søndag den 27. februar 2011

Ferie på Lundø

Henriks forældre har sommerhus på Lundø (en lille halvø nord for Skive), og vi var heldige at få lov til at låne sommerhuset i vinterferien. Sommerhuset ligger kun en halv times kørsel fra Rydhave Slots Ungdomsskole, hvor Tobias går på efterskole, så vi hentede Tobias og havde så 10 dage på den øde og stille halvø. 

Det var virkelig vinter. De første dage stormede det helt vildt og det var bidende koldt at gå tur. Stranden usædvanlig smuk pga isflager, der var skubbet sammen på stranden. Det var så flot,at se solen skinne over al den "vilde" is.


Sammenpressede isflager på stranden


Smukt syn!

Så kom sneen og det hele var nu hvidt. Dermed var det også let at se, hvor øde der var. Der var ikke mange hjul- og fodspor i sneen.


Næsten juleagtigt

Det nød jeg temmelig meget, for jeg kunne jo spare hundesnorene på lufteturene. Jeg havde helt glemt hvor befriende det er at gå med sine hunde løse på hele turen. Det kan man ikke herhjemme på Havvejen pga trafikken.


Ninja og Charlie leger i sneen


grød-is på fjorden

Mit lille trekløver på stranden

Jeg nød også at lufte kameraet på ferien. Lundø er så dejlig uspoleret. Genstande som er skyllet i land og efterladte ting bliver formet af naturen og får lov at blive stående. Lundø er fuld af smukke motiver.


Billede fra stranden


Det var simpelthen værd at sætte vækkeuret efter.....


En "gammel genstand" slikker morgensol

Sommerhuset bød da også på hygge med familien og besøg af et par venner. Det er dejligt at have ekstra tid til hinanden på sådan en ferie, hvor der ikke er planlagt de vilde aktiviteter.

Silas og hundene laver morgengymnastik


Hygge fra gåturen - smuk himmel!


Tobias har skrabt sneen af trampolinen

Det er godt at være ude, men også rart at komme hjem igen.

lørdag den 19. februar 2011

En særlig hyggelig café

Jeg må da bare dele denne hyggelige café med jer. Under vores ophold i Henriks forældres sommerhus på Lundø, besøgte vi den lille lokale café. Et foretagende som ud fra sin beliggenhed virker som en umulighed, men efter sigende er stedet godt kendt her på egnen.

Et glimt fra indretningen

Det er virkelig også en helt speciel café/gave-/brugskunstbutik.

Silas nyder en oste-bolle
og i forgrunden er min Tapas tallerken
  Jeg synes, at stedet emmer af hygge og sjæl. Spisekortet et begrænset, men det er lækkerier. Både frokostretterne, men også specialthe og lækre hjemmebagte kager (som f.eks min yndlingskage hindbærsnitten, som jeg ofte bliver skuffet over - ikke alle er lige gode til at fremtrylle sådan en, men det kan Savillas også)

Silas hygger med far, der spiser Chili Con Carne
 Stedet er delt op i en lille butik og en restaurationslokale, hvor der også er masser af brugskunst udstillet til salg. Et ganske spændende sted med en helt speciel atmosfære


Måltidet er slut, og det er ved at være tid til afgang
Vi kommer igen!

Supplerende kommentar søndag d. 20. feb:
Hvis andre skulle føle sig inspireret og vil besøge Savillas, så anbefaler jeg, at man bestiller bord. Lørdag og søndag har det ikke været til at sparke sig vej frem deroppe og ventelisten for at få et bord for de, som havde taget chancen var laaang.

tirsdag den 15. februar 2011

Valentines...

Så er det overstået!!! Radioen bugnede af Valentines-reklamer for spisesteder, blomster og forkælelser. Var da ved at gå helt op i liminingen, da P3 med en lytterafstemning kårede dette nummer til "King of Valentine":



Ja, for dælen da, sikke en Valentinesgave at få af sin kæreste - at han/hun slår op. (link til teksten)

Nå men jeg "slap" da både for blomster og chokolade - og ikke mindst et brud fra Henrik. Men er det i virkeligheden ikke også lidt kunstigt, at man skal sætte dato på for at vise sin kærlighed? Det vil selvfølgelig være fedt nok, men jeg vil nu sætte mere pris på spontaniteten end en udenlandsk tradition, der foreskriver, at blomterbutikker, chokoladeforretninger m.fl. skal have lidt ekstra omsætningskroner i den ellers nok så slukne kasse her i dette triste vintervejr.

Jeg faldt over dette blogindlæg fra en af mine yndlingsbloggere. Jeg morede mig (hvilket jeg meget ofte gør, når jeg læser hendes blog) og måtte bare give hende så meget ret i det, som hun skriver.

lørdag den 12. februar 2011

Man kan let blive misforstået...

Når man kun er 2½ og har lidt problemer med udtalen.

Silas fortæller f.eks at han gerne vil have TIS.....  og peger på pakken på bordet.  Ok, det er så bare kiks. Pyha, jeg blev da helt nervøs!



Eller når den lille knægt siger, at han vil drikke af SUR RØV.....  Tænke tænke... aha. Drengen vil drikke af sugerør.

torsdag den 10. februar 2011

Det er ikke fordi der ikke sker noget...

Men omvendt så sker der da heldigvis ikke det helt vilde, men der har været stille på bloggen. Siden sidste blogindlæg har jeg været afsted på en to-dages konference ifm jobbet, og så var der jo også lige et indendørs stævne i Ribe Hundevenner, som skulle afvikles.

Jeg deltog med Echo om søndagen, hvor lille og mellem hundene løb. Echo og jeg havde ikke set hinanden mere end to gange siden 30. okt, hvor vi løb stævne sammen sidst. Så det har været sparsomt med træningen, da jeg er den eneste, der løber agility med ham. Så hvad kan man forvente? Ingenting!!

Det indfriede han til fulde - og gav faktisk lidt mere end forventet. Den første AG1 gik han forkert ind i slalom og røg desuden udenom sidste spring. I næste AG1 fik han slalomfejl på nøjagtig samme kombination (dele af banen var det samme, som den foregående). Men det er jo helt ok, for han har ikke trænet og slalom er nok ikke altid den letteste forhindring. Han laver så godt nok også en feltfejl på A´et, men vi bliver da alligevel nr. 2 i klassen. I SP3 er han fejlfri og bliver nr. 3 i klassen. Det var jeg faktisk ret godt tilfreds med.

Måske jeg skulle træne lidt med ham inden næste stævne i starten af marts? Det vil nok ikke skade.

Nu banker vinterferien på døren, og jeg glæder mig til at slappe af sammen med drengene, Henrik og hundene. Jeg håber på hygge med afslapning, wii, gåture og pandekager - og lidt besøg udefra. God ferie til alle I andre, der også er så heldige