Lidt træning med Ninja

Sådan fik Ninja serveret første del af aftensmaden. Hun måtte arbejde for føden, men pyt med det. Det havde hun vist intet imod.

Her vil jeg da også tilføje, at efter at jeg skrev et indlæg for en måneds tid siden, hvor jeg sukkede lidt over hende ift villigheden i trænings-øje-med, så har hun ikke forladt træningen siden, og hun tilbyder nu ofte adfærd på eget initiativ. Mon hun havde læst mit indlæg.......




Jeg har arbejdet lidt med en poteøvelse, som vi startede på, da vi var afsted på hundeferie i uge 27. Ikke at jeg har brugt meget tid på den, men jeg ser dog alligevel en klar forbedring.

Ideen er, at hun skal give højre pote til min højre hånd og venstre pote til min venstre hånd. Det fungerer rimeligt, men der er stadig plads til forbedringer. Det var faktisk en kamp, at få hende til at give pote overhovedet.

Dansk Hundeferie 2010

Sidst jeg deltog til dette arrangement var i 1999 (boede dog på campingplads med hundeferien igen i 2003), så jeg var lidt spændt på at vende tilbage.

De sidste 8-10 år har mine sommerferier været præget af et meget seriøst agilitykursus med meget dygtige instruktører - og som regel også ret ambitiøse hundeførere. Dvs undervisningskvaliteten har bare været helt i top. Derudover et ugestævne i ind- eller udland, hvor jeg virkelig har kunnet dyrke min passion for at konkurrere.

Men jeg tog familien med på råd i forhold til denne sommers hundeaktivitet, og Henrik stemte klart for Hundeferien fremfor Fionia Cup. Som han sagde, at så føles de der ugestævner lidt som at være alene-far. For ja, man (læs: jeg) er meget "optaget" af selve stævnet med løb, