Echo 2 år

Idag fylder Echo 2 år. Det fejrede vi med et lille minikursus med Ann-Britt. Det var rigtig dejligt at komme ud at få lidt undervisning igen. Det er som om træning med Echo har stået stille siden ugekurset i uge 23. Jeg har været hos Sanne en enkelt gang i starten af september, og der stod det virkelig klart, at Echo mangler selvstændighed på banen. Siden da er det ikke blevet til overvældende meget træning, men den smule jeg har trænet har primært været fremadsendelser i en eller anden art.

Jeg havde ikke en forventning om at skulle løbe 2 timers fremadsendelse hos Ann-Britt, så på en måde var jeg lidt betænkelig ved at skulle på kurset. For jeg ville måske godt have puttet endnu mere fremadrettethed i ham, før jeg igen tog fat på alt for meget handling.

Men jeg synes, det var rigtig godt, og ikke mindst fordi jeg blev positivt overrasket over Echo. Idag viste han meget små buer på banen, og det som han leverede, var jeg ganske godt tilfreds med. Han viste både fremadrettethed og rigtig god opmærksomhed i handlingen. Sidstnævnte betød også at enhver handler-fejl blev straffet prompte.
Det var rigtig skønt at være ude at træne idag og komme afsted og løbe lidt agility. Silas behøvede jeg jo ikke at være bekymret for, han var travlt beskæftiget med at holde Henrik til ilden.

Det har ellers været en dejlig social weekend. Lørdag var vi til familiejulefrokost i Randers. Jeg meldte ellers afbud for en måned siden, da jeg ikke helt kunne se, hvordan det skulle lade sig gøre at deltage med Silas og isolation. Men for en uge siden ringede min mor og foreslog, at vi kørte Silas hjem til hende og så tog til julefrokost (mine forældre bor kun en halvtimes kørsel fra Randers og min mor havde ikke planer om at deltage i arrangementet). Det var bestemt en løsning, som jeg kunne bakke op om. Det gav os mulighed for at deltage til julefrokosten, hvilket Tobias var rigtig glad for (han var rigtig træt af, at jeg havde meldt afbud). Samtidig gav det også min mor og Silas lidt tid sammen. Så det var faktisk en supergod løsning for alle parter, synes jeg.

Julefrokosten var rigtig hyggelig, og jeg kunne godt mærke, at jeg er i socialt underskud. Hold da op, hvor jeg bare trængte til at snakke med nogen andre end de få jeg omgiver mig med i dagligdagen og ikke mindst få talt om alt muligt. Mange af mine familiemedlemmer er trofaste bloglæsere og til jer vil jeg bare sige: Tak for sidst!

Humør-hiv-og-sving + træningssucces

Her går det sådan lidt op og ned. I bund og grund synes jeg næsten ikke, at jeg kan tillade mig at brokke mig eller være ked af det. Men det hænder, at der driver lidt mørke skyer ind over mig, men det er vel meget naturligt?! Jeg tænker positivt om Silas´ sygdom, prognose og behandling, for det er virkelig meget meget bedre end det, som vi blev stillet i udsigt.


Vi fik bl.a. at vide, at han sikkert ville reagere på binyrebarkhormon-kuren ved at blive meget grædende og utrøstelig. Faktisk at han ville være som et lille monster, og at det alene ville blive meget meget hårdt. Det har jeg også hørt et par andre forældre på afdelingen berette om. Men som alle kan se på billederne, så er Silas jo smilende. Og han smiler jo nærmest 95% af sin vågne tid, så det skal vi da ikke klage over.


Nu er det en måned siden, at behandlingen blev sat igang. Dvs vi har levet med isolationsreglerne i een måned - ud af 15 måneder!! For mig føles denne ene måned som 3!! Så den næste, der siger til mig, at det jo kun er et år og: "Et år går hurtigt, skal du se. Inden du har set dig om, så er det år gået. Tiden flyver jo afsted", får altså banket hovedet langt ned i maven.......


10 minutter også en evighed hvis du står nøgen i et busskur i frostvejr og venter. Men hvis du chatter med en gammel ven på Facebook, så er 10 minutter jo ingenting!!

Silas i selen på fars mave

Et par af dagene i denne uge har jeg været temmelig træt af begrænsningerne, og idag følte jeg mig nærmest ensom og drænet. Heldigvis forstod jeg at gøre det helt rigtige. Jeg gik en tur med hundene og barnevognen, og da jeg kom hjem, håbede jeg, at Silas ville sove lidt mere (han sover bare så godt ude i barnevognen - napper gerne 2-3 timer ude i haven). Det ville han, og jeg benyttede lejligheden til træne lidt med Echo.


