torsdag den 26. august 2010
Ingen DM deltagelse
Fælles DM (eller rødbogs DM, som det tidligere var) "plejer" at blive afviklet over to dage. Hold DM om lørdagen og individuelt DM om søndagen. Diva er i år kvalificeret til dette DM. Jeg har dog haft mine overvejelser og tvivl om, hvorvidt hun vil kunne deltage, da hun jo har været halt i en længere periode her i sommers (hun er jo heller ikke helt ny mere). Men jeg var stadig igang med overvejelserne, da jeg også takkede ja til en lille fest-invitation til lørdag d. 4. sept, for jeg havde gjort op med mig selv, at jeg så kun ville deltage i det individuelle DM, hvis jeg skulle afsted.
Men så her for et par dage siden blev jeg da noget overrasket, da man laaaangt om længe kunne tilmelde sig DM, og jeg så erfarede, at man nu skulle løbe individuelt både lørdag og søndag, hvilket også gjaldt hold-DM. Jamen, så er der jo ingen grund til at spekulere så meget mere over det.
Jeg synes faktisk, at det er ganske uforskammet at lave så radikalt om på afviklingsmåden og så offentliggøre den med så kort varsel - mindre end 2 uger før selve DM.
DCHs DM har jeg ikke haft som mål at kvalificere mig til, så der er jeg heller ikke med. Min sæson har været lidt "underlig". Dels bor Echo jo ikke meget herhjemme, så træning med ham er lidt besværlig. Diva startede med at være halt i pinsen, og så gik det sådan lidt op og ned med det. Den lange sygdomsperiode med Silas i vinteren/foråret har også påvirket det hele. Men pyt det er jo bare agility!
tirsdag den 24. august 2010
Ugens billede - uge 33
søndag den 22. august 2010
Dejlig veloverstået weekend
Lørdag sørgede Charlie af en eller anden grund for, at jeg kom lidt for tidligt op. Men da jeg først var vågnet, så var jeg egentlig godt tilfreds. For nu kunne jeg jo få en masse ud af dagen. Klokken 07.15 stod jeg på terassen og trænede med Ninja. Bagefter kom jeg til at stikke hovedet ind i vores skur, så der gik jeg igang med lidt oprydning (der står faktisk stadig flyttekasser fra, da vi flyttede ind for to år siden).
Efter at have rodet rundt i skuret, så passede det lige med, at familien havde fået lidt øjne, og der kunne så familiehygges lidt, inden turen gik ind til byen sammen med Tobias og Silas.
Resten af min lørdag gik så godt nok med at arbejde, da jeg har en besvarelse på et udbud, der skal afleveres mandag kl 12. Så kan det godt være, at nogen tænker, at det så nok også lige var lidt sent at sidde med det, men det er et meget stort arbejde, og det er sjældent, at alle brikkerne falder på plads i supergod tid. Det er jo en masse med strategier og andet, som også skal diskuteres på lidt højere plan end bare på mit skrivebord, da det er ordrer i millionklassen. Den, som jeg skal aflevere tilbud imorgen, er på over 10 millioner...... Mange penge!
Søndag morgen startede Tobias med at cykle afsted efter rundstykker, og det var bare superhyggeligt at sidde og spise morgenmaden sammen alle fire.
Min søndag var mest helliget kort-mageriet. Jeg fik besøg af et par piger (måske lidt for modne til den betegnelse, men damer, nej det vil jeg nu ikke kalde dem). Vi lavede kort til mit kortprojekt (www.cancerkort.dk), og det var rigtig hyggeligt. Vi fik virkelig snakket, hygget - og ikke mindst lavet kort.
Nu er weekenden slut, og imorgen skal Tobias tilbage på efterskolen, og hvornår mon han vil beære os med et besøg igen?
Ovenpå sådan en dejlig og tilfredsstillende weekend passer det mig nu da meget fint, at jeg alligevel ikke var tilmeldt nogen stævner, for det lyder til, at stævnerne i denne weekend har været ved at drukne i regn og mudder.
tirsdag den 17. august 2010
360° Tour
Henrik gad ikke med. Som han sagde, så ville det være som at kaste perler for svin, hvis han skulle have sådan en billet, og da han siden har ytret, at han hellere vil luge ukrudt end at tage til U2, så var der lige som ingen tvivl om, at han vist bare skulle blive derhjemme.
At jeg hellere ville se U2 end at luge ukrudt siger faktisk intet om koncerten, for jeg vil hellere se en Johnny Madsen eller Kandis koncert end at luge ukrudt. Havearbejde fungerer bare ikke rigtig for mig.
Brormand med den store scene i baggrunden
Men heldigvis behøvede jeg ikke at tage alene afsted. Min storebror meldte sig straks som interesseret ledsager, og takket være Henriks søster, som havde forkøbt sig i billetter, så kom vi afsted.
Scenen til denne tour er verdens største, og der skal 120 lastbiler til at transportere den. Det tager 1½ uge at bygge scenen op, og den er så høj, at der i Horsens skulle søges om byggetilladelse for, at scenen kunne sættes op.
