lørdag den 22. august 2015

Jysk Mester 2015

Som en fin forlængelse af sidste blogindlæg og min personlige course designer/træner, så sagde Silas til mig, da han begyndt at lave baner, at han ville træne mig, så kunne blive nr. 1 i stedet for nr. 2 (med henvisning til Jutlandia Cup, hvor det tilsyneladende var værre for ham end for mig, at jeg blev slået på målstregen).

Da jeg havde løbet den første af hans baner, spurgte han mig, da jeg havde løbet den, om jeg var fejlfri. Det kunne jeg svare ja til, hvortil han så svarede: Der kan du se mor. Det har allerede hjulpet. Jeg har allerede trænet dig bedre.

I dag var jeg så til Jysk Mesterskab i Horsens, hvor jeg kun skulle løbe med Ninja. Der løbes to kvalifikationsløb, et spring og et agility, som lægges sammen. Der vil de bedste 50% (tror jeg, at det var) gå direkte videre til en A-finale, som er selve mesterskabsløbet. Men er man ikke blandt A finale deltagerne, så får man en ekstra chance ved at løbe en B-finale. De bedste tre fra B finalen går videre til A-finalen.
 
Stolt!

Vi kommer faktisk umådelig dårligt fra start, da Ninja desværre overhører mine signaler ved en tunnel og smutter i det forkerte tunnelhul. Ellers har vi et brangende flot løb. Agilityløbet vinder vi med næsten et sekund ned til nr. 2. Vi får så en ekstra chance i B-finalen, hvor de bedste tre vil gå videre. B-finalen vinder vi med 3 sekunder, og er dermed klar til at løbe om mesterskabet.

I A finalen skal vi pga vores ringe placering (vi er jo kommet ind med 4-toget fra B-finalen) løbe som nr. 3. Ninja flyver afsted og leverer et løb med masser af knald på. Fedt nok, for vi kommer alle til denne finale med 0 point på kontoen, så den som leverer bedst i løbet vinder. Med det løb er der lige som lagt pres på de øvrige ekvipager. Vores føring holder hele vejen, og vi vinder klassen med halvandet sekund. Dermed kan vi kalde os Jysk Mester 2015!!

Præmieoverrækkelse
For præcis et år siden offentliggjorde jeg et blogindlæg, hvor jeg skrev, at jeg der indså, at jeg var nødt til at lade Ninja få en pause pga sidste års skade. Da jeg skulle til at køre fra stævnepladsen mindede Facebook mig om de opslag, jeg lavede for 1, 2, 3 osv år siden på samme dag, og der kom foromtalte indlæg op, sammen med en masse forstående kommentarer og ønsker om et fedt come back i 2015. Og tak, det synes jeg bestemt, at jeg har haft.

Silas trak nu alligevel lidt i land i sin overbevisning om, at det var ham, der havde gjort mig "så god". Som den søde mor jeg er, så svarede jeg ham, at hans baner jo var med til at gøre mig lidt bedre til nogen af de svære ting på banerne. Den godtog han vist.

Da JM var overstået, kørte vi de små 20 km til Sannes Hundecenter, hvor vi havde fået lov at stille campingvognen for natten. I morgen skal vi nemlig tilbage til samme stævneplads og løbe et helt ordinært stævne. I mine øjne total fjollet at tilbyde stævne over to dage på en plads, hvor man ikke også kan tilbyde overnatning til deltagerne.

Vi holder McDonals picnic på Rally træningsbanen

Jeg kunne også godt have kørt de 100 km frem og tilbage, men Silas nyder, at vi sover sammen i campingvognen, og det er også en fin base for ham under selve stævnet. Det er ikke altid han gider at sidde ved ringsiden, men hygger sig i stedet med film, Ipad, Lego eller tegning i campingvognen. Så vi tog en aften og nat ved hundecentret og i morgen er vi klar igen. Der skal MicMic også stille til start, og jeg glæder mig til at løbe med hende.

fredag den 21. august 2015

Min egen private course designer

Da jeg købte min komplette bane her efter Jutlandia Cup, så kiggede jeg lidt på mine nummerskilte og tænkte, hvad jeg mon egentlig skulle bruge dem til.

