mandag den 28. december 2015

Hvad med det der landshold?

Ninja og jeg har haft en fantastisk sæson 2015. Det er jeg meget taknemmelig for, især set i lyset af vores uheldige exit fra banerne efter styrtet fra balancebommen til Dania Cup i 2014.

Maxi Zoo Cup, Viby

Til sæsonens stævner er jeg fra flere forskellige blevet mødt med spørgsmålet om, hvorfor jeg ikke er på landsholdet (ja det er jo ikke en klub man bare kan melde sig ind i....) eller om jeg ikke melder mig til landsholdet næste år.

”2015 bussen” var kørt for os, syntes jeg. For da de første kvalifikationsstævner blev løbet, var jeg slet ikke gået igang med at løbe med Ninja igen, og havde heller ingen anelse om, hvordan ville hun løbe? Kunne hun overhovedet holde til at løbe igen? Jeg ønskede desuden ikke at bringe mig selv i den situation, hvor jeg kunne blive forblændet af en landsholdsdrøm og måske kom til at forcere noget med Ninja, før hun var ordentlig klar.

Ninja viste sig heldigvis at være SÅ klar!

At repræsentere Danmark og løbe VM (og NM) er noget helt specielt, og det er rigtig fedt. Jeg husker det godt, selvom det er 8 år, siden jeg var der med Diva. Og ja, jeg vil sådan også gerne være med igen. Det er bare et spørgsmål, om jeg også er klar til at betale ”prisen.”

Hygge og høj solskin til EO i Tyskland i sommers

Hvad er det for en pris? Ja det er ikke kun kroner og øre, for klart nok, så er det ikke gratis at løbe efter landsholdspladserne – ej heller rejsen og opholdet til VM, men man er sandsynligvis til de fleste af udtagelsesstævnerne alligevel, men det kan ske at betyde lidt mere hjemlig fravær også. Men for mig ved jeg, at det også er forbundet med en stor mental omkostning, da mine tænker kredser om agility og landshold hver eneste dag fra man melder sig, og indtil holdet udtages. Sådan var det i hvert fald da jeg løb med Diva i sin tid. Jeg kan naturligvis have ændret mig på det punkt.

Vi passerer målstregen til DCHs DM

Men min største frygt er måske, om ”magien” stopper, hvis ambitioner om landshold bliver en "stævne-ingrediens". Jeg ønsker ikke at miste min taknemmelighed for mit samarbejde med Ninja. Jeg ved godt, at det er noget, som man selv ”bestemmer”,  men så enkelt er det nok ikke bare. Der er forskel på om ens løb er en brik et stort udtagelsesspil eller om det ”bare er et klasse 3 løb”. Hvis man laver fejl i ”brikken” så bliver det endelig ”værk” jo derefter, og dermed også ens udtagelsesmuligheder. Groft sagt kan man jo fucke det hele op på et stævne. Hvis man laver fejl i det som ”bare er et klasse 3 løb”, så er det jo fløjtende ligegyldigt. Der kommer jo et nyt ”bare et klasse 3 løb” til næste stævne. Tja, jeg er bare bange for at blive ærgerlig på mig selv – og mest af alt på min hund.... Ninja er jo ligeglad med landshold. Hun aner ikke hvad det er.

Ninja - den bedste makker man kan tænke sig

Men nu er det jo heller ikke gjort ved ”bare” at melde sig til landsholdet, man skal jo også gøre det bedre end flertallet og helt ærligt, så har jeg meget stor respekt for de ekvipager i stor klasse, som har haft landsholdspladserne - og ikke mindst nogen af de nye, der er på vej. De er jo ikke sådan bare lige at slå. De er dygtige og flere af dem også relativ stabile.



Jeg synes jo stadig, at jeg er sådan lidt ny (godt nok har jeg løbet agility i mange mange år, men det er noget andet at løbe med lille og mellem hunde) og til tider "klodset" i deres selskab. Selvom jeg faktisk får mange positive tilkendegivelser og opbakning fra ”toppen” – Ja faktisk ligefrem opfordringer til at melde mig til landsholdet. Så føler jeg bare lidt, at hvis jeg skal være med ”der”, så skal der nok arbejdes lidt på at få mig tunet ordenligt ind, fordi jeg selv synes, at jeg nogen gange ikke er skarp nok på banen. Med skarp mener jeg, at jeg ikke er præcis nok i min handling og for langsom til at komme på plads og for langsom til at komme væk på banen. Det bør dog altid være lettere at arbejde med førerens fejl og mangler.

Ninja og jeg foran fanerne til DCHs DM
Nu er sæsonen slut, og det har har været en fantastisk en at se tilbage på. Årets bedste resultater var nr. 2 ved DCHs DM, nr. 2 ved Jutlandia Cup finalen, Jysk Mester, Dansk Springchampion (vandt alle tre certer på 12 dage) samt Dansk Agilitychampion. Når jeg ser tilbage på vores præstationer ved European Open med 399 hunde fra hele verden i klassen, så er jeg også meget tilfreds, selvom det ikke var noget man kunne blive verdensmester med.

