fredag den 27. juli 2012

Turist i nærområdet

Onsdag blev mest en slapperdag. Jeg er faktisk ikke god til varme, så det passer mig fint at kunne søge tilflugt indendøre i vores gamle hus, som heldigvis ikke bliver vildt varmt om sommeren. Jeg har tidligere boet et par steder, hvor sommersolen fik temperaturen op over 30 grader i huset.

Silas nød også bare at være hjemme. Faktisk tror jeg, at han havde savnet sine legesager, mens vi var til Jutlandia Cup, og da Fanøturen jo var een lang oplevelse for ham, så var en hjemmedag nok på sin plads.

Onsdag aften puttede vi Silas kl halv ni og aftalte med Tobias, at han havde et øre på ham. Henrik og jeg kørte ind til Haderslev og tog på guidet rundtur i den gamle bydel sammen med Vægterne. Meget interessant. Vi lærte en hel del om byen, og der var adskillige andre, der havde fået den samme gode idé, så vi var vel 30-35 personer, der fulgtes med vægterne.

Vægterne foran Haderslev Domkirke

Hvis du bor i en by med vægtere, så kan jeg anbefale at følge vægterne og høre deres fortællinger. Haderslev er faktisk en smuk by og en del af de gamle huse er fredede, og der er en helt speciel stemning sådan en sommeraften i de små brostensbelagte gader.

Smukke gamle huse i Hægersgade

En af byens mange unikke døre - det den mangler i højden
har den til gengæld i bredden

Man begriber jo ikke, at man kan få sådan en tur rundt i byen af 1½ times varighed helt gratis.

Lille Klingbjerg
Torsdag var det jo også perfekt sommervejr, især hvis man elsker sol og varme. Vi er dog ikke så vilde med den stærke sol, planen var at tage til Rømø sidst på eftermiddagen, når solen var blevet lidt mildere og der spise aftensmad på stranden, men jeg fik en melding om, at man ikke kunne være på stranden pga blæst og nærmest sandstorm.

Silas sopper

Herovre på Østkysten var der nærmest vindstille, så vi nøjedes derfor bare med at trille lidt sydpå (vi bor jo selv få km fra vandet her på østsiden) og endte ved Genner Strand. Vandet var 19 grader, og vi kom alle tre i vandet. Det var faktisk ikke så tosset. Jeg kan ikke lige huske, hvornår jeg sidste har svømmet en tur i havet, men det er vist noget mere end et år siden.

Nu lidt mere modig
- henter vand til sandslottet
Pludselig gik solen ned bag nogle træer, og stranden blev omdannet til skyggested, og det blev så lidt for koldt, så nu ved vi, hvorfor vi ikke vælger Genner Strand til aftenstrand en anden gang, men tager vores egen Vilstrup Strand.

onsdag den 25. juli 2012

I Love Fanø

Fanø, hvor har du været hele mit liv?

For en måneds tid siden havde jeg via mit job et møde på den lille smukke ø. Du ved, den der "klat", der ligger sølle 12 minutters sejllads fra Esbjerg (i øvrigt rørende billigt at gå omborg på færgen - 40 kroner pr. person for en returbillet). Dengang var mit første besøg på Fanø. Den dag blev jeg bare så forelsket (i øen altså), så jeg måtte bare vende tilbage.

Mine tre sømænd

Denne uge er blot til afslapning og endags ture. Behøver jeg at sige, at jeg nyder min ferie 110% (min arbejdstelefon og -pc er stadig slukket og gemt laaaangt væk - sådan plejer det ikke at være i min sommerferie). Vejret er indtil videre en skærende kontrast til sidste uges våde vejr (ville nu også betakke mig for agilitystævne i +25 graders varme).

Igår pakkede vi hele familien med i bilen og trillede afsted. Selv Tobias havde valgt at gøre os ved selskab.

Når man bare er en lille fyr, så er det godt at være
i selskab med et par gutter med brede skuldre

Fanø er bare smuk og dejlig. Nordby emmer bare af idyl, hav og stråtage. Vi slentrede rundt på "strøget", hvor vi mest bare beundrede husene og de små smalle veje.

