Echos fantastiske debut

I den foregående weekend holdt "min" klub (Ribe Hundevenner) et klasse 1 stævne. Dvs de eneste officielle klasser, som man kunne starte var Agility 1 og Spring 1. Da vi planlagde dette stævne i klubbet, så var vi overbeviste om, at det ville blive et lille hyggeligt stævne med 40-50 deltagere. Jeg vil mene, at det var et hyggeligt stævne, men der var dobbelt så mange deltagere, som forventet.

Til dette stævne skulle Echo også debutere. Endelig kunne jeg måske fristes til at sige, men fakta er, at han overhovedet ikke har været klar før nu, og også kun lige nåede det på et hængende hår. Det var nemlig først de sidste par dage før stævnet, at han prøvede at løbe en slalom uden buer.

Da vi ikke har trænet så mange hele baner og slalom stadig var en ny forhindring for ham, så havde jeg ikke de fjerneste forventninger til dagens resultater. Så jeg var noget overrasket over, at han faktisk vandt sin første officielle klasse.



Det var nu ikke fordi det var et super løb, men jeg er meget tilfreds med det, når man tænker på, at det var en debut.

En stor weekend for begge mine drenge

Pyha, det har været en hård weekend, og jeg har skullet samle lidt kræfter, før jeg kunne overkomme at opdatere bloggen. Det er også sjældent, at en weekend byder på så store begivenheder, som den foregående.

Lørdag var den første store dag. Silas fik den allersidste medicin i sin behandlingsplan. Sidste tirsdag fik han jo den sidste kemokur, og sammen med den fik han den sædvanlige 5-dages prednisolonkur. En medicin, der ofte pepper ham gevaldigt op og lader nattesøvn være en by i Rusland. Denne gang var ingen undtagelse.

Det var dejligt at få medicinen overstået, og jeg "fejrede" den sidste dosis med en fotoserie af Silas og den sidste medicinsprøjte......

Jeg snupper selv lige den sidste "dram", mor!

Fy for den da! Det smager sgu da stadig af r.... til

.... Men fedt er det nu, for det var den sidste dosis

Lørdagen gik også med de sidste store forberedelser til søndagens konfirmation: kopiere sang, fikse sangskjuler, dække det sidste af festbordet, lave kort til Tobias samt at forsøge at færdiggøre talen til konfirmanden. "Heldigvis" var Silas "hjælpsom" og sørgede for at denne lørdag blev MEGET lang. På sit sidste medicintrip holdt han ud til kl 04.00, men var skam ganske sød der om natten (men ikke spor træt), så jeg blev færdig med talen ud på natten, og klokken var 04.30, da jeg kom i seng. Efter et par timers søvn, så var det bare op igen og gøre klar til at aflevere Silas (pga isolationen kunne han ikke være med i kirken) og gøre os klar til kirken.

Tobias med en af sine gaver : Global Goal (fodboldtræner)

Det var en rigtig stor dag med et fremragende vejr og en superglad teenager. Han blev hentet ved kirken i en fiks rød Sprite. Det var en af vores tidligere bofæller, der tilbød at hente Tobias ved kirken. Som enhver anden konfirmand så fik Tobias en regn af gaver og telegrammer. Det var en stor oplevelse at fejre Tobias, og oplevelsen var nok ikke mindre for hovedpersonen selv. Ligesom dagen var ganske stor, så var lettelsen over at få den overstået også betydelig.

Tobias på vej til Blå Mandag

Silas er færdigbehandlet!

Tirsdag var en stor dag. Silas fik taget de tidligere omtalte røntgenbilleder og skulle derefter ned på H2 for at få taget blodprøver og have sin (håbede vi) sidste kemokur.

Efter blodprøve og kemokur blev Silas tilset af en af afdlingens overlæger, som tilbød os at gå direkte over til røntgenkonferencen, hvor han ville kunne få en børne-radiografs mundtlige tilbagemelding på Silas´billeder. Dermed sparede han os for en opslidende ventetid. Billederne så fine ud. Cysten er væk, men selve knoglen er stadig fortykket, og de kan ikke sige, hvor lang tid det vil tage, før den bliver normal. Men det vigtige var, at der ingen sygdomstegn er i knoglen, hvilket betød, at tirsdagens kemokur var den sidste kemokur. Silas har ialt fået kemo 17 gange på de 169 dage, som behandlingen har varet.

