Ugens billede (uge 53)

Så er juleferien ved at være slut. Æv. Det var ellers lige så dejligt at sove længe (mellem kl 8 og 11, når vi ikke skulle op efter noget), men nu går den ikke længere.

Det er jo skønt med en lille størrelse, som godt kan finde ud af at sove om morgenen. Træls hvis man skulle tvinges op kl 6, fordi MiniMan ikke kunne sove mere.

Dagen i dag har været skøn. Det har været bidende koldt, men heldigvis vindstille og solskin. Så Henrik og jeg gik en tur med barnevogn og hunde, da Silas skulle sove til middag. Brrr... Det var nu lidt koldt, men flot, for her ligger stadig lidt sne (Haderslev gik fri for yderligere snefald i denne omgang). Da vi kom hjem fra gåturen gik jeg ud og trænede lidt med Echo. Jeg har de sidste dage trænet initiativ-træning med Echo. Det består faktisk bare i at jeg sidder på min flade bagdel på jorden og sender ham over få forhindringer rundt om mig. Til at starte med syntes han det var meget underligt, at jeg bare sad der, men efterhånden som ti'øren faldt for ham, så synes han det var meget fedt - ikke mindst at komme tilbage til mig og få en rusketur i trækketovet. Echo er nemlig ikke dum!! Han er bare lidt "besværlig".

Familien i Hjordkær var også begyndt at savne Echo og ville meget gerne have ham "hjem" igen. Og ja, vi trængte til fred og ro og ingen Echo-skrigeri. Så han blev hentet efter træningen, og så ser jeg ham igen på torsdag, hvor vi skal til træning sammen oppe i Sannes Hundecenter.

Echo i haven i dag

Jeg blev lidt inspireret af en blog, som jeg faldt over for nogle uger siden. Bloggeren tog et billede hver dag og lagde ud på bloggen. Billeder af alt muligt. Jeg synes, at ideen er rigtig god, men ved nærmere eftertanke, så ved jeg, at jeg vil føle mig som en slave af det, når det skulle være HVER dag, men det ville da nok gøre mig bedre til at få taget nogle flere billeder.

Så det blev et kompromis og så vil det på min blog ikke hedde "dagens billede", men i stedet "ugens billede", og jeg vil starte med mit mest fotograferede motiv de sidste 17 måneder. Nemlig Silas - her er han fræk og nyklippet efter sit første besøg hos frisøren (her dog med lidt morgenhår efter middagsluren).

Are you looking for trouble??

2009 - året i tekst og billeder

Godt nytår til alle mine bloglæsere. Jeg ved, at I er mange, og I skal vide, at jeg synes, at det er hyggeligt, hvis I af og til lægger en kommentar. Lad dette være en opfordring.

Når man når til nytår, så er det jo meget naturligt at lade sine tanker løbe gennem det gamle år og vende blikket frem mod det nye, og det har jeg da også gjort.

Her er det vores lille solstråle, Silas, som med sit "nytårskrudt" hilser bloglæserne velkommen til min personlige årskavalkade:

Januar:
Vi startede nytåret herhjemme. Desværre uden gæster, da de to, som vi havde inviteret begge var blevet for "syge" til at komme på besøg hos os, mens Silas stadig var isoleret. Men vi havde nu alligevel en meget hyggelig aften.

Vi fik i janaur en god tilbagemelding på Silas´ behandling, og på baggrund af gode resultater blev behandlingsforløbet afkortet med ca. et halvt år. Uden at jeg nogen sinde har siddet i fængsel, så kan jeg alligevel ikke lade være med at sammenligne det med at blive løsladt før tid. Ikke kun fordi vi hurtigere ville få vores "frihed" tilbage, men også fordi Silas ikke skulle fyldes med kemopræparater og binyrebarkhormoner i længere tid end højst nødvendigt.




Echo og jeg deltog i det første af årets mange kurser, som var et Fart og motivationskursus hos Sanne.


Februar:
Jeg startede på job igen - dog kun 2 dage om ugen, da Henrik og jeg skiftedes til at være hjemme hos Silas, der pga isolationen ikke måtte komme ud i pasningstilbud.

