fredag den 30. december 2011

Medmennesker.....

Ofte kan jeg undre mig over folks menneskesyn og intolerance. Mest af alt kan det undre mig, hvor meget negativ energi nogen kan bruge på andre. Masser energi, der lidt konstruktivt sagtens kunne bruges på andre og mere positive ting.

Når man er mor til en teenagesøn, så må man somme tider lægge ører til, hvor meget f.eks en efterskolekammerat kan være provokerende eller dum. For nogle unge er det tilsyneladende svært at indordne sig under efterskolenforholdene/-kammeratskaberne. Nogen af dem har måske også deres at slås med i forvejen, og det bedste råd jeg kan give videre til Tobias er, at han skal bære over med dem og om ikke andet, så kan han have ondt af dem, fordi de ikke mestrer at indordne sig og være gode kammerater på skolen. Jeg tror bestemt gerne, at han forsøger at hjælpe dem på vej, men nogen gange rækker ens intentioner ikke mod sådanne opgaver. Selvom medlidenhed ikke er en særlig positiv følelse, så bruger man dog ikke så meget energi på medlidenhed, som irritation i de her tilfælde.

Gennem en periode bemærkede jeg, at en bekendt jeg har, i sin omtale af andre personer altid var negativ. Det gjaldt både hendes familie og vores fælles bekendte (af nærmere og fjernere karakterer - især nok de fjerne). Det var ikke fordi hun nødvendigvis sagde negative ting om personerne, men gav tydeligt udtryk for, at deres selskab ikke var specielt ønsket - ikke overfor dem selv, men overfor andre. Men nogen af dem fik også det "glatte lag" med på vejen.

Da jeg havde hørt sådan om mange fra hendes mund, kom jeg til at tænke på, at jeg jo faktisk også kender rigtig mange af de samme personer, men jeg har det slet ikke på samme måde med dem. Det kan da godt være, at der er enkelte iblandt dem, som jeg ikke lige invitere dem med på en uges ferie i campingvognen, men jeg kan sagtens være i stue med dem og føre en civiliseret samtale med dem. For mig er rummelighed og tolerance et værktøj, der gør livet en del nemmere, og som (med årene) faktisk ikke falder mig ret svært. Desuden er jeg af den overbevisning, at alle rummer noget godt, og folk nogen gange har en årsag til at agere, som de gør. I min verden er der uendelig langt mellem onde mennesker.

Hvis du også ser dine medmennesker gennem mørke briller, så prøv et lidt mere lyst og åbent syn på dem. Lad det evt. være et nytårsfortsæt. God nytår!

lørdag den 24. december 2011

Glædelig jul

Jeg ønsker alle mine bloglæsere en rigtig glædelig jul samt et forrygende nytår
Julekortet er traditionen tro kreeret af Damborg-grahic

Tak fordi I har hængt i og tak for kommentarerne både på bloggen, mails eller ude i den "virkelige verden". Nogle af dem har rørt mig eller inspireret mig. Det giver skriveriet mening,så jeg også har lyst til at fortsætte.

fredag den 23. december 2011

Skal - skal ikke?

Jeg har gennem længere tiden gået og overvejet at sterilisere Ninja. Men jeg vakler sådan lidt, der er jo både for og imod.
Overvejelserne begyndte dengang Ninjas kuldbror fik konstateret OCD. Så var min tanke bare, at udover, at det var praktisk nok at slippe for en løbsk tæve - med en ægte hanhund i huset, så ville jeg da heller ikke blive fristet til at lave et kuld hvalpe på Ninja. Det er nu overhovedet heller ikke med det formål, at jeg har købt hende, men derfor kan man jo aldrig vide sig sikker, hvis man synes, at ens tæve har noget at byde på.... og finder den rette hanhund osv.

Jeg må indrømme, at jeg tror på, at OCD i høj grad også er arveligt - jeg tror i hvert fald, at hundene er arveligt disponerede. Der er godt nok også respekterede opdrættere, der hælder til den tro, at det mere handler om, at hvalpekøberne ikke passer godt nok på deres hvalpe. lader dem løbe og lege for vildt og/eller fodrer dem forkert, og at det ikke har det fjerneste med genetik at gøre. Men det er da påfaldende underligt, at der er tydelige sammenfald i stamtavlerne på de fleste  af de hunde herhjemme, der har fået konstateret OCD de seneste par år. Disse "uansvarlige" hvalpekøbere kunne man jo næsten mistænke for at udvælge deres hunde specifikt efter disse linjer......  Hvor sandsynligt er det??

Det virker dog som om, at jeg måske bare er hysterisk og pessimistik, for folk er stadig helt pjattede efter at avle på disse linjer. Men hvad ved jeg også om avl og genetik? Ja sådan set ikke noget særligt (bortset fra arvegangen på Cystisk Fibrose, som i øvrigt er den samme som på CEA - dermed lærte hundefolkene også noget i dag, men CEA har jo intet med en evt. arvegang for OCD at gøre)

Ninja - en oplagt hund, der mageligt ligger på ryggen og leger


Jeg har stadig ikke steriliseret Ninja. Gør jeg det?

Måske.... Jeg gør mig også lidt tanker om, hvad der sker med hendes pels, hvis jeg steriliserer. Har ikke lyst til at løbe den risiko, at hun bliver en stor pels-bolle, der fælder året rundt. Jeg kunne også godt bruge de kr. 3-4.000 til noget andet lige nu. Sådan set er hun upåvirket af løbetiderne, men de ville da være rart nok at slippe for dem. Hvis jeg nu ikke steriliserer hende overhovedet og senere skulle ændre mening om hvalpe, så kan jeg vel få vished for, om det bare er mig, der er pessimist og smådum, for genmaterialet spredes jo til stadighed til højre og venstre, så risikoen for OCD er jo eksisterende hos de mange nye hvalpe, hvis det er genetisk betinget. Måske kommer der ikke flere OCD tilfælde. Måske ligger det også bare gemt i generne og kommer om en generation eller to, kunne man vel frygte, når man nu ikke kender så meget til arveligheden, måske får man styr på arveligheden?!
Tja, som sagt - jeg har ikke forstand på det. Jeg er bare en simpel hundeejer, der kun kan læne sig op af min fornuft og logik og derudfra forsøger at drage en konklusion, som gør, at jeg lige nu ikke overvejer at lave et kuld hvalpe. Heller ikke selvom OCD "bare" kan "fikses" operativt i de fleste tilfælde.

søndag den 18. december 2011

Forkerte motiver

Man er et produkt af den "bagage", man bærer rundt på. Det er nok derfor jeg synes, at børnetøj med engle er helt helt forkert, selvom markedet bugner med pigetøj med engleprint på. Jeg stivner også nærmest helt, hvis nogen kigger sødt på Silas og siger "Nej hvor er han da bare en lille engel". I min verden har jeg desværre lært, at børn ikke omtales som engle, fordi de er søde, men desværre fordi de er døde. Men jeg ved godt, at de fleste andre ikke tænker sådan, og naturligvis ikke mener noget andet end, at ens barn er en dejlig unge.

Men forresten kan jeg heller ikke lide dødningehoveder på børnetøj.... Synes bare også det er upassende. Så dem kan andre få lov til at købe, så snupper jeg dem med robotter, tal og motorcykler på

onsdag den 14. december 2011

Julehjælp

Nu er der kun 10 dage til juleaften, og jeg er næsten klar til julen. I hvert fald mangler jeg ikke at købe ret mange gaver. Faktisk kun 3. Andre har noget længere vej til noget, der ligner en rimelig jul.

På Facebook har jeg læst med på en gruppe, der hedder Julehjælp. Det er en gruppe oprettet på privat initiativ for at hjælpe trængende familier. Familierne kan lægge ønskesedler ind, og det gør faktisk lidt ondt på mig at læse, hvad de søger til at forsøde deres jul med. Nogen ønsker pynt og godter, men en del også div. gaver, som ikke bare er legetøj, men også tøj og sko. De stiller jo ikke nogen krav til, at legetøj og tøj/sko skal være nyt, og vil tage til takke med utrolig lidt.

Jeg er overbevist om, at vi alle kan finde noget i vores gemmer, som sprede lidt glæde hos andre. Jeg har i hvert fald fundet lidt til et par familier.

