VM - Here we come

Om et døgn fræser vi afsted på A-Bahn med kursen mod den sydligere del af Tyskland for at overvære VM i Agility. Den fornøjelige køretur skal jeg dele med Morten, Søster og Pia Jessen. Det skal nok blive hyggeligt (mon Morten har høreværn med?!)

Jeg glæder mig bare rigtig meget, for jeg har ikke været med til VM siden 2007 i Norge, og alle turene gennem årene (både som deltager og tilskuer) husker jeg, som fantastiske oplevelser.

Jeg valgte på et tidspunkt midt i sæsonen, at jeg ville prioritere at tage afsted til VM fremfor evt. at deltage ved de to gange DM (derfor blev det med kvalifikation også pludselig ligegyldigt). Jeg kunne slet ikke overskue at være væk hjemmefra 3 weekender på en måned - og ville heller ikke byde familien det.

Det sværeste bliver helt sikkert, at skulle undvære lille Silas indtil på mandag. Og som en ekstra streg i regningen, så har Tobias valgt at komme hjem i denne weekend. Men mon ikke jeg bare kan fokusere på at se MASSER af rigtig god agility, når først vi er fremme?!

Jeg glæder mig i hvert fald rigtig meget!

Ugens billede - uge 38

Lørdagens vejr var fantastisk. Derfor skulle der da skydes et par billeder, og det var Ninja, der måtte stå for skud.

Hun ser jo herrens ud med de ører, og jeg begynder at frygte, at det bare er sådan hun ser ud, og skal se ud de næste 13 år. Jeg er sådan set ligeglad med, hvordan ørerne sidder. Hvis de da bare sidder ens?!

Hvornår kan man forvente at se det "færdige øreresultat"? Tænderne er jo skiftet og Ninja er nu 6 måneder. Det er da ingen hemmelighed, at den nuværende ørestilling ikke lige er min kop the, selvom hun ikke bliver ringere eller bedre af, at have andre ører.

Sælges kun til folk i hus eller på landet......

Sådan synes jeg tit, at jeg har hørt/læst, når hvalpe skal sælges eller voksne hunde omplaceres, og nu hvor jeg er flyttet til en lille landsby, så forstår jeg bare slet ikke, hvorfor en sælger skriver sådan et krav.

Nu har vi boet her i udkanten af en mindre by med ca. 400 indbyggere, en skole, børnehave og købmand i lidt over to år. Her er MASSER af hundeejere. Jeg ved, at der bor en del hunde heromkring, for det kan jeg se eller høre, når jeg går tur med mine hunde. Men jeg møder meget sjældent andre hunde, der også bliver luftet. Jeg kan tælle på een hånd, hvor mange gange, jeg har passeret en anden hundeejer på gåturen i de to år, vi har boet her. Lidt skræmmende synes jeg, for jeg bevæger mig da også indenfor byskiltet i ny og næ.

Gå-tur, please!

Det sker dog, at jeg af og til ser en hund i snor, når jeg kører gennem byen på vej til og fra vores hus, men det er ikke mange, og det er ofte de samme få hunde, som har den fornøjelse at blive luftet. Hvad med alle de andre??



Så hvis det er normen for hunde, som bor "på landet" og hos "folk i hus", så vil jeg da foretrække at sælge til folk i lejlighed. For hvis man bor i en lejlighed, tvinges man til at yde lidt ekstra for sin hund, og lufteturene er en streng nødvendighed og måske ikke kun når man har "lyst" og solen skinner på den første forårsdag.



For mit eget vedkommende vil jeg da også gerne indrømme, at mine hunde fik langt flere lufteture om dagen, end de gør nu. Jeg tilstræber, at vi hver morgen kommer ud at gå en tur, og derudover benytter vi vores 4200 kvm indhegnede have, hvor hundene kan gå rundt. Men en have giver jo ikke nye indtryk osv. Men de har også nogle andre friheder ved at kunne boltre sig på det store areal, så i det store hele har jeg faktisk ikke dårlig samvittighed over det.



