Flyttedag på bloggen...

Jeg har valgt at flytte min blog over på WordPress, så fremover finder du min blog her:

BERIT BILDES BLOG

DKK DM 2017

Efter at have været lidt stævnetræt i et par måneder, så har jeg genvundet lysten til stævner. Dejligt. Bare ærgerligt, at sæsonen nu er ved at slutte. Dårlig timing!

Nu er vi ellers lige klar igen!
- her med fuld udrykning

Ninja og jeg var kvalificeret til DKKs DM. MicMic var ikke helt, for det koster altså når man sætter sin hund tilbage på balancebommen, hvis ens kriterier ikke er opfyldt. Pyt. Jeg vil hellere have gode felter at arbejde videre med. Min erfaring siger mig, at det lønner sig at tænke mere langsigtet.

Nu hvor Ninja også skulle løbe individuelt kunne jeg også lige så godt løbe holdkonkurrence, men jeg havde ikke løbet på noget hold hele året. Så jeg søgte et hold og fik vel 4 gode tilbud. Det er let nok at finde plads på et stort hold, for der er desværre ofte skadede hunde på holdene. Jeg takkede ja til at løbe på holdet KAF faktor. Da ugen startede var vi fem på holdet, men vi endte med at lave en meget knap opstilling i agilityløbene i dag. Men det vender jeg tilbage til.

Lørdag løbes der springbaner, og resultaterne fra springløbene overføres til søndagens løb, hvor løbene lægges sammen og Danmarksmesterne kåres ud fra det sammenlagte resultat af de to løb.

Ribe Hundevenner stod for afviklingen af årets DM, og det gjorde de perfekt. Konkurrencen var flyttet til Dansk Kennel Klubs arrangementet "Hund i Fokus" ved Vejen Idrætscenter. Jeg synes jo, at et DM skal afholdes et sted, hvor hundefolk og andet godtfolk også kommer. Jeg så da også, at der nogle "fremmede" tilskuere og se konkurrencerne, men jeg tror måske også, at det publikum der kom udefra ikke rigtig fik øje på agilityringen, fordi den lå lidt tilbagetrukket. Et skilt oppe ved de andre baner havde måske gavnet det.

Banegennemgang i morgensolen

Udover agility var der også Nosework, Dogdancing, Lydighed, gratis bedømmelser af din hund, små konkurrencer og masser af boder. Jeg synes det var hyggeligt, at der var andre aktiviteter i området. Jeg fik handlet lidt og fik også bedømt både Fuji og MicMic. Dommeren synes bestemt, at jeg skulle se, at få udstillet MicMic. Fuji fik faktisk også pænere kritik end forventet. Hun er jo ikke ligefrem nogen udstillingsmodel, men super lækker til det, som jeg nu skal bruge hende til.

Ikke alle var lige begejstrede for placeringen af DM i år. Jeg ved godt, at nogen havde betalt urimelige campingpriser, og det var måske nok et minus. Men andre havde også slået sig sammen på omkringliggende campingpladser og hyggede sig der.

Tilbage til konkurrencen. Vi startede lørdag morgen med at løbe holdløb på en springbane. De fem hunde på holdet var nu skrumpet ind til fire, fordi en var faldet fra pga en skåret trædepude. De tre bedste løb for holdet tæller, så vi havde et løb at smide væk. Vi var to fejlfrie ekvipager på holdet og en enkelt med 10 fejl. Banerne var lidt svære, så det var småt med gennemførte hold, så trods de 10 fejl lå vi nr. 7 ud af 19 hold efter lørdagens løb. Så der var måske nok en podieplads at løbe for søndag, for der var kun to hold uden fejl.

Ninja

Om eftermiddagen løb vi individuelt. Jeg sad og så små og mellemhundene, og de faldt på stribe på banen. Altså faldt i form af disk eller fejl. Så jeg tænkte, at det var med at spænde hjelmen derinde. Ninja og jeg kom også rigtig flot igennem alt det svære på banen, og så lige pludselig så kan jeg ikke rigtig lokalisere linjen i mit løb. Det er som om nogen har flyttet et spring. Jeg får reddet det i sidste øjeblik og er en af de 11 fejlfrie store hunde efter springløbet. Det er bare noget sjovere at løbe DM om søndagen, hvis man har noget at løbe for. Så jeg tog hjem og så frem til en sjov og spændende søndag.

Så i morges mødte jeg virkelig også op med følelsen af, at en god placering eller to var indenfor rækkevidde. Mens jeg går og varmer Ninja op, siger Poul, som jeg løber hold med, til mig, at han ikke løber med Nala, da hun er pludselig er blevet halt. Nala er vel nok holdets mest sikre kort. Det var en trist besked, ikke mest for vores hold, men absolut mest for Poul, der faktisk lå på en delt førsteplads individuelt. Jeg kan godt mærke, at jeg må ryste det af mig og fokusere på mit eget løb. Vi er nu tre ekvipager tilbage på holdet. Det vil sige, at der ikke er nogle løb at smide væk af. Alle skal levere.

