søndag den 28. maj 2017

Maxi Zoo Cup Viby - og så tager vi vist lige en lille slapper

Synes kun lige, at jeg nåede at komme hjem og trække vejret, inden agility-turnéen fortsatte. Onsdag måtte campingvognen først lige have en lille overhaling, så Silas og jeg kunne drage afsted mod Viby, hvor DKK Viby traditionen tro lægger beslag på min Kr. Himmelfarts ferie.

Et kig ud over stævnepladsen
Vi fik installeret os på en dejlig lille campingplads i kanten af pladsen. Der kunne både vi og hundene rigtig slappe af. Vejret var på hele stævnet ikke mindre end fantastisk. Måske endda lige for fantastisk til at løbe agility i. Temperaturen var vel 23-28 grader. Det var i hvert fald stinkende varmt.

Vores egen lille lejr
Jeg skulle løbe med både MicMic og Ninja. Stævnet blev afviklet over tre dage i tre ringe, og det var til tider rent kaos for mig, da mine løb og banegennemgange faldt total sammen. Desværre for mig havde man brugt samme tidsplansskabelon alle tre dage, så jeg havde samme udfordring alle tre dage med flere af mine løb. Det var enormt stressende, når jeg reelt skulle løbe samtidigt i to ringe, og man officielt kun kunne flytte sin startrækkefølge til sidst i klassen, men når man i forvejen løb som en af sidste, så gav det ikke rigtig noget. Så der var et par gange, hvor jeg måtte lave et meget hurtigt skift fra en klasse 2 bane med den ene hund og direkte over og løbe en klasse 3 bane med den anden hund. Undskyld til mine medløbere og hjælperne i ringene, når jeg meget frustreret stod til start og løb fra ring til ring for at se, hvordan jeg skulle disponerer. Egentlig en smule komisk, men ret kaotisk i mit hoved. Og ikke mindst tak til de hjælpere, der "heksede" og var overbærende i situationerne. Tak til hjælpere og dommere for at holde ud i den bagende sol. Sommeren kom sgu lidt pludseligt!

Ninja
Stævnearrangørerne kan naturligvis ikke gøre for og kan ikke planlægge efter, at folk har flere hunde, og jeg ved alt om, hvilket gedemarked det er at lave en tidsplan, så det er ikke en bebrejdelse af DKK Viby, for det er bare sådan det kan være, når man løber med mere end en hund.

Heldigvis havde jeg ikke meldt til ekstra løbene med Ninja, fordi jeg gerne ville prioritere at forsøge at få oprykninger med MicMic, men hun var altså alligevel den hund, der blev nedprioriteret til stævnet, så hvis jeg "skulle sjuske" i et løb så blev det hendes løb. For Ninja var jeg lidt mere fokuseret på DM kvalifikationer og landsholdspoint. Mit fokus var for MicMic mere på, at hun f.eks tog sine felter korrekt (med markeret stop) end at hun var fejlfri. Det tog jeg da også et par frivillige disk på. Det blev dog alligevel til oprykningspoint i både spring og agility.

Annmari, der har en af Ninjas hvalpe var også kommet lidt i bekneb med sine løb, da hun også skulle løbe flere løb oven i hinanden. Jeg var rigtig glad for hendes løsning. For hun tilbød nemlig mig at løbe et par løb med Doody. Det er jo en fantastisk oplevelse at få lov at løbe med sit eget opdræt. Det var virkelig en fornøjelse. Rent faktisk fik han da også en oprykningspind i bogen på springløbet med en 3. plads samt en tur til præmieoverrækkelse i agilityløbet trods lidt problemer med felterne i agilityløbet. Det var da meget hæderligt, når man tænker på, at jeg faktisk aldrig har "håndteret" ham siden han rejste fra mig som 8-ugers.

Det er altid hyggeligt at gense Ninjas hvalpe.
Her er det Doody
Ninja er som et par gode gamle vandrestøvler, som jeg har kunnet tage ud af skabet og vandre i en hel dag uden så meget som en vabel og stadig lige så lækre at gå i, som da jeg satte dem ind i skabet. Stort set ikke skyggen af træning fra februar og frem til stævnet i Hvalsø for 2 uger siden. Jeg har prioriteret at "genoptræne" hende på strand og i skov, hvor terræn og underlag har kunne give muskler og stabilitet frem for på agilitybanen, så det er virkelig ikke meget, hun har været på banen. Men trods manglende træning og måske også 500 gr for meget på sidebenene, så var hun en dejlig stabil hund også til dette stævne.

Ninja i spring 3
Vi indkasserede dog et par fejl undervejs, men som jeg kan tælle mig sammen til, så er hun nu kvalificeret til DKKs DM, og hun løb sig da også til et par landsholdspoint, selvom hun nok ligger noget nede af ranglisten, når hun heller ikke løb sæsonens første udtagelsesløb, men jeg vil ikke løbe med en hund, der ikke virker klar, så hun måtte pænt vente til stævnet i Hvalsø.

DKK Viby holder altid et fantastisk godt stævne med smilende og søde hjælpere, lækre burgere og rigtige gode stævnefaciliteter. Og der er altid styr på tingene og højt til loftet. Det er vel også derfor jeg kommer tilbage hvert år, og jeg har også nydt denne weekend i fulde drag.

Efter tre lange og hårde stævneweekender, så glæder jeg mig faktisk rigtig meget til at holde campingferie sammen med familien i næste weekend. Vi/jeg trænger bare til at slappe af uden agility, selvom det er helt vildt underligt ikke at skulle være med hos Ribe Hundevenner til pinsestævnet. Men jeg er nærmest lettet over, at jeg ikke "hænger" på præmieopgaven mere. For så havde det været meget svært for mig at melde af til stævnet, fordi jeg er alt for pligtopfyldende. Jeg ved, at det ikke kun havde været svært. Jeg havde ikke meldt fra!!

Men det er klogest for mig at melde af til stævnet, for pga Silas´ indlæggelse (2. pinsedag til aften), så vil det blive enormt stressende for mig at være til stævne i det sydvestjyske, skulle pakke campingvogn sammen, køre hjem, ud og aflevere hunde inden indlæggelsen. Jeg har valgt det helt rigtige for mig og familien i pinsen. Vi har bare brug for at lade op sammen, inden vi skal tilbringe et par dage på Skejby.