Ej heller at forglemme at jeg vandt en AG3 til Jutlandia Cup
(der er var 117 i klassen)

Men jeg tænker nu også mere, at Ninja og jeg kunne være et godt bud på en plads til holdløbene på landsholdet. Nu kan jeg så bruge de næste par måneder (eller hvornår der nu er frist for at melde sig til truppen) til at overveje, om jeg skal forsøge at gøre mig fortjent/dygtig nok til en landsholdsplads eller hvad det i virkeligheden er, jeg gerne vil. 

lørdag den 26. december 2015

Glædelig Jul og lidt om ganske særlige julegaver


Glædelig (bag)jul....  Der er snart ikke mere af julen tilbage, men men julen varer lige til påske, så man kan vel nå det endnu?!

Glædelig jul til jer, der læser med på bloggen. 




Vi er kommet hjem fra første omgang af vores juleræs. Vi startede ud allerede d. 23. dec, hvor Silas var til kontrol på Skejby. Bare et rent rutine-tjek, som vi jo er hver 5.-6. uge.

Jeg skrev lidt i sidste blogindlæg om kontrollerne, sug og lattergas. Man kan faktisk slippet for at få suget "bussemænd" op gennem næse, hvis man er så heldig, at man selv kan hoste en slimklat op. Selvom Silas har meget slim i sine luftveje, så får han bare sjældent hostet slim så langt frem i munden, at han kan spytte det ud. Men det lykkedes d. 23. dec om morgenen, så vi kunne putte slimklatten i et dertil egnet lille glas.

Men det var jo lidt kedeligt bare at aflevere sådan et glas, så vi lavede en julegimmick ud af det, pakkede glasset ned i en skotøjsæske, som vi pakkede ind som en lækker julegave. Silas havde total spillopper i øjnene ved tanken om, at han skulle aflevere en "bussemand" til dem i gave.

Silas klar med den fine pakke

Men men sygeplejersker, der ved, hvor svært det er for Silas at hoste  slimklatterne op (og som derved sparede 20-30 minutter arbejde fordi han nu ikke skulle suges) blev meget begejstret for pakken - og begejstringen dalede ikke spor, da de pakkede gaven ud og fik fingrene i det reelle indhold.

Latter og begejstring over pakkens indhold

Efter kontrolbesøget fortsatte vi hjem til mine forældre, hvor vi skulle holde juleaften. Vi kom bare i rigtig god tid. Så fik vi lidt ekstra hygge og slap for at køre på E45 sammen med alle de andre juletrafikanter juleaftensdag. Hver gang vi kører hjemmefra til jul, så siger jeg til Henrik, at jeg synes, at jeg har glemt et eller andet. "Det siger du hver gang", sagde han så med hentydning til, at der ikke plejede at mangle noget. Men som timerne skred frem hjemme hos mine forældre opdagede jeg flere og flere ting, som ikke var blevet pakket: Make-up fjerner, nattøj til Silas og værst af alt; min vigtigste og mest personlige gave til Henrik.

 For en måneds tid siden var vi hjemme hos nogle venner og spise, og der fik vi øje på en rigtig flot magasinholder. Vi syntes begge, at den var vildt flot, som den hang der på væggen med alle deres inspirerende kogebøger.

Magsinholderen fra Foxy Potato

Vi kom hjem og googlede lidt på den. Prisen var på den anden side af 1.000 kroner. Alt for dyrt for 5 stykker træ, der var limet sammen. Jeg tænkte, at den burde man da selv kunne lave, men jeg var nok godt klar over, at det nok var lettere sagt end gjort, når man havde en fuksvans, en rulle sandpapir og nogle små søm som bedste værktøj til det projekt.

Så var det, at jeg kom i tanker om "Aktivitetshuset", som rummer en række forskellige værksteder, som borgerne i kommuner kan gøre brug af. Jeg troppede op med min magasin-holder-idé og inden jeg fik set mig om, så var den ført ud i livet, og under værkstedslederens kyndige vejledning og assistance fik jeg lavet en flot magasinholder.



Jeg var ret stolt og glædede mig helt vildt til, at se Henrik pakke gaven op. Jeg havde endda også købt en lækker kogebog til ham i gave også, med tanke om, at den skulle pryde den nye magasinholder..... Hold da kæft, hvor jeg ærgrede mig, og hvis ikke det var fordi der var 180 km hjem fra mine forældre af, så havde jeg hentet gaven. Henrik måtte i stedet vente og pakke sin gave ud i går aftes, hvor vi kom hjem fra mine forældre.

Henrik pakker op

Den havde han sgu ikke lige set komme. Det plejer at være Henrik, der er den opfindsomme og kreative af os. Jeg fik også en fin gave, hvor jeg ikke kender hele indholdet af endnu. Det var en fin kasse, som virkede som et slags fold-op-kort, og når man åbnede kom der et klippekort til syne med tre oplevelser hen over 2016. Der var også en lille kasse, og når jeg lirkede låget af kassen, så kom Mick Øgendahl til syne, i kassen lå der to billetter til et stand-up show med Mick Øgendahl. Jeg glæder mig allerede til at sidde og grine i salen.