Ninja i det individuelle springløb

Jeg skal løbe som nr. 2 på holdet, og min holdkammerat, der løber før mig bliver desværre disket. Ninja er perfekt at løbe med, og jeg synes selv, at vi virkelig har et klassegennemløb. Sådan et løb, som kan gøre mig helt høj, og hvor ikke en pote sættes forkert, og jeg er der, hvor jeg skal være. Desværre er vi eneste ekvipage fra holdet, der kommer gennem banen. Så spændende placeringer ryger udenfor rækkevidde. Men det er jo i det mindste altid dejligt med et godt gennemløb at tænke tilbage på.

Individuelt ligger jeg nr. 7, og hvis jeg løber til og heldet er med mig, så kan jeg nok lige hænge i en podieplads, så vidt jeg kan se. Ikke mindst fordi feltfejl nærmest er ikke-eksisterende for os. Jeg gør mit bedste, men har også en passage på banen, som jeg ikke er dus med, og lige præcis der disponerer jeg ret dumt i min handling, og det ender med at koste mig en disk. Så var også den spændende placering udenfor rækkevidde. Ja sådan kan agility så utrolig let gå fra, at man tror, at man er med, til man lige pludselig er ude.

Ninja

Sådan måtte det også føles for Poul, der efter placeringsrækkefølgen skulle løbe som sidste hund i klassen. Men han havde jo trukket Nala fra holdløbet pga halthed. Da nr. 2 havde løbet, så ser jeg pludselig Poul stå klar til start med Nala, og jeg bliver helt forvirret og tænker, "Hvad fanden har han gang i?" efterfulgt af en lettet tanke: "Pyh, så var det måske ikke noget alligevel". Poul forlader Nala ved starten, som om han vil gå ud og kalde hende ind på banen, men han stopper ved startspringet og tager fat i overliggeren og lader den falde ned på jorden. Dermed er han disket for at have ødelagt forhindringen, før hunden tager den.

Jeg indrømmer gerne, at det berørte mig at overvære. Det må have været meget svært at stå der og føre klassen, men ikke kunne være med, men alligevel ville vise flaget. Nogle fattede ikke helt, hvad der foregik, for speakerne tabte vist også helt mælet. Jeg ved, at jeg ikke var den eneste Tudemarie på pladsen.

Inden man fik set sig om, så sluttede sådan et DM. Et DM, hvor vi fik luftet vores T-shirts og solbriller, da solen pludselig vågnede op til dåd, trods kalenderen siger efterår. Selvom resultaterne for mit eget vedkommende ikke var helt, hvad jeg drømte om, så syntes jeg, at det var en helt fantastisk weekend og jeg nød at løbe Ninja, som var en kæmpe stjerne i mine øjne. Når man giver den gas på banen, så går det også bare lettere galt, og det lever jeg fint med. Livet er for kort til ærgelser.

Det var også fedt at se publikum/deltagerne bakke op om løbene og tage stolene helt frem til ringsiden, så man faktisk også havde fornemmelsen af at løbe for et publikum.

Publikum sidder tæt langs ringsiden

Jeg glædede mig jo også rigtig over, at jeg for en gangs skyld ikke havde ret langt hjem, så jeg havde god tid til at snakke og skridte hunde af, og da jeg så ville til at køre, så var min bil desværre punkteret.

Punkteret - øv!

Så jeg måtte vente på autohjælp, som efter en times tid kom og nødlappede min bil, så jeg kunne komme hjemad. Så jeg var faktisk hjemme samtidig med mange af sjællænderne. Lige en sidste lille streg i regningen, som jeg nu også tog med forholdsvis oprejst pande.

Hundene tog sig en lur i solen, mens vi ventede. Ninja var træt og krøllede sig sammen og snorksov. Jeg kunne sidde og nyde solen (og ventetiden) på tæppet.

Hattrick – Jysk Mester 2017

Da det gik op for mig, at Jysk Mesterskab skulle afholdes i det nordjyske blev jeg glad. Fedt, tænkte jeg, så kunne jeg kombinere det med en tur op til Tine, hvor Darwin (Ninjas søn) bor. Tine og jeg ses ikke så tit pga afstanden mellem os, men vi taler ofte i telefon sammen, og jeg glædede mig til en hel weekend i hendes selskab.

Tine var helt frisk på besøg af mig, men måtte skuffe mig lidt med, at hun desværre ikke selv skulle deltage, da de skulle holde børnefødselsdag. Det var selvfølgelig lidt ærgerligt, men jeg tænkte, at det også var fint at aflægge hende et hyggeligt visit og samtidig forsvare den mesterskabstitel, som Ninja og jeg havde vundet både i 2015 og 2016.

Pga Tines fravær til konkurrencen opstod ideen med at prøve at stille op med Darwin. Det kunne jeg ikke modstå. Jeg vil meget prøve, hvordan han er at løbe med. Så har jeg ligesom prøvet ham selv, og Tine og jeg kan måske lettere sparre med hinanden. Det er sådan, at Tine og jeg ejer ham i fællesskab. Tine har trænet lidt agility med ham og stillet op til nogle stævner, men har primært brugt sin energi på at gå lydighed med ham, og jeg glæder mig til at følge dem i LP3 i den kommende sæson.

