fredag den 13. januar 2017

Tandlægeskræk

Det er i dag fredag d. 13. Det siger næsten sig selv, at det er dømt til at blive skidt dag, især når man har en tandlægeaftale stående i sin kalender.

Men faktisk startede dagen med, at jeg væltede noget besværet ud af min seng for at komme ind i stuen og snooze min mobil, der ligger trygt i stuen, for at jeg ikke bare stikker den en lige højre i søvne, når den larmer kl 06.03, for derefter at sove videre.

Onsdag morgen havde jeg det næsten på samme måde i ryggen og tænkte, at det nok var noget, som jeg bare kunne gå væk på tur med hundene. Men nej, det hjalp aldeles ikke noget med en frisk travetur. Så da jeg ankom til kontoret i Taastrup lignede jeg en, der var blevet støbt i en hjørnesofa.

Bedste arbejdsstilling var lænet/hængende ind over skrivebordet. Jeg kunne simpelthen ikke rette mig op og gik som en gammel krumrygget heks, der havde glemt sin stok. Heldigvis var det lykkedes mig at få en aftale med Niels Poulsen (M-Touch), som med "kærlig" behandling fik mig rettet ud, så jeg kunne stå og gå oprejst. Det var meget heldigt, for jeg havde en tøjpræsentation for 20 mennesker torsdag morgen. Så torsdag var min ryg/lænd heldigvis ok, men måske var støvler med høj hæl ikke det mest smarte at vimse rundt i, for i morges var det skidt igen.

Jeg var heldig at få en tid hos massøren kl 9, og jeg siger bare, at det gjorde sindsygt ondt. Jeg lå bare der og stønnede og klagede lidt, mens hun "gravede" i min balde. Mens jeg lå der og led, så tænkte jeg på det forestående tandlægebesøg, som jeg vidste i princippet ville gøre mindre ondt end massagen og nok også ville tage betydelig kortere tid. Jeg ville bare så meget hellere ligge to timer på briksen hos massøren end en halv time hos tandlægen. Massøren fik løsenet spændingerne, og så var jeg kørende igen.

Klokken 12.30 tjekkede jeg ind hos tandlægen, og jeg sad i venteværelset og ledte efter kræfter til at mande mig ordentlig op og tage det roligt. Jeg var velforberedt, og havde fundet musikken på Spotify og taget min øretelefoner med.

Efter en del år og mange mange gange med dårlige oplevelser, fandt vi for nogle år siden ud af, at den ordinære bedøvelse er lang tid om at virke hos mig. Det betyder faktisk, at tandlægerne ofte har "ordnet" tænder på mig uden, at jeg har været ordentligt bedøvet, og jeg er meget følsom i min mund, så det gør rent faktisk temmelig ondt. Jeg husker, at jeg hos skoletandplejen fik trukket nogle af de store mælketænder ud, og i dag tænker jeg da også på, om jeg overhovedet var ordenligt bedøvet dengang. Jeg har også fået lavet nogle fyldninger hos skoletandplejen, og jeg husker det kun som noget helt forfærdeligt, selvom jeg havde fået injektioner (som jo så tilsyneladende ikke nåede at virke, før det hele var overstået) og sågar lattergas.

Sidste gang jeg skulle have lavet en fyldning var for en måned siden (tandlægen havde så bare overset dette hul på røntgen, derfor måtte jeg nu desværre afsted igen nu). Faktisk var de to huller kommet, fordi jeg få to år siden fik lavet en fyldning i min bagerste tand, som resulterede i at der kom en lomme mellem de to bagerste tænder. Det betød, at jeg ofte kunne fiske kødstykker ud fra dette mellemrum, og min logiske sans kunne jo godt regne ud, at det på sigt ville resultere i et nyt hul (eller to). Tandlægen tilbød godt nok også at lave det om for 1½ år siden, men det kunne jeg ikke overskue. Det fortæller måske lidt om, hvordan jeg har det med tandlæger og fyldninger. Tanken om at hun igen skulle bore, kunne jeg slet ikke magte. Det har så i princippet kostet mig kr. 2.500 at udskyde det så længe.

Men da hun skulle lave fyldningen for 1 måned siden brugte hun en ny og stærkere bedøvelse, og den virkede hurtigt og var meget effektiv. Jeg kunne virkelig ikke mærke noget som helst, selvom jeg tidligere har kunnet mærke noget on/off og nærmest har ligget som på nåle med forventningen om, at der ville komme et jag et eller andet sted. Faktisk har jeg ofte ligget som en flitsbue med knuede hænder og flexede fødder.

Denne gang satte jeg mig i stolen og var rimelig afslappet. Jeg havde forinden også forsøgt at tale mig selv til ro med fornuft. At jeg skulle huske, at det faktisk slet ikke gjorde ondt sidste gang. At det ikke tog særlig lang tid. At jeg kunne "flygte" ind i min medbragte musik. At jeg i virkeligheden var en frygtelig kujontøs, når jeg tænkte på alle de ting, som Silas ofte står model til uden at beklage sig synderligt og så går jeg helt i spåner over et tandlægebesøg, når jeg nu er et voksent og rationelt menneske.

Tandlægen lagde samme slags bedøvelse som sidst, og jeg kunne straks mærke pulsen stige, og jeg kunne mærke hvert et hjerteslag, mens jeg lå der. Tandlægen gik ud, mens vi ventede på, at bedøvelsen skulle virke. Jeg fandt min Iphone frem for at starte musikken fra Spotify. Jeg bemærkede, at mine hænder rystede, så jeg næsten ikke kunne ramme de rigtige taster på skærmen. Men jeg fik da tændt for musikken. Det var Jean Michel-Jarres Equionox album, som skulle holde min hjerne beskæftiget med noget andet og overdøve lydene fra tandlægens instrumenter i min mund.

"Dejligt" udsigt fra stolen
 Da bedøvelsen virkede gik hun igang, og jeg arbejdede seriøst med at slappe af, og bemærkede, at mine fødder faktisk var afslappede og mine hænder heller ikke så sammenkrammede. Det gjorde ikke det mindste ondt, og jeg fokuserede på musikken (Jean Michel-Jarres album har det med at hvirvle mine tanker væk) og lukkede alt andet ud. Jeg forsøgte, at forestille mig, at tænderne og tandlægen ikke havde noget med mig at gøre. Mentalt gik jeg ligesom væk og lod dem gøre deres arbejde. Det virkede faktisk over al forventning, og tandlægen kunne gøre borearbejdet færdigt, uden at jeg måtte afbryde det (som jeg egentlig plejer at gøre 4-5 gange), fordi jeg ikke magter mere.

Musik i ørerne
Da det hele var overstået og fyldningen slebet til, kunne jeg stige ud af stolen igen og bare være glad for at være kommet på den anden side af denne begivenhed. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal få mig selv til at holde op med at køre op over tandlægebesøg og fyldninger i sær. Selvom der ofte kan gå 5 år mellem en fyldning, så hader jeg det bare så ubeskriveligt, og nu har jeg endda oplevet et par gange, at det slet slet ikke gør ondt. Så jeg håber, at der går mange år, før jeg skal bores i igen.

Resten af fredag d. 13. har heldigvis været ret ukompliceret.

søndag den 8. januar 2017

Året der gik - 2016

2016. Endnu et år fløj afsted. Men sådan er det med tiden, når man er i godt selskab og gør ting, som kan godt lide.

Når vi går ind i et nyt år, så kigger jeg mig altid tilbage her på bloggen og kigger på, hvad året har bragt mig, min familie, mine hunde og alt det, som er mit liv. Og når jeg sammenholder diverse aktiviteter, så synes jeg faktisk, at det balancerer rimeligt. Jeg synes i det hele taget, at balance er en kunst, når man som jeg har en sport, der tager så meget tid både i træning og stævner. For det er vigtigt for mig, at jeg også har tid og oplevelser sammen med familien.

Foto: Morten Kanne-Hansen
Jeg har dog registreret, at jeg en stor del af året har følt, at jeg konstant var et skridt eller to bagefter. Hængepartierne har stået i kø. Blandt andet har jeg taget en masse billeder gennem 2016, og jeg har ikke fået redigeret ret mange af dem. Det er både min nieces konfirmation i maj samt stævnebilleder, hvalpetræf m.m. Den væsentligste årsager til det er min perfektionisme. Jeg bliver aldrig tilfreds med de ting, som jeg laver og nurser om det for længe for at gøre det bedre. Det gælder mine billeder, mine blogindlæg for den sags skyld også samt nogle af mine arbejdsopgaver.

