lørdag den 23. juni 2012

Afsluttende kontrol med LCH

I onsdags var vi til kontrol på Skejby. Vi havde faktisk hele tre aftaler samme dag. Først skulle vi til kontrol for Cystisk Fibrose. Silas var igen vokset en centimeter siden sidste kontrol (4 uger siden). Det er jo dejligt at se. Måske får han alligevel en normal højde.

Han er blevet meget bevidst ift hvad, der skal foregå hvor og hvornår. Han synes absolut ikke, at det er sjovt at blive suget, men hvem ville nyde at få suget slim op gennem en slange i næsen? Vi forklarede, at det ok, at man ikke lige gider det, men det skal altså gøres alligevel. Silas er bare så tapper. Græd mens det stod på, men havde helt kontrol over sig selv.

Det gør bare så ondt at skulle sidde og holde ham (Det er ikke fordi han spræller og gør modstand, at han skal holdes, men bare fordi han helst skal ligge korrekt for, at sygeplejersken kan føre slangen ordentligt op i næsen). Nogen gange er jeg næsten ved at tude sammen med ham, men minder mig selv om, at det er et dårligt signal at sende til Silas og får så lagt bånd på mig selv. Man føler sig bare så led ved at medvirke til disse overgreb, men ved at det også er nødvendigt for barnets tryghed i disse situationen.


Kontrollen gik fint, selvom vi stadig venter på svar på suget, men vi har en mistanke om, at det er nogle bakterier i suget, hvilket altid udløser 2 uger på antibiotika. For Silas hoster nemlig en hel del, og det varsler antibiotika i sigte - igen.

Fra den ene kontrol og videre til den anden kontrol. Som nogen måske husker, så havde Silas jo en cancerrelateret sygdom (LCH), som blev opdaget, da han var tre måneder. Han fik 5 måneder med kemobehandling, og vi har siden gået til kontrol. Nu var vi til den sidste kontrol, dels fordi man anser Silas for at være uden for risiko for tilbagefald, og dels fordi han er i læge-hænder hver måned, og da vi jo er i "systemet", er vi altid  velkomne til at stikke hovedet ind på børneonkologisk afdeling, hvis vi finder grund til det.

Den beslutning passede mig helt fint, for LCH fylder ikke rigtig noget i min verden mere, og jeg kan ikke engang "køre op" over en forestående kontrol (sådan er der vist ikke mange "cancerforældre" der kan sige, at de har det med deres børns opfølgende kontrol). Fokusområdet er klart flyttet over på Cystisk Fibrose, og der er også rigeligt at rumme. Den sygdom har han jo forever.

Dagen sluttede af med års-blodprøven. Selvom Silas ikke har fået taget blodprøver siden engang i sommers, så kunne han godt huske, hvad der skulle ske, da vi rejste os i venteværelset for at gå ind til laboranten. Vi var kun lige kommet ind af døren, da han småklynkende annoncerede: Jeg gider ikke! De kunne vi godt forstå, men det skal gøres. Han fulgte pænt med op på skødet af mig, og mens de tog blodprøver sad han stille, men græd og græd i samtlige minutter de tog blod. Årsprøven er 10-12 glas, så det tog virkelig lang tid. Hvor er jeg dog glad for, at han trods sin modvilje alligevel altid samarbejder, hvilket vi også altid roser ham rigtig meget for.


Endelig endelig var det slut, og vi kunne køre hjemad igen. På vej ud til bilen møder vi så humørsprederne - Hospitalsklovnene Angus (kendt fra dokumentaren "Klovn for livet") og Prinsesse Plaster. De var ude at gå tur med en Downs-pige Vi mødte dem ved springvandet, hvor klovnene lavede lidt spas. Det er altid en oplevelse at se klovnene i aktion - en skøn og meget opløftende oplevelse. De gør bare en kæmpe forskel for børnene, og jeg kan kun opfordre for lidt til, at man stikker dem en "hund", hvis man kan undvære det (man kan sende en sms med teksten "klovn 100" til 1919, og så støtter man dem med kr. 100). Tjek evt deres hjemmeside ud.


tirsdag den 19. juni 2012

Savner...

For tiden savner jeg faktisk Diva. Jeg savner at løbe agility med min glade og livlige sheltie. Hun havde ikke været særlig stævneaktiv de sidste par år, og efterhånden som hun blev ældre, glemte jeg næsten hendes meget store personlighed på agilitybanen, for der var faktisk stor forskel på Diva ude og hjemme.


Et af mine sidste billeder af Diva - januar 2012

Efter at være kommet igang med stævner igen sammen med Ninja, så er savnet blevet større.Jeg tror, at det er lugten af "savsmuld", der får det til at blusse op. Jeg har ikke noget at udsætte på Ninja, så det er ikke fordi jeg vil "bytte", hvis  det lod sig gøre, men måske snarere fordi Ninjas glæde og hastighed får mig til at mindes Diva.