Gaven fra Henrik. Han er så kærlig og opfindsom

Det var en rigtig skøn juleaften med familien og 1. juledagsfrokost. Ikke mindst nød jeg at holde juleaften sammen med begge mine drenge. Tobias har jo nået en alder, hvor man ikke længere kan tage det for givet.

Mine skønne unger

Jeg er også taknemmelig for, at mine forældre stadig orker at holde juleaften for os. Min storebror samt mine to niecer (den ene sammen med sin kæreste) var der også og holde juleaften, så vi var ialt 10 juleaften. Ja, altså hvis vi tæller hundene med, så var vi 13, men de var mest med på sidelinjen. Tobias havde sørget for at pakke en julegave ind til dem, men de er så lidt destruktive, at de ikke fattede konceptet med at flå papiret af.

Tobias pakkede gavener for pigerne og fordelte indholdet
 Vi andre dansede omkring juletræet og sang en håndfuld julesange. Silas har vedtaget, at han hader at synge, og meddelte straks, at han ikke havde tænkt sig at synge, men tonen fik i bogstavligste forstand en anden lyd, da han fik at vide, at man ikke fik gave, hvis ikke man sang med.

Dans om træet
 Henrik nød Silas´ lille spæde stemme i sit øre, men vi gik omkring træet. Bagefter slog vi terninger om at dele pakkerne ud. Hvis man slog en 1´er eller en 6´er måtte man finde en pakke under træet og aflevere den til modtageren. Når pakken er pakket ud, må der igen slås. Det blev en lang aften, men til gengæld så vi også hvad hinanden fik i gave.

Tobias forsøger at tæmme terningerne

Silas har slået en 1´er eller en 6´er og må finde en pakke

Der er adgang forbudt for hunde i stue2,
så de ligger pænt på den anden side af listen og kigger
Nu er der kun et enkelt julearrangement tilbage, men det bliver bare en stille og rolig eftermiddag med rejemadder og ostebord. For det er vel lidt som om man godt kan synes, at der er grænser for, hvor meget mad, der kan være i maven på os?! Forresten var den kogebog, som jeg gav Henrik en bog som salater, og hvad kan næsten passe bedre til sådan en efterjuletid?!

fredag den 13. november 2015

Projekt lattergas - en stor succes

Nogle af de aktiviteter, som foregår ifm sygehusbesøg, når Silas er til kontrol ifm. Cystisk Fibrose er ikke ligefrem morsomme.

I starten, dvs de første par år, tog Silas det egentlig pænt nok, og det var kun lige, når det ubehagelige skulle ske, at han blev ked af det. Pludselig ændrede det sig desværre.

Når vi fortalte ham, at vi skulle på Skejby kunne man nærmest se på ham, at blev angst og betuttet. Og hans første spørgsmål var også "Skal jeg have fanget bussemænd?" Derfor valgte vi til sidst at vente med at sige det til ham dagen før.

For ca 2 år siden fik Skejby som et forsøg lov at bruge lattergas til de børn med angst for blodprøver, sug o.lign. En håndfuld børn på Cystisk Fibrosecentret fik dette tilbud, og Silas var et af dem.

Det har gjort en kæmpe forskel for os og ikke mindst Silas, fordi han nu er helt tryg ved kontrollerne, og lader ikke negativt op til dem. Kontrollerne skal han jo gennem ca 10 gange om året. Han er tydeligvis meget mere afslappet omkring det forestående besøg, når man fortæller ham det.

Hvor han før reagerede negativt på beskeden om et forestående besøg på Skejby, tager han nu beskeden om et forestående kontrolbesøg med en helt anden ro. Nærmest med ligegyldighed.

Jeg bemærkede det især i onsdags, hvor han også skulle til kontrol. Da vi først skulle være der kl 11.30 og klassen havde tværfaglig dag, så valgte vi, at han ikke skulle i skole først. Vi kunne derfor sove en ekstra time og nyde en dejlig morgenmad med friskbagte boller sammen. Silas var bare helt i hopla fra morgenstunden, og det slog mig, at han førhen virkede noget mere stille, inden vi skulle afsted.

Hyggeligt at starte en onsdag morgen med hjemmebag

Da vi kom op på sygehuset, kom jeg i tanker om, at Silas ved dette besøg også skulle have taget blodprøver samt influenzavaccineres. Det er Silas normal vis heller ikke så pjattet med (mildt sagt), men da jeg fortalte ham det, var hans lidt konstatering i en lettere ligegyldig tone: "Kedeligt!" Ingen anden reaktion i ord eller mimik. 

Lattergassen foregår ved, at Silas vælger den duft, som lattergassen skal have (jordbær, karamel eller cola). Han er selv meget inddraget i hvad der skal foregå. Han griber nærmest masken med lattergas helt grådigt, for han elsker simpelthen at få lattergas, som vi kalder "Gøglergas", for han bliver virkelig total fjollet. Øjne spræller nærmest af liv og narrestreger, når han sidder der.

Silas i lattergaståger. Bemærk lige glæden i hans øjne.
(selvom laboranten roder med hans arm)
Han er så glad og fjollet, at det smitter af på alle på stuen

I onsdags var det så sådan, at lige da gassen virkede kom laboranten ind af døren (perfekt timet), og mens hun sad og baksede med at finde en åre at stikke i (Silas kan være svær at stikke i), så kom lægen også ind for at vaccinere. Det hele var så velforberedt, at Silas sad med et tæppe over sine ben, så det var var at flytte tæppet og vaccinere. Han nåede dårligt at opdage det.