Jeg fornemmer i øvrigt nogle sjove tanker hos folk vedr. mit stop med præmieopgaven i Ribe, så lad os bare tage den her på bloggen. Jeg var med til at stifte Ribe Hundevenner i 2007. Det var i øvrigt rigtig spændende at være med til at forme en klub og nogle nye arrangementer. Jeg har helt sikkert brændt for det. Efter ca. 5-6 år trådte jeg ud af bestyrelsen, fordi jeg syntes, at det kneb med tiden efter Silas var blevet født, og jeg havde sådan ikke rigtig min daglige gang i klubben i mere, fordi det kneb for mig at få træningstiderne til at passe ind hos mig. Jeg tilbød dog bestyrelsen, at jeg gerne ville stå for præmierne fortsat, selvom jeg gik ud af bestyrelsen. Det ville de gerne have. Sidste år var klubben bare så heldig, at der kom nye kræfter til, som gerne ville tage hånd om præmieopgaven og så på opgaven med nye øjne og friskt gå-på-mod. Sådan en gave skal man som klub helt klart takke ja til.

Det frigjorde mig for opgaven. Så selvom jeg fandt opgaven spændende, så må jeg også sige, at den var tidskrævende op til og under stævnerne. Måske også mere end jeg selv ville indse. Det var også efterhånden svært at blive ved med at finde på noget nyt til præmiebordene. Men mest af alt så stressede det mig faktisk under stævnerne og forstyrrede mine løb, og til stævnet sidst i april nød jeg virkelig, at jeg havde fået frigjort den tid til at være sammen med Silas og hundene.

Jeg elsker hygge-gåturene med Silas og hundene til stævnerne
Men for ingen skal misforstå et eller andet, så er der altså ingen splid mellem mig og Ribe Hundevenner, og når jeg ikke er medlem der mere, så er det såre enkelt kun, fordi jeg ikke har trænet der de sidste ca 5-6 år, fordi træningstiderne ikke har matchet så godt til mig, og jeg bor relativt langt fra klubben (ca 70 km). Men Ribe Hundevenner er stadig "min" klub, og jeg bistår også stadig med en hjælpende hånd, når der er mulighed for det. Så der er ingen lumsk grund til at jeg ikke står for præmierne mere, ikke er medlem eller ikke kommer til pinsestævnet.

tirsdag den 23. maj 2017

WAO - del 3

Lørdag:
Lørdag morgen var det igen tidligt op og få tre banetegninger udleveret. Igen var der 3 x 10 minutter til at gå banerne. Julie, som har deltaget ved flere WAO flere gange var vores holdleder, og hun gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke skulle tage dumme chancer på de to pentathlonbaner, men hellere skulle snuppe fem fejl end en disk, da de fire pentathlon baner ville blive lagt sammen og give adgang til finaleløbe søndag. Evt fejl ville blive lagt på ens tid. Dvs. 5 fejl gav et tillæg på 5 sekunder på ens samlede tid.

Efter at have gået de tre baner skulle vi starte med en pentathlon springbane. Banen var meget regulær med et par småfælder, men ikke noget halsbrækkende at skulle løbe. MicMic løb friskt til, men der er bestemt også andre hunde til WAO, der løber friskt til. Så jeg var bare super tilfreds med hende og tænkte, at det var superfedt, at jeg var fejlfri på den tredje bane ud af 4, og så var jeg sådan set videre til næste bane inde i hovedet.

Et kig fra banerne udenfor
Næste bane skulle vi løbe inde i hallen. Den var jeg ikke helt så dus med. Jeg syntes allerede under banegennemgangen, at den var svær at huske, men jeg fik den da ind under huden, inden jeg gik ind i hallen. Ude i opvarmningshallen stod der 4 små opvarmningsbaner med feltforhindringer og slalom på. Mens jeg ventede på at komme ind i startsluserne ville jeg lige snuppe et par forhindringer, og der startede MicMic med at vise mig, hvor ”flot” hun kunne flyve over toppen og lande direkte nede på feltet to gange. Det var ikke lige den opvisning jeg ønskede mig, inden vi skulle ind. Så viste hun mig en mega flyver på vippen og sidst men ikke mindst viste hun mig, at hun total havde glemt, hvordan man finder en slalomindgang, når man sendes til slalom og skal rundt om første pind.

Så det var med den ”utrolig flotte” opvisning, at jeg lettere frustreret gik i startsluserne sammen med Julies gode formaninger om ”bare ikke at blive disket” så jeg kunne løbe Speedstakes finale om søndagen. Jeg følte faktisk banegennemløbet lidt som en livreddende aktion, men holdt skindet på næsen, men fik desværre 5 fejl pga en vægring.

Jeg var seriøst helt færdig efter det løb, for det havde slidt rigtig meget på min koncentration. Mens jeg skridtede MicMic af fandt jeg banetegningen frem fra lommen, så jeg kunne kigge lidt på Biatlon springbanen, som var dagens tredje bane. Jeg kunne faktisk kun huske banen fra 1-6 (fordi passagen 4-6 voldte mig nogle hovedbrud, og jeg havde ikke rigtig nået at se nogle af løbene og måske planlægge lidt ud fra det). Desværre skulle jeg løbe ret kort tid efter, så jeg kom aldrig rigtig ind på sporet af den bane, og blev disket, da MicMic ikke tjekker ind på et spring, som jeg sender hende uden om og ikke støtter hende godt nok i. Jeg opdager det for sent, og har fortsat forløbet. Jeg løber naturligvis banen færdig, men synes måske også, at MicMic virkede lidt træt. Det er helt klart noget helt andet at løbe til WAO end til et almindeligt stævne derhjemme. Underlaget, omgivelserne, stemningen og nok også mit fokus på hende, når jeg havde spillet hele min indsats på hende, tog nok også noget af hendes energi.  

Skønt med en banetegning, så man lige kan forberede sig undervejs

Hvis jeg havde gennemført denne Biathlon springbane, så var jeg gået videre til Biathlon agility finalen inde i hallen om søndagen, men det gjorde jeg så ikke, men det havde jeg det faktisk rigtig fint med. MicMic havde allerede præsteret langt over mine forventninger. Så jeg havde det fint med kun at skulle løbe pentathlonfinalen (også kaldet speedstakes) om søndagen. Men jeg var spændt på at se, hvad min samlede placering ville være efter lørdagens to gennemførte pentathlonbaner (i alt havde jeg 3 fejlfri og en med 5 fejl). Min samlede placering var efter lørdagens løb stadig en 5. plads. Man tager sin placering med sig i finalen.