Silas underholdes af "Den Blå Heks", der besøger H2

Vi fik os også en snak om Silas´vækst - eller måske rettere sagt mangel på samme. Overlægen mente dog kun, at Silas var 3-4 cm bagud ift den længde, han burde have nu, og der var ingen grund til at gøre noget vedr. det nu.

Vi har også bemærket, at Silas halter bagud på det grov-motoriske. Han kan ikke sidde uden støtte og gør ingen forsøg på at kravle, men med det finmotoriske med at samle op, gribe om noget og f.eks slå legesager mod hinanden er han helt med ift sin alder. Overlægen forklarede, at kemoterapi svækkede nervetrådene og dermed også balanceevnen. Så der er jo en ganske naturlig forklaring på det hele, og lægerne mener, at det hele udlignes med tiden.

Silas er en lille pilfinger - kan man ikke se det på hans blik?

For 3 måneder siden troede jeg, at denne sidste behandlingsdag ville blive dagen med balloner, partytelt, hoppeborg, fadølsanlæg mm. for at fejre, at det hele nu er slut, men nej. Selvfølgelig er vi begge meget lettede over at være nået igennem behandlingsforløbet, men spørgsmålet er så om man kan fatte det og tør tro på, at det hele er ovre nu, og der ikke venter ubehagelige overraskelser forude?

Der er nu kun ialt 3 dage tilbage på prednisolon, som gør Silas så uendelig sulten døgnet rundt.
Så er det slut med medicin!!

Fra andre i samme situation, så ved jeg, at det er helt naturligt, at man ikke rigtig tør hæve armene op over hovedet og juble, og at man måske heller ikke helt forstår, at det nu er slut.

Tilbage er fortsat 3 måneder med isolation, hvorefter Silas´ immunforsvar skulle være helt fint igen og klar til at møde "verden".

Sikke et påskevejr

Jeg skal da lige love for, at foråret er kommet. Vejret har vist sig fra sin bedste side, og det betyder, at man som husejer sagtens kan finde på noget at lave. Og når det så er første sæson i ens nye hus (som er 130 år gammelt), så kan man virkelig finde på noget.

Jeg skal nu nok lade være med at tage æren af alt for mange af de der håndværksmæssige opgaver, for jeg har primært sørget for pasning af Silas og tøjvask, mens Henrik har knoklet med hus og have.

Udsigt fra et stuevindue - Henrik og vinkelsliberen, der samarbejder

Lørdagen brugte jeg på et dyrlægebesøg, da jeg faktisk blev lidt bekymret efter, at Echo havde hostet på en meget tør og slæbende måde i 1½ døgn. Jeg frygtede hjerte-/lungeorm, men det kunne jo også være kennelhoste.

Efter at have lyttet på Echo, så sagde dyrlægen, at han var mere end sikker på, at det ikke var kennelhoste. Men at han ikke ville udelukke hjerte-/lungeorm eller en lungeinfektion, så Echo blev behandlet mod begge dele. Siden dyrlægebesøget har Echo dog ikke hostet en eneste gang, og han virker til at have det godt.

Hundene nyder haven og foråret. Ingen bold er for stor til Diva

Grundet mistanken om kennelhoste, så blev vi væk fra det planlagte kursus med Johanna Allanach igår og idag. Rigtig rigtig ærgerligt, for jeg elsker at træne med Echo ved Johanna. Mest fordi Echo tilbyder alt muligt og nyder i den grad at "regne den ud selv". Jeg var lige forbi klubben (uden hunde) og kigge på dagens sidste træningspas, og jeg fik vildt meget lyst til at træne.

Lille Nørd

Nu er påsken forbi og foran os venter en ny og sikkert erindringsværdig dag. Imorgen skal Silas have sin sidste behandling. Dvs den sidste kemokur og den sidste 5-dages kur med prednisolon (det som får ham til at sidde og stønne rastløs det halve af natten og kun tænke på mad døgnet rundt). Morgendagens sygehusbesøg starter på røntgenafdelingen, hvor der skal tages et billede af Silas´arm. Billedet skal bruges til at evaluere behandlingen og afgøre, om behandlingen imorgen virkelig også er den sidste. Svaret får vi dog ikke imorgen, men det vil være ubeskriveligt hårdt, hvis røntgenbillederne ikke viser de ventede resultater. Det har jeg hverken fantasi eller energi til beskæftige mig med lige nu.