Så ellers også i nyhederne, at danskerne har modstand mod at støtte diverse julehjælpsorganisationer efter den der politiske fattigdomsfadæse med "Carina". Nu har den gængse dansker den opfattelse, at der ingen fattige findes i Danmark. Det er naturligvis ikke sandt, og selvom børn ikke behøver at få IPads, X-Box osv for at få en god jul, så bør de da i hvert fald kunne en gave af en eller anden art og lidt knas til julen. Kig lige ind forbi "Julehjælp" og se om du kan glæde en familie.

fredag den 9. december 2011

Vind og vejr og frygten for en gentagelse

Udenfor rusker stormen stadig og dagen i dag har været lidt nervepirrende. Da jeg stod op bemærkede jeg, at noget af min agilitybane stod under vand. Der plejer ikke at stå vand i vores have!
Pytterne blev større og større.
Henrik forsøger at lave noget dæmningsværk med presseninger og jord.

Det ledte jo tankerne hen på den oplevelse vi havde i januar måned, hvor vandet pludselig stod ind i gangen og man kunne soppe rundt i underetagen.

For en uge siden ringede Henrik til kommunen for at sige til dem, at grøften udenfor haven var stoppet og vandet stod ret højt, og det ville give problemer, hvis der kom store mængder regn. De lovede at komme og kigge på det.

Her til morgen ringede han så igen for at sige, at nu var det ved at være alvor, og forsøgte også at referere til, at vi havde haft vand stående 15 cm op af døren tidligere, så vi vidste, hvad det kunne ende med. Da de ringede tilbage var eneste svar bare, at de ville se, hvad de kunne gøre, og de håbede, at det kunne blive i dag...........

Ret høj vandstand i grøften
- som man kan se så er vores græsplæne i niveau med vandstanden

Jeg gik og grublede lidt, for jeg en af mine gode kort-veninders mand er chef for den afdeling i kommunen. Jeg kunne ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt jeg kunne tillade mig at skrive direkte til ham, men egentlig havde jeg ikke lyst til at skulle soppe rundt i gangen igen, og vi var ikke særlig trygge ved bare at se tiden an (ikke mindst fordi man i nogen afdelinger ved kommunerne ikke kan få fat i et øje efter kl 12 om fredagen). Så jeg tillod mig at sende ham en mail, selvom jeg var lidt træt at trække i trådene bagved de andre henvendelser. I mailen vedhæftede jeg billederne fra indlægget her samt linket til blogindlægget fra januar, der indeholder billeder af hvor meget vand, vi havde i haven - og i gangen ikke mindst.



Den mail fik sat skred i tingene. Tror billederne talte deres tydelige sprog. Tak med tak på for straks-respons! Kommunen fik nu sørget for en kortsigtet løsning, der skulle sikre os weekenden over, og nu behøver vi ikke sidde og være nervøse over det.

søndag den 4. december 2011

Allertiders julefest

Silas og jeg var i går til juletræsfest i Silkeborg, hvor Foreningen Cancerramte Børn inviterede indenfor på Lunden. Det er bare sådan en dejlig julefest. Jeg bliver virkelighed helt varm om (jule-)hjertet ved tanken og fyldt med taknemmelighed for alt det arbejde, som adskillige frivillige gør for at skabe en meget hyggelig dag. Som mange ved, så lægger jeg jo selv et stort frivilligt stykke arbejde for selvsamme forening i kraft af mit kortprojekt Cancerkort, så jeg ved også godt, at man føler en enorm tilfredsstillelse ved at kunne gøre en forskel for disse familier.

Dagen var baseret på julehygge og startede med, at der var mulighed for at lave juledekorationer og papirklip. Alle materialer var til fri afbenyttelse, og der kom mange interessant kreationer.


Juledekoration designet by Silas
(udført af mor efter hans anvisninger
- en rigtig designer har vel folk det til sure arbejde)

Mens vi andre hyggede os med ler, gran og klip/klister, så stod der et team på  ca 10 personer og knoklede i køkkenet med at lave den skønneste julemiddag. Naturligvis var der også underholdning for alle aldre med julenissen Jokum, der også kunne trylle. Der var dans om juletræet, og selveste Julemanden, som Silas har talt meget om de sidste par dage, delte en pakke ud til hver af de fremmødte børn.


Julemanden var meget omsværmet
 Det var så sjovt at have Silas med til arrangementet, nu hvor han er blevet 3 år og ved, hvad nisser og pakker er. Hvis han ikke gad at høre efter, kunne jeg bare sige til ham, at han jo skulle huske, at julemanden  kun gav pakker til de børn, der var søde og hørte efter, hvad man sagde. Sikke en samarbejdsvilje, det kunne udløse. Desværre er argumentet/truslen meget sæsonbetinget.


Silas gav mig den gave, at han spiste to æbleskiver.
Det var stort for mig, da han også plejer at afvise æbleskiver
Arrangementet er særligt, fordi man møder familier, som man har lært at kende under behandlingsforløbet og som man har "oplevelser" og "erfaringer" tilfælles med. Familier, som har også har vundet kampen samt nogen af de familier, hvis barn desværre tabte kampen. Der er en helt særlig samhøringhed ved denne juletræsfest, som slet ikke tåler sammenligning med en juletræsfest i fagforbundet, idrætsforeningen eller på jobbet. Jeg ønsker ikke for andre, at de skal opleve denne specielle samhøringhed (altså fordi jo ligesom betinger, at man har haft eller har et barn i kræftbehandling, og det ønsker jeg naturligvis ikke for andre), men det er bare noget helt specielt ved stemningen. Den er så livsbekræftende og fyldt med taknemmelighed både overfor FCB og livet i det hele taget.

søndag den 27. november 2011

Gode råd er dyre

....men somme tider også det hele værd.

For et par uger siden besøgte Henrik og jeg en psykoterapeut, som pædagogerne i Silas´ børnehave havde anbefalet os. Som jeg før har skrevet om, så har vi nogle spiseudfordringer ift til Silas, og det var dem, som vi søgte hjælp til at løse.

Vi havde en samtale på 1½ time med Trine Alvilda Jensen, som hun hedder. Det er svært at sige præcis, hvad der "skete" i samtalen, men vi talte naturligvis om mad og måltider.

Når man har et barn, der som Silas har været meget underernæret og virkelig har brug for mange kalorier (personer med cystisk fibrose har brug for at indtage flere kalorier end raske, da de ikke optager næringen så godt), så bliver man meget bekymret, når knægten ikke spiser. Ydermere så er han ikke spor villig til at smage på nye ting.

Det er meget let at indtræde i en ond cirkel, hvor der bliver overdrevet meget fokus på mad. Hos os var det blandt andet noget med, at vi lokkede ham til at spise for at opnå noget mere attraktivt mad/chips/medicin osv. samtidig med, at vi havde meget kontrol over hans spiseri. Når man sidder i det, så er det nok ikke sådan, at man selv synes, at man kontrollerer, men det var noget med at være over ham med opfordring til at spise/tage en bid mere osv. Tænk hvis nogen sad og kommenterede hver en bid, du tog?

Det skullle vi arbejde med. Vi skulle slippe ALT kontrol med maden.
  • Stille en lille buffet op af det mad, som vi synes måltidet til Silas skulle bestå af - men det skulle jo være mad, som vi vidste, at Silas ville spise/kunne lide.
  • ikke kommentere på, hvor lidt eller hvor meget, Silas spiste - heller ikke noget med at rose for at spise
  • ikke tjekke om der var noget levnet i madkassen i børnehaven
  • lave måltidet hyggeligt
Når jeg skriver, at måltidet skulle gøres mere hyggeligt, så var det ikke fordi det ellers var "uhyggeligt" før, men vi skulle især have fokus på at flytte opmærksomheden fra maden til samvær/hygge.

Det har blandt andet betydet, at vi nogle morgener har fået friskbagt brød. Selvom Silas ikke rigtig vil spise de friskbagte boller, så er stemningen alligevel mere hyggelig end hvis vi sidder med havregryn. Vi forsøger at lave en struktur på ugens aftenmåltider, hvor vi enten Henrik eller jeg er udpeget til at tage os af "dagens aftenmåltid" i ugens løb.

Den "opskrift" gav vi kr. 850 for, og rådene kan jo virke som logik/bagateller, når man ser det udefra. Men vi var kørt fast en bekymringscirkel, som gjorde det med mad ret anstrengende. Nu har vi prøvet opskriften i 2½ uge, og jeg synes, at det virker ret godt. Det er ikke nogen revolution. Til nogen måltider spiser Silas ikke ret meget (som her til aften, hvor han ikke spiste så meget som een krumme) og til andre spiser han godt til og beder om mere. Så når man ser ud over en hel dag, så tror jeg faktisk, at han får indtaget en tilfredsstillende mængde - uden at vi blander os i det.