Min opsummering er primært lavet for min egen skyld, men andre må naturligvis også gerne læse med, men den får mig også til at stoppe op og tænke, og den får mig også til at tænke lidt over, hvad det kommende år skal gå med. Hvad skal jeg sammen med familien og hvad skal jeg "udrette" sammen med mine tre hunde i den kommende sæson. Jeg har naturligvis gjort mig nogle tanker og sat et par ting ind i 2017 kalenderen, men der er plads til meget mere, men det er jo heller ikke meningen, at hele året skal være booket op i løbet af januar.

Planlægning 2017
Januar:
Små begivenheder kan man efterfølgende have meget glæde af, og sådan var det også med januars største begivenhed. Min altid søde og hjælpsomme far kom forbi nogle dage og hjalp os med at få gjort klar til en ny brændeovn. Da vi flyttede ind stod der et stort gammelt skrummel, som ikke var til meget nytte og så var den ualmindelig grim. Vi fik ikke meget varme ud af den, men det tog os mange år at komme så langt, fordi vi først skulle bryde sådan en "fin" repos ned, som den gamle meget grimme ovn stod på, og så skulle der lægges fliser ud på vores meget skæve gulv. Nu nyder vi så endelig at have fået en brændeovn ind i stuen, som varmer ordentlig op uden at skulle bruge en rummeter træ om ugen (overdrivelse fremmer forståelsen)



Der blev også plads til at kursus med Jane Elene Christensen. Jane havde som altid lavet en interessant bane til kurset, som vi også endte med at kunne løse, selvom det kunne se håbløst ud på papiret.

Februar:
Tine og jeg fik røntgenfotograferet Fuji og Darwin på hofter, albuer og skuldre. Det er nu kun BlackJack i USA, der endnu ikke er hd-fotograferet, men de 4, som jeg kender status på, har fået A på hofter, 0 på albuer og OCD ikke påvist. Altså samme status som både deres mor og far.

Da vi alligevel var igang med at fotografere, så snuppede jeg også lige MicMic med. Hun fik fotograferet sine hofter, og de var også begge status A. Jeg har haft i overvejelserne at parre MicMic efter forespørgsel fra et par hanhundeejere, men jeg har også været meget i tvivl. Faktisk synes jeg, at det ser ud til at være relativ svært at komme af med sheltiehvalpe, og at flere hvalpe bliver hængende længe - eller altid. Jeg synes, jeg har oplevet flere, som indenfor de sidste par år, som ikke har kunnet afsætte deres hvalpe, og den situation kunne jeg ikke tænke mig at havne i.

Tre slappe hunde
MicMic har et fedt temperament, en enorm glæde og stor lyst til at arbejde. Og så er hun ikke et konstant gøende "spektakel". Hun er en lille humørbombe, og hun er altid glad. Hun har også et par minusser, men det er nok svært at finde en hund, der ikke har det. Men jeg har nu heller ikke anskaffet mig MicMic med avl for øje.

MicMic - min lille agilityhund (Foto: Tina Hindsgaul)
Marts:
Påskeferie. Vi startede med familiehygge med en tur til Fregatten Jylland og hyggetur i Ebeltoft by. Jeg var sjovt nok ikke god til at besøge disse skønne steder på Djursland i de 25 år, jeg boede deroppe.



Ebeltoft har mange charmerende og skæve gader og huse
Derefter var Henrik og jeg så heldige, at vi kunne stikke af på kærestetur til Frederikshavn, mens mine forældre passede hunde og Silas. Gavekortet på et hotelophold med middag var iøvrigt en julegave fra dem. Der er tid og nærvær til et andet samvær, når ikke der er en lille lyshåret dreng, der afbryder enhver samtale eller en hund, der puffer til en eller anden arm eller skal kaldes ind på gåturen. Jeg havde i skyndingen helt glemt denne tur, og derfor er jeg glad for lige at blive mindet om den på mit tilbageblik.

Udsigt fra Bangsbo mod nord og Frederikshavn By
I denne måned var jeg på endnu et agilitykursus med Jane Elene Christensen. Jeg synes, at jeg fik lært mange gode ting, som jeg ofte bruger på agilitybanen, og egentlig er jeg også blevet så begejstret for Janes undervisning, at jeg nogen gange køber en afbudsundervisningstime på Sjælland, hvis jeg kan kombinere det med, at det er en dag, hvor jeg alligevel er på job på derovre.

April:
Måneden startede nærmest med stævne på Vilhelmsborg. Cherie og jeg lavede en tur ud af det og kørte sammen derop og overnattede i en hytte ved Saksild Strand. Det blev en super hyggelig tur, og for mig var det også et helt fantastisk stævne rent resultatmæssigt. Ninja løb som en drøm, og MicMic leverede også fine, men mere usikre løb grundet manglende rutine.

På Silas´skole var der Rynkeby løb, og Silas fik en sponsorseddel med hjem, hvor hans personlige sponsorer kunne skrive på, hvad de ville bidrage med pr. omgang Silas tog til Rynkebyløbet. Jeg delte hans sponsorseddel på Facebook og så greb det ellers om sig. Silas endte med at have sponsorbetaling for ca. kr. 400 pr. omgang og det endte med at give i omegnen af 4.000 kroner til Rynkebyløbet. Faktisk var hans bidrag omkring 10% af skolens samlede bidrag. Det var lidt vildt, og jeg var stolt over min lille knægt og ikke mindst stolt over, alle dem som bakkede os op.

Så er de klar til afgang
I april var vi også en tur i Tivoli. Silas elsker forlystelsesparker, men hvilket barn gør ikke det. Vi havde en hyggelig, men også lidt kold tur.

familieportræt ved spejlene
Min jagt på at gøre Ninja til svensk agility- og springchampion satte ind i april, hvor Dorthe Johnsen og jeg kørte en tur til Kalmar og håbede, at vi kunne være heldige derovre. Det var vi desværre ikke, men vi havde en hyggelig tur og fik løbet nogle spændende baner.

Maj:
Måneden startede med en fantastisk forårsdag, og det var rigtig heldigt, for det var den dato, som min niece blev konfirmeret. Nadja blev konfirmeret i Kolind Kirke af samme præst, som konfirmerede mig og døbte Tobias. Det var hendes sidste hold konfirmander, før, og hun gik på pension. Dem fik hun sendt ind i de voksnes rækker med en god, nærværende og humoristisk prædiken. Festen blev holdt på Restaurant Stockfleth på Ebeltoft Havn, hvor Nadja fik besøg af Topper, som er den hest, som hun har part i på rideskolen.

Nadja og Topper
Mors dag er ikke noget, som vi går op i her i huset, men denne her mors dag kan jeg nok alligevel godt huske tilbage på. Det var nemlig en fantastisk dag, fordi Henrik havde sat sig for at forkæle mig, og jeg havde overladt dagen til hans planlægning (noget der ikke sker så tit).

Udsigtspunkt mod Kalvø - her spiste vi morgenmad
Han havde lavet den lækreste picnic brunch, og sammen kørte vi ud i det sønderjyske landskab, hvor vi alle tre spiste den lækre mad, inden vi gik en tur. Senere gik udflugten mere spontant til Als og sluttede med en lækker is på havnen i Sønderborg. Det var en rigtig hyggelig dag.

Is på havnen i Sønderborg
Mine forældre havde også guldbryllup i maj. Så vi fik rigtig set hinanden i familien i denne måned. Mine forældre gider ikke rigtig suppe, steg og is, så de havde i stedet inviteret børn, børnebørn og oldebørn i Tivoli Friheden i Aarhus. Fint alternativt til en fest, og der var også aktiviteter for enhver smag, selvom jeg jo syntes, at fokus forsvandt lidt fra guldbrudeparret.

Spisning i restauranten
Maj måned er også altid en meget stævneaktiv måned, og det blev der faktisk også plads til med både deltagelse i Maxi Zoo Cup i Viby og Kingsmoor Cup i Ribe Hundevenner. Det er altid hyggeligt med disse 3-dages stævner, hvor Silas og jeg bor i campingvogn på stævnepladsen. Silas hygger i campingvognen med Ipad, lave film og tegne og går sådan lidt til og fra stævneringene. Om aftenen plejer vi at hygge med at gå ture og måske spille spil, hvis energien er til det.

Aftentur til stævnet i Viby
Juni:
Fuji kommer på sit første agilitykursus, og jeg forventede intet særligt af hende, og det er jo i sig selv ikke svært at indfri. Men hun kunne bare så meget mere end "intet". Hun er generelt lidt hektisk, men arbejder godt, bruger hovedet og er lydhør, og jeg er vildt glad efter kurset med Sarah Lorentzen.