Det har jeg så siden fundet ud af. For en eftermiddag kom Silas ind til mig og sagde, at han havde lavet en bane til mig og trak mig derefter med ud i haven.

I haven stod en bane, som jeg havde trænet lidt på dagen forinden. Den havde han så nummereret. Det kom der denne bane ud af.

Silas´ bane
Banen rummede sjovt nok nogle elementer, som jeg havde bestemt mig for at træne lidt på. Man skulle jo næsten tro at knægten var synsk. Det er især kombinationen 5-9, hvor jeg især gerne ville træne skiftet bagved slalom.

Generelt var der mange udfordringer i banen, og Silas filmede nogle af mine løb, hvor jeg løser den på lidt forskellige måder.




Hvis du mangler lidt ny inspiration, så byg banen og leg med den. Der kan dog forekomme lange afstande, men det er nok også ret sundt at øve det en gang imellem.

Silas har siden designet et par andre baner ud fra samme opstilling, så der er masser af muligheder. Det er ikke fordi Silas selv kan bygge baner, men han nyder virkelig at gå og sysle lidt med at kigge ud i hvilken rækkefølge forhindringerne kan tages.

Silas er igang med at udtænke en ny bane til mig

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at hans baner er langt mere udfordrende end det, som jeg selv sætter op.

fredag den 14. august 2015

EO med forlænget familieferie

Jeg føler mig ret heldig, at min familie giver mig muligheden for at være sammen med dem og løbe agility på samme tid. I Jutlandia Cup ugen gav Henrik (og den sags skyld også Tobias) den en ordentlig skalle som hjælpere. Da vi kørte til EO var planen egentlig bare, at Henrik og Silas kunne tage på små ture selv og ellers bare hygge og slappe af, mens jeg løb agility. Det blev dog også til et par mindre udflugter, inden EO var ovre.

Ikke langt fra Rieden så vi et skilt med noget, der kunne ligne en borg og kørte efter det. Vi endte så i Kalzmühle og fandt et rimelig stort borgruinanlæg med mange trapper op til og det gav også bonus med en god udsigt.

Silas og Henrik forestiller sig livet på borgen, før den blev en ruin

Smuk udsigt
Vi var også heldige at finde os en god is, inden vi kørte tilbage til Rieden, hvor jeg skulle til indmarch sammen med alle de andre deltagere.

Min solstråle er til vaffelis

Men jeg er til store isdesserter!

Da EO var overstået, blev vi hængende to nætter mere i hytten, som vi havde lejet under EO. Mandag morgen stod vi op og kørte ned til selve hotellet og spiste morgenmad sammen med Jennifer og fik sagt pænt farvel til hende. Vi har lagt mange vilde planer om stævner m.m i både Danmark og USA. Nu må vi se, hvad det kan blive til.

Hundene blev luftet godt af, og da de jo var helt dus med hytten, som tilmed også var ret sval, så kunne vi let og ubekymret tage på tur uden dem.

Ninja, MicMic og Fuji på "bjerget" ved stævnepladsen

Vi kørte en tur til Nürnberg, og fik os en god dag med hinanden og mange timers vandretur i byen. Vi fik kigget på katedraler, flotte huse, borganlæg og hygget. Silas syntes, at museet på borgen var ret spændende, for der var jo en del af udstillingen, der handlede om riddere, sværd og div våben. I Silas kan faktisk selv bruge mange timer på at tegne våbensamlinger med sværd i mange kunstfærdige og drabelig udformninger.


How to....
Altid interessant med en lemlæstelsesmanual

Silas synes utrolig godt om våbenudstillingen på borgen

Udsigt fra tårnet

 Ja vi fik da også lige en enkelt is.

Cannabis-is..... Den prøvede vi nu ikke...

Store is til de store og små is til de små....  :-)
Næste morgen tjekkede vi ud af hytten og satte kursen mod Revensburg. Denne gang med hundene på byvandring.

Ninja tjekker lige ud, hvor vi skal hen på det lille bykort.
Iøvrigt et smart bykort med blindeskrift, så blinde også kunne orientere sig og mærke bygningerne

Revensburg er en virkelig skøn by med små charmerende gader og smøger.