Hvalpebesøg og hvilken forskel godt vejr gør......

Igår jeg på besøg hos Kennel Lutra ved Bjerringbro, hvor Charlie er far til 3 hvalpe. De er nu seks uger, og ganske livlige og utrolig nuttede. Opdrætteren er også meget tilfreds med hvalpene.

Jeg håber at komme til at følge en eller flere af dem på agilitybanerne. Lidt usædvanligt er den ene af de to små piger meget lys og bliver sikkert hvedefarvet. Det er en ret sjælden farve indenfor border terriere, men den er skam "tilladt". Det er den lille lyse pige, der træder sin søster ned for at komme først til patten.



Bemærk også en tillidsfuld og afslappet lille dreng på billedet herunder.


Det fantastiske forårsvejr som vi er kommet hjem til, gør også alting lidt lettere. Alle mennesker bliver så glade, når foråret kommer bragende. Jeg er blevet ekstra glad. Eftersom at det nu er blevet opholdsvejr udenfor, så behøver jeg ikke hele tiden at skulle tænke i isolationsregler. Når bare vi er udendørs, så er der stort set ikke nogen begrænsninger for, hvem vi (Silas) må være sammen med. Det har jeg allerede nået at benytte mig af to gange. Det er ligesom at smage lidt på "friheden" igen.

Silas i sin nye Bumbo-stol - det er IKKE en potte :-)

Ski´ go´ ferie

Så er familien hjemvendt efter en 5 dages skitur til Skeikampen i Norge. Det var utrolig skønt at være afsted på sådan en tur. Det var på en eller anden måde meget livsbekræftende, og jeg syntes, det var rart, at der var andre mennesker, som man kunne spejle sine følelser og oplevelser i. Enten nogen som er i et forløb nu, eller som er kommet ud på den anden side.

Skeikampen, Norge

Isolationsreglerne kunne ikke overholdes helt til punkt og prikke, men der er også meget stor forskel på, hvordan man ser på isolationsreglerne på de fire forskellige børnekræftafdelinger - og H2 på OUH har landets strengeste isolationsregler. Godt nok behandler alle fire afdelinger de samme sygdomme, men de har åbenbart lidt forskellige holdninger. Vi brugte vores sunde fornuft, og det hjalp et godt stykke hen af vejen. Men af og til var der et par kameler, som vi måtte sluge.

Før vi ankom, havde jeg aldrig stået på ski. Jeg fik lidt simpel undervisning på den lille børnebakke den første dag, sådan for at mærke ski, støvler og sneen. Det gik rimeligt, men jeg syntes sgu, det var lidt svært. Og jeg bliver så "dejlig" irriteret, når jeg ikke kan finde ud af tingene. Samtidig bliver jeg også stædig, så med stædighed og ekstra undervisning af en stor muskuløs skiguide, som man overhovedet ikke kunne kommunikere med, så endte jeg da med at kunne stå bare lidt på ski. Jeg blev dog aldrig nogen haj på turen, men jeg lærte da lidt og kunne også tage med Henrik ud på en lille tur.

Tobias slukker tørsten

Tobias er ferm til at stå på ski, og han ræsede bare på sort og off-piste dagen lang. Han har været på skiferie med sin skole 3 gange, og han har bare styr på tingene. Han slap også fra turen uden brækkede ben. Det ville have været surt at skulle konfirmeres med benet i gips.

Silas med et lille frækt smil bag sutten

Silas opførte sig eksemplarisk og charmede sig ind hos alle, der gad at kigge på ham. Han har aldrig set så mange mennesker og fået så mange indtryk i hele sit 8 måneder lange liv.

Henrik i skifliften

Denne skiferie er bestemt en af mine bedste ferier nogensinde, og det er jo nok også den mest specielle. Det første døgn kunne jeg næsten få tårer i øjnene af taknemmelighed. Denne tur var kun mulig at gennemføre for Foreningen Cancerramte Børn, fordi firmaer og private støtter foreningen. Og jeg tror kun ganske få af dem egentlig aner, hvor meget godt sådan en tur gør for en familie, der gennemgår lange sygdomsforløb fyldt med bl.a. angst, sorg og ikke mindst isolation.