Idyl på Fanø

Vi nød en dejlig frokost på Cafe Aroma, hvorefter vi begav os på vandretur. Pga lidt interne misforståelser og manglende stedsans (meget dårlig kombi), flimrede vi noget rundt i Nordby og omegn, og her til morgen har jeg via Iforms hjemmeside opmålt vores samlede vandring på øen til 12 km. Hvilket vel næsten forklarer den kæmpe vabel, jeg har under venstre fod. Idag føles mine fodsåler, som om nogen har banket på dem i timevis med en tæppebanker.

Endelig fandt vi Fanø Bad og kom ud til den skønneste strand. Jeg havde da helt glemt, at de vestvendte strande er så fantastiske. Vi hyggede og soppede på stranden et par timer. Enkelte tog en lur.

Silas sopper

Det tegnede til en smuk solnedgang over Fanø, men den måtte vi droppe, for vi skulle hjemad. Silas skulle have sin medicin. Hundene, som havde ligget dejlig svalt derhjemme, skulle nok også ud at tisse. Men Fanø, vi to er ikke færdig med hinanden. Jeg kan love dig for, at jeg kommer tilbage - igen!!

Tilbage på fastlandet

mandag den 23. juli 2012

Jutlandia Cup

Nu er vi hjemvendt fra en uge med agility - og masser regn!

Silas hygger med paraplyen,
mens vandet vælter ned fra udhænget på stævneteltet


Allerede da jeg læste programmet kunne jeg godt se, at der ventede mig en helt ny verden, når jeg pludselig havde fået startnummer 187, 160, 178. Jeg har aldrig haft et startnummer der var på mere end to cifre.

250 hunde i åben klasse var da ganske overvældende. Nå men jeg kom ikke for at "vinde". Jeg kom for at hygge med min hund og prøve hende lidt af. Hun skuffede mig bestemt ikke. Måske skuffede jeg hende? Det tror jeg dog ikke, selvom jeg var skyld i adskillige disk med hende.

Et kig ud over området  - set fra toppen af bakken bag Ring 4

Det lykkedes mig at løbe 3 løb fejlfrit. Desværre har jeg ikke nogen af dem på video. Men jeg har en lille video af et AG1 løb, hvor hun ikke er gode venner med slalom.

Se video : SP1 lørdag d. 20.07.2012

De tre fejlfrie løb rakte til:
1. plads i AG1 (55 deltagere)
2.plads i AG1 (ca 80 deltagere)
17. plads i AgÅben (ca 250 deltagere)

Det er jeg meget tilfreds med. Banerne var ofte lidt ekstra svære ift normalt, men sådan er det vel altid til ugestævnerne.



Der var mange udenlandske deltagere til Jutlandia Cup. Jeg savnede lidt flere danskere, men bemærkede også, at der var mange danske deltagere, som jeg ikke tidligere havde set (som faktisk løb rimelig godt), hvor katten har de gemt sig henne? Eller hvad er der sket, mens jeg har været lidt fraværende i sporten, hedder det måske snarere?

Ninja på vej ud af tunnellen.
Foto Gitte Poulsen



Henrik var også taget med til stævnet og havde meldt sig som hjælper, hvilket havde sine fordele og ulemper. Henrik fik dagen til at gå, og jeg tror, at han hyggede sig sammen med resten af teamet i ring 1. En anden gode ved hans hjælpsomhed var, at vi fik campingen betalt. Jeg hørte, at andre havde betalt 1400,- for en uge, hvilket jo slet ikke står mål med den vare, som Vingstedcentret leverede. Baderummene var fællesbade (dog kønsopdelt), og jeg oplevede aldrig at komme op til et rengjort baderum. Toiletter var der ikke mange af, og de toiletter, der lå i forbindelse med omklædningsrummene (som de fleste benyttede) havde ingen sæbe eller aftørringsmuligheder.

For lige at runde campingpladserne, så lå vi et rigtig godt sted ude i kanten, hvor der var flere tomme og tørre pladser. Alligevel lå der folk, der havde vand i forteltene.