Men når jeg ser mig omkring her, så forstår jeg bare ikke, hvis folk ikke vil sælge til dem, der bor i lejlighed...........



Så jeg tænker da meget på de hunde, som kun har en lille indhegnet have på måske 500 kvm og aldrig kommer ud at gå en tur eller til nogen former for aktiviteter. Dem er der tilsyneladende en del af. Trist!



Det var bare det, jeg lige ville sige......... Hej!

Ugens billede - uge 37

Vi har hele familien (Tobias var hjemme på weekend) været i Legoland igår, søndag. Det var et af Foreningen Cancerramte Børns arrangementer, og det var dejligt at møde familier, som vi har lært at kende gennem Silas´ behandlingsforløb. Man har jo (desværre bør man næsten sige) noget til fælles.

Det der med Legoland var bare lige Silas, derfor dette dejlige billede, hvor Silas meget betaget kigger på lego-miljøerne. Han var bare helt vild med at kigge på de små huse, fly, skibe osv. Han gik betaget fra landskab til landskab og pegede og sagde "Dé" Pludselig synede Silas faktisk heller ikke så lille i denne klodsverden.



Jeg oplevede også den store anerkendelse for mit kortprojekt at sælge mere end 200 kort under den del af arrangementet, som foregik i restauranten, og den del af arrangementet var kun for medlemmer af FCB. Det var jeg meget meget stolt over, og der kom så mange og roste de flotte kort (den del kan jeg dog langt fra tage hele æren af, da jeg jo langt fra laver dem alle sammen selv).

Ninja - The Killer

Hvad er det for en besynderlig hund, jeg har fået mig?! Nu har jeg haft terriere i 20 år, og jeg har altid lært, at terrier-racerne er fantastiske til at fange mus, rotter og andet skrammel. Dog har jeg ikke set synderlig meget til den kvalifikation gennem årene.

Husker at en muldvarp væltede rundt i blinde ovenpå plænen, der hvor vi boede for nogle år siden. Tænkte, at Charlie lige kunne fikse den, men nej det var noget ynkeligt. Selvom jeg endte med at følges med ham ud i haven og pege på den, så var det ikke "lige noget, han kunne fikse".

Ninja her som debutant indenfor skadedyrsbekæmpelse (aug)

Det er sandelig noget anderledes med Ninja. Første gange jeg så noget til hendes muse-egenskaber var da hun legede med en mus, som om hun var en anden kat. Hun fik masser af gode og lange øjeblikke med musen - både levende og som død (altså musen ikk?!).

Og det var kun starten på en række af musemord. Man skulle i en længere periode passe på, når man gik ud over trappen, for nogle gange var der placeret små fine muse-lig på plænen foran hoveddøren. Måske for at vi alle skulle bemærke hendes nyopdagede evner.

I den her uge udvidede hun så sin interesse, så den nu også omfatter den ornitoligiske verden. En morgen, da vi kom hjem fra luftetur, fik hun øje på en stor due-unge, der nok var mere flyvefærdig end -dygtig. Den angreb hun (jeg havde ikke set kræet i budskadset) og Charlie assiterede. Vupti vupti, så var den færdig med at baske med vingerne.


Imorges spurtede hun så rundt i haven, og det var tydeligt at hun hyggede sig med "noget". Det der "noget" var så en et ret nybagt due-unge uden fjerdragt, og den havde i forvejen det der klamme fugleungelook, som Ninja bestemt ikke havde pyntet på med sin langtrukne leg. Den var dog stendød og lige til at smide over hegnet til alle de andre ofre for Ninjas morderiske trang.


Mon det næste bliver naboens kat?

En rigtig god sygehusdag

I dag er det et halvt år siden, at en svedtest viste gav os forklaringen på Silas´ dårlige trivsel og langsomme udvikling. Lægerne var ikke i tvivl efter svedtesten. Silas har, som de fleste af mine bloglæsere ved, Cystisk Fibrose.