Jeg fik for alvor søsat mit projekt med at sælge lykønskningskort til fordel for Foreningen Cancerramte Børn. Jeg havde til start et mål om kunne bidrage med noget i omegnen af kr. 5.000 i løbet af 2009, men til mine store stolthed så fik jeg, inden 2009 rindede ud, realiseret et bidrag på kr. 30.000.

Jeg brugte meget tid i 2009 på at fremstille og distribuere kort

Echo debuterede til vores stævne i Ribe Hallen, hvor han dog kun startede for sjov klassen "Tunnel-kuller". Han blev nr. 5 ud af 27 hunde. God start synes jeg.

Diva fik opereret en fedtknude på størrelse med et vagtelæg væk. Den sad ved hendes ene forben og var efterhånden begyndt at genere hende.

Marts:
Cookie flyttede hjem til min veninde Janne, og jeg tror, at det er det bedste, der er sket for Cookie. Nu er han midtpunkt, og kan i det daglige ligge på Jannes kontor og holde styr på det hele. Når han ikke lige er "vagthund" i hendes firma, så løber han agility med Jannes ældste datter, og sammen har de allerede høstet en del metal.

Annemai fremviser stolt en hendes og Cookies mange medaljer

April:
Vi startede denne måned med at rejse på skiferie i Skeikampen i Norge sammen med 29 andre familier med børn i kræftbehandling. Det var en fantastisk tur arrangeret af Foreningen Cancerramte Børn og den tænker vi ofte tilbage på - ikke kun i vores egen lille familie, men også sammen med nogle af de andre deltagende familier, som vi har kontakt med.

Efter 169 dages behandling fik Silas sin sidste af sine 17 kemobehandlinger. Det var lige som et af de store højdepunkter i denne måned.

Silas med behandlingsplanens sidste sprøjte medicin

Det var Tobias´ konfirmation også. Ufatteligt at ens "dreng" pludselig er blevet så stor. Det var en rigtig dejlig dag, og jeg nød virkelig at holde sådan en fest for min teenage-søn.

Den sidste weekend i april holdt Ribe Hundevenner stævne, og her havde Echo sin debut i en officiel klasse og lagde flot ud med at vinde springklasse 1.

Maj:
Silas og jeg inviede familiens nye campingvogn, da vi deltog i DKK Vibys stævne. Diva vandt finaleløbet om søndag, og det var jeg faktisk ret stolt af. Hun er jo en ældre hund, og præmien var ganske fantastisk. Nemlig et motiv efter eget valg printet på lærred og monteret i ramme.



Juni:
Ribe Hundevenner var igen vært ved et stort stævne i pinsen, og det var igen ufattelig hårdt at være arrangør, men det var vellykket og vejret var i høj grad med os hele pinsen. Deltagerne var glade, og det er jo lønnen i sig selv for alt ens knokleri.

I uge 23 boede vi igen på pladsen ved Ribe Hundevenner, hvor jeg deltog i ugekurset med Echo. Jeg havde Lee Gibson og Peter Crone som instruktører, og det var som altid spændende og lærerigt - og ikke mindst hyggeligt pga det sociale at deltage på ugekurset.



I uge 25 var jeg atter på kursus med Echo -dog kun i 3 dage. Det var hos Sanne med temaet "fart og motivation". Silas, hundene og jeg flyttede ind på centret i campingvognen. I disse dage handlede det kun om fart og motivation. Og ved hjælp af en kanin-dummy fik vi sparket lidt mere liv i Echo.

Juli:
Ribe Hundevenner afholdte i starten af juli juniorhandlerkursus med Johanna Allanach. Jeg var der til at sørge for, at poderne fik noget at spise, så igen flyttede vi i campingvognen for nogle dage. Selvom jeg ikke selv havde deltagende børn, synes jeg, at det var skønt, at se ungerne hygge sig så godt med hinanden og deres hunde.

Juli måned var desværre også præget lidt af angst, da Silas gennem et par uger kastede spontant op, og Henrik og jeg blev meget bekymrede for om det kunne være et tilbagefald, og vi endte da også med at måtte aflægge OUH et par besøg for at få Silas undersøgt. Der var heldigvis ikke noget unormalt at se, så vi kender ikke årsagen til de mange opkastninger (som let kunne være 6-8 gange om dagen), men vi var også mere lettede over, at lægerne ikke fandt noget ved ultralydsscanningen.


