En dag, da Silas og jeg var ude at køre, hørte vi Sys Bjerres version af Anne Linnets "Tabt mit hjerte". En version, som jeg personligt synes er meget smukkere end Anne Linnets.
Silas sidder åbenbart og lytter lidt til teksten i sangen og spørger undrende ind til, at man kan "tabe sit hjerte". Lidt senere i sangen undrer han sig over sætningen "Hvis du går fra mig, går jeg i stykker".
Tja, når man er 4 år, hører man jo bare hvad de synger, men forstår ikke altid, hvad de mener.....
søndag den 27. januar 2013
lørdag den 19. januar 2013
Bambi på ski
Min julegave til Tobias og Henrik var en skiferie i Østrig. Vi tog afsted sidste fredag sammen med ca 60 personer fra vores lille landsby.
Det var den 7. skiferie, som blev arrangeret af den lokale idrætsforening, men første gang vi skulle med. Tobias er super sej til at stå på ski, Henrik kan stå på ski, og jeg havde forud for denne tur kun stået på ski på en enkelt tur til Norge for fire år siden.
Lad mig bare sige det som det er. Rent skimæssigt var turen nærmest et mareridt for mig. Da vi ankom til hotellet, som lå 10-15 min kørsel fra skisportsstedet, lå der ingen sne. Men pisterne var dog hvide, men desværre også ret isede.
Efter at have keglet rundt på øvebakken en halv dag, så skulle vi hjemad og vi havde hørt, at man kunne fortsætte lidt til højre ved øvebakken og videre ud på en grøn piste. Det var jo superfint, hvis det da ikke lige var fordi den skiftede til både blå og rød. Det passede mit niveau ikke lige til. Det blev jo hellere ikke bedre af, at pisten var en blanding af is og kunstsne. Det tog mig to timer at komme ned til bussen, og jeg var mørbanket af at være anspændt og ikke mindst af adskillige styrt. Henrik og Tobias forsøgte at hjælpe mig på bedste vis, men de kunne jo ikke trylle bakkerne flade.
Oplevelsen sad desværre ret dybt i mig dagen efter, da vi igen stod på en piste. Jeg kørte tværs over pisten, som vi kørte op til. Det var den samme som skiskolerne bruger, så den var jo ikke ligefrem vild og vovet, men jeg kunne bare slet ikke overskue det og turde slet ikke at vende skiene ned af bakken. Så jeg gik helt i baglås og endte med at stå og tude af bare angst. Ja, jeg ved udmærket godt, at jeg ikke er den eneste det er sket for.
Men jeg kom da igang igen, og jeg synes det gik super fint, så vi spurgte nogle af de andre fra vores selskab om de kunne anbefale andre pister, der matchede mit niveau. Vi fik anbefalet en meget bred rød piste - eller rettere et område med en håndfuld røde pister. De var rigtig fine og brede, så det kunne vi sagtens!! Den første vi prøvede var en nitte. Det gik ikke så godt, men jeg havde mod på at prøve "lykken" på en anden. Puha, det skulle jeg nok ikke have gjort. Jeg fik et par trælse styrt på den hårde piste og mens jeg lå og rodede 50 meter nedenfor mine ski og stave efter endnu en røvtur, kom nogle af de garvede fra selskabet og reddede mig. Igen var jeg bare pisseangst! Men de fik reddet mig ned i bunden af pisten og "sendt" os væk fra området - tilbage til øvebakken, hvor jeg fik en enkelt tur.
På 3. dagen vågnede jeg og var total smadret. Min krop var vildt øm. Jeg kunne dårligt vaske mine hænder, trække mine bukser på eller vende mig i sengen. Om aftenen til spisning havde jeg skullet samle kræfter til at løfte mit ølglas. Mine ben var næsten ikke ømme, men resten af kroppen gjorde bare så ondt. Bare tanken om ski gjorde mig træt, og jeg valgte at lade de andre tage afsted og selv blive alene tilbage på hotellet, hygge mig og restituere.
På 4. dagen fik jeg skiene på igen, men blev bare på øvebakken hele dagen. Det var nu også kommet sne og det var koldere og mere tåget. Jeg havde godt nok lyst til at se noget andet end øvebakken, men jeg ville bare så nødigt slutte af med en ny dum oplevelse.
Ja, det med skiene var ikke den store succes, men jeg kunne godt finde på at tage afsted igen, for selskabet og turen var virkelig det hele værd. Vi hyggede os virkelig på kryds og tværs i byen. Vi spillede spil i restauranten sammen om aftenen og var enormt gode til at finde hinanden på de små restauranter på pisterne, hvor vi naturligvis satte os sammen og spiste.
Turen var faktisk også billig af en skiferie at være. 4 dage på ski incl. liftkort og leje af ski/støvler/hjelm, morgenmad og aftensmad på hotellet samt transport til lidt under kr. 4.000 pr. snude.
Tobias og Henrik siger i hvert fald at de skal afsted igen til næste år.....
Det var den 7. skiferie, som blev arrangeret af den lokale idrætsforening, men første gang vi skulle med. Tobias er super sej til at stå på ski, Henrik kan stå på ski, og jeg havde forud for denne tur kun stået på ski på en enkelt tur til Norge for fire år siden.
 |
| Et kig op af den af de sorte pister på Katchberg |
Lad mig bare sige det som det er. Rent skimæssigt var turen nærmest et mareridt for mig. Da vi ankom til hotellet, som lå 10-15 min kørsel fra skisportsstedet, lå der ingen sne. Men pisterne var dog hvide, men desværre også ret isede.
 |
| Mig - Lodret. Ved godt mod - lidt endnu |
Efter at have keglet rundt på øvebakken en halv dag, så skulle vi hjemad og vi havde hørt, at man kunne fortsætte lidt til højre ved øvebakken og videre ud på en grøn piste. Det var jo superfint, hvis det da ikke lige var fordi den skiftede til både blå og rød. Det passede mit niveau ikke lige til. Det blev jo hellere ikke bedre af, at pisten var en blanding af is og kunstsne. Det tog mig to timer at komme ned til bussen, og jeg var mørbanket af at være anspændt og ikke mindst af adskillige styrt. Henrik og Tobias forsøgte at hjælpe mig på bedste vis, men de kunne jo ikke trylle bakkerne flade.
 |
| Mig - vandret! Og ubeskrivelig irriteret over det! |
Oplevelsen sad desværre ret dybt i mig dagen efter, da vi igen stod på en piste. Jeg kørte tværs over pisten, som vi kørte op til. Det var den samme som skiskolerne bruger, så den var jo ikke ligefrem vild og vovet, men jeg kunne bare slet ikke overskue det og turde slet ikke at vende skiene ned af bakken. Så jeg gik helt i baglås og endte med at stå og tude af bare angst. Ja, jeg ved udmærket godt, at jeg ikke er den eneste det er sket for.
