søndag den 21. december 2014

Hvalpe her og der og alle vegne

Siden sidste indlæg har jeg mere eller mindre siddet med hovedet begravet i hvalpekassen.

Ninja med de 6 små hvalpe
Natten til torsdag d. 27. nov blev vi beriget med et kuld smukke border colliehvalpe. Det var en langtrukken fødsel, som desværre endte med et kejsersnit, da fødslen efter de første 4 hvalpe gik i stå.  Kuldets sidste to hvalpe blev så taget ved kejsersnit.

Som perler på en snor...

Det er fantastisk at følge sådan nogle små hvalpe. Nu er de tre uger, og der er bare sket så meget med dem. Desværre har en af tæverne, også haft en lidt hård medfart, og hun stjæler derfor en stor del af min opmærksomhed og tid, da jeg er nødt til at sondemade hende og i det hele taget holde øje med input og output.

Min lille tæve, som hun er halvt så stor som de andre. 

Men de fem andre er store og stærke med masser af gang i. Hver har deres personlighed, og det er sjovt at betragte. Det er nogle fantastiske hvalpe, og jeg kan klage over kønsfordelingen, hvor Ninja åbenbart syntes, at jeg skulle have 4 hanner og 2 tæver. Jeg kunne godt have brugt det anderledes, da jeg har måttet skuffe nogle købere, som kun var interesseret i at købe tæver. Så lige pt har jeg en eller to hanner, som ikke er afsat.

De første uger er livet ikke andet end at spise og sove

Silas er så stolt af hvalpene, og sidder hos dem flere gange om dagen. Desuden hjælper han mig hver dag med at veje dem. Det er han vældig stolt af. Han har også helt styr på, hvem der er hvem. Nu er det jo heller ikke, fordi de er så svære at skelne fra hinanden, da der på de 6 hvalpe kom 4 forskellige farver.

Silas er så sød og kærlig ved hvalpene

Silas er så betaget af dem, at han nok mener, at vi kan beholde to, så han og jeg kan få en hver.  Ja, den er god med ham

onsdag den 26. november 2014

Hvor meget er penge egentlig værd?

Nu er der gået fem måneder, siden jeg blev fritstillet. En tid, hvor jeg dagligt funderer over indholdet i livet, mine værdier, mine prioriteter, mit værd, mine drømme, min familie og alt det, som tilsammen skal forme min platform for, hvad det er for et arbejdsliv, som jeg skal hen imod, når mit ansættelseforhold ophører til nytår.

Det er blevet til mange gåture med smuk natur

Min første plan var faktisk at holde forældreorlov i 13 uger, men så gik det op for mig, at man faktisk skal være i job for at kunne det. Egentlig en stupid regel, synes jeg. Nå, men de planer har jeg ikke helt lagt på hylden endnu. Jeg kan nok stadig grave lidt i nogle formaliteter rundt omkring og se, om der ikke åbner sig en mulighed for det.

Hvad har jeg så brugt tiden på?
Jeg står op hver dag klokken seks, og sammen nyder vi alle tre en god morgen, hvor Silas har fået de faste rutiner og klokkeslet efter skolestart godt kørt ind. Eftersom jeg ikke har så mange pligter at skulle nå, så kører jeg Silas i skole hver morgen. I starten deltog jeg hver morgen i fællessamlingen for hele skolen, hvor der synges og uddeles kollektive beskeder. Det har været rigtig hyggeligt at kunne deltage i dem, og samtidig også meget trygt for Silas. Nu har jeg trappet ned til at deltage 1-2 gange om ugen.

Novemberskovtur

Så har jeg også prioriteret at få luftet hundene med nogle gode gåture. I starten gik min tid ret hysterisk med at forsøge at genoptræne Ninja, men efterhånden er det blevet til almindelige gåture på 30-60 minutter om formiddagen. Jeg har nydt formiddagene ved stranden eller i skoven. Om lidt er det jo også sat på standby med disse morgenudflugter, da Ninja skal føde i denne uge. Men jeg har gået mange kilometer de sidste måneder, hvor tankerne har haft frit løb vedr. fremtiden.

