fredag den 30. december 2011

Medmennesker.....

Ofte kan jeg undre mig over folks menneskesyn og intolerance. Mest af alt kan det undre mig, hvor meget negativ energi nogen kan bruge på andre. Masser energi, der lidt konstruktivt sagtens kunne bruges på andre og mere positive ting.

Når man er mor til en teenagesøn, så må man somme tider lægge ører til, hvor meget f.eks en efterskolekammerat kan være provokerende eller dum. For nogle unge er det tilsyneladende svært at indordne sig under efterskolenforholdene/-kammeratskaberne. Nogen af dem har måske også deres at slås med i forvejen, og det bedste råd jeg kan give videre til Tobias er, at han skal bære over med dem og om ikke andet, så kan han have ondt af dem, fordi de ikke mestrer at indordne sig og være gode kammerater på skolen. Jeg tror bestemt gerne, at han forsøger at hjælpe dem på vej, men nogen gange rækker ens intentioner ikke mod sådanne opgaver. Selvom medlidenhed ikke er en særlig positiv følelse, så bruger man dog ikke så meget energi på medlidenhed, som irritation i de her tilfælde.

Gennem en periode bemærkede jeg, at en bekendt jeg har, i sin omtale af andre personer altid var negativ. Det gjaldt både hendes familie og vores fælles bekendte (af nærmere og fjernere karakterer - især nok de fjerne). Det var ikke fordi hun nødvendigvis sagde negative ting om personerne, men gav tydeligt udtryk for, at deres selskab ikke var specielt ønsket - ikke overfor dem selv, men overfor andre. Men nogen af dem fik også det "glatte lag" med på vejen.

Da jeg havde hørt sådan om mange fra hendes mund, kom jeg til at tænke på, at jeg jo faktisk også kender rigtig mange af de samme personer, men jeg har det slet ikke på samme måde med dem. Det kan da godt være, at der er enkelte iblandt dem, som jeg ikke lige invitere dem med på en uges ferie i campingvognen, men jeg kan sagtens være i stue med dem og føre en civiliseret samtale med dem. For mig er rummelighed og tolerance et værktøj, der gør livet en del nemmere, og som (med årene) faktisk ikke falder mig ret svært. Desuden er jeg af den overbevisning, at alle rummer noget godt, og folk nogen gange har en årsag til at agere, som de gør. I min verden er der uendelig langt mellem onde mennesker.

Hvis du også ser dine medmennesker gennem mørke briller, så prøv et lidt mere lyst og åbent syn på dem. Lad det evt. være et nytårsfortsæt. God nytår!

lørdag den 24. december 2011

Glædelig jul

Jeg ønsker alle mine bloglæsere en rigtig glædelig jul samt et forrygende nytår
Julekortet er traditionen tro kreeret af Damborg-grahic

Tak fordi I har hængt i og tak for kommentarerne både på bloggen, mails eller ude i den "virkelige verden". Nogle af dem har rørt mig eller inspireret mig. Det giver skriveriet mening,så jeg også har lyst til at fortsætte.

fredag den 23. december 2011

Skal - skal ikke?

Jeg har gennem længere tiden gået og overvejet at sterilisere Ninja. Men jeg vakler sådan lidt, der er jo både for og imod.
Overvejelserne begyndte dengang Ninjas kuldbror fik konstateret OCD. Så var min tanke bare, at udover, at det var praktisk nok at slippe for en løbsk tæve - med en ægte hanhund i huset, så ville jeg da heller ikke blive fristet til at lave et kuld hvalpe på Ninja. Det er nu overhovedet heller ikke med det formål, at jeg har købt hende, men derfor kan man jo aldrig vide sig sikker, hvis man synes, at ens tæve har noget at byde på.... og finder den rette hanhund osv.

Jeg må indrømme, at jeg tror på, at OCD i høj grad også er arveligt - jeg tror i hvert fald, at hundene er arveligt disponerede. Der er godt nok også respekterede opdrættere, der hælder til den tro, at det mere handler om, at hvalpekøberne ikke passer godt nok på deres hvalpe. lader dem løbe og lege for vildt og/eller fodrer dem forkert, og at det ikke har det fjerneste med genetik at gøre. Men det er da påfaldende underligt, at der er tydelige sammenfald i stamtavlerne på de fleste  af de hunde herhjemme, der har fået konstateret OCD de seneste par år. Disse "uansvarlige" hvalpekøbere kunne man jo næsten mistænke for at udvælge deres hunde specifikt efter disse linjer......  Hvor sandsynligt er det??