Der var masser af smalle brostensbelagte gader

...smalle smøger
 Byen rummede også mange flotte huse og nogle utrolig smukke katedraler. Vi var inde og se nogle stykker af dem. Selvom Silas startede med at finde dem lidt uinteressante, så blev han faktisk meget optaget af dem, og især af den obligatoriske figur af Jesus´ korsfæstelse. Han spurgte utrolig meget ind til sømmene i hænder og fødder.

Kirkerne i byen var vildt smukke og fyldt med "bling-bling"

Byen er også en UNESCO skat, så der er også andre, der har syntes, at den var noget særligt. Stemningen i byen var virkelig fantastik og charmerende. Der var levende musik i gaderne og gøgl og liv. Silas havde nu sin helt egen kommentar til denne lille "dværg-statuette". Da vi var gået derfra sagde han: Den mand har godt nok et virkelig åndssvagt arbejde. Han hjælper jo ikke engang nogen.....

Silas og manden med det åndssvage "arbejde"

Der var rigtig mange amerikanere i Revensburg. En dansk guldsmed fortalte, at de var kommet ind med de store krydstogtskibe. Amerikanerne kommenterede i høj grad mine hunde og skulle nusse og fortælle, hvor meget de savnede deres hunde hjemme i USA, og at de også havde haft en sheltie osv.

Vi skiftedes til at gå ind og se, mens en blev ved hundene udenfor.
Hundene fandt ret hurtigt ud af at lægge sig ned og sove, når vi holdt pause.
De faldt nærmest om som fluer.
 Det bliver naturligvis lidt amputeret, når man ikke kan gå ind og se bygningerne sammen. En skulle jo være ude hos hundene. Enten sprang jeg bare over at se en kirke eller anden mindre bygning eller også gik Henrik og Silas derind først, mens jeg ventede udenfor. Bagefter tog jeg så en lidt speedet tur, hvor Silas "guidede" mig (hvilket ikke altid gjorde min tur så hurtig... men i stedet meget hyggelig), mens Henrik ventede udenfor med hundene.

Nå ja, en is fik vi naturligvIS også....


Silas´ isvaffel gemmer sig bag min is

Mums!!

Vi havde slet ikke travlt med at komme derfra, men tiden gik jo, og inden vi fik set os om, så havde vi trasket rundt i byen i 7 timer. Vi anede faktisk heller ikke, hvor vi skulle sove om natten, så skulle vi også lige have fundet ud af.

Vi havde først tænkt os at blive i Tyskland, men vi syntes ikke, at vi gad køre længere sydpå, og Henrik havde haft lidt byforvekslinger på kortet, og det som han troede var 1 times kørsel væk var nok nærmere 3. Så fik vi den ide at vi kunne køre til Tjekkiet. Vi kiggede lidt på kortet og tænkte, at vi ville sætte kurs mod Pils (plzen). Tjekkiets fjerde største by. Der hvor pilsneren og Skoda blev opfundet. Ja den by måtte da have noget at byde på?!

Vi ankom først ved 22 tiden og pga vejarbejde inde ved hotellet var det ikke så let at finde vej. Jeg indrømmer gerne, at jeg faktisk ikke var så stolt ved byen. Hotellet lå tæt på banegården, og selvom hotellet var rigtig pænt, og Silas og jeg fik os et skønt karbad næste morgen, så var kvarteret ikke helt så indbydende. Og da vi jo havde hundene med, så var jeg tvunget ud i byvandring sent om aftenen og søge efter en park, så hundene kunne få tisset af.

Silas vindueskigger
Næste dag skulle vi så ud og se på byen. Ja, vi så nu ikke noget særligt. Der var en katedral på en stor åben plads midt i byen, mens Silas og Henrik var inde og se den gik jeg rundt om pladsen med hundene og fik øje på et spøgelsesmuseum, hvor jeg lokkede Henrik og Silas til at gå ind. Silas fik da vist også sit mod sat lidt på prøve derinde. Han fandt museet rigtig interessant, men han følte ikke trang til at udforske deres udstilling i kælderen. Jeg sad sammen med hundene på en fortovs café og det var heldigvis alt andet end uhyggeligt.