Poteaftryk på stranden

Ud på eftermiddagen henter jeg som regel Silas igen i SFO´en. Jeg bliver faktisk upopulær, hvis jeg henter ham lige efter skole, og ligegyldigt om jeg henter ham kl 14, 15 eller 16, så er det for tidligt, for han er altid lige i gang med en leg og vil ikke hjem. Det er naturligvis dejligt, at han er glad for at være der, men det kunne også være rart, hvis han gerne ville med hjem. Men mest af alt glæder jeg mig over, at han så gerne vil være i SFO og lege, for det sociale har hidtil være rigtig svært for ham, og det var også det, som man spåede ville blive hans udfordring ved at starte i skole. Livet de sidste måneder har også levnet plads til hygge-eftermiddage med mulighed for spil, bøger, tegninger og hygge ved spisebordet, når man kom hjem. Der er ikke så meget knald på som før. Jeg bestræber også at få indkøbene klaret, før Silas bliver hentet (Silas hader at være med på indkøb).

Hygge med vendespil

Jeg har virkelig sådan nydt, at jeg har kunnet være MOR og ikke hele tiden skulle sige: "Kom nu! Vi har travlt" og "Nej, det er der ikke tid til". Jeg fornemmer også klart, at jeg har fået et par plusser på kontoen hos Silas for dette nærvær, selvom han er og bliver fars dreng, så har han dog genopdaget nogle kvaliteter hos mig de sidste måneder.

Eftermiddagsstrandtur med Silas

Det er jo en kæmpe gevinst at mærke denne ro og det nærvær, som jeg også syntes, at jeg har kunnet give andre på min vej. Jeg har virkelig følt en ro og lykke. Jeg tænker også, at jeg pt ikke tænker, at lykken er et job og et liv, som det jeg har levet de sidste mange år.

Lykken er små smukke øjeblikke, hvor man mærker, at man lever

Ofte tænker jeg over, hvor lidt eller hvor meget penge er værd. Jeg har knoklet og stået til rådighed mange timer, ferier, aftener, nætter og weekender. Jeg har også tjent nogle gode penge, og der er vel ingen der er kede af at tjene penge? Alle har brug for penge, men spørgsmålet er måske også, hvor mange penge, man egentlig behøver? Er det sidste (ekstra gode) penge, man tjener også det værd, som man "betaler" for dem?



Mens jeg overvejer livets store spørgsmål, så går tiden, og jeg arbejder videre på at få styr på mine muligheder, og så må vi se, hvor det bringer mig hen. Mange er spændte på at høre, hvordan det hele ender, og jeg er også selv ret spændt på, at se om mine planer og drømme kan realiseres.

Livet er en gave, og jeg minder mig selv om, at det ikke bliver genudsendt


torsdag den 13. november 2014

Voksentid - en lille ferie på Læsø

Er det egoistisk at tage afsted på weekend uden børn? Nej, Henrik og jeg tror faktisk, at vi en gang eller to om året har behov for kun at være ham og mig. En dag eller to, hvor vi ikke skal afbrydes af Silas eller skal rejse os for en hund. En dag eller to, hvor vi kan bruge tiden på hinanden, som det lyster os, uden at skulle tænke på PEP-masker og medicinrutiner, som vores dagligdag helt automatisk også drejer sig omkring.

Og når man så oven i købet er så heldig, at mine forældre gerne vil passe Silas og hundene et par dage, så får Silas jo også et par dejlige dage med sine bedsteforældre. Mine ferier hos mine bedsteforældre husker jeg jo stadig ganske tydeligt, og det er dejligt, at Silas ikke skal snydes for disse bedsteforældreferier.

Så det var faktisk med helt fin samvittighed, at vi i uge 42 tog afsted et par dage til Læsø. Jeg havde aldrig tidligere været på Læsø, og da jeg nu har sådan et lille flip med de danske småøer, så måtte jeg jo slå til i foråret, da Spotdeal havde et tilbud på et ophold med adgang til Læsø Kur.

Hotel Havnebakken


Vi skulle bo på Hotel Havnebakken, der ligger lige ovenfor færgehavnen, og vi havde booket et værelse med udsigt over havet. Bag hotellet ligger en fin ny bygning med flotte nye værelser, der nærmest var som små lejligheder, men derfra kunne man jo ikke se havet. Så selvom hotellet, trods min bestilling på de ældre værelser med toilet/bad på gangen og havudsigt, havde tildelt os et af de fine nye værelser, så måtte vi tilbage til receptionen og insistere på et ældre værelse med havudsigt.

