tirsdag den 28. februar 2017

Ikke en ønskestart på sæsonen

Forrige weekend startede agilitysæsonen for mig og mine hunde. Jeg glædede mig til at komme igang efter 5 måneder uden stævner (for MicMic var det over et halvt år). Ninja og jeg startede hos DCH Vejle om lørdagen, og vi kom ikke særlig heldig fra start. Disk i to løb pga forkert bane og en slalomfejl i et af løbene. Det var en kold dag, og jeg havde Ninja i bilen. Hun lå på et tykt tæppe og var pakket ind i et varmt dækken. Jeg sørgede for at varme op og skridte af ifm løbene, og synes bestemt, at jeg var ekstra omhyggelig pga kulden.

Da jeg henter Ninja inden banegennemgangen til mit fjerde løb, hoppede hun ud af bilen og ville først ikke støtte på venstre bagben, men kom så ned på benet efter et par skridt og går, dog noget urent, men ikke haltende. Jeg tænker, at hendes ben måske havde sovet, da hun lå i bilen, men jeg kan godt se, at hun aflaster det, når hun står. Jeg trækker hende naturligvis var dagens sidste løb.

Det er første gang, jeg har oplevet, at måtte trække en af mine hunde fra et løb, fordi den pludselig og helt spontant er halt (bortset fra Dania Cup i 2014, hvor Ninja faldt af bommen, men det var noget mere dramatisk og åbenlyst, hvorfor hun ikke var rentgående efter den omgang).

Dagen efter behandlede Niels Poulsen Ninja, og hun var spændt op i det meste af kroppen, og bagefter virkede hun helt ok igen, for jeg har jo heller ikke set, at der er sket noget, som ligefrem kan have udløst en skade. Så jeg regnede med, at det var det. Jeg pakkede hende ikke ind i vat eller tog særlige hensyn i sidste uge, men jeg løb heller ikke agility med hende.

I weekenden var vi en tur ved Vadehavet, og på en gåtur hundene fik lov at tonse løse rundt i en times tid. Ninja og Fuji løb og legede. De jagtede hinanden og de ting, som de hver i sær løb med i munden. Der var ikke noget unormalt at spore på Ninjas gang. Da vi kommer tilbage til sommerhuset, og hundene har "sovet løbeturen ud", så kan jeg se, at Ninja igen trækker på venstre bagben.

Igår mandag var jeg så hos Jacob på Nordre Dyrehospital. Det var også Jacob, der stod for den primære behandling af Ninja, dengang hun faldt af balancebommen. Han kunne ikke finde noget "slemt", men kunne konstaterede, at hun ikke var så vild med, at han havde fat i den muskel der går fra lysken til forsiden af knæet på venstre bagben. Han var ikke panderynkende bekymret, selvom jeg naturligvis bliver det. Det er jo samme ben, som dengang i 2014 - i øvrigt den eneste skade Ninja nogensinde har haft, og jeg har ikke set noget til den hverken før eller siden.

Nu står den så på 14 dage uden de store udskejelser og på smertestillende. Den første uge i snor og næste uge "bare hund", der må løbe frit uden at "tosse". Så må vi se, hvordan det hele ser ud, når Jacob har fat i hende igen om 14 dage. Men jeg kan allerede se nu, at Ninja og jeg ikke skal til WAO sammen og løbe, for det er jo i denne weekend, der skal løbes om pladserne på det hold. Det var en lidt kedelig erkendelse, men den havde jeg jo sådan set allerede i lørdags, da jeg så hende gå urent efter leg på diget ved Ballum. Nu krydser jeg bare fingre for, at to uger på smertestillende/antiinflamatorisk heler skaden op, når jeg kombinerer dem med strækøvelser af bagbenene. Ellers ser det ud til, at eventuelle landsholdskvalifikationsløb kommer i fare, men nu ser vi lige, hvad Jacob siger om 14 dage, før jeg drager forhastede konklusioner.