Det irriterer mig, at Echo ikke er nået nogle vegne. Synes ikke at han har rykket nok, men helt ærligt. Hvilken unghund rykker uden træning??? Grundet graviditet, flytning og sygdom, så har det jo stået ret stille med træningen siden uge 23. Så idag var det virkelig basistræning. Fremadsendelse: 2 spring - lige tunnel - 2 spring. Normalvis bruger jeg legetøj til belønning, men idag brugte jeg godbidder, som blev lagt ovenpå en omvendt skål. Egentlig havde jeg ikke meget fidus til godbidder til træning med Echo. Men han løb blændende godt fremad og søgte skålen med godbidden ovenpå allerede, når han blev sendt afsted på den 35 meter lange bane. Sjældent (eller aldrig) har han løbet så godt fremad. På intet tidspunkt holdt han øje med mig. Det var første træning efter kastrationen, så var det pga kastrationen eller var han bare vild? Jeg ved det ikke, men jeg var ret glad bagefter, og jeg havde virkelig fået noget energi af denne træning. Så jeg håber det positive hænger ved til på søndag, hvor vi skal trænes af Ann-Britt. Det bliver dejligt at komme ud at få lidt undervisning igen!!

Silas er altså en ener!!

Idag fik Silas sin 5. kemobehandling, og han imponerer altså ikke kun os forældre, men også sygeplejerskerne på H2.

Idag skulle han, udover sin kemokur, også have en vaccine i lårmusklen mod RS-Virus. Sygeplejersken syntes, at Silas skulle have "trylleplaster" (lokalbedøvende plaster) på låret, inden han skulle have vaccinen. Samtidig fortalte hun, at de andre børn også plejer at have "trylleplaster" på deres port-a-cath og selv med denne lokalbedøvelse reagerer stort set alle børn på at blive stukket.

Silas har ikke prøvet at få plaster over sin port-a-cath, når han får kemo, og han reagerer ikke på at få stiften stukket ind i kapslen. Han smiler bare sødt. Sygeplejersken fortalte, at de havde talt om den lille seje gut blandt personalet på afdelingen, fordi han slet ikke lader sig mærke med at blive stukket i.

En smilende Silas som også sygeplejerskerne på H2 kender ham bedst

Dagens vaccine havde jeg set hen mod med lidt betænkelighed, for jeg forventede, at han ville blive ked af det. Men han reagerede slet ikke på prikket, og det var faktisk først, da sygeplejersken bad om, at en af os holdt hans ben, så han ikke fik kanylen stukket dybere i sig end højst nødvendigt, at han begyndte at brokke sig, men decideret gråd kan man ikke kalde det. Han er bare SÅ tough!!

Sygeplejersken sagde også til os, at det tit er forældrenes måde at tackle tingene på, som gives videre til børnene, og hvis man som forælder er afklaret med, at tingene nu engang er som de er, og det er det, som man udstråler, så giver det mere ro, og det hele bliver mere positivt for børnene.

Det fik mig til at tænke på den store forskel på mit og Silas´første besøg på H2 (hvor ingen havde fortalt mig, at vi skulle indlægges på en kræftafdeling for børn), og hvor utilpas jeg var med at være der. Silas var meget meget urolig den aften - givetvis fordi jeg virkelig ikke kunne lide at være på afdelingen.

Jeg havde nok aldrig forestillet mig, at jeg ligefrem skulle nyde at komme ind bag denne dør

Her 1½ måned efter mit første besøg har jeg det helt anderledes. Nu føler jeg mig meget tryg der. Jeg vil ikke kalde det en trøst, at der er andre, der har det værre eller lige så slemt som os, men om ikke andet er det befriende nogen gange at tale med andre, som står i samme eller en lignende situation. Når vi ikke kommer så meget ud, så er det for mig helt afvekslende og rart at komme til Odense, når det nu skal være.

Fra idag skal Silas have nedtrappet sin dosis af binyrebarkhormon. Han skal dog stadig have en daglig dosis, men den skal nu halveres og alt efter, hvad evalueringen siger om 2 uger, så skal han yderligere nedtrappes, så han ikke skal have prednison dagligt.


På tirsdag skal han have armen røntgenfotograferet til brug ved evalueringen. Vi krydser fingre for det bedst tænkelige svar til evalueringen, når den tid kommer.

En frisk gåtur

Da klokken var 10.30 måtte jeg vist hellere stå op. Det er jo luksus at kunne sove så længe. Jeg havde godt nok været oppe en times tid tidligere på morgenen, men listede så i seng igen kl 8, da Silas blev træt igen.

Faktisk hader jeg at sove så længe, for jeg synes jo, at søvn er lig med tidsspilde, men det burde nu være helt lige meget, for jeg når aldrig en pind alligevel. Silas "stjæler" al min tid, og jeg giver ham den gladeligt.

Hundespanden og jeg i et væld af visne og larmende blade

Så efter at have været i bad og fået lidt mad, så gik Henrik og jeg en tur ud i den friske luft. Her i Haderslev er der ingen sne, men til gengæld var der frost og klart vejr. Vi har kun boet i vores hus i 3½ måned, og vi har endnu tilgode at holde styr på, hvor alle veje fører hen. Så idag prøvede vi at stikke ind af en ny vej. Og det var fantastisk, for her var der gode frit-løbsmuligheder for hundene, og de ruter er der desværre langt imellem herude. Her er det små veje med jævnlig trafik, hvor jeg ikke finder det specielt forsvarligt at have sine hunde løse. Heldigvis har vi en god stor have, hvor hundene kan boltre sig uden snore.