Aftenens udsigt var hotelværelset


Nu havde vi så tre dage på denne smukke ø i Kattegat. Den eneste plan vi havde på forhånd var en turen til Læsø Kur, som er den gamle havnekirke, der er bygget om til et kurbad. Men fordi vejret var så fint, da vi ankom, så besluttede vi i stedet at leje to cykler og køre lidt rundt på øen og kigge os omkring. Nede ved Strandgården kunne vi leje cykler med fordefinerede ruter lagt ind på GPS. Så var det bare at sætte sig op, og vi blev ledt rundt til de ting, som var "seværdige" på ruten. Det var rigtig fint og vi fik tilbagelagt 25 km, inden vi kom retur til aftensmaden, som var med i det bestilte ophold.

Cykelruten gik af grusveje, asfalt, by, skov og land


Smuk udsigt udenfor Vesterø

"Storhaven"- et ægte manageri

Thorvaldsens Tårn. Bygget med håndkraft og vilje.
Thorvaldsen støbte 3 sten hver dag. 

Masser af udsigt fra den havhungrende sømands udsigtstårn

Cykelruten ledte os forbi flere interessante ting på Læsø.
Nemt og bekvemt med GPS


Dagen efter gik vi efter morgenmaden de 3-400 meter op til Læsø Kur og nød nogle timer i det skønne kurbad. Læsø har naturligvis saltkar, og så et hvor saltindholdet er på 30%. Det er nærmest umuligt at holde sig stående for kroppen vil bare flyde. Det var helt vildt skønt at ligge der og flyde rundt. De rifter man måtte have i huden kunne man tydeligt "fornemme", da saltet nærmest stak og prikkede i huden/rifterne.

Læsø Kur

Da vi havde undladt at tage bilen med over for de få dage, så måtte vi benytte øens bus. Det var sådan set heller ikke noget problem, for der var rimelig regelmæssige afgange - ikke som S-togene i Kbh, men bestemt bedre end i det sønderjyske Udkantsdanmark. Billetprisen var også ganske tiltalende for al buskørsel er nemlig ganske gratis. Rigtig fin service i Læsø Kommune for både øboer og turister. Buschaufføren fortalte også, at det især også kom de mange sejlere tilgode. Den buschauffør, som vi kørte med denne mandag fortalte også flittigt om øen og diverse ø-anekdoter. Vi steg af bussen i Østerby, som var den sidste af øens tre byer, som vi manglede at besøge. Vi gik en tur langs vandet nord for byen og fik en kop varmt på byens nydelige spisehus, inden vi et par timer efter tog bussen tilbage til Vesterø, hvor vi boede.

Stranden nord for Østerby.
Meget stenet. Helt modsat den flotte sandstrand ved Vesterø

På Læsø er der efter sigende flere islandske heste, end der er børn. Der går 170 børn på øens skole, og 30-40 børn i børnehaven. Der er mange steder, hvor man kan leje islandske heste eller komme med på guidede ture. Jeg lider af evige hesteabstinenser, og egentlig skulle vi have været på 4 timers hestevognstur ud  i bl.a Rønnerne, men vejret var ikke så fantastisk og noget blæsende, og da "50% af selskabet" ikke havde pakket outdoor-outfittet, så ville det nok kun blive en god tur for mig. Så i stedet besluttede vi os for en time på hesteryg. Så klokken 9 om morgenen gik jeg, rustet med internet og smartphone på jagt efter et par heste. Da vi ringede til Fædrelandet.dk var de fleksible og byttede lidt rundt på nogle heste til dagens tur, så vi kunne få en formiddagstur kun os to med guide. Det var også let at komme dertil, da der kun var få hundrede meter fra busruten til gården.

På hesteryg.
Guiden forrest, Henrik i midten og jeg red bagerst.

De fik matchet hest og rytter rigtig godt. Henrik har ikke den store rytter-erfaring - niveau: kan blive hængende på en rolig hest. Jeg er vel nærmest rusten-rutineret. Anette fra Fædrelandet fandt en lækker livlig 5-gænger til mig og en lidt mere doven og "bovlam" hest til Henrik. Hun var rigtig god til at instruere Henrik i ridningens basale teknikker. Vi havde en skøn tur rundt i området, og jeg var totalt forelsket i Alfa, som Anette selv betegnede, som en af deres luxus-heste.