Men ikke hele sæsonstarten var trist. Jeg skal da ikke glemme at berette om MicMics opstart her efter at have holdt stævnefri siden august. Jeg var til stævne i Vallensbæk om søndagen (dagen efter, at jeg var i Vejle med Ninja), hvor MicMic skulle løbe på gulvtæppe for første gang. Jeg skulle lige finde ud af hvor meget, jeg faktisk skulle støtte hende, da hun havde lidt svært ved at bremse og dreje, når hun kom op i fart (og det gør hun jo heldigvis). Det kostede os nogle fejl/disk. Vores første to løb blev vi disket i og i det tredie fik hun en vægring, men sluttede dog på en fin 2. plads. Der var faktisk kun en fejlfri hund i klassen. Sidste agilityløb var vi fejlfri i, og MicMic vandt klassen og fik et fint lille "notat" i sin startbog. Nu mangler vi et fejlfrit ag1 løb, før hun er i klasse 2. Så vi er godt på vej.

Det var i øvrigt et meget tilrettelagt stævne, hvor tingene bare kørte derudaf. Nogen gange næsten lidt for hæsblæsende. Alle løb lå nærmest lige efter hinanden, så det var et uafbrudt loop af at varme op - gå bane - løbe - skridte af - gå bane - varme op - løbe - skridt af.....

Præmierne var helt og aldeles fede, og der var altid noget at vælge imellem på præmiebordet. Jeg forstår sådan set godt, hvorfor VAS stævnerne er så populære. Hvis jeg skulle have glemt det, for det er nemlig mange år siden, at jeg sidst har været til stævne der, men der går ikke lige så lang tid, før jeg kommer igen næste gang.

onsdag den 22. februar 2017

Min mest sviende bemærkning

For 7 år siden. Nærmest på dato, stod vi i gangen med en lille taske og Silas pakket i den lille babyautostol, som han trods af sin alder på 18 måneder stadig kunne passe, fordi han bare var et lille skravl på 7,5 kg og 77 cm lang. Ja, det er ikke meget for en 1½ års knægt.... Han var lille og tynd, og vi var efterhånden desperate over hans mistrivsel.

Vi havde været hos egen læge om formiddagen, for atter at få lyttet på Silas´ lunger, da han hev efter vejret. Lægen indlagde os på Kolding Sygehus, så vi skulle bare køre hjem og pakke og så køre derop over middag. Som vi stod der og skulle ud af døren, kom posten og afleverede et brev. Det var fra SKAT (før e-boksens tid). Jeg åbnede brevet og konstaterede, at SKAT gerne ville have kr. 25.000 ekstra fra mig. Lidt ærgerligt, men ikke helt uventet.

Billedet her er taget for 6 år siden om morgenen, inden vi blev indlagt
Med den ene ben ude af døren var min kække og mest sviende bemærkning til Henrik: "Nå, men så lad os køre op og få noget for vores skattepenge". Der anede jeg slet ikke, hvad der ventede os. Jeg havde heller ikke fantasi til det. Men jeg kan sige, at efter 6 dage på Kolding Sygehus stillede de endelig en diagnose. Det var ikke nogen drømme diagnose. Silas havde (og har resten af sit liv) Cystisk Fibrose. Vi blev derefter indlagt 10 dage på Skejby Sygehus, og efter 16 dage var vi hjemme igen, og havde vist så rigeligt fået valuta for min skyldige skat. Men det stopper jo ikke her. Det er resten af Silas´liv.

Henrik og jeg har tit talt om, at vi i den grad betaler vores skat med glæde. Uden et velfærdssamfund, så ville patienter, som Silas vare chanceløse (hvis ikke man var godt forsikret). Alene medicinudgifterne for Silas´ normale medicin koster kr. 125.000 om året, men nogen gange sker det, at han skal have noget udover det normale, som f.eks idag, hvor Henrik havde hentet den nye antibiotikakur til Silas. Jeg kiggede på CTR udskriften og konstaterede at de to kasser med ampuller tilsammen koster kr. 55.000!!!

Køleskabet er fyldt til bristepunktet
De to kasser skal opbevares på køl. Ligesom det andet inhalationsmedicin, som Silas får, så det begyndte at knibe med pladsen i køleskabet, da Henrik kom hjem fra apoteket. Heldigvis kan alt det øvrige medicin opbevares ved stuetemperatur, ellers var vi nok nødt til at anskaffe os et nyt køleskab.