Pludselig var skoven noget ufremkommelig - ikke terræn for barnevogn i hvert fald

Midt over vejen var et lille vandløb.....

Turen varede et par timer, og endte med at vi måtte vende om, fordi vejen blev lidt for ufremkommelig med en barnevogn. Men det var dejligt at kunne tage sådan en tur sammen.

Der er ingen grænser for alt det, som Diva kan have siddende i pelsen

Lige nu har både Henrik og jeg plejeorlov, men fra næste uge er det kun mig, der har plejeorlov. Så der er jeg alene med Silas, hvilket jeg godt kan frygte kan få mig til at føle mig total "indespærret" og meget begrænset pga. isolationen. Jeg kan jo ikke bare lige ordne det ene og det andet eller tilbringe tid med hvem som helst og tage hvor som helst hen. I denne måned har det dog været muligt lige at smutte til dyrlæge, frisør, handle eller tage i mødregruppe og lade Silas blive hjemme hos Henrik imens.

Her den første måned har vi begge fået orlov, fordi der har været så meget med indlæggelser og praktiske foranstaltninger ifm sygdom og behandling. Derefter er husstanden bevilliget 37 timers plejeorlov om ugen. I december og januar tager jeg fuld orlov, og Henrik starter med at arbejde igen. Fra 1. feb. og et år frem er det meningen, at vi deler orloven imellem os, så vi begge kan arbejde et par dage om ugen, mens den anden bliver hjemme hos Silas. Så vi på skift har arbejdstjansen og Silas-tjansen.

Julefrokost

Igår var vi til julefrokost i mødregruppen. Så Silas skulle for første gang passes af andre end sin familie. Jeg glædede mig rigtig meget til julefrokosten, men var også lidt trist ved at skulle lade Silas blive hjemme (de andre 3 piger havde jo deres små poder med). Dorte fra Fælleshave-korpset havde meldt ind på tjansen, og da hun jo er mor til to og nu også er blevet bedstemor, så vidste hun jo nok, hvordan man skulle håndtere sådan en lille størrelse. Hun og Silas kom også rigtig fint ud af det sammen.

En jumbo universal remote control - verdens bedste gave!!

Det var en superfin julefrokost, som var rigtig hyggelig. Maden kom udefra, og vi havde det traditionelle pakkespil om gaver af mere eller mindre brugbar værdi. Pludselig var vi opslugt af Singstar. Fy for den da, hvor det lød, men det var hyleskægt.

Jeg var dog nødt til lige at lave en afstikker hjem ved nitiden for at se, om Silas havde det godt og give ham lidt mad og medicin. Da klokken var halv tolv måtte jeg dog vende snuden hjem fra julefrokosten, for der havde Silas tømt modermælkserstatningsdepotet og havde siden kl 18 spist mere end en halv liter. Medicinen gør ham meget sulten, og når man småsavner sin mor, så kan man også trøstespise lidt.

Nu kan Silas næsten selv styre en sutteflaske

Idag nød vi det gode vejr med en fælles gåtur. Da vi kom hjem stod vi ved gavlen mod nord, og jeg kiggede ud over en af markerne og så et rådyr komme i kort galop imod os. Jeg forventede, at det ville stoppe, når vi nu stod der 2 personer, en barnevogn og 4 hunde. Men rådyret fortsatte kursen og løb lige forbi os med en afstand på ca. 10 meter. Hvis det ikke var fordi vi lige var kommet hjem fra tur, havde hundene ikke været i snor, og havde derfor helt sikkert løbet i røven af Bambi. Nu nøjedes de med at gø og skrige, mens Bambi i panik fortsatte gennem haven og op over vejen. Ja, haven byder på mange naturoplevelser. En aften så vi en stor hornugle sidde midt på græsplænen.


Ellers har ugen budt på lidt nye ting at spekulere på. Torsdag sad jeg inde hos Tobias og ammede Silas, da jeg kom til at kigge hen i hjørne bag en rumdeler. Der var sorte skygger på væggen. Hurra, nu har vi så også et fugtangreb at slås med. Men for dælen da, vi har jo heller ikke så meget at bekymre os om i forvejen............... Nu håber vi bare, at vi kan få den kørt over ejerskifteforsikringen.

Tirsdag er hospitalsdag. Silas fik idag sin 4. kemobehandling. Og denne gang var det igen en ny sygeplejerske, der skulle give ham behandlingen. Det tager dog mindre end en halv time - snarere et kvarter.
Silas har jo bare smilet glad de andre gange, men denne sygeplejerske var ikke så vaks på fingrene, som de andre. Hun startede nu med at spritte hans højre brystvorte af. Hans port-a-cath sidder 2-3 cm fra brystvorten, men jeg ved ikke lige, hvad hun tænkte på, for hun skulle da helst ikke stikke der. Da hun skulle stikke stiften ned i kapslen/port-a-cath´en, så lagde hun et meget stort tryk ned på Silas´ bryst for at få stiften i. Med sådan et tryk så forsvandt Silas´ smil hurtigt, og denne gang var han "nødt til" at græde lidt.

