Ugen der gik...... eller fløj!

Den sidste uge er bare fløjet afsted, og bloggen har ikke haft 1. prioritet.

I fredags var jeg på et fart- og motivationskursus med Echo oppe hos Sanne. Igen kunne hun se fremgang. Hvis Echo ved, hvor han skal hen, så kigger han ikke på mig, men løber rigtig godt fremad - og han er VILD med at løbe agility.

I denne uge tog jeg også forsmag på arbejdsglæderne. Egentlig var aftalen, at jeg skulle starte på job fra d. 1. feb. Men en kommune havde aftalt et møde på et af vores vaskerier i mandags. Mødet skulle bruges som startskud og inspiration, inden de skulle sende deres arbejdstøj til plejepersonalet i udbud. Da jeg er ansvarlig for de offentlige udbud i Jylland indenfor mit fagområde, så var det nok en stor fordel for begge parter, at jeg også deltog i det møde.

I forbindelse med at jeg nu har skullet på job igen, så har jeg kigget dybt i mit klædeskab efter tøj til arbejdsbrug. Måske har jeg det sidste år fået klædt mig lige rigeligt casual, og når jeg så samtidig har tabt mig, så jeg pt er 3-4 kg under min normale kampvægt, så synes jeg godt ikke, at klædeskabet havde ret meget at byde på. Men det der med at komme ned i byen for at købe tøj var ikke umiddelbart en mulighed, da Henrik har været ude af huset i dagtimerne i denne uge (han skal jo også tjene lidt kroner).

Jeg vred min hjerne for at finde en mulighed for at komme ned og købe lidt tøj, så jeg kunne være præsentabel til den konference og middag, som jeg skulle deltage i torsdag. Jeg kunne jo godt tage ned i byen med Silas, men jeg kunne jo ikke tage ham med ind i nogle butikker, og det er ret svært at købe tøj uden at gå ind i butikken og prøve det på. Jeg fandt dog efter længere tids spekulation en mulighed ved trille barnevognen op til naboen og lade Silas sove i hendes indkørsel, mens hun lyttede efter ham. Hvis han vågnede, mens jeg var væk, skulle hun ringe til mig, så jeg kunne skynde mig at køre hjem. Da hun var snottet, var det ganske forbudt, at hun tog ham op. Heldigvis sov Silas som en bjørn, og jeg blev næsten 3000 kr. fattigere men rig på pænt tøj til arbejdsbrug. Tøj, der var nyt, pænt - og ikke havde hængerøv, som en del af mine bukser lige nu har.

King of Hammond

Hele torsdagen skulle jeg til konference i Århus, så for at give Henrik lidt arbejdsro og have Silas tættere på, så kørte Silas og jeg op til mine forældre onsdag aften. Der blev vi så og sov, og så kørte jeg til Århus torsdag morgen, og lod min mor og far hygge sig med lille Silas.

Konferencen er en årlig tilbagevendende begivenhed, og giver leverandører og indkøbere i den offentlige sektor mulighed for at mødes under mere uforpligtende forhold. Arrangementet er kæmpestort - mere end 300 deltagere.

Når man ikke må mødes med rigtige børn, så må man nøjes med dukkerne. Silas troede først, at det var et rigtigt barn, men efter få sekunder fornemmede han den manglede respons, og interessen forsvandt som dug for solen.

Mange af indkøberne har jeg, pga mit fravær, ikke talt med meget længe, og en del af dem skulle da også lige høre, om vi havde fået en dreng eller en pige - og om det gik godt, eller om barnet var stort, flot, sundt og raskt......... Hvis de bare nøjedes med at spørge, om det gik godt, så kunne jeg svare ja. For alt taget i betragtning så går det jo godt. Når spørgsmålet blev drejet på en anden måde, kunne jeg godt træde mig lidt over tæerne og ikke helt vide, hvordan jeg skulle besvare det. Mest af alt fordi nogle bliver så chokerede og kede af det, mens andre bliver så forlegne over at have spurgt.

Det var dog en meget hyggelig konference, og klokken havde forlængst passeret midnat, før jeg vendte snuden mod min forældre og Silas.

"Tagged"

Jeg fik idag en mail fra Lone Sommer, som kunne fortælle mig, at hun havde tagget mig.