Med denne dejlige hesteoplevelse (som ikke gav mig færre hesteabstinenser) i baglommen tog vi bussen tilbage til Vesterø og fik en frokost, før vi atter tog med "Margrethe Læsø" tilbage til fastlandet.

Smuk aftenbillede taget ved havnen i Vesterø

Tre dage fyldt med aktiviter, som Silas alligevel ikke ville have syntes om eller kunne deltage i. Med tid til hinanden og oplevelser. Men det var også dejligt at komme hjem igen til Silas og hundene og nyde resten af efterårsferien sammen med dem.

tirsdag den 28. oktober 2014

Ninja venter hvalpe

Selvom jeg har følt mig ret overbevist om, at Ninja var drægtig, så er jeg alligevel typen, der har brug for at se nogle håndgribelige facts. Derfor havde jeg igår bestilt en tid til scanning af Ninja.

Her ses tre hvalpe

Udover de håndgribelige facts, så er det også meget rart, at vide om der kommer 0, 2 eller 10 hvalpe, så man kan være beredt på, hvor mange hvalpekøbere, man skal notere på listen. Dyrlægen skød umiddelbart på, at der var 6 hvalpe, men at der godt kunne ligge flere og gemme sig.

Selvom der er mange border collie hvalpe på vej de næste måneder, og der allerede ligger nogle kuld, så jeg ikke så bekymret for, om hvalpene kan afsættes. Jeg har heldigvis allerede fået nogle gode henvendelser, men jeg ved selvfølgelig intet om, hvordan det hele går op i en højere enhed med ønsker om køn, farver osv. Så jeg tør da godt notere et par stykker mere på listen over interesserede hvalpekøbere.

Hvis nogen ønsker at følge det kommende kuld, så kan man finde det her på Facebook

torsdag den 2. oktober 2014

Mandø

De sidste par år har jeg set mig lun på vores danske små-øer, og jeg har faktisk fået besøgt en del af dem nu, og jeg er slet ikke færdig.

Den sidste weekend i august var vi en flok hundetosser, der spændte vores campingvogne efter bilerne og kørte til Mandø. Her skal man jo som en start sætte sig ind i tidevandet, så man ikke bliver fanget i vandet, når man kører over til Mandø.

Mandø er ganske pragtfuld, og man får automatisk pulsen betragteligt ned. Her er er fred og ro og smuk natur, der skifter udtryk døgnet rundt.


Smuk udsigt over vadehavet.
Hestevognen er på vej ud på solnedgangstur

Man kan naturligvis gå en god lang tur ud på havbunden. Det gjorde vi så ikke så meget i, da jeg var kommet afsted med en rigtig irriterende forkølelse, som jeg ikke gad fodre med kolde og klamme vækstmuligheder ved at trave rundt med vådt tøj. Samtidig måtte Ninja stadig ikke gå lange og anstrengende ture, men alligevel fik vi da gået nogle rigtige fine ture i Mandøs flotte natur.

Søndag formiddag var vi også på hestevognstur, hvor vi fik lidt historie og facts serveret med en spand humor af kusken. Vi blev kørt et godt stykke ud på havbunden (naturligvis i ebbe-timerne), hvor vi så sæler og spiste friskfangede små rejer direkte fra fiskenettet.

Silas

På en af vores gåture ved vandet ser vi en lille familie gå langt ude på havbunden. Da de kommer ind til stranden igen efter en meget lang spadsertur, hvor de har været langt ude hører jeg manden sige til kvinden og de to børn: "Jeg elsker bare sådan en tur. Den gør mig til et gladere menneske". Jeg synes det var meget rigtigt sagt. For det er lidt som om, man lige bliver tanket op på sådan en tur.

Ud over Vadehavet

Mandø er som at ramme en anden tidslomme. Som på flere af de andre danske småøer jeg har besøgt, så går tingene ikke lige så stærkt, og man er ikke så højtidelig. Det gør bare det hele lidt mere afslappende.