Da jeg for et par uger siden så Divas halvbror Dusty, synes jeg virkelig, at jeg kunne se Diva i ham.

Et kærligt øjeblik :-)
Få dage før vi tog afsked

Jeg tænker på de mange skønne år, jeg fik med Diva. Alle de store oplevelser hun har været årsag til. Store stævner og mesterskaber og helt klart nogle uforglemmelige øjeblikke. Jeg mindes med glæde en masse skønne agilitygennemløb med hende og hendes sjove personlighed. Hvordan hun spurtede stranden tynd og hyrdede alle bølgerne. Eller hvordan lykken strålede ud af hendes små øjne, hvis hun fik lov at jage en flok krager eller måger op fra en mark. Hun var så utrættelig. Det er fortid, der er kun minderne tilbage, men det er vel ikke forbudt at drømme om at få lov til at løbe bare en sidste gang med hende?

Diva til Jutlandia Cup 2009
Elsker og savner hendes intense blik

lørdag den 16. juni 2012

Min alderspræsident

"Gammelfar" aka Charlie bliver 14 år i dag. Jeg har aldrig haft en ældre hund (men både Diva og Jack blev begge 13 år). Egentlig er han i meget fin vigør, men alderen trykker selvfølgelig.

Han sover rigtig meget og snorker rimelig højt. Hørelsen er heller ikke så fin mere, den svinger mellem stokdøv og hørehæmmet. Om det er fordi han ikke hører så godt mere, at han er blevet så indiskret ved jeg ikke, men når han ligger og "vasker" sin gamle krop, så foregår det med højlydt grynten og gnasken.

Charlie elsker at gå på solo-opdagelse i det høje græs


Charlie er ofte mit vækkeur i weekenderne. Som regel begynder han at pibe mellem 6 og 7. Nogen gange for at få opmærksomhed og andre gange er det fordi han virkelig virkelig skal ud at tisse. Imorges tror jeg, at det mest var førstnævnte, og nu kunne jeg faktisk sove længe for en sjælden gangs skyld - troede jeg! Anyway jeg synes jo egentlig, at det er tidsspilde at sove længe, så nu sidder jeg klokken 7 og skriver blogindlæg (som jeg først offentliggør lidt senere, når jeg har fået taget et par billeder af fødselsdagsbarnet - desværre er Charlie ikke særlig fotogen)

For 1-2 måneder siden var jeg ellers ret bekymret for Charlie. Uheldigvis var han blevet fodret med Ninjas foder i en måneds tid, og jeg syntes han var blevet meget tørstig og i øvrigt tissede meget læænge, når jeg lukkede ham ud om morgenen. Jeg tror ikke lige, at hans nyrer havde så godt af andet end hans seniorfoder. Jeg skyndte mig at skifte tilbage på seniorfoderet igen, og nu efter et par måneder virker han noget bedre.

Morgenens leg i køkkenet
(der var lidt for meget fart på motivet, iftt hvad min iphone kan præstere)


Den bedste indikator for en bedring er dog det, som Ninja viser mig. For et par måneder siden ignorerede hun nærmest Charlie. Hun forsøgte ikke at få en leg igang og slæbte ikke rundt på ham i kraven, som hun ellers så ofte gør. Men det er anderledes nu. Nu leger de højlydt og løber også rundt sammen, men legen går oftest ud på, at hun "tygger" på Charlie og trækker lidt rundt på ham - gerne mens han ligger på ryggen på gulvet. Det, at Ninja har genoptaget legen fortæller mig, at han har det meget bedre. Gode gamle tålmodige Charlie leger stadig med trods sin høje alder.

søndag den 10. juni 2012

Forhandleren Silas


I dag fik jeg en forsmag på Silas som forhandler.

Silas havde hele vejen til min onkels lille fødsesldags-kom-sammen i Randers krammet en muslingeskal. På vej ned til cafeen, hvor vi skulle spise, fik han på vejen over broen i Randers Havn pludselig lyst til at droppe muslingeskallen i havnebassinet. Da jeg så den dale ned mod vandet, vidste jeg bare, at det ville udløse en "krise". Krisen viste sig dog først 300 meter senere, da vi skulle ind på cafeen, og han brast i hjerteskærende gråd. Han ville have sin muslingeskal. Jeg forklarede, at det kunne han altså ikke få, for den var væk i vandet. Der kom ro på ham igen, men i de par timer, vi var på cafeen, blev der både snøftet og grædt lidt fra tid til anden over muslingeskallen.



