mandag den 22. august 2011

Jeg troede, terriere var killers...

Nu har jeg været terrier-ejer i mere end 20 år, og terriere er jo nogle små sataner, der kan finde på at æde alt, der løber eller spræller. Ja, det er nok den opfattelse, som jeg har haft indtil nu.

Mine terrier har jaget mange dyr, men tilsammen har mine gennem tiderne 4 terrier slået færre dyr ihjel end jeg kan tælle på en hånd. Jeg har altid frygtet, at en af dem ville få fat i en af bofællernes katte (fra dengang vi boede i bofællesskab, og der dagligt bevægede sig 4-5 katte rundt i det fælles gårdsrum). Charlie fik engang fat i en af disse katte - en gammel døv kat på 15 år, men den overlevede nu sammenstødet uden mén.

Nu har jeg så fået en hyrdehund, altså border collie Ninja. Hun er sød og blid og ligner ikke en, der kunne gøre nogen fortræd. Men men hun har trods sin unge alder mange lig på samvittigheden. Så vidt jeg ved dog kun duer og mus.

Her til aften kom jeg op til vejen og så en due baske lidt rundt med en vinge, der sad lidt ufikst. Det så sgu ikke holdbart ud, og jeg gennede lidt til den og tænkte, at den så ville flyve væk, men skidtet KUNNE ikke flyve. Der var i mine øjne tre løsninger på det problem:

1 - Lade duen sejle sin egen sø, og så ville "Mikkel" måske æde den i nattens løb.
2 - Selv forsøge mig som "afliver", vel vidende, at jeg ikke ville være i stand til at slå den ihjel, men nok snarere ville udsætte den for større pine, fordi jeg kun ville kunne dreje hovedet halvvejs rundt på den eller slå den med slatten med en stump genstand -gentagne gang uden døden ville indtræffe.
3 - Bede Ninja om at "tage affære".

Ung Ninja med en mus i mundvigen
Jeg tænkte de tre muligheder igennem igen, og var ikke i tvivl om, at nr. 3 ville være den hurtigste og mest smertefrie. Jeg kunne også ringe efter dyreambulancen, men så skulle duen baske rundt i grøften og måske ville den være hoppet langt ud i kornet og overladt til "Mikkel", eller hvad der nu kom forbi.

Da jeg jo sidste år konstaterede, at Ninja uden min indblanden eller opmuntring effektivt havde aflivet et par duer, så valgte jeg at sende hende ud på missionen. 1-2-3 sek, Ninja spyttede fjer ud af munden og duen baskede et par gange i grøftekanten, og så var den stille. Ninja kom tilbage til mig. Opgaven var udført og duen havde ingen videre interesse i hendes øjne, nu var dens pinsler ovre.

Ingen af mine dræberterrier har nogensinde nakket duer. Husker faktisk en gråspurv, der fløj ind i gabet på min dværgschnauzer, hvilket næsten gav panik i hundeflokken, for der var da ingen, der kunne finde ud af at tage livet af den, og den havde jo taget lidt skade af kollisionen med hundegabet. Det endte med, at Henrik måtte tage livet af den. Så meget for terriere!

fredag den 19. august 2011

Min gamle rare hund

For lidt tid siden fik jeg en opringning fra en af de piger, som jeg har været instruktør sammen med. Hun havde købt sig en lille Wheaten-hvalp, som desværre ikke var særlig stolt ved andre voksne hunde.
Nuttede lille Ludo

Nu var hun på jagt efter søde hunde, som kunne hilse på Ludo og give hende gode oplevelser. Her var jeg meget sikker på, at Charlie kunne bruges.

Janne kom forbi et par gange, og Charlie gav lutter gode oplevelser. Han er den type hund, som hvalpe virkelig synes er spændende, og de står tit på nakken af ham, for at se, hvad han har gang i.

Charlie modtager hvalpene med åbne arme og er supersød ved dem. Så har tilmed en engels tålmodighed, hvad hvalpene angår. Selvom Charlie ikke er særlig interesseret i andre hunde, så er hvalpe en klar undtagelse. Han elsker simpelthen hvalpe.

Lille Ludo snuser nysgerrigt til Charlie, der er i hopla

I virkelighed er der nok gået en fantastisk kennelhund tabt i min gode gamle Charlie.

onsdag den 10. august 2011

Fordi det smitter.....

I dag skulle jeg på jobbet lave en af de opgaver, som til tider kan hænge mig langt ud af halsen. Faktisk kunne jeg godt have været krøbet udenom, da det oprindeligt kun var meningen, at jeg skulle bistå en kollega på opgaven, men da jeg til syvende og sidst er hovedansvarlig på hele denne kundeopstart og vidste, at min kollega var meget savnet i vores driftsafdeling, så besluttede jeg at tage opgaven selv.

I al sin enkelhed går denne opgave ud på at møde op på div. plejecentre med en masse på forhånd udvalgt tøj, som personalet så skal prøve for derefter at afgive deres bestilling på deres nye jobtøj. Nogen gange skal jeg rode længe i motivationsposen for at glæde mig til denne type opgaver. Det irriterer mig faktisk lidt, at jeg har det sådan, for det er skam en ganske udmærket opgave.

Så jeg besluttede simpelthen, at jeg ville have en mission for dagen på det plejecenter, som jeg i dag skulle besøge. Jeg ville smitte med glæde og være så serviceminded og rådgivende, at personalet ville gå glade ud af "mit" lokale. Med til historien hører måske også, at personalet i denne type opgaver nogen gange kan være ret negative over kommunens valg af nyt job tøj og give udtryk for diverse frustrationer, som vi ikke rigtig kan hjælpe dem med.