Det var en dejlig bonus, at jeg fik en sms fra en af de andre "cancerforældre", som kunne fortælle mig, at hun havde lyttet til de ting fra "opskriften", som jeg videregav til hende under en chat på Facebook, og selvom træerne hos hende heller ikke vokser ind i himmelen, så havde hun helt klart også en effekt af rådene.  Det gjorde mig bare rigtig glad, da jeg kunne sætte mig ind i hvor meget det lille fremskridt havde lettet hende.

Imorgen skal vi til kontrol på Skejby og så må vi se, hvad vægten siger. Jeg tror ikke, at han har tabt sig, men hvis han har, så tror jeg godt, at jeg kan se, at vi lige nu er inde i en proces, som nok skal bære frugt på den lange bane.

tirsdag den 22. november 2011

Tatoos og følelser

Personligt er jeg ikke til "røvgevir" og delfiner på fodleddet, men at andre ynder denne form for kropsudsmykning er da sådan set ok for mig, men i mit job ser jeg en del afklædte kvinder, og selvom jeg ikke står og overbeglor dem, så bemærker jeg da somme tider div. Kropsudsmykninger, som jeg slet ikke misunder, for de bliver så sjældent kønnere med årene, og når de så er tegnet op på en flot spændstig hud, der 10 år efter er blevet slap, så er det pludselig rigtig svært at blive misundelig.

Hvis jeg en dag skulle have en tatovering, så skulle det klart være en personlig tatovering, som sagde mig en hel masse, og passede præcis til mig, og ikke bare var en tilfældig krussedulle i tatovørens bog, der lige tiltalte mig på dagen.

Jeg så et program i fjernsynet en aften for snart længe siden. Jeg tror, at temaet var idol-dyrkelse, og det var vist et af Bubbers programmer. I programmet så man en ung pige, som var Nik og Jay-fan. Hun skulle hen og tatoveres, og jeg krummede sådan tæer på hendes vegne, da det fremgik, at hun skulle hen og have lavet en ”Nik og Jay-tatovering”. Jeg tænkte straks, at ”Hallo, om 10 år (eller langt tidligere) har du da så meget fortrudt den tatovering!!”.

Men så kom forklaringen. Det som hun skulle have tatoveret var titlen på nummeret”Når et lys slukkes, tændes der et nyt”, og der var noget helt særligt i den sætning for hende, for hun var nemlig organtransplanteret, og der sad jeg og skiftede helt sindsstemning fra at være sådan lidt ”opgivende-i-forhold-til-hvad-teenagere-nogen-gange-beslutter-jeg-har-ligefrem-lyst-til-at-ruske-dig-til-fornuft” til at blive så ufattelig rørt, for den tatovering blev med et trylleslag fantastisk smuk for mig.
Måske udleverer jeg nu min store dejlige dreng Tobias på 16, men jeg kan ikke lade være, og jeg håber, at han tilgiver mig. På en tur hjem frem efterskolen, snakker vi om tatoveringer, og det er jo ikke overraskende, at han da også gerne vil have sig en tatovering, når han bliver ældre. Han siger da også, at han er helt klar over, at det er usmart, at have tatoveringer på halsen og steder på kroppen, hvor det er svært at dække.

Men han har nu også tænkt sig en helt særlig tatovering. Det skal være to foldede hænder tatoveret på hans bryst, og så skal der stå ”Silas” oven over hænderne. Det skulle symbolisere, at han ville bede for sin lillebror. Om jeg gengiver det helt korrekt, ved jeg faktisk ikke, for jeg blev faktisk meget berørt over det, og måtte prøve at genvinde fatningen og svarede vist noget med, at det var meget smukt og havde en flot symbolik. Samtidig med at jeg blev ganske stolt af hans omsorg og bekymring, så gør det mig også ondt, at Tobias skal lide under bekymringer ift Silas, men det er bare sådan det, når man er ”rask søskende”. De går absolut ikke ram forbi, hvis nogen tror det.

mandag den 14. november 2011

Teenagere og fornuft

Ja, det lyder måske ikke som det mest oplagte match, men det kan nu svinge meget godt sammen, vil jeg nu sige. Naturligvis er der somme tider lidt udfald på ledningen, når ens hjerne er under ombygning.

Men men der er nu godt nok et punkt, hvor Teenageren er kommet rimelig meget til fornuft. Gennem de sidste år har det været meget vigtigt, at ens tøj havde det rigtige mærke, og at give 1.700 for et par cowboydere føltes åbenbart ikke som noget særligt - hvis man altså havde pengene til dem.

Tobias kunne også ofte fortælle mig om alle de tøjbehov han havde og alt det spændende tøj, han så til billige penge, som vi da burde købe nu. Jeg blev faktisk ret mæt af at høre om alt det her, så jeg besluttede mig for at indføre tøjpenge. Kr. 1.000 hver anden måned, som kun måtte bruges til tøj og sko.

Det gav bare en ufattelig ro. Bortset fra de sidste par uger op til udbetalingsdatoen, hvor Tobias allerede havde fundet sine køb på Smartguy og var helt elektrisk efter, at jeg skulle bestille tøjet. Selvom det nok har været lidt svært både at få sit mærketøj og at få pengene til at række, så synes jeg faktisk, at Tobias har klaret det super godt. Det lykkedes faktisk altid for ham på mærkværdigvis, og det har jeg da været stolt af.

Men da han var hjemme sidst blev jeg alligevel endnu mere stolt. Han spurgte mig om jeg ikke ville køre i Føtex, for så ville han gerne med. "Hvad skal du i Føtex?", måtte jeg lige vide. Jamen han skulle da købe noget tøj. Jeg var lige ved at tabe underkæben. Tidligere kunne man slet ikke købe noget som helst tøj til ham  - jeg gentager NOGET SOM HELST  - i Føtex, H&M eller lignende butikker.

Kort tid efter stod vi så i Føtex, hvor Tobias blandt andet købte "ukendt mærke" underhylere. For et halvt år siden var der INTET andet end Bjørn Borg, der duede på den front. Da vi trissede gennem kassen med 4 underhylere, 9 par strømper og en Tommy Hilfiger trøje (ja lidt mærke kom der da med i købet) kom jeg af med sølle kr. 500.

Tobias var blot kommet til den konklusion, at hvis andre kunne gå i "sådan noget" tøj, så kunne det da ikke passe, at han heller ikke kunne det.

Det er bare en kæmpe sejr, når ens teenager helt af sig selv kommer til fornuft og indser, at ens identitet og værdi jo ikke sidder udenpå kroppen, men indeni.

lørdag den 12. november 2011

Søvn og gamle hunde

Hvis nogen synes, at jeg engang imellem har så store poser under øjnene, at jeg kunne bringe storindkøb fra Bilka hjem i dem, så vil de fleste nok gætte på, at det er, hvad man kan forvente, som småbørnsforælder. Men lad mig sige med det samme, at Silas er helt uden skyld i det.

Det er mest min egen (fordi jeg ikke er så god til at finde i seng om aftenen) - og ikke mindst Charlies skyld. 50% af nætterne/tidlige morgener er det nemlig Charlie, der "venligt" sørger for, at jeg ikke ligger og snuer hele dagen væk. Typisk starter Charlie med "skønsang" mellem kl 03-06. Nogen gange vil han fortælle mig, at Diva altså skal ud (hun er ikke så god til at sige det selv og er med alderen desværre ikke ret god til at holde sig om natten, så hun står bare i tripper i sit bur), andre gange er det fordi vandskålen er tom, eller at han konstaterer, at han vist selv har noget, som han gerne vil af med ude i haven. Andre gange er det vist bare for at "berige" mig med skønsangen.... Og det hænder da også, at det lykkes ham at lave en trio, hvor Diva og Ninja bakker ham op.

Hvis klokken er på den anden side af 05, står jeg som regel op, men er meget omhyggelig med ikke at give hundene for to kroners opmærksomhed, og går som regel bare op i stuen og lukker lågerne ved trapperne, så hundene ikke har mulighed for at gøre mig selskab. Der er jo ingen grund til at belønne dem for div. koncerter.

Faktisk kan jeg godt lide at stå tidligt op og få noget ud af dagen, men jeg kan faktisk også godt lide at ligge og gasse den i sengen, selvom jeg ofte ligger og ærgrer over alt det, som jeg kunne have udrettet, hvis jeg ikke havde sovet så længe.

I dag sørgede Charlie for at vække mig kl 05.00, men da jeg ikke lige kunne se en god grund til hans "sang" fik han en lille skideballe og bud på at klappe i. Så gik jeg i seng og sov til kl 05.20, hvor han startede igen. Så lukkede jeg alle hundene ud i haven og besluttede mig for at blive oppe.