En af ferieugerne boede vi ved Vingsted Centret, hvor der blev afholdt Jutlandia Cup. Diva havde nogle rigtig pæne løb i de åbne klasser og kvalificerede sig da også til finalen. Flot af den gamle tøs. Echo havde også fine løb, men startede kun i springklasserne, men han rykkede da også op i klasse 2 i løbet af denne uge. Dog var ugens størte begivenhed nok alligevel, at Silas´isolationsperiode på 8 måneder sluttede i samme uge som der var Jutlandia Cup. Endelig kunne vi bevæge os frit: Tage i indkøbscentre, svømmehaller, sportshaller, familiefødselsdag osv.

Tobias nød også at kunne tage sin lillebror med i badeland

Vi fejrede faktisk også den afsluttede isolation med ugen efter at tage på camping på Hvidbjerg Strand Feriepark, hvor der er et lækkert vandland. Juhu, endelig kunne Silas komme med i en svømmehal, og vi kunne være samme alle steder. Det var en dejlig ferieuge for hele familien.

August:
Vi fik besøg af Ude og Hjemme, der havde kontaktet mig på Facebook, fordi de gerne ville skrive en artikel om Silas og hans sygdomsforløb. Jeg havde et lidt ambivalent forhold til artiklen, men da den først blev trykt, så blev jeg faktisk ret glad for den, og jeg har da også efterfølgende fået mange positive reaktioner på den.

Et af de mange billeder, som fotografen fra Ude og Hjemme tog

September:
Diva og jeg deltog i DM i agility, hvor vi fik en ganske flot 4. plads. Hundene foran os var udtaget til det danske agilitylandshold, så det skulle dermed også være DKs bedste små hunde, så at blive nr. 4 var da ganske godt.

Sidst på måneden deltog jeg med Echo på et kursus med Sarah Lorentzen, som instruktør, så endnu en gang fik Echo lidt lærdom puttet ind under hjelmen. Her fik vi blandt andet taget hul på at løbe en feltforhindring i et forløb.

Oktober:
Denne måned bød igen på kurser. Et af årets bedste kurser var dette måneds kursus med Gitte Hoffmeister og Ann-Britt Holmegaard Krat. Echo løb fantastisk godt, og jeg synes faktisk, at jeg kunne bruge en del af det, som vi lavede og ikke mindst var det psykologisk set ret motiverende, at Echo fungerede så godt på kombinationerne. Det kan godt være svært at komme fra en rutineret hund og så til processen med at bygge en ny konkurrencehund.

Henrik og jeg var på et fantastisk ophold på Niels Bugges Kro i Dollerup Bakker ved Viborg. Det kan jeg helt klart anbefale. Super omgivelser og fantastisk mad. Det var helt klart god pleje til vores forhold, hvor Silas og sygdom uundgåeligt har fyldt meget.


November:
Silas startede i dagpleje, da vores orlov udløb og Henrik og jeg igen er tilbage for fuld skrue på arbejdsmarkedet. Selvom det var lidt svært for Silas til at starte med, så er det godt for ham at komme ud mellem andre børn.

Siden Silas blev født, har Echo haft det meget skidt med Silas´ gråd, og det er stressende og frustrerede, da Echo begynder at skrige som en fastklemt ved det mindst klynk, protest eller gråd fra Silas´ side. I november fandt jeg endelig en løsning, som alle kan leve med. Echo fik en aflastningsfamilie og bor hos dem mere end halvdelen af tiden og er primært hjemme hos mig, når jeg skal træne eller til stævner.


November nåede også lige at byde på et kursus for Echo - igen med Ann-Britt og nu assisteret af hendes kæreste Kim Gravlund.

December:
Da Silas er en lille klein fyr og udviklingen står lidt stille, så besluttede vi at prøve med zoneterapi til ham, og indenfor en uge efter første behandling kravlede Silas endelig (i en alder af 16 måneder) og kan nu også rejse sig op ved gelændre, kravlegårde, tremmeseng osv. Og han viser efter et par uger også interesse for at gå med støtte fra os eller gåvognen.

Ugen op til jul oplevede vi et fantastisk flot snevejr og huskede også at nyde det flotte vejr, selvom det generede dagligdagens gøremål, som i et eller andet omfang måtte aflyses eller udskydes.