Laboranten bøvlede noget med at finde et sted at stikke, og måtte også skifte arm. Imens sad jeg og havde øjenkontakt og opmærksomhed fra Silas. Det gik bare så let.

Der tappes blod, og åren driller, men det lykkes.
Bemærk smilene hos både sygeplejerske Mette og Silas. 
Herefter var der så suget. Silas hader bare at blive suget, og ofte har vi måtte holde ham fast. Når vi sagde, at nu var det tid til sug og ville fjerne lattergasmasken, så pressede han masken ind mod ansigten, og gjorde det lidt svært og trak tiden i et spinkelt håb om at slippe.

I går var han faktisk helt ok med det og samarbejdede også flot med suget, og det var ikke en gang nødvendigt at holde hans hoved fast (hvis ikke hans hoved er i ro, så er suget bare endnu mere generende, da det ikke er let at føre slangen korrekt ned). Og da suget var overstået kom der heller ikke eder og forbandelser ud af munden på ham, som der ofte gør, når han synes, at han skal afreagere på overgrebet (ja undskyld for det er jo hvad det er for ham).

Via dette link kan du se en video med et andet barn, der bliver suget. Når man ser linket, kan man måske godt forstå, hvor Silas ikke synes, at det er det mest fantastiske, man kan blive udsat for. Det gør ikke ondt, men det er ubehagligt, så det er forståeligt nok, hvis man hellere vil være fri.

Henrik og jeg talte bare om, hvor fantastisk en forskel lattergas gør for Silas og den angst, som han tydeligvis havde udviklet op til kontrolbesøgene. Det er dejligt, når man kan køre hjem med følelsen af, at sygehusbesøget var en god oplevelse for alle. Men endnu dejligere, at man kan køre afsted mod sygehuset, uden at Silas sidder betuttet og indesluttet på bagsædet.

Hvad var resultaterne af kontrolbesøget så?

Suget tages for at dyrke slimprøven for at se, om der er bakterier i suget. Hvis der findes dumme bakterier i slimprøven, igangsættes en antibiotikakur. Vi har allerede fået svar på onsdagens sug, og det var "rent", hvilket er en god tilbagemelding.

Blodprøven blev taget, fordi Silas´ levertal ved blodprøven i august var forhøjet. Også den var der positiv tilbagemelding på. Tallene var faldet en del, men lå dog stadig lidt over normalgrænsen, men eftersom lever og maveregionen blev scannet i august og alt så ok ud, så er vi (og lægerne)  helt rolige.

tirsdag den 10. november 2015

Lærer for en dag

I 1994 blev jeg optaget på lærerseminariet i Skaarup, men jeg droppede faktisk ud, før jeg kom i gang. Jeg var ikke sikker på, at det var det, som jeg ville alligevel. Det var vist min evigt overdrevne perfektionisme, der gav mig kolde fødder. Hvis jeg skulle stå og undervise, så måtte der ikke være en finger at sætte, og jeg skulle vide mere om mine fag, end mine egne i elever (jeg kunne møde sådan en elev som mig selv, der kunne finde på at rette på læreren).

Men denne mandag sprang jeg alligevel ud som lærer i Silas´ klasse. Lærerne på Silas´ skole havde haft pædagogisk dag i lørdags og havde derfor fri i går. Derfor skulle forældrene forestå denne undervisningsdag, og i klasserne havde forældrene frit spil. 

Man kan synes meget om at gøre det på denne måde, men personligt synes jeg, at det var en ganske god dag, og jeg tror også, at børnene hyggede sig og fandt dagen interessant. Jeg har tidligere været med klassen på udflugt, haft klassen til fødselsdag osv, så jeg synes, at jeg kender børnene rimelig godt efterhånden. Igen sender jeg en taknemmelig tanke til mit "nye" liv, hvor et selvvalgt deltidsjob gør sådan  noget relativ let at få passet ind i ens hverdag. 

Vi havde flere indslag i dagens løb. Dagen startede med cykelringridning, som var optakten til et besøg vi fik af en vaskeægte sønderjysk ringrider, der skulle fortælle om sit liv med ringridning.

Der skulle koncentration og koordination til for at ramme

Mellem de to aktiviteter var der pause, hvor børnene kunne spise deres formiddagsmadpakker. Mens de spiser madpakkerne, plejer de at få læst højt. Jeg elsker faktisk at læse højt, så jeg fik hurtigt gaflet højtlæsningsbogen ud af hænderne på den anden forælder og læste højt om Spionhunden.

Mens ringrideren holdt sit indlæg, så trillede jeg min trailer ned på sportspladsen, hvor jeg stillede en lille agility racerbane op, som jeg skulle bruge til mit indlæg. Så tog jeg Fuji og Ninja med ind i klassen sammen med lidt rekvisitter såsom hulllahopring, vaskebalje og et par pokaler.