Men jeg kom da igang igen, og jeg synes det gik super fint, så vi spurgte nogle af de andre fra vores selskab om de kunne anbefale andre pister, der matchede mit niveau. Vi fik anbefalet en meget bred rød piste - eller rettere et område med en håndfuld røde pister. De var rigtig fine og brede, så det kunne vi sagtens!! Den første vi prøvede var en nitte. Det gik ikke så godt, men jeg havde mod på at prøve "lykken" på en anden. Puha, det skulle jeg nok ikke have gjort. Jeg fik et par trælse styrt på den hårde piste og mens jeg lå og rodede 50 meter nedenfor mine ski og stave efter endnu en røvtur, kom nogle af de garvede fra selskabet og reddede mig. Igen var jeg bare pisseangst! Men de fik reddet mig ned i bunden af pisten og "sendt" os væk fra området - tilbage til øvebakken, hvor jeg fik en enkelt tur.
På 3. dagen vågnede jeg og var total smadret. Min krop var vildt øm. Jeg kunne dårligt vaske mine hænder, trække mine bukser på eller vende mig i sengen. Om aftenen til spisning havde jeg skullet samle kræfter til at løfte mit ølglas. Mine ben var næsten ikke ømme, men resten af kroppen gjorde bare så ondt. Bare tanken om ski gjorde mig træt, og jeg valgte at lade de andre tage afsted og selv blive alene tilbage på hotellet, hygge mig og restituere.
 |
| Henrik og jeg i skiliften |
På 4. dagen fik jeg skiene på igen, men blev bare på øvebakken hele dagen. Det var nu også kommet sne og det var koldere og mere tåget. Jeg havde godt nok lyst til at se noget andet end øvebakken, men jeg ville bare så nødigt slutte af med en ny dum oplevelse.
Ja, det med skiene var ikke den store succes, men jeg kunne godt finde på at tage afsted igen, for selskabet og turen var virkelig det hele værd. Vi hyggede os virkelig på kryds og tværs i byen. Vi spillede spil i restauranten sammen om aftenen og var enormt gode til at finde hinanden på de små restauranter på pisterne, hvor vi naturligvis satte os sammen og spiste.
Turen var faktisk også billig af en skiferie at være. 4 dage på ski incl. liftkort og leje af ski/støvler/hjelm, morgenmad og aftensmad på hotellet samt transport til lidt under kr. 4.000 pr. snude.
 |
| Bare et hyggebillede fra St. Michael, hvor hotellet lå |
søndag den 6. januar 2013
Året der gik - 2012
Hvad pokker var året 2012 egentlig for en størrelse?! Det var mit tyndeste blogår med færrest indlæg. Det var et træt år, synes jeg, når jeg tænker nærmere over det, men ikke et år, der slår mig ud.
Januar:
Vi kom usædvalig sørgeligt fra start. Først farvel til Diva, der trængte til sin sidste rejse. Jeg har savnet hende i 2012, og det er ikke to uger siden, jeg sad og læste hendes "mindeord" på bloggen med tårerne løbende ned af kinderne.
Et par uger efter fik jeg en meget sørgelig SMS fra min veninde, hvortil Cookie var flyttet. Cookie var helt meningsløst blevet overfaldet og var død af sine kvæstelser. Det var forfærdeligt at opleve, hvad man kun læser om i aviserne, ske for ens nærmeste. Cookie, som jeg aldrig har set vise tænder, fortjente slet ikke at dø på den måde.
Februar:
Denne måned var endnu værre, for det fortsatte jo i samme rille. Min venindes søn sov ind i starten af måneden - 15 år gammel. Det er bare alt for tidligt!
Det berørte mig meget - og gør det stadig. Min veninde og jeg har delt så mange tanker og følelser pga vores børn og deres sygdomme. Vi kan stadig dele, men jeg forstår jo kun på halv tid - jeg har jo stadig mine skønne børn, og guderne skal vide, at jeg elsker dem overalt på jorden og værdsætter dem begge ubeskriveligt meget.
Marts:
Ja egentlig var marts jo heller ikke så opløftende.
Vi fik en opringning fra Skejby, at det årlige røntgenbillede viste et sammenfald i noget af lungen, og det var nødvendigt at lægge ham i narkose og fikse lungen med en kikkert, der skulle sprøjte medicin i lungen og opløse "proppen". Henrik og jeg var ret knuste over beskeden, men kan berolige med, at alt ser fint ud igen (dog kommer der med denne opsummering af året en frygt for næste store kontrol)
To dage efter denne opringning fra Skejby fik vi at vide, at det barn, som vi ventede os også har Cystisk Fibrose. Jeg fattede ikke vores uheld!! Beslutningen var ikke svær - efter beskeden om den sammenklappede lunge var der slet slet ingen tvivl. Vores familie kan ikke bære bekymringerne for to syge børn. Der findes kun et udfald af den triste besked. Jeg tænker ikke så meget over det, men læste en dag i min elektroniske journal, at der givetvis havde været tvillinger, men den anden var gået til, inden de udtog biopsien. Mon den så havde været rask? Tja, hvad vil jeg bruge det svar til?
Jeg glæder mig over mine to dejlige drenge, men ville gerne lige have haft en mere, men sådan bliver det ikke nu. Tiden løb fra os, og jeg orker ikke at skulle gennem hele møllen en gang til.
April:
April var en dejlig måned. Ninja deltog ved sit første officielle stævne. Dog kun i springklasserne. Jeg havde været så spændt og glædet mig til at starte med hende. Det var skønt at komme igang.
Sidst på måneden tog Henrik og jeg en tur til Paris sammen. Bare ham og jeg. Vi er ikke væk mange dage, men får en skøn tur til den smukke storby.
Maj:
Det blev til et par stævner eller tre i maj. Ninja skuffer mig bestemt ikke, og selvom jeg synes, at det er svært at løbe med en stor hund, så får jeg mange rosende ord med på vejen af mine konkurrenter i stor klasse. Samt lidt kommentarer om den passive handlingsstil, som jeg har tillagt mig med Ninja.