Silas og jeg ved basen

Vi var ca. 30 familier på turen - 128 deltagere. Bemærkelsesværdigt nok var der ingen, der brokkede sig over noget som helst. Alle var glade og stemningen var god - og faktisk også meget afslappet til trods for, at det faktisk var det kedelig faktum, at alle familierne havde et barn, der enten er eller har været syg af kræft eller en kræftrelateret sygdom.

Afsted på ski

Dejligt, idag skal vi afsted til Norge for at stå på ski sammen med 30 andre familier, der er medlemmer af Foreningen Cancerramte Børn. Jeg har glædet mig rigtig meget, siden vi fik beskeden.

Godt nok har jeg aldrig prøvet at stå på ski, og en skiferie er måske ikke den ferieform, der ligger højest på min ferie-ønskeliste, men jeg ved jo heller ikke , hvad jeg går glip af, når jeg har aldrig har stået på ski.

Faktisk er ferieformen ikke så vigtig, men mere det, at jeg kan komme afsted med begge mine drenge på samme tid, og at vores familie kan være sammen "ude i samfundet" betyder rigtig meget. Sådan har de 30 andre familier det nok også, gætter jeg på.

Jeg kender 3 af de andre familier, der skal afsted. Eller i hvert fald mødrene og deres børn, som er i behandling. Men om 5 dage kender jeg nok nogle flere. Og vi er alle med på ferien, fordi vores børn er syge. Trist, men godt, når intet er så skidt, at der ikke findes noget positivt ved det.

En lille ombygning m.m.

Sidste uge var travl syntes jeg. Selvom man ikke går på job mere end 2 dage om ugen, så kan tiden alligevel godt flyve afsted.

I mandags var vi på OUH. Silas skulle have sin kemokur, og der er nu KUN EN KEMOKUR TILBAGE!! Den skal Silas have d. 14. april, hvor han efter planen er færdigbehandlet.

Knap 8 mdr og Eet stort smil

Mine forældre tilbød at komme i onsdags og blive et par dage. Det var skønt med deres besøg. Min far gav en hånd med at mure lidt, så Silas kan få sit værelse. Udover murerarbejdet så er der også et isoleringsarbejde i det rum, da vi nok må erkende, at isolering ikke er det, som de tidligere ejere har bekymret sig vanvittigt om. Man kan så spørge sig selv, hvordan man kan finde på at lave mangelfuld isolering i den del af huset, som faktisk er opført indenfor de seneste 15 år. Min far kunne svinge værktøjet sammen med Henrik, og min mor kunne se efter Silas torsdag og fredag, som er mine arbejdsdage. Så gik alt op i en højere enhed.

Min far svinger lodstokken. Nu er en lille del af huset i lod

Lørdag var vi i Silkeborg og bowle sammen med Foreningen Cancerramte Børn. Tobias spurgte godt nok hvorfor vi kørte helt til Silkeborg for at bowle. Vi kunne jo bare få passet Silas og bowle i Haderslev. Det kunne han da have ret i, men det er nu også dejligt at have hele familien med sig en sjælden gang, og det er også rart at være sammen med nogle af de andre familier. Ved sådanne arrangementer er lokalerne lukket for offentligheden og kun folk fra Foreningen Cancerramte Børn har adgang.

Tobias sendte spillets sidste kugle afsted men vandt heller ikke dette spil

Kræsne Silas fandt ud af, at Soft-ice lige var sagen

Efter bowlingturen var jeg til Scrap Convention i Middelfart. Der var samlet en helt masse scrap-tosser (primært folk der laver scrapbooking og kort) og en masse stande fra div. forhandlere. Jeg havde håbet at få masser af inspiration og få købt et par småting. Det gik ikke helt som forventet. Jeg købte for en mindre formue, syntes jeg selv. Og inspiration nåede jeg ikke meget af, for jeg brugte al tiden på indkøb. Men nu kan jeg lave mange flere nye og spændende kort.