Byens katedral
Efter vores frokost var vi ret enige om, at Plzen ikke var en by, som vi gad bruge mere tid på. Prag går man aldrig fejl af, så jeg gik i krig med at kigge efter overnatning på booking.com. Det tager lidt tid at tjekke ud, hvor man kan bo, når man også har tre hunde med på ferien. Nogen steder er hunde ikke tilladt, andre steder er de velkomne mod et gebyr, som sagtens kan være 10 euro pr. hund pr. nat og man kan også så være heldig, at hunde er velkomne og gratis at tage med. Nå men noget tid gik der da med det, for når nu vi skulle være i Prag, så er det jo en god idé at få sin bil parkeret bag lås og slå, så overnatningsstedet skulle også gerne råde over parkering.

Det lykkedes os at finde et meget centralt sted. En rask spadserertur på 20-30 minutter og så stod vi på Karlsbroen. Vi fandt vores hotel, og vi fik vores parkeringsplads ved hotellet. Der var ikke meget plads at give af, og uden assistance til at komme ud og ind, så tror jeg ikke, at det var gået uden ridser. Ikke engang sidespejlene kunne være slået ud.

Hotellet var vel nærmest en pension, og den var virkelig noget helt specielt. Ikke så underligt, at den havde superflotte anmeldelser på Tripadvisor. Vi oplevede en rigtig god service og ikke mindst en helt fantastisk stemning. Værelserne var alle indrettet i temaer. Vores var i jungletema og sengene var på en hems. Underetagen rummede en enkeltseng samt en sofagruppe. Vi havde eget bad og toilet, som dog lå på gangen. Selv toilettet var indrettet i jungletema.

Soveværelse på hemsen
Fællesarealerne hos Artharmony.
På venstre hånd efter de røde stole var et køkken til fri afbenyttelse

Nå, men vi fik tjekket ind og jeg fik luftet hundene, der jo allerede var godt trætte efter et par dages byvandring, så jeg slog deres bure op og efterlod dem på værelset, mens vi gik ud i Prag og nød en storbyaften, mens hundene snorksov. Jeg efterlod mit nummer hos receptionisten, der sad 10 meter fra vores værelse og bad hende sige til, hvis mine hunde mod forventning var urolige. Jeg hørte ikke fra hende, men det forventede jeg nu heller ikke. 

Familie-fjol

Et aften-kig over Moldau med Prags prægtige borg ude til venstre i billedet

Ved Karlsbroen

Silas fanger betaget store sæbebobler
Vi skulle naturligvis også have noget at spise til aften. Børnemenuer er der ikke rigtig noget der hedder, og Silas kan godt være lidt svær at bespise, men han ville dog gerne have et stykke laks uden noget tilbehør, og det bestilte vi så til ham. Mens han sidder og spiser føler han åbenbart trang til at kommentere på sin mad og siger med en meget klog mine: "Den her laks smager slet ikke så dårligt som man skulle tro...." Gud ved hvad han havde forventet? Der blev også spist op...
Silas angriber sin ikke-så-ringe-smagende-laks
Om morgenen sang vi fødselsdagssang for Henrik. Det er ikke hver fødselsdag man vågner op i en "jungle" og får sunget fødselsdagssang i et stort kram. Vi havde bestemt, at vi ville køre hjem torsdag, så vi tjekkede vi ud fra pensionatet og fandt et P-hus til bilen og gik på byvandring i Prag. Hundene var efterhånden ret seje til byvandringer nu. De gik forholdsvis pænt rundt i byen (sindsyg pænt i almindelig folks øjne) - i kort snor naturligvis, og når vi satte os ved en café, restaurant eller udenfor en katedral, så lagde de sig faktisk straks ned og hvilede.

Vi spiser fødselsdagsbrunch på en cafe - Hundene skynder sig at hvile
Fuji som jo er i "spøgelsesalderen" fik i den grad en på opleveren da vi var inde på Rådhuspladsen, hvor der blev spillet på sækkepiber, kasser, pustet millioner af sæbebobler (som hun startede med at mene, at hun skulle fange), der var klovne, segways osv. Der skete virkelig noget.