Smilende MicMic efter et gennemløb
Nå men vi skal heller ikke glemme at skrive om Gambler finalen lørdag eftermiddag. Der var finale for dem, som havde samlet flest point sammen på snookerbanen. Det var virkelig interessant at være publikum til. Sikke en fantastisk stemning. Det særligt underholdende ved denne bane/disciplin er, at føreren selv designer den bane, som han/hun mener giver flest point, inden buzzeren lyder. Når den lyder så skal man skynde sig at tage de forhindringer, som lukker banen. Man har et meget begrænset antal sekunder til at nå lukkesekvensen for at få de bonuspoint, som lukkesekvensen giver. Det er i høj grad en disciplin, der handler om timing og måske også lidt held, men det var meget tydeligt at se, at nogle lande var vant til at dyrke games som Snooker og Gambler. Det var ret fascinerende at se. Andre førere kunne ligne nogen i paniktilstande, når buzzeren lød.

Gambler finalen - bemærk dommerens position

AC og Vanilla var en af de danske ekvipager i Gambler finalen. Det er jo føreren selv der designer sin bane og samler sine point. Derfor kan det være svært for dommeren at regne ud, hvor føreren løber. Det er hvad der sker på billedet. Dommeren kommer simpelthen til at stå i ACs løbebane. Det var noget kikset, men AC tog det med ophøjet ro. Dommeren tilbød et omløb, men AC takkede nej. Det var faktisk rigtig ærgerligt for de havde så fint et løb.  

Søndag:
Søndag kunne nogen af os sove lidt længere. Der var banegennemgang for bonusfinalen kl. 07. Bonusfinalen var for alle de ekvipager, som ikke var kommet i nogen som helst finale. Derunder Gambler, Pentathlon eller Biathlon. Vi tjekkede ind ved 8 tiden, hvor vi så holdfinalen. Det var en meget interessant bane at se, for der var 4 baner i forskellige højder flettet ind i hinanden i samme ring. Forhindringerne stod mellem hinanden, og jeg gætter på, at det måtte være svært udfordrende at designe sådan en bane, for der afvikles som en stafet, så der er ikke noget med at ændre på højden mellem hundene på holdet, som består af en ekvipage i hver størrelse. Danmark var desværre ikke med i denne kategori, da vores holdløb tilsammen ikke rakte til det.

Efter holdløbene var der en kort præmieoverrækkelse. Det var lidt svært at følge med i, hvad der var præmieoverrækkelse i, så overraskelsen var ualmindelig stor, da mit navn på råbt op i højttaleren. Problemet var bare, at jeg sad på tribunerne i den fjerneste ende af hallen, og den officielle vej til podiet var temmelig lang, da man skulle udenom det hele og gennem en anden hal.  Panikken bredte sig i danskerlejren – eller måske mest hos mig og de få andre danskere, der var inde i hallen på det tidspunkt. Men AC fik da revet vores dannebrog ned af væggen, og så måtte jeg tage den ud over barrieren med dannebrog som batmankappe og løbe ned og finde min plads uden stadig helt at vide, hvorfor jeg stod dernede. Trods overraskelsen var det da fedt at løbe en æresrunde med de andre, der også var til præmieoverrækkelse. Jeg var ganske overrumplet og først på vej ud af hallen finder jeg ud af, hvad det er for en klasse og hvad min placering er. Af rosetten fremgår det, at det var en tredjeplads for lørdagens springløb. Det måtte jeg lige knibe en glædeståre over. Det var meget mere end jeg havde forestillet mig.

MicMig med den flotte roset

Efter præmieoverrækkelse byggede de speedstakes banen (finalebanen for pentathlon). Vi havde fået udleveret banetegningen fra morgenstunden, så jeg havde studeret banen og havde lidt en ide om, hvad der ventede mig. Jeg syntes egentlig ikke at der var meget kød på banen, men meningen med denne finale er vist heller ikke teknik, men bare fart.

Jeg glædede mig rigtig meget til at skulle løbe finaleløbet og var indstillet på at give den fuld skrue i finalen. Det var MicMic helt og aldeles med på også. Faktisk så meget, at hun følger med mig ud af slalom og blæser videre i tunnelen. Så er den finale for så vidt slut for os, men vi skal stadig have det bedste ud af det, og MicMic skal presses max på banen. Sådan går det let i en finale, når man fyrer den af. Så jeg er ok med det. Uanset hvad var finalen en superfin oplevelse, og jeg elsker det kick man får af at løbe finaler med publikums store indlevelse og holdets heppen.

MicMic ser finale fra tribunen
Efter speedstakes kom biatlon finalen, hvor de 80 % bedst placerede fra lørdagens biatlon springløb skulle løbe (det var den bane, hvor vi blev disket). Det var en rigtig stor finale, hvor der virkelig blev tæsket igennem på toppen. Især de store hunde gav den max gas. Banen til denne finale var også klart sværere end speedstake. Banen så rigtig spændende ud, og jeg gad godt løbe den en anden god gang, men som jeg sad der søndag eftermiddag var jeg lidt brugt og behøvede ikke flere løb.

Jeg nød i stedet stemningen fra tilskuerpladserne, og den var bestemt i top, og i vores lille danske lejr var der gang i den, når en dansker kom på. Trods mange flotte danske løb lykkedes det også desværre ikke at komme hjem med andet end min flotte roset – og naturligvis oplevelsen og erfaringerne, som man da ikke skal glemme.

Efter præmieoverrækkelserne var der så ”kun” at køre de 600 km hjem, men det er jo også til at overse. Så jeg var hjemme igen kl 01.00 og var så klar til hverdagen igen kl 05.50.
WAO var en aldeles fremragende tur, og jeg er glad for, at jeg valgte det til som en oplevelse i denne sæson efter bare at have overvejet det i nogle år, men ikke rigtig syntes, at det har harmoneret for mig de andre år, men nu skulle det være. Jeg meldte mig til kvalifikationerne, og med lidt bump på vejen kunne jeg endelig sætte kursen mod WAO i onsdags. Det er jeg rigtig glad for, og jeg er vist også klar til at prøve det igen næste år, hvis jeg får muligheden.  


fredag den 19. maj 2017

WAO, del 2

Det er et presset program til WAO. Alarmen ringede klokken 05.05. Der var morgenmad kl 05.30, og derefter kørte vi ud til ridesportscenteret, hvor vi fik udleveret tre banetegninger kl 07.05.

Kl. 07.15 skulle vi gå den første bane. En banegennemgang med seriøst mange deltagere. Ikke som i DK, hvor mange begynder at beklage sig, hvis der er ret meget mere end 45 i ringen til banegennemgang. Det var vi langt over her. Der var 10 minutter til banegennemgang på den første bane. Derefter 4 minutter til at finde hen til den næste bane, som man også skulle gå. Igen et væld af mennesker til banegennemgang og 10 minutter til at hitte rede i din gennemgang. Det var faktisk lidt sværere med bane nr. 2, fordi det var snookeren, og der skal man faktisk delvist selv lave sin bane ud fra en række regler. Disse regler skulle man også lige forsøge at forstå samtidig med, at man gik banen.

Efter 4 minutters pause/tid til at finde den sidste ring, havde vi også 10 minutter til at gå den sidste bane. Vi kom altså igennem alle tre banegennemgang på under 40 minutter. Morgenbanegennemgangen var hvad man kunne få til at klare sig gennem de tre baner, og det var et must, at man kan håndtere at have flere banegennemgange i hovedet på een gang.

Min gruppe startede med at løbe et agilityløb. Jeg skulle løbe som nr. 10 i klassen, og da løbet foregik inde i hallen kunne jeg ikke se nogle af de andre løbe. Der er jo ellers ofte rart at lure banen lidt ud fra sidelinjen når den løbes. Da jeg trådte ind i startboksen var 80% disket, så jeg var noget spændt på, hvordan det ville gå. Det gik heldigvis godt for mig. Fejlfri og vi endte i denne klasse som nr. 6 ud af ca 60 hunde .

Gladeste MicMic efter et gennemløb

Efter et par timer skulle vi igang med snooker, som vi også havde gået bane til om morgenen. Det var rigtig sjovt at prøve at løbe snooker. Jeg ville ønske, at vi engang i mellem kunne prøve nogle af de disse for-sjov-klasser derhjemme. Det er både sjovt og anderledes. De udfordrer bestemt også din agilitykunnen og din hjerne. Snooker gik ikke så heldigt for os, da vi misser et felt på A´et i lukke-delen af banen. Vi må derfor ikke indsamle flere point, men skal hurtigst muligt ud. Det rækker kun til en 51. plads, som vi ikke rigtig kan bruge til noget. Det betyder, at jeg ikke gik videre til lørdagens gamblerklasse.

Den tredie bane som vi skal løbe er en individuel springbane, som resultatmæssigt skal lægges sammen med agilityløbet fra morgenen. De bedste går videre til agility og springløb lørdag. MicMic var lidt ukoncentret ved starten, og med en feberredning hist og pist, så kommer vi fejlfrit igennem. Det er dog et par dyre skovture, så vi ender som nr. 17 i springløbet. Tilsammen giver det en 5.plads, og der er ingen tvivl om, at vi er med videre til lørdagens to løb, hvor kæmpes om plads i penthalonfinalen.

Efter en pause og baneombygning stod den på holdløb. Denne gang kunne vi nøjes med at gå en enkelt banegennemgang med et normalt antal konkurrenter på banen til banegennemgang. Opgaven var "bare" at komme igennem, så vi havde en chance for at holdet kunne komme i finalen. Vi kom med hiv og svig igennem, men alle løb tæller for holdet, Både de gode og de mindre dårlige.

Ovenpå sådan en dag, så bliver man ret bombet. Der var meget for hovedet at holde styr på og benene fik også bevæget sig en del. Jeg gik alene 15 km ifm med baengennemgang, løb eller hente/bringe hund. Klokken var 18.30 da vi kørte hjem mod hotellet.

Fortsættelse følger.....


torsdag den 18. maj 2017

WAO - del 1

Det var dejligt, at det endte med at flaske sig, så jeg kunne komme med til Holland og løbe WAO. Fordi jeg nu havde stået lidt på pauseknappen derhjemme, så gik jeg faktisk først igang med at putte ting i tasker mm. onsdag morgen ved 7-tiden. Men jeg havde da pakket færdig, da Trine hentede mig kl 09.30.

Så trillede vi ellers dernedaf. Jo længere sydpå vi kom, jo varmere blev der. Da vi holdt ind for at spise vores frokost var der enorm lummert og ca 28 grader. I Putten, som var vores destination var temperaturen 30 grader. Det var godt nok lummert at gå i seng, og man kunne nok have drømt om aircon på værelset.

Frokost på vejen
Det var ellers et meget hundevenligt hotel, hvor man også følte at ens hund var meget velkommen, og at man blev taget seriøs ift sit ærinde hernede.

Fin velkomst
Et lille brev med held og lykke samt lidt legetøj til hundene
Torsdag middag var der dyrlægetjek ude ved det store ridecenter, hvor WAO skal holdes. Der der dyrlægetjek var nu vist mest et ord. Men måske var det en dyrlæge, der scannede chippen?! Jeg ved det ikke. Men det eneste, der foregik var, at chippen blev scannet og hundene skulle måles. MicMics officielle WAO mål var 34,70 cm, så der var ingen tvivl om hendes placering i klassen 400, hvor hundene mellem 32 og 41 cm skal løbe (springhøjde 40 cm).

Derefter havde vi 20 minutter til træning i hallen, så vi kunne prøve forhindringer og underlag. Hjul og flyvspring virkede lidt anderledes end det vi er vant til, men det gav nu ikke nogen problemer. Underlagt var fint. Det virkede som rimelig fast strandsand med noget fleeceagtigt blandet i.

Vi fik teste alle forhindringer og MicMic var godt tændt. Hun var faktisk lidt ustabil på balancen. Hun havde et fint fint felt, men markerede ikke altid helt som jeg ønskede det, men jeg er lidt i tvivl om det kan være, fordi hun havde lidt sand på poterne, hvilket man ikke rigtig kan undgå med det underlag. Desuden var vippen lidt tung, men det gik med det hele, og jeg var tilfreds med træningen.

Hallen med hovedringen
Vi kørte tilbage mod hotellet, handlede lidt ind på vejen og købte også en is. Sådan en is spiser som jeg, er da nødt til at tjekke isen ud, når jeg kommer i byen. Det var en isbar med hjemmelavet is i lange baner.


Det kan godt være svært at vælge....
Efter at have slappet lidt af på hotellet, så kørte vi retur til ridecentret, hvor der nu var indmarch. Ganske festligt og flot pyntet hal, men lidt publikumsfattig. Selvom det måske ikke er den store publikumsmagnet, så er jeg sikker på, at vi nok skal få nogle sjove og begivenhedsrige dage herned, når vi skal løbe de næste tre dage. 

Vi er klar!
Imorgen går det løs med et agilityløb, snookerløb og et springløb. Hvis nogen har lyst til at kigge med live, så er det gratis via dette link

tirsdag den 16. maj 2017

Ro på planlægningen

Med sådan et indlæg, som jeg postede i fredags, så skylder jeg vist de hundredevis af læsere af det indlæg en opfølgning.

Tiden fra sidste samtale med lægen i torsdags var især rigtig svær det først døgn, og det var godt at finde noget at beskæftige sig med, så man ikke bare sad og spekulerede på, hvordan man skulle få overblik over det hele og hvad en indlæggelse ville betyde for Silas, der jo ikke lige frem elsker at blive stukket i. Samt hvordan det evt. ville påvirke hans lejrtur).

Det havde jo været meget nærliggende, at Henrik og jeg var taget ud at i torsdags, hvor Silas jo skulle sove hos en klassekammerat. Helt ærligt så var vi bare begge lidt mutte og efter at have hevet i forskellige ting i haven, så hentede vi en pizza på det lokale pizzaria og kørte ned til Tomaj Strand og spiste den nyindkøbte pizza, hvorefter vi gik en lang og ganske spændende tur med masser af nye oplevelser.

Jeg elsker de gule marker og blå himmel
Tomaj Strand lever sit eget liv og er ikke en "trimmet" strand.
Væltede træer fra skrænten får lov at gå til i havet

Så var vores ben og hoveder, da optaget af andre ting, og det var faktisk en rigtig dejlig tur, hvor vi blandt andet opdagede en forladt (og måske heller ikke helt lovlig) sammenfaldet hytte i skoven.

Det er nok et par dage siden at hytten her var hyggelig...
Udsigt fra skoven på skrænten ud over Tomaj Strand
og op mod Diernæs Strand
Det var som om, vi fik fordøjet tingene lidt og fik mere ro på, men vi så begge frem til at få fat i sygehuset igen og få drøftet og planlagt. Fredag havde vi bare hyggedag hjemme, og fik lavet hvad man kan forvente på en St. Bededag. Nemlig at plante blomster og buske i haven og i krukker.

Lørdag og søndag var jeg til stævne i Hvalsø Hundevenner. Det er også en fin måde at få tankerne et andet sted hen. Det er som om, der sammen med mine hunde og agility ikke er plads til så mange andre tanker. Ofte har jeg oplevet at ting, som jeg spekulerer meget over bliver sat på standby, når jeg skal løbe agility. Det er et frirum, som kun agilityfolk kan forstå.

Endelig blev det mandag, og det var som om jeg havde skubbet det hele foran mig, så da det blev mandag morgen, så blev jeg igen frustreret. Lægen havde sagt at sygeplejerskerne var der fra kl 8. Jo, det var de også, men man skulle ringe på et akutnummer, fordi telefontiden er fra 10-14. I mine øjne ringer man jo kun et akut nummer, når man er lige ved at dø.... Men jeg ringede altså på det, for jeg var efterhånden mega frustreret og havde desuden et møde på Sjælland fra kl 10 og et par timer frem. Men det lykkedes mig ikke at få hul igennem til sygeplejerskerne alligevel, inden mit møde. Hvis indlæggelsen evt skulle være tirsdag morgen, så havde jeg brug for at rykke ud og navigere efter det.

Det viste sig, at klokken blev noget ud på eftermiddagen, før jeg fik klarhed over, hvordan det her skulle forløbe. Først efter en samtale med en sygeplejersker og to samtaler med lægen, så var vi enige om en plan. Heldigvis har vi stadig ikke sagt noget til Silas.

Lægen mente, at vi risikofrit kunne vente med IV-kuren til efter lejrturen. Det ville ikke være muligt at presse en tid ind til at få ham i narkose de første dage i denne uge, ej heller en indlæggelse i Familiehuset, som ville være det bedste tilbud til os. Lægen vurderer heller ikke, at det ville være hensigtsmæssigt, at Silas´ lejrtur skulle afbrydes af IV-kur, og hun så derfor ikke noget problem i skubbe kuren til efter lejrturen. Havde hun da bare været klar i mælet om det allerede i torsdags, så havde det hele set helt anderledes ud, og panikken og frustrationerne nok lidt mindre. Nej ikke "nok". De havde været betydelig mindre. Selvom det for os er en omvæltning med en IV kur sammenlignet med inhalationer eller piller.

Henrik og jeg vil naturligvis ikke spille hasard med Silas´ helbred, og jeg følte mig ikke helt tryg ved, at han skulle gå med en stafylokokbakterie i luftvejene 3 uger ekstra (selvom den har været der on/off i et år nu - dog desværre overvejende "on"), så jeg var ikke tilfreds med, at én læge sagde, at hun ikke mente, at det havde betydning for hvorvidt bakterien blev kronisk eller ej. Jeg bad hende konferere med den ledende overlæge. Bare for at være sikker. Lægen vendte tilbage. De var enige, og vi er nu enige om, at kuren sættes igang den første hverdag efter lejrturen. Vi kan møde ind på Familiehuset ved Skejby 2. pinsedag, så vi ikke skal have en hektisk morgen dagen efter, hvor Silas skal have lagt en picc line (klik her for tegning og forklaring) og derfor skal i narkose.

Så enden på alt det her postyr blev jo altså, at det slet ikke hastede, og faktisk ikke bør få indflydelse på hverken turen til Holland eller Silas´ lejrtur. Silas får ikke noget at vide om den forestående indlæggelse, før han har været afsted på lejrtur (Godt Silas ikke læser med på min blog). Så behøver han ikke at gå og tænke på det. For Silas har det super godt, og ved ikke at han har en bakterie i luftvejene. Han er dejlig, drilsk og glad.