Dagen i dag er gået med det månedlige kontrolbesøg på Skejby Sygehus. Det var et rigtigt positivt besøg, som i dag rummede 4 aftaler (det svinger lidt om vi skal et eller flere steder hen, når vi er deroppe).

Vi startede hos diætisten. Kost og behandling af Cystisk Fibrose hænger sammen, da CF patienters bugspytkirtel i de fleste tilfælde ikke fungerer (som i Silas´). Diætisten startede med at rose Silas´vækstkurve. Det var da rart, at høre en professionel udtrykke det.

Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at Silas er meget kræsen. Det tager ikke lang tid at remse op, hvad han kan lide: yoghurt, franskbrød med pålægschokolade, ost eller nutella, rugbrød med div. blandet pålæg, udvalgte frugter og et endnu snævere udvalg af grøntsager. Slik og Kager ryger fint ned. Men så har vi vist også være rundt om det hele. Han brækker sig hvis et riskorn, pastastykke eller en kartoffel bare rører hans læber.

Vi håber på, at det forandres med tiden, men jeg har også observeret, at en del af de ting, som han spiste med glæde, inden han blev rigtig afkræftet, det vil han slet ikke røre mere, så jeg forestiller mig, at han forbinder smagen af de ting med noget negativt. Diætisten var tilfreds med det, han indtog og mente også, at hvis vi ville presse på, så kunne vi ske at fremprovokere nogle dårlige situationer omkring mad, hvilket vi jo gerne vil undgå.

Så gik vi videre til fysioterapeuten, hvor vi fik en snak om lungefysioterapi, som primært består af PEP-masken (den som Silas giver sin bamse på billedet her på bloggen for en uges tid eller to siden), men også hvad vi ellers kunne gøre for, at Silas er aktiv. Fysisk aktivitet er nemlig meget vigtigt for CF patienternes lunger. Fyssen var også godt tilfreds med Silas.

Inde på børneambulatoriet, hvor vi fast er til kontrol en gang om måneden, skulle Silas måles, vejes og lyttes (lunger) på. Derudover var han inde og prøve et apparat, som senere skal måle hans lungefunktion, når vi er til kontrol (han er endnu for lille til at kunne bruge den rigtigt, så pt "øver" vi bare, så han bliver fortrolig med den). Normaltvis skal han også have lavet sådan et sug af slimen i lungerne, men da han pt. er på antibiotikakur (hvilket han ret ofte er), så giver sådan et sug ikke et brugbart resultat, så det slap han for i dag (heldigvis for ham, for det er virkelig møg-ubehageligt).

Ellers blev tiden derinde brugt på at tale afføring i lange baner (eller mangel på samme), da det giver store udfordringer for Silas, og det er rigtig synd for ham, men det vil jeg ikke trætte bloglæserne med..... Professoren, som følger os, var dog derudover meget tilfreds med Silas.

Silas med far i "boksen", hvor de "øver"

Dagens sidste besøg var på i "blodbanken", hvor Silas skulle have taget en masse blodprøver. Han plejer at være sød til blodprøver (dvs han græder men forholder sig i ro), men han er svær at finde en åre på. Tidspunktet ramte ind i både spise- og sovetid, men Silas var bare så fantastisk til det. Laboranten fandt en blodåre med det samme, og Silas klynkede lidt, da nålen perforerede, men det stoppede, da Henrik fodrede ham med chokolade. Så hørte vi ikke mere fra Silas, så sad han bare der og kiggede, mens de tappede noget i omegnen af 10 glas blod. Laboranterne var også meget imponerede, og der endte med at stå 3 søde laboranter og vinke efter ham på gangen, da vi gik. Silas har bare taget på de der piger i kitler!!