Så jeg sorterede lidt vasketøj, ryddede op i nogle bunker med kataloger, breve, fakuraer osv (ja, jeg er nemlig sådan et bunkemenneske) og så bagte jeg lige en portion boller, så vi i familien kunne få friskbagt brød til morgenbordet.

Kl. 08.30 sad jeg i frisørstolen hos en ny frisør og her sidder jeg så endnu med farve, der trækker....... Jeg er sgu noget spændt på, hvad det ender med, men det er en anden snak. Klokken er kun 09.50, og sikke alt det som jeg har nået allerede (det er så heller ikke sikkert, at jeg når mere nu).

mandag den 31. oktober 2011

Kontrol på Skejby

Vi har i dag været til kontrol på Cystisk Fibrose Centret på Skejby. Læge og sygeplejerske var godt tilfredse. Der er stadig positiv udvikling på både højde og vægt. Vægten var steget med 150 g siden sidste kontrol for 4 uger siden.

Men vi fik alligevel taget hul på snakken med sygeplejersken om vores store måltidsmareridt. Hun foreslog lidt forskellige tiltag. Efter den ordinære kontrol havde vi en tid til den årlige samtale med diætisten, der er tilknyttet centret, og der kunne vi så lige starte med at tage en snak med hende om problemet. Ellers var hendes bedste forslag at lave en planlagt indlæggelse, hvor en "madpædagog" og psykologen fra centret skulle observere måltiderne over nogle dage og give os værktøjer til at komme ud af vores onde cirkel, da måltiderne virkelig er psykisk belastende for os - og Silas.

Henrik og jeg har dog selv taget initiativ til en konsultation hos en psykoterapeut, som vi har fået anbefalet. Hun skulle være knusende god til sådan noget med børn og mad. Hende skal vi hen til i næste uge, og jeg håber sådan, at vi får noget brugbart med os derfra.

Diætisten anbefaledes os at fjerne fokus og snak om mad og mængder, og vi fik da lidt med derfra, men jeg tænkte, at jeg vist manglede en handlingsplan af en art, men måske skulle vi bare gå hjem og reflektere lidt over vores snak og se, hvordan det ville gå, hvis fokus blev fjernet... Når vi skal til kontrol næste gang d. 28. nov, skal vi gerne snakke med hende igen, og jeg tillader mig at tro på mirakler i mellemtiden


Div. varianter af næringsberigede vædsker
Vi fik en pose med div. næringsberigede produkter med hjem fra diætisten, og jeg er meget spændt på, om Silas vil modtage dem med kyshånd eller afvise dem. Jeg kan godt huske, at han fik nogen af produkterne under indlæggelsen for 1½ år siden, hvor han jo var meget svag og afkræftet. Men jeg håber da, at et par af varianterne kan finde nåde hos ham.

Som den kvikke læser nok kan udlede af indlægget, så fylder det der med Silas´ madlede rigtig meget hos mig i hvert fald. Det er dybt frustrerende, og man forstår det nok kun, hvis man selv har haft sådan et barn med meget lidt spiselyst, hvor lægerne samtidig siger til os, at hvis vi kan hale Silas lidt højere op på vægtkurven, så kan det have en positiv afsmitning på højdekurven, 

Tidligere forstod jeg i hvert fald ikkedet der med måltidsudfordringer og var lettere hovedrystende, når jeg overværede måltider med et barn i samme "kategori" som Silas. Men så kom Silas ind i mit liv, og nu ser jeg pludselig det hele med helt andre øjne, for nu er det jo en del af min verden, hverdag og frustration. Sådan er livet og ens opfattelser genstand for forandring livet igennem.

For Tobias, ja han var jo et barn, der var markant anderledes på dette punkt. Han åd nærmest alt - og gerne i store mængder.

lørdag den 22. oktober 2011

Efterårsferie i venners lag

Det er nu uge 42, og de med skolebørn er jo helt klar over det. Vi har også holdt lidt ferie. Tobias er hjemme, og hans værelse er offer for en langtrukken renovering (det er noget med fugtoptrængning, imprægnering og efterfølgende tørring=mange måneder), så han bor faktisk i vores stue, når han er hjemme på ferie. Det synes jeg var lidt svært at byde ham i en hel uge.

Hvad kan man så finde på? Sidste år var vi i Prag. En overraskende billig ferie, der som ventet var supergod. I vinterferien var vi i sommerhus. Det var også hyggeligt, men ingen af tingene fristede lige frem mig til gentagelse lige nu. Hvad kan man så finde på, når man også har øje for, at man vist fik fyret lidt rigeligt penge af på hus og hjem i august?

Campingferie? Det lokkede bare ikke lige at skulle bo på campingplads på denne årstid. Men campingvognen kunne da nok bruges til noget fornuftigt alligevel.

Jep, enden blev at vi trak campingvognen til Stevns og overnattede i Kim og Tinas indkørsel. Mest af alt fordi vi gerne ville besøg Tina og Kim, og vi så efterfølgende kunne køre ud derfra og besøge andre venner og opleve lidt af Kbh.

Det var skønt at hygge sig sammen med dem igen. Jeg synes det var så imponerende, at vi bare kunne lukke vores tilsammen 7 hunde sammen. Deraf er de 4 hanhunde, og der var bare ingen fnidder i den flok. De tumlede og gnaskede tyggeben mellem hinanden uden problemer.

De 7 hunde i vores sammensatte flok.
Tro mig, det var meget svært at tage dette billede!


Diva TYGGER på et tyggestav
(ved ikke hvad der gik af hende - hun plejer bare at slikke på dem)
 Da jeg startede med at annoncere, at vi ville komme fem dage, så synes jeg da nok, at det lød som lidt for længe og anmasende, men tiden fløj alt for hurtigt afsted. Tina endte da også med at sende mig en SMS, da vi kom hjem, at hun syntes, at huset var lidt tomt og ensomt efter, at vi var kørt.

Vi trillede afsted lørdag og ankom sammen med vores medbragte oksemørbrad sidst på eftermiddagen. Så var der ellers dømt god mad og hygge.

Søndag var Tina og jeg ude og træne lidt agility med Ninja og Mojo. Agilityen var jo også den, som førte os sammen for henved 10 år siden. Der er sket mange ting i vores liv siden dengang, men venskabet holder stadig.

Efter træningen kørte vi hjem og hentede Henrik, Tobias, Silas og lidt flere hunde og gik en smuk tur ved Stevns Klint. Jeg synes virkelig, at Stevns er et meget smukt område. Jeg er ærlig talt lidt betaget af områdets flotte natur.


De som ikke kan holde til at gå langt måtte i klapvognen.
Silas pga korte ben og Chester pga sine gamle gigtplagede ben

Flot solnedgang

Mandag var vil til morgenmad/barselsbesøg hos en af Henriks gamle veninder i Kbh, hvorefter vi tog et smut i Tivoli sammen med Tina Brigo og hendes drenge. Der var monstermange mennesker, og vel var Tivoli flot pyntet op til Halloween, men jeg var faktisk meget glad for, at vi ikke havde betalt for indgang og turpas (Tina har adgang til et vist antal fribilletter om året, som hun delte ud af til os - Tak for det, Tina), for jeg synes, at der var for mange mennesker til, at det var pengene værd. Indrømmet, jeg hader kø og ventetid = spildtid i min verden.

Silas er vild med Rasmus Klump, som han kalder "Am Kump"

Familiebillede i Tivoli.
(Det var lige så svært at tage et godt billede af os 4 personer, som af de 7 hunde ovenfor)

Tirsdag havde jeg et møde i vores salgsafdeling, så den bød på arbejde for mig, og drengene kunne gøre, hvad de lystede i de 4-5 timer. Aftensmaden spiste vi hos Hanne Svejstrup. Det er også altid hyggeligt samvær. Tobias og deres ældste Joakim er bedste venner, men ses jo ikke så tit pga afstanden. Silas er skattet af hele familien, og Hanne og jeg har jo faktisk både agility og kort tilfælles.

Silas og Kristine er helt væk i en film på Ipad´en

Efter lidt agilitytræning onsdag sammen med Ninjas kuldbror Joker, så pakkede vi sammen og trillede hjemad med sneglehuset. De fem dage var fløjet afsted, og jeg synes det var dejligt, at vi fik sagt "Dav" til alle de, som jeg havde forestillet mig, at vi lige kunne hilse på, da jeg gik igang med at planlægge turen.