Lækkert terræn til traveture

Jeg besøger gerne Mandø igen

fredag den 26. september 2014

Ninja x Jessi

Livet er dynamisk og det samme kan ens meninger også været. Det var også det, som skete med min holdning til avl på Ninja. Jeg har altid gerne ville have en ”ekstra” Ninja, og havde egentlig tænkt, at jeg kunne finde noget i hendes familie. Men der var jeg jo afhængig af andres valg, og det syntes ikke lige umiddelbart at være så let at få et match, som jeg tændte på.

Der stod de så i 11 minutter
Så blev Ninja skadet og må derfor ikke løbe agility resten af året (Dyrlægen har naturligvis sagt god for parring og graviditet) Jeg blev pludselig hjemmegående. Det fik mig til at genoverveje, for der er ingen tvivl om, at Ninja er en super dejlig hund, og den kommentar får hun meget tit med på vejen fra dyrlæger (som hun har set en del af på det sidste), konkurrenter og folk, der besøger os.  Hun er super dejlig at arbejde med og benene løber aldrig fra hjernen, selvom hun godt kan flytte benene i et højt tempo.

Selvom Ninja har nogle ”svagheder” i sin stamtavle, så er hun selv rigtig fin. A hofter, 0 på albuer og fri på OCD. Med kompetente border collie folks hjælp har jeg de sidste par uger kigget på MANGE hanhunde, men da jeg kom til Jessi (Be Yess of Wendaja), så blev jeg ualmindelig interesseret. Når jeg kiggede videoerne af ham, så jeg en hund, som arbejder med power uden at tabe hovedet. En hund, som er koncentreret og pleasende. Videoer, hvor han leger med sine hvalpe viste mig en lækker, rolig og sød hund. Jana, som ejer Jessi, beskrev ham for mig, og han lød faktisk som alt det, jeg elsker ved Ninja.

Jessi
(lånt fra Janas hjemmeside)

Hvor Ninja har minusser i sin afstamning, har Jessi plusser. Begge har selv god sundhed og super godt temperament. Da jeg selv gerne vil beholde en tævehvalp, så har jeg kun interesse i, at det bliver sunde hvalpe med et godt temperament. Gerne hunde, der vil arbejde, men ikke hænger oppe under loftet og er så iltre, at almindelig hvide mennesker ikke kan eje dem. Derfor er Jessi valgt med stor omhu.

Hvem er han så ham Jessi? De fleste i agility DK kender jo Ice, DJ, Spottie og Mac. Dem er Jessi faktisk fætter til, da Jessis far er Aslan, der er bror til de fire fantastiske hundes far, Zac. Aslan har en del afkom og sundheden er i top på dem. Noget af Aslans afkom (incl hans brødres afkom), synes jeg kører lidt for højt eller er lidt for sensitive. Det skulle ikke være det som kendetegner sønnen Jessi eller Jessis afkom. Min mavefornemmelse var bare rigtig fin med Jessi, og nu har jeg mødt ham, og han virker rigtig skøn.

Jessi
(lånt fra Janas hjemmeside)
Farven….  Nej jeg har slet ikke haft det med i mine overvejelser, for jeg havde faktisk GLEMT, at han er blå/hvid mottled. Da jeg kommer herned og ser ham i virkeligheden her til morgen, gnider jeg mine trætte øjne (kørte 1.000 km siden i aftes), og faktisk tænker jeg: Hvad fanden, han er sgu da blå!! Nå ja. 

Det kan jeg egentlig godt grine lidt af. Billederne på hjemmesiden kan godt snyde lidt, da han er ret mørk. Farven var ikke vigtig for mig i valget af hanhund, så det har jeg ikke fokuseret så meget på, for en agilityhund ikke har en farve.


Seriøse hvalpekøbere er velkomne til at tilkendegive deres interesse.  

mandag den 8. september 2014

Stafet for livet

Selvom jeg havde glædet mig meget til at skulle løbe DM i agility i denne weekend, så har jeg ikke haft skænket det mange tanker i løbet af weekenden. Jeg har haft en rigtig fantastisk weekend!!