Det virker dog som om, at jeg måske bare er hysterisk og pessimistik, for folk er stadig helt pjattede efter at avle på disse linjer. Men hvad ved jeg også om avl og genetik? Ja sådan set ikke noget særligt (bortset fra arvegangen på Cystisk Fibrose, som i øvrigt er den samme som på CEA - dermed lærte hundefolkene også noget i dag, men CEA har jo intet med en evt. arvegang for OCD at gøre)

Ninja - en oplagt hund, der mageligt ligger på ryggen og leger


Jeg har stadig ikke steriliseret Ninja. Gør jeg det?

Måske.... Jeg gør mig også lidt tanker om, hvad der sker med hendes pels, hvis jeg steriliserer. Har ikke lyst til at løbe den risiko, at hun bliver en stor pels-bolle, der fælder året rundt. Jeg kunne også godt bruge de kr. 3-4.000 til noget andet lige nu. Sådan set er hun upåvirket af løbetiderne, men de ville da være rart nok at slippe for dem. Hvis jeg nu ikke steriliserer hende overhovedet og senere skulle ændre mening om hvalpe, så kan jeg vel få vished for, om det bare er mig, der er pessimist og smådum, for genmaterialet spredes jo til stadighed til højre og venstre, så risikoen for OCD er jo eksisterende hos de mange nye hvalpe, hvis det er genetisk betinget. Måske kommer der ikke flere OCD tilfælde. Måske ligger det også bare gemt i generne og kommer om en generation eller to, kunne man vel frygte, når man nu ikke kender så meget til arveligheden, måske får man styr på arveligheden?!
Tja, som sagt - jeg har ikke forstand på det. Jeg er bare en simpel hundeejer, der kun kan læne sig op af min fornuft og logik og derudfra forsøger at drage en konklusion, som gør, at jeg lige nu ikke overvejer at lave et kuld hvalpe. Heller ikke selvom OCD "bare" kan "fikses" operativt i de fleste tilfælde.

søndag den 18. december 2011

Forkerte motiver

Man er et produkt af den "bagage", man bærer rundt på. Det er nok derfor jeg synes, at børnetøj med engle er helt helt forkert, selvom markedet bugner med pigetøj med engleprint på. Jeg stivner også nærmest helt, hvis nogen kigger sødt på Silas og siger "Nej hvor er han da bare en lille engel". I min verden har jeg desværre lært, at børn ikke omtales som engle, fordi de er søde, men desværre fordi de er døde. Men jeg ved godt, at de fleste andre ikke tænker sådan, og naturligvis ikke mener noget andet end, at ens barn er en dejlig unge.

Men forresten kan jeg heller ikke lide dødningehoveder på børnetøj.... Synes bare også det er upassende. Så dem kan andre få lov til at købe, så snupper jeg dem med robotter, tal og motorcykler på

onsdag den 14. december 2011

Julehjælp

Nu er der kun 10 dage til juleaften, og jeg er næsten klar til julen. I hvert fald mangler jeg ikke at købe ret mange gaver. Faktisk kun 3. Andre har noget længere vej til noget, der ligner en rimelig jul.

På Facebook har jeg læst med på en gruppe, der hedder Julehjælp. Det er en gruppe oprettet på privat initiativ for at hjælpe trængende familier. Familierne kan lægge ønskesedler ind, og det gør faktisk lidt ondt på mig at læse, hvad de søger til at forsøde deres jul med. Nogen ønsker pynt og godter, men en del også div. gaver, som ikke bare er legetøj, men også tøj og sko. De stiller jo ikke nogen krav til, at legetøj og tøj/sko skal være nyt, og vil tage til takke med utrolig lidt.

Jeg er overbevist om, at vi alle kan finde noget i vores gemmer, som sprede lidt glæde hos andre. Jeg har i hvert fald fundet lidt til et par familier.

Så ellers også i nyhederne, at danskerne har modstand mod at støtte diverse julehjælpsorganisationer efter den der politiske fattigdomsfadæse med "Carina". Nu har den gængse dansker den opfattelse, at der ingen fattige findes i Danmark. Det er naturligvis ikke sandt, og selvom børn ikke behøver at få IPads, X-Box osv for at få en god jul, så bør de da i hvert fald kunne en gave af en eller anden art og lidt knas til julen. Kig lige ind forbi "Julehjælp" og se om du kan glæde en familie.

fredag den 9. december 2011

Vind og vejr og frygten for en gentagelse

Udenfor rusker stormen stadig og dagen i dag har været lidt nervepirrende. Da jeg stod op bemærkede jeg, at noget af min agilitybane stod under vand. Der plejer ikke at stå vand i vores have!
Pytterne blev større og større.
Henrik forsøger at lave noget dæmningsværk med presseninger og jord.

Det ledte jo tankerne hen på den oplevelse vi havde i januar måned, hvor vandet pludselig stod ind i gangen og man kunne soppe rundt i underetagen.