Ninja og bror Joker

fredag den 14. oktober 2011

Sprudler af livsglæde

Det er så dejligt med nutidens mobiltelefoner med videokamera og andre gode sager i. Den anden aften, efter Silas var kommet ud af badet, som var foregået med dejlig sang i , så filmede jeg lige filmen herunder af den lille sanglærke, der synger "Y´e hønen Evigglad".

Jeg delte linket til youtube på Facebook, og det væltede ind med kommentarer, og jeg kunne forstå, at det vist ikke bare var Silas´ normale "fanskare", der blev glade i låget af at se og høre vores lille sprudlende Silas. Så nu deler jeg den også på min blog og ønsker alle mine læsere en dejlig weekend (og måske endda også efterårsferie)



Sangen har i øvrigt indlagte special effects. Udover at de obligatoriske bankeslag, der udføres på brusekabines låger og det meget vigtige "Kom ind!", så træder Silas lige en tur ind i brusekabinen for at dyppe tæerne i vandet efter linjen "...og Evigglad fik våde tæer"

Skulle der sidde en læser eller to, der ikke er specielt imponeret - eller måske ligefrem bekymret over Silas´ sprog/udtale, så kan jeg berolige med, at der er hånd om den del, og vi forventer at talepædagogen kommer og laver en undersøgelse i løbet af de næste par uger. Trods vanskeligheder med udtalen, så kaster han sig dog gerne over lange sætninger, så det skal nok komme.

tirsdag den 11. oktober 2011

Om kø-kultur...

Dette indlæg er egentlig afledt af et andet blogindlæg, hvor en af kommentarerne til indlægget beskriver "nydelige" mennesker og hvor overrasket man kan blive over dem.

Henrik og jeg var i Bilka en dag for længe længe siden. Vi taler nok et år eller to siden. Men denne oplevelse kan vi begge huske, for vi stirrede bare måbende på hinanden, da det skete, og har siden moret os meget over den.

Henrik og jeg havde bare fundet en lille håndfuld varer på turen rundt i Bilka, så vi styrede stille og roligt (normalt indkøbstempo) mod "Quick-kassen". Ca 4-5 meter før vi nåede hen til hvor varebåndet startede, kom en midaldrende dame i et meget højt tempo og kastede sig nærmest ind foran, så Henrik og jeg lige måtte "bremse" lidt for ikke at kollidere med hende - og ikke mindst hendes mand, som derefter kastede sig ind bagefter konen, og parret endte nu foran os klar til at lægge deres varer på båndet.

Det var måske ikke det værste. Det var mere hans lettere forpustede (og triumferende) kommentar til sin kone: Skidegodt!!.

Hvis man ikke havde været lidt overrasket og lettere chokeret over nydelige menneskers manglende pli, så skulle man da næsten have trykket dem i hånden og ønsket tillykke med, at de kom gennem kassen 2 minutter hurtigere, end hvis de havde haft (i mine øjne) normal pli.

Behøver jeg at sige, at de naturligvis heller ikke kunne tælle til max.10 varer?

søndag den 9. oktober 2011

Vi ser VM i Agility

Da jeg købte mig Live-stream fra VM her lørdag morgen, sad der pludselig en meget interesseret Ninja ved siden af mig og drejede hovedet på skrå til den ene og den anden side.



Jeg takkede så bare situationen for, at det var Ninja, der sad med på en "lytter" og ikke Echo, for han ville have reageret ved først at småpibe på en frekvens, der nok minder om tinnitus. Dette ville efter kort tid være blevet afløst af en større skrige-koncert, fordi han jo også gerne ville løbe agility.

Det var lidt tamt at sidde alene og kigge på VM, så imorgen triller jeg op til Mona i Kolding og kigger lidt sammen med hende. Det bliver dog først lidt op af dagen, da Henrik lige er taget afsted på en natteravnsvagt, og derfor nok ikke springer ud af fjerene kl 7.

fredag den 7. oktober 2011

Hvad der er sparet er tjent

Nogen gange må man erkende, at man ikke kan det hele. Selvom det absolut ikke er min yndlingserkendelse!! Lige nu er der VM i agility, og efter planen skulle jeg faktisk også have været i Frankrig og heppe live. Alle min VM ture - både som deltager og som supporter, har været mindeværdige og fulde af oplevelser.

Men selvom entrebilletten var købt og hotelværelset booket endte jeg med at aflyse min tur. August måned har været meget meget meget dyr!! Faktisk har vi brugt i omegnen af 140.000 kroner.

Haderslev Kommune havde påbudt os at bringe vores spildevandsforhold i orden, hvilket betød at vores septiktank skulle udskiftes med et mere miljørigtigt alternativ = kr. 85.000.

Så var der jo også lige en skorsten, som iflg skorstensfejeren, skulle "fores" med isokern = kr. 12.000

Sidste del af augusts store udskrivning var forhave-projektet, der selvom det ikke var det dyreste af projekterne, så var det stadig mange penge, synes jeg, men det er alligevel er det eneste af projekterne, som jeg rigtig føler har bidraget med noget. Det kan man da i det mindste se - og det pynter også gevaldigt.

Så efter sådan en udskrivning, så havde jeg lige pludselig lidt svært ved at få mig selv til at kaste (tre feriedage og ikke mindst) kr. 5.000 efter sådan en VM tur, men jeg havde det faktisk ok med at aflyse min tur.

Heldigvis har mine sidste to arbejdsdage været fyldt med meget interessante møder, og dagen idag blev afsluttet med at underskrive en kontrakt med en ny større kunde. Det er jo noget af det bedste, sådan en sælger ved. Så jeg endte med at spare kr. 5.000 på VM turen, men tjene dem og lidt mere til på at underskrive dagens kontrakt. Så nu er jeg gået glad på weekend og vil nok nøjes med at følge VM hjemme fra pc´eren i stedet.

lørdag den 1. oktober 2011

Hvad sker der lige for Vor Herres kalender?

Mon ikke han er kommet til at bytte lidt rundt på årtstiderne?

Morgensolen leger i nattens edderkoppespind

Vi skriver d. 1. oktober, og det er vel tæt på, at denne dag har været årets varmeste dag. Jeg har desværre ikke selv oplevet så meget af det gode vejr, da jeg har siddet i Lillebælthallerne sammen med ca. 200 scrappere. Der var scrapbooking Convention, og jeg havde købt billet helt tilbage i marts måned, hvor jeg da ikke havde fantasi til at forestille mig, at det ville blive "strandvejr" på denne dag.

Stor aktivitet i Lillebæltshallerne.
Der blev scrappet og handlet

Men vi har da fået lidt ud af det fine vejr, som det har været her på det sidste. Vi har ryddet lidt op i haven. Sået græs på nogle af de steder, hvor maskiner og andet har været lidt hård ved plænen ifm forhaveprojektet og malet udestuen færdig (det var nærmest umuligt at få færdigt i august, hvis ikke det blæste, så regnede det - eller begge dele på en gang).

Fredag var vejret også bare så fantastisk, og vi blev enige om at tage ud at spise et eller andet sted, hvor vi kunne sidde udenfor. Vi trillede en tur til Aabenraa og spiste på Café Storm. Silas var i hopla og dristede sig faktisk også til at smage mine kartoffelbåde samt vores is. Alene det kunne gøre aftenen god.

Silas spiser is

Efter vores måltid gik en særdeles hyggelig tur i Aabenraas gågade, hvor vi bare næsten ikke kunne forstå at det var d. 30. sept., da vejret var bare så mildt.

torsdag den 29. september 2011

Imponerende tilbud

Det er egentlig lidt underligt at havne permanent i den kasse, der hvor forældre til børn med særlige behov/kroniske lidelser/handicap med mere ligger og roder. Men det er nu en gang sådan det er, og selvom jeg godt kan blive trist, når jeg mindes om nogen af Silas´ udfordringer, så glæder jeg mig samtidig over hans ufattelige livsvilje og altid gode og smittende humør.

Tilbage til den der kasse for forældre som os. Jeg læste i den lokale ugeavis at "Legeteket" i Haderslev holdt åbent hus med rådgivning. Jeg anede ikke noget om "Legeteket", men fandt ud af, at det var et gratis tilbud fra Haderslev Kommune til forældre og fagfolk, hvor man kunne låne træningsredskaber/-legetøj og andre effekter, der kan stimulere udviklingen hos børn med "særlige behov". Silas er ikke helt på niveau med sine jævnaldrende i sprog og grovmotorik, så jeg mødte op for at kigge "Legeteket" lidt ud.