Haderslev var rammen om Danmarks suverænt største Stafet for Livet med over 5.000 deltagere (den næststørste havde 2.200 deltagere). Man skal nok også lede længere efter smukkere og mere bynære rammer til stafetten. Stafetruten er nemlig lagt rundt om Haderslev Inderdam, og mere centralt og smukt kan det vist ikke blive. Byens gågade ligger også mindre end 100 meter fra ruten og alligevel kan man gå i flot natur uden at skulle ud på landet.

Foto: Stafet for Livet Haderslev
Området set fra luften

Årets stafet blev rigtig speciel for os i år, da den lokale styrekomité havde spurgt, om Silas kunne tænke sig at overrække buketten til året åbningstaler, som var Hendes Excellence Grevinde Sussie. Silas er af natur ikke en dreng, der ynder at påkalde sig folks opmærksomhed, men da vi præsenterede ham for opgaven, svarede han blot, at det kunne han da godt.... (som om det skulle være noget særligt).

Silas venter tålmodigt på at udføre sin gerning
Silas var supersej til sit "job". Jeg stod klar på første række, klar til at fange øjeblikket med kameraet. Fra scenen blev Silas præsenteret: "Til at overrække buketten til Hendes Exellence Grevinde Sussie har vi fået en af vores yngste fightere Silas Clausen" (Silas var klart den yngste). Allerede her blev jeg vildt berørt over at høre min søn benævnt som Fighter.(Fightere er personer, der har kæmpet mod kræft eller personer, der stadig gør det. De er til arrangementet udstyret med en gul T-shirt). Dernæste kæmpede min lille lyshårede spirrevip sig op af de høje trappetrin og entrerede scenen, og jeg hørte tydeligt publikum i kor sige "Nårhhhh" (som i "Åh sådan en lille pus har da ikke noget med kræft at gøre vel? vel? vel?"). Puha hvor følelserne lige rullede sig ind over mig, og jeg gik nærmest i hulk, og jeg aner ikke, hvordan det lykkedes mig at få skudt nogle billeder. Totalt held, at jeg havde fået indstillet kameraet grundigt inden åbningstalen, for jeg var absolut kun i stand til at trykke udløseren ned.

Silas overrækker buketten. Han ser jo helt rutineret ud.

Silas overrakte flot buketten. Den del af det, er vel heller ikke så svært. For han kunne have "fundet på" næsten at kaste den i armene på Sussie og løbe ned fra scenen. Så ville det jo være overstået! Men han har den fineste øjenkontakt med hende, da hun sætter sig ned i hans højde. Hendes ansigtsudtryk på nogle af billederne siger også "Det her er forkert - små børn og kræft passer slet ikke sammen...", hvilket hun har helt ret i. Måske derfor spørger hun Silas, om hun også må få et knus. Silas giver hende et langt og hjerteligt kram, og behøver jeg at sige, at det ikke bedrede min "tilstand"?!

Silas uddeler et hjertevarmt knus til Grevinde Sussie,
mens Grev Ingolf ser smilende til i baggrunden.

Efter åbningen gik vi en Fighterrunde, hvor alle deltagere går ruten med fighterne i de gule T-shirts forrest. Derefter slap alle fighterne gule balloner, som blev sendt til himmels. Flot syn på dagens flotte lyseblå himmel. Nu var det tid til at gå for alle deltagerne - gå ruten, så mange gange som muligt. Personligt nåede jeg i alt at gå rundt 10-12 gange, svarende til ialt 13-15 km

De gule balloner sendes til vejrs

Trods min følelsesmæssige reaktion, så ser jeg slet ikke Stafet for Livet som et trist og sørgmodigt arrangement, for det er slet ikke det billede, der præger arrangementet. Det, som præger sådan et arrangement, er sammenhold på holdene, men også med de øvrige deltagere. Hvert hold har en stand, hvor de har base. Fra basen har man mulighed for at sælge forskellige ting eller lave aktiviteter eller bare holde til. Der er bare god stemning hele vejen rundt. Stafetten handler ikke om at løbe hurtigst eller noget i den stil. Det er helt ok at gå rundt i sit eget tempo. Selvom der var over 5.000 deltagere, så var det ganske uproblematisk at komme rundt på ruten. Faktisk havde jeg også hundene med på nogle af mine runder.