Fuji overvejer om ikke de der sæbebobler er noget hun skal fange....
Der var rigtig liv og sommer på Rådhuspladsen
Silas synes også lige, at han ville bidrage med lidt gøgl.
Han er ved at kropsforme et H

Fjol med Fuji
Egentlig skulle jeg have haft en lille hat med, som jeg kunne lægge foran mig, når jeg sad og ventede udenfor en eller anden bygning, som Henrik og Silas udforskede, for mit lille hundespand tiltrak sig noget opmærksomhed og der kom også nogle stykker hen og ville have taget billeder sammen med hundene eller tog billeder af mig og hundene. Ja, tænk at tre søde hunde kan blive en lige så stor attraktion som tjekkisk arkitektur.

Hunde eller arkitektur.... same same
Jeg behøver vel ikke at nævne, at vi naturligvis også lige skulle have en is, inden vi kørte retur til Danmark sidst på eftermiddagen?!

Feriens sidste is-dessert
Selvom ferien var lidt ustruktureret, så var det rigtig hyggeligt, og når først vi havde fundet vores seng for natten og var indlogeret, så var det dejligt afslappende. Vi havde ikke rigtig noget som vi skulle nå. Vi tog det bare lidt fra hoften.

søndag den 2. august 2015

European Open

Det er mange år siden, at jeg sidst har været i udlandet og løbe agility. Faktisk ikke siden januar 2008, hvor Diva og jeg var i Göteborg og jagte et CACIAG (som det aldrig lykkedes mig at vinde trods flere forsøg).

Nu var jeg tilbage på udenlandsk jord, men denne gang sammen med Ninja. Vi var blandt de 16 store ekvipager, der havde klaret os bedst på de to kvalifikationsstævner i maj, så vi var en del af det danske team til European Open. Jeg kunne godt se, at det var nogen af de "stærke", som jeg skulle løbe imod. De fleste lande stillede med deres landshold krydret med flere andre gode ekvipager.

Ninja - klar til EO

EO blev afholdt i Rieden i Bayern. Vi kørte hjemmefra, hvor temperaturen måske lige kunne snige sig op på 19 grader, hvis det altså gik godt. På vej ned gennem Tyskland steg temperaturen bare mere og, og da vi nåede Rieden stod termometeret på 38 grader. Jeg tænkte bare, at de temperaturen var umulige at løbe i, men det viste sig nu, at jeg tog fejl, og at temperaturerne ikke føltes helt så slemme, som de på termometeret så ud til. Men vi havde helt klart sommervejr til EO - i modsætning til de danske statusopdateringer, som jeg læste om på Facebook.

Et kig bag i bilen på vejen sydover


Torsdag
Vi startede torsdag med dyrlægekontrol og afprøvning af underlag og forhindringer. 14 minutter til hele holdet. Det gav ca 50 sekunder pr. hund, når vi var to om at dele en bane. Stedet hvor EO blev holdt var et hestesportscenter og underlaget var helt sikkert noget man gik op i. Det blev revet og passet og plejet gennem stævnet. Underlaget bestod af en blanding af meget fint sand og en form for papiruld. I regnvejr virkede det nærmest lidt klistret syntes jeg, men det med regn oplevede vi faktisk kun under vores afprøvning af underlaget resten af tiden havde vi virkelig sommervejr med temperaturer mellem 20 og 38 grader.

Dyrlægekontrol.
Hundene gennemføles og der lyttes hjerte, hvorefter bevægeapparatet tjekkes.
Vi står på række og venter på vores tur på undersøgelsesbordet


Areal og ringe
Arealet bestod af 4 agilityringe, der lå side om side, så man kunne sidde på tribunepladserne og følge med i flere ringe på een gang. Hver morgen startede med halvanden times banegennemgang, hvor man gik banegennemgang inddelt i 9 gruppen. Fredag og lørdag startede altså med at man gik begge de baner, som man skulle løbe den dag. Banerne blev gået mellem kl 8-9.30, uanset om kan skulle løbe dem kl 10 eller kl 17.