MicMic blev hjemme hos Henrik og jeg ”nøjedes” med at løbe med to store hunde i den weekend. Det blev faktisk til 19 gennemløb i alt i weekenden, og en helt anden ro kun at skulle løbe med store hunde og ikke blandede størrelser. 

Darwin - altid så intens i blikket

Resultatmæssigt var der ikke så meget at råbe højt om. Jeg havde jo ikke så store forventninger til, hvad jeg kunne udrette med Darwin, da vi ikke har løbet sammen før. Han er en hanhund med rigtig meget tryk på, og det tryk skal han lige lære at lægge de rigtige steder. Jeg synes, at han var dejlig at arbejde med og utrolig lydhør, og han var fløjtende ligeglad med, at han skulle arbejde med en ”fremmed”. Vi fik ikke brug for startbogen til at notere oprykninger i, men jeg synes, at jeg havde flere gode løb med ham, og var da også til præmieoverrækkelse med ham i to af løbene.

Darwin
Foto: Tanja Olsen

Ninja (som ellers er som en veltilpasset handske for mig) og jeg kunne slet ikke rigtig finde melodien. Hun var skøn at løbe med. Hun havde god fart, men det var som om min timing var ualmindelig dårlig, og det blev straffet med fejl og disk. Det var sådan set lidt frustrerende, for jeg synes ikke helt, at det er den statistik, som vi plejer at levere. Trods det, så hyggede jeg mig og nød løbene og hyggen rundt om i teltene.

Ninja - en dejlig makker på banen

Jysk Mesterskab afvikles således, at man løber to åbne løb om søndagen, og de bedst placerede hunde (40% bedste) sammenlagt på de to løb går direkte videre til A-finalen, hvor man løber om det jyske mesterskab. Alle dem som ikke var blandt de 40% får en ny chance i B-finalen, hvor nummer 1, 2 og 3 får en plads i A-finalen. I 2015 og 2016 stod jeg også i B-finalen, navnet for ”skraldespandsfinalen” eller ”fjumrefinalen”, fordi jeg ikke havde formået at kvalificere mig direkte. Både i 2015 og 2016 gik jeg ind og vandt B-finalen og efterfølgende vandt jeg så også A-finalen.

Nu stod jeg igen i B-finalen og med i bagagen fra weekenden, havde jeg så ikke et eneste fejlfrit gennemløb ud af de sammenlagt 16 løb jeg havde løbet med Ninja og Darwin. Så hvor sandsynligt var det så lige, at jeg kunne blive i Top3 i B-finalen?! Jeg løb først med Darwin, men var godt med på, at der var en kombination på banen, som ikke var så god til ham, så mit mål var bare at komme fri af den kombination og så eller få en god tur resten af banen rundt. Det synes jeg også lykkedes. Da jeg skulle løbe med Ninja kunne jeg godt mærke, at jeg mentalt havde fundet et helt andet gear. Det gear, som altså skal til, hvis vi rigtig skal præstere. Det mentale gear, der gør samarbejdet intenst og viljen lidt mere stålfast. Jeg kunne mærke det pulse gennem mine årer, da jeg gik ud på banen for at stille mig klar til at give Ninja sit ”Værsgo”. Det gear som gør mig helt høj!

Ninja
Foto: Tanja Olsen

Det var det, som skulle til. Vi fik weekendens første fejlfrie gennemløb og vandt B-finalen og kunne derfor stadig være med i kampen om det jyske mesterskab.

Naturligvis var jeg lige så tændt, da jeg skulle løbe A-finalen og Ninja var også klar. Lige som hun skal være, når vi sammen er bedst. 

Jeg husker en lidt stor bue, og så gav jeg den ellers gas. Jeg kom til at hænge lidt ved balancebommen, hvor vi skulle 180 grader tilbage og tage to spring i en lige linje frem mod en tunnel. Ninja river desværre første spring på linjen, men jeg giver ikke op, selvom jeg har 5 fejl.

Ninja
Foto: Tanja Olsen

Nogen gange kan jeg næsten blive mere tændt af en fejl. Nogle hundeførere falder helt sammen i deres handling og luften ryger helt ud af ballonen. Publikum (de få der efterhånden var tilbage til dette maraton-JM) heppede opmuntrende. Publikum vil jo se ekvipager, der ”fighter” for det, så det er vel en blanding af opmuntring til hundeføreren og så en appel til, at man vil se god actionfyldt agility resten af banen rundt, der får publikum til at heppe løs, selv efter en fejl.

