lørdag den 26. april 2014

Hvad kosten gør ved kroppen..... tankevækkende!

For en måneds tid siden vågnede jeg en søndag morgen og tænkte: Nu gør jeg det fandme!

Har læst og lyttet lidt til folk, der har lagt kosten om til LCHF og fundet det interessant at læse, at denne omlægning har kunnet bringe dem ud af farezonen for diabetes 2, give dem energi, stabilt blodsukker, vægttab og mange andre herligheder.

Jeg var mest af alt træt af pludselig at sidde og hænge i sofaen klokken 22 og ikke kunne hænge sammen af træthed, og så havde jeg en hovedbund, der kløede og skællede, så jeg var ved at blive vanvittig. Tænk, hvis jeg kunne blive det kvit?!

Fra den søndag morgen fjernede jeg ris, pasta, mel, kartofler og stort set også sukker (også lightprodukter, som jeg nu i forvejen ikke spiste) fra mit "menukort" og tænkte ikke på hvad fedtprocenten var i de ting, som jeg spiste. Dog ved jeg, at mit fedtindtag ikke når LCHF-niveau.

Har der så været nogen gevinst? Første gevinst fik jeg i løbet af et par dage, hvor jeg mærkede at min sukkerafhængighed var omdannet til "sukkerligegyldighed". Tidligere kunne jeg på min vej fra kunde til kunde nærmest jagte bagerbutikker om eftermiddagen for at få et "sukkerfix", nu kan jeg let gå ind til en bager kl 15 uden trang til at købe noget som helst. Bare konstatere, at der er kager i "disken".

Mange eftermiddage har jeg siddet og nikket af træthed, og ganske ofte har jeg været nødt til at holde ind og sove 10 minutter for ikke at havne i grøften. For ikke at tale om alle de gange jeg har skyllet energidrikke og slik ned i lange baner, for at holde mig kørende. Ikke en eneste af de dage, hvor jeg har holdt kulhydratindtaget nede, har jeg haft behov for en "morfar" eller for at købe slik og energidrikke. Det er dælme en gevinst af de helt helt store!!

Nu kan jeg blot betragte mine kolleger, der sukkerkolde og febrilske roder i skuffer og skabe ved 14-15 tiden. Hvor er det befriende ikke at have den trang, nu hvor blodsukkeret ikke svinger op og ned.

Nå men det var jo bare sidegevinster. Hvad med det som jeg gik efter?

Aftentrætheden. Jo. Jeg synes også, at der er en positiv forandring. Dog ingen revolution der, og som en gammel dame over 40 år, så må jeg nok bare erkende, at min krop vil have mere end 5 timers søvn.

Hovedbunden. Jeg syntes klart, at jeg mærkede en bedring, men var i tvivl, om det bare var indbildning, for jeg kunne stadig se lidt skæl, men tænkte, at det nok bare var, fordi jeg gerne "ville synes", at der var mindre skæl. Den anden dag var jeg inde hos frisøren, som jo nok er den eneste, der som sådan glor i hovedbunden på mig, og hun (og to af hendes kolleger i salonen) har kommenteret min meget tørre hovedbund ofte de sidste par år, og alverdens shampooer/kure har ikke haft nogen særlig effekt. Undrende konstaterede hun, at min hovedbund stort set så normal ud. Der var to tørre pletter på hver side af hovedet (derfor kunne jeg stadig få håret til at "drysse").

Det er nu underligt og uhyggeligt, hvad kosten gør ved ens krop....

Hvad sker der så, hvis men en dag bare æder løs af kulhydrater og sukker? Ja en eftermiddag i Kolding Storcenter lukkede jeg øjnene for kulhydratindhold og åd en portion nachos med kylling. Synes jeg blev lidt tung i benene, men tænkte, at det nok var noget pjat. Sluttede familieudflugten af med en Chai Latte, der var så spækket med sukker, at mit hjerte hamrede løs. På hjemvejen måtte jeg overlade rattet til Henrik, for jeg var så afsindig træt, at jeg ikke magtede at køre bilen længere. Henrik fik rattet, og jeg sov helt bevidstløs ved siden af. Min eneste middagslur den sidste måned... Den del er jo ikke særlig hensigstmæssig.

Jeg savner ikke brød, pasta, ris og kartofter, men jeg savner, at ideerne til mad bare falder mig helt naturligt. Jeg er vokset op med at størstedelen af et aftensmåltid bestod af ris eller kartofler og sådan har Henrik og jeg også levet sammen.

Nå men jeg ville også bare lidt dele min interessante erfaring med jer på bloggen.

onsdag den 23. april 2014

Andre som mig.....

I morgen går turen til Skejby til den månedlige kontrol med Silas. Men imorgen er der lidt ekstra på programmet. Der er nemlig CF-skole. Silas skal for første gang møde andre børn med Cystisk Fibrose. De er tre drenge til morgendagens arrangement. De har det til fælles, at de til sommer skal starte i skole og ikke mindst at PEP-masken og kreon-pillerne er en del af deres alles hverdag.

Pandekager med nutella. Et måltid, der skal indtages en del kreoner til


I løbet af det sidste år er det gået op for Silas, at "andre" ikke skal peppe eller spise kreoner, og han spørger nogen gange, hvorfor bedstevennen Oliver f.eks ikke skal det. Vi forsøger at forklare, at der er mange andre, der har andre "udfordringer" og medicin, som de skal tage. For ja, vi ønsker ikke at gøre ham mere "syg" end nødvendigt.

Forud for vores accept af Silas´ deltagelse på CF-skolen har vi da også haft nogle betænkeligheder. Både hvad angår smitterisiko mellem CF-patienter (indbyrdes kan de i værste tilfælde smitte hinanden med bakterier, som ikke rigtig bider på os andre, men som kan være kroniske for CF patienter) men også på om mødet kan få Silas til at føle sig mere "syg".

Faktisk tror jeg, at Silas er lidt spændt på morgendagen. Jeg indrømmer gerne, at jeg er meget spændt på hans møde med ligesindede.