2010:
Man kender aldrig fremtiden, men planer har man lov at have, og det har vi da også for det år, som endnu er så nyt og næsten urørt.

I foråret er det vores plan at tage på en længere tur til USA. Vi regner med et tur på ca. 4 uger. Man skal ikke bare drømme om sådan en tur, for ingen kender dagen imorgen og måske får man aldrig sine drømme opfyldt, hvis man udskyder dem i evigheder.

Tobias skal på efterskole i Rønde på Djursland, hvor han kan få lov at nyde sin store passion: Badminton, som han skal have som linjefag. Jeg glæder mig utrolig meget på Tobias´ vegne og er glad for, at jeg har muligheden for at give ham denne oplevelse, som mange unge betegner som deres aller bedste år.

De to drenge kommer helt sikker til at savne hinanden, når Tobias rejser på efterskole

2010 skulle gerne bringe mig en ny agility- og familiehund. Jeg håber, der bliver født en rigtig lækker hvalp til mig et af de steder, hvor jeg er skrevet op. Diva og Charlie er begge på vej mod de 12 år, og da Echo nu kun er "part-time" hund, så synes jeg, at det er tid til at finde en ny hund.

Hvad året ellers bringer ved jeg ikke, men jeg håber det bringer masser af held, gode oplevelser og lykke for mig og mine kære.

Glædelig Jul

Allerførst vil jeg gerne ønske alle mine bloglæsere en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår. Tak for jeres kommentarer, interesse og medfølelse gennem vores lidt turbulente år

Denne jul er klart mere afslappet og glad end sidste års jul. Selvom jeg ikke husker julen 2008, som en trist jul, så er der klart, at Silas´sygdom og behandlingsforløb satte lidt en dæmper på det hele, da alting endnu var så usikkert. Nu skal vi bare nyde julen sammen med vores familier.


De sidste mange dage har Haderslev/Sdr. Vilstrup været dækket af sne. Det har været rigtig flot, men det har også generet både Henriks og mine arbejdsplaner, da vejene var ret ufremkommelige i et par dage - de er nu stadigvæk ikke for gode, men man kan da komme frem.

Solnedgang på marken bag vores hus

I lørdags lykkedes det os at opdrive en bob-slæde så vi alle kunne komme ud at gå en lille tur, for barnevognen var ikke meget bevendt herude, hvor snerydning ikke lige er det, som Haderslev Kommune gør mest i. Silas sad rigtig og hyggede på sin første slædetur. Et par gange tiltede ham på slæden, men han grinede bare, når Henrik rejste ham op igen.

Silas nyder sin første slædetur

Nu er jeg spændt på om Echo kommer hjem og holder jul eller om han bliver hos sin aflastningsfamilie, for vejret har ikke rigtig været til at transportere ham frem og tilbage. Tobias vil meget gerne have ham hjem, og det vil jeg på en måde også gerne, men det er da kun af egoistiske grunde, for Echo vil helt sikkert hellere være sydpå, hvor der ikke er babyer, der græder, og hvor Echo er verdens midtpunkt. Og når man kigger ud på min agilitybane, så kan jeg jo ikke engang bruge det som undskyldning, at jeg vil have ham hjem for at træne med ham.

Et kig ud i haven (I forgårs var jeg ude at feje et tykt lag sne af mine feltforhindringer)

Nu rykker han!

Det er Silas, jeg hentyder til. Sidste mandag var han til zoneterapeut, og i dagene efter var han bare i MEGA-hopla. Men der skete mere end det. Fredag kravlede han de første meter. Lørdag morgen rejste han sig op i tremmesengen uden hjælp fra nogen af os. Jeg synes bestemt også, at hans lyde er blevet noget mere nuanceret efter første zoneterapeutbehandling. Det kan da vist ikke bare være et tilfælde.....








Igår var Silas så igen afsted til zoneterapi, og hun sagde, at hun tydeligt kunne mærke forskel fra første gang og til igår. Der var slet ikke så mange affaldsstoffer i hans lille krop. Og jeg tror faktisk også, at hun fik "tryllet" lidt med hans bronchier. Gennem de sidste 3 uger har det været nødvendigt at give ham Bricanyl hver aften, når han fik et gigantisk hosteanfald. Vi har den sidste uge ikke givet ham det forebyggende, men først NÅR hosteanfaldet viste sig. I aftes fik han slet ikke bricanyl, for det store hosteanfald udeblev. Lad os håbe, at det også er slut med hosteanfaldene.