Den formulering, som jeg har set på fremgangsmåden, er lidt noget volapyk, så her er hvad jeg har gjort. Jeg har åbnet min mappe med "billeder" og fundet den 5. mappe og i den fundet billede nr. 5 . Dette billede skal man så blogge sammen med en lille beskrivelse. Hvorefter man så "tagger" 5 af sine blogvenner. Sjov lille leg.

Her er så hvad der poppede op:


Billedet er vist taget i Hvalsø i 2007 på bestilling fra Louise Møller, der nærmest samler på billeder af Amerikanske Sheltier i DK. Så den 5. mappe indeholder kun billeder af sheltiehvalpe fra B-kuldet hos Kennel Foula, befandt sig til dette stævne. Hvalpen, som jeg tror er Pias Woogi, skulle jeg vist også primært "fange" til Louise, fordi det er et Monty-barn, og dermed en søster til hendes Sunny. Tror så ikke lige at dette billede var sådan et, som Louise ønskede, men jeg er ikke så godt til at rydde op i mine billeder.

Jeg vil lade spøgen gå videre til nedenstående 5, som jeg håber vil lege med og tagge 5 af deres blogvenner, som så igen skal finde det 5. billede i den 5. mappe på deres computer:

Annette: http://nettisscrapblog.blogspot.com/
Sanne: http://agilitytraening.spaces.live.com/
Gitte: http://www.callidus-shelties.blogspot.com/
Nanna: http://www.shetla.blogspot.com/
Tina: http://kennelshaquana.blogspot.com/2009/01/frida-og-ergos-hvalpe.html

Verden ser pludselig lidt anderledes ud.......

Det kræver vel ikke den store fantasi at forestille sig, det hele pludselig ser lidt lysere ud efter evalueringen i mandags. Selvom man ikke helt kan sige, at vi nu bare kan ånde lettet op, så er det skisme da betryggende at vide, at de mener at have styr på sygdommen.

De sidste 6 uger er Silas vokset +4cm og +500g. Dvs han idag måler 62 cm og vejer 6300g. Det er godt nok ikke meget for en knægt på 6 mdr (ca. 10 cm og 1500 g mindre end de jævnaldrende i mødregruppen). Jeg gætter på, at der ikke er mange, der har kunnet bruge str. 62 i hele 5 mdr. Det har Silas. Jeg tror, at Tobias brugte den størrelse i 2-3 uger. Silas skal nok komme efter det hen af vejen.

Silas ligner en der beder om privatliv på pc´eren

På grund af hans vækst er han også blevet sat op i sine medicindoser, og det kan vi sandelig godt mærke. Hvis han ikke lige bliver aktiveret, sidder han bare og siger Oeerrhhh-Oeerrhhh-Oeerrhhh-Oeerrhhh og slår med armene. Ja, sådan er det HELE tiden, når han ikke lige spiser eller sover. Sidstnævnte gør han så heller ikke så meget i, når han får prednisolon. Spise gør han til gengæld gerne mange gange i døgnet, da det også påvirker hans appetit ret meget. Dvs det er virkelig fuldtidsarbejde at passe Silas, når han er på prednisolon. Fredag er dog sidste gang i denne omgang, så har vi 16 dage uden prednisolon. Behøver jeg at sige, at vi glæder os rigtig meget til det?!

Årøsund Badehotel

I aftes havde vi barnepige. Kirsten fra vores faste aflastningsteam kom og så efter Silas i et par timer, mens Henrik og jeg var ude at spise. Vi besøgte Årøsund Badehotel og fik virkelig noget lækkert mad. Flot, småt og godt. Men med 4 retter bestående af delikatesser som fasan, gråand, kalvebryst/-filet og sødt af mansarin, så blev vi mætte både med munden og øjnene. Prisen var da også til at overkomme. Knap kr. 700 for 2 x 4 retter og et glas vin til hver. Som vi sad der, så kunne vi konstatere, at det var meget meget længe siden, vi havde været ude at spise. Det var rigtig dejligt at komme ud kun Henrik og jeg.

Næsten tandløse....

Igår var det "store tanddag". Cookie og Charlie har fået renset tænder. Egentlig har Cookie over de sidste måneder forandret sig, men jeg troede umiddelbart bare, at han havde trukket sig lidt væk, fordi han har kunnet mærke, fokus var et andet sted. Og flytning, Silas og sygdom har gjort, at jeg egentlig først kom til at tænke nærmere over det her i julen, da jeg også bemærkede at hans underkæbe lejlighedsvis virkede øm. Jeg kunne fjerne et par filterknuder fra hans skæg og tænkte, at det var bare var det, der generede ham, for hans madglæde fejlede absolut intet!!