For en uge siden ringede Henrik til kommunen for at sige til dem, at grøften udenfor haven var stoppet og vandet stod ret højt, og det ville give problemer, hvis der kom store mængder regn. De lovede at komme og kigge på det.

Her til morgen ringede han så igen for at sige, at nu var det ved at være alvor, og forsøgte også at referere til, at vi havde haft vand stående 15 cm op af døren tidligere, så vi vidste, hvad det kunne ende med. Da de ringede tilbage var eneste svar bare, at de ville se, hvad de kunne gøre, og de håbede, at det kunne blive i dag...........

Ret høj vandstand i grøften
- som man kan se så er vores græsplæne i niveau med vandstanden

Jeg gik og grublede lidt, for jeg en af mine gode kort-veninders mand er chef for den afdeling i kommunen. Jeg kunne ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt jeg kunne tillade mig at skrive direkte til ham, men egentlig havde jeg ikke lyst til at skulle soppe rundt i gangen igen, og vi var ikke særlig trygge ved bare at se tiden an (ikke mindst fordi man i nogen afdelinger ved kommunerne ikke kan få fat i et øje efter kl 12 om fredagen). Så jeg tillod mig at sende ham en mail, selvom jeg var lidt træt at trække i trådene bagved de andre henvendelser. I mailen vedhæftede jeg billederne fra indlægget her samt linket til blogindlægget fra januar, der indeholder billeder af hvor meget vand, vi havde i haven - og i gangen ikke mindst.



Den mail fik sat skred i tingene. Tror billederne talte deres tydelige sprog. Tak med tak på for straks-respons! Kommunen fik nu sørget for en kortsigtet løsning, der skulle sikre os weekenden over, og nu behøver vi ikke sidde og være nervøse over det.

søndag den 4. december 2011

Allertiders julefest

Silas og jeg var i går til juletræsfest i Silkeborg, hvor Foreningen Cancerramte Børn inviterede indenfor på Lunden. Det er bare sådan en dejlig julefest. Jeg bliver virkelighed helt varm om (jule-)hjertet ved tanken og fyldt med taknemmelighed for alt det arbejde, som adskillige frivillige gør for at skabe en meget hyggelig dag. Som mange ved, så lægger jeg jo selv et stort frivilligt stykke arbejde for selvsamme forening i kraft af mit kortprojekt Cancerkort, så jeg ved også godt, at man føler en enorm tilfredsstillelse ved at kunne gøre en forskel for disse familier.

Dagen var baseret på julehygge og startede med, at der var mulighed for at lave juledekorationer og papirklip. Alle materialer var til fri afbenyttelse, og der kom mange interessant kreationer.


Juledekoration designet by Silas
(udført af mor efter hans anvisninger
- en rigtig designer har vel folk det til sure arbejde)

Mens vi andre hyggede os med ler, gran og klip/klister, så stod der et team på  ca 10 personer og knoklede i køkkenet med at lave den skønneste julemiddag. Naturligvis var der også underholdning for alle aldre med julenissen Jokum, der også kunne trylle. Der var dans om juletræet, og selveste Julemanden, som Silas har talt meget om de sidste par dage, delte en pakke ud til hver af de fremmødte børn.


Julemanden var meget omsværmet
 Det var så sjovt at have Silas med til arrangementet, nu hvor han er blevet 3 år og ved, hvad nisser og pakker er. Hvis han ikke gad at høre efter, kunne jeg bare sige til ham, at han jo skulle huske, at julemanden  kun gav pakker til de børn, der var søde og hørte efter, hvad man sagde. Sikke en samarbejdsvilje, det kunne udløse. Desværre er argumentet/truslen meget sæsonbetinget.


Silas gav mig den gave, at han spiste to æbleskiver.
Det var stort for mig, da han også plejer at afvise æbleskiver
Arrangementet er særligt, fordi man møder familier, som man har lært at kende under behandlingsforløbet og som man har "oplevelser" og "erfaringer" tilfælles med. Familier, som har også har vundet kampen samt nogen af de familier, hvis barn desværre tabte kampen. Der er en helt særlig samhøringhed ved denne juletræsfest, som slet ikke tåler sammenligning med en juletræsfest i fagforbundet, idrætsforeningen eller på jobbet. Jeg ønsker ikke for andre, at de skal opleve denne specielle samhøringhed (altså fordi jo ligesom betinger, at man har haft eller har et barn i kræftbehandling, og det ønsker jeg naturligvis ikke for andre), men det er bare noget helt specielt ved stemningen. Den er så livsbekræftende og fyldt med taknemmelighed både overfor FCB og livet i det hele taget.