Der var også en del ting, som jeg kunne se en fordel af at låne ift at hjælpe Silas på vej i sin udvikling. Det er jo et fantastisk tilbud for både forældre og fagfolk. Nogle af disse rekvisitter ville også koste en bondegård i butikkerne, og hvis man kun skal bruge dem en måned eller to, så ville almindelige folk jo knap have råd til det. På Legeteket er det så gratis at låne tingene i 1-2 måneder.

Der var mødt ca 10 gæster op til dette åbent hus arrangement og ved præsentationen gik det op for mig, at jeg var den eneste forælder. De øvrige var pædagoger fra institutioner rundt om i Haderslev. Jeg er forundret over, at der ikke var flere forældre til sådan et arrangement. Personligt blev jeg i hvert fald inspireret og kommer helt sikkert igen i den ordinære lånetid.

Og forresten. Mht mandagens kontrol. Silas var vokset næsten 2 cm og have taget 300 g på. Vi kunne måske godt have ønsket os lidt mere vægt, så selvom vi nok til en start var lidt skuffede, så må man nok se realistisk på det og sige, at det var ganske tilfredsstillende. Silas bevæger sig den rette vej. Fagfolkene var da ret tilfredse med ham.

søndag den 25. september 2011

Når mad er et mareridt

Silas har aldrig været særlig god til at spise, og jeg tror, at det bl.a. hænger sammen med hans behandlingsforløb med kemo (selvom det ligger 2 år tilbage nu), men ikke mindst hvor afkræftet han var for 1½ år siden, da vi var indlagt til udredning, og han der fik konstateret Cystisk Fibrose. De få ting, som han med glæde spiste under indlæggelsen - eller måske rettere op til indlæggelsen, rører han helst ikke i dag. Jeg tænker at smagen af det mad,som han spiste dengang, giver ham dårlige associationer.

Faktisk er måltiderne blevet et sandt mareridt for os og har været det størstedelen af Silas´ liv. Silas er umådelig kræsen og vil ikke smage på noget nyt. Kartofler og ris spiser han ikke - faktisk er han lige ved at kaste op, hvis han får det i munden. Det eneste varme mad han med sikkerhed spiser er tomatsuppe, som han er helt vild med - dog uden kødboller og suppehorn. Deruodver er det kun pandekager, som han med sikkerhed modtager med åbne arme  åben mund. Gennem de sidste par uger har vi dog sporet lidt velvilje for noget nyt og set ham spise 1½ skive farsbrød og en pizzaslice. Henrik og jeg kiggede måbende på hinanden, men vi ved også, at det sagtens kan være, at han næste gang, han præsenteres for samme ret vil nægte at putte det i munden igen.

Silas vil faktisk kun have rugbrød, boller eller franskbrød. Derpå kan vi heldigvis komme forskelliget pålæg på, men man kan alligvel ikke lade være at tænke, at det må være lidt kedeligt kun at spise brød med div. pålæg - og hvad pokker gør vi, hvis han pludselig får den idé, at han ikke vil spise brød mere?!

Han spiser dog med glæde chips, saltstænger, frugtstænger, chokoladekage og chokolade. Men men det kan man jo ikke leve af.


Silas giver kærligt bamsen mad og drikke
- men hvad med ham selv?
 Måltiderne tager typisk ½-1 time, hvilket godt kan være lidt en pine, hvis man har lidt travlt en morgen, for man har ikke meget lyst til at snyde ham for mad, da han jo meget gerne skulle tage noget mere på. Jeg synes det er svært at fede på ham, når han er så småtspisende. Vi gør ellers en indsats med tandsmør, sødmælk, fed pålæg og masser af olie i pandekager og tomatsuppe. Pga en defekt bugspytkirtel, så kan Silas ikke selv spalte fedt og trods medicin går der stadig en del fedt tabt, som han ikke får næringen af.

Imorgen skal vi til kontrol på Skejby, som vi er ca en gang hver måned. Til denne kontrol måles og vejes han altid, og både Henrik og jeg forventer, at han denne gang har taget på i vægt, så jeg ved, at vi vil blive ret skuffede (og måske også lidt frustrerede), hvis vægten skulle vise det modsatte.

søndag den 18. september 2011

Nok første, sidste og eneste gang!

Hundeudstilling! Det er altså ikke rigtig mig, men jeg plejer dog at udstille mine hunde en enkelt gang, sådan bare for at få dem bedømt, og hvis nu de skulle vise sig at stå med et sæt CACIAG´ere en dag, så er det da også meget praktisk at have dem udstillet, hvis altså vel at mærke har opnået mindst blåt bånd/"very good".

Jeg havde fået det råd at udstille i juniorklassen, da dommerne er lidt mere tolerante ift bevægelser og handling i ringen der. Man må stille i juniorklassen indtil hunden er 18 måneder, så det var på et hængende hår, at jeg nåede det. Jeg udstillede igår, og idag bliver Ninja 18 måneder.

Ninja, da hun var 12 mdr

Laila Carstensen havde været sød at klippe poter og benhår på Ninja for to uger siden og havde udstyret mig med en pelskur,så jeg slap for den store badetur fredag aften. Og så havde jeg så gjort en lille indsats for at træne "stå" og gå/løbe-mens-du-bliver-hængt-i-sytråd.

Vi var to i klassen, og jeg skulle gå bagerst. Desværre bevægede hende foran mig sig MEGET langsomt, og det var godt nok svært at få et godt flow i fremvisningen, selvom jeg stoppede op et par gange for at få afstand. Da dommeren skulle gå Ninjas krop igennem, så havde hun da mest lyst til at smide sig ned, hvilket er helt typisk for hende. Det er da meget federe,at blive nusset på maven.....

Det var en ret hård dommer, der ikke kastede om sig med røde bånd. I championklassen for hannerne var der 4 hunde, og to af dem fik blåt bånd. Så jeg var faktisk ret godt tilfreds med det blå bånd, som han uddelte til mig. Aussierne blev udstillet efter Border Collierne, og her fornemmede jeg også, at der var nogen, der fik lidt andre præmieringer end de lige var vant til på deres hunde.

Han savnede mere "bone" og synes, at hendes haleføring var lidt for høj og hendes øjne var for lyse. Det sidste havde jeg nu ikke lige set komme. Han ville også gerne have haft lidt mere flydende bevægelse. Pyt pyt. Jeg smilede og så glad ud, da jeg forlod ringen med mit blå band. Nogen er taknemmelig for lidt, ikk?

mandag den 12. september 2011

En flittig weekend

Synes at vi bare får regn og regn det meste af tiden, men af en eller anden grund, så fik vi super dejligt vejr med tæt på 20 grader hele weekenden. Tak for det!

Her på matriklen har vi haft gang i det store forhave-/kloakeringsprojekt siden 1. aug, og nu ser det endelig ud til at det værste hestearbejde er ved at være overstået.Jeg skal nok bringe til billeder over udviklingen, når jeg igen får samling på mine billeder

Henrik og Tobias knokler med en total uhåndtérbar og tung birketræsrod.

Tobias kom hjem lørdag aften og gav et nap med diverse dele af projektet søndag. Der var nok af opgaver, der krævede en stærk mand - og det er ikke lige mig.


Nu begynder det at ligne noget. Vi mangler kun lige at græsfrøene spirer
og lidt planter i bedet.
Lille Silas var også flittig til at hjælpe. Ikke at jeg tror, at hans indsats gjorde den store forskel, men alene det, at han var indstillet på at gå ude hele weekenden var jo en stor hjælp. På billedet sidder han og leger lidt på den nyanlagte terasse, som vi er SÅ glade for.

mandag den 5. september 2011

Hvor svært kan det være....

for at hold bestående af fire agilityhunde, at få 75% af holdet igennem banen uden disk. Åbenbart svært :-(

I weekenden deltog jeg sammen med Echo til DKKs DM. Vi havde for første gang kvalificeret os til det individuelle DM og deruodver havde vi tilmeldt holdet "Prinsessen og de 3 musketerer".

Jeg kan dårligt tillade mig at have det helt store forventninger til Echo, når jeg lægger så lidt energi i ham, som jeg gør, og jeg kunne da også godt mærke, at jeg ikke kunne sætte mig op på samme måde, som jeg har kunnet med Jack, Diva og Charlie til de tidligere års DM.

Efter lørdagens gennemløb lå Echo og jeg placeret som nr. 10 individuelt med 0 fejl og vores hold lå nr. 1(!!). Der var faktisk kun to hold, der kunne blive danmarksmestre, da man skal have tre tællende løb på holdet. Så jeg synes måske nok, at det var svært at sige, at vores hold var det bedste - vi var måske bare de mindst dårlige, for vi havde alle på holdet 5 fejl.