Silas er meget koncentreret om sit nye legetøj "Skwish"-ranglen

Resten af tirsdagen går så med at skifte lorte-bleer og tøj, da kemoen giver Silas tynd mave, og hvis man ikke er ualmindelig hurtig, så er det ikke kun bleen, der skal skiftes, men også tøjet. Den seance kan vi så gentage 7-10 gange fra middag og til sengetid. Så vi keder os ikke om tirsdagen.......... Samtidig er Silas lidt mere urolig efter behandlingerne, så der skal trøstes lidt ekstra.

Jeg har også valgt at lægge et lille videoklip af Echo ind. Jeg morede mig meget over at se, hvordan han legede med en bold. Det er ikke så let en opgave med skærm på, men Echo tror nok, at det er en, han skal beholde på. Når vi er på havetur, så lader jeg også som om agilityforhindringerne er usynlige, for jeg kan lige se for mig, hvordan det vil se ud, hvis han piskede gennem en tunnel med krave på.

Stækkede vinger

Som tidligere fortalt så er isolationsreglerne ifm Silas´ sygdom og behandling ikke så slem, som først antaget - gud ske lov for det. For jeg må indrømme, at jeg allerede nu har det ret hårdt med dem. Det har aldrig ligget til mig at slide sofaen op. Jeg trives ikke med konstant at være hjemme, og jeg trives heller ikke med at køre fra min lille søn. Men fakta er, at jeg ikke kan have ham med mig ret mange steder pga. isolationen. Autostolen når også næsten at samle støv mellem hver køretur. Jeg føler mig virkelig som en fugl med stækkede vinger.

En superglad Silas - mors lille dreng.

Symbiosen mellem Silas og jeg er jo ganske naturlig, og det er da sikkert den, som gør, at jeg ikke nyder at være "ude". Tror de fleste spædbørnsmødre er kede af at efterlade deres baby. Men det var nok også anderledes, hvis jeg "frivilligt" havde valgt at lade Silas blive hjemme, men nu er jeg tvunget til at efterlade ham hjemme hos Henrik - som, jeg altså har fuld tillid til, passer Silas uden anmærkninger. Men indeni mig føles det ikke rigtigt - hverken at være ude eller hjemme.

De sidste dage er det også blevet til mange "Silas-løse" timer , da aktiviteterne har stået på frisørbesøg, dyrlægebesøg både tirsdag og torsdag, mødregruppe, klubkonkurrence i Ribe Hundevenner og idag også lige en gudstjeneste sammen med præ-konfirmanderne i sognet (deriblandt Tobias). Alle sammen aktiviteter, hvor der er adgang forbudt for Silas.

Til klubkonkurrencen savnede jeg bare Silas så meget, at jeg var helt elendig til sidst. Jeg kunne jo bare have været blevet hjemme!! Ja, det kunne jeg godt, men jeg var også mest kørt afsted, fordi jeg skulle have hentet min balancebom (HURRA!!), som langt om længe var blevet færdig. Samtidig tænkte jeg, at det nok ville være godt at komme ud at løbe lidt med hundene og prøve at være "mig selv" med det, jeg bedst kan lide. Men når vejret bliver bedre, så er der da mulighed for at tage Silas med.

Tobias er tydeligvis også vild med Silas

Til klubkonkurrencen skulle vi blandt andet løbe den fjerde DAL-bane (http://www.ag-link.dk/). Der blev godt nok ikke sparet på gloserne under banegennemgangen. Jeg kunne godt se, at der særligt var et sted på banen, hvor den stillede større krav til heldet end til dygtigheden, hvis man havde en lidt vimmer og hurtig hund, men jeg tænkte alligevel, at det nok slet ikke var så galt, når man løb den. Men efterhånden som afviklingen gik igang, så kunne jeg på de andres gennemløb se, at det vist slet ikke gled så let. Der var ikke mange fra Ribe Hundevenner, som kom gennem denne bane uden fejl.

Diva blev disket, for jeg var slet ikke nok "på" og mistede hurtigt koncentrationen på banen. Diva var rigtig tændt, og hun nød det alligevel. Diva er ikke så svær at stille tilpas. Charlie klarede sig fint gennem banen, men han er jo ikke superhurtig, men dog ganske stabil. For at vi som klub kan indberette nogle resultater, så plejer jeg også at løbe med Cookie, selvom jeg ikke har så meget fidus til ham på agilitybanen, men til min store overraskelse, så kom han igennem uden banefejl. Men han skal også have vist alle forhindringerne på banen, så jeg ville blive forbavset, hvis han tog andet end det, som han får vist, men det bliver man jo ikke alene fejlfri af.