Fart er det bedste i verden iflg Fuji
I min jagt på svensk certifikat tog jeg en weekend til Sveland Cup i Hässleholm. Der var skarp konkurrence og spændende baner, og denne gang fik jeg sørme et springcertikat med hjem og en fin championtitel til Ninja. Vi kvalificerede os også til finalen, og det var i det hele taget en stor oplevelse at løbe deroppe. Det havde været fedt, hvis jeg kunne have delt den med andre danske udøvere, men jeg var taget derop helt alene, og søndag var jeg eneste dansker.

En smilende Ninja med sin roset-høst fra Sveland Cup
Måneden sluttede af med en tur til Mandø sammen med en flok hundevenner. Faktisk var der på et tidspunkt 36 hunde i det lille vænge, hvor vi boede. Det gav nu ikke anledning til uro. Faktisk var det Silas og hans gode ven Oliver, der var de mest larmende i det vænge - måske endda på hele den fredelige campingplads.

Mandøhygge - pandekager over bål
Juli:
Jeg blev så glad for Mandø, at jeg i sommerferien vendte tilbage og blev der i 10 dage - også sammen med en stor del af hundetosserne. Blandt disse dage var heldigvis også i den eneste uge af sommerferien, hvor vi havde seriøst sommervejr i Danmark. Vi nød de 24-28 grader ude på den lille Vadehavsø.

Total afslapning på campingpladsen

Fantastisk badeferie
Vi havde en fantastisk badeferie, hvor vi, når der var lavvande, gik ud i sejlrenden og tog en dukkert i det klareste og mest lækre vand. Vi havde alle hundene med, og der gik vi så ude på det lave vand med ca 30 hunde løs mellem hinanden. Det gik let og smertefrit uden konflikter mellem hundene, selvom mange af dem ikke kendte hinanden på forhånd.

Balsam for sjælen
Sådan en campingtur på Mandø er det mest afslappende, man kan forestille sig. Det er i sandhed bare det, som man i moderne dansk kalder "tøffetid". Ferien var dog tæt på at slutte meget trist, da jeg på en af feriens sidste dage mødte køre "udrykning" mod fastlandet med MicMic, som i løbet af få timer var blevet meget skidt tilpas.

Stakkels MicMic ved foden af regnbuebroen
Hun var tæt på at dø, sandsynligvis af en forgiftning forårsaget, af at hun havde spist lidt af en krabbe dagen før. Heldigvis fik dyrlægerne gang i hende igen, og hun var allerede dagen efter frisk som en havørn. Pyha!

På grund af et trist afbud fra en skadet ekvipage på holdet, så fik jeg tilbuddet om at tage til European Open i Frankrig. Jeg takkede ja og var så heldig at kunne køre sammen med Daniel Eichler derned. Det lykkedes faktisk at få bikset sådan en plan B sammen det sidste døgn før afgang. Så der var styr på kørsel og overnatning. Jeg husker turen i det franske som ret kold, arrangementet som uorganiseret, og underlaget som hårdt og ujævn. De gode resultater fra Danmark var der heller ikke mange af. Men alligevel var turen god og hyggelig sammen med de andre danskere.

Ninja og jeg er fotograferet på stævnepladsen ved EO
August:
MicMic var på agilitybanen virkelig vokset sammen med mig, og nu begyndte vi at kende hinanden og kunne løbe lidt mere sikkert sammen. MicMic og balancebommen havde været lidt uvenner i starten af sæsonen, men det så også ud til at virke nu. Jeg havde konsekvent sat hende tilbage på balancebommen, hvis hun forlod den uden en release, så vi havde mange diskvalifikationer på den konto.

MicMic elsker at give den gas og nu er hun klar igen
Til weekendstævnet i DCH Kolding var hun dog helt fantastisk og hun vandt faktisk begge åbne klasser, så jeg glædede mig rigtig meget til at løbe hendes sidste klasse på stævnet - agilityklasse 1. Desværre kommer hun til skade i en tunnel og laver en forstrækning af ledbåndet på indersiden af skulderen. Det betød så en lang pause til MicMic. Vi er først startet op med at lave lidt agility her efter jul.

Jeg havde arrangeret en dag for Ninjas hvalpe. Tine og Annmari kom ned til mig, og vi fik trænet lidt agility i haven og fik snakket og snakket. Om aftenen kørte vi over til Rikke ved active-dogs.dk for at prøve at hyrde. Det er superskønt at se hvalpene igen, og de er også altid glade for gensynet. Alle besidder et stort drive og stor lyst til at samarbejde med deres fører.

Ninja - Fuji - Darwin - Doody
Ingen af os har dog umiddelbart planer om at hyrde, men det var meget rart at se, om de kunne se ideen i det med fårene. Jeg har hyrdet et par gange siden, og har da også tænkt mig at skulle det i 2017, når nu der igen er lidt lyst om aftenen.


Fuji venter på adgang til o
DCH Varde var værter ved Jysk Mesterskab. Ninja blev Jysk Mester i 2015 og sørme om vi ikke også genvandt den titel i Varde. Det var et rigtig godt stævne, og jeg må se, om jeg ikke kan huske at putte det ind i stævnekalenderen i 2017.

Jysk Mester

September:
Nu var det så pludselig blevet sommer - hvert fald sommervejr. Det kunne ikke rigtig indfinde sig i sommerferien, bortset fra den uge, hvor vi var på Mandø, men helt usædvanligt, så var det sommer langt ind i september. Lækkert med 20-25 grader og badevandstemperaturer over 20 grader. Jeg gjorde det nærmest til en vane at have badetøjet i bilen, og jeg fik mig da også et par dukkerter på vejen hjem fra diverse møder. Som f.eks billedet herunder, hvor hundene og jeg bader i Assens medio september efter et møde.

Fuji og jeg bader ved Assens
September er også måneden, hvor agilitysæsonen afsluttes med DM, både i DCH og DKK. Ninja var i år kvalificeret til at deltage i dem begge, så jeg startede med at smutte til Roskilde for at løbe DKKs DM. Det individuelle kiksede helt for mig ved 11. forhindring i springløbet, hvor Ninja smuttede i det forkerte tunnelhul. Så var det lige som slut med chancerne for at gøre sig gældende individuelt.

Klar til morgenskål til DM - skål i Cocio
Jeg løb i år også med på hold, da DAW-holdet havde inviteret mig med på deres hold. Vi havde faktisk en rimelig fin placering efter springløbet, som godt kunne have givet os en podieplads, men vi kiksede desværre ag-løbet, så det blev der ikke noget af. Søndagen regnede nærmest væk, og jeg valgte at trække Ninja fra det individuelle løb. Jeg så ingen grund til at løbe på det smattede og glatte underlag. Nogen gange er jeg bare lidt pylret, men jeg havde heller ikke "noget" at løbe for, så hvorfor skulle jeg dog?! Selvom det silede ned søndag, så var der faktisk pænt med tilskuere ude fra weekenden igennem. DM blev holdt sammen med Hestens Dag, og jeg synes det var fedt, at et DM var placeret, så det var synligt, fremfor på en eller anden ensom og afsides sportsplads.

DM ringen med tilskuer-hjørnet
DCHs DM blev afviklet i Næstved, så vi fik en tur mere til Sjælland. Det var også et hyggeligt DM, hvor man gør meget ud af højtideligheden med indmarch, fælles præmieoverrækkelse og udmarch. Nogen gange kan jeg godt synes, at det er en lidt langtrukken affære, men uanset hvad så hyggede jeg mig, også selvom jeg ikke fik en podieplads med hjem fra Næstved.

Mellem de to DM´er deltog hele familien i Stafet for Livet i Haderslev. Smukke omgivelser og Verdens største udendørs-stafet. Det er hyggeligt og en dejlig måde at opleve byen på. Naturligvis også en skøn måde at være sammen på, bevæge sig, være nærværende og støtte et godt formål. Se når alle fighterne slipper ballonerne løs ved åbning på den korte video herunder.

video


Oktober:
Denne måned er total overskygget af vores helt igennem fantastiske tur til USA. Der går nærmest ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på turen og vores oplevelser sammen. Vi var ialt i 4 stater. og vi så nogle af de "største" ting i den vestlige del af USA, og ingen af os føler, at vi blev "færdige", men sådan en tur kræver jo en masse ferie og samtidig også en masse penge, men vi skal tilbage. Det er vi enige om.

Familiebillede i Yosemite Nationalpark
Vi havde bare en skøn skøn ferie sammen, hvor vi både fik set en masse, og jeg fik lejlighed til at besøge den hvalp, som jeg for to år siden solgte til Nick i Californien. Dengang lærte jeg også mange andre at kende derovre, og det var så hyggeligt at gense dem. Jeg vil ikke skrive mere om USA turen her i mit tilbageblik, for jeg mangler stadig et par blogindlæg fra turen, og det er for svært at fatte sig i korthed om den tur.