Silas - mit eget personlige heppekor.
Kanon stemning søndag morgen

Men med en viden om, at vi blot skulle have 3 igennem banen uden disk, og dermed kunne vinde guld eller sølv, så burde det da ikke være så svært. Men men, det var åbenbart en lidt for svær opgave for os. Først blev Thorleif og Dixie (Prinsesssen) disket og bagefter fulgte Echo og jeg trop. Faktisk endte det med, at vores hold raslede ned på en 6. plads. Der kan man da tale om at smide det hele væk. Men herreste gud det er jo bare agility, og som Susanne Rødtness skriver på sin blog: Vi kan da kalde os Danmarksmestre i Spring :-)

Individuelt indkasserede jeg 10 fejl, som jeg alle fik pga samme sats. Selvom jeg havde gået  banen anderledes til banegennemgangen, så blev jeg alligevel fristet til at satse lidt og stikke fra Echo ved vippen, så jeg kunne komme om på den anden side af muren og tage imod ham. Da jeg jo aldrig træner med Echo, så er det også lidt svært at satse - eller det vil sige, at alt andet end "basic" næsten er et sats, så det er måske mere korrekt at sige, at udfaldet af mine sats kan være svære at forudsige. Og det her sats kostede fem fejl på vippen og en vægring på tunellen, fordi jeg ikke kom på plads dernede. Echo endte på en 8. plads, hvilket jeg egentlig er fint tilfreds med.


Jeg kom ikke selv på podiet, men det blev da lidt i familien, da holdet Border Treasures Family vandt guld for holdet. Holdet består af Ninjas mor Simic, onkel Catch, halvsøster Nala og halvsøster Queenie.

mandag den 22. august 2011

Jeg troede, terriere var killers...

Nu har jeg været terrier-ejer i mere end 20 år, og terriere er jo nogle små sataner, der kan finde på at æde alt, der løber eller spræller. Ja, det er nok den opfattelse, som jeg har haft indtil nu.

Mine terrier har jaget mange dyr, men tilsammen har mine gennem tiderne 4 terrier slået færre dyr ihjel end jeg kan tælle på en hånd. Jeg har altid frygtet, at en af dem ville få fat i en af bofællernes katte (fra dengang vi boede i bofællesskab, og der dagligt bevægede sig 4-5 katte rundt i det fælles gårdsrum). Charlie fik engang fat i en af disse katte - en gammel døv kat på 15 år, men den overlevede nu sammenstødet uden mén.

Nu har jeg så fået en hyrdehund, altså border collie Ninja. Hun er sød og blid og ligner ikke en, der kunne gøre nogen fortræd. Men men hun har trods sin unge alder mange lig på samvittigheden. Så vidt jeg ved dog kun duer og mus.

Her til aften kom jeg op til vejen og så en due baske lidt rundt med en vinge, der sad lidt ufikst. Det så sgu ikke holdbart ud, og jeg gennede lidt til den og tænkte, at den så ville flyve væk, men skidtet KUNNE ikke flyve. Der var i mine øjne tre løsninger på det problem:

1 - Lade duen sejle sin egen sø, og så ville "Mikkel" måske æde den i nattens løb.
2 - Selv forsøge mig som "afliver", vel vidende, at jeg ikke ville være i stand til at slå den ihjel, men nok snarere ville udsætte den for større pine, fordi jeg kun ville kunne dreje hovedet halvvejs rundt på den eller slå den med slatten med en stump genstand -gentagne gang uden døden ville indtræffe.
3 - Bede Ninja om at "tage affære".

Ung Ninja med en mus i mundvigen
Jeg tænkte de tre muligheder igennem igen, og var ikke i tvivl om, at nr. 3 ville være den hurtigste og mest smertefrie. Jeg kunne også ringe efter dyreambulancen, men så skulle duen baske rundt i grøften og måske ville den være hoppet langt ud i kornet og overladt til "Mikkel", eller hvad der nu kom forbi.

Da jeg jo sidste år konstaterede, at Ninja uden min indblanden eller opmuntring effektivt havde aflivet et par duer, så valgte jeg at sende hende ud på missionen. 1-2-3 sek, Ninja spyttede fjer ud af munden og duen baskede et par gange i grøftekanten, og så var den stille. Ninja kom tilbage til mig. Opgaven var udført og duen havde ingen videre interesse i hendes øjne, nu var dens pinsler ovre.

Ingen af mine dræberterrier har nogensinde nakket duer. Husker faktisk en gråspurv, der fløj ind i gabet på min dværgschnauzer, hvilket næsten gav panik i hundeflokken, for der var da ingen, der kunne finde ud af at tage livet af den, og den havde jo taget lidt skade af kollisionen med hundegabet. Det endte med, at Henrik måtte tage livet af den. Så meget for terriere!

fredag den 19. august 2011

Min gamle rare hund

For lidt tid siden fik jeg en opringning fra en af de piger, som jeg har været instruktør sammen med. Hun havde købt sig en lille Wheaten-hvalp, som desværre ikke var særlig stolt ved andre voksne hunde.
Nuttede lille Ludo

Nu var hun på jagt efter søde hunde, som kunne hilse på Ludo og give hende gode oplevelser. Her var jeg meget sikker på, at Charlie kunne bruges.

Janne kom forbi et par gange, og Charlie gav lutter gode oplevelser. Han er den type hund, som hvalpe virkelig synes er spændende, og de står tit på nakken af ham, for at se, hvad han har gang i.

Charlie modtager hvalpene med åbne arme og er supersød ved dem. Så har tilmed en engels tålmodighed, hvad hvalpene angår. Selvom Charlie ikke er særlig interesseret i andre hunde, så er hvalpe en klar undtagelse. Han elsker simpelthen hvalpe.

Lille Ludo snuser nysgerrigt til Charlie, der er i hopla

I virkelighed er der nok gået en fantastisk kennelhund tabt i min gode gamle Charlie.

onsdag den 10. august 2011

Fordi det smitter.....

I dag skulle jeg på jobbet lave en af de opgaver, som til tider kan hænge mig langt ud af halsen. Faktisk kunne jeg godt have været krøbet udenom, da det oprindeligt kun var meningen, at jeg skulle bistå en kollega på opgaven, men da jeg til syvende og sidst er hovedansvarlig på hele denne kundeopstart og vidste, at min kollega var meget savnet i vores driftsafdeling, så besluttede jeg at tage opgaven selv.

I al sin enkelhed går denne opgave ud på at møde op på div. plejecentre med en masse på forhånd udvalgt tøj, som personalet så skal prøve for derefter at afgive deres bestilling på deres nye jobtøj. Nogen gange skal jeg rode længe i motivationsposen for at glæde mig til denne type opgaver. Det irriterer mig faktisk lidt, at jeg har det sådan, for det er skam en ganske udmærket opgave.

Så jeg besluttede simpelthen, at jeg ville have en mission for dagen på det plejecenter, som jeg i dag skulle besøge. Jeg ville smitte med glæde og være så serviceminded og rådgivende, at personalet ville gå glade ud af "mit" lokale. Med til historien hører måske også, at personalet i denne type opgaver nogen gange kan være ret negative over kommunens valg af nyt job tøj og give udtryk for diverse frustrationer, som vi ikke rigtig kan hjælpe dem med.

Ha-Ha. Opgaven skulle faktisk vise sig at være ret let. For på dette her plejecenter var der i forvejen en utrolig positiv ånd, og jeg fornemmede i løbet af dagen, at der var stor kollegial omsorg, og jeg blev i dobbelt godt humør af at høre personalet tale sammen på gangen udenfor lokalet. Jeg nød at guide til dem bestilling af deres nye jobtøj, og jeg synes faktisk, at jeg havde en helt igennem fantastisk dag på jobbet.

Moralen for dagen er faktisk hele to ting:
1 - Sindsstemninger smitter
2 - Det er holdningen til ens opgaver, som ofte afgør, om de er drøje eller lette at udføre

mandag den 8. august 2011

FF

Forkortelse for fantastiske forældre. Sådan nogle forældre har jeg simpelthen. Jeg føler mig godt nok heldig. I uge 30 havde de Silas på ferie i 3 dage fra tirsdag til fredag, mens Henrik og jeg arbejdede, og mandag kørte de den lange tur på 175 km herned igen for at fejre Silas´ fødselsdag og så ellers blive her resten af ugen.

Henrik og jeg havde ferie. Ikke fordi det som sådan emmede af ferie og afslapning, for tirsdag morgen ankom den første entreprenørmaskine og så gik mændene (Henrik, Tobias og min far) i krig med at endevende forhaven. Der er gennem ugen lagt mange timers arbejde i det projekt, og vi er da heller ikke færdige endnu.