Venner i nøden.....

Vi har, efter Silas´ diagnose er blevet stillet, virkelig oplevet meget sympati fra nær og fjern. Folks medfølelse og varme har rørt os begge, og flere gange har mails, blomster, opringninger eller andre medfølende tilkendegivelser fået mig til at græde. Selvom det gjorde ondt i nuet, så har det varmet mig (os) rigtig meget at vide, at så mange tænker på os.

Mange har også sagt, at vi bare skal sige til, hvis der er noget, som de kan hjælpe med. De fleste bor dog så langt væk herfra, at det alene føles svært at få sig selv til at bede om ret meget. Den største og mest konkrete håndsrækning vi har fået er fra en gruppe bofæller fra Bofællesskabet Fælleshave, som vi fraflyttede for 1 år siden. Tobias og jeg flyttede ind i 2000, hvor Tobias kun var 5 år, og vi havde rigtig mange gode år i Fælleshave.

Fælleshave rummer mange søde og hjælpsomme mennesker, og da både Henrik og jeg er tilflyttere her til det sønderjyske, så håbede vi, at ex-bofællerne ville hjælpe os, hvis vi skulle komme i bekneb ifm Silas´ sygdomsforløb. Det håb har de tifoldigt indfriet. En håndfuld af de søde kvinder har tilbudt at stille sig til rådighed på skift til pasning af Silas i vores hjem, så vi en gang om ugen får mulighed for at tage ud og få ordnet forskellige ting sammen som familie. Det vil gøre det muligt at handle ind sammen, tage ud at spise, tage i biografen eller til sportsstævne med Tobias.

Jeg har efterhånden læst og hørt en del vedr. alvorligt syge børn i familien, og hvad det kan gøre ved et familieliv - og ikke så få familier splittes i eller efter sådan et sygdomsforløb. For det er hårdt, at have et sygt barn at skulle forholde sig til. Og med isolationsreglerne, så bliver det hele lidt mere udfordrende eller måske er problematisk et mere korrekt ord at bruge i denne sammenhæng. Så det handler om at passe på hinanden og af og til også koble fra sygdommen. Lige nu er aflastningsbehovet ikke så stort, men jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal komme, og så er det jo rart, at det allerede er organiseret. Og når man er sådan en type, som jeg, der helst kan og vil det hele selv, så har jeg bare så svært ved at sige til, når det hele brænder på.

I aftes var "Fælleshave-pigerne"så på besøg, og vi kunne fortælle dem lidt mere om Silas og sygdommen og sætte dem ind i de forholdsregler, der nu er ift til ham og sygdommen. Jeg synes det er utrolig sødt af dem, at de tilbyder os denne unikke hjælp. De havde alle set ham tidligere og var glade for at gense den lille smilende gut, der, som de bemærkede, jo slet ikke ser spor syg ud. Det kan jeg kun give dem ret i. Han ser så dejlig og sund ud.

Tirsdagens røntgen blev iøvrigt dropppet, fordi vi kom i tanker om, at Silas skal kontrol-røntgenfotograferes (ifm evaluering af behandlingsprogrammet) om 3 uger. Vi synes ikke, at der er nogen grund til, at han skal udsættes for røntgen-stråler unødigt, og om gipsen skal sidde der tre uger fra eller til, gør for os ikke den store forskel.

Patientpleje

Dagen idag har stået i mine patienters tegn. Tirsdag er vores sygehusdag. Så vi startede ud med at køre til Odense, hvor Silas idag skulle have sin 3. kemobehandling.

Som forældre synes man jo altid, at ens barn er noget helt særligt, men sygeplejerskerne sagde det faktisk også idag. Når Silas skal have kemo stikker de en stift ind i hans "port-a-cath" (det lille venekateter, som er opereret ind i hans bryst). Silas fortrækker ikke en mine eller kommenterer på nogen måde at blive stukket i. Han smiler bare stort til sygeplejerskerne (ligesom billedet på bloggen fra sidste uge), og de to sygeplejersker, som har givet ham kemo de sidste to uger sagde, at de aldrig før havde oplevet et barn, som ikke reagerede på stikket eller under behandlingen.

Det minder mig om vores læges ord, da vi var til 5-ugers undersøgelse. Hun kiggede på ham og sagde, at han da vist var en rigtig viking. Hun hentydede godt nok til hans hovedfacon, men jeg synes nu, at det passer meget godt.

Grundet medicinen er Silas blevet lidt mere rund i ansigtet, er der nok nogen, som vil bemærke.