En lille kravlevideo med Silas

Lortedag

I dag har bare ikke været nogen god dag. Jeg vidste på forhånd, at der ville være i hvert fals een trist begivenhed denne dag. da jeg for en lille uge siden fik at vide, at Echos kuldbror skulle aflives i dag. Anette og Erik har valgt at give Tempo fred i dag, og jeg forstår dem godt og bakker 100% op om deres beslutning, men jeg er alligevel ret påvirket af det, da jeg føler en stor anpart i Tempo.

Echos kuldbror, Tempo - 6 uger

Det var jo et Charliebarn, og Echo og Tempo var ammebørn sammen hos en papillontæve på Als, hvor jeg besøgte dem meget tit, indtil de var 8 uger, så jeg synes selv, at jeg har haft meget med dem begge at gøre. Læs evt. her, hvis ikke du fulgte historien dengang for 3 år siden.

Da jeg kom hjem til aften var jeg lidt på Facebook, og der læste jeg så, at et af de 4 børn, som jeg har kendskab til her i DK, som fik konstateret Langerhans Celle Histiocytose i 2008/2009 har fået tilbagefald. Det er nu nummer to indenfor et halvt år. Det er bare ikke særlig opmuntrende, og det er svært ikke at tænke og selv blive lidt ængstelig.

Echo i svømmehal

Dagens lyspunkt var helt klart den tur i Hellevad Hundesvømmehal, som jeg lige er kommet hjem fra. Jeg mødtes med Klaus fra Echos "aflastningsfamilie" dernede og efter en gang svømning, så fik jeg Echo med hjem efter en lille uges ophold sydpå. Så de næste par dage står den på agility-træning.

Afslutningsvis vil jeg lige vise jer, hvor begejstret Echo er for hundesvømmehallen. Han er slet ikke til at styre.

Zoneterapi

Da Silas ikke rigtig tager på i vægt eller vokser ret meget, så kom jeg til at tænke på, om man kunne gøre noget for ham. For han virker jo ikke syg. Han er generelt glad og frisk. Han spiser rigtig godt - og der kommer også noget ud i den anden ende hver dag, så systemet fungerer jo umiddelbart godt nok.

Men vi fornemmede jo også godt, at lægen på OUH, der undersøgte ham til kontrollen ikke synes, det var helt ok, men han ville se tiden an til næste kontrol i feb.

Zoneterapeuten, som jeg også af og til besøger, konstaterede ret hurtigt, at han havde rigtig mange affaldsstoffer i kroppen (sandsynligvis pga kemobehandlingen, selvom det er 8 mdr siden den blev afsluttet) og han var øm ved tyktarm, lunger (han hoster rigtig meget for tiden) og ved lever. Området der refererer til leveren ville han faktisk helst ikke have, at hun rørte ved.


Men som Silas altid er i snart sagt enhver situation, så sad han bare lige så stille. Han er bare sådan en rolig og tålmodig dreng, der finder sig i næsten alle former for behandling/undersøgelser (med undtagelse af podning for halsbetændelse!!)

MiniMan og FarMan i nørdehulen (æblet falder sjældent langt fra stammen)

Han skal afsted igen på mandag, og jeg er spændt på, om vi vil komme til at mærke en effekt indenfor de næste uger. Uanset hvad, så skader zoneterapien ham i hvert fald ikke.

I dag er det min mors fødselsdag. Jeg ser hende ikke før til jul, så derfor sendte jeg hende i dagens anledning en buket blomster. Tillykke mor!

Kulinarisk Julemarked

Det er ikke så tit, at vi her i familien kommer afsted til nogle af de arrangementer, som der laves i Haderslev, men min interesse blev vakt, da jeg hørte om et kulinarisk julemarked i byens gamle ridehal.

Så vi pakkede barnevogn og en lille nissedreng og kørte mod "staden".


