onsdag den 31. oktober 2012

Stress er et monster

En af mine kolleger er desværre blevet sygemeldt med stress, hvilket gør mig oprigtigt ked af det. Dels er hun en kollega, som jeg holder rigtig meget af, men jeg ved også, hvordan det er at gå ned med stress.

Det fik mig til at tænke de fem år tilbage, og tænke på hvor uhyggeligt det egentlig er, når man rammes af stress.

Min kollega sendte mig en SMS den aden dag og spurgte, om jeg ikke havde blogget om mit stress-forløb. Desværre er min blog fra før nov 2008 blevet slettet (men et eller andet sted har Henrik vist en back up af den). Ærgerligt, at den gamle blog ikke er tilgængelig lige pt, når nu nogen mener, at de kan få gavn af at læse den.

Det får mig til at tænke tilbage til dengang i 2007, og på hvor skræmmende stresss egentlig er. På baggrund af mine egne oplevelser den gang, husker jeg stadig hvor meget ens fysiske tilstand påvirkes helt vildt, hvis man har stress. Jeg blev sygemeldt i april 2007, og et år forinden havde jeg haft noget, der lignede kronisk hovedpine. Nogen gange sådan, at jeg virkelig følte det som om, at mit hoved bogstaveligt talt ville eksplodere.

De sidste måneder før jeg ramte afgrunden troede jeg seriøst, at jeg led af fødevareallergi, for flere aftener om ugen havde jeg diarré, og jeg begyndte at spekulere meget på om der var en rød tråd i hvad jeg havde puttet i munden. Mens jeg sad der på tønden (ja undskyld billederne... slet dem bare igen) spekulerede jeg meget på indholdet af aftenens måltid. Var der løg i? Var der kylling i? Var det mon persillen? Konklusionen var, at jeg ikke kunne se nogen sammenhæng mellem mit madindtag og min diarré. I dag ved jeg, at det var stress.

I den periode var jeg meget plaget af dårlig ryg og nogle dage (af en eller anden grund ofte om mandagen) skulle jeg nærmest hæve mig selv ud af bilen, når jeg ankom til en kunde. Et fast greb om rammen over døren, og så løftede jeg mig ud, for min ryg kunne ikke. Nogen gange kunne jeg nærmest ikke rette mig ud. Rygsmerterne var somme tider helt tossede, og tankevækkende nok har det ikke været i samme kaliber de sidste fem år.

Dertil kom så også den meget ringe hukommelse og manglende overblik. Jeg gik fra at kunne holde et utal af bolde i luften og kunne huske mine private samt kundeaftaler mindst en måned frem, til total at miste overblikket og lave en del fejl i mine kundesager og glemme møder. Nogle gange når jeg kørte på landevejen, så kunne jeg spørge mig selv om, hvor jeg egentlig var på vej hen, for jeg havde faktisk glemt destinationen.

Jeg synes, det er så ærgerligt, når nogen presses (eller presser sig) så langt ud, og det piner mig forfærdeligt, at se mine kolleger eller andre bevæge sig rundt på kanten af afgrunden. Personligt har jeg ikke spor lyst til at havne der igen og forsøger midt i travlhed at passe godt på mig selv.

torsdag den 25. oktober 2012

Så kan man da nok lære det....

Indtil sidste år havde vi to pæretræer.

Det ene stod helt usselt med kun en enkelt pære på, og ja det andet gav heller ikke et udbytte, der kunne give familien andet end en smagsprøve på pæresorten.

Derfor blev det mest usle af pæretræerne brutalt gravet op i foråret. Det stod også midt i det område, hvor jeg som regel sætter mine agilitykombinationer op, så det gjorde samlet set slet ingen gavn.

Men se nu her hvad der så skete med det andet unge pæretræ....


Desværre fik jeg ikke reddet mange af de flotte og velsmagende pærer, før vinden ruskede dem af træet, men mon ikke træet har lært lektien til næste år også.... Det håber jeg, for jeg synes faktisk, at pæretræet er kommet helt godt efter det,og at pærerne tilmed er velsmagende.

mandag den 15. oktober 2012

Efterårsweekend

Nu starter uge 42 og det har jeg set frem til i MANGE uger efterhånden. Har jeg ferie? Nej det har jeg ikke, men jeg håber, at rigtig mange andre har ferie. I hvert fald forventer jeg, at samfundet kører på halvt blus i næste uge.

Det må give mig en chance for at få styr på det utal af bolde, jeg har kastet op i luften, som jeg til tider nærmest frygter alle ramler ned i nakken af mig med et kæmpe brag. Tænk, at man sådan kan glæde sig til andres ferie....

Weekenden har virkelig været i efterårets og familiens tegn. Lørdag formiddag fik vi købte vinterjakke og flyverdragt til Silas, så han nu er klar til vinteren.

Om eftermiddagen lavede vi en græskarlygte og græskarfyldet indgik i en utrolig lækker græskarsuppe. Det er første gang, jeg prøvede det, men nok ikke sidste gang. Heldigvis lavede jeg en kæmpe portion, så der er til et par gange mere i fryseren.