Her ses Bane 4, som var agilitybanen for de store hele søndag

Et kig ud over de fire ringe - med et par røde danskere i forgrunden
- og en eller anden sød ivrig krøl-ting, der maste sig ind som en anden linselus :-)


Fredag - holdløb
Fredag skulle vi løbe holdløbene, hvor de bedste hold ville kvalificere sig til finalen. På papiret synes jeg vi havde et ret stærkt hold bestående af Poul/Nala, Heidi/Speed, Lars/Eicko og mig med Ninja, men vi startede med at blive disket hele banden i vores agilitydel, og så var vi sådan set ude af holdkonkurrencen. Bortset fra det sted, hvor jeg blev disket, så synes jeg at vores løb var godt.

Senere på dagen løb vi springløbet, som godt nok gik noget bedre for os, men som ikke rigtig betød så meget pga vores agilityløb. Jeg havde et super godt løb med Ninja, men desværre stolede jeg ikke nok på mig selv og på Ninja, så jeg kom bagud og løb ind i Ninjas linje, og det var nærmest umuligt for hende at undgå en nedrivning. 110% min skyld!

Der ses agility TV fra øverste række på tribunen
og Ninja har fundet sig et tilfældigt "klø-offer"

Banerne i holdkonkurrencen var nok lige en tand for svære (selvom jeg faktisk fandt dem løbebare og ikke helt så svære, som dem jeg havde løbet til Jutlandia, m)  og jeg synes, at handlerne op af dagen begyndte at "fedtspille" lidt på banerne og tage hundene de sikre og lange veje rundt, fordi så mange var disket før dem. Et hold skulle jo have mindst tre af sine fire hunde igennem banerne for at kunne gå videre til hold-finalen, så der var ikke rigtig "råd" til disk i stor stil.

Lørdag - individuel
Lørdag skulle vi løbe individuelt, og kvalifikation til finalen var således: de 25 bedst placerede i henholdsvis agility og springløbet gik direkte i finalen. Derudover gik den bedste hund fra hvert land til finalen - og her lagde man spring og agilityløb sammen.

Vi skulle løbe agilityløbet først, som nr. 21 ud af de 399 i klassen. Dommeren var meget hård i sine bedømmelser og det regnede ned med fejl på vippen. Ninjas felter er ikke noget, jeg bekymrer mig om, og det behøvede jeg heller ikke her.  Jeg får placeret mig forkert inden A-brættet, men improviserer mig tilbage på linjen, men jeg tror det koster mig en lidt for stor bue på kombinationen efter A´et. Men jeg er meget stolt af, at vores løb rakte til en 29. plads i denne klasse. For de flleste lande stillede jo med deres landsholdshunde og andre hunde af samme kaliber. Og jeg synes jo stadigvæk bare, at jeg er en bonderøv, der somme tider har lidt "held" til at fange de gode.


Tilbage var springløbet om eftermiddagen. Jeg kunne rigtig godt lide banen og glædede mig også til at løbe den. Desværre rev Ninja en pind, men havde ellers et super løb. Jeg kan ikke lige se, hvad årsagen til nedrivningen var, men det er jo bare sådan noget, der sker. Havde det ikke været for nedrivningen havde vi fået finalepladsen som bedste store danske hund. Så man kan sige, at vi hele to gange var tæt på finalen. Men jeg ærgrede mig stadig ikke. Jeg var ikke forberedt på, at vi kunne være så tæt på, jeg synes vores løb var gode.

Søndag - finaler
Søndag kunne jeg så sidde og nyde finalerne uden nerver. Jeg var noget overrasket over, hvor hurtige de var til at afvikle finalerne for hold. Der var fire ekvipager på hvert hold, og den ring, hvor finalen skulle løbes var der et hav af forhindringer. Det var så fordi at der er i samme ring var opsat 4 baner, som delvist var flettet ind i hinanden. Holdene kunne så fordele de fire forskellige baner mellem ekvipagerne. Sådan set ret interessant, da man så kunne fordele banerne efter stærke og svage sider ved ekvipagerne. Der var naturligvis kun en hund på banen af gangen, men næste hund var klar, når den forrige hund passerede målstregen (start og mål var ikke samme sted i ringen for de fire baner, så folk stod virkelig klar til start). For dem som løber Maxi Zoo Cup, så kan det nok minde lidt om det.