Henrik og jeg var sidst på måneden en tur i København for at se musicallen Chess. Det var Henriks julegave til mig. Desværre var det en skuffende opsætning, men vi havde en dejlig tur alligevel. Måske ikke mindst fordi vi havde booket middag og overnatning på et skønt hotel på Kalvebod Brygge.
Juni:
Det var som om denne måned nærmeste druknede i arbejde. Den var særlig travl, og der var mange andre ting, som jeg måtte nedprioritere i denne måned. Men det er jo jobbet og lønsækken, der betaler for festen og smørret på brødet, så en gang i mellem må jeg smøge ærmerne ekstra op.
Dog blev der tid til Ribe Hundevenners ugekursus sammen men Ninja. Puha der var meget at lære. Jeg havde virkelig svært ved stole på min hund og handle på instruktørernes måde
Juli:
Vi valgte kun at blive i Danmark og i den ene uge tog vi til Jutlandia Cup, hvor jeg især husker, at Ninja vandt AG1 med 55 hunde og bliver nr. 2 i anden AG1 med 80 hunde. Men vi glemmer nok heller ikke hvor vådt dette stævne var. En af dagene bliver løbene simpelthen aflyst pga vand på banerne.
Ellers bruge vi nogle dage på endags turer til blandt andet Fanø, Aarø og vægtervandring.
August:
Feriens sidste uge tilbringer vi i supergodt selskab på Sydals, hvor vi bare slapper af og hygger. Silas får faktisk knyttet sig et venskab, som matcher mødrenes supergodt.
Åh ja. Det er også i denne måned at jeg rundede de 40 år. Ikke noget jeg tænker tilbage på med gru, for jeg havde den mest fantastiske fødselsdag sammen med 5 veninder, og ja mine veninder taler stadig om den weekend i august.
Det blev da også en regnfuld weekend med campingvognen på Vestbirk Camping. Det vil helt sikkert blive et bedre ophold, hvis vi vender tilbage, når vejret er bedre.
September:
Højdepunktet i denne måned var klart vores lille familietur til Samsø, som ingen af os rigtig har været på tidligere. Vi boede så fantastisk på Ilse Made og øen viste sig fra en smuk smuk side hele søndagen, hvor vi kørte øen tynd og så alt, hvad man skal se.
Et skønt stævne i Løgumkloster blev det da også til.
Oktober:
VM i agility. Fantastisk tur til Tjekkiet sammen med 4 agilityvenner i den gamle blå Focus. Vi fik set masser af agility og fik kørt noget rigtig spændende bjergkørsel.
November:
Det mest skelsættende i denne måned var et foredrag med en oprydningsekspert. Det fik da sat gang i andet en motivationen til at prøve at få styr på det manglende system og det rod, der har især har hobet sig op efter, at vi flyttede hertil. Der er stadig lang vej til nået, men jeg er i gang. Der er købt kasser, sorteret i kategorier, indkøbt reol til opbevaring samt solgt ud af ting, som ikke skal bruges mere.
December:
Vi tager en rigtig vinter-tur i sommerhus ved Ebeltoft sammen med Mona og hendes dejlige knægt Oliver, som vi jo i år har haft en del ferie-dage sammen med.
Vejret var perfekt til ferien, for der lå lige præcis så meget/lidt sne, at vi kunne trække slæderne med hujende unger rundt i sommerhuskvarteret uden at vi i øvrigt var generet af trafikken - altså lige indtil vi skulle hjem og var tæt på at sne inde.
Juleaften holdt vi sammen med Henriks forældre og hans søsters familie. Vi fik besøg af julemanden. Silas sagde ikke meget til det, men konstaterede dog bagefter, at det var en "pige-julemand"
Nytårsaften holdt vi hjemme sammen med Mona og Oliver og havde en fantastik hyggelig aften med sindssyg god mad. Vi sad vel ved bordet i 5 timer. Drengene gjorde dog ikke, men de leger vildt godt sammen, så de hyggede bare sammen i stuen med deres leg.
Året der gik:
Det virker jo ikke som et særlig opløftende år, og ja, der var ingen tvivl om, at de første måneder af året var noget triste, men når jeg ser tilbage på året, så er det nu ikke sådan, at det overskygger året, for jeg har haft mange glade timer, og det er heldigvis dem, der står først i min erindring, når jeg tænker tilbage.
Familien og jeg har været på en del ture sammen, og det har også ret høj prioritet. Ikke fordi turene behøver at være dyre og fornemme, men de er altid fulde af oplevelser og minder.
God nytår til jer alle!
Januar:
Vi kom usædvalig sørgeligt fra start. Først farvel til Diva, der trængte til sin sidste rejse. Jeg har savnet hende i 2012, og det er ikke to uger siden, jeg sad og læste hendes "mindeord" på bloggen med tårerne løbende ned af kinderne.
 |
| Diva. Jeg mindes et fed ferie i Sverige |
Et par uger efter fik jeg en meget sørgelig SMS fra min veninde, hvortil Cookie var flyttet. Cookie var helt meningsløst blevet overfaldet og var død af sine kvæstelser. Det var forfærdeligt at opleve, hvad man kun læser om i aviserne, ske for ens nærmeste. Cookie, som jeg aldrig har set vise tænder, fortjente slet ikke at dø på den måde.
 |
| Cookie var en rigtig hyggefiser |
Februar:
Denne måned var endnu værre, for det fortsatte jo i samme rille. Min venindes søn sov ind i starten af måneden - 15 år gammel. Det er bare alt for tidligt!
Det berørte mig meget - og gør det stadig. Min veninde og jeg har delt så mange tanker og følelser pga vores børn og deres sygdomme. Vi kan stadig dele, men jeg forstår jo kun på halv tid - jeg har jo stadig mine skønne børn, og guderne skal vide, at jeg elsker dem overalt på jorden og værdsætter dem begge ubeskriveligt meget.
 |
| Mine to dyrebareste! |
Marts:
Ja egentlig var marts jo heller ikke så opløftende.