Fra A-finalen

Jeg fortsætter presset rundt på banen, og kommer også i mål med en super god tid, men desværre med de dumme 5 fejl. Det har jeg jo ikke så store forventninger til  kan udløse noget, men ekvipagerne falder som fluer på finalebanen, som faktisk har et rigtig fint flow. Så det er ikke banens "skyld". De ryger primært på nedrivninger eller vægringer, hvor føreren ikke lige får hunden med. Pludselig siger Annmari til mig: ”Tillykke, så blev du sgu da Jysk Mester igen”. Det var noget uvirkeligt, og jeg blev faktisk lidt berørt af det, for det var også lidt skørt, at jeg kunne gentage det den tredje gang også efter den samme opskrift – dog ikke lige med at vinde A-finalen med 5 fejl. Det var en fornyelse i forhold til de to foregående år.

Jysk Mester 2017
Foto: Tanja Olsen

Jeg løb mit finaleløb omkring kl 19.30 og inden jeg fik luftet hundene af og fik pakket mine ting sammen, så var klokken 20.45. Så det blev meget sent, før jeg var retur hos Tine for at aflevere Darwin, og hvis jeg skulle have kørt hjem, så var klokken blevet over midnat, før jeg var nået hjem,  så jeg snuppede en nat mere i det nordjyske og sov længe i stedet. 

Tine ringede, da jeg kørte fra pladsen i Hjørring lidt i 9 om aftenen, og spurgte om jeg havde fået noget at spise. Det havde jeg ikke lige. Så ville hun være sød og købe en durum rulle til mig, så jeg kunne få noget aftensmad, når jeg ramte Hjallerup.

Det varmede mig faktisk rigtig meget, da jeg bemærkede, at Tine havde sat flag foran campingvognen. Da jeg kom ind i var der flag på bordet, slikpizza, durumrulle sammen med en nyindkøbt Coca Cola (jeg havde aftenen forinden fortalt Tine, at den røde cola egentlig var den eneste sodavand, som jeg gad at drikke). Der var også kold Asti i køleskabet. Det var egentlig lige prikken over i´et kunne fejre det sammen med Tine, selvom det da trods alt ”kun” var et JM. Dejligt at dele glæden over mesterskabet med nogen. 

Sød og betænksom velkomst

Men jeg er også nødt til at skrive lidt om stævnet i almindelighed. Sådan på godt og på ondt. Jeg er meget sjældent til stævne i Kreds 1 pga afstanden. DCH Hjørring har så vidt jeg kan forstå ikke den store stævneerfaring, så det var jo noget af en opgave, som de havde påtaget sig, men friskt nok af dem at påtage sig opgaven. Det skal de have. De var enormt fleksible, og da jeg skulle have ændret lidt i min tilmelding, så var der ingen problemer i det. Det er jo ikke en selvfølgelighed, og jeg tager det heller ikke for givet.

Nogle ting ved stævnet bar måske også lidt præg af, at erfaringen ikke var den største. Men de kæmpede bravt og holdt positive miner, og der var også nogle erfarne hoveder, som trådte til og gav en hånd. Min hjælp var begrænset til at være banefixer og sætte spring op og ned, hvis jeg lige stod og kiggede på, at der var skift i størrelserne i klasserne. Men hvis alle gør bare en lille smule, så kommer vi jo rigtig langt.

Arealet var dyrskuepladsen i Hjørring. Der var masser af plads til os, og et meget fint campingareal også. Der var gode luftemuligheder og plads til, at hundene kunne løbe løs. Man kunne parkere ved sit telt og skulle ikke slæbe sine happengut ret langt. Det var jo en skøn luksus. Nogen synes, der var langt til toiletterne. Ja der var måske 150-200 meter hen over en græsplæne. Herregud, man kunne jo lægge vejen forbi, når man skridtede af eller luftede hund. Banen var lidt ujævn, men vi behøver heller ikke at løbe på fodboldbaner. Græsset var slået, og der var fyldt sand i hullerne. Nogen havde ret svært ved at finde stævnepladsen, så det havde nok hjulpet deltagerne en hel del (i hvert fald dem som ikke var nordjyder), hvis klubben lige havde sat et skilt oppe på Aalborgvej eller været lidt mere informativ om, at man skulle dreje ind bag en industrivirksomhed. Men jeg tror, at alle nåede frem rettidigt. 

Til frokost diskede de op med en fin lille frokostbuffet med forskellige hjemmelavede retter. Der var hjemmebagt kage. Der var virkelig nogen, der havde ydet en indsats i køkkenet, og der var noget for enhver smag. 

Stævnet blev afviklet på én bane. Det var jo meget hyggeligt og afstressende, men det gjorde jo også, at søndagens afvikling blev en noget langstrakt affære, når deltagerne skulle løbe 4 ordinære løb og så en eller to finaler oveni. Det blev nogle lange dage, og søndag aften havde jeg meget ondt af hjælperne, så havde været på hele weekenden. Klokken var vel 20, inden vi var færdige søndag aften, også skulle der pakkes sammen. 