Det tog kun et kvarter fra vi kom ind på afdelingen idag til behandlingen var overstået, så vi kunne for så vidt være kørt allerede kl 11.30, men vi ville gerne have skiftet den forbinding, som sad udover gipsskinnen, og så synes sygeplejersken lige, at lægen skulle kigge på Silas. Så gik tiden ellers. Først ventede vi over en time på lægen, som kiggede lidt på Silas. Han var stemt for, at gipsskinnen skulle helt af, men der skulle bestilles en kontrol-røntgen af armen først. Silas har nu haft gips på, siden han var 6 uger - nu er han 14 uger. De følgende to timer ventede vi på at få udleveret en henvisning til røntgen på Haderslev Sygehus. Så var det meste af den dag også gået.

Så gik turen ellers hjemad og jeg skiftede patienten ud med en ny patient fortsatte til Tyskland. Cookies "sårpleje" havde ikke lige frem gavnet Echo. Ikke fordi operationssåret var gået op, men Cookie havde skam-slikket på den tynde hud i skridtet på Echo, og det var nu et vædskende sår. Overalt hvor Echo satte måsen, kom er også et rødt "stempel".

Tak for hjælpen, Cookie!! Mon ikke det her gør herre-nas?!

Såret blev renset og huden smurt med salve. Dosis af smertestillende blev sat op og der var en dyrlæge og vet. sygeplejerske, der baksede med Echo i en halv times tid. Pris dkr. 145,00 - og denne gang kunne vet. sygeplejersken tale dansk. I venteværelset mødte jeg forresten Claudia Elsner med Eric. Jeg finder efterhånden ud af, at flere og flere benytter denne klinik.

Min patient-turné fortsætter. Imorgen skal jeg på Haderslev Sygehus med Silas for at få lavet røntgenundersøgelse af armen. Torsdag skal jeg igen til Harrislee med Echo, så han igen kan få renset sårene.

Far og søn surfer på nettet

Og hvor jeg bare længes efter dengang, hvor der var lutter positive ting at skrive i min blog, og mine største problemer var, om der var kalkpletter i brusekabinen eller om folk stavede mit eller min families navne korrekt.

Lækker seng til mig - madrassen er godt nok lidt hård

Sådan en nykastreret hanhund, som mener den er verdens centrum kan godt være meget anstrengende. Echo har bare været så hævet efter indgrebet, og han har været ret sølle. De første to dage havde han svært ved at lægge eller sætte sig, og nogen gange har det været et værre jammer. Men jeg kan da godt forstå, hvis man som hund er ved at gå op i limningen i sådan en situation.

Echo sover som regel i soveværelset, da han ellers kan finde på at holde skrigekoncert i underetagen. Så den første nat efter kastrationen, fik jeg ham også listet op af trappen, men han travede hvileløst rundt i soveværelset og kunne ikke finde ud af at lægge sig, så det endte med at Henrik gik stuen og sov, da han ikke kunne sove for den trippen.

Næste nat gik lidt bedre. Men det er ikke let at være hund med skærm på - og slet ikke i soveværelset, hvor Silas´vugge incl stativ fylder en del. Echo gik ind i benene på vuggestativet gang på gang.

I nat gik det så helt i hat og briller. Echo kunne slet ikke finde ro og peb rastløs rundt i soveværelset, så efter en halv times tid tog jeg Echo med i stuen, men det hjalp heller ikke. Efter at have været ude i haven med ham og tjekket om der var vand osv. så prøvede jeg til igen, men Echo var stadig ret belastende. Til sidst smed jeg en bademåtte på gulvet i gangen, og tog min dyne over mig. Nok ikke den mest ergonomiske madras. Men de som kender mig godt ved, at jeg kan sove hvor-som-helst og når-som-helst. Der har jeg så sovet lidt on and off de sidste to nætter. Af og til afbrudt af en hund lidt jamrende hund eller en sulten baby i soveværelset. Jeg gætter på, at det sikkert kløer helt vildt på Echo i disse dage, og så er det da også rigtig irriterende for ham ikke at kunne gøre noget.

I aftes havde Echo åbenbart lavet en lille "aftale" med Cookie, som kunne assistere med lidt "sårpleje". Ja, så hjælper en skærm jo ikke ret meget.

Tid til lidt morskab

Indrømmet - der har været langt mellem latteranfaldene her på Havvejen de sidste 3 uger. Mon ikke også der er andre end mig, der kunne trænge til at røre lattermusklerne lidt. Så derfor deler jeg lige dette herlige klip med jer allesammen



Og vi snupper lige et klip mere - bare for at opveje kønsfordelingen:



Jeg håber I nød dem - og at lattermusklerne fik motion :-)

Stakkels kugleløse Echo. Han er ellers som en rigtig mand - sølle når man er skidt-mads. Grundet hævelsen i skridtet, så har han snart stået op i rigtig mange timer og har ikke sovet ret meget siden igår. Lige nu står han bare lige ved siden af mig og bæffer med tungen ude af munden.

Så røg kuglerne......

Der er virkelig sket noget på hundefronten her i huset. Jeg håber på en ny hund. Og den nye hund bor forhåbentlig i Echos krop et sted. I tirsdag fik jeg bestilt en tid til kastration på en dyreklinik lige på den anden side af grænsen. Jeg havde fået den anbefalet af en af mine med-instruktører. Hun kender flere danskere, som kører derned. Dels fordi de skulle være dygtige, men også fordi de er en hel del billigere end i DK.