Silas, hundene og jeg på en omgang
- Haderslev Gl. Kirke i baggrunden
Vores hold fra vores lille landsby "Team Vilstrup" gik lidt over 800 runder på det døgn, som stafetten varer. Sammenlagt gik de over 5.000 deltagere i hele stafetten over 73.000 km. Det er smadderærgerligt, at dette arrangement falder sammen med DKKs DM i Agility. Næste år håber jeg, at jeg har et reelt valg, så må vi se, hvad jeg så vælger af de to arrangementer.

fredag den 22. august 2014

Bye bye 2014...

Den dag i juni, hvor jeg stod med mit frihedsbevis min fratrædelsesaftale i hånden, så jeg en fantastisk sommer og efterår for mig. Der var faktisk ikke grænser for, hvad min frihed skulle bruges på. Først og fremmest skulle jeg hygge mig med agilitytræning og -stævner. For slet ikke at nævne de to gange DM, som jeg helt tilbage i maj havde kvalificeret mig til. Dernæst skulle jeg have Silas kørt godt ind i en ny hverdag som skolebarn (og den del går forrygende).

Ninja nyder at komme på stranden igen

Sådan blev det jo ikke helt. Styrtet fra balancebommen d. 7. juli ændrede en del på de planer og også på min hverdag. Det er jo som sådan ikke en katastrofe, at ens hund kommer til skade på en agilitybane. Flere andre har prøvet det før mig, men ingen synes, det er fedt at opleve. Heldigvis har jeg i de 20 år, jeg har løbet agility været forskånet for alvorlige skader. Der er så mange andre ting, der kunne være meget værre end en skadet hund, men derfor gør det mig så ondt alligevel.

Gåture - nu også i trav i flexline

De sidste par dage har været hårde, fordi jeg nu har erkendt, at ingen mirakler og ej heller ihærdighed fra min side kan trylle Ninja fit i en fart. Hun træder stadig ikke ordentlig igennem på venstre bagben. Fordi jeg nu må erkende, at vi desværre ikke kan stille op til DM, som jeg i år havde glædet mig mere til end, jeg har gjort i rigtig rigtig mange år. Faktisk har jeg ikke glædet mig så meget siden 2007. Jeg synes, Ninja og jeg havde fundet melodien, og ikke mindst glædede jeg mig til at være en del af det kæmpestore team fra Sannes Hundecenter (mere end 20 hunde derfra er kvalificeret til DCHs DM). På gåturene har jeg nogen gange været i tvivl om det våde på min kind var regndråber eller tårer..... Jeg havde naivt håbet, at Ninja kunne blive klar til DM, men jeg kan godt se, at det simpelthen vil være for risikabelt at forsøge sig, når hun ikke engang er rentgående endnu.

Når det nu skal være sådan, at Ninja er skadet, så er det naturligvis heldigt nok, at jeg har masser af tid, for jeg kan virkelig ikke se, hvordan div dyrlægebesøg og genoptræning skulle kunne hænge sammen med en hverdag med fuldtidsjob.

De fleste gå ture afsluttes med udstrækning/massage.
Ninja nyder det

3 daglige gåture a 30 minutter med efterfølgende udstrækning bliver mindst 15 timer om ugen, så har jeg nok brugt gennemsnitligt 7-10 timer om ugen på at køre til laserterapi, kiropraktik, massage mv. Det er jo mere end et halvdagsjob.... Skræmmende. Jeg ville bare tusind gange hellere have nydt andre hundeaktiviteter 20+ timer om ugen: f.eks være kørt til stranden og sluppet hundene løs, set dem lege i haven, trænet agility osv. Gåture og udstrækningsøvelser er det genoptræningsprogram jeg har aftalt med de to dyreklinikker, som jeg konsulterer ifm Ninjas skade, som er lokaliseret til den store lårmuskel i venstre bagben. 

I stedet må vi nøjes med gåture ALTID i snor.
Her ved Vestre Engvej i Vejle

Nå men det korte af det lange er, at jeg hermed kapitulerer og begraver agilitysæsonen 2014. Jeg håber så inderligt, at vi med god genoptræning og agilitypause er tilbage igen, når 2015-sæsonen starter. Held og lykke til alle jer, som skal til DM.

onsdag den 13. august 2014

1. skoledag

I søndags - d. 10. august startede Silas i 0. klasse på Den Nye Friskole. Min lille tandløse dreng er nu slet ikke så lille mere.