Campingpladsen torsdag aften
- jeg har set værre billeder hos andre


En aften sendte jeg Tobias op og hente kartoffelbåde i cafeteriet. Han kom tilbage med 2 tallerkner med 20-25 kartoffelbåde på hver. Samlet pris kr. 70. Jeg synes da nok, at Vingsted centret tager ved.

Desværre vil Jutlandia Cup nok mest blive husket for ugestævnet, der nærmest regnede væk, og skybruddet, der kom på hviledagen om torsdagen, lavede ravage i det. Banerne stod under vand og herunder også et lille billede fra mit stævnetelt, hvor det ene bur svømmede rundt.

Det hele sejler rundt inde i stævneteltet

Dommere og komité vurderede om fredagen, at to af banerne ikke kunne løbes på, og besluttede derfor at aflyse alle klasseløbene, så det kun var de åbne klasser, der blev afviklet. Det gav lidt murren i krogene, da der var meldt ud, at startgebyrerne ikke blev tilbagebetalt. Samlet set drejede det sig vel om 25-30.000 kroner. Jeg overlever nok, da jeg kun løb med Ninja og derfor kun mistede 2 gennemløb, men jeg forstår godt, de personer, der løb med mange hunde, der reelt ikke fik den vare, som de havde betalt for.

Der var masser af vand på banerne torsdag aften

Stedet ligger ellers fantastisk smukt i Vejle Ådal, men pga det meget omskiftelige vejr, som begav vi os ikke ud på de store vandreture.

Silas suser afsted på løbecykel

Efter sådan en uge, så kan selv en border collie se træt ud. Herunder ligger Ninja total forvredet under køjerne i campingvognen - og naturligvis ikke i kurven.

Det er hårdt!

lørdag den 14. juli 2012

Min lykkepille

Jeg har en lykkepille. Den har fire ben og hedder Ninja.
Det er utroligt som den hund altid får mig til at smile og være/blive glad.
Ninja klædt i mælkebøtter

Generelt synes jeg nu, at jeg har en positiv tilgang til livet, men som alle andre kan jeg have dage, der er mindre vellykket end andre og måske også perioder, der er mere hektiske end de flestes.

På en mørk dag kan Ninja og en agilitybane i fællesskab næsten fremkalde solskin. Jeg husker meget tydeligt en dag, hvor jeg absolut intet havde at smile over. Det var en rigtig sort dag fuld af kedelige beskeder og beslutninger. Jeg "flygtede" til "agilityland" sammen med Ninja.

Agility med sådan en hund....
Foto: Gitte Poulsen

Mens jeg går banegennemgang til træningen siger Sanne til mig: Hvad går du sådan og smiler af (hun vidste godt, at jeg faktisk ikke havde ret meget at smile af den dag). Jeg kunne kun svare: "Prøv at kigge på den hund der, som ligger der og kigger forventningsfuldt på mig. Så kan jeg da kun smile".
Når der er travlt på jobbet, og jeg kommer afsted til agility, så giver det mig lige et skud energi, fordi jeg får koblet helt af fra jobbet.
Faktisk føler jeg ofte, at jeg nærmest sprudler, når jeg kommer hjem fra træning eller stævne, selvom det måske ikke var sådan jeg tog afsted.
Men jeg er vel næppe det eneste, der har det sådan med mine hunde?
Nu er det endelig sommerferie efter et par rigtig travle måneder på jobbet. Feriens første uge byder på masser af agility. Jeg er sikker på, at det vil tanke mine lidt flade batterier op, og lige nu nyder jeg faktisk ikke at skulle sidde og arbejde aften efter aften, men holde fri og endelig have tid til at gøre, hvad der falder mig ind, såsom at skrive dette blogindlæg, som har ligget i mine tanker, siden jeg tog det øverste billede i maj måned.

tirsdag den 10. juli 2012

En hørebrøler

Mandag hentede jeg Tobias på Sjælland efter en uge på Roskilde Festivalen (under kontrollerede forhold naturligvis).

På hjemturen fortalte Tobias om sine oplevelser på festivalen.