Vogt dig!!
Der er en dygtig forhandler gemt i denne knægt
 Jeg lovede ham, at vi nok skulle køre forbi stranden, inden vi kørte hjem (vi bor 3 km fra en strand). Det var lige noget, han kunne bruge. Da vi på hjemturen nærmede os stranden forberedte jeg ham lige på, at vi kun skulle hente en muslingeskal - og at han derudover kunne få lov at kaste 3 sten i vandet (ellers ville han have stået dernede endnu og kastet sten i vandet). Da vi var 1 km fra stranden repeterer jeg lige for ham ved at stille et bekræftende/konstaterende spørgsmål (samtalen var nogen lunde som angivet herunder)

Mig: "Når du har fundet muslingeskallen, hvor mange sten var det så, du måtte kaste i vandet?"
Silas: "10"
Mig "Nej det var ikke 10..."
Silas: "11"
Mig: "Nej Silas, så mange sten var det ikke. Hvor mange var det?"
Silas: "9"
Mig: "Heller ikke 9. Hvor mange var det så?"
Silas: "8"
Mig: "Nej heller ikke 8. Hvor mange var det?"
Silas: "7"
Sådan fortsætter samtalen til vi kører ned på P-pladsen og ved at forsøge med alle tallene i nedadgående rækkefølge, er vi endt på tallet 3, som jeg jo havde sagt fra starten. Det hele er fra hans side foregået med et smil på læben og et kækt glimt i øjet. Han var fuldstændig klar over, at det var 3, der var svaret, men hvis man nu lige kunne liste sig til lidt mere.....

Vi går sammen ned til stranden, finder en fin muslingeskal (som vist bare ligger i bilen nu...) og samler de aftalte tre sten op, som han kaster i vandet. Akkurat som aftalt og kører derefter hjem.

Men helt ærligt - jeg er ret imponeret - og måske også lidt skræmt. Han er knap 4 år og forhandler allerede med stort overblik og ro (ingen hysteri). Desuden tæller han baglæns.... ("forlæns" tæller han nemt til 100).

Han er nu en sjov lille fyr, min lille solstråle.

søndag den 3. juni 2012

Resultater og præstationer

Efter tre weekender i træk med stævner, så var denne weekend stævnefri. I stedet fik vi gæster og fejrede, at Tobias bliver 17 i næste weekend. Som altid var det dejligt, at have Tobias hjemme på weekend fra efterskolen, og hyggeligt at fejre ham sammen med familien.

Jeg har nu nydt at være afsted til stævnerne og få prøvet Ninja (og mig selv) af. Helt ærligt, så synes jeg, at det er pisse svært at løbe med hende. For det første så tager hun en del længere skridt end de hunde, som jeg tidligere har løbet med, og hun har også et rimelig godt tempo. Jeg er ikke særlig vant til at løbe hele baner med hende, så jeg føler ikke rigtig, at jeg kender hende. Min "værktøjskasse" er begrænset til primært at bestå af basic handling. Alligevel synes jeg bestemt at flere af løbene var værd at være stolte over.

En tændt Ninja i slalom
(Foto: Tina Hindsgaul)

Jeg kom i mål efter et løb med en disk, men roste Ninja helt vildt, for hun havde fortjent rosen for sin indsats på banen, og jeg syntes,  at hun egentlig havde præsteret mere, end jeg kunne forvente af hende. En fortalte mig, at hun havde overværet, at jeg kom i mål og bemærkede, hvordan jeg virkede vildt glad og roste Ninja en del. Hun tænkte, at det måtte have været et fantastisk og ikke mindst fejlfrit løb, men måtte så undre sig, da hun hørte en af de andre tilskuere på opmuntrende vis sige, at "det vel nok var en skam"... Det glæder mig at høre, at det var synligt at præstationen var vigtigere for mig en resultatet.

Jeg har det rigtig fint med løb, hvor det (stort set) kun er mig selv og dommeren, der opdager vores fejl/disk. Som jeg plejer at sige, så er det ikke dommersedlen, der viser, om gennemløbet var godt. Jeg har vundet åbne klasser med Diva, hvor jeg faktisk ikke synes, at løbene var gode. Selvom det er dommersedlen, der viser vinderen, så kan man godt glæde sig over flotte løb trods diskvalifikationer.

Vores eget stævne i Ribe Hundevenner i pinsen bød på 6 løb, hvoraf de 5 var disk-løb og et enkelt fejlfrit i AG1, som gav en 2. plads. Jeg fik dog mange positive ord med på vejen fra nogle af de andre hundeførere, og det var jeg glad for. Selvom jeg kan føle mig som en hund i et spil kegler, så lyser det måske ikke så langt ud af mig/os.


Næste uge skulle have været en ferieuge med agilitytræning med nogle af Nordens bedste instruktører, men når jeg kigger på arbejdsbunkerne, så bye bye ferie... Jeg må bare flette arbejde og træning/fritid ind mellem hinanden den kommende uge.