Imorgen tidlig smutter MicMic og jeg ud på eventyr sammen i Holland, og jeg har endelig overskud til at glæde mig til turen. Jeg var meget tæt på at melde fra, men det er jeg da glad for, at jeg ikke gjorde, for sygehuset kunne alligevel ikke finde tiden i denne uge.

fredag den 12. maj 2017

Kaos og CF

I det daglige lever vi bare med CF (Cystisk Fibrose) som et ekstra familiemedlem. Ikke et ønsket familiemedlem, men det er lidt med CF som med familiemedlemmer. Man kan ikke komme af med det, uanset om man kan lide dem eller ej. Så i vores sind fylder det ikke så meget til hverdag. Der er hverdagens rutiner med behandlinger og medicin, som vi da hjertens gerne ville undvære, men som er en nødvendighed på den lange vedligeholdende behandling og kamp mod sygdommen.

Medicin og behandling er bare hverdag
Det sker engang imellem, at CF viser tænder, og vi bliver mindet om, at det ikke bare er en lille sød hamster i hamsterhjulet (ikke at CF nogensinde har været "sød" i vores øjne). Det sker typisk, hvis nogle prøver på sygehuset viser noget afvigende, vi kaldes til ekstra undersøgelser eller lægerne foreslår behandlinger, der afviger markant fra det, som vi har i "hamsterhjulet".

Sådan er det lige nu. Igår var jeg fortvivlet, frustreret og havde det virkelig svært. Jeg var på grådens rand, fordi mit hoved blev tricket af så mange ting. Jeg kunne ikke overskue den kommende uge, og hvordan den kommende uges lille rejse til Holland skal kunne afvikles med den besked, som vi fik fra Skejby. Jeg var ærgerlig over at udsigten til skulle sige noget fra, som jeg har glædet mig til, og ængstelig for, hvad hvordan sygehusets tiltag vil være for Silas.

Inden nogen nu sidder og bliver vildt urolige for Silas, så må jeg lige sige, at han har det godt, og er den glade og friske dreng, og han altså ikke er synligt påvirket af det, som prøverne viser.

Gennem det sidste år har Silas ofte haft stafylokokker i sit sug (den slimprøve, som sygehuset tager fra hans luftveje ved kontrollerne). Den er blevet behandlet med forskellige former for antibiotikum, uden at det rigtig har kunnet få has med stafylokokkerne. Samtidig er der målt et generelt fald i hans lungefunktion. Det behøver jo nok ikke uddybe, at det er absolut uønsket.

Sidste kontrol var i fredags. Vi syntes det hele så fint ud. Hans lungefunktionstest var fin, og han virker for tiden ikke specielt belastet med slim i luftvejene, så vi tog virkelig på weekend med en god fornemmelse og uden at CF fyldte noget i vores skønne weekend (som jeg skrev om ved sidste blogindlæg). Så det var lidt en bombe, at vi tirsdag kl 17 modtog en mail fra en af CF lægerne (altså så sent, at hun havde fyraften og ikke kunne træffes derefter), hvor hun foreslog, at Silas skulle have en IV-kur (intravenøst = medicin via "drop" direkte i årerne). I mailen oplyste hun også, at hun havde fri onsdag og først var tilbage torsdag..... Vi kunne ringe og aftale det praktiske med sygeplejerskerne på ambulatoriet onsdag. Men altså ikke nogen mulighed for at konferere med hende selv igen før torsdag. Henrik og jeg drøftede mailens indhold og den foreslåede behandling, og vi var ikke nødvendigvis enige i, at en IV kur var næste skridt. Vi syntes, at der var nogle andre muligheder, som vi gerne ville have afprøvet først (altså nogle andre præparater i pilleform).

Vi ringede til ambulatoriet onsdag, da de åbnede og luftede vores tvivl for sygeplejerskerne, som ikke syntes, at vores tanker og synspunkter var helt ved siden af. Så vi satte ikke nogle foranstaltninger i gang ift IV-kuren, men ville gerne drøfte vores tanker med lægen, når hun var tilbage. Ambulatoriet ville få hende til at ringe os op, når hun var tilbage torsdag. Lægen ringede så retur til os torsdag kl 15, hvor vi stod med det ene ben inde i en skole/hjem samtale. Det gjorde det hele lidt presset, men det som vi fik"ud af" samtalen var, at lægen fastholdt, at hun og centrets ledende læge begge pegede på en IV kur, fordi man gerne ville forhindre, at denne stafylokokbakterie ville tage permanent ophold i Silas´lunger. Ja, kroniske bakterier er ikke noget, som vi er interesserede i. Det er nemlig blot lig med indlæggelser og IV-kure hver 3. måned eller noget i den stil. Det kan jeg ikke rigtig overskue, ej heller den trussel, som det ville udgøre for Silas´ lunger.

Lidt stresset afslutter Henrik samtalen, og mit planlægningshoved er nu topstresset, især da jeg ser, at klokken jo har passeret 15, hvor ambulatoriet er gået hjem, og det derfor ikke er muligt at få planlagt noget. Dvs at der pga Bededagsferien er tre dage uden afklaring. Beklageligvis er jeg sådan indrettet, at jeg kan topstresse af, at få "rod i min kalender". Jeg planlægger ofte, så tingene passer som perler på en snor (præcis som min næste uge ser ud), og jeg kigger med fryd og tilfredsstillelse på kalenderen, når jeg ser, at det er lykkedes mig at pakke aktiviteter, møder og alt muligt andet, så det går tidsmæssigt og geografisk op i en højere enhed, så det kræver jo ikke meget fantasi, at forestille sig, hvad det betyder, at jeg pludselige skal jongelere med en ukendte tidsfaktor, som en indlæggelse til IV-kur, som forventes at tage 1-2 dage.

Særligt ikke, når planen er, at MicMic og jeg onsdag skal sætte kurs mod Holland og løbe agility til World Agility Open sammen med 13 andre danskere. En tur hvor jeg jo har en plads på et hold og ikke bare sådan kan blive væk. En tur som er planlagt og betalt, og ikke bare kan rykkes en uge eller to..... Jo men så bliver det da uden de andre 13 deltagere og WAO, og så er det lidt lige meget.

Kan man så ikke bare rykke IV-kuren til efter WAO? Nej det vil ikke være så smart, for Silas skal på lejrtur med klassen i tre dage d. 31. maj (IV-kuren tager 14 dage), og så vil han være midt i IV-kuren på lejrturen. Det vil betyde, at Henrik eller jeg skal komme 3 gange i døgnet og give medicin. Det vil være en træls afbrydelse for Silas tidsmæssigt, men også forstyrre hans selvstændighed (i form af at være uden forældre på sådan en tur). Jeg tror heller ikke, at han vil bryde sig om den ekstra opmærksomhed og afbrydelse af aktiviteterne, som det vil medføre. Vi vil også gerne, at CF ikke belaster hans sociale liv alt for meget. Så hvis jeg skal vælge mellem at droppe Holland/WAO og "ødelægge" Silas´ lejrtur, så vælger jeg klart Holland fra.