Fordi Silas har en kronisk lidelse, får han kronikertilskud, hvilket i praksis betyder, at vi henter medicinen på apoteket, som så via en medicinbevilling afregner med kommunen, der så igen afregner noget af det med regionen. Så hvis vi ikke kigger på den vedlagte CTR udskrift, så ved vi i princippet ikke hvad medicinen koster. Hvem vil da også have kr. 55.000 liggende til en antibiotikakur i ny og næ?!

Den nye kur, som Silas skal igang med skal gives i inhalation, der forstøver medicinen ned i lungerne. Det skal gøres morgen og aften i 30 dage. Silas har ikke prøvet denne kur før, men jeg har læst, at det tager 10-15 minutter for hver inhalation. Det er lang tid at sidde med en inhalationsstuds i munden og næseklemme på (han har i forvejen en anden inhalation, som han tager hver aften). TOBI kuren skulle ikke være behagelig at inhalere, men jeg håber, at Silas er lige så hårdfør og lige så lidt pjevset på det punkt, som han plejer at være. Silas brokker sig sjældent over sin medicin, men han skal holdes til ilden, ellers lader han det nogen gange bare ligge.

Den nye kur, som Silas skal igang med, skal han have, fordi de fandt stafylokokker i hans sidste sug. Ikke at det er så usædvanligt, og de plejer kun at give tabletter som kur ved fund af stafylokokker. Nu er det bare sådan, at de også har konstateret et fald i hans lungefunktion, så går vi nu lidt hårdere til værks i behandlingen. Derfor har de valgt at sætte ind med en mere skrap kur. Så fra næste uge skal han både have antibiotikapræparat i pilleform og som inhalation. Vi håber det hjælper på hans lungefunktion, da den faktisk ikke må dale. Jeg kan leve rimeligt i fred og fordragelig med Cystisk Fibrose som et ekstra familiemedlem, men jeg bryder mig ikke rigtig om, når sygdommen viser tænder.

lørdag den 11. februar 2017

2017 - Et nyt agility år venter lige om hjørnet

Når et nyt år starter, så er det vel meget naturligt, at man kigger lidt fremad og tænker lidt over, hvad man vil med den kommende sæson. Men jeg føler mig nu ikke helt målrettet, fordi der er så meget, der kommer an på noget andet. Men jeg har dog alligevel gjort nogle tiltag og tanker.

Jeg er jo så heldig at have tre hunde, som jeg kan arbejde med, og jeg er meget taknemmelig for, at jeg har 3 sunde og raske hunde, der meget villigt stiller sig klar, når jeg vil løbe agility. Meget villigt er måske næsten en underdrivelse. Når jeg træner ude i haven, så står der nærmest i en bunke for at være den, som bliver valgt, når jeg skal igang med at træne.

MicMic, Fuji og Ninja
(Foto: Sanne Ammitzbøll)
Fuji er mit yngste skud på stammen. Hun er jo Ninjas datter. Hun er nu to år, og hun er ikke helt klar til konkurrencer endnu. Men jeg mangler jo heller ikke konkurrencehunde, så jeg ser ingen grund til at starte hende. Jeg har sådan set ingen stævneplaner for hende i 2017. Hvis hun skulle blive klar til nogle springløb, så kan det være, at hun kan få lov til at prøve kræfter med det i efteråret. Vi mangler stadig at få styr på slalom og generelt at have styr på at løbe længere baner (dvs over 10 forhindringer), før vi kan starte en springklasse - og vi mangler noget mere før vi kan løbe en agilityklasse.

Fuji Fuld Fart
(foto: Charlotte Jensen)
MicMic er heldigvis klar igen efter hun fik et forlænget ophold inde i en tunnel i august. Jeg har givet hende masser af ro, og har forsøgt at skåne hendes skuldre, så hun har undgået vild leg og drej i løb de første måneder efter. Men hun er klar igen, og har ikke helt glemt hvordan man løber agility. MicMic er stadig kun i klasse 1, selvom hun har løbet konkurrencer i 1½ sæson. Det skyldes, at hun i første sæson kun løb springløb, og da jeg startede agilityløbene sidste år, så havde vi nogle udfordringer med nedgangsfeltet på bommen. Fordi jeg konsekvent holdt på, at hun ikke måtte forlade feltet, før jeg gav lov (og i øvrigt heller ikke måtte springe over feltet), så kostede det rigtig mange disk. Så vi mangler nu to fejlfrie placeringer i agilityklasse 1, før vi er klar til at komme i klasse 2. Det forventer jeg da bestemt, at vi kommer i 2017, og jeg vil også gerne have hende godt på vej mod klasse 3, for så vil 2018 ligger mere åben for os, men det er jo først til næste år.