Vejret var fantastisk hele weekenden og søndag kunne vi spare overtøjet

Lørdag morgen startede de med at annoncere, at de simpelthen havde så mange præmier, at de egentlig havde for mange, og derfor havde de besluttet, at de ville dele dem sådan lidt tilfældigt ud til folk, som på en eller anden måde havde gjort sig fortjent til en præmie. Det kunne være, fordi de var søde til at hjælpe med stævnet, til at gøre noget for andre deltagere eller måske kæmpet en kamp på banen osv. Det var da en meget sjov tanke, og jeg tror da, at det gav folk lidt mere ja-hat på, velvillighed til at give et nap med og gav en sjov stemning at komme i gang på fra morgenstunden. Det var et supergodt initiativ.

Det gav jo samtidig også en en forventning om, at der ville komme en sand gaveregn af lækre præmier  til præmieoverrækkelserne. Men det viste sig, at det var mere værdsat (hvis man kigger på ”belønningen”) at låne 3 prutteposer ud til en anden deltager end at blive nr. 2 i AG1. Du kunne få et trækketov (dem lavet af små tråde) for din placering og så måske en stor sæk Royal Canin foder for at være "den gode kammerat". Det var simpelthen så fin en tanke, at man ville belønne den gode stemning, men ærgerligt at starte med at få det til at lyde som om man var ved at drukne i lækre præmier, når det som blev delt ud primært var frisbees fra Skallerup Klit, 1 kg foder pose af ukendt ”kornfabrikat” og de flerfarvede legetov. Vi er måske generelt lidt for forvænte med præmier i sporten?! Der var langt mellem de gode præmier. Det betød nu ikke så meget for mig, for jeg dominerede bestemt ikke præmieoverrækkelsen i weekenden. Det vil jo være ret synd at sige.

Det er vist også første gang, at jeg kun har fået en pokal for at blive Jysk Mester. Pokalen ville jeg så heller ikke undvære. Normalt gider jeg ikke pokaler, men hvis jeg vinder et mesterskab, så vil jeg bestemt også gerne have en pokal. Det var vist for øvrigt 5. gange jeg blev jysk mester. Det var vist også første gang, hvor der ikke blev taget et podiebillede af 1-2-3. Jeg oplevede kåringen af Jysk Mester for de små hunde lidt som om, at de nærmest fik overrakt deres pokaler i løb, da de løb æresrunde. Ja, ja, nu er det jo heller ikke et verdensmesterskab, men alligevel....

Trods en svipser elle to, så kæmpede DCH Hjørring bravt, men virkede ikke så grundigt forberedt og ikke helt vante med opgaven. Startlisterne var det meste af weekenden ikke så let tilgængelige, når man ville orientere sig i startområdet, og indsenderne var ikke altid så flinke til at varsle en i god tid. Ikke af mangel på vilje, men nok mere mangel på erfaring og overblik. Det kunne godt ske, at man fik informationen om sin startrækkefølge, når man var den næste eller efter den næste. Indsenderjobbet er også et total utaknemligt job, hvor man skal "ekspedere" en flok hundeførere med nerverne løsthængende og måske lidt småstressede. Så stor respekt for, at de weekenden igennem bevarede god tone og var imødekommende.

Min oplevelse var, at der var plads til forbedringer, men at der bestemt også var rigtig mange gode ting at bygge videre på, når de skal holde deres næste stævne. Det er naturligvis meget prisværdigt, at klubberne gider at bruge deres tid og medlemmer på at arrangere stævner for os deltagere. Det er selvfølgelig heller ikke alle deltagere, der har samme holdning til afvikling mv af stævner, så man kan ikke gøre alle tilfredse.

Når sommeren ikke vil komme til os.....

Ja så må vi jo komme til sommeren.....

Puha, hvor kan sådan et indlæg være længe undervejs. Det er nu to uger siden, at vi kom hjem. Men hektisk aktivitet efter hjemkomsten har skubbet lidt på at få indlægget skrevet færdigt.

Henrik og jeg havde kun to ugers ferie sammen (uge 30 og 31), og de første dage blev brugt på at dase lidt, familiebesøg, IKEA tur og lidt oprydning i skabe og skuffer.

Vi havde ikke lagt nogle konkrete planer for ferien. Vi havde talt om camping i Danmark. F.eks en tur til Nordjylland eller andre smukke steder i vores eget lille land. Vi havde også talt om Tjekkiet, Tyskland, Østrig. Det var faktisk nogle ret åbne ferieplaner.

Det danske sommervejr bød på regn og forholdsvis lave temperaturer. Så vi endte med at kigge på vejrkortet, og det blev udslagsgivende for, hvor vi tog hen. Jeg kunne mærke, at jeg simpelthen ikke gad at køre hverken 800 eller 1200 km, så derfor var vores første destination Quedlinburg i den nordlige del af Harzen.

Quedlinburg med byens slot mit i billedet.

Total tilfældigt. Vi booker altid via booking.com. Vi vælger antal overnattende gæster, dato for ankomst og afrejse og sætter så filter på, så vi kun får de steder, hvor det er tilladt at medbringe hund. Vi kalder det hele frem på et kort, så vi også kan se, hvordan overnatningsstedet ligger ift f.eks byer. På kortet kan man også let se den samlede pris på de overnatninger, som man forespørger på samt ratingen på overnatningsstedet. Vi vælger som regel kun de steder, som har mere end 8 i rating.