ScenenNu har den kvikke bloglæser jo nok fundet ud af, at jeg har et rimelig nede på jorden forhold til U2 (synes naturligvis godt om deres musik, men falder ikke i svimer og lå heller ikke søvnløs i flere nætter op til koncerten af bare forventningens glæde overvejede faktisk at sælge billetten få dage før koncerten), så jeg kom til koncerten med åbent sind og helt uden hysteri. Derfor var det nok også lidt komisk, at brormand og jeg endte med at stå på 6. række foran hovedscenen - endda sådan lidt ved et tilfælde.

Iøvrigt et meget behageligt sted at stå. På intet tidspunkt blev der skubbet og mast der, hvor vi stod, og vi stod faktisk sådan rimelig midt for scenen - ca. 10 meter fra "hegnet" op til scenen. Faktisk troede vi, at vi var kommet lidt på afveje og var endt på "bagsiden" af scenen - sådan lidt i en blindgyde, men pludselig gik det op for os, at vi faktisk kunne liste ind i "inder-cirklen" og stå i den store lomme med hovedscenen og de "arme", som hørte med til scenen.
Nogen gange kom vi RIGTIG tæt på
Sådan, første parket og MEGET tæt på bandet. Lyden var rigtig god og U2 var meget velspillende og veloplagte. Det er meget tydeligt, at de er meget professionelle. Det er et band, der spiller skide godt live - og det som jeg især hæftede mig ved var, at de gav numrene en lille live-kant uden, at de skulle tage overhånd med lange guitar- og trommesoloer. Den slags kan nemlig godt blive lidt opslidende, men omvendt, så gider jeg heller ikke koncerter, der lyder nøjagtig som studieindspilningerne. Så jo min samlede konklusion på koncerten : U2 var fede!
PS! Der er ikke brugt zoom-funktion på nogen af billederne og jeg ærgrede mig egentlig også over, at jeg kun havde min Iphone til at tage billeder med (for det er den ualmindelig dårlig til). Men da jeg tog afsted vidste jeg jo heller ikke, at jeg under koncerten næsten fik lejlighed til at klappe Bonos skosnuder.
søndag den 15. august 2010
Ugens billede - uge 32
Da vi jo kun havde Silas med, så var det jo lidt begrænset hvilke forlystelser, der var relevante for os, og da Silas valgte at sove lige da vi havde fået tygget af munden og frem til kl 15, så valgte vi faktisk at bruge noget af denne middagsstund på at gå en tur i Dyrehaven og tage en slapper på en bænk ude på "savannen". Der var meget smukt og rimelig stille.
De sidste par timer brugte vi inde på selve Bakken og selvom det kun blev til et par ture for Silas, så tror jeg, at dagen var meget fyldt med indtryk. Men på hjemvejen var han fuld af spas i bussen. Det vidner billedet ovenfor også om. Det er faktisk hans strømpe, som han sidder og hiver i med tandsættet.
Tak til Familier med kræftramte børn for en dejlig dag, hvor vi ud over at hygge os med hinanden også fik lejlighed til at mødes med nogle af de personer, som vi har lært at kende igennem sygdomsforløbet.
fredag den 13. august 2010
Intet nyt er godt nyt
Jeg synes ellers, at det var en ret dårlig dag at skulle sende ham på efterskole på. For det var faktisk min fødselsdag, og jeg havde en ret ambivalent følelse ift at skulle aflevere ham.
Tobias var meget spændt og forventningsfuld, og jeg glædede mig utrolig meget på hans vegne til, at han skulle afsted. Jeg er så glad for, at jeg har kunnet give ham den mulighed for et efterskoleophold, som jeg pga. af 80´ernes krisetider desværre ikke selv fik (ja, sådan et ophold er jo langt fra gratis, og det er heldigvis længe siden, at jeg startede på en opsparing, så jeg ikke ville blive flået i dette skoleår).
tirsdag den 10. august 2010
Jesperhus Resort
Vores sidste ferieuge tilbragte vi på Jesperhus Resort. Jeg har gennem de sidste 20 år besøgt stedet 3 gange før - sidste gang for 10 år siden, og det er i sandhed et paradis for ungerne - uanset alder.
Det kan godt være lidt svært at holde en ferie, der er god for begge drenge, når den ene er 15 og den anden 2 år. Men jeg tror faktisk, at det lykkedes helt fint. Desværre må jeg nok indse, at Tobias holder lidt sin "egen" ferie med sine egne aktiviteter. Herunder masser af vandland, badminton i Aktivitetshallen og samvær med andre unge campister. Den eneste aktivitet, der kunne trække lidt i ham til fælles samvær var en tur ind til Nykøbing.
Silas hyggede sig meget - især med aktiviteterne i Blomsterparken, som vores ophold gav fri adgang til. Vi var lidt spændte på, hvad han ville få ud af aktiviteterne, men det kunne vi tydeligt se, da han prøvede den første aktivitet, som var el-bilerne. Da vi steg ud af bilen efter turen, stak han i et vræl - og sådan et vræl stak han tit i efter aktiviteterne. Så det kan man da kun tolke som tilfredshed med aktiviteterne.
Strandbillede fra Lundø
søndag den 8. august 2010
Ugens billede - uge 31
torsdag den 5. august 2010
MiniMan læser højt for FarMan
Han er sgu da charmerende.....