Det bedste ved sådan en dag var, at selvom vi var i hænderne på så mange forskellige mennesker, så var dagen på ingen måder ubehagelig for Silas, og det er rart, når sygehusbesøg ikke er en kamp.

Ugens billede - uge 36

I mandags var vejret bare helt fantastisk. Markerne var høstet og halmballerne lå nypressede på marken. Himlen var lyseblå og klar i farven og vinden var stille.

Hurra. Sikke nogle flotte billeder jeg ville kunne tage der, tænkte jeg og pakkede hunde og Silas sammen og drog afsted med klapvogn og spejlreflekskamera. Da jeg havde gået en halv kilometers penge, så drejede jeg ind på marken og linede første "motiv" op og stillede skarpt med kameraet, blot for at konstatere, at kameraet ikke gad at være med. Det strejkede simpelthen.

Så måtte jeg tilbage og hente mit "lommekamera", men skuffet var jeg, for jeg vidste godt, at det ikke kunne nå det andet kamera til sokkeholderne, når der sådan rigtig skulle skydes billeder.

Men der kom trods alt et par nogenlunde billeder ud af turen. Deriblandt ugens billede. Ninja ser ualmindelig lille og uskyldig ud, som hun ligger der på bigballen.

Et lille stævne, der voksede sig meget stort

I starten af måneden meldte jeg mig til et DCH stævne i Kolding. Det var bare et lille kredsstævne, så det var jo nok begrænset, hvor mange deltagere, der ville være. Sådan 40-50 stk ville være meget passende for mig, tænkte jeg.

Pludselig var stævnet blevet landsdækkende og dermed var søgningen steget kraftigt, da det var en af de sidste chancer for at kvalificere sig til DM - og ja, man kvalificerer sig til DM, man udtages ikke.... Kald mig bare ordknepper, men i min verden er der meget stor forskel på de to ord.

Min plan var at tage Silas med til stævnet og have en lille hyggedag deroppe, men vejret lovede ikke for godt, og det ville derfor nok blive en lang og klam dag for Silas, så han blev hjemme hos FarMan. Dagen blev også lang (og formiddagen klam), selvom DCH Kolding sled i det for at få afviklet stævnet hurtigst muligt. Jeg kørte kl 17 - efter agility klasse 1, og der manglede de stadig at afvikle ag2 og ag3 (mon de løb med pandelygter til sidst?)

Jeg havde alle fire hunde med, og for første gang i mange måneder fik Diva lov til at løbe igen. Dog kun seniorklasserne i spring. Dem vandt hun begge, men jeg synes godt, at jeg kan mærke, at hun er blevet en ældre dame, men hun synes det er rigtig sjovt, ingen tvivl om det.

Juhu - Endelig agility igen!

Echo løb faktisk rigtig godt - især i springløbene, som var de første. Der var der mest energi i ham. Jeg hentede ham fredag eftermiddag, så han var nok også lidt "sulten" efter samarbejdet. Han vandt ret overbevisende Spring 2, og føler mig også overbevist om, at han vandt Agility 1 (jeg var kørt inden præmierne for denne klasse blev overrakt, så jeg kunne komme hjem og spise aftensmad sammen med Henrik og Silas). I Spring Åben blev han nr. 3 i og han fik en disk i Agility Åben, da han pludselig laver sin egen bane.

Charlie fik sig også en afslappende tur til stævne. Normaltvis lader jeg ham blive hjemme, da han jo ikke løber mere, men naboens tæve er i løbetid, og han er virkelig helt fra snøvsen og græder hele dagen lang. Faktisk så meget, at jeg har været nødt til at lukke ham i udestuen, når jeg har arbejdet hjemmefra, da det vil være umuligt at føre en seriøs telefonsamtale med kunder, når han klynker og skriger i baggrunden.


Nu håber jeg, at nabotævens løbetid er ved at være ovre, så vi igen kan få lidt ro. Med mine 20 år som hanhundeejer har jeg aldrig oplevet noget som det her. Det her er virkelig slemt.