Cookie i sin yndlingshule

I sidste uge var jeg så til dyrlæge med ham for at få renset hans tænder, som faktisk altid har været ret grimme, men som jeg har forsøgt selv at holde ved at fjerne tandsten, men på grund af de mange omvæltninger i familien, så er det ikke blevet til meget tandpleje de sidste måneder. Dyrlægen satte Cookie på en antibiotikakur, fordi han havde betændelse i munden. Denne kur skulle lige virke først, før tænderne kunne renses. Det blev de så igår, og de som var løse eller dårlige røg ud. Dermed røg næsten 25% af tandsættet. Hele 10 stk. Stakkels stakkels Cookie han må have haft usandsynlig ondt i sin mund, og jeg havde bare ikke opdaget det. Nej, hvor jeg har bare dårlig samvittighed!

Så er Cookie færdig med at pifte efter damerne

Gamle Charlie måtte også aflevere et par tænder - dog kun 4, men det var bare, fordi de var lidt løse. Det er måske mere acceptabelt, for han har jo passeret de 10 år.

Charlie, frisk efter narkosen - et par tænder fattigere

Begge hunde havde det fint efter narkosen, og Cookie var helt høj og sprang rundt bagefter. Men jeg føler mig som verdens dårligste hundeejer, fordi han helt sikkert har lidt de sidste par måneder.

Årets bedste besked....

Vi hørte i radioen på vej til OUH, at idag er årets mest deprimerende dag. Det havde nogle forskere fundet frem til. Det holder slet ikke stik her hos os!!

Nu er ventetiden på svaret overstået, og jeg vil (forsøge at) gøre det kort.
Røntgenbillederne viste en begyndende opheling i knoglen, hvilket betyder, at vi ny følger den nye behandlingsplan, som vi blev forelagt for et par uger siden.

Den betyder, at der skal gives kemo i blodet hver 3. uge og prednisolon 5 dage hver 3. uge. (dvs. 5 dage med prednisolon og 16 dage "fri"- og så forfra).

Der skal gives 5 behandlinger mere, og forløbet forventes afsluttet i april, hvorefter der er 3 mdrs karantæne. Så når vi når til august, så burde vi igen kunne bevæge os frit rundt med Silas på armen. Behøver jeg at sige, at vi glæder os til det, og at det hele lige pludselig synes mere overskueligt?!

Uvished - en af mine værste fjender

Som person er jeg ret struktureret og kan ikke lide at have løse ender. Derfor er Silas´ sygdom nok mere belastende for mig, end først antaget. Det er frygtelig frustrerende, at jeg ikke kan få klar besked på, hvad der venter os. Såre enkelt fordi sygdommen er så sjælden og sygdomsbilledet meget forskelligt fra patient til patient, og ikke mindst fordi Silas er usædvanlig ung.

Weekenden har været hård for mig. Det har den særligt, fordi vi skal have evaluering af behandlingen imorgen, og jeg er naturligt nok nervøs for, hvilken besked vi får imorgen. Jeg håber på det bedste, men jeg frygter også det værste. Jeg tror på det bedste, men det har tidligere vist sig, at min tro ikke helt er nok.



Fredagen fik jeg en SMS om, at der var en pige med i X-factor, som også har LCH. Jeg så ikke programmet, men læste en artikel i Ekstra Bladet. Hun fik det konstateret som spæd og som stor teenager, er hun stadig ikke helbredt. Det tog helt pippet fra mig. I Sverige har jeg kendskab til pige, som efter 5-6 år stadig ikke er sygdommen kvit. Når jeg tænker på de to piger, så bliver jeg så trist og bange. Inkl. nævnte to piger og Silas har jeg kun "kendskab" til 6 tilfælde fordelt over flere lande og over en periode på 30 år.

Her er artiklen, der gjorde mig trist:
http://ekstrabladet.dk/flash/filmogtv/tv/article1111086.ece

Silas er så dejlig og smilende - og jeg kan slet ikke stå for ham!