November:
Vi brugte vist mest denne måned på at forsøge at finde os selv. Dog havde Henrik og jeg også fornøjelsen af et par kulturelle oplevelser i denne måned.

Blandt andet var vi inde og se Fredericia Teaters opsætning af Klokkeren fra Notre Dame. Det var virkelig en fantastisk opsætning. Jeg var så vild med scenen, lyset og lyden. Jeg har aldrig oplevet noget så gennemført. Der var ingen irriterende sceneskift, hvor folk skubbede rundt med kulisserne, mens der stod et par skuespillere og underholdte i den ene side af scenen for at sløre det igangværende sceneskifte.

Men vi var også meget imponeret af den forestilling, som Den Nye Friskole opførte efter at have arbejdet med den i små to uger. De havde arbejdet helt fra scratch, og eleverne havde skrevet stykket (med voksenhjælp naturligvis), og det var virkelig godt.

Da de for to år siden også skulle lave teater var det meget tydeligt, at Silas ikke var så pjattet med at skulle stå på scenen, og han endte også med ikke at komme på scenen dengang, så jeg syntes det var lidt øv at komme hjem fra USA (det gav jo lidt fagligt fravær, men så til gengæld så meget andet til ham) og så starte to uger med musical op.

En rå Silas med læderjakke - nr. 2 fra venstre
Men Silas udvikler sig heldigvis også, og han endte faktisk med at gå op rigtig meget i det, og han spillede så fint på scenen og dansede med i sit stykke (han hader sang og dans). Det er virkelig store fremskridt for ham, og det var Henrik og jeg rigtig glade for at se. Silas afkrævede os da også svar på, hvilken forestilling, vi syntes var den bedste. Friskolens stykke eller Klokkeren fra Notre Dame?

November og december var også præget af hyppige besøg på Skejby Sygehus, fordi Silas skulle deltage i et forskningsprojekt. Det var opslidende for både Silas og mig. Silas var virkelig bange og ked af blodprøver og sug flere gange i træk. Det sled selvfølgelig også i mig at mærke hans utryghed, og jeg gjorde mit bedste for at gøre oplevelsen så smertefri og let som mulig, og ellers forholde mig stille og roligt omkring, hvad der skulle ske. Jeg brugte meget tid på at forklare og også på at finde ud af, hvad vi (teamet på Skejby og jeg) kunne gøre for at hjælpe ham. Nu er projektet overstået, og vi er på den anden ende. Hvad Silas ikke ved er, at han i januars kontrolbesøg også skal have taget en blodprøve, fordi hans levertal har været forhøjede, og det vil de gerne følge op på. Jeg venter med at fortælle ham det, indtil vi har fået indkaldelsen, så han ikke bruger flere uger på at køre op over det.

December:
Min mor havde rund fødselsdag i starten af december og havde inviteret børn, børnebørn og oldebørn til middag hjemme hos dem selv. Vi fik super lækker mad fra Auning Kro, og det var så fantastisk dejligt at være hjemme frem for på en kro eller et andet spisested, for her kunne ungerne lege og hygge sig sammen uden at skulle sidde bænket til bordet, mens vi voksne kunne blive siddende og snakke, spise og hygge sammen.

Lækker lagkage fra bageren kunne frembringe appetit hos Silas
- han tog nu også godt for sig af dyreryggen til hovedretten.
Ellers er december jo også jul. Vi holdt en helt tradtionel jul, som i min barndom hjemme hos mine forældre. Vi var 8 juleaften, og vi fik risengrød med mandel i til forret. Det var helt, som dengang jeg var barn - som dengang fik jeg heller ikke mandelgaven.

Risengrød - som i min barndom
Bagefter fik vi andesteg, flæskesteg, medisterpølse og brune, hvide og franske kartofler. Ja der manglede ikke noget. Vi havde god tid til at sidde og hygge os, for der var ingen små børn, som skulle tidligt i seng.

Silas tegner, mens vi venter
 Juletræet var nærmest klodset op på julegaver, og jeg synes ellers ikke, at vi giver mange julegaver, men f.eks Tobias høstede mange gaver, da han lige har fået sin helt egen lejlighed i Herning.

Juletræet med sin pynt, venter på vi får begyndt...

Tobias fik et hav af pakker
Julegaverne blev uddelt en for en, hver gang, der blev slået en 6´er med terningen. Silas læste op fra gavemærkerne og uddelte gaverne, som blev pakket op til skue for alle os andre, inden vi gik videre til den næste pakke.

Hundene er ikke velkomne på parketgulvet,
så de må nøjes med at opleve juleaften fra den anden stue

Hvis man nærmer sig gulvtæppet så overfaldes man af hunde,
der ved, at de ikke må sætte poterne på parketgulvet
Ingen hastværk med gaverne, og alle gaver fik opmærksomhed. Klokken blev også mange, inden vi kastede os over kaffe/the og konfekt.

Juleslik
Ellers brugte vi mest vores juleferie på at slappe af og ikke lave ret mange ting. Vi har sovet længe og puslet lidt omkring, men ikke udrettet nogle store ting og projekter, som jeg måske godt kunne have tænkt mig, men vi trængte til at slappe af i stedet.

Nytårsaften havde vi besøg af gode venner og fik god mad og hyggede os. Heldigvis er mine hunde ligeglad med fyrværkeriet, og der bliver da fyret af herude, men det er ikke så slemt. Men jeg vil alligevel ikke lade mine hunde være alene hjemme sådan en aften, og vi har også bare den holdning, at god mad og en stille aften er fin for os.

Godt nytår til alle mine læsere, og jeg håber vi ses på bloggen eller ude i virkeligheden.

onsdag den 28. december 2016

USA - del 2 (Grand Canyon, Zion, Yosemite)

Roadtrip (Dag 5-6-7-8-9-10)
Nu hvor vi havde 18 dage i USA, så havde vi tænkt os, at vi ville bevæge os lidt længere væk end bare lige San Francisco og Monterey, og først tænkte vi, at Yosemite ville være et passende udflugtsmål. Vi tænkte først på et par overnatninger i Yosemite, men så kom jeg til at putte Grand Canyon ind på Google maps´ kørselsvejledning, og så var der jo "slet ikke så langt" fra Yosemite og derhen (ironi kan forekomme). Vel nærmest som hjemmefra og til Prag. Vi "smagte" lidt på det, og så tænkte vi, at også lige så godt kunne tage det med. Nå ja. Vi var jo alligevel på tur, ikk?! Og hvis man spurgte folk, der har oplevet Grand Canyon, så ville superlativerne ingen ende tage, så hvem  kan sige nej til den mulighed?

Vores oprindelige plan var at starte ud i Yosemite og køre gennem Tioga passet ud videre østpå mod Grand Canyon, Zion og Bryce Canyon. Men pga de usædvanlig store mængder nedbør i ugen op til vores roadtrip, var Tioga passet lukket pga sne, så vi besluttede i stedet at starte med at køre mod sydøst mod Grand Canyon og håbe, at Tioga passet ville åbne igen i mellemtiden. Hvis ikke vi kunne komme gennem Tioga passet på hjemvejen ville turen tilbage vestpå nemlig blive lang og noget nær uoverskuelig træls. Men men ud fra devisen om, at 80% af alle ens bekymringer alligevel aldrig bliver til noget, så bekymrede vi os ikke så meget om, ad hvilken vej vi ellers skulle komme frem til Yosemite, hvis Tioga passet fortsat ville være lukket, når vi skulle retur. Tioga-passet er nærmest en "smutvej", i hvert fald hvis man ser på kortet, om det så helt var samme oplevelse af ordet "smutvej", når man kører den, det kan vi måske diskutere. 


Vi provianterer til turen  - hvad med en "lille" sandwich?

Silas tanker bilen, og så er vi klar til turen
Med gode råd fra vores venner, så startede vi ud fra San Jose, da den værste myldretid var overstået og begav os sydøstover. Vi havde et kort stop ved Los Banos, som ligger i det store hvidløgsområde. Ja, der kunne man faktisk købe hvidløgsis. Mon der er nogen, der køber den slags. Det lyder i hvert fald ikke særlig lækkert, men i det område virker det også til, at de putter hvidløg i alt. Værre end når vi i Danmark skal putte lakrids i alt til indvortes brug. 