Lidt om foto-deling i cyberspace

Nogen gange så undrer jeg mig, når jeg ser de billeder, som folk vil dele med venner, bekendte - eller hele verden. Er det mon kun mig, der har det sådan?



Hvorfor denne undren? Lad os bare tage udgangspunkt i Facebook. F.eks. når folk oploader 50 billeder fra samme "begivenhed" og 20 af billederne er taget indenfor samme minut og af samme motiv. Ja, hvis man kunne sætte Facebook op i tempo, når billederne skal vises, så kunne det faktisk blive til en lille film, hvor div. statister/motiver på billederne bevæger sig en lille bitte smule. Imponerende eller?? Nej det synes jeg faktisk ikke. Pil dog et billede eller to ud, som virker som fuldtræffere af den serie på 20 næsten helt ens billeder (og gem de resterende 18 på din harddisk eller hvor du gemmer den slags). Det vil gøre det lidt mere spændende at kigge i dit Facebook-fotoalbum.



Jeg forstår altså heller ikke, at folk lægger rystede og uskarpe billeder ud i deres albums (det kan være noget andet, når det lige er et hurtigt billede, der oploades via mobil på ens væg). Det kan også godt forekomme for mig, men det skal godt nok være et motiv, der er mere end bare almindelig. Som f.eks et koncertbillede - det kan jeg ikke lige umiddelbart tage om. Men det er tydeligt, at det ikke er en indstilling, som jeg deler med alle andre. Eller måske er det synet hos mig eller dem, det er galt med, men jeg synes bare ikke, at der er ret meget charme ved rystede og uskarpe billeder. Det er heller ikke altid, at jeg sletter dem (men jeg holder dem som regel for mig selv), men ofte må jeg sige til mig selv, at det vel nok bare var ærgerligt og så trykke på "delete"



Dejligt er det også, når mine Facebookvenner vil dele deres feriefotos fra de varme lande med os andre. Det synes jeg er mægtig dejligt, men jeg bliver en anelse skuffet, når der ikke er en eneste undertekst på billederne, som fortæller bare lidt om, hvad det er man ser. Fint, at jeg i albummet kan se, at vi er i Kina 2010, og at jeg kan kende "Den kinesiske Mur", men det ville bare være en rigtig interessant oplevelse at kigge i disse albums, hvis der var lidt opklarende tekster på. Jeg er sikkert ikke den eneste, der ikke kender Kina, som min egen bukselomme (dvs bukselommen kender nok Kina, for den er muligvis født der..... men det er en anden snak).



Så er der jo også det der med at blive tagget på div. billeder på Facebook. Er jeg den eneste, der ikke altid synes det er super-duper? Jeg vil gerne selv være lidt herre over, hvilke billeder, der "udstilles" af mig på Facebook og andre steder. Personligt har jeg besluttet, at jeg ikke tagger andre på mine billeder med mindre jeg føler mig rimelig overbevist om, at det er et ok billede at blive tagget på. Jeg synes at et gammelt klassebillede er ok ,og gode og vellignende billeder fra "neutrale" begivenheder, der ikke udstiller en på en negativ facon kan også være ok. Men f.eks synes jeg,at det er meget dårlig stil at tagge folk, der er småfulde og har en halv pizza hængende på hagen. Gad du selv, at det var det, som gud og hver mand kunne se, hvis de søgte inde på billeder af dig? Ikke fordi jeg selv er så nervøs for at havne på sådan et billede, for jeg er nok lidt for ædruelig til,at havne i den situation.

Men foto-pli.......... Har jeg ret i bare lidt af det, som jeg skriver?

Ugens billede - uge 35

Silas har bare en fantastisk alder lige nu. Hvor er han bare sjov, og allerede nu er han sådan lidt spejlagtig. Man skal passe på, hvad man gør, for der kan hurtigt komme en efterligning. Og der er ting, som man hellere vil have, at han efterligner end andre.