Vi fik en opringning fra Skejby, at det årlige røntgenbillede viste et sammenfald i noget af lungen, og det var nødvendigt at lægge ham i narkose og fikse lungen med en kikkert, der skulle sprøjte medicin i lungen og opløse "proppen". Henrik og jeg var ret knuste over beskeden, men kan berolige med, at alt ser fint ud igen (dog kommer der med denne opsummering af året en frygt for næste store kontrol)
To dage efter denne opringning fra Skejby fik vi at vide, at det barn, som vi ventede os også har Cystisk Fibrose. Jeg fattede ikke vores uheld!! Beslutningen var ikke svær - efter beskeden om den sammenklappede lunge var der slet slet ingen tvivl. Vores familie kan ikke bære bekymringerne for to syge børn. Der findes kun et udfald af den triste besked. Jeg tænker ikke så meget over det, men læste en dag i min elektroniske journal, at der givetvis havde været tvillinger, men den anden var gået til, inden de udtog biopsien. Mon den så havde været rask? Tja, hvad vil jeg bruge det svar til?
Jeg glæder mig over mine to dejlige drenge, men ville gerne lige have haft en mere, men sådan bliver det ikke nu. Tiden løb fra os, og jeg orker ikke at skulle gennem hele møllen en gang til.
 |
| Silas på opvågningen efter indgrebet i lungen |
April var en dejlig måned. Ninja deltog ved sit første officielle stævne. Dog kun i springklasserne. Jeg havde været så spændt og glædet mig til at starte med hende. Det var skønt at komme igang.
Sidst på måneden tog Henrik og jeg en tur til Paris sammen. Bare ham og jeg. Vi er ikke væk mange dage, men får en skøn tur til den smukke storby.
 |
| Henrik og jeg foran Sacre Coeur |
Det blev til et par stævner eller tre i maj. Ninja skuffer mig bestemt ikke, og selvom jeg synes, at det er svært at løbe med en stor hund, så får jeg mange rosende ord med på vejen af mine konkurrenter i stor klasse. Samt lidt kommentarer om den passive handlingsstil, som jeg har tillagt mig med Ninja.
 |
| Ninja |
Henrik og jeg var sidst på måneden en tur i København for at se musicallen Chess. Det var Henriks julegave til mig. Desværre var det en skuffende opsætning, men vi havde en dejlig tur alligevel. Måske ikke mindst fordi vi havde booket middag og overnatning på et skønt hotel på Kalvebod Brygge.
Juni:
Det var som om denne måned nærmeste druknede i arbejde. Den var særlig travl, og der var mange andre ting, som jeg måtte nedprioritere i denne måned. Men det er jo jobbet og lønsækken, der betaler for festen og smørret på brødet, så en gang i mellem må jeg smøge ærmerne ekstra op.
Dog blev der tid til Ribe Hundevenners ugekursus sammen men Ninja. Puha der var meget at lære. Jeg havde virkelig svært ved stole på min hund og handle på instruktørernes måde
 |
| Ninja og ½-bror Keeper kigger agility |
Juli:
Vi valgte kun at blive i Danmark og i den ene uge tog vi til Jutlandia Cup, hvor jeg især husker, at Ninja vandt AG1 med 55 hunde og bliver nr. 2 i anden AG1 med 80 hunde. Men vi glemmer nok heller ikke hvor vådt dette stævne var. En af dagene bliver løbene simpelthen aflyst pga vand på banerne.
 |
| Jutlandia Cup - omdøbt til Lalandia Cup |
August:
Feriens sidste uge tilbringer vi i supergodt selskab på Sydals, hvor vi bare slapper af og hygger. Silas får faktisk knyttet sig et venskab, som matcher mødrenes supergodt.
 |
| Supergode venner. Oliver og Silas |
Åh ja. Det er også i denne måned at jeg rundede de 40 år. Ikke noget jeg tænker tilbage på med gru, for jeg havde den mest fantastiske fødselsdag sammen med 5 veninder, og ja mine veninder taler stadig om den weekend i august.
 |
| Der var også et par spændende gaver, som fremkaldte megen morskab |
Det blev da også en regnfuld weekend med campingvognen på Vestbirk Camping. Det vil helt sikkert blive et bedre ophold, hvis vi vender tilbage, når vejret er bedre.
 |
| Klappegeder på Vestbirk Camping |
Højdepunktet i denne måned var klart vores lille familietur til Samsø, som ingen af os rigtig har været på tidligere. Vi boede så fantastisk på Ilse Made og øen viste sig fra en smuk smuk side hele søndagen, hvor vi kørte øen tynd og så alt, hvad man skal se.
 |
| Silas og Henrik skuer ud over Kattegat |
Oktober:
VM i agility. Fantastisk tur til Tjekkiet sammen med 4 agilityvenner i den gamle blå Focus. Vi fik set masser af agility og fik kørt noget rigtig spændende bjergkørsel.
 |
| Supportere i rødt og hvidt |
November:
Det mest skelsættende i denne måned var et foredrag med en oprydningsekspert. Det fik da sat gang i andet en motivationen til at prøve at få styr på det manglende system og det rod, der har især har hobet sig op efter, at vi flyttede hertil. Der er stadig lang vej til nået, men jeg er i gang. Der er købt kasser, sorteret i kategorier, indkøbt reol til opbevaring samt solgt ud af ting, som ikke skal bruges mere.
December:
Vi tager en rigtig vinter-tur i sommerhus ved Ebeltoft sammen med Mona og hendes dejlige knægt Oliver, som vi jo i år har haft en del ferie-dage sammen med.
 |
| Silas på slæden |
 |
| Sneen vælter ned, da vi kører fra sommerhuset |
Juleaften holdt vi sammen med Henriks forældre og hans søsters familie. Vi fik besøg af julemanden. Silas sagde ikke meget til det, men konstaterede dog bagefter, at det var en "pige-julemand"
 |
| Julemanden kigger forbi |
 |
| Oliver og Silas kigger fyrværkeri bag døren |
Året der gik:
Det virker jo ikke som et særlig opløftende år, og ja, der var ingen tvivl om, at de første måneder af året var noget triste, men når jeg ser tilbage på året, så er det nu ikke sådan, at det overskygger året, for jeg har haft mange glade timer, og det er heldigvis dem, der står først i min erindring, når jeg tænker tilbage.
Familien og jeg har været på en del ture sammen, og det har også ret høj prioritet. Ikke fordi turene behøver at være dyre og fornemme, men de er altid fulde af oplevelser og minder.
God nytår til jer alle!
fredag den 28. december 2012
Det er jo bare en bil....
Men alligevel har jeg glædet mig som et lille barn til juleaften til den dag, som så viste sig at blive i dag.