Vi fandt stedet i Quedlinburg, og nåede kort at læse, at byen var en smuk gammel by og havde et slot.  Så var det da et sted at starte tænkte vi, reserverede to nætter i ferielejlighed i byen og fik pakket bilen og kom afsted.

Turen derned var ubeskrivelig røvsyg. Det meste af vejen kørte vi 60-80 km/t pga vejarbejde og ferietrafik. Det var 500 meget lange kilometer. Vi havde selvfølgelig ikke gjort det nemmere for os selv ved at køre fredag eftermiddag. Vi ankom ved 22 tiden til den lille by, hvor alle de små gader var ensrettede (sådan føltes det i hvert fald).

Allerede på første gåtur oplevede jeg charmen

Efter at vi havde fået installeret os i den store (ca 70 kvm) nyindstandsatte ferielejlighed og fået os en god nats søvn, så var vi klar til at se os om i byen. Hold da op. Sikke en by. Henrik elsker middelalder, gamle huse, slotte, ruiner og den slags. Så det var jo nærmest hans paradis, vi var havnet i.

Masser af smukke steder i byen

Smalle gader, bindingsværkshuse

Charmerende og nænsomt restaurerede huse overalt

For enden af "vores" gade lå et tårn.
Vi fandt aldrig ud af, hvad det var for en bygning der havde så fint et tårn

Quedlinburg er en rigtig fin lille by med smalle brostensbelagte gader og masser af smukke bindingsværkshuse. Der er over 1.300 gamle bindingsværkshuse. Byen er optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv.

Huse fra en tid, hvor folk var lidt mere lavstammede.
Bemærk højden på døren

Quedlinburg lå i det gamle Østtyskland, og måske er det derfor byen er så velbevaret. Måske er det fordi østtyskerne ikke havde de økonomiske muligheder for at lave en gennemgribende restaurering og rive husene ned, at byen stadig fremstår så smuk.

Byen vandres tynd

Lidt underlig statue/skulptur!
2 on/2 off . Den fangede naturligvis mit agility øje

Vi har brugt mange timer bare på at gå rundt i byen og nyde stemningen og de mange smukke huse, men ikke også mindst at nyde vejret, for solen skinnede dejligt at alle dage og temperaturerne lå mellem 23 og 30 grader. Det var jo helt og aldeles dejligt at kunne sidde udenfor og spise alle måltider, og endelig få luftet lidt af sommertøjet.

Lækkert sommervejr og fortovsservering

Quedlinburg har ca 22.000 indbyggere og er jo ikke nogen kæmpestor by, så vi var lidt i tvivl om, hvor mange dage, vi egentlig skulle blive der. Vi havde først booket to overnatninger, men snuppede så en tredje, for byen var ret hyggelig, og vores ferielejlighed var også tip top.

Et kig i halvdelen af stue/køkken. 

Ikke kun inde i lejligheden var det super og helt som vi skulle bruge. Til husets 7 ferielejligheden var der også en fælles have. Dejligt lille indhegnet græsareal, hvor jeg kunne gå ned med hundene. Mine hunde er virkelig ikke ret gode til at ordne, hvad ordnes skal, hvis de er i snor. De foretrækker at fri-skide, hvis man kan sige det sådan.

Hundene nød haven

Henriks fødselsdag kunne vi fejre dernede om søndagen. Ja fejre og fejre er måske så meget sagt. Hvis ikke Facebook og jeg fortalte ham, at det var hans fødselsdag, så ville Henrik nok ikke tage notits af det. Men vi fejrede da alligevel dagen, og der var også kommet en fødselsdagsgave med til ham.

Sol og 29 grader. Silas køler fusserne i springvandet

Quedlinburg har et slot (som sådan en vaskeægte middeladerby jo også skal have), og vi havde været oppe forbi slottet og gået rundt om det og kigget på udsigten derfra den første dag i Quedlinburg.

Udsigt ud over byen fra slotshaven

Fra slotshaven

Der var også et slots- og kirkemuseum deroppe. Silas og Henrik var inde og se museet, mens jeg blev udenfor med hundene og nød sommervarmen.

Hundene har lagt sig til rette under bænken og tog ikke notits af,
når fremmede satte sig på bænken

Det er jo et af de kompromisser, som man må indgå, når man har hundene med på ferie. Når de er med, så kan man (hundene og jeg) ikke komme alle steder. Det er ok med mig. Der er også mange hensyn, som man skal tage, hvis hundene skal blive hjemme i DK.

Efter at have brugt et par dage på trave byen tynd, kørte vi en tur ud i det "blå". Der kørte vi tilfældigvis forbi et skilt, hvor der stod "Hexentanzplatz". Vi svingede ind og tjekkede det ud.

Silas tjekker stedet ud

Det var et forlystelsesområde med bobslædebane, svævebane, dyrepark, udsigtpunkter, restauranter og masser af turistede boder.