Det gamle (og det er virkelig gammelt og minder ikke meget om nutidens ridehuse - men et flot bygning i bindingsværk liggende i bymidten, men desværre sjældent brugt til noget) ridehus rummede vel ca. stande med lokale producenter af kvalitetsfødevarer. Der var smagsprøver og vi købte faktisk også en del lækre ting derinde; spegepølse med brændenælder, salt, Div. økologiske Oste og smør for ikke at nævne den helt fantastiske kanel-is. Den glæder jeg mig virkelig til at nyde sammen med et stykke æbeltærte.




Vi havde ikke i ridehuset i fem minutter, før Silas havde fanget en journalists og fotografs opmærksomhed, så vi blev interviewet til Jyske Vestkysten om vores besøg ved julemarkedet og fotografen skød billeder i lange baner af den lille nisse, der sad i barnevognen og gumlede små gourmet-kager.


Og forresten så sker der vildt mange ting med Silas for tiden. Vi er de sidste dage blevet mere og mere overbeviste om, at han siger "Hej", og nu er der ingen tvivl om, at det er det, som han siger, og det får gerne følgeskab af en serie af vink-

Echo - 3 år

Idag fylder Echo 3 år. Min lille ungersvend! - og han er sandelig også hjemme på sin fødselsdag. Ikke at jeg gør noget nummer ud af hundenes fødselsdag. Det klager de nu ikke over.

Søndag fik Echo en lille før-fødselsdagsgave, hvis man kan kalde det det. Det var et kursus med Ann-Britt og Kim.

Min tur til kurset på Fyn startede ellers lidt hektisk, da jeg skulle hente Echo hos "Aflastnings-Lenes" arbejdsplads kl 8. Kurset startede egentlig klokken 8 (ca. 115 km væk), men det havde jeg meddelt, at jeg grundet omstændighederne, ikke helt kunne nå.

Echo - klar til agility

Da jeg nåede til Kolding var motorvejen spærret. I trafikradioen hørte jeg, at politiet havde spærret den, fordi den var for glat!! Oveni det glatte føre, så var der også bare tågebanker. "Spændende" vejr at køre i.

Men jeg nåede da frem til Langeskov, og fik samlet op på det træningspas, som de andre var ved at afslutte. Min lektion var bare blevet gemt, så jeg kunne løbe det hele samlet i slutningen af første træningspas. Dejligt med sådan en fleksibilitet.

Jeg skylder måske også lige at nævne, at solen skinnede på Fyn og vejret var rigtig fint. Skærende kontrast til det vejr, jeg kom fra. Så fynboerne gloede også lidt vantro på mig, da jeg fortalte om den lukkede motorvej ved Kolding samt den meget tætte tåge.

Jeg havde jo fået Echo "overrakt", lige inden jeg kørte mod Langeskov, og han var bare helt oppe på lakridserne for at arbejde med mig. Selvom hans hjerne slog helt fra i nr. 2 pas, så genvandt han dog fatningen efter frokostpausen. Jeg synes faktisk, at han gjorde det meget godt.

Indtil videre fungerer aflastningsaftalen helt fint. Vi aftaler fra gang til gang, hvornår Echo skal ned til Lene. Allerede 2. gang han kom derned, opførte han sig med det samme som om, han altid havde boet der. Og da han sidst kom herhjem igen, gik han også bare hen og lagde sig i kurven, som var alt normalt.

Nysgerrige Echo med hovedet ud mellem tremmerne ved trappen

Men det bedste af det hele er, at han ikke siger en lyd nede hos Lene. Der er han bare så sød og nem, og de holder alle rigtig meget af ham. Jeg holder også rigtig meget af Echo, men jeg må indrømme, at jeg også nyder den ro, der er her, når Echo ikke starter på sit skrigeri, hver gang, der kommer den mindste lille lyd fra Silas. Det må da også være en langt bedre løsning for Echo, at få fred for de lyde, som han åbenbart har det så svært med.

Min kære Echo

Gennem de sidste mange måneder har jeg trådt lidt vande med, hvad jeg skulle stille op med Echo. Tilbage i juli måned besluttede jeg mig faktisk for at ville omplacere ham, og jeg var dybt ulykkelig over beslutningen.