Var det noget med en hvidløgsis?
Snart begyndte de lidt smukkere landskaber at åbne sig for os, og vi kørte lidt grønnere områder med agerbrug, hvor det virkede som, at agerbruget skulle forsvare, at mad, der "gror" er sundt. Sikkert et forsvar, fordi det at drive agerbrug i disse områder også er forbundet med et stort forbrug af vand, og vand er en mangelvare i Californien. Faktisk står der restauranterne flere steder, at de kun serverer en kande vand, hvis man spørger efter den. Underforstået at man tidligere bare satte en kande vand på bordet, uanset om kunden havde lyst til en kande vand eller ej. 

Derefter kørte op og ned af bjerge. Ikke de store stigninger, men nok til at få en smuk variation i landskabet. Vi stoppede. Jeg var nødt til at stå ud og tage nogle billeder af det smukke landskab. Så jeg greb kameraet bag i bilen og løb lidt ned af en skrænt og nød udsigten og knipsede lidt. 


Jeg måtte bare lige knipse et par billeder. 



Da jeg skulle tilbage, stod Henrik på bakketoppen og bad mig finde en anden vej tilbage til bilen. 20-30 cm fra stien, hvor jeg frejdigt havde hoppet rundt lå en klapperslange gemt i det visne græs. Jeg havde sikkert aldrig selv fået øje på den, men måske havde jeg fået hilst på den, når jeg skulle tilbage og skulle kravle op af den lille bakke og måske lige skulle hejse mig op ved den sten, som slangen lå nedenfor..... Vi havde ikke lige indregnet et klapperslangebid i vores rejseplaner, så jeg gik en anden vej tilbage til bilen. 


Godt gemt i det visne græs lå klapperslangen

Vores trip var i princippet ret løst tilrettelagt. F.eks havde vi ikke booket overnatning et eneste sted, så vi fandt bare et sted med Wifi, når vi skulle have aftensmad eller eftermiddagspause, og så forholdt vi os til, hvor langt vi gad at køre og kiggede derefter på overnatning ud fra det. Det er nok en rejseform, der bedst lader sig gøre, når man rejser udenfor højsæsonen. Vi tjekkede bare bedømmelserne på booking.com og valgte bare et sted med over 7 (10 er højeste bedømmelse), når vi skulle booke. Vi kom alligevel altid så sent, at vi kun skulle sove og ikke bruge hotellet til andet. Vi var enige om, at vi ikke gad at stresse, og hvis vi ville stoppe og kigge på noget, så skulle der også være plads til det. 

Vores første nat på dette roadtrip blev i Barstow. Ikke den mest charmerende by, men ligegyldigt, når man kommer dumpende kl 23 og bare er træt. Det var helt sikkert et trafikalt knudepunkt idet to store freeways mødtes i Barstow, og så var der tilmed jernbanegodstransport, der også var temmelig overvældende. Vi talte vogntog med over 130 vogne. Disse lange vogntog fyldte godt i western landskabet, når man kørte til og fra Barstow. Det var ret fascinerende på en eller anden måde.


Disse vogntog var pga deres længde umulige at have på et billede

Der var allerede her begyndt at blive langt mellem byerne. Men stadig intet i forhold til, hvad vi efterfølgende skulle opleve. På roadtrippets første dag tilbagelagde vi ca 600 km, og det var ikke svært at falde i søvn. 


Henrik og Silas udenfor Barstow Inn, hvor vi overnattede
Bemærk at udhænget på taget er designet efter kaktussen
Vi havde læst, at der var et Route 66 Museum i Barstow, og vi tænkte, at vi ville starte dagen med det.  Men pga den lidt løse planlægning, havde vi faktisk ikke styr på, at de kun havde åbent fredag-søndag. Så det nyttede jo ikke så meget på en tirsdag. Nå men vi havde da læst om en ghost-town "Calico", som lå oppe i bjergene, så det blev dagens første reelle udflugtsmål.

Vi kørte igennem et ørkenlandskab op mod bjergene, og det var her det gik op for mig, at jeg efter denne ferie vil se helt anderledes på en westernfilm. Et er at se en flok indianere ride ud i landskabet, men faktum er bare, at det ikke bare er en kulisse, der stopper på den anden side af bjerget. Og sådan bliver det ved i hundredevis af miles. Det er sådan noget, som er svært at fatte, hvis man ikke lige har stået der selv og skuet ud over det uendelig landskab. 


Panorama ved pitstop før Calico
Henrik fandt dagens slange - heldigvis bare en cykelslange
Byen var en forladt sølvgraverby, som var blevet lidt peppet op til turisme. Der var opført nogle nyere og måske identiske bygninger, hvor der var udstillinger og butikker. Faktisk en hel butik med luxus cookies til hunde. Øhh, jeg var ikke helt med på hvorfor. Der var dog hverken Benn&Jerrys eller Burger King, så helt galt var det da ikke gået. 


Slemme børn kommer i fængsel

Byens rådhus
Bagved "strøget" i byen lå nogle af de oprindelige boliger. Det var nogle kummerlige huller i bjergene, hvor man nok lige kunne krølle sig sammen og sove. Så kunne man leve der og håbe, at man ville finde en masse sølv. Byen havde engang haft en anseelig størrelse, men de tider var lidt som passeret. På byens rådhus kunne man se et opslag med indbyggertallets udvikling/afvikling. I 1881 boede der 40 i byen. På blot 6 år var det steget til 1200 indbyggere. I 1981 boede der sølle 15 indbyggere i Calico, og det lignede ikke en by i vækst. 

Et par små "lækre" hytter

Inde i små huler i bjergene havde sølvgraverne boet
Hulen her er få meter dyb
Silas leger sherif i Calico
Efter et par timer i Calico trillede vi videre på vejen til næste store udflugstmål, Grand Canyon. Efter noget tid kørte vi af den lidt stressende (men også langt mere effektive) freeway for at køre på den legendarisk Route 66. 




Henrik havde læst om nogle syresøer, som lå langs Route 66, så vi kørte med håbet om at få det at se. Vi tænkte, at vi måske kunne hygge med at spise vores frokost i en af de byer langs Route 66, som vi kunne se på vores kort. Så det var ret sparsomt, hvad vi havde af mad i bilen, men kiks, saltkringler, vand, juice og den slags, havde vi da. Det var meget godt, at vi havde lidt proviant med selv, for Route 66 var ikke indbydende til gastronomi. 

Vi så kun to spisesteder på turen. Det første (Bagdad Café) var så tidligt, at vi da tænkte, at der kom flere, og det var for tidligt at spise frokost. Det sidste spisested var så langt fra alt, og der var så øde, at vi sikkert ville være ugens (eneste) gæster, og mit bud på dagens ret ville være en optøet cowboytoast tilberedt i sådan en lille metal grillovn, som jeg husker fra min tid på ungdomsskolen. Det var ikke altid at bøffen var blevet helt varm, så nej tak, med det i min erindring, så var det slet ikke nødvendigt, at "kikke ind". 


Der var dog et enkelt sted eller to med lidt "liv" på den strækning af Route 66
På kortet var der byer, men når vi kom dertil var der ikke andet end 5 huse, en nedlagt tankstation og en måske pænt stor forladt skolebygning. Jeg undrer mig stadig over, hvor de antageligt mange elever til disse skole var kommet fra, da skolen var åben. Nu var det bare indhegnede spøgelsesskoler og ikke skyggen af huse, hvor så mange børn kunne have boet. 


Engang en skole
Vi kørte vel omkring 100 km på den tidligere hovedrute mellem Santa Fe og Los Angeles. Nu var vejen ret misligeholdt og var en støvet oplevelse. Det tog os en del timer at køre de 100 km. Dels fordi vi ikke kunne køre vildt stærkt på vejen, men også fordi vi gjorde nogle stop og kiggede os omkring på den øde vej. Vi mødte vel max 25 biler på ruten mellem Ludlow og Essex. 


Støvet vej, afkørt slidbane, lukket tank/restaurant.
Typisk denne del af Route 66
På vores tur på Route 66 fandt vi ikke syresøerne, men vi fandt i stedet en vulkan. Det var rigeligt varmt i forvejen, og vi trængte nok mest af alt til at få lidt frokost. Vi trængte i hvert fald ikke til den 1½ times tur, som der stod på skiltet, at der var hen til vulkanen. Det lignede ved første øjekast et mål man kunne nå på en halv time, men vi var dog ikke så dumdristige, at vi ville udfordre det. 

Et kig mod vulkanen. Kan det virkelig tage 1½ time at gå derhen?!
 I stedet indtog vi lidt kiks og vand fra "depotet" i bilen, og sparkede lidt rundt i lavastenen, inden vi trillede videre af Route 66. 