Henrik stikker grabben i jorden


Efter en dags graven, så så indkørslen sådan ud
Min far knoklede på og stod blandt andet for at lægge kantblokke. Som udlært murer, så var det jo lige et job for ham at lægge dem.

Min far har påbegyndt
opbygningen af bed i forhaven
Tobias og Henrik fik lidt hjælp til det groveste af arbejdet ved at få lidt maskinkræfter. Tobias blev helt bidt af at køre maskinerne.

Tobias var som en fisk i vandet

Der er lang vej endnu, men projektet tager lige så stille form nu. Jeg ville egentlig gerne have hjulpet til med forhaveprojektet, som jeg har snakket ivrigt om de sidste to år, da huset indtil nu bare har ligget, som om det var blevet "tabt" på en græsplæne. Med de store ulemper, at indkørslen blev et smathul om vinteren, og om sommeren slæbte hundene masser af græs med ind i huset, fordi man trådte direkte ud på græsplænen fra hoveddøren. Men grundet min elendige ryg, så er min entreprenørkarriere indstillet, og jeg måtte bare se mig selv som serviceorganet, der sørgede for madlavning, indkøb, ærindekørsel og pasning af Silas, derunder indkøring i børnehave (som bare går rigtig superduper godt). Til disse opgaver bistod min mor mig også lidt. Det eneste synlige jeg har udrettet er, at jeg er gået igang med at male udestuen, som nærmest skreg på pleje.

Alle kan give en hånd med
Silas med sin nye trillebør
Men jeg tænker tilbage på ugen, der nu er gået, så er jeg vældig taknemmelig over, at have forældre, der trods alt har helbred, overskud, tid, lyst og kærlighed til at hjælpe os "unger"gang på gang. Jeg værdsætter det stort!

onsdag den 3. august 2011

Ferie-uge

Henrik og jeg har valgt kun at holde to ugers sommerferie. Den første uge var i uge 27, og den sidste holder vi så nu i uge 31, og indtil videre har vi jo fået et sommerferievejr, som de fleste af dem med en brugt sommerferie bare har drømt om.
Nogen vil måske synes, at det er lidt fedtet med kun to ugers ferie, men både Henrik og jeg har nogle store og spændende projekter på jobbet, og da vi var på camping i hele påskeugen og i Kristi Himmelfartsferien (og helligdagene faldt meget sent i år), så er vi ikke så feriehungrende. Måske kan vi få lejlighed til at tage en uges ferie i efteråret og måske rejse til udlandet, eller hvad vi nu finder på.


Dagens første gave

Denne ferieuge, som vi befinder os midt i, startede med en dag med mange oplevelser for især Silas. Han blev nemlig 3 år i mandags, og samme dag startede han i børnehave. Han var dog kun på besøg i et par timer sammen med både Henrik og mig. Efter middagsluren derhjemme ventede fødselsdagsgæsterne.

Silas fik bare de mest fantastiske gaver. Største hit var fra Onkel Uffe, som havde købt en guitar. Vi havde købt elektriske trommer til ham og mine forældre havde blandt andet købt en trillebør. Trillebøren nyder han at gå rundt med i haven og flytte på et par småting, og guitaren ja, Silas er jo meget begejstret for musik, og han ligner jo af og til en helt tjekket guitarist, når han håndterer sit nye legetøj.

Silas spiller guitar

Men ferieugen skal ikke bare gå med hygge og afslapning. Her står den nemlig på "Projekt Forhave". Tirsdag har Henrik brugt størstedelen af dagen på, at grave jord i indkørsel og forhave og lige nu ser det herrens ud, men mon ikke det ender med at blive flot?!

Grunden set fra indkørsel

Der er stadig lang vej til projektets afslutning, men med lidt flid og de rigtige maskiner, så når vi det nok i år.

søndag den 31. juli 2011

Echo er DM-klar

Sikke en sommerweekend. Stegendes hedt! Jeg havde valgt at tage til Internationalt DKK stævne i Vejen. Det var der to grunde til. For det første blev det afholdt 35 min. kørsel herfra og for det andet, så manglede jeg lige præcis ét fejlfrit kvalifikationsløb i Agility Åben for, at få Echo med til DM. Jeg for længe siden besluttet mig for, at jeg ikke gad at ræse landet rundt for at kvalificere mig.

Jeg kan jo ikke tillade mig at forvente en hel masse af en hund, som jeg aldrig træner, så hvis vi kvalificerede os, så ville det bare være fint, og hvis ikke, så var det ok.

Echo på banen
Foto: Schnauzerpower, Gitte

Lørdag løb Echo fejlfrit i Ag1 og fik sin sidste oprykning til AG2, som jeg så eftertilmeldte - og vandt den med et fejlfrit løb. Agility Åben var også fejlfrit - ikke så hurtigt. Echo er ikke så glad for varmen. Han giver sig ikke rigtigt, men det er faktisk ikke, fordi han ikke vil løbe agility. Jeg skal nemlig bogstavelig talt slæbe ham ind i stævneteltet eller udenfor ringområdet efter hvert løb. Han vil skisme da ikke forlade "festen"

Et kig ud over stævnepladsen og de to agiltyringe

Nå men det var skønt med 3 fejlfrie agilityløb. Gårsdagens sidste løb, som var spring åben gav desværre en disk og i dag løb vi 3 løb, som vi alle blev diskede i. Det kan man da kalde stabilitet på en eller anden måde!!

Det var en blandet oplevelse at være til et "ægte" DKK stævne igen (har ikke været afsted siden engang i 2009). Tidsplanen passer som røv og nøgler. Det er sgu da utroligt, at DKK ikke kan finde ud af "regne den ud". Så svært kan det da for pokker ikke være. Vi andre kan da finde ud af det, og det er de samme deltagere, der kommer til vores stævner i Ribe Hundevenner. Men der kunne jo også være den forskel, at selvom vi altid synes at tørste efter hjælpere, så er det da vist vand ift DKK. Egentlig ret belastende, at der skulle efterlyses hjælpere til næsten hver klasse, så man næsten fik helt dårlig samvittighed over ikke at hjælpe til.... Nå ja, så er der jo også lige præmieringen. Den er jo heller ikke noget særligt at skrive hjem om.

Et kig ned af langsiden

Men selvom DKK ikke er fantastiske til at afvikle stævner, så var det jo stadig dejligt at hilse på diverse dejlige mennesker til weekendens stævne. Agilityverdenen er fyldt med så mange skønne folk, og mange af dem nyder jeg at gense.

onsdag den 27. juli 2011

Hygge uden småbørn

For Henrik og jeg er denne uge arbejdsuge, men for Silas er det ferie. Dagplejen har ferielukket og på mandag starter han i børnehaven.
Derfor er Silas på ferie hos mine forældre og bliver forkælet med flødeboller og is på de underligste tidspunkter. Lige præcis som det skal være, når man er på ferie hos sine bedsteforældre.

Så vi skal da ikke sidde på vores flade i sofaen og kigge ud i luften, når Silas hygger sig nordpå. Så er det da med at gøre nogle af ting sammen, som måske ikke lige ville være Silas´ førstevalg. Så vi havde talt om, at vi skulle tage ud at spise sammen en af de aftener, hvor Silas var på ferie.

På jobbet i dag fik jeg den idé, at vi kunne tage på Trapholt i Kolding. Jeg har aldrig været der før, men fandt ud af, at de havde åbnet til kl 20 hver onsdag og cafeen om onsdagen serverede en grillbuffet med div kød og salater.

Trapholt - Skøn terasse med udsigt

Udsigt fra Trapholt over fjorden
Jeg: Hvad er mon det, der ligger derovre
Tobias: Det er dyrt!
Det tror jeg, at han har meget ret i. De teenagere er ikke så nemme at narre.
Det var en fantastisk aften til sådan et arrangement, for vi kunne sidde og nyde en af de sjældne sommeraftener med udsigt ud over fjorden. Efter maden tog vi en lille rundtur på Trapholt og så nogle af udstillingerne.
Synsbedrag... Lille Tobias på stolen og kæmpe Henrik!


Smart hat - ikk?
Det var lidt sjovt at køre afsted mod Trapholt uden at have fortalt Tobias og Henrik, hvad planen var. Jeg havde kun sagt, at vi skulle have både kulturelle og gastronomiske oplevelser. Tobias er lige så dårlig, som jeg til at blive "bortført" og gættede i et væk på destinationen. Men han gættede aldrig hvad planen var.