Silas hjemme ved porten - klar til skole
Jeg må sige, at de havde gjort noget ud af denne første skoledag. Den Nye Friskole har ikke helt tilfældigt valgt en søndag til første skoledag (for alle klassetrin i øvrigt). På denne måde giver de alle familier mulighed for at være tilstede på den første skoledag uden at skulle tigge om en ekstra feriedag. For os med børn, der starter i 0. klasse er det særlig vigtigt at være der første skoledag. Som en forælder i Silas´ klasse sagde, så havde hun meget svært ved at få fri den mandag, hvor alle andre skoler starter, for hun er nemlig selv skolelærer, så hun syntes, at det var skønt, at hun også havde mulighed for at se sin søn starte i skole.

Flaget er hejst
1. skoledag var lavet som en rigtig festdag for hele skolen, som samtidig havde 1 års fødselsdag som friskole. Der blev holdt en velkomsttale, og folk var mødt talstærkt op. Derefter blev vi introduceret til en "velkommensang" for 0. klasse.

Nu kom vi så til den rigtige velkomst. Der blev lavet en lang espalier med flag. Den var nok 50 meter lang. Her gik de nye elever så igennem hen til deres bygning, mens skolen sang velkommensangen. Det var faktisk en rigtig smuk modtagelse.

Espalier dannet af 1.-6. klasserne
Så var det tid til at finde klasserne - og ikke mindst sin plads. Nu var det allerede tid til at lytte lidt til, hvad der skulle foregå den næste times tid. Forældrene fik lidt praktiske oplysninger, og så blev vi ellers gennet udenfor i det fine vejr, hvor vi kunne snakke og hygge med de andre forældre.

Det kan godt være hårdt at sidde og lytte
Til slut samledes vi på sportspladsen, hvor vi skulle lave en afsluttende aktivitet for alle skolens over 100 elever. Så var skoledagen i princippet slut, men de fleste blev hængende og købte lækre grillpølser fra den lokale slagter, mens hyggen fortsatte.

Silas "hopper" sit navn
Nu er der gået et par dage i skolen, og en af de voksne stoppede igår og spurgte Silas, om hvad han hed. Han svarede høfligt, at han hed Silas. Derefter spurgte hun, om han lige var startet i 0. klasse. Dertil svarede Silas: "Nej, jeg har gået her i tre dage"

Silas
Kan man andet end smile over sådan et svar? Jeg betragter det som et udtryk for, at han føler sig tryg i sine nye omgivelser.

mandag den 11. august 2014

Rehab Ninja

I dag er det fem uger siden, at Ninja styrtede ned fra balancebommen. Lige siden har jeg holdt hende i ro. Ikke noget med at gå løs i haven, kun gåture i snor, ingen leg med MicMic og naturligvis slet slet ingen agility. Desuden har Ninja modtaget laserterapibehandlinger og massage.

Og vi vader vores gader flade...
I dag var jeg til kontrol med hende på Nordre Dyrehospital, og selvom jeg egentlig selv syntes, at hun var rentgående, og personalet på Sydvet også syntes det i sidste uge, så var Jakob på Nordre Dyrehospital ikke helt tilfreds. Han syntes ikke, at hun trådte ordentligt igennem på venstre bagben, og når han gik hende igennem, så reagerede hun tydeligvis også, når han lavede udstrækning på den store lårmuskel ud på venstre ben.

Landskabsbillede fra traveturen
Nogen gange bliver det nat, før vi når den sidste tur....

Så selvom jeg havde sat næsen op efter at kunne påbegynde lidt genoptræning, så må jeg bare fortsætte med de daglige 3x30 minutters gåtur i skridt, for jeg vil jo gerne have hende til at blive fin igen. Hvis jeg startede på noget alt for aktivt nu, så ville risikoen for, at skaden ville bryde op igen være alt for stor. Jeg havde for længst indstillet mig selv på, at jeg der ikke blev noget agility i hele august måned, men nu synes jeg også, at det ser kritisk ud med de to DM´er, som ligger i september. Æv hvor ærgerligt, for jeg havde faktisk glædet mig rigtig meget til dem. Men selvom Ninja skulle blive ske at blive meldt klar til at løbe der, så er jeg faktisk i helt i tvivl, om jeg overhovedet tør.....