MicMic
(Foto: Sanne Ammitzbøll)
 Ninja. Min dejlige veltiltrådte vandrestøvle. Hun er en fornøjelse at vandre sammen med. Jeg har allerede nået mange gode ting med Ninja, selvom jeg måske ikke har været nationens mest ambitiøse hundefører. Men i år har jeg faktisk taget skridtet og meldt os til bruttolandsholdet i agility, og så må vi se, hvor det bringer os hen. Jeg er ikke i tvivl om, at feltet også er hårdt i år, og der er mange gode ekvipager om buddet. Men jeg vover pelsen alligevel og vil prøve at se, om der kan blive en plads på landsholdet til os. Jeg synes selv, at vi i hvert fald vil være et rigtig godt bud på en ekvipage til NM.

Ninja i aktion
Det er 10 år siden jeg sidst har været på landsholdet. Det sidste mesterskab, hvor jeg løb for landsholdet var NM i Helskinki i 2007, hvor jeg var så ny-gravid, som man næsten kunne være, og sommeren efter blev Silas født.... Åh ja, og dem som kender "historien" ved, at det ikke var en let start på livet, han fik, og vi alle gik en svær periode igennem. Da jeg måske kunne være klar til at løbe rigtigt igen, var Diva desuden blevet for gammel. Men nu har jeg oparbejdet en solid beholdning af hunde, hvis man kan sige det sådan, og føler at jeg har mod på at prøve igen.

Diva og jeg på landsholdet - Basel 2006
Efter overvejelser og opfordringer har jeg så valgt at melde mig til bruttotruppen i år. Selvom det måske er vores "efterår", så må vi se, hvorhen det bærer os. Mest af alt så håber jeg, at jeg vil bibeholde min glæde og taknemmelighed ved at løbe agility med Ninja, selvom det hele pludselig tæller til "noget stort". Ellers håber jeg, at nogen prikker mig på skulderen, og siger det, hvis min egen pande skulle være blevet for tyk til at se, hvis det pludselig forholder sig anderledes.

Ninja lader op til sæsonen
Allerede nu mærker jeg, at det fylder en del i min planlægning, at jeg har meldt mig til landsholdet. For andre planer afhænger af, hvordan udfaldet bliver af det. Men landsholdet udtages jo i juni, og til den tid er der jo stadig masser af sæson tilbage.

Jeg har også besluttet at melde mig til WAO (World Agility Open). Jeg har meldt begge hunde til, om ikke andet, så kan vi da støtte holdet som skal afsted økonomisk ved at starte udtagelsesklasserne i marts. MicMic skal pga sin højde springe 40 cm, og det er jo noget mere end hun nu er vant til, men jeg ved, at hun sagtens kan, da jeg trænede hende op som mellemhund, fordi hun ligger lige op af grænsen. Vi må se, hvad udtagelsesløbene bringer. Jeg har meldt mig, fordi jeg tror, at WAO er en anderledes og sjov oplevelse, og jeg også synes, at de anderledes discipliner lyder interessante. Jeg snuste jo lidt til dem i USA.

Banetegning til Snooker
Sommeren byder også på en masse muligheder. Den oplagte er jo Dania Cup (hvis man altså er så heldig at komme med), men det trækker også lidt i mig at komme udenlands og kombinere noget agility i udlandet med ferie med familien. Og måske ikke nødvendigvis en helt uge med agility, men bare et weekendstævne eller to i juli. Hvis nogen har gode forslag, så modtages de med kyshånd!