Banegennemgang til finaleløb

Lidt om EO og overnatningsmuligheder
Jeg har aldrig tidligere været til EO, og jeg må sige, at det nærmest er at sammenligne med en udvidet version af VM. Det er stort set de samme lande, der er repræsenteret, men de kan stille med flere hunde end til VM. Afviklingen foregår jo også i 4 ringe på en gang i modsætning til VM, hvor der jo kun er en ring i brug hele tiden. Så der kan naturligvis afvikles mere, men der er så ikke fuld fokus på alt, hvad der foregår. Jeg må ærligt indrømme, at jeg mest fik set de store hunde på de to kvalifikationsdage.

Gut Mateshof, hvor EO blev afholdt var et fantastisk sted til arrangementet. Campingarealet lå lige op og ned af banerne, og der kunne vælges pladser med og uden strøm. Da vi havde valgt at lave en familieferie ud af EO, så synes jeg ikke lige at stævnecamping var at foretrække for os. Jeg havde hørt, at det nogen gange er campingarealet på asfalt og MEGET tæt, meget larm og løse hunde. I stedet havde jeg lejet et værelse på samme hotel som to andre danske deltagere, og planen var så, at jeg kunne køre med dem mellem hotel og stævnepladsen, så Henrik og Silas kunne have bilen til rådighed, mens der var agility. Pludselig var der desværre ikke plads til mig i deres bil, og jeg synes nok, at jeg havde noget af en udfordring ud af det.

Vores hytte lå skønt i skyggen med et stort græsareal foran
Selvom der umiddelbart var meldt alt udsolgt på Gut Mateshof (hvor EO blev afholdt), som råder over en del værelser og hytter, så valgte jeg at sende dem en mail med en forespørgsel. Jeg gætter på, at de havde fået nogle sidste-øjebliks-afbud, for jeg kunne både vælge mellem en hytte eller en lux lejlighed. Hytten kostede endda det samme som hotelværelset (90€ pr. nat + tillæg for hundene), som jeg havde booket sammen med de andre 40 km fra stævnepladsen. Det var ikke svært at beslutte sig. Jeg nåede lige at afbestille hotelværelset inden fristen og booke hytten i stedet. Nu boede jeg pludselig kun 300 meter fra stævnearealet i stedet for 40 km og der var masser af plads til familien og hundene, eget køkken og dermed mulighed for selv at lave frokost og aftensmad (så vi ikke bare skulle leve af bratwurst, pizza og schnitzler). Total held i uheld. Jeg var ovenud tilfreds, da jeg checkede ind.

Og nej... Mine hunde må ikke være i sengen..
Fuji skamputter sig. Det var nu ret hyggeligt
En anden stor fordel ved at have hotelværelse, lejlighed eller hytte var, at man kunne tage på udflugt og lade hundene blive alene tilbage og slappe af uden at skulle bekymre sig om varme (hytten var dejlig sval), og for vores vedkommende var der også så meget ro omkring hytterne, at hundene også ville have ro der. Det var ikke så let for de, som boede i campingvogn. På den måde fik vi da også lige flettet et par små udflugter ind og et restaurantbesøg.

Gensyn med udenlandske venner
Til disse udenlandske konkurrencer får man også mulighed for at se nogen af de personer, som man ellers ikke ser så ofte pga afstandene. En del af dem havde jeg dog set ugen inden til Jutlandia Cup.

Det gjaldt ikke Jennifer, som jeg var særligt glad for at gense. Jennifere formidlede kontakten til Nick, som købte den sort/hvide hvalp af mig. Det var den, som jeg leverede i Californien. Vi inviterede Jennifer ud at spise, og det var bare sådan en hyggelig aften. Jeg håber, vi får mulighed for at ses igen i 2016 - enten "over there", her i lille DK eller måske begge steder..... Vi fik i hvert fald talt om mange spændende muligheder og alle havde en hyggelig aften.

Silas viser stolt en af sine film til Jennifer
- måske tænker han, at det kan være hans vej til Hollywood

Silas tøede også op, selvom han helt havde glemt sine engelske gloser fra skolen, men hvad han har jo også haft ferie i flere uger nu, så kan man jo godt glemme.