mandag den 28. december 2015

Hvad med det der landshold?

Ninja og jeg har haft en fantastisk sæson 2015. Det er jeg meget taknemmelig for, især set i lyset af vores uheldige exit fra banerne efter styrtet fra balancebommen til Dania Cup i 2014.

Maxi Zoo Cup, Viby

Til sæsonens stævner er jeg fra flere forskellige blevet mødt med spørgsmålet om, hvorfor jeg ikke er på landsholdet (ja det er jo ikke en klub man bare kan melde sig ind i....) eller om jeg ikke melder mig til landsholdet næste år.

”2015 bussen” var kørt for os, syntes jeg. For da de første kvalifikationsstævner blev løbet, var jeg slet ikke gået igang med at løbe med Ninja igen, og havde heller ingen anelse om, hvordan ville hun løbe? Kunne hun overhovedet holde til at løbe igen? Jeg ønskede desuden ikke at bringe mig selv i den situation, hvor jeg kunne blive forblændet af en landsholdsdrøm og måske kom til at forcere noget med Ninja, før hun var ordentlig klar.

Ninja viste sig heldigvis at være SÅ klar!

At repræsentere Danmark og løbe VM (og NM) er noget helt specielt, og det er rigtig fedt. Jeg husker det godt, selvom det er 8 år, siden jeg var der med Diva. Og ja, jeg vil sådan også gerne være med igen. Det er bare et spørgsmål, om jeg også er klar til at betale ”prisen.”

Hygge og høj solskin til EO i Tyskland i sommers

Hvad er det for en pris? Ja det er ikke kun kroner og øre, for klart nok, så er det ikke gratis at løbe efter landsholdspladserne – ej heller rejsen og opholdet til VM, men man er sandsynligvis til de fleste af udtagelsesstævnerne alligevel, men det kan ske at betyde lidt mere hjemlig fravær også. Men for mig ved jeg, at det også er forbundet med en stor mental omkostning, da mine tænker kredser om agility og landshold hver eneste dag fra man melder sig, og indtil holdet udtages. Sådan var det i hvert fald da jeg løb med Diva i sin tid. Jeg kan naturligvis have ændret mig på det punkt.

Vi passerer målstregen til DCHs DM

Men min største frygt er måske, om ”magien” stopper, hvis ambitioner om landshold bliver en "stævne-ingrediens". Jeg ønsker ikke at miste min taknemmelighed for mit samarbejde med Ninja. Jeg ved godt, at det er noget, som man selv ”bestemmer”,  men så enkelt er det nok ikke bare. Der er forskel på om ens løb er en brik et stort udtagelsesspil eller om det ”bare er et klasse 3 løb”. Hvis man laver fejl i ”brikken” så bliver det endelig ”værk” jo derefter, og dermed også ens udtagelsesmuligheder. Groft sagt kan man jo fucke det hele op på et stævne. Hvis man laver fejl i det som ”bare er et klasse 3 løb”, så er det jo fløjtende ligegyldigt. Der kommer jo et nyt ”bare et klasse 3 løb” til næste stævne. Tja, jeg er bare bange for at blive ærgerlig på mig selv – og mest af alt på min hund.... Ninja er jo ligeglad med landshold. Hun aner ikke hvad det er.

Ninja - den bedste makker man kan tænke sig

Men nu er det jo heller ikke gjort ved ”bare” at melde sig til landsholdet, man skal jo også gøre det bedre end flertallet og helt ærligt, så har jeg meget stor respekt for de ekvipager i stor klasse, som har haft landsholdspladserne - og ikke mindst nogen af de nye, der er på vej. De er jo ikke sådan bare lige at slå. De er dygtige og flere af dem også relativ stabile.



Jeg synes jo stadig, at jeg er sådan lidt ny (godt nok har jeg løbet agility i mange mange år, men det er noget andet at løbe med lille og mellem hunde) og til tider "klodset" i deres selskab. Selvom jeg faktisk får mange positive tilkendegivelser og opbakning fra ”toppen” – Ja faktisk ligefrem opfordringer til at melde mig til landsholdet. Så føler jeg bare lidt, at hvis jeg skal være med ”der”, så skal der nok arbejdes lidt på at få mig tunet ordenligt ind, fordi jeg selv synes, at jeg nogen gange ikke er skarp nok på banen. Med skarp mener jeg, at jeg ikke er præcis nok i min handling og for langsom til at komme på plads og for langsom til at komme væk på banen. Det bør dog altid være lettere at arbejde med førerens fejl og mangler.