Endnu et forladt sted
Den vej hang mig efterhånden langt ud af halsen, men det var jo ikke lige sådan, at der ude i ørkenen er korsveje alle vegne, så man kunne dreje af og komme ud i civilisationen igen. Det var bare med at køre derudaf. Vejen var ikke en superkvalitet, så man fik nogle gange en rystetur. 


Route 66 er jo ikke mere en hovedfærdselsåre - og vejen er noget ujævn (mildt sagt)
Da vi endelig kørte fra vejen og kom op i civilisationen igen, så gik det noget mere tjept med at komme afsted. Silas mente i øvrigt, at dagens rute mest af alt havde mindet om en sandkasse, og det kunne han jo godt have ret i. 

Med aftensmad på en kinesisk restaurant på vores vej og lidt Wifi, så fandt vi også overnatning på booking.com, så det passede med, at vi kunne stå og se solopgangen i Grand Canyon. 

Jeg fik bestilt en utrolig lækker ret på denne kinesiske restaurant, hvorimod Henrik var lige mere skuffet, da kineserne ikke var så skarpe til "særbestillinger" (som Silas næsten altid skal have), og Silas og Henrik endte med at dele en stor portion kogte hvide ris og skiver af kyllingebryst, der var ovnstegt. Heldigt at portionerne var så store, at Henrik også kunne spise af min meget lækre ret. 

Vi fandt indlogering 45-60 minutter fra Grand Canyon i byen Williams. Igen blev det ret sent, før vi fik tjekket ind efter at have tilbagelagt omkring 750 km denne dag. Klokken var i hvert fald over 22. Silas holdt tappert ud, og på vores USA tur sov han stort set aldrig i bilen. Han så ikke film og brugte stort set ikke Ipad, så han var henlagt til at nyde det samme som os andre. Nemlig landskaberne og turen sammen. Det klarede han fantastisk flot. 

Vi tjekkede lidt flere detaljer om Grand Canyon ud, og konstaterede, at hvis vi skulle have solopgangen med deroppe fra, så skulle vi op kl 04, så det var bare med at skynde sig at få lidt søvn.


Silas (og Theo bamserne) faldt hurtigt i søvn
Puha det var drøjt at komme så tidligt op. Stakkels Silas var også bare dødtræt, men det her måtte vi bare ikke misse. Udenfor var det et par graders frost i anledning af, at vi var kommet noget op i højderne. Heldigvis havde jeg lyttet til gode råd, før vi tog hjemmefra fra andre, der havde også havde prøvet at nyde solopgangen over Grand Canyon og havde pakket ekstra trøjer, huer og handsker. 


Det var drønkoldt ved Grand Canyon ved solopgang
Jeg ved ikke helt, hvor tosset vi skulle have kørt, hvis vi skulle have klaret turen på 45 minutter, men vi kørte heldigvis fra hotellet i god tid, og var der ca 10 minutter før solopgang. Nogen steder på nettet anbefaler man, at man kommer 90 minutter før solopgang. Det havde godt nok været en meget kold og meget mørk oplevelse, hvis vi havde fulgt den anbefaling. 

Jeg var spændt på, om Grand Canyon nu også var så storslået et syn, som jeg var blevet fortalt af andre, som har oplevet det. Så uden helt at have forholdt mig til, hvordan det helt præcis ville se ud (ja, jeg har naturligvis set billeder og videoer derfra), så må jeg sige, at jeg nærmede mig det første udsigtspunkt, hvor jeg kunne se ud over den enorme kløft, der stadig lå lidt morgenmørke, så var min første tanke "Wow". Jeg havde aldrig på forhånd kunnet forestille mig, hvad jeg så og om jeg så havde set 1.000 billeder, så havde ingen af dem kunne gengive det, som man ser. Nogle ting er bare for enorme og for storslåede. Og Grand Canyon er en af dem, og jeg kan kun sige, at jeg var enormt skuffet og frustreret over at se billederne, da vi kom hjem. Det var en af grundene til at det tog mig så lang tid at komme gennem billederne fra denne uge af turen. 


Solopgang ved Grand Canyon
Vi betragtede solopgangen og hvordan landskabet, klippesiderne, Colorado River og hele dalen i bunden langsomt blev badet i sollys. Da der var kommet fuld sol på, og Grand Canyon igen var blevet noget andet at se på, så fandt vi et sted, hvor vi kunne købe vores morgenmad og nyde den, inden vi tog tilbage, og tog de gratis shuttlebusser frem og tilbage langs "kanten", hvor vi kunne stå ud og nyde udsigten og måske gå frem til næste stop. 


Vi gik en flot tur langs kanten i stedet for at tage bussen mellem nogle af udsigtspunkterne
At stå og se ud over landskabet og kløften var noget helt specielt og flyttede man sig bare 25 meter, så var det som om det var en helt anden udsigt. Grand Canyon er imponerende 446 km lang, 1,6 km dyb og mere end 15 km bred. Selvom det hele i tal er så stort, så kan øjnene slet ikke rumme og forstå de afstande. 


Udsigt over Grand Canyon
Vi begav os også lidt ned af en sti mod bunden af kløften, men vi måtte nok også konstatere, at vi ikke var klædt på til sådan en ekspedition, som vi da heller ikke havde planlagt. Vi skulle nok have haft lidt mere mad og drikke med os, og måske skulle have fyldt maddepoterne på forhånd. Så vi gik ikke så langt ned, men det var vildt smukt, og det var helt klart en helt anden oplevelse af Grand Canyon.


Udsigten på vej ned af stien

Vi måtte hellere gå op før vi begav os for langt ned.
Det kunne have været en stor oplevelse at have gået længere ned, men så skulle turen vist have været lidt bedre planlagt. Man anbefaler i øvrigt også, at man ikke både går op og ned samme dag, da turen er vanvittig hård. Hver år transporteres mere end 200 personer op fra Grand Canyon, enten fordi de falder om af udmattelse eller kommer til skade under vandringen. 

Ud på eftermiddagen indtog vi vores frokost på en af stedet restauranter. Der fik vi iøvrigt pizza med pepperoni og ost. Nej, lad mig lige omformulere det til ost på en tynd brødbund med pepperoni-toppings. Silas måtte mere eller mindre nøjes med skorperne, for han kunne simpelthen ikke spise den meget tandtykke lag af smeltet ost. Det var for klamt for ham. 


Godt vi ikke bestilte med ekstra ost
Nå men efter at have fået lagt en god solid madbund, så besluttede vi os for at forlade Grand Canyon Nationalpark. Men på vores vej "væk" opdagede vi nye udsigtpunkter, som var lige som små rastepladser langt kanten på syd/øst Grand Canyon. Henrik og jeg var så betagede af udsigten, at vi hele tiden "kom til" at stoppe ved flere af dem. Silas var mildest talt utilfreds, for han var nået til det punkt, hvor han bare syntes, at Grand Canyon var et hul, og det var jo heller ikke helt forkert. Vi udstyrede ham med en Ipad, når vi gik ud for at glo ned i "hullet", og så var vi alle glade. 


Jeg var ikke den eneste, der stod og tog billeder,
men ham her var måske en lidt anderledes entusiast
Vi sluttede af med at se solnedgangen ved Desert View Point, og så synes vi nok lige som, at vi havde fået det hele med. Iøvrigt var vi lidt skuffede over solnedgangen. Det var slet ikke samme oplevelse som solopgangen. Når solen går ned på de breddegrader, så bliver det meget hurtigt mørkt, så det var varede ikke længe før, det bare var sort. 


Solnedgang ved Grand Canyon
Men på vores vej videre mod næste destination Zion National Park kunne vi dog se Grand Canyon på afstand, men hurtigt blev det helt mørkt og vi kunne ikke se mere. Vi syntes helt klart, at vi var gået glip af at se det fra en anden vinkel og på afstand. På vej væk passerede vi indianernes boder, som de havde stående langs vejen ved de gode udsigtspunkter. Boderne var nu lukkede, og jeg synes, at vi da også var gået glip af noget der. 

Hvis jeg skulle gjort turen om, så ville jeg gerne været gået et par km ned mod Grand Canyon dalen og oplevet lidt mere nedefra. Jeg ville også have forladt "kanten" noget tidligere og bevæget mig væk fra Nationalparken og set det hele lidt mere på afstand og fra indianerreservatets side. Det var uden tvivl en storslået oplevelse, men lille Silas havde nok ret i sin mening om, at vi havde brugt tid nok på at stå og glo ned i et hul. Ham skulle vi nok have lyttet til, da han sukkede dybt.