Jeg havde forberedt indlægget med en lille power point præsentation, hvor vi kunne snakke om, hvad hunde kan bruges til, og om hunde kan have et ”job”. Ungerne var vildt interesserede og bidrog med spørgsmål og supplerende oplysninger (=egne oplevelser). Så fik ungerne lov at stille op på en række så alle kunne se hundene lave tricks på skift. De var meget imponerede og jublede vildt da Ninja kunne vippe snuden ind under en hullahopring og kravle ud under ringen.

Så er vi startet på "hunde-indlægget"

Så gik turen ned på sportspladsen, hvor de skulle se agility, hvilket MicMic og Ninja skulle levere sammen med mig. Unger syntes godt nok, at de løb stærkt og de jublede og heppede. Jeg kunne nok have løbet rundt derned endnu, hvis det stod til dem. Til slut lavede vi en lille udfordring, hvor en af de andre forældre (vi var 4 forældre) skulle løbe om kap med Ninja. Ninja på banen og forælderen bare ved siden af. Der var ingen tvivl om, hvem der var ungernes darling.

Ungerne (og MicMic) er bare SÅ klar!

Men 1. klasse må se sig slået - MicMics hale ses i højre hjørne
- forlængst i mål
Bagefter var ungerne friske på at løbe om kap med MicMic på samme måde. De piskede afsted, og var meget optaget af nedtællingen og af at stå klar til start. Det var sådan set ikke fordi ungerne ikke gad mere, men de skulle videre til frokostpause og dagens sidste indlæg, der handlede om håndlavede knive.

Bjarne havde virkelig ungernes opmærksomhed
(Tasken til højre for ham indeholder nogle af hans håndlavede knive)
I al beskedenhed synes jeg faktisk, at min lille ”lektion” gik rigtig godt, men jeg har dog ikke fortrudt mig valg  af erhverv.  Jeg tror ungerne syntes, at den lidt anderledes dag var ganske spændende, selvom ikke alting var lige som det plejede.

mandag den 26. oktober 2015

DKAGCH - Prikken over i´et

2015 har været en fantastisk sæson for Ninja og mig. Jeg var spændt og nervøs for, hvad det var for en hund, jeg skulle starte op med i foråret igen efter skadespause og hvalpebarsel.

Kunne hun holde til det? Kunne vi finde hinanden igen? Det ser ud til, at jeg kan svare ja til begge dele. Ninja er kommet "tilbage" med større iver og gejst, end da jeg "lagde hende på hylden" sidste sommer.

Lørdag var årets sidste stævne, og jeg tænkte, at det ville være prikken over i´et, hvis Ninja kunne vinde AG certet til stævnet, som blev afholdt i vores egen klub, Ribe Hundevenner. Ikke fordi det var "hjemmebanefordel", som nogen jokede lidt med, for ridehallen, hvor stævnet blev holdt i, kommer vi kun i, når klubben holder stævne hvert år i oktober.

DKAGCH DKSPCH Border Treasure B My Ninja


Da jeg gik og varmede Ninja op, var jeg ellers ret bange for, at hun ville være vild og ustyrlig. Dvs ikke kontaktbar. Sådan var hun nemlig til træning sidste søndag, hvor hun bare fjollede rundt og prøvede at tage hele banen og lidt til.

Det viste sig nu, at Ninja var ret koncentreret, og løbet, som vi vandt certet i, var egentlig nok mere nydeligt og kontrolleret end det var fantastisk flot. Men ikke desto mindre vandt hun altså klassen og indkasserede derved sit sidste Agility Certifikat og blev Dansk Agility Champion på dagen. Herunder ses løbet:



Nu er der en så en velfortjent stævnepause, hvor vi bare skal finpudse lidt på nogle af vores svagheder, og så må vi se, hvad næste sæson bringer...

onsdag den 21. oktober 2015

Idag har jeg fået gråd til morgenmad - om datoer, negle og Facebook. Måske også lidt "Knæk Cancer"

Mit liv er egentlig ikke sådan, at jeg sidder for mig selv og græder, så det var egentligt lidt underligt sådan at sidde over min morgenmad med tårer i øjnene.

Jeg var ikke ked af det. Jeg var bare berørt...

Facebook har sådan en fin service, hvor de gør opmærksom på, hvad man skrev i sine opdateringer på samme dato tidligere år, hvad folk har skrevet på ens tidslinje osv

Jeg er faktisk selv lidt en dato-nørd. Jeg kan huske de underligste datoer og begivenheder. F.eks blev jeg d. 20. okt 1990 (det er jo for fanden 25 år siden) trådt over tæerne af min hest. Det er sådan set sket mange gange i mit "hesteliv" at jeg er blevet jokket over tæerne af en hest, men denne gang var lidt mere voldsomt, og jeg stod bagefter med min venstre storetå-negl løst i strømpen. Ja, og det var bare en negl og en dato. Min storetånegl blev dog aldrig den samme igen...

Den 20, oktober 2008 var Henrik og jeg kaldt til samtale på Odense Universitets Hospital, hvor vi skulle have svar på den biopsi, som lægerne have udtaget fra Silas´arm 11 dage forinden. Vi var ikke sådan rigtig urolige for svaret, for det var jo nærmest usandsynligt, at Silas kunne fejle det værste man kunne frygte (og læse sig til på nettet). Vi blev klogere.... Mit liv bliver aldrig helt det samme igen...