Kan jeg så ikke bare tage afsted, og lade Henrik klare ærterne med IV-kuren? Jo, det kunne jeg da godt, og Henrik har også sagt, at han godt kan tage over der, og jeg bare kan tage afsted. Men helt ærligt, så er mit moderhjerte ikke sådan, at jeg vil finde mig tilpas med det. Jeg vil føle mig som en kæmpe egoist. Det er jeg bare heller ikke hardcore-mor-til-kronisk-sygt-barn nok til. Jeg vil være der, være med, sige "godnat" ved narkose ("droppet" indopereres, så det er ikke generer og falder ud i de to uger, som kuren varer) og være der, når han vågner, have styr på blanding af medicinen, og hvordan det skal gives, når vi selv skal tage over og give medicinen.

Alt efter hvilke øjne, der ser på "udfordringen" vil der være forskellige (åbenlyse) udfald. Mange vil sikkert sige, at det jo er åbenlyst, at ændre/aflyse alle planer for en indlæggelse. Vi forsøger dog at leve et liv, hvor sygdom ikke tager over og fylder for meget, men er også nogle af de forældre, der er meget omhyggelige med at passe vores barns behandling og tager enormt mange hensyn til hans behov i hverdagen. Det her er hverken Silas´ første eller sidste indlæggelse, og man skal nok også passe på ikke at sætte livet på stand-by, når sygdommen viser tænder, for det vil helt sikkert (kan jeg nok desværre godt sige) ikke være sidste gang, det kommer til at ske. CF er en sygdom, der med tiden ofte kommer til at fylde mere og vise mere tænder. Sådan er den prognose, og det gider jeg egentlig ikke spekulere så meget over i hverdagen. Jeg lever i dag og forsøger altid at vride mest muligt ud af dagene.

Hvordan næste uges kabale skal gå op, kan jeg ikke få vished for før på mandag, hvor der igen er bemanding på ambulatoriet på Skejby, og det er dem, der skal koordinere. Men jeg ærgrer mig over, at vi ikke fik muligheden for at sætte det hele igang igår eller i denne weekend.... Indtil da, må jeg gå med en "rodet kalender" i mit hoved, og med den uro, som det giver mig, og mine holdkammerater må også afvente endelig besked om min deltagelse på holdet.

Kalender-kabalen kan i mine øjne kun gå op, hvis Silas indlægges tirsdag morgen, og det hele kører glat på skinner, og vi udskrives igen onsdag. Ellers så dropper jeg naturligvis WAO-turen, for Silas kommer før den, men jeg vil heller ikke bare aflyse den tur uden at kende sygehusets udspil til en plan for indlæggelse og opstart af IV-kur.

Mine tanker er naturligvis også på, hvad Silas vil sige til alt det her. Jeg synes, at det er synd for ham og hans "tillid" til sygehuse og behandling, at han igen skal udsættes for noget, som han nok vil være utryg ved og ikke mindst enormt træt af, men det er jo noget, som vi ikke kan komme udenom. Det er bare sådan, uanset om det er idag, i morgen eller om en uge. Jeg ville dog gerne skåne ham for det, men hvis lægen siger, at det her er behandlingen, så er det sådan, det er.

Det hele var sandt at sige kaos i går, da vi måtte indse, at det var en IV-kur, der var næste skridt. Det er noget, som mange CF forældre tolker som et tegn på, at det går den forkerte vej, når piller og inhalationer alene ikke kan gøre det. For mig kom kaosset også af, at jeg kunne se min kalender i kaos. Det hele fyldt rigtig meget i går, hvor Henrik og jeg var "alene hjemme", fordi Silas var ude at sove hos en klassekammerat. Det var faktisk rart for, at vi kunne få tid til at snakke uforstyrret, for Silas aner stadig ikke noget om denne indlæggelse og bakterierne i suget. Han bliver heller ikke indviet i det, før vi kender til planen.

tirsdag den 9. maj 2017

Kærlig Kvalitetsweekend

Det er så dejlig at se tilbage på en weekend, hvor man føler sig elsket og værdsat. Dejligt at se tilbage på skønne oplevelser sammen med nogle af dem, som betyder mest for en.

Fredag var vi til kontrol med Silas på Skejby. Det var en ganske udmærket kontrol. Det så umiddelbart fint ud det hele, så det kunne jo ikke forstyrre weekendfreden. Vi kørte derefter Silas (og hundene) på weekend hos mine forældre, som bor ca en halv times kørsel fra Skejby.

For planen var, at vi skulle ind og se Zirkus Nemo, som turnerede fire dage i Haderslev. Jeg havde købt to (dyre) logebilletter til en af forestillingerne. Jeg gav Henrik de printede billetter i julegave, som han derefter pænt "gemte" væk, og inde i mit hoved havde jeg så bare tænkt, at billetterne var til fredag aftens forestilling, da vi endelig nærmede os tiden til at Nemo skulle turnere.

Lige inden vi skulle køre til Skejby, kiggede jeg tilfældigt på billetterne, som Henrik havde gravet frem af gaveæsken og lagt på bordet. Til min store rædsel ser jeg, at billetterne var til onsdag, altså lige som i onsdag for 2 dage siden!! Jeg var virkelig grædefærdig af skuffelse. Tænkt at bruge knap kr. 1.000 på billetter og så glemme at tage ind og se det!!

Det er dumt at glemme at møde op....
Da vi havde afleveret Silas og hundene, kørte vi hjemad uden egentlig at have planer, men min stædighed fik mig til at insistere på at køre omkring cirkuspladsen. Min plan var at købe to billige billetter i stedet. For Zirkus Nemo ville jeg nu se, når jeg nu havde brugt penge på det. Jeg forklarede den søde dame i billetlugen om situationen, og jeg var overrasket og glad, da hun blot sagde, at så måtte hun da hellere finde to nye billetter til os. Hun ombyttede simpelthen mine ikke indløste billetter med to billetter til aftenens forestilling. Fantastisk service af Zirkus Nemo!