Baggrunden for denne beslutning var, at Echo har det utrolig svært med barnegråd, og det er svært at undgå gråd i huset, når man har et lille barn. Selvom Silas ikke er et særlig grædende barn, så kan han dog klynke ved måltiderne (når maden ikke kommer i det ønskede tempo - eller retten er "forkert"), når han skal skiftes, have børstet tænder eller får at vide, at han ikke må pille ved Wii, DVD, ledninger m.m.

Echo reagerer ved at skrige, som om han sidder fastklemt. Hans kropssprog indikerer, at han slet ikke magter gråden, og han virker frustreret og usikker. Det er jo i bund og grund enorm synd for Echo. Og for mig er det meget stressende, da jeg nærmest gør alt for at undgå det mindste pip fra Silas.

Jeg har ikke ledt med lys og lygte efter et nyt hjem til Echo, men tænkt, at der nok skulle vise sig et hjem på et tidspunkt - og jeg har jo slet ikke lyst til at komme af med ham.

Det er så deprimerende, at jeg så kun har to hunde tilbage, som begge er 11 år. Det er jo ikke en optimal alder for en agilityhund. Men Echos 3 år, og det arbejde jeg har lagt i ham gennem årene, synes jeg bestemt, at der er en agilityfremtid i. Og udover at jeg synes, at Echo har mange skønne sider, så synes jeg også, det er meget svært at se sin agilityinteresse smuldre væk. Hvor har jeg bare tudet mange frustrerede tårer over situationen.

For en uge siden var jeg på et kundebesøg, hvor snakken kommer ind på hunde, og kundens familie er faktisk på udkig efter en hund, og meget af det, som de søger, passer på Echo. Jeg besøgte dem i lørdags, og de hilste på Echo, og vi fik en god snak om, hvordan vi kunne lave en god ordning for begge familier. Dvs et samarbejde vedr. Echo.

Efter at vi hver især har været i tænkeboks gennem ugen, aftalte vi så en form i dag:

Echo bliver ved med at være min hund, og jeg har "brugsretten" over ham, og familien vil gerne "passe" ham evt. nogle dage om ugen. Mest af alt er det lidt som en aflastningsfamilie, for jeg må erkende, at jeg ikke er klar til at give Echo videre, men det er synd for Echo, at han skal bo her i huset på fuld tid. Og det er faktisk også temmelig opslidende for os her i familien.

Imorgen kører Echo og jeg ned til familien, der bor ved Aabenraa, og meningen er så, at Echo i denne omgang skal være der et par dage eller lidt mere.

Løsningen lyder måske lidt mystisk og hvis nogen synes, den er egoistisk, så giver jeg dem egentlig ret, men jeg tror den trods alt er bedre end at lade stå til.

Han er godt nok blevet stor.......

Sådan siger folk tit, når de genser Silas. Lidt komisk. For vi var til kontrol på OUH i torsdags, og der viste vægt og målestang ikke den helt store udvikling. På 3 måneder: +1,5 cm og -300 g.

Status d. 12. nov: 7,7 kg og 72 cm

Man syner nok større, når man står op, men fakta er, at Silas har hængerøv i str. 74!

Lægen undrede sig også over, at Silas ikke rigtig tager på, men syntes, at vi skulle afvente næste kontrol om 3 mdr og se, om ikke hans vægt ville øges i mellemtiden.

Der er nu gået to uger i dagplejen. Silas har ikke været afsted hver dag, da dagplejen har haft lukkedag de sidste to fredage, og vi har fysioterapeut til ham en gang om ugen, og torsdag var vi jo på OUH.

Fysioterapeut Line træner med Silas på bolden

Jeg vil nu også sige, at det er udfordrende for den lille størrelse. I den første uge havde han en dag, hvor han græd rigtig meget. Jeg endte med at hente ham før planlagt, og han faldt da også til ro, da jeg kom. Heldigvis har der ikke været helt så utrøstelige perioder siden.
Det skal nok gå, og jeg er sikker på, at dagplejen og samværet med de andre børn vil udvikle ham hurtigere, end hvis han var hjemme. Eksempelvis spiser han uden brok 4-5 kvarte rugbrøder hos dagplejen, men herhjemme er hans mund som limet sammen, hvis menuen lyder på rugbrød. Lidt pudsigt, men det er ikke en kamp, jeg gider at bruge energi på pt. Det kommer nok af sig selv, det der med rugbrødsmadderne.