Nå, men hvad venter der os så imorgen?? Svaret kender jeg ikke, men jeg kender mulighederne for, hvad der skal ske, når vi kender svaret:

• Det bedste der kan ske er, at knoglen er begyndt at hele op. Det betyder, at der ikke er flere syge celler, og et helt nyt behandlingsforløb. Først og fremmest afkortes behandlingsforløbet, og der skal kun gives kemo hver 3. uge - og allerbedst afsluttes behandlingen i april.


• Hvis cysten atter er uændret, så følger vi den oprindelige behandlingsplan. Det betyder, at der skal gives kemo i blodet hver 3. uge samt i tabletform 4 dage om ugen. Og behandlingen kan vare frem til nov. 09


• Hvis cysten mod forventning skulle have udviklet sig i negativ retning, så skal skrappere cellegift til i en behandlingsplan, som vi ikke kender til.

Overlægen regner med, at vi nu kan se regression/remission, og derfor kan afkorte behandlingen og give mindre kemo end først planlagt. Jeg håber virkelig, at hans forventninger holder stik!!! Om 15 timer får jeg vished for svaret på røntgenbillederne og dermed den fremtidige behandlingsplan.

Baboon City

I torsdags skulle vi for første gang ud i "virkeligheden" sammen som familie. Foreningen Cancerramte Børn havde et arrangement i Baboon City, som er stort indendørs legeland med store hoppeborge, rodeotyr, radiobiler, spillemaskiner, pool, bordtennis, sumobrydning osv. Sådan et sted er jo ellers forbudt område for børn, der er i kemebehandling, men denne dag var stedet forbeholdt Foreningens medlemmer, såfremt de kunne overholde isolationsreglerne.

Vi havde meldt os til fordi vi længes efter at kunne lave noget sammen alle sammen - eller i hvert fald være sammen ude i "virkeligheden". Stedet var et fantastisk sted for en dreng som Tobias, så det var da også ekstra ærgerligt, at vi var nødt til at melde ham fra, fordi han simpelthen hostede og snottede og derfor ikke måtte deltage af frygt for, at han skulle smitte andre (Vi har også sørget for at holde ham og Silas ret adskilt i denne uge af samme grund).

Henrik, Silas og jeg kørte så til Herning. For om ikke andet så ville Henrik og jeg jo være blandt ligesindede og være i stand til at bevæge os frit på arealet med Silas på armen. Silas´ små øjne var jo nærmest ved at trille ud af hovedet, da vi tog ham op af barnevognen. Han er jo blevet meget bevidst og observerende, og som vi stod der, var det tydeligt, at han slet ikke er vant til at se SÅ meget. Han ser jo kun sine vante omgivelser, og der i Baboon City var der mange mennesker, anderledes lys og anderledes akustik. Den lille gut sad der på armen og kiggede rundt med meget store nysgerrige øjne.

Far og søn "kører" racerløb

Der sker i øvrigt mange ting med Silas lige nu. Det er meget tydeligt, at han er meget bevidst. Og for en måned siden gik vi igang med at forsøge os med skemad, men det gider han nu ikke rigtig. Mælk - det er mad iflg Silas! Han er så ligeglad med om mælket kommer fra bryst, flaske eller kop. Han er vild med at drikke af kop og rimelig(!) god til det - det hele taget vil han meget gerne drikke.......

Hey!! En flaske! Hit med den!

Kan Silas holde en beskæftiget?

Mandag morgen er der jo altid et program her i husstanden. Udover at Tobias skal gennes ud af fjerene, så skal vi andre også op og afsted.

Vi var vist lidt sene til at komme ud af starthullerne, så der var kun 1 time at rutte med, fra vi stod og til vi skulle afsted, og det er ikke så meget, når der skal ordnes bad, mad, baby, hunde og pakkes bil. Henrik tog sig af badetjansen, og den blev MEGET langtrukken, for hver gang han puttede Silas i vandet, så tissede den lille fyr. Så der blev vel skiftet vand hele 3 gange, før det lykkedes at gennemføre badeseancen.