Lige nu giver han den som "bamsedomptør", og jeg kan godt se "den lille hundetræner" i ham. Den del glæder mig nu, for han deler masser af "dygtiii" ud til bamsen, så det antager jeg, at jeg også gør.

Det gjorde han også, da han var ved at lære sin bamse "gode" toiletmanérer. Jeg måtte godt nok grine, da han klaskede bamsens hoved ned i potte-toilettet, så den fik brættet i nakken. Det blev efterfulgt af et "dygtiii"

Børn, forældre og sygdom

Nogen gange tænker jeg, at de børn, som kæmper med sygdom bliver lidt specielle. Mange af dem er meget stærke og piver sjældent over alt det, som de de udsættes for på grund af deres sygdom.

Forældrenes indstilling til tingene kan gøre den store forskel har div læger fortalt os, og vi er af flere læger og sygeplejersker blevet rost for vores indstilling og vores måde at håndtere sygdom og behandling på.

Egentlig tænker vi bare, at sådan som vi gør, er den eneste måde, vi kan se det gjort på. Vi dramatiserer aldrig behandlingerne for Silas - uanset om det har været kemokure, sug fra lungerne (som ved gud må være ekstremt ubehageligt) eller div. vacciner og andre "prik". Og ja, jeg kan godt få lidt fniller, når en mor flere dage forud for en "standardvaccine" kan gå helt i baglås ved tanken om, at lille Ib skal ned til lægen og have et prik i låret...... Men for dælen da, hvis det er det værste lille Ib skal udsættes for, så er der jo også grund til at gøre det til noget stort?! Så et eller andet sted så forstår jeg det også godt, for det er jo synd, når vores børn skal udsættes for smerte og ubehag.

Herhjemme er læger og sygeplejersker heller ikke "fæle" eller "onde", men altid benævnt som behagelige mennesker. Der findes virkelig forældre, som siger til at deres børn, at nu skal de ind til den "grimme doktormand".

Indlægget her udsprang egentlig af et billede jeg tog i sidste uge. Pludselig ser jeg Silas være igang med at "peppe" med sin bamse. Dvs han holder PEP-masken (som han selv skal bruge 2x15 minutter om dagen) for bamsens næse og mund. Det var jo for ham nok lige så naturligt, som at lege med biler eller DUPLO. Det er jo hans hverdag.

Silas "pepper" med bamsen

Hvilket mindede mig om en af de små piger, som vi lærte at kende på børnekræftafdelingen. Når hun legede doktor med dukkerne i dagplejen, så tog hun knoglemarvsprøver. Hvordan hun så end vidste, hvordan sådan nogen tages. Godt nok har hun selv prøvet det nogle gange efterhånden, men det foregår jo i fuld narkose, så egentlig burde hun ikke vide noget om det.



I dag har Henrik og jeg besøgt byens lille børnehave for at få en snak med dem vedr. Silas og medicin. Vi vil selvfølgelig gerne have, at han skal gå i børnehave her i nærmiljøet og få relationer og legekammerater her i vores lille by. Men vi er bekendt med, at man nogen steder har den holdning, at man ikke vil tage ansvar for at give medicin af nogen som helst art til børnene, og Silas er afhængig af at få medicin sammen med sin mad, da han ellers ikke kan optage næringen i maden, fordi hans bugspytkirtel ikke fungerer.



I nogen kommuner anbringes børn med cystisk fibrose i specialbørnehaver side om side med børn med svære handicaps, og børn med cystisk fibrose er oftest normaltfungerende, men har bare behov for medicin.



Heldigvis anså lederen i den lokale børnehave det ikke for at være et problem, så vi regner da med, at Silas kan komme til at gå i den lille lokale børnehave med ca. 35-40 børn. Altså når den tid kommer...... For vi håber også, at han kan få et par måneders udsættelse, da han jo stadig er lidt bagud på det grovmotoriske.