Bekymringer

At få et barn med en kritisk sygdom er som at gå gennem porten til et liv med mange bekymringer, har jeg erfaret.

Sygdom har aldrig bekymret mig ved Tobias, men han har faktisk også altid haft et jernhelbred.

Men den kære Silas........

I mandags var jeg til læge med ham, fordi han havde hostet kraftigt gennem en periode. Lægen sagde, at det var astmastisk bronchitis, og at han skulle have astma-medicin i maske. Hvis ikke det var effektivt, foreslog hun en kur med binyrebarkhormon.

Da hun undersøgte ham, lyttede hun selvfølgelig også på hans lunger og fik derved øje på Silas´ mave, som er ret udspilet (ses også på nederste billede i det forrige indlæg). Sådan har den været gennem mange måneder, og var det også sidst, da vi var til kontrol på OUH, hvor lægen også mærkede den igennem. Lægen som jeg konsulterede i mandags trykkede også maven igennem, men kunne ikke umiddelbart finde noget anderledes.

Men hun syntes, at maven var "forkert", og når hun kiggede på hans meget ringe vækst på samme tid, så sagde hun, at han havde symptomer på Cøliaki/Gluten Intolerans. Hun ville ikke umiddelbart igangsætte en udredning, men bad mig gøre lægen på OUH opmærksom på det, når vi skal til kontrol d. 11. feb.

FarMan og MinMan ser Drømmehaven sammen på pc

Jeg tog hjem, men efter få timers tænkepause ringede jeg til lægen for at få taget en blodprøve, der kunne af-/påvise hendes mistanke. Blodprøven blev taget tirsdag på Haderslev Sygehus, og Silas var bare (igen) SÅ sej. Der kom ikke meget klynk fra ham.

I dag ringede jeg så til lægen for at høre, om der var svar på blodprøverne. Lægesekretæren sagde, at der ikke var svar på dem alle, men at hun kunne se at nogle af tallene var "skæve", men hun kunne ikke sige så meget mere, og der ville ikke være et fuldstændigt billede af blodprøverne, før de sidste svar kom. Så jeg skulle ringe igen mandag og tale med en læge. Jeg lagde røret på, og kunne straks mærke knuden i maven vokse og angsten rulle ind over mig, mens jeg faktisk begyndte at håbe, at blodprøverne ville vise, at han "bare" havde Cøliaki.

Så jeg ringede lægehuset op igen og sagde til sekretæren, at jeg bare ikke kunne vente til mandag, for med alt det, som Silas har været igennem, så ville jeg ikke få et roligt øjeblik før mandag. Så hun måtte altså få min læge til at kigge på de svar, som nu var kommet og ringe til mig og redegøre for de skævheder.

En halv time senere ringede min læge og sagde, at skævhederne med stor sandsynlighed blot skyldtes hans hosteri, og at hun ellers ikke så noget alarmerende i tallene. Det gav mig da lidt ro.

Men der skal bare ikke meget til, før alle alarmklokker bimler og bamler, og man bliver pissebange...... På en eller anden måde skal man lære at leve med angsten, for jeg ved, at jeg ikke er ene om at føle det sådan. Det er en naturlig reaktion efter Silas´forløb. Men det er irriterende at have frygten med som blind passager.