Silas fotograferet foran "hullet"
På den førstkommende McDonalds restaurant fandt vi ud af, hvor vi skulle overnatte, så vi var rimelig i nærheden af Zion Nationalpark. 


En afmagret tæve med mælkefyldte patter hentede aftensmaden på tanken.
Hunden var super god til at fiske McDonalds poser op af skraldespandene
Vi slog øjnene op i Page v/Lake Powell, og gav os god tid. Silas fik lov at gøre tingene i sit tempo. Vi spiste morgenmad og tog en lille slapper på værelset med Ipad efter den foregående dags stradbasser. Det var vist bedst for alle, hvis vi lige lagde lidt roligt fra land. Så vi provianterede i Walmart og kørte afsted. 


Det var ikke sjældent at se hunde blive transporteret på ladet af pick-ups
Vi gjorde første stop ved Glen Canyon dæmningen. Ved at bygge dæmningen havde man fået et kraftværk samt en sø (Lake Powell), der i dag fungerer som et rekreativt søsportsområde, hvor man kan leje husbåde, vandscootere osv. Selvom det kunne have været interessant med en sejltur på den store sø ind mellem klippesiderne i den inddæmmede sø, så blev det altså ikke lige denne gang. 


En lille bid af det landskab, som dæmningen har skabt
I stedet fortsatte vi turen mod Zion Nationalpark. Oprindeligt havde vi naivt troet, at vi kunne nå både Zion og Bryce Canyon, men det kunne bestemt ikke hænge sammen, så vi havde fra allerede fraskrevet os Bryce dagen før. Så nu var der "kun" Zion, som vi skulle besøge, inden vi skulle den lange tur op til Yosemite.

Vi ankom til Zion ved 15-tiden tror jeg, at det var. Efter denne uge så har jeg så lært, at det at nå frem til en nationalpark er en ting. Noget andet er den tid, som man også gerne vil spendere i parken, og det er også sjovest at opleve landskaberne i dagslys, så man skal ligesom have det hele "overstået", inden 18.30. I modsætning til Grand Canyon, så ser man rigtig meget af landskaberne i Zion fra bilen, når man kører langs de snoede veje gennem nationalparken. 
Zion Nationalpark

Zion Natinionalpark
Men vi ville også gerne ud at gå en tur, for naturen i Zion virkede rigtig lækker og grøn, når man bevægede sig væk fra vejen. Vi nåede dog kun en kort gåtur, før mørket lagde sig. 


Det blev til en kortere vandretur
Da vi ikke havde pandelygter med, så kunne vi lige så godt bevæge os videre til næste destination. På kortet kunne vi se, at den kommende dags tur nok ville blive lidt svær og lang. Og det var svært at finde et sted at overnatte, som lå i en passende afstand til Yosemite. Enten var der simpelthen for langt at køre inden vi kom til hotellet, eller også var det nærmest for tæt på Zion. Efter allerede at have tilbagelagt næsten 500 km valgte vi af to onder "for tæt på Zion" og stoppede for overnatning i Mesquite, der ligger ca 100 km nord for Las Vegas. Her havde vi en af turens billigste overnatninger på turens flotteste hotel. Vi gav ca dkr. 420 for en overnatning i et dobbeltværelse med to queensize-senge, og hotellet var kun et par uger gammelt, så vi fik da virkelig value for the money der. Det nu generelt ikke dyrt at overnatte, men det her var billigt og nyt. 


Hotelværelset med to store queen size senge
Næste dag, som egentlig var planlagt til vores roadtrips sidste dag, var vores plan at forlade hotellet kl 06, så vi var sikre på ikke at ramme ind i myldretidstrafik mod Las Vegas og fordi vi havde en lang tur foran os, men måske har Las Vegas en "anderledes" døgnrytme end andre byer, for der var nærmest ikke skyggen af biler på vejen. Heller ikke ved Mesquite, som faktisk også mindede om "Las Vegas-wannabe" med masser af neonlys, casinoer og natklubber. På hotellet troede de der var noget galt, da jeg tjekkede ud kl 06. Min fornemmelse er, at de fleste af hotellets øvrige gæster først lige var gået i seng. 

Vi drejede fra motorvejen og havde retning mod Tiogapasset og indgangen til Yosemite. Heldigvis havde vi haft rigtig fint vejr hele ugen, og det samme havde nok gjort sig gældende i bjergene ved Yosemite. I hvert fald var der igen åbent for passage gennem Tiogapasset. Da vi havde drejet af, kunne vi nok fornemme, at det ville blive en øde tur. Vores amerikanske venner havde næste givet sig til at gabe, da de skulle udpege ruten som en mulighed på kortet for os. I starten kørte vi igennem noget af det øde land, som indianerne havde fået overdraget. Goldt og øde så det ud. 


Vores lille fine Dodge kaster skygge i det golde landskab
Et stykke oppe ad ruten kom vi til en tankstation, hvor jeg skyndte mig at fylde tanken op. Vi havde nemlig kun 400 miles (ca 600 km) på en tankfuld, og noget sagde os, at det klogt at fylde tanken op i stedet for at dyrke en af mine yndlingsspændingsmomenter i hverdagen, som er at køre på dampene i tanken (uden at køre tør vel at mærke). Men den leg var nok ikke så smart at lege her. 

Udenvejs i den øde ørken måtte jeg (lige som så mange andre gange) stoppe for at tage et billede af det fantastisk landskab og de røde bjerge. Jeg kiggede mig grundigt for, inden jeg gik over vejen. Det var måske ikke helt sådan det var. For til hver side kunne man vel se 30-40 km øde vej. Der kom vist ikke en bil i timen på den strækning. Men jeg gik over på anden side af vejen for at fotografere, så kaldte Henrik på mig og sagde, at han nok troede, at han havde fundet en cache.

En cache i ørkenen
Vi har gjort lidt i at geocache, men det er vist ved at være et par år siden, vi sidst har ledt  efter caches, men når man har fundet et par stykker, så har man lært de mest ordinære måder at camouflere en cache på. For det var skam en cache, Henrik og Silas havde fundet. 


Henrik fisker papiret ud, så vi kan logge

Vi var nødt til at skrive på den lille lap papir, og så snakkede vi om, hvor usandsynligt det lige var, at man lige stoppede sin bil midt på en øde ørkenvej i Nevada og så jokkede lige ud i en cache.Vi havde naturligvis ikke mobilen igang for at geocache, for data i USA via dansk teleselskab koster kr. 65-70 kroner/Mb.


Landskabet, som egentlig var det jeg havde standset bilen for at fotografere



Vi kørte i timevis ad denne øde vej, hvor vi ikke mødte mange biler. Kortet på GPS´en og vore papirkort viste bynavne, men når vi kom dertil, var der i det fleste tilfælde en eller to forladte bygninger. Som eksempelsvis herunder, hvor vi ankom til Warm Springs, hvor der skam både var café og bar. Eller i hvert fald bygningen. Eneste beboere i Warm Springs var en flok bjerggeder.


Warm Springs

Warm Springs Bar og Cafe

Lidt senere på turen kom vi til en lille forladt by, hvor der tidligere havde været motel, tankstation og nok også en bar. Vi gik os en tur i "byen" og det var også ganske interessant, at det fik lov at stå. Engang havde det været et knudepunkt. 


Vi gjorde stop ved denne lille "by"




Bygningerne var ved at falde sammen og de mest aktive på stedet de sidste mange år har nok været grafittimalerne, der havde udsmykket husene. 


Noget af udsmykningen er mere dekorativt end andet

En forladt og rimelig afdanket sofa
Andre steder på den øde strækning, hvor der var flere hundrede km mellem "liv" var der godt nok noget, der lignede små oaser med noget, der lignede småbyer med under 200 indbyggere, og somme tider stødte vi på et skolebus skilt. Vi snakkede lidt om, hvor mange timer disse skolebørn mon skulle køre for at komme i skole, og om det overhovedet kunne betale sig at komme hjem fra skole, for der var tilsyneladende ikke en skole i nærheden. 


Henrik ved et skilt - rigtig westernagtigt med skudhuller i.
Bemærk nærmeste by 74 (miles vel at mærke) 
Afstandene mellem liv på denne strækning var noget man kunne forstå eller måske i virkeligheden noget, som man næsten ikke kunne forstå. Se bare på skiltet herover. Bemærk lige, at tallene jo er oplyst i miles, så du skal lige gange med 1,6 for at omregne til km, hvis din hjerne bedre forstår det. Bemærk også skudhullerne i skiltet. Det er da "The Wild  West".Vi så dog ingen cowboys eller indianere, men vi så til gengæld kvæg, der gik på de store strækninger - og også ude på vejen. På den sidste del af strækningen gik der også vilde heste.