Silas med "trylleplaster" (lokalbedøvende) på sin port-a-cath før dagens behandling

På OUH skulle Silas have sin kemobehandling samt have taget et røntgenbillede af venstre underarm. Ved informationen til røntgen melder vi vores ankomst og gør opmærksom på, at det er et barn i kemobehandling. Det siger vi for at sætte lidt skub i processen, da det jo ikke er så smart at stå på gangen med Silas og mange mennesker. Vi bliver henvist til at tage plads foran en bestemt røntgenstue. Røntgenstuerne ligger på rad og række, som små klasseværelser på en skolegang, og gangen var igår fyldt med ventende patienter, hvoraf mange af dem hostede og harkede. Det er meget ubehageligt at stå med en baby uden immunforsvar sådan et sted , hvor der er så mange mennesker, og det er åbenlyst, at flere af dem er syge. Heldigvis lå Silas i barnevognen med dynen trukket helt op, så den dækkede åbningen på liften. Sådan færdes vi altid på OUH. Det er den bedste måde, vi kan beskytte ham på.

Behandlingen er igang - stiften, som der gives medicin i, er stukket i Silas´ port-a-cath, som en lille kapsel, som er opereret ind i venen.

Det er også tydeligt, at Silas bliver mere og mere bevidst. Han har efterhånden fået taget en del røntgenbilleder. De sidste for 6 uger siden, og der var han helt ligeglad. Denne gang blev han dog utryg ved, at "armen" på apparatet kørte hen over ham, så han græd lidt, og det var ret svært at trøste ham, når man også skulle holde hans arm i den rigtige position. Der skulle heldigvis kun tages to billeder, og det var hurtigt overstået, hvorefter vi kunne gå op på H2 og vente på behandlingen. Det gik ligeså fint med den, og det var også hurtigt overstået. Faktisk kunne vi gå ud fra OUH 5 kvarter efter, at vi var ankommet, og så både have nået røntgen og kemobehandling.

Jeg holder Silas´ hænder, mens sygeplejersken giver medicin. Ellers er hans fingre alle vegne og kan hive fat i slanger mv.

Hurra, så kunne vi være tidligt hjemme!! Ja, det troede vi nok. På vej over Vestfyn bippede bilen for at gøre opmærksom på, at man kun kunne køre 120 km før tanken var tom. Det registrede vi så, men da vi ved, at der er 109 km fra selve sygehuset og hjem, så var det jo slet ikke noget problem. Hele vejen hjemad holdt jeg dog øje med km-tallene på displayet, og det hele så fint ud. 50 meter før afkørsel 66 (Vi plejer at køre af på 67) gav bilen et lille hop, og jeg nåede lige dreje op af afkørslen. For enden af den døde bilen så . Der sad vi så. Efter ca. en halv time kom Dansk Autohjælp med noget diesel og fik efter lidt mas gang i bilen igen. Nu var bilen også blevet godt kold, og Silas blevet våd og lidt småsulten. Og ja, tidligt hjem kom vi ikke......

Nu havde vi haft vores mas med at undgå de syge på OUH, og det fortsatte så herhjemme, hvor Tobias har raget en snotnæse og en skidt hals til sig. Så det er forbudt for ham at dikke-dikke Silas, og det er svært, når det er en i husstanden, der er syg, for Tobias bor her jo også. Så den står på ekstra hyppig håndvask og afspritning af hænderne.

Silas meget optaget af sit spejlbillede

Ellers må man sige, at Silas forstår at holde os beskæftiget. Godt nok blev han puttet nogenlunde tidligt, dvs kl 23, men vi ved godt, at han kan være noget ustabil og urolig, når han får prednisolon (pt får han det hver man-tirs-ons). Det holdt også stik. Han vågnede i nat og var drivende våd af tis. Så afsted nedenunder og skifte ham. Op i sengen igen. Når han får det her binyrebarkhormon er han ofte ret urolig, på den måde, at han har svært ved at finde ro om en ting, og det kan især mærkes, når han skal spise. Han kan slet ikke vente på, at mælken løber til i brystet og brokker sig højlydt, og det tager en evighed at få ham spist af. Til sidst hentede Henrik en flaske, og den lappede Silas i sig. Men men dermed var freden ikke forbi. Efter 5 minutter under dynen, så lød der pruttelyde, og igen måtte jeg ned og skifte ham. Jeg nåede to trin op af trappen, så gylpede han ud over trinene og natdragten. Tilbage til puslebordet - og Silas gider ikke det der med at skal have tøj på, så det går ikke helt stille for sig, når han er træt. Endelig nåede vi op under dynen igen. Ahhh, endelig kunne vi sove videre, men så lød en ny rumlelyd, og igen måtte jeg op og skifte ble. Suk suk. Og nu var Silas blevet supervågen, og det var ret svært at overbevise ham om, at han skulle sove igen efter 1½ times natteroderi. Men det lykkedes da til sidst, og da han vågnede igen kl 8 var det igen total tissevåd, men nu skulle han alligevel op i bad.