Jeg har ikke glædet mig så meget til at få en ny bil, siden jeg fik en længe ønsket spritny C-Max i dec 2006. Den var jeg nødt til at bytte væk til en kollega for at få en bil på hvide plader. Så nu har jeg kørt hånd i hånd 170.000 km med den blå Focus, som var lidt et tvangsægteskab (men ikke mere tvang end jeg sagtens kunne have fundet på at vælge en Ford igen)
Nu var den blå så 260.000 km "gammel" og ret udtjent, og jeg kunne få lov at bestille en ny firmabil. Firmaet har endelig fået en lidt mere medarbejdervenlig bilpolitik, så der pludselig også var en del biler at vælge i mellem. Hurra for medbestemmelse!
Jeg har kigget, målt, prøvekørt og læst, og så faldt min kærlighed på en Toyota Verso. Ih hvor skønt at kunne vælge mærke, model og farve. Da jeg kører ca 70.000 km om året, så er jeg ikke helt ligeglad med, hvilken bil jeg kører i - eller rettere, hvad den kan og ikke kan - og hvordan jeg sidder.
Så nu glæder jeg mig til at få komforten ved atter at sidde lidt højere samt at kunne høre lydbøger fra MP3 filer (ja, det kan faktisk være meget vigtigt, når man kører laaange ture af 3 timers varighed, man kan få spat af div. radiostationer). Dertil har jeg så også fået integreret navigation, 5 sæder der kan lægges ned med et snup-tag med et stort plant bagagerum til resultat, bakkamera og masser af lækre herligheder.
Jeg har kørt under 150 km i den nye bil og allerede testet bremserne to gange. En medtrafikant på E45 lavede en rigtig "spændende" fletning på tværs af sporene ved en afkørsel. Hjemme i Haderslev hoppede en bil ud fra en port lige foran mig. Ja, så vi har også testet at selerne fungerer. Nu glæder mig bare til køreture uden test af sikkerhedsudstyret i bilen.
Jeg har ikke glædet mig så meget til at få en ny bil, siden jeg fik en længe ønsket spritny C-Max i dec 2006. Den var jeg nødt til at bytte væk til en kollega for at få en bil på hvide plader. Så nu har jeg kørt hånd i hånd 170.000 km med den blå Focus, som var lidt et tvangsægteskab (men ikke mere tvang end jeg sagtens kunne have fundet på at vælge en Ford igen)
Nu var den blå så 260.000 km "gammel" og ret udtjent, og jeg kunne få lov at bestille en ny firmabil. Firmaet har endelig fået en lidt mere medarbejdervenlig bilpolitik, så der pludselig også var en del biler at vælge i mellem. Hurra for medbestemmelse!
Jeg har kigget, målt, prøvekørt og læst, og så faldt min kærlighed på en Toyota Verso. Ih hvor skønt at kunne vælge mærke, model og farve. Da jeg kører ca 70.000 km om året, så er jeg ikke helt ligeglad med, hvilken bil jeg kører i - eller rettere, hvad den kan og ikke kan - og hvordan jeg sidder.
 |
| Ja, her er dyret så. Silas har sat sig godt til rette |
Så nu glæder jeg mig til at få komforten ved atter at sidde lidt højere samt at kunne høre lydbøger fra MP3 filer (ja, det kan faktisk være meget vigtigt, når man kører laaange ture af 3 timers varighed, man kan få spat af div. radiostationer). Dertil har jeg så også fået integreret navigation, 5 sæder der kan lægges ned med et snup-tag med et stort plant bagagerum til resultat, bakkamera og masser af lækre herligheder.
 |
| Mændene læser dagens nyheder og aktiekurser, mens jeg bliver instrueret i alle funktionerne i den nye bil |
Jeg har kørt under 150 km i den nye bil og allerede testet bremserne to gange. En medtrafikant på E45 lavede en rigtig "spændende" fletning på tværs af sporene ved en afkørsel. Hjemme i Haderslev hoppede en bil ud fra en port lige foran mig. Ja, så vi har også testet at selerne fungerer. Nu glæder mig bare til køreture uden test af sikkerhedsudstyret i bilen.
mandag den 24. december 2012
Glædelig Jul
Så blev det sandelig jul igen. Jorden gik ikke under, og dermed var det lidt for dumt at udskyde det der med julegaveindkøb!
Nå, jeg havde da kun udskudt en enkelt, som jeg målrettet gik efter 10 minutter i lukketid lørdag d. 22. dec.
Jeg har forsøgt at bruge tanke og hjerte til at købe årets gaver. Nogle gaver var lettere at finde på end andre, men jeg håber, at modtagerne kan lide, hvad jeg har indkøbt. Oven i købet er jeg så heldig at få lov at overvære langt de fleste af dem pakke deres gave op.
Her på denne sjaskede juleaftensdag vil jeg gerne have lov at ønske alle mine bloglæsere en rigtig glædelig jul.
 |
| Årets julekort |
Klar til julen....
Jeg har aldrig været den store jule-entusiast - og jeg tror heller ikke, at jeg bliver det. Det er ikke hvert år, at jeg overhovedet får pyntet til jul - udover kalenderlys og et par dekorationer. I år er ingen undtagelse.
Julemusik er heller ikke lige noget, jeg dyrker. Jeg har rigeligt i at høre det, som spilles i radioen i dec (gud ske lov har radioerne i det mindste begrænset sig til at spille det fra 1. dec-24. dec).
I dag har jeg dog julet lidt mere end sædvanligt.
Jeg stod op kl 10, hvilket vel sker en gang om året, at jeg sover så længe.Men hold op hvor har jeg været dødtræt i denne uge. I går formiddags fik jeg brugt et par timer på at lave årets sidste arbejdsopgaver, hvorefter jeg kvalte arbejdspc og -telefon. Jeg trængte bare så meget til ferie, og det holder jeg så nu.
Da jeg så endelig fik øjne og fik spist frokost, lavede jeg konfekt sammen med Silas og Tobias. Det var vildt hyggeligt - endda med julemusik kørende på Spotify (for sådan noget ejer jeg naturligvis ikke selv). Vi fik lavet lidt blandet juleknas, som jeg havde fundet frem til på Odense Marcipans hjemmeside.
Natten igennem havde snestormen raset landet over, og det var da også blevet til lidt her i det sønderjyske. Så vi måtte hellere komme ud at vælte lidt rundt i sneen, inden det hele tøede igen.
Silas sluttede dagen af med at lære at spille Ludo.