Selvom det var en øde tur, så var den vildt interessant i vores øjne. Landskabet ændrede sig konstant, og de forladte små byer langs vejen var også en oplevelse i sig selv. Det var også på denne strækning, at Henrik og jeg til at tænke over, hvor mange gange vi på en time kunne sige til hinanden: Nej, prøv lige at se. Nu er det jo noget helt andet" om det landskab, som vi betaget kiggede ud på. Silas endte med at hade den sætning, for han hørte den mange gange på en dag, og han var nok ikke så betaget af de små eller store landskabsforandringer, men fulgte dog alligevel opmærksomt med i turen, og de ting, som vi så veje, men naturligvis mere med en 8 årigs øjne.


Nu pludselig med sne på bjergtoppene
Efter at have været på farten i 8 timer landede vi i Lee Vinning, hvor der var brug for frokost, inden vi gik helt kolde. Derefter kunne vi begive os det sidste (på kortet) korte stykke mod Yosemite National Park. Turen gik gennem Tioga passet, som netop genåbnede dagen før. Hvor heldig har man lige lov til være?! Det var en fantastisk smuk tur. 



Det tog noget tid at køre den. Det var bjergkørsel, og det var tydeligt at vores lille lånte Dodge var kommet på job. Naturligvis kunne vi ikke køre så stærkt, men vi skulle jo også nyde det (endnu engang, men nu var det jo noget "helt andet") fantastiske landskab. 



Det smukke landskab fulgte os hele vejen ind i Yosemite, og det var noget helt andet at slutte vores roadtrip af med. Landskabet var her på ingen måde hverken rødt, sandsten eller støvet. Der var sne, bjerge, søer, vandfald og grønt. Det var lidt som smukke norske landskaber. Det var en meget smuk entré til nationalparken at køre dertil via Tiogapasset, og der lå også stadig sne langs vejen. 


Silas fik et koldt gys
Da vi kørte ind i nationalparken, var vi 9945 fod (3.000 meter) over havets overflade, så vi var kommet noget tættere på himlen. Vejret var klart og smukt, som det havde været på hele vores roadtrip. Vi kom ned mod bunden af parken og kunne begynde at kigge os om efter turruter på gåben. Silas ville jo gerne se vandfald, og dem er der en del af i Yosemite. Og pga den forrige uges nedbør var der også blevet hældt lidt mere vand i vandfaldene, så der var lidt mere at se på.


Bridalveil Falls i baggrunden
Silas var lige i sit es ved vandfaldet og han klatrede rundt som en anden bjergbestiger. Vi nåede faktisk kun at komme ud at se dette ene vandfald. Det var så oprindeligt planen, at vi efter denne dag skulle køre tilbage til Jennifer, så jeg kunne komme med Jennifer til stævne i Morgan Hill i weekenden. Lørdag skulle BlackJack løbe sit første stævne, og jeg ville naturligvis rigtig gerne se ham løbe. Men jeg foretog lige en lille hurtig cost benefit analyse mellem hvor fantastisk jeg (og i min familie ville dette kun vedrøre mig) ville synes, det var at se BlackJack løbe sit første springløb. Dvs han ville være "på" i ca 30 sekunder. Det sammenholdt jeg så med en hel dag i Yosemite National Park sammen med familien. På den baggrund var det slet ikke svært at vælge. Silas havde det som fisk i vandet i Yosemite. Han elskede at klatre rundt på sten og klipper, og vi manglede jo også at besøge Glaciers Point, som er parkens berømte udsigstpunkt. Vi kunne hurtigt blive enige om, at vi skulle snuppe en nat mere på farten. 


Silas var vild med at klatre rundt

Det var mørkt, da vi trillede ud af parken for at finde et sted at overnatte. Vi fandt rimelig hurtigt et sted at overnatte, som også var til en pris, der kunne betales. Faktisk kun 100 USD for et stort værelse til os alle tre. For det ikke skal være løgn, så var dette faktisk turens dyreste overnatning til små kr. 700, men sammenlign lige det med danske overnatningspriser. Silas gik meget op i, at vores værelser blev større og større for hver overnatning vi havde på turen, og det holdt faktisk meget fint stik. Ikke fordi vi gjorde noget som helst for, at det skulle holde stik. Sådan var det bare.


Værelset var også denne nat på samme størrelse som en balsal
Morgenmaden købte vi ind i en proviantbutik på vej ind i parken næste morgen, så vi kunne nyde vores morgenmad i den smukke natur, som man roligt kan sige, at Yosemite byder på. Vi havde ikke lyst til at spilde tiden med at skulle spise på en restaurant. Det var i øvrigt generelt utrolig tidsrøvende på turen, at vi skulle ind og spise på diverse spisesteder. 


Morgenmad i det grønne
Vi indtog morgenmaden ved dette udsigtspunkt
Efter at have nydt morgenmaden ved et af udsigtspunkterne med små egern springende om benene på os, så kørte vi mod Glaciers Point.


Udsigt ved Glaciers point
Og ja, endnu engang mødte der os et syn, der var mere storslået end næsten alt andet vi havde set i Yosemite. Så kunne vi sidde deroppe på toppen og flytte fra udsigtspunkt til udsigtspunkt, blot for at konstatere, at det så var noget "helt andet". Efter at have nydt udsigten oppe på toppen, så kørte vi ned i dalen. Da vi kom tilbage til vores bil, var vi glade for, at vi havde startet dagen med at køre til Glaciers Point, for på parkeringspladsen var der efterhånden et sandt kaos, og der var nu lang kø for at komme til at parkere. Parkeringspladsen var naturligt nok endepladsen på bjergtoppen og der var ingen sidevej, så det var ikke sådan at vende om for dem, som holdt i kø. Gud ske lov skulle vi den modsatte vej, og det gik ganske let.

Parkeringskaos
Ved Grand Canyon og Zion virkede alt så velorganiseret med tydelig skiltning og shuttlebusser rundt i parken. Yosemite virkede for mig mere som et virvar, proppede parkeringspladser (jeg forestiller mig, at sommerdage må være et mareridt) og forvirrende skiltning. Men vi fandt da en parkeringsplads nede i dalen efter at have myldret lidt rundt, og så skulle vi ud at gå. Ud og finde vandfald og natur. 

Et af de større vandfald i Yosemite

Det er klart nemmere at anlægge stien udenom stenen end at flytte den

Travetur gennem det smukke landskab i dalen
Vi gik en skøn tur, og Silas havde også udset sig en hike, som han godt kunne tænke sig, men vi voksne var lidt mere fornuftige og mente nok, at en vandretur på 21 km i bjergterræn ikke lige var en tur for os, for vi skulle jo gerne nå tilbage, før mørket kom snigende, og måske det også var en lidt for hård opgave for Silas´små korte ben. 


Vi gik lidt af den tur, som Silas gerne ville gå
Men vandretur fik vi alligevel, da vi vist kom ud på en lidt længere tur end forventet. Så det passede fint med, at da mørket kom snigende kunne vi begive os retur til San Jose og vores gæsteværelse hos Jennifer. 

Med aftensmaden indtaget på Burger King og wifi, så vi kunne berette til Jennifer om, at vi var undervejs "hjemad", så sluttede vores roadtrip ved midnatstid, og da jeg kiggede på triptælleren i bilen, kunne jeg se, at vi havde kørt  2000 miles (3.200 km) på 6 dage. Vel at mærke ikke 3.200 km ad fine plane motorveje, hvor man må køre 110-130km/t, men derimod 3.200 km gennem bjergpas, ørken, bumlede veje - og af motorveje, hvor man må køre mellem 104-120 km/t. Trods mit manglede kørekort på turen, så kørte jeg samtlige kilometer. Det havde også den fordel, at jeg kunne styre, hvornår jeg ville stoppe og tage billeder. Og smart nok for Henrik, der hader at køre bil. Jeg er nok ret immun overfor at køre bil, så jeg var ligeglad. 

Vores ører var talt varme af Silas på bagsædet. Han havde undervejs stillet os mange underlige spørgsmål på ting, som vi aldrig havde forestillet os, at vi nogen sinde skulle tage stilling til, men set i lyset af skilte om bjørne i skovene i Yosemite og vores tur gennem øde landskaber, så var han inspireret til at stille os spørgsmål som: 
Hvordan vil du helst dø? Vil du helst blive spist af en bjørn eller sulte og tørste ihjel? 

Vi modtog en sand regn af underlige spørgsmål af samme slags som ovenstående. Lad dette være afslutningen på min rejseberetning del 2. Del 3 kommer, når der er et pusterum til at skrive den også - og ordne billeder ikke mindst.