Midt i fortællingerne siger han så: Mor, Er det der knæbind kommet?

I mine ører bliver det så til: Mor, jeg har kneppet kongen....

Han havde godt nok sendt mig en SMS søndag, at vi skulle snakke seriøst på vejen hjem, men det her var jeg ikke lige forberedt på. Det seriøse var i øvrigt bare noget med et mobilabonnement...

søndag den 8. juli 2012

Ferie og fest for en teenager

Puha, der har ikke været meget tid til at skrive de seneste uger. Der er fuld knald på på jobbet, og jeg synes, at jeg ligger vandret. Når jeg har fri drejer det sig primært om at nå at være mor, så må andre ting vente - såsom hundetræning, kærestekys, blogskrivning og -læsning.

Det vigtigste, der er sket siden sidste indlæg er, at Tobias er kommet hjem fra efterskolen. Jeg har bare sådan savnet ham, og glæder mig til at nyde nogle uger sammen med ham i sommerferien, inden han i august starter på grundforløbet på Jordbrugets Uddannelsescenter i Beder. Første step på vejen til at blive anlægsgartner (med særinteresse for belægninger mv.).

Endelig er han hjemme igen

Hans sommerferie startede med, at jeg skiftevis skammede og ærgrede mig over, at jeg ikke kunne være til stede til afslutningen og selv hente Tobias hjem. Men jeg var blevet "beordret" til et møde, og kunden var slet ikke spor lydhør for at flytte mødet. Nu var det jo ikke sådan, at Tobias bare stod der alene og forladt på efterskolen, da klokken ringede ud for sidste gang, for Henrik udfyldte da bonusfarrollen og hentede ham. Jeg selv måtte dulme min selvlede følelse ved realistisk nok at sige til mig selv, at uden mit job (og tilhørende løn), så havde det slet ikke været muligt at sende Tobias to år på efterskole. Jeg ser godt nok også frem til ikke at have den store udskrivning hver måned.

Et par dage efter afslutningen var der afsluttende elevfest. Jeg havde lovet at være forældrevagt. Jeg ser det en ære at få lov at "betragte" elevernes fest - især en anerkendelse ift Tobias, som lader mig være tilstede, mens de fester. Det er skam ikke alle efterskoleeleverne, der vil have, at deres forældre står vagt til festerne. Mest imponerende er det, at de unge bare lader os forældre være som fluer på væggen, for det er som om, at de slet ikke tager notits af vores tilstedeværelse, med mindre de har brug for hjælp. I løbet af aftenen natten kommer de typisk efter hjælp, hvis en kammerat har drukket for meget, eller nogen ikke opfører sig helt, som man burde kunne forvente. De er faktisk supergode til at tage ansvar for hinanden og ikke mindst være gode venner under hele festen.


Denne fest startede med en hoppeborg, rodeotyr, rullestolsbold, hockey. Det var skønt at se, at de unge bare legede og hyggede sig. For de legede bare. De er jo for fanden også bare store børn. Der var udskænkning af popcorn og sodavand frem til aftensmaden, som var pattegris. Hold da fast, som sådan nogle unge vestjyder kan æde. 45 kg flødekartofler, 5 kg kartoffelsalat og vel 40-50 kg svin til 100 personer. Det er jo tæt på et kilo mad pr. person.

Midt på aftenen ankom discjockeyen og bartenderne, og nu var der klar til fest. Jeg synes det har været meget svært at skulle nå dertil, hvor jeg skulle slippe sin teenager løs til fest, men det er meget betryggende at være tilstede og se, at han rent faktisk sagtens kan styre det. Det var min tredje elevfest, og generelt er de unge gode til at styre sig, men det kikser altid for et par stykker, men så er det jo betryggende for alle parter, at der er voksne til at tage hånd om situationen og evt ringe efter en forælder, hvis det er gået helt galt.

Men det var nok desværre også sidste ungdomsfest med Tobias som jeg fik lov at "deltage" til. Så er det bare at håbe, at Tobias fremadrettet fester lige så fornugtigt, som det, jeg har overværet.