Onsdag havde jeg desværre et rigtig træls slagsmål mellem Echo og Charlie, og denne gang stod jeg alene med dem. Og fuck, hvor de bare bider, og de vil bare ikke slippe hinanden! De andre gange, hvor de er kommet op at slås, har både Henrik og jeg været hjemme, og så det er lidt lettere at skille dem ad, når man kan holde hver sin hund. Da jeg endelig fik dem til at slippe hinanden, stod jeg selv med en fortygget højre hånd. Det har jeg gennem årene prøvet flere gange og tager ikke de fysiske skader særlig tungt, men jeg bliver så ked af det, når der er konflikter, som udløser slagsmål i min flok. Og i forvejen er jeg pt ganske påvirkelig pga hele vores situation, så jeg tudede ganske fortvivlet. Måske ikke mindst fordi jeg ved, at nu er der nødt til at ske en eller anden forandring i flokken, ellers er det bare for surt og besværligt at have Charlie og Echo under samme tag. Dilemmaet er bare, at Charlie er min gode gamle trofaste hund, som jeg ikke rigtig synes skal betale prisen. Og Echo er jo den hvalp, som jeg havde ventet på i flere år, og nu har lagt så meget arbejde i og han skulle gerne være min fremtidige agilityhund. Og han er bare en hund, der elsker at arbejde!!



Så jeg håber, at kastrationen udretter noget nær mirakler her. Så imorges kørte jeg de 60 km sydpå med Echo. Jeg blev faktisk helt forfærdet over, hvor elendig jeg er til tysk. Da jeg gik på HF sidst i firserne var jeg da rimelig god, men det var da dengang. Godt det ikke var en større medicinsk udredning, der skulle til. Jeg så Echo forsvinde ind i drømmeland, og ja nu er jeg vel hærdet. Det rørte mig i hvert fald slet ikke. Efter at have ventet en halv times tid i venteværelset blev jeg kaldt ind på "opvågningen", hvor der lå en vissen og kugleløs hund. Gudskelov - så havde de da forstået, at han skulle kastreres - og ikke lagt guld i hofterne eller ørekuperet ham......... Ok, det var måske også at overdrive kommunikationsbarrieren.

Prisen var til gengæld meget let at forstå. dkr. 810,-!!! Prisen for kastration i det sydjyske er kr. 1500-1700. Så der var da virkelig noget at spare. Jeg kunne godt finde på at bruge den tyske klinik igen ved vacinationer o.l.

Verdens sejeste baby

Tirsdag er hospitalsdag, der skal Silas have kemokur. Men der var flere ting på programmet på sygehuset. Først skulle den lille fyrs mave ultralydsscannes. Det skulle være den sidste undersøgelse, som han skulle udsættes for i denne omgang og den var skulle vise, om der var nogen forandringer på lever, nyrer og milt.

Silas sov, da vi kom ind på scanningsstuen, så det var en lille træt dreng, som blev placeret på briksen. Han vred sig træt, mens jeg afklædte ham, og jeg tænkte, at han nok ville græde, når han fik gelé på maven, men nej. Silas valgte bare at smile stort til den kvindelige læge, som dog ikke var synderligt interesseret i hans "tilnærmelser". Det var dog også bedre, at hun passede at kigge efter på skærmen og kunne afslutte seancen med ordene, at der ikke var noget unormalt at se på lever, nyrer og milt. Nu føler vi, at de har tjekket Silas grundigt og stadig kun kan påvise de syge celler i armen. Det var en dejlig besked at få.

Næste stop var H2, som Silas nu vil være tilknyttet de næste mange år. Vi skulle have en samtale med en af hospitalets socialrådgivere. Der er så mange ting af praktisk karakter, som vi skal have ordnet. Der skal søges plejeorlov, da Silas ikke må komme ud i pasning det næste års tid. Og der skal søges om en del andre ting ifm Silas´ behandlingsforløb. Lige præcis på det her område, er jeg ret imponeret over den bistand, det offentlige yder. Jeg havde ellers nået at tænke, at det var godt, at vi ikke havde købt kommunens dyreste hus, når vi nu skulle leve af penge fra den offentlige kasse. Men det er faktisk sådan, at ens økonomiske situation er uændret trods ens barns sygdomsforløb. Kommunen supplerer op fra plejeorlovsydelsen til ens normale løn i form af tabt arbejdsfortjeneste. De ekstra udgifter, som sygdommen påfører en som familie(sygeplejeartikler, kørsel mv.) dækkes af serviceloven. Så man burde ikke blive ringere stillet.

