lille humørbombe i mange år fremover.