Men indtil videre står jeg lidt i stampe med agilitykalenderen, for der er også en del DCH stævner, som jeg også gerne vil løbe, fordi der bare er så mange gode og hyggelig DCH stævner her i det jyske, men der er også de stævner og samlinger, som der kræves for at gøre sig forhåbninger om det landsholdet. Man kan kun være et sted ad gangen, og hundene kan ikke løbe agility hele tiden og så den mindre detalje; der skal også være penge til at betale startgebyrene. Ved siden af det, så er der også en familie, som jeg også godt kan lide at hygge mig sammen med. Sikke da et luksusproblem, når alt kommer til alt. At man ikke er begrænset, men selv kan vælge til og fra alle de mange muligheder.

Jeg vil naturligvis gerne med til DM i både DCH og DKK, men for DKKs DMs vedkommende, så er det noget, der skal klares på de stævner, som allerede er planlagte, for jeg er ikke indstillet på at køre land og rige rundt efter DKK kvalifikationerne. I DCH er der mange flere stævner at vælge imellem, og nogen af dem ligger indenfor en times kørsel fra mig, så det er til at overskue at være lidt mere impulsiv på det område. Det er fedt at løbe DM, sådan er det bare! Derfor vil jeg gerne med!

Jeg elsker stemning til mesterskaber
Nu må vi se, hvad sæsonen bringer. Der er kastet mange bolde op i luften, så må vi se, hvor de lander henne. Jeg glæder mig i hvert fald til masser af hygge og samvær med agilityfamilien. Jeg glæder mig også til mange sjove, hurtige og positive runder på agilitybanerne med mine tøser. Jeg glæder mig til weekendstævner med hyggestunder i campingvognen med Silas. Det hele lyder lovende. Jeg ser positivt frem mod en ny sæson, for mit vedkommende starter i næste weekend med stævne i Vejle om lørdagen, og VAS om søndagen.

torsdag den 2. februar 2017

Man skal jo ikke gå ned på hunde....

I sidste uge var det faktisk meget praktisk, at jeg havde tre hunde at træne agility med. For jeg var vist kommet til at overbooke mig lidt ift kurser og undervisning. Men det er jo svært at styre, hvornår man kan komme på kursus hos nogle af de store "kapaciteter". Så hvis man vil være med der, så må man jo bare slå til, når de er her og udbyder kurser.

Så derfor endte jeg med at være til træning/på kursus 4 ud af 6 dage, men der var nu ingen at hundene, der led overlast, for når man har tre hunde, så kan man jo fordele dem.

Søndag var jeg så heldig at komme på kursus med finske Elina Jänesniemi. Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle tage Ninja eller MicMic med på kurset. Jeg valgte at tage MicMic med, og det var jeg rigtig glad for. Jeg har ikke brug meget kursuskrudt på MicMic, og vi er først lige kommet igang med agilityen igen efter skaden. Det er nu ikke, fordi hun som sådan har ligget stille. Siden 1. november har jeg ikke stoppet hende i nogen som helst aktiviteter, og jeg skal hilse at sige, at Fuji nok skal tilbyde hende en fræsetur nede på stranden (eller i haven), og MicMic siger ikke nej til det.

Elina gav rigtig mange gode fif videre til os alle, og hun talte højt og tydeligt, så alle kunne høre hendes guldkorn. Jeg kunne godt lide, at hun delte sine tanker omkring indlæring, træning og belønning, og en del af hendes guldkorn, kan jeg trække med over til træning med mine andre hunde også og til evt. kursister.

MicMic venter tålmodigt på at det bliver hendes tur

MicMic løb rigtig godt. Det var lidt sjovt, for Elina var ret imponeret over MicMic, og hun noterede sig især, at der var paralleler at trække mellem MicMic og en stor hund, og hun syntes godt om hendes tempo, søgen på forhindringer og generelle drive. Elina kunne selvfølgelig heller ikke vide, at jeg var vant til at løbe med Ninja.

Video fra kurset - Gennemløb - også med kiksere i :-)

Vi er nogle stykker, der har booket 6 ganges mandagstræning hos Ann-Britt i hallen i Kværndrup, så allerede dagen efter, var jeg afsted igen. Træningen er delt i to, så første del er for unghundene, så der fik Fuji lov at udfolde sig på en lidt åben bane. Fuji vil rigtig gerne have lov at løbe igennem, og jeg forsøger egentlig at pakke hende lidt sammen på lidt tættere baner.