Sidste ting, der skulle foregå på hospitalet, inden vi kunne tage hjem.var kemokuren. Denne del kan overstås på et kvarter. Det kræver bare en sygeplejerske, der har tid til det. Det går jo rigtig let nu, hvor Silas har fået lagt den port-a-cath ind i brystet. Og min lille seje dreng, lå da også bare og "filmede" med sygeplejersken, mens hun prikkede i ham og gav ham kemo og tog blodprøver. Droppet med kemo går via en stift ind i det kateter, som blev opereret ind under huden i sidste uge. Se bare på billedet ovenfor. Han hviner af fryd til sygeplejersken. Han var bare så eksemplarisk på hospitalet. Han er verdens sejeste baby.

På hjemvejen var Henrik og jeg ude at kigge efter nyt fjernsyn. Efter at have boet her i 3 mdr. og stadig ikke have stødt på fjernbetjeningen til fjernsynet i stuen, så må vi nok konstatere, at den ikke har valgt at flytte med herud. Og det er lidt specielt at tage på indkøb "sammen", når man har Silas med. Det foregik sådan, at Henrik gik ind i El-giganten først og kiggede på fladskærme, mens jeg sad i bilen med Silas. Hvorefter vi byttede. Tja, måske ikke så optimalt, men sådan er det så bare, når Silas ikke må komme med i butikker. Det er ikke umuligt - bare lidt besværligt!!

Ikke kun vi mennesker er tilsyneladende frustreret.......

Søndag var vi alle 4 oppe hos min veninde, Janne, som gerne ville tage nogle billeder af Silas. Egentlig havde det været mere optimalt at tage dem, når han blev lidt ældre, men situationen gjorde, at jeg ønskede, at det skulle være nu. Det er lettere at fotografere en baby, der kan sidde selv end sådan en lille sag som Silas, der skal holdes, men eftersom medicinen kan ske at forandre Silas´ udseende/udtryk, så blev det fremskyndet.




Det blev til nogle dejlige billeder af begge mine drenge. Tak Janne! Billederne skal bruges til en collage, så billederne skal lige bearbejdes lidt, før de kommer helt til deres ret.



Vi var væk hele dagen, og der var hundene alene hjemme. Da vi kom hjem, kiggede jeg mig lidt om i stuen, hvor Echo og Cookie havde gået sammen (Hundene er delt, da jeg ikke synes, at Echo og Charlie skal gå sammen, når jeg ikke er der). Min frygt var, at Echo havde tisset i stuen, ligesom han dagen før havde gjort det nede i gangen. Jeg kunne umiddelbart ikke se noget, men jeg kiggede heller ikke særlig grundigt.

Næste morgen, da jeg skulle nedenunder med Silas, så lå der en sø på gulvet, og jeg fik øje på, at der var pisset op af væggen og op af spisebordet. Synderen var helt sikkert Echo. Jeg lukkede ham lettere irriteret ud, så han kunne tisse af og bagefter satte jeg ham i bilen, for der var ikke nogen grund til at han skulle omdanne hele stuen til "Urin-Lalandia". Da jeg gik stuen efter, så kunne jeg se, at det allerede var sket. Der var tisset op af sofaen, kravlegården, TV-bordet, sofabordet, en spisebordsstol og min store gymnastikbold. Jeg var grædefærdig og et øjeblik overvejede jeg at ringe til dyrlægen og bestille en kulørt sprøjte til ham. Jeg orkede bare ikke flere problemer, og Echo giver mig flere grå hår end de andre tre hunde tilsammen. Echo har et meget anspændt forhold til Charlie, som han knurrer af, selvom der er en lukket dør imellem dem. Så det er i sig selv temmelig bøvlet at have de to under samme tag. Og jeg aner ikke rigtig hvordan jeg skal tackle det. For Echo knurrer og ryster på samme tid, når han vil have Charlie væk. Hvis nogen kender en god adfærdsdimmer, så sig lige til - eller bare et godt og brugbart råd!!


Over middag gik jeg ud for at træne lidt med Echo på min endeløse U-bane. Det var som om Echo ville vise sig fra sin bedste side, for han var superdygtig. Et andet sted i haven står en 4-pinds slalom med buer, og også på den var jeg tilfreds med præstationen. Efter endt træning gad jeg dog ikke lige at slæbe ham med ind, så han røg om i min nye hundegård, som han dermed inviede. Imens samlede jeg så hans mors aflagte bur, som er et ret stort bur. Det blev så placeret under trappen, og Echo må pt finde sig i at være deri, når jeg ikke kan rende lige i røven af ham og tjekke, om han letter ben.

Nu skal Echo have rykket kuglerne af. Det sker på fredag. Han skal alligevel ikke bruge dem til noget. Så må jeg bare håbe, at det kan løse nogle af alle hans problemer - og helst dem alle. Jeg har sagt det før, men har udskudt det gang på gang. Der har været så mange andre ting, som har optaget mig - også er det lige det med, at jeg hader narkoser.

Ny Blog

Da min gamle blog til tider går "ned" og nu har været "nede" i et par dage, så synes jeg nu, at det er tid til at sadle om.

Når den ellers ikke er "nede" så kan man læse den gamle blog her : http://agilityterrier.spaces.live.com/