Mest af alt husker jeg, hvordan min verden under denne samtale med overlægen styrtede i grus. Sådan virkelig som om jorden styrtede sammen under mig, og man derefter skulle forsøge at genfinde fodfæstet i en nypløjet mark. Jeg husker mest, at overlægen sagde "cellegift" og satte streg under denne linje i informationsfolderen fra Børnecancerfonden "Hvis sygdommen debuterer før barnets 2. leveår, anses sygdommen for livstruende". Overlægen sluttede samtalen med den "opmuntrende" sætning: "Der er jo ingen, der siger, at det er jeres barn, der dør af det". Silas var dengang kun 11 uger gammel, så man må sige, at det var noget før hans 2. leveår. Min solstråle er her heldigvis endnu, og han beriger os hver eneste dag.

For mange "cancerforældre" er "diagnosedagen" en dato, som de aldrig glemmer. Hvilket også betyder, at det er en usædvanlig dag hver eneste år. En dag, hvor følelserne får en rusketur. De sidste 2-3 år har jeg faktisk "glemt" den, og først kommet til at tænke over den et par dage efter, og jeg skænkede det faktisk heller ikke en tanke i går. Så ja, mit liv er gået videre....

Her til morgen sad jeg så og læste de gamle opdateringer og beskeder på min væg fra d. 21. oktober de sidste 7 år, som Facebook havde fundet frem til mig. Jeg skrev i 2008 et trist blogindlæg på min gamle blog om aftenen d. 20. oktober, og min besøgstallen på min blog nærmest eksploderede.

Henrik og jeg sad nærmest bare passive i chok derhjemme de første dage efter samtalen med overlægen - ude af stand til overhovedet at tale sammen. Imens tikkede det ind med medfølende mails, buketter samt beskeder og opslag på Facebook. Alle de beskeder og folks varme tanker var en stor trøst og varme for os dengang, og det berørte mig faktisk også rigtig meget at læse dem her til morgen. Så ja, jeg måtte lige tørre mine øjne en gang eller to, mens jeg læste dem.

Nu vil jeg så gå ned og kysse min sovende Silas på panden, inden jeg putter mig under dynen, og bare mærker livet og lykken omfavne mig. Mit liv er stadig ikke det samme, men rigere på sin egen barske måde. Og neglen, hvis nogen tænker på den. Ja den er stadig grim.......

tirsdag den 6. oktober 2015

Fujis første "skoledag"

Nu er agilitystævnesæsonen stort set slut, og Fuji er blevet 10 måneder. Det er rigtig godt timet, for nu kan jeg så småt starte hende op i agilityens kunst. Det passer mig rigtig fint at lade mine hunde få lov at være hvalpe uden at skulle gøre så meget andet end at lære dem at ville tilvælge mig, at kunne sætte og lægge dem af og kunne kalde dem ind/frem.

I onsdags startede vi på hvalpeagility i Sannes Hundecenter. Det er min tredje hund, som jeg grundtræner efter Sannes "opskrift". Jeg synes, hundene får en rigtig fin forståelse og masser af god basis agility i rygsækken, og det gør det rigtig let at arbejde videre ud fra.

Jeg havde virkelig også glædet mig til at skulle starte på dette hold. Ikke kun fordi jeg skulle starte op med Fuji, men også fordi to af Fujis kuldbrødre også startede på dette hold.

Fuji klar til at lære en masse nyt
Fuji havde indtil i onsdags ikke engang været mellem to springvinger., enkelte af dagens øvelser havde hun dog snust lidt til. Men hun har aldrig tidligere skulle arbejde med forstyrrelser, og da hun er meget udadvendt og optaget af andre, når de arbejder, så frygtede jeg nok det værste.

Min frygt blev gjort til skamme. Hun arbejdede rigtig fint og opmærksomt med mig. Hun er ikke lige som Ninja. Fuji er noget mere hektisk, men jeg synes, at hun er ganske fed at arbejde med, selvom det næsten føles som en hel vulkan at arbejde med.

Hun nyder det....
Nu har jeg så 9 gange tilbage på dette grundkursus, hvor Fuji langsomt kan blive introduceret til agility, og hvor jeg kan nyde hendes brødre og deres samarbejde med deres ejere. Det er en skøn sidegevinst

torsdag den 1. oktober 2015

Vicedanmarksmester

Sæsonen er nu officielt slut. Og sikke en afslutning! Overskriften siger vel det meste. Ninja og jeg sluttede af med en tur på podiet til DCHs DM. Det var faktisk 5. gang, jeg kom på podiet til DCHs DM, og faktisk 4. gang jeg stod som nr. 2. Er jeg skuffet? Nej jeg er stolt og utrolig glad.