Sikke en nat - og Silas fik da lavet et par maskiner vasketøj på sådan en nat. Det er jo rart nok, for så behøver jeg jo ikke at kede mig idag.

en slapper-søndag!

Intet på programmet sådan en søndag. Skønt! Jeg sov længe. Helt til kl 10. Henrik og Silas stod op kl 8, og så fik jeg lov at få lidt mere søvn.

Cookie snuser rundt på stranden

Jeg var dog knap stået op, før Silas blev træt og måtte tage sig en lille lur. Jeg øjnede lige chancen til at køre til stranden, som ligger 3-4 km nede af vejen. Vi har boet her i 5 måneder, og jeg har endnu ikke været nede at gå tur på stranden med hundene endnu. Skammeligt, men strand og barnevogn er ikke en super cocktail. Men nu lå Silas jo i soveværelset og Henrik sad standby derhjemme. Hundene i bilen og så afsted. Det var BIDENDE koldt ved vandet, men hundene nød turen. Det var ikke kun mig.

Flot - og koldt!

Hundene må også have en fornemmelse af, at man ikke skal hoppe i vandet sådan en kold dag. Diva plejer at hyrde bølgerne og bliver godt våd, og Echo plejer at hoppe direkte i vandet og svømme rundt, men ingen af dem var nede og få våde poter.

Ovenpå sådan en tur kan man godt blive en anelse træt, så sidst på eftermiddagen faldt jeg om på sofaen med en sovende Silas i armene.

Mor og søn tager en middagslur - eller rettere en før-aftensmadslur

Og det varer ikke mange timer, før jeg igen skal sove, så vi kan være friske til imorgen, hvor turen igen går til OUH. Silas skal have sin 12. kemobehandling imorgen, og samtidig skal der tages røntgenbillede af venstre underarm, som skal bruges til evalueringen på næste mandag.

Aflastning på forskellig vis.......

Det var tidskrævende at lave en opsumering af året, der gik, men det var faktisk rigtig rart. For det viste for mig, at 2008 havde budt på rigtig mange positive ting, som jeg kunne se tilbage på og være glad for.

Idag har Henrik, Tobias og jeg været i Förde Park i Flensburg og handle ind. Vi har jo et tilbud fra vores tidligere bofæller om, at få aflastning/pasning af Silas en gang om ugen. Vi har nu ikke benyttet os af det så mange gange, men vi har da også et behov for at komme ud sammen og ikke altid i skiftehold. Så Tobias og Henrik bestemte dagens "fælles aktivitet". Jeg indrømmer gerne, at jeg har lidt svært ved at slippe Silas - ikke overfor Henrik, men overfor andre, selvom jeg ikke er i tvivl om, at de vil stå på nåle for det lille pus. Så vi havde da en vældig hyggelig tur, hvor vi fik fyldt køkkenskabene op. Der røg nemlig ikke slik, nutella og sodavand bag i bilen.

Idag fik jeg et kort fra en, som fraflyttede bofællesskabet, mens vi boede der. Hun havde hørt om vores situation og tilbød sin hjælp til hvad som helst, vi måtte have behov for. Det var utrolig sødt af hende. Jeg blev ganske rørt over hendes (og for den sags skyld også andres) tilbud. Men det kan godt være svært at sætte fingre på, hvad folk kan hjælpe med. Vi kan jo ikke lade Silas kaste fra arm til arm, og det dur heller ikke, at det altid er personer udefra, der tager Tobias med rundt til ditten og datten. Han har jo også brug for at være sammen med os til sine aktiviteter. Det er virkelig en balancekunst, hvor der i mine øjne ofte er et offer.

Idag ankom posten med vores nye hushjælp. Han hedder Texas, og hans opgave er at rydde gulvet i stuen for hundehår og div. træsmulder ved brændeovnen. Han er sådan set en gave fra min forældre og svigerforældre. Det er i hvert fald deres "donationer" ifm indflytning og julen, som har finansieret indkøbet. Så tak for gaven!