Ninja og jeg foran fanerne til DCHs DM
Nu er sæsonen slut, og det har har været en fantastisk en at se tilbage på. Årets bedste resultater var nr. 2 ved DCHs DM, nr. 2 ved Jutlandia Cup finalen, Jysk Mester, Dansk Springchampion (vandt alle tre certer på 12 dage) samt Dansk Agilitychampion. Når jeg ser tilbage på vores præstationer ved European Open med 399 hunde fra hele verden i klassen, så er jeg også meget tilfreds, selvom det ikke var noget man kunne blive verdensmester med.

Ej heller at forglemme at jeg vandt en AG3 til Jutlandia Cup
(der er var 117 i klassen)

Men jeg tænker nu også mere, at Ninja og jeg kunne være et godt bud på en plads til holdløbene på landsholdet. Nu kan jeg så bruge de næste par måneder (eller hvornår der nu er frist for at melde sig til truppen) til at overveje, om jeg skal forsøge at gøre mig fortjent/dygtig nok til en landsholdsplads eller hvad det i virkeligheden er, jeg gerne vil. 

lørdag den 26. december 2015

Glædelig Jul og lidt om ganske særlige julegaver


Glædelig (bag)jul....  Der er snart ikke mere af julen tilbage, men men julen varer lige til påske, så man kan vel nå det endnu?!

Glædelig jul til jer, der læser med på bloggen. 




Vi er kommet hjem fra første omgang af vores juleræs. Vi startede ud allerede d. 23. dec, hvor Silas var til kontrol på Skejby. Bare et rent rutine-tjek, som vi jo er hver 5.-6. uge.

Jeg skrev lidt i sidste blogindlæg om kontrollerne, sug og lattergas. Man kan faktisk slippet for at få suget "bussemænd" op gennem næse, hvis man er så heldig, at man selv kan hoste en slimklat op. Selvom Silas har meget slim i sine luftveje, så får han bare sjældent hostet slim så langt frem i munden, at han kan spytte det ud. Men det lykkedes d. 23. dec om morgenen, så vi kunne putte slimklatten i et dertil egnet lille glas.

Men det var jo lidt kedeligt bare at aflevere sådan et glas, så vi lavede en julegimmick ud af det, pakkede glasset ned i en skotøjsæske, som vi pakkede ind som en lækker julegave. Silas havde total spillopper i øjnene ved tanken om, at han skulle aflevere en "bussemand" til dem i gave.

Silas klar med den fine pakke

Men men sygeplejersker, der ved, hvor svært det er for Silas at hoste  slimklatterne op (og som derved sparede 20-30 minutter arbejde fordi han nu ikke skulle suges) blev meget begejstret for pakken - og begejstringen dalede ikke spor, da de pakkede gaven ud og fik fingrene i det reelle indhold.

Latter og begejstring over pakkens indhold

Efter kontrolbesøget fortsatte vi hjem til mine forældre, hvor vi skulle holde juleaften. Vi kom bare i rigtig god tid. Så fik vi lidt ekstra hygge og slap for at køre på E45 sammen med alle de andre juletrafikanter juleaftensdag. Hver gang vi kører hjemmefra til jul, så siger jeg til Henrik, at jeg synes, at jeg har glemt et eller andet. "Det siger du hver gang", sagde han så med hentydning til, at der ikke plejede at mangle noget. Men som timerne skred frem hjemme hos mine forældre opdagede jeg flere og flere ting, som ikke var blevet pakket: Make-up fjerner, nattøj til Silas og værst af alt; min vigtigste og mest personlige gave til Henrik.

 For en måneds tid siden var vi hjemme hos nogle venner og spise, og der fik vi øje på en rigtig flot magasinholder. Vi syntes begge, at den var vildt flot, som den hang der på væggen med alle deres inspirerende kogebøger.