Fra DCHs festlige præmieoverrækkelse
Nr.1 Dennis/Number, nr. 2 Berit/Ninja, nr.3 Carsten/Mac
Dagen før DM synes jeg ellers ikke rigtig, at jeg kunne sætte mig op. Men jeg stod nu tidligt op lørdag morgen, smurte en madpakke (hvilket jeg sjældent gør til et stævne), pakkede telt, stol og bure og ikke mindst hundene i bilen. Men så var min bilnøgler total væk. Jeg ledte i over en halv time i tasker, jakker, skuffer, skabe, bag skabe/reoler, i køleskabet, på agilitybanen og nogle helt vanvittige steder, og blev bare mere og mere frustreret over ikke at kunne finde de skide nøgler. Enden blev, at jeg måtte låne Henriks bil og læsse et par hunde af, så jeg kun fik hovedpersonen, Ninja med.

Ninja og mig foran faneholderne
DCHs DM afgøres ved at man via et agilityløb og et springløb kvalificerer sig til A finalen. Disse løb løbes om lørdagen. De bedste 40% (tror det er den procentsats) går direkte i A finalen, som er det agilityløb, som alene afgør, hvem der bliver Danmarksmester.

En målrettet Ninja på vej fra tunnel til slalom.
Jeg elsker det blik
De resterende 60% løber B-finale, som er et agilityløb, hvor de tre bedste hunde i hver størrelse også får en plads i finalen.
I springløbet løber vi et fejlfrit løb, som er ganske ok, men der var ting, der kunne være bedre. Vi ligger nr. 5 efter springløbet. I agilityløbet er der en kombination på banen, hvor jeg ved, at Ninja kan være svag på sit nedgangsfelt på A´et, men jeg vælger at handle det med risiko for, at svagheden viser sig ved en feltfejl, men jeg er så også sikker på, at jeg har styr på hende, når jeg skal sende hende i tunnelen, hvilket jo gør at jeg kan afværge en mulig diskvalifikation, fordi hun måske ville vælge det forkerte tunnelhul. Jeg var dog overbevist om, at jeg selv med 5 fejl ville komme i A-finalen.

Vi fik de fem fejl, og vi blev samlet placeret som den 5. bedste ekvipage, når de to løb blev lagt sammen, så den strategi virkede nu meget godt (selvom jeg hellere ville have haft to fejlfrie løb). Vi var dermed direkte i A-finalen og behøvede ikke at pine os selv med en B-finale.

Når man starter i A-finalen om søndagen er tavlen "ren" for alle deltagere. Dvs alle som har adgang til deltagelse i A-finalen har muligheden for at blive Danmarksmester. Hvis de altså "bare" vinder dette ene gennemløb.

Et enkelt billede fra lørdagens springløb
Jeg skulle starte som den femte sidste i A-finalen pga min placeringer fra om lørdagen. Jeg havde ikke haft overskud og tid (pga opvarmning) til at følge med i ret mange af de andres løb, så jeg vidste egentlig ikke, hvordan deres løb havde været. Det kunne også være lige meget. Der var kun en vej derinde, og det var fuld gas.

Der er helt klart intensitet

Ringen var tæt pakket af publikum, og der var faktisk en rigtig fed stemning i agilityringen. Publikum var ikke kun agilityfolk eller hundefolk fra de andre dicipliner. Der var også mange folk ude fra, som var kommet for at se hundearbejde, og finaleløbene for de store hunde var vel nok et af de sidste steder, der var aktivitet, og her var stemningen høj og intens.


Som man kan se, så er der tæt pakket af publikum rundt om ringen

Hele weekenden var der speaker og musik til banegennemgang - og ikke mindst når ekvipagerne blev disket i et gennemløb. Alt det var helt klart med til at give det mere stemning. Jeg elsker at løbe finaler, og jeg var helt ok med det. Jeg var ikke nervøs, men tænkte bare, at jeg skulle give den gas og være der for Ninja, og så måtte det briste eller bære.

Det bar. Jeg synes næsten, man kan se det her over slutspringet

Ninja leverede et perfekt løb i tiden 38,36, og jeg kom i mål og førte med 1½ sekund ned til nr. 2. Der manglede stadig 4 hunde. Det er jo altid meget interessant og nervepirrende at stå og se om ens føring kan holde. Næstsidst ekvipage som var Dennis med Number, der løb sig ind i tiden 38,30. Altså 0,06 sek hurtigere end Ninjas tid. Og sådan endte placeringen også. Prøv lige at blinke engang. Ja, det svarer vel til det, som jeg "tabte" med. Er jeg skuffet, når det nu var så tæt på? Nej egentlig vil jeg hellere slås med 0,06 sekund end med 2 hele sekunder.  
 

 
 
 
Fra æresrunden
Så selvom weekenden startede lidt kaotisk og ikke særlig heldigt, så endte den da meget godt, hvis jeg selv skal sige det. Bilnøglerne dukkede i øvrigt op igen... De havde ligget på trappen og var faldet ned derfra og lå så lige så fint under trappen nederste trin.

Tak til alle de folk, som sad og skød flotte billeder på sidelinjen. Der var rigtig mange flotte imellem - også af de andre ekvipager naturligvis.

fredag den 11. september 2015

Agilityfri weekender

Siden Jysk Mesterskab har vi holdt agilityfri. Dvs det er blevet til en smule træning hjemme i haven, men ellers ingen agility. Det har jo også givet weekender med andre muligheder end at stå tidligt op for at deltage i stævner og ikke mindst mulighed for at hele familien kunne hygge sammen.