Svævebanen så også tillokkende ud

Det hele var sådan set ved at lukke ned, da vi ankom sidst på eftermiddagen, men vi fik da luret på udsigten udover dalen og floden Bode.  Silas syntes, at stedet så interessant ud, og han besluttede, at lige præcis der, ville han gerne være på sin fødselsdag, som var to dage efter. Vi er effektive her i huset. Alle 3 har fødselsdag indenfor 14 dage.

Lidt svært terræn, men alle klarede det

Udsigten vi gik efter

På vejen tilbage mod Quedlinburg fandt vi et lille hyggeligt schnitzel-haus. Ja det vælger jeg at kalde det, for man kunne få schnitzler på 25 forskellige måder, og det var virkelig svært at vælge. Spisestedet lå i en mindre ussel landsby (Friedrichsbraun), som vist engang har været et sted for skisportsfolket, men det var vist fortid. Nu lå det ene forladte Gasthaus efter det andet langs vejen. Men Tripadvisor sagde god for schnizel-restauranten, så vi nuppede aftensmaden der.

Silas og Henrik i aftensolen, mens vi venter på maden.

Min schnitzel gemt i "hyrde-ost"

Efter at have fået styr på den fødselsdag, besluttede vi os for at blive i vores ferielejlighed to nætter mere, men det viste sig altså, at den i mellemtiden var blevet lejet ud til andre, så næste morgen måtte vi huj-hej-hast pakke vores ting sammen og gøre klar til at rykke til en anden lejlighed. Vi fik dog en lejlighed i samme hus. Bare lidt mindre og lidt billigere og lidt hyggeligere. Den passede ganske glimrende til os. Nå men det var jo bare en af de charmerende ting, der er ved en ferie, der ikke er planlagt i detaljer.

Silas låser op til bygningen med ferielejlighederne

Efter at have fået flyttet lejlighed og spist morgenmad ude i byen (grundet det lidt hektiske boligbytte spiste vi ikke morgenmad hjemme i lejligheden, som vi ellers plejede at gøre) og taget endnu en byvandring, så var hundene trætte, og vi kunne efterlade dem i ferielejligheden. Sådan var det hver dag, når vi kom retur til lejligheden, så splattede hundene ud på gulvet og snorksov, men vi plejede ikke at efterlade dem.

Ikke mange minutter efter at vi kom hjem i lejligheden, så sov alle tre hunde
- Hver gang!

Silas ville gerne se drypstenshuler, så vi satte kursen mod Rübeland, som har hele to drypstenshuler. Så var det jo praktisk med trætte hunde hjemme i lejligheden, for hunde måtte ikke komme med i drypstenshulerne. Vi satte kursen mod Rübeland, men det skulle vise sig at være meget udfordrende, da vejen gennem bjergområdet var spærret af, og der så var omkørsel (som Google Maps ikke helt fra frisk på). Vi fandt det dog endelig, men desværre havde vejarbejdet og omkørsler forsinket os så meget, at vi ikke kunne nå den sidste rundvisning.

Men lidt skulle vi da have ud af udflugten. Jeg havde læst om Rosstrappe. Ikke så meget om hvad det var, men var klar over, at det havde noget med udsigt at gøre (husk vi var jo virkelig velforberedte på turen og områdets seværdigheder...). Vi fik et fantastik blik over Thale og floden Bode i bunden af kløften. Den lignede bare en lille bæk i den store kløft, men den bruste, så man hørte den, før man så den. Flot og betagende udsigt.

Det var god motion i terræn

Det er fascinerende, hvordan trærødder finder vej

Udsigt fra et af udsigtspunkterne

 

Mere udsigt

Efter sådan en tur, så havde vi fået travet en del. Silas slog sin personlige rekord og kom over 24.000 skridt. Han var pavestolt, men også klar til at vi bare skulle lave aftensmad hjemme i ferielejligheden og blive der og hygge os.

Sådan Silas!

 En af grundene til at vi gerne vil have en ferielejlighed fremfor et hotelværelse er, at det mere er som et hjem. Det kan Silas godt lide, og han kan godt lide stabiliteten i et man har et (ferie-)hjem.Vi har også brug for køleskabet, da noget af Silas´ medicin skal opbevares på køl. Ferielejligheden giver i modsætning til de fleste hotelværelser også muligheden for selv at opbevare og tilberede mad, så man ikke er afhængig af at bruge tid og penge på at spise på restauranter flere gange om dagen. Det synes Silas er temmelig trættende, når det er for mange dage i træk.

Hygge, slik og yatzy

Forfatterspiren

En af aftenerne bad Silas om en computer, for han skulle skrive en ny historie. Så begyndte han ellers at skrive på en ny historie, og nåede på den aften da også at skrive 4 eller 5 sider. Det er så hyggeligt, når han lader sine fantastiske historier nedfælde, også selvom han (nok) aldrig bliver færdig med dem.

Tirsdag var det jo Silas´ fødselsdag. Han stod nærmest og stirrede på os ved fodenden af sengen, da vi vågnede. Fødselsdagsbørns glade og forventningfulde ansigter er bare noget af det dejligste for os forældre. Vi fik hentet noget morgenbrød og fik spist morgenmaden i lejligheden, mens Silas pakkede op for en rigtig nørdegave. Det var et eksperimenterende kemisæt, så mine to nørder gik lige ombord i det sæt med det samme.