Kvik lille fyr, der i første spil tæver sin far i Ludo og bagefter også vinder over mor.
Nu har jeg lige siddet og pakket de sidste gaver ind. Jeg er altid i sidste øjeblik....
Julemusik er heller ikke lige noget, jeg dyrker. Jeg har rigeligt i at høre det, som spilles i radioen i dec (gud ske lov har radioerne i det mindste begrænset sig til at spille det fra 1. dec-24. dec).
I dag har jeg dog julet lidt mere end sædvanligt.
Jeg stod op kl 10, hvilket vel sker en gang om året, at jeg sover så længe.Men hold op hvor har jeg været dødtræt i denne uge. I går formiddags fik jeg brugt et par timer på at lave årets sidste arbejdsopgaver, hvorefter jeg kvalte arbejdspc og -telefon. Jeg trængte bare så meget til ferie, og det holder jeg så nu.
Da jeg så endelig fik øjne og fik spist frokost, lavede jeg konfekt sammen med Silas og Tobias. Det var vildt hyggeligt - endda med julemusik kørende på Spotify (for sådan noget ejer jeg naturligvis ikke selv). Vi fik lavet lidt blandet juleknas, som jeg havde fundet frem til på Odense Marcipans hjemmeside.
 |
| Sådan - veludført job med muslikuglerne af Tobias og Silas |
Natten igennem havde snestormen raset landet over, og det var da også blevet til lidt her i det sønderjyske. Så vi måtte hellere komme ud at vælte lidt rundt i sneen, inden det hele tøede igen.
 |
| Ninja er altid frisk på en sneboldkamp |
Silas sluttede dagen af med at lære at spille Ludo.
Kvik lille fyr, der i første spil tæver sin far i Ludo og bagefter også vinder over mor.
 |
| Silas spille Ludo - og vinder! |
Nu har jeg lige siddet og pakket de sidste gaver ind. Jeg er altid i sidste øjeblik....
lørdag den 22. december 2012
Enten gør man det helt, ellers også gør man det slet ikke
Det må afgjort være Silas´ motto. Det er meget meget længe siden, at Silas fik en fin potte med lys og lyde. Når der er gevinst i potten, spiller den en fin lille melodi. Vi har barne-toiletsæde, så man kan sidde på det store toilet, hvis man synes, at potter er for fimsede at sidde på.
Afledt af et møde i børnehaven for en måneds tid siden begyndte vi at tænke i renlighedsbaner. Silas har aldrig vist nogen interesse for at komme af med noget andre steder end i bleen, og har da også spurgt hvorfor voksne ikke bruger ble, hvortil vi har fortalt om alle toilettets fortræffeligheder. Vi har bare fået en lyd ala "NÅ! - og hvad så?!" til svar.
Da Silas har haft mange andre ting at arbejde med end lige toilet vs. ble, så har børnehaven faktisk opfordret os til at stille det på standby, så Silas kunne få ro til at udvikle sig på andre punkter.
Men nu skulle vi så igang. Silas elsker at spille på Tablets, Wii, Smartphones mv. så vi lagde ud med at sige til ham, at han ikke fik lov til at spille igen, før han havde tisset på potten. Sådan gik det i par dage. Efter en ide fra min veninde, der delte ud af sine gode erfaringer på området, skiftede vi taktik til, at han fik lov at sidde på potten i stuen med Ipaden. Meningen var så at fjerne fokus fra potten og tiden, man skulle sidde der. Og så, efter 45 minutter senere tissede han sørme på potten!!
Siden den aften har han takket nej til bleen (dog accepterer han at få den på om natten) og har kun haft et eneste uheld på 3 uger. Selv om morgenen er det en tør ble. Jeg er målløs, men konstaterer bare, at det vist er sådan Silas generelt gør. All-in eller nej tak! Jeg glæder mig meget til han får samme indstilling til mad og kaster sig over at smage en helt buffet!
Afledt af et møde i børnehaven for en måneds tid siden begyndte vi at tænke i renlighedsbaner. Silas har aldrig vist nogen interesse for at komme af med noget andre steder end i bleen, og har da også spurgt hvorfor voksne ikke bruger ble, hvortil vi har fortalt om alle toilettets fortræffeligheder. Vi har bare fået en lyd ala "NÅ! - og hvad så?!" til svar.
Da Silas har haft mange andre ting at arbejde med end lige toilet vs. ble, så har børnehaven faktisk opfordret os til at stille det på standby, så Silas kunne få ro til at udvikle sig på andre punkter.
 |
Men nu skulle vi så igang. Silas elsker at spille på Tablets, Wii, Smartphones mv. så vi lagde ud med at sige til ham, at han ikke fik lov til at spille igen, før han havde tisset på potten. Sådan gik det i par dage. Efter en ide fra min veninde, der delte ud af sine gode erfaringer på området, skiftede vi taktik til, at han fik lov at sidde på potten i stuen med Ipaden. Meningen var så at fjerne fokus fra potten og tiden, man skulle sidde der. Og så, efter 45 minutter senere tissede han sørme på potten!!
onsdag den 19. december 2012
12.12.12.12.12.
Det var jo en helt enestående dato. Dagen i sig selv var nok ikke speciel enestående, men denne dato var jo den sidste i række af de nærmest magiske datoer, der fik folk til at strømme til rådhusene for at blive viet på denne dag.
Tja, havde jeg vidst, at dagen ville være blevet så smuk, så ville jeg da også gerne have været stillet op til dagen. Ikke mindst fordi jeg kom til at tænke på hvor smukke bryllupsbilleder, man kunne tage på sådan en dag. Ja undskyld men mit øje ser så mange motiver og muligheder for motiver.
Nå men dagen var ikke planlagt med "den slags ting". Først en køretur til Silkeborg/Kjellerup. Efter et kort stop i Kjellerup, hvor jeg skulle hente nogle vareprøver - en hel bilfuld, kørte jeg mod Varde.
Og der midt på ruten ramte vi så magien med d. 12.12.12 kl 12.12. Midt på motorvejen (Hovedvej 15 mellem Århus og Herning). Selv det med vejnumre var lige ved at gå op i en højere enhed, for 5-10 minutter efter befandt jeg mig på Hovedvej 12 mellem Herning og Esbjerg.
Nuvel jeg sluttede dagen af med at underskrive en større kontrakt med en kunde, som jeg egentlig har årelange relationer til, og det er jo en altid en særlig glæde. Sælgere elsker at underskrive kontrakter, men nogle er alligevel mere "vigtige" end andre.