Her er et lille videoklip fra træningen 

Efter unghundene, så har vi et lille hold for konkurrencehundene, og her fik Ninja lov et udfolde sig. Ninja er jo lige som et par veltiltrådte sko at løbe i/med. Så det er rigtig rart og komfortabelt at slutte aftenen af med at løbe med hende.

Ninja holder øje
Onsdag træner jeg fast på Sannes Hundecenter, og på det hold skifter jeg nogen gange hunde ind, som det lige passer. Så jeg synes, at det passede bedst med MicMic. Træningen er egentlig rimelig effektiv hos Sanne, fordi vi skifter mellem tre baner, og er sammen to og to, så det bliver faktisk til meget aktivitet på en time, så jeg syntes, at MicMic virkede lidt træt til sidst.

Fredag var jeg så heldig, at jeg havde fået plads på kurset med Tereza Králová i Lazi hallen ved Roskilde. Det passede jo perfekt, for jeg skulle til konference i København torsdag og fredag. Så planen var at jeg kunne køre Ninja ud til privat pasning, men pga hvalpefødsel hos hende, måtte jeg forståeligt nok finde et alternativ. Det var bare lidt vanskeligt, for Ninja var højløbsk, så det hele blev pludselig lidt kompliceret. Jeg var på nippet til sælge min plads, fordi jeg var lidt ked af at have Ninja med til konferencen. Dvs Ninja liggende på hotelværelset mens jeg var til konference = meget alenetid i fremmede omgivelser. Men sådan blev det altså alligevel. Med muligheden for at lægge sig ind i sit åbne bur (for at føle sig hjemme) og med TV´et tændt (til at fjerne fokus fra lyde fra gangen), så gik det nu fint nok. Ninja er heldigvis rejsevant, og fik sine lufteture inden festmiddagen, inden sengetid og igen om morgenen, inden jeg tog de sidste 4 timer af konferencen om fredagen med.

Da konferencen var slut kunne jeg køre direkte ud i hallen. Det var et interessant kursus med Tereza. Jeg var naturligvis spændt og glædede mig til at løbe og blive udfordret sammen med Ninja. Og udfordret blev jeg sandelig også. Tereza sagde hvad adskillige andre har sagt til mig mange gange før. Jeg babysitter Ninja for meget og venter for meget. Det får jo så det resultat, at jeg ikke når frem til mest optimale sted til at hjælpe Ninja næste sted på banen. Det har det resultat, at Ninja enten får en tidskrævende bue eller kommer til at hoppe som en lille gummibold på linjen mellem forhindringerne.

Ninja holder sig klar
Terezas handling var ikke svær og overdrevent, men der var i mine øjne rigtig mange klassiske ting i det, og banerne var naturligvis bygget, så du var nødt til at bruge dem, og din hund var nødt til at have en god grundtræning.

Når jeg er på kursus vil jeg altid gerne have optaget det på video, og det er faktisk en stor hjælp for mig, når jeg kommer hjem og ser tingene med mine egne øjne. Og på Terezas kursus var det faktisk helt fantastisk, fordi der også var mange andre, der havde været afsted på samme video og havde oploadet deres gennemløb på samme bane. Det var et fint sammenligningsgrundlag, der gjorde det let, at se hvor jeg ikke var i position rettidigt.

Her ses video fra kurset. Med lidt klippearbejde nåede vi op på alle 33-34 forhindringer

Det var en lidt hård agilityuge, men mest for mig, fordi jeg var afsted 4 dage ud af 6 dage. Hunde har jeg jo nok af, så der var noget at veksle med. Til gengæld så holder vi træningsfri i denne uge, hvilket vil sige, at jeg besluttede ikke at tage afsted til noget træning. Jeg har dog haft små korte sekvenser herhjemme i haven med f.eks udgangspositioner og slalom, men ingen banegennemløb og bare få minutter ad gangen.

Det var fedt at komme ud og få ny inspiration af udenlandske instruktører. Jeg var faktisk ikke på et eneste kursus med udenlandske instruktører i 2016, så det tog jeg da vist lige revanche på i januar 2017.