Norge - here we come

Her til aften fik vi en dejlig opringning. Vi skal nu alle 4 på skiferie med Foreningen Cancerramte Børn.

Jeg har ikke tidligere været på skiferie - og Silas i sagens natur heller ikke. Henrik har været lidt på skiferie, før vi mødtes, og Tobias har været med sin skole på skiferie et par gange. Jeg indrømmer gerne, at jeg især glæder mig på Tobias´ vegne, fordi han så gerne vil på skiferie og fordi vi nu for een gangs skyld kan tage afsted sammen alle 4 - og sammen med "ligesindede".

Sne - sne

Foreningen Cancerramte Børn står bag arrangementet og sender i starten af april ca. 30 familier fra hele landet afsted til Norge. Det er dog en betingelse, at familien kan overholde isolationsreglerne, så nu skal vi virkelig gå ekstra langt udenom hostende og spruttende folk. Det ville være så ubeskrivelig ærgerligt, hvis vi rager noget til os.
Nu ved jeg så, at der allerede er nogle, som tænker, hvordan sådan en tur kan lade sig gøre, når man er underlagt isolationsreglerne. På færgen har alle familier egne kahytter, og i restauranten grupperer man sig og sidder så afsides som muligt. De, som er mest udsatte anvender mundbind, hvis de skal bevæge sig på "offentlige" indendørs steder, som eks.vis fra bildæk og op på færgen - og rundt på et sygehus eksempelvis, som alle de her børn jo også skal fra tid til anden.

Gausdal Højfjeldshotel

Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på bagsiden af vores "billet" til denne tur. For vi stod på venteliste til denne tur, og når vi kan komme med, så betyder det, at nogle andre er blevet forhindret i at deltage pga sygdom, behandling eller det, som er værre, og dem kan jeg ikke lade være med at tænke på. Men jeg prøver at lade være med at fokusere på det og i stedet glæde mig over, at vores familie nu får mulighed for en super oplevelse.

Nu skal jeg så bare ud og finde noget skitøj til familien og pasning til hundene.

"Fotofælder" og træningsvideo

Her er vi stadig inde i en god periode. Silas er total i hopla og gråd er næsten ikke noget, som vi bliver belemret med fra hans side. Men vi får MASSER af smil og charmerende kontakt. Det er bare så skønt og livsbekræftende, når Silas´ ansigt lyser op i et kæmpe smil.

I lørdags var vi på besøg på Djursland og fik ved samme lejlighed besøgt Cookie. Han har det bare SÅ fantastisk. Han var rigtig glad for at se mig igen, og da vi kom ud på gårdspladsen så løb han også direkte hen til bilen, men det var ikke for at komme med os hjem igen, men bare for at kigge efter de andre hunde, som vi havde ladet blive hjemme. Idag har Cookie været til den første gang agilitytræning med sin nye familie. Det glæder jeg mig til at høre om.

Silas er fuld af smil

Så må jeg erkende, at jeg er gået i en "fotofælde". Det er dog ikke politiets, men det kan let blive lige så dyrt. Først lokkede PhotoCare med gratis fotografering til konkurrencen om "Danmarks sødeste baby". Naturligvis vil de også gerne sælge optagelserne. Men eftersom at Silas slet ikke gad at smile eller overhovedet at blive fotograferet den dag, så er det vist ikke de billeder, der vil gøre mig fattig.

Et superskud - synes jeg!

Igår var Silas og jeg inde hos en fotograf, som har et samarbejde med den lokale ugeavis. Gratis fotografering og der kommer et billede i ugeavisen med fødselsdata osv af den lille nye verdensborger. Egentlig skulle billederne have været taget, inden Silas fyldte 6 mdr., men fotografen har været småsløj de sidste 1½ måned, og optagelserne har af samme grund været udskudt. Sikke nogle fantastiske billeder, der blev taget. Det kan godt være at optagelserne er gratis, men det er selve billederne ikke. Puha, jeg må tænke mig om, inden jeg beslutter mig, ellers bliver det MEGET dyrt.

Total charme

Afslutningsvis vil jeg give mine bloglæsere indblik i træningen af Echo. Jeg arbejder ihærdigt på slalommen, så vi om ikke andet kan starte springklasser i 2009. Echo er dejlig at arbejde med, og han ELSKER agility!