Det smukke vintervejr er nu afløst af tåge og sjask og alt den smukke sne er for længst væk. Jeg havde ellers håbet, at vi fik lov at nyde det smukke vejr hele juleferien.... Måske kommer sneen tilbage.
Tja, havde jeg vidst, at dagen ville være blevet så smuk, så ville jeg da også gerne have været stillet op til dagen. Ikke mindst fordi jeg kom til at tænke på hvor smukke bryllupsbilleder, man kunne tage på sådan en dag. Ja undskyld men mit øje ser så mange motiver og muligheder for motiver.
 |
| Så smuk en morgen over markerne. Det var som et køre i et postkort hele dagen |
Nå men dagen var ikke planlagt med "den slags ting". Først en køretur til Silkeborg/Kjellerup. Efter et kort stop i Kjellerup, hvor jeg skulle hente nogle vareprøver - en hel bilfuld, kørte jeg mod Varde.
Og der midt på ruten ramte vi så magien med d. 12.12.12 kl 12.12. Midt på motorvejen (Hovedvej 15 mellem Århus og Herning). Selv det med vejnumre var lige ved at gå op i en højere enhed, for 5-10 minutter efter befandt jeg mig på Hovedvej 12 mellem Herning og Esbjerg.
Nuvel jeg sluttede dagen af med at underskrive en større kontrakt med en kunde, som jeg egentlig har årelange relationer til, og det er jo en altid en særlig glæde. Sælgere elsker at underskrive kontrakter, men nogle er alligevel mere "vigtige" end andre.
Det smukke vintervejr er nu afløst af tåge og sjask og alt den smukke sne er for længst væk. Jeg havde ellers håbet, at vi fik lov at nyde det smukke vejr hele juleferien.... Måske kommer sneen tilbage.
lørdag den 15. december 2012
Hvorfor dit og dat - nu med blomsterne og bierne
Man kunne jo fristes til at tro, at bloggen var afgået ved døden. Men det er den ikke. Der er masser af indlæg i vente. De står nærmest i kø inde i kraniet på mig. Det kniber bare mere med at få dem tastet på et tidspunkt, hvor der er ro, tid og ikke mindst overskud til det. Dvs et roligt tidspunkt, hvor jeg ikke er så træt, at jeg ikke aner hvad to plus to er.
Jeg vil dog lige dele lidt af Silas´ fantastiske spørgelyst med jer. De nævnte spørgsmål er alle stillet mellem kl 14.30 og 19.30 i går fredag. Bare sådan at I kan få lidt en fornemmelse af, at der faktisk kommer vildt mange spørgsmål ud af munden på knægten.
Vi sidder i kirken til julegudstjeneste sammen med børnehaven, da Silas får øje på skibet i loftet. Mor hvorfor hænger der et skib i kirken? Tja jeg kan bedst svare, at det er fordi, der er noget i kirken, der kaldes "skibet" og der vist altid hænger skibe i kirken. Hjemme søger vi svaret i familien og hos Google. Der kommer en masse forskellige svar. Pyt Silas tænker ikke mere over det skib nu (tror jeg).
Da vi kører hjem fra byen, beder Silas om at få skruet op for radioen, da han genkender et Rasmus Seebach nummer. Der skrues lidt op og Silas spørger derefter: Hvorfor kan man egentlig ikke se musikken?
Generelt spekulerer han meget over vores sanser, og de som har sansehandicap. Hvis man ikke kan se noget, er man så blind? Hvilket jeg bekræfter og spørgsmålet følges op af: Hvis man er blind, har man så hvide øjne?
Ved aftensmaden:
Hvor sover hajerne? Affødt af et besøg i Kattegatcentret i sidste weekend, for det følges af spørgsmålet Hvor sover sælerne?
Men guldkornet af spørgsmålet stiller han efter badet inden sengetid. Da jeg tager ham ud af badet og tørrer ham, lægger jeg ham i mine arme og fortæller ham, at dengang, da han var en lille baby, lå han tit der i mine arme og puttede sig.
Silas: Lå jeg inde i din mave?
Jeg: Ja du har ligget inde i min mave og vokset dig klar til at komme ud i verden
Silas: Spyttede du mig så ud?
Jeg : Nej det gjorde jeg ikke. Det er faktisk sådan, at når babyerne skal ud af maven, så kommer de ud af tissekonen.
Silas kigger overrasket på mig og siger nærmest vantro: Adrrr!! Tissekonen (efterfulgt af et lille fnis)
Jeg fortæller Henrik om episoden og siger også, at nu kommer vi nok snart til blomsterne og bierne. Hvortil Henrik svarer: Ja, der går nok ikke mange år.
ÅR?! Der går vist højest uger, må jeg bare svare til det.
Som en veninde sagde: Det var vel ingen der fortalte jer, at man som forældre skal have en Ph. D i ALT?
Og som lille efterskrift kan jeg så fortælle, at ved morgenbordet imorges, spurgte Silas så pludselig:
"Hvordan kommer man ind i maven.....?"
Jeg vil dog lige dele lidt af Silas´ fantastiske spørgelyst med jer. De nævnte spørgsmål er alle stillet mellem kl 14.30 og 19.30 i går fredag. Bare sådan at I kan få lidt en fornemmelse af, at der faktisk kommer vildt mange spørgsmål ud af munden på knægten.
Vi sidder i kirken til julegudstjeneste sammen med børnehaven, da Silas får øje på skibet i loftet. Mor hvorfor hænger der et skib i kirken? Tja jeg kan bedst svare, at det er fordi, der er noget i kirken, der kaldes "skibet" og der vist altid hænger skibe i kirken. Hjemme søger vi svaret i familien og hos Google. Der kommer en masse forskellige svar. Pyt Silas tænker ikke mere over det skib nu (tror jeg).
Da vi kører hjem fra byen, beder Silas om at få skruet op for radioen, da han genkender et Rasmus Seebach nummer. Der skrues lidt op og Silas spørger derefter: Hvorfor kan man egentlig ikke se musikken?
Generelt spekulerer han meget over vores sanser, og de som har sansehandicap. Hvis man ikke kan se noget, er man så blind? Hvilket jeg bekræfter og spørgsmålet følges op af: Hvis man er blind, har man så hvide øjne?