Ha-Ha. Opgaven skulle faktisk vise sig at være ret let. For på dette her plejecenter var der i forvejen en utrolig positiv ånd, og jeg fornemmede i løbet af dagen, at der var stor kollegial omsorg, og jeg blev i dobbelt godt humør af at høre personalet tale sammen på gangen udenfor lokalet. Jeg nød at guide til dem bestilling af deres nye jobtøj, og jeg synes faktisk, at jeg havde en helt igennem fantastisk dag på jobbet.

Moralen for dagen er faktisk hele to ting:
1 - Sindsstemninger smitter
2 - Det er holdningen til ens opgaver, som ofte afgør, om de er drøje eller lette at udføre

mandag den 8. august 2011

FF

Forkortelse for fantastiske forældre. Sådan nogle forældre har jeg simpelthen. Jeg føler mig godt nok heldig. I uge 30 havde de Silas på ferie i 3 dage fra tirsdag til fredag, mens Henrik og jeg arbejdede, og mandag kørte de den lange tur på 175 km herned igen for at fejre Silas´ fødselsdag og så ellers blive her resten af ugen.

Henrik og jeg havde ferie. Ikke fordi det som sådan emmede af ferie og afslapning, for tirsdag morgen ankom den første entreprenørmaskine og så gik mændene (Henrik, Tobias og min far) i krig med at endevende forhaven. Der er gennem ugen lagt mange timers arbejde i det projekt, og vi er da heller ikke færdige endnu.

Henrik stikker grabben i jorden


Efter en dags graven, så så indkørslen sådan ud
Min far knoklede på og stod blandt andet for at lægge kantblokke. Som udlært murer, så var det jo lige et job for ham at lægge dem.

Min far har påbegyndt
opbygningen af bed i forhaven
Tobias og Henrik fik lidt hjælp til det groveste af arbejdet ved at få lidt maskinkræfter. Tobias blev helt bidt af at køre maskinerne.

Tobias var som en fisk i vandet

Der er lang vej endnu, men projektet tager lige så stille form nu. Jeg ville egentlig gerne have hjulpet til med forhaveprojektet, som jeg har snakket ivrigt om de sidste to år, da huset indtil nu bare har ligget, som om det var blevet "tabt" på en græsplæne. Med de store ulemper, at indkørslen blev et smathul om vinteren, og om sommeren slæbte hundene masser af græs med ind i huset, fordi man trådte direkte ud på græsplænen fra hoveddøren. Men grundet min elendige ryg, så er min entreprenørkarriere indstillet, og jeg måtte bare se mig selv som serviceorganet, der sørgede for madlavning, indkøb, ærindekørsel og pasning af Silas, derunder indkøring i børnehave (som bare går rigtig superduper godt). Til disse opgaver bistod min mor mig også lidt. Det eneste synlige jeg har udrettet er, at jeg er gået igang med at male udestuen, som nærmest skreg på pleje.

Alle kan give en hånd med
Silas med sin nye trillebør
Men jeg tænker tilbage på ugen, der nu er gået, så er jeg vældig taknemmelig over, at have forældre, der trods alt har helbred, overskud, tid, lyst og kærlighed til at hjælpe os "unger"gang på gang. Jeg værdsætter det stort!

onsdag den 3. august 2011

Ferie-uge

Henrik og jeg har valgt kun at holde to ugers sommerferie. Den første uge var i uge 27, og den sidste holder vi så nu i uge 31, og indtil videre har vi jo fået et sommerferievejr, som de fleste af dem med en brugt sommerferie bare har drømt om.
Nogen vil måske synes, at det er lidt fedtet med kun to ugers ferie, men både Henrik og jeg har nogle store og spændende projekter på jobbet, og da vi var på camping i hele påskeugen og i Kristi Himmelfartsferien (og helligdagene faldt meget sent i år), så er vi ikke så feriehungrende. Måske kan vi få lejlighed til at tage en uges ferie i efteråret og måske rejse til udlandet, eller hvad vi nu finder på.


Dagens første gave

Denne ferieuge, som vi befinder os midt i, startede med en dag med mange oplevelser for især Silas. Han blev nemlig 3 år i mandags, og samme dag startede han i børnehave. Han var dog kun på besøg i et par timer sammen med både Henrik og mig. Efter middagsluren derhjemme ventede fødselsdagsgæsterne.

Silas fik bare de mest fantastiske gaver. Største hit var fra Onkel Uffe, som havde købt en guitar. Vi havde købt elektriske trommer til ham og mine forældre havde blandt andet købt en trillebør. Trillebøren nyder han at gå rundt med i haven og flytte på et par småting, og guitaren ja, Silas er jo meget begejstret for musik, og han ligner jo af og til en helt tjekket guitarist, når han håndterer sit nye legetøj.

Silas spiller guitar

Men ferieugen skal ikke bare gå med hygge og afslapning. Her står den nemlig på "Projekt Forhave". Tirsdag har Henrik brugt størstedelen af dagen på, at grave jord i indkørsel og forhave og lige nu ser det herrens ud, men mon ikke det ender med at blive flot?!

Grunden set fra indkørsel

Der er stadig lang vej til projektets afslutning, men med lidt flid og de rigtige maskiner, så når vi det nok i år.