Så er der (u)hygge udenfor

Jeg fik også sat en træningsbane op i haven, som tog udgangspunkt i en af banerne til de store hunde til VM. Der kunne jeg arbejde med mange interessante ting på. Lige nu er jeg nødt til at bruge lidt krudt på, at få Ninja til at HØRE hvad jeg SIGER. Dvs når jeg er passiv og siger "SLA", så skal man løbe i slalom og ikke løbe på A-brædtet eller bakke rundt. Hun prøver bare et eller andet..... Men jeg ser allerede en bedring efter 3 ganges træning her i weekenden.

Silas har tegnet en der løber agility. Og det er en hund,
der hænger over springet. Den har en lang hale og han synes,
at det er vigtigt at den ikke rører overliggeren. Han har forstået noget!


Søndag morgen var der igen hjemmebagte boller - som om lørdagen. Egentlig skulle jeg have været i Ribe og træne med Ninja, men havde meldt fra på forhånd, for jeg havde faktisk bare brug for en hjemmeweekend. Der går hurtigt 4 timer med træning, når jeg skal køre så langt.

Morgenmaden i ovnen

I stedet fik jeg hygget med Silas, spillet nogle spil og var ude at hoppe trampolin. Silas lavede pølsehorn sammen med Henrik. Endda vist efter hans egen idé. Så kunne man jo håbe, at han havde lyst til at spise dem også, men så godt spillede klaveret nu ikke. Det blev kun til et halv, som han spiste med musebidder. Vi kan til gengæld glæde os over, at han lørdag spiste noget stegt bacon-snulder.

Silas laver dej til pølsehorn

Da Tobias så kom hjem søndag aften, så kunne sådan en weekend da næsten ikke blive bedre. Slet ikke når man tænker på, at han nu er hjemme hele ugen.

Så uge 42 lover godt for flere af os. Faktisk også for Silas, der har det bedst i børnehaven, når der er få børn. Det er max halvdelen af børnene, der dukker op i denne uge.

Jeg håber du også får en skøn uge 42. Ferie eller ej....

søndag den 14. oktober 2012

VM i agility

Sidste weekend + et par dage mere tilbragte jeg sammen med en ret stor flok danske agilitytosser i det nordlige Tjekkiet.

En flok glade supportere i Liberec

Det var lang tid at være væk fra familien fra onsdag til natten mellem søndag og mandag, men turen var alligevel rigtig god. Ikke mindst pga selskabet. Focusen var godt pakket. Jeg havde bilen lastet med midtjyder, og jeg synes, at vi havde en super tur. Ikke kun agility, men også samværet. Masser af snak og latter i bilen.

Både bil og passagere tankes op på en lille tank 7 km fra motorvejen.
Efter ikke at have passeret en tank de sidste 100 km var der ikke meget saft tilbage,
og vi turde kun køre af motorvejen for at finde en tank.
Det forunderlige ved alle disse mesterskabsture er, at man ikke altid husker, hvad der er sket på agilitybanen, men man husker helt sikkert en masse ting, man har oplevet sammen, som min erfaring siger mig, at man kan mindes i mange år.

Tjekkisk øl.
Godt og billigt
10 kroner for et stort glas!

Her vil vores lille selskab helt sikkert huske turene op og ned af bjerget på de små snoede veje hver morgen og aften, når vi skulle til og fra hal/hotel. 4 personer synes det var en fantastisk køretur, men Søster var total køresyg, men måske derfor glemmer hun ikke denne tur.

 Dem som kørte i partybussen (9 personers bus) husker nok også turen mellem hotel og hal, for jeg tror faktisk ikke, at de opnåede at køre den samme vej to gange, og hvad vi andre brugte ½ time på, kunne de bruge 1 time og 20 minutter på.

Morten kigger kort sammen med partybussen i håb om at lære dem en lettere vej

Vi husker nok også, at Flemming fik stjålet sin Skoda den første dag i hallen, og først kom tilbage til hotellet ud på nattten, fordi politiet skulle skrive et dokument for hver en lille ting, der havde ligget i bilen - og i øvrigt fattede de intet engelsk, men det husker jeg godt fra tidligere tur til Prag.

Men dette år kan vi helt sikkert huske for mere end bare det sjove samvær, for Danmark fik et par medaljer med hjem for de små hunde. Det er bare sådan en fed oplevelse at løbe rundt ned på banen og juble sammen med medaljetagerne og landsmændene. Det skal man nok have prøvet for at man ved, hvor stort det er.

En lang kø af danskere, der venter på at blive lukket ned på gulvet,
Så vi kan kan fejre og hylde Natascha, der vandt individuelt bronze med Primadonnaa

På det sportslige niveau får man dog næsten mindreværdskomplekser, for det går edder broder´me stærkt på VM-niveau. Derudfra er jeg ret lykkelig for, at jeg ikke har så store ambitioner men bare synes, at det er vigtigst at hygge mig med sporten. I hvert fald tager jeg kraftigt afstand fra en af hundeførerne i stor klasse, der fik medalje. Nogen havde set vedkommende barre sin hund på træningbanen. Kedelige metoder!

Næste år er der ikke udsigt til en VM-tur, da VM skal holdes i Sydafrika.