Vi morede os hjerteligt over forestillingen, som var vores første Zirkus Nemo forestilling. Især Henrik kluklo så mit sæde rystede. Det var da en fantastisk gave til ham!

Henrik havde i julen 2015 givet mig en julegave med en række overraskelser. En af dem var en overnatning/forkælelse for ham og mig alene. Vi forsøger at efterlade Silas og hundene hjemme (eller rettere hos mine forældre) mindst en gang om året og bare tage et eller andet sted hen. Hvorhen er faktisk ligegyldigt. Bare et andet sted end hjemme. Jeg er som regel den, som hurtigt begynder at planlægge, når vi har sådan nogle planer. Men når det er Henrik, der vil overraske og forkæle, så må jeg lægge bånd på min planlægningstrang, og bare følge med. Det var hvad jeg stod op til lørdag morgen. Jeg var faktisk både spændt og forventningsfuld.

Henrik var allerede stået op, da jeg vågnede, og han var gået igang med lækker morgenmad med hjemmebagte boller, æg/bacon, hjemmelavet müsli og friskpresset appelsinjuice. Efter morgenmaden fik jeg besked på at pakke en taske med casual travetøj og noget lidt pænere tøj. Så var det ellers ud i bilen, som Henrik i dagens anledning også kørte. Det var helt afslappende for en gangs skyld at sidde ved siden af og bare lade sig føre væk.

Efter små to timers køretur stoppede vi ved en lille skovhytte ved Funder nær Silkeborg. Her var jeg så bortført til. Selve skovhytten var ikke luksus, men Henrik havde været noget udfordret af, at udflugten skulle foregå i en stor konfirmationsweekend. Det var ikke let at få både overnatning og mad i restauranten på de steder, som han ringede til. Så han endte med at "bortføre" mig til en skovhytte. Måske var hytten ikke luksus indenfor, men det var skønt udenfor. Vejret var fantastisk, og fuglene kvidrede løs i skoven, og det var alt, hvad vi kunne se og høre. Solen skinnede på terassen, og inde i byen var det nok ikke gået at smide buksene og gå rundt i trusser i hotelparken. Men her ude i skoven kunne det ikke vække nogen opsigt.

Dejligt solrig terasse ved den lille skovhytte
Vi smurte os et par sandwich og gik en tur i den grønne skov. Sådan en smuk lysegrøn skov er bare noget helt fantastisk. Jeg nyder hvert forår at se, hvordan planter og træer "vågner" op på ny. Det var bare skønt at sidde i skoven og nyde vores medbragte mad og snakke sammen uden afbrydelsen af hunde eller barn.

Fuglefløjt og lysegrønne træer.
Fantastisk udsigt til frokosten
Smukt område ved Funder
I princippet havde jeg ikke behøvet så meget andet. For jeg nød bare nuet, naturen og selskabet. Men Henrik havde bestilt bord på Underhuset i Silkeborg, så vi kørte derind.

Silkeborg er også en smuk by med søerne, men eller synes jeg ikke, at byen har så meget at byde på. Det er en lidt kedelig bymidte i mine øjne. Det er søerne, der er trækplastret. Eller også fik jeg bare ikke øje på de spændende gader.

Udsigt fra Odden i Silkeborg
Vi nød en skøn middag, og gik os en tur efter middagen. Så blev der nemlig også lige plads til en is fra Okkels, Byens bedste isbar, som jeg havde læst om i en turistbrochure i hytten. Jeg kan ikke gøre for det, men jeg har noget med is. Isen her skuffede bestemt ikke!

Skoven på Odden i Silkeborg
Vi kunne ikke lade være med at gå ned til søen igen og nyde vejret, solnedgangen og springvandet. Der var masser af aktivitet i rigmandshaverne på den anden side af søen samt på den lille ø ude i søen. Men hvem gider også at sidde ind i en sofa i det vejr?! Vi havde i hvert fald heller ikke travlt med at komme hjem til skovhytten.

Solnedgang, Silkeborg Langsø
Springvandet ved Silkeborg Langsø
Det blev til en del kilometer i benene den lørdag inden vi tog tilbage til hytten i skoven. En anden lille historie om den hytte var, at den oprindeligt nok havde ligget langt væk fra andet end de 3-4 huse, der lå ude af samme markvej. Så det var en stor skuffelse for husejerne, da alle markerne på den anden side af markvejen blev udstykket til byggeri. Nu skød der så der ene store kasse efter den anden op på vejen hen mod deres små skovhuse, og snart ville fuglekvidder være blandet med lyden fra havemaskiner, børn og biler, der pendler op og ned af villavejen. Når først vi var gået ind i indkørslen, så kunne vi hverken se eller høre andet end skov og natur. Men surt for dem, som havde købt hus i skoven for at få fred og ro.

Der var da heldigvis kun skov og fuglefløjt at se fra havesiden.
Og en fin udestue, hvor vi kunne nyde morgenmaden søndag morgen
Efter at have indtaget vores morgenmad søndag morgen kørte vi retur mod Djursland for at hente Silas, så vi kunne tage i Ree Park Safari. MicMic havde nemlig været så dygtig at vinde to fribilletter til parken, da jeg var til stævne på Vilhelmsborg.

Jeg synes, at fribilletterne er nogle pragtfulde gevinster. Det giver så god mulighed for at dele sol og vind mellem stævner og familieaktiviteter, og det er næsten lettere at få taget sig sammen til at komme afsted, når man har billetterne liggende.

Picnic i parken

Smukt vejr at skue ud over savannen i
Søndag var vejret også ganske fantastisk, og vi fik en skøn dag i parken, hvor vi fik set en masse dyr i meget lækre omgivelser. Det er virkelig en af de ting, som Ree Park kan. De kan vise dyrene, så det ikke virker, som om de ligger til skue i et bur. F.eks så vi geparden med sine to små plyssede killinger, da de skulle fodres, og det foregår ved, at et bytte (død naturligvis) trækkes hen over jorden i høj hastighed (60-70 km/t).

Efter at have travet rundt langs løvernes anlæg,
så vi endelig den store hanløve, der lå og solede sig
Der var også nuttede klappedyr, som f.eks dette lille æselføl

Parken er fyldt med broer, hvorfra man kan se ned i dyrenes store anlæg

Efter at have spist aftensmad hos mine forældre og samlet hundene op hos dem, så gik turen hjemad igen. Nu sidder jeg så og kigger tilbage på en skøn weekend. Virkelig en effektiv, men også afslappende og kærlig weekend.