Magsinholderen fra Foxy Potato

Vi kom hjem og googlede lidt på den. Prisen var på den anden side af 1.000 kroner. Alt for dyrt for 5 stykker træ, der var limet sammen. Jeg tænkte, at den burde man da selv kunne lave, men jeg var nok godt klar over, at det nok var lettere sagt end gjort, når man havde en fuksvans, en rulle sandpapir og nogle små søm som bedste værktøj til det projekt.

Så var det, at jeg kom i tanker om "Aktivitetshuset", som rummer en række forskellige værksteder, som borgerne i kommuner kan gøre brug af. Jeg troppede op med min magasin-holder-idé og inden jeg fik set mig om, så var den ført ud i livet, og under værkstedslederens kyndige vejledning og assistance fik jeg lavet en flot magasinholder.



Jeg var ret stolt og glædede mig helt vildt til, at se Henrik pakke gaven op. Jeg havde endda også købt en lækker kogebog til ham i gave også, med tanke om, at den skulle pryde den nye magasinholder..... Hold da kæft, hvor jeg ærgrede mig, og hvis ikke det var fordi der var 180 km hjem fra mine forældre af, så havde jeg hentet gaven. Henrik måtte i stedet vente og pakke sin gave ud i går aftes, hvor vi kom hjem fra mine forældre.

Henrik pakker op

Den havde han sgu ikke lige set komme. Det plejer at være Henrik, der er den opfindsomme og kreative af os. Jeg fik også en fin gave, hvor jeg ikke kender hele indholdet af endnu. Det var en fin kasse, som virkede som et slags fold-op-kort, og når man åbnede kom der et klippekort til syne med tre oplevelser hen over 2016. Der var også en lille kasse, og når jeg lirkede låget af kassen, så kom Mick Øgendahl til syne, i kassen lå der to billetter til et stand-up show med Mick Øgendahl. Jeg glæder mig allerede til at sidde og grine i salen.

Gaven fra Henrik. Han er så kærlig og opfindsom

Det var en rigtig skøn juleaften med familien og 1. juledagsfrokost. Ikke mindst nød jeg at holde juleaften sammen med begge mine drenge. Tobias har jo nået en alder, hvor man ikke længere kan tage det for givet.

Mine skønne unger

Jeg er også taknemmelig for, at mine forældre stadig orker at holde juleaften for os. Min storebror samt mine to niecer (den ene sammen med sin kæreste) var der også og holde juleaften, så vi var ialt 10 juleaften. Ja, altså hvis vi tæller hundene med, så var vi 13, men de var mest med på sidelinjen. Tobias havde sørget for at pakke en julegave ind til dem, men de er så lidt destruktive, at de ikke fattede konceptet med at flå papiret af.

Tobias pakkede gavener for pigerne og fordelte indholdet
 Vi andre dansede omkring juletræet og sang en håndfuld julesange. Silas har vedtaget, at han hader at synge, og meddelte straks, at han ikke havde tænkt sig at synge, men tonen fik i bogstavligste forstand en anden lyd, da han fik at vide, at man ikke fik gave, hvis ikke man sang med.

Dans om træet
 Henrik nød Silas´ lille spæde stemme i sit øre, men vi gik omkring træet. Bagefter slog vi terninger om at dele pakkerne ud. Hvis man slog en 1´er eller en 6´er måtte man finde en pakke under træet og aflevere den til modtageren. Når pakken er pakket ud, må der igen slås. Det blev en lang aften, men til gengæld så vi også hvad hinanden fik i gave.

Tobias forsøger at tæmme terningerne

Silas har slået en 1´er eller en 6´er og må finde en pakke

Der er adgang forbudt for hunde i stue2,
så de ligger pænt på den anden side af listen og kigger
Nu er der kun et enkelt julearrangement tilbage, men det bliver bare en stille og rolig eftermiddag med rejemadder og ostebord. For det er vel lidt som om man godt kan synes, at der er grænser for, hvor meget mad, der kan være i maven på os?! Forresten var den kogebog, som jeg gav Henrik en bog som salater, og hvad kan næsten passe bedre til sådan en efterjuletid?!