Den første af de to weekender var der skam også masser af muligheder. Lørdag kunne jeg vælge mellem at deltage i agilityopvisning i Tinglev, en tur til Mandø og hygge med venner eller måske en tur til middelalderfestival i Horsens.

Alle der kender vejen til Mandø ved også sådan ser det ud ved "porten" til Mandø


Det var faktisk lidt svært, men det blev Mandø der vandt. Og jeg havde altså bare en helt fantastisk dag på Mandø. Total afslapning og Silas fik leget med Oliver for fulde gardiner.

Oliver og Silas
Hen under aften var jeg så heldig at få lov at gå en tur med Sanne og hendes kamera. Jeg havde nok forestillet mig, at jeg også skulle tage nogle billeder, men jeg havde nok arbejde i at "holde mine hunde til kameraet", så Sanne kunne skyde løs og lege med flash, modlys og hele pivtøjet.

Sanne indstiller....

Det kom der nogle aldeles fantastisk billeder ud af. Herunder dem som Sanne skød i modlys/solnedgang med flash.

Min tøsebande
Foto: Sanne Ammitzbøll
 
Min Fantastisk Ninja i en for hende helt normal stilling/udtryk
Foto: Sanne Ammitzbøll

Vi fik dog også leget lidt inden solen begyndte at "dykke". Det er altid fedt at få lov at være "offer" når Sanne vil lege med sit kamera.


Min skønne humørbombe MicMic
Foto: Sanne Ammitzbøll


Bagefter nød vi aftenen med fællesspisning sammen med "fastliggerholdet" fra Sannes Tossefarm på Mandø Camping.

En af de sidste sommerdage - og i hyggeligt selskab!

Da det var blevet mørkt trillede Silas og jeg hjem over låningsvejen og ramte hjemadressen ved midnatstid. Jeg synes jo Mandø er ganske speciel og uhøjtidig på sin egen lidt gammeldags måde.

Næste dag sov vi bare indtil vi ikke gad mere Silas kom og vækkede os. Det var fedt for alle at have en rolig morgen. Silas fik en klassekammerat på besøg, og de fik leget 4-5 timer. Da han var taget hjem igen, så vendte vi snuderne mod Kalvø. Kalvø er bare et skønt udflugtsmål, som ligger ca 10-15 km syd for hvor vi bor.

Silas fandt en snegl, som gjorde os selskab på gåturen

Der er stort set udsigt ud over vandet på hele gåturen.

Mine tøser på højen mellem badehotellet og lystbådehavnen
(det er ikke lystbådehavnen der ses bagved hundene)
 Vi plejer at kombinere en gåtur med en kalorietung tur ind på Kalvø Badehotel. Gåturen er smuk og en tilpas længde, så også Silas kan være med på turen. Den varme chokolade og den hjemmelavede æblekage på badehotellet er virkelig også en skøn oplevelse.

Mums, siger jeg bare!!

Sidste weekend var der så Stafet for livet i Haderslev. Arrangementet var vokset endnu engang og nu var det faktisk verdens største stafet. Det er jo ret imponerende for en by af så ubetydelig en størrelse som Haderslev. Det siger nok også en del om, hvor villige danskere er til at støtte op om velgørenhed. Der samles jo flere hundrede tusinde ind til Kræftens Bekæmpelse så sådan et døgn, som stafetten varer.

Silas var iklædt den gule fighter T-shirt, og det er på en eller anden måde ret bevægende for mig at se min lille solstråle sammen med alle de andre fightere. Jeg kunne høre på mange af deltagerne, som var med som støtte, at en del af dem også bliver særligt berørt af at se børn blandt fighterne.

Silas med fighter T-shirt

Stafetten sættes i gang ved at alle fighterne slipper deres gule balloner

Sammen fik vi løbet og gået nogle kilometer rundt om Dammen. Ruten på denne stafet er nemlig særlig smuk, hvilken den også allerede er blevet berømt for. Ruten er så bynær, at gågaden ligger mindre end 100 meter fra ruten og går rundt om Inderdammen og når man tager den lange rute på 2 km så kommer man også ud til Yderdammen.

Udsigt fra stafetruten
Inderdammen med udsigt mod centrum. Domkirken kan anes til venstre

Udsigt fra stafetruten

Udsigt fra stafetruten. På billedet ses Gl. Haderslev Kirke

Nu står der en ny weekend for døren, og der skal jeg hygge med agility i Kolding, hvor jeg skal til kredsstævne. Det er et ret lille stævne, men jeg glæder mig rigtig meget til at deltage. Jeg er så heldig at Echo, som jo tidligere var min også deltager sammen med Lene, som har Echo nu. Kort fortalt er historien den, at jeg desværre måtte omplacere ham i 2009, da han slet ikke kan være i sig selv, når han hører barnegråd og den del var jo desværre ikke så let helt at udelukke, da Silas var lille. Det var synd for både Echo og for os, der også blev aldeles stressede af hans adfærd.

Nu glæder jeg mig til at se ham i aktion og have tid til stille og rolig hygge og se agility på én bane. Morgendagens stævne er det sidste inden DCHs DM om to uger.