Ved aftensmaden:
Hvor sover hajerne? Affødt af et besøg i Kattegatcentret i sidste weekend, for det følges af spørgsmålet Hvor sover sælerne?
Men guldkornet af spørgsmålet stiller han efter badet inden sengetid. Da jeg tager ham ud af badet og tørrer ham, lægger jeg ham i mine arme og fortæller ham, at dengang, da han var en lille baby, lå han tit der i mine arme og puttede sig.
Silas: Lå jeg inde i din mave?
Jeg: Ja du har ligget inde i min mave og vokset dig klar til at komme ud i verden
Silas: Spyttede du mig så ud?
Jeg : Nej det gjorde jeg ikke. Det er faktisk sådan, at når babyerne skal ud af maven, så kommer de ud af tissekonen.
Silas kigger overrasket på mig og siger nærmest vantro: Adrrr!! Tissekonen (efterfulgt af et lille fnis)
Jeg fortæller Henrik om episoden og siger også, at nu kommer vi nok snart til blomsterne og bierne. Hvortil Henrik svarer: Ja, der går nok ikke mange år.
ÅR?! Der går vist højest uger, må jeg bare svare til det.
Som en veninde sagde: Det var vel ingen der fortalte jer, at man som forældre skal have en Ph. D i ALT?
Og som lille efterskrift kan jeg så fortælle, at ved morgenbordet imorges, spurgte Silas så pludselig:
"Hvordan kommer man ind i maven.....?"
søndag den 2. december 2012
En skøn dag
I går var vi til Foreningen Cancerramte Børns juletræsfest i Silkeborg. Vi har været med hvert år siden 2008, og det er altid et skønt og hjertevarmt arrangement. I år var det bare særlig skønt.
Silas har fået en skøn alder til at deltage i sådan et arrangement. Det starter altid med det store juleværksted, hvor man kan lave juleklip eller juledekorationer. Alle materialer står frit til rådighed. I år fik Silas selv kreeret en juledekoration med lidt bistand fra Henrik, men det var Silas, der dikterede. Der blev ikke sparet på pynten, og Silas gik meget op i det.
Næste programpunkt var julemiddagen, som var så traditionel, som noget kan være. Flæskesteg, brune og hvide kartofler, rødkål, ribsgele, franske kartofler og naturligvis brun sovs. Desserten var naturligvis Ris ala mande. Altid velsmagende når Kok Amok laver mad.
Mens vi slog maver, blev vi underholdt af tryllerkunstneren Birger West. Han var underholdende for både børn og unge, og jeg nød især at se, hvor opslugt Silas var af ham, og hvordan han grinede, når Birger gjorde noget fjollet. Faktisk ville Silas utrolig gerne op på scenen til ham og være tryllehjælper. Det overraskede mig ret meget, fordi han plejer at være så reserveret. Dog sad han også trygt på mit skød i stedet for nede i bunken af børn. Det kan godt være at det gjorde ham mere modig.
Pludselig kom julemanden ind af terassedøren. Ham var børnene glade for at se. Vi dansede om juletræet sammen med ham og efter et par sange begyndte han at dele de 80 julegaver ud til de fremmødte børn. Det er bare nogle rigtig gode gaver, der var blevet indkøbt.
Silas fik to små kasser lego, og det passer jo lige til ham. Men jeg så så mange flotte gaver blive delt ud. Sikke et arbejde at matche gaver og børn.
Til slut fik vi æbleskiver og gløgg. Det var rig mulighed for at snakke med nogle af de andre familier, hvilket vi benyttede os godt af i dag. Vi talte både med nye Cancerbørn og med "gamle". Der er et særligt fællesskab i disse børnecanceromgivelser. Ingen der glor på en sonde, en skaldet isse eller kigger nysgerrig og underligt på et barn, der skal have medicin og måske ikke opfører sig helt efter "bogen". Der er bare lidt mere rummelighed i disse kredse.
Efter en god lang dag blev alle børnene sendt hjem med en godtepose i hånden.
Sikke en skøn dag.
Silas har fået en skøn alder til at deltage i sådan et arrangement. Det starter altid med det store juleværksted, hvor man kan lave juleklip eller juledekorationer. Alle materialer står frit til rådighed. I år fik Silas selv kreeret en juledekoration med lidt bistand fra Henrik, men det var Silas, der dikterede. Der blev ikke sparet på pynten, og Silas gik meget op i det.
 |
| Silas´ helt egen kreation |
Næste programpunkt var julemiddagen, som var så traditionel, som noget kan være. Flæskesteg, brune og hvide kartofler, rødkål, ribsgele, franske kartofler og naturligvis brun sovs. Desserten var naturligvis Ris ala mande. Altid velsmagende når Kok Amok laver mad.
Mens vi slog maver, blev vi underholdt af tryllerkunstneren Birger West. Han var underholdende for både børn og unge, og jeg nød især at se, hvor opslugt Silas var af ham, og hvordan han grinede, når Birger gjorde noget fjollet. Faktisk ville Silas utrolig gerne op på scenen til ham og være tryllehjælper. Det overraskede mig ret meget, fordi han plejer at være så reserveret. Dog sad han også trygt på mit skød i stedet for nede i bunken af børn. Det kan godt være at det gjorde ham mere modig.
 |
| Silas klapper begejstret |
Pludselig kom julemanden ind af terassedøren. Ham var børnene glade for at se. Vi dansede om juletræet sammen med ham og efter et par sange begyndte han at dele de 80 julegaver ud til de fremmødte børn. Det er bare nogle rigtig gode gaver, der var blevet indkøbt.
 |
| Julemanden deler pakker ud til alle børnene |
Silas fik to små kasser lego, og det passer jo lige til ham. Men jeg så så mange flotte gaver blive delt ud. Sikke et arbejde at matche gaver og børn.
 |
| Lego - lige noget for Silas |
Til slut fik vi æbleskiver og gløgg. Det var rig mulighed for at snakke med nogle af de andre familier, hvilket vi benyttede os godt af i dag. Vi talte både med nye Cancerbørn og med "gamle". Der er et særligt fællesskab i disse børnecanceromgivelser. Ingen der glor på en sonde, en skaldet isse eller kigger nysgerrig og underligt på et barn, der skal have medicin og måske ikke opfører sig helt efter "bogen". Der er bare lidt mere rummelighed i disse kredse.
Efter en god lang dag blev alle børnene sendt hjem med en godtepose i hånden.
Sikke en skøn dag.
Abonner på:
Opslag (Atom)