Der pakkes gave op

Og så skal der ellers eksperimenteres...

Men vi havde jo planer for dagen, så afsted mod Hexentanzplatz. Silas ville gerne køre bobslæde og kabinelift. Måske ikke de meste hundevenlige aktiviteter, så vi fandt en parkeringsplads i skyggen under nogle træer og sørgede for cirkulation i bilen.

Der var godt med fart på rundt på bobslædebanen

Silas nyder udsigten i kabinesvævebanen

Efter de to aktiviteter fiskede jeg hundene ud af bilen igen. De havde ligget fint svalt i deres bure. Silas ville gerne ind i dyreparken også. Der måtte man heldigvis gerne have hunde med ind, havde jeg fundet ud af inden vi tog afsted om morgenen. Det var nu ikke en dyrepark, som jeg umiddelbart vil anbefale til andre. Nogle af anlæggene var små og gamle, og alligevel var det svært at se dyrene. Der var dog også nogle nyere anlæg, som var mere venlige for både de dyr, der levede i dem og for publikum ift at kunne se dyrene.

På vej i dyreparken

Det største højdepunkt i Dyreparken var faktisk deres minigolfbane, som var meget kunstnerisk udført med forskellige heksefigurer udskåret i træ.

Banen er prydet af kunstfærdig udskårne hekse- og sagnfigurer

Flot golfbane med god skyggeplads under træerne

Der gik vi fra hul til hul med tre hunde. Det fik faktisk rigtig fint, men da vi kom til slutningen af banen, og de vel havde set mindst 100 slag, så var det lidt svært, især for Fuji, men alle hundene holdt sig i skindet og blev liggende ved siden af banerne.

God træning i impulskontrol.
Det er mere udfordrende for nogen end for andre

Det blev en rigtig fin fødselsdag for Silas, og da vi kom retur til Quedlinburg, så var Silas meget tilfreds med at vi hentede mad med hjem til vores lejlighed, så vi kunne sidde stille og roligt sammen. Silas synes at restauranter og cafeer er lidt belastende, tidskrævende og ofte støjende. Efter aftensmaden gik vi en tur ned i byen og oplevede Quedlinburg by night.

Det var noget helt andet at opleve bygninger i aftenlyset

Et var at opleve byen i dagslys, den blev ikke mindre interessant i aftenbelysning. Jeg var også lidt på udkig efter en lækker is, da Silas bare havde spist mig af med en sodavandsis, da vi var på Hexentanzplatz. Jeg har måske en lille svaghed for is, og sydpå forstår man i mine øjne at lave store isdesserter med frisk frugt.

Det lykkedes os ikke at finde en af de gode isdesserter, da der efterhånden kun var åbent for udskænkning af øl og vin. I virkeligheden var vi vist heller ikke mere sultne, så jeg måtte nok se i øjnene at dagens is var den, som Silas havde valgt tidligere på dagen.

Når Silas vælger is....

Inden vi havde set os om, så havde vi haft 5 nætter i Quedlinburg, og det var tid til at tage hjem igen, så vi pakkede cirkusset sammen igen og brød op. Vi manglede dog stadig de der drypstenshuler. Vi mente nu, at vi havde styr på hvordan vi fandt gennem vejarbejdet. Men sådan forholdt det sig nu ikke. Turen til Rübeland burde kun tage 30 minutter, men det tog 5 kvarter at finde en åben vej til Rübeland.

Endelig lykkedes det at komme ind til en rundvisning

Rübeland har to drypstenshuler, men vi nøjedes bare med at se den ene hule. Der var guidede ture i hulerne, hvilket ikke rigtig var en succes for os, for Silas forstod jo absolut intet, og han kunne sådan lidt afdæmpet få lidt oversættelser undervejs. Men det var heller ikke alt, vi kunne høre, da vi forsøgte at holde lidt afstand, så vi kunne betragte lidt selv og snakke sammen. Det var ikke nemt. Men at drypstenshuler er imponerende, når man tænker på hvor langsommeligt det hele skabes.

Et stjålent billede med mobilen fra vejen ind til hulerne

Silas havde store forventninger til hulerne, men han var lidt skuffet, men det var pga den tyske rundvisning. Tilbage var kun en hjemtur op af A7. Heldigvis gik turen hjem ganske glat og slet ikke rædselsfuld som turen derned.

Det var i mine øjne en ganske vellykket ferie, og det var ganske nemt og bekvemt kun at køre 500 km og så få det skønneste sommervejr uden dagsregn, med varme aftener, som tilmed var uden myg. Sjovt at ende i Quedlinburg og faktisk erfare, at andre også er havnet der helt tilfældigt. Både danskere, som vi mødte dernede, men også dem som vi har fortalt om vores ferie her efter, at vi er kommet hjem igen. Quedlinburg fortjener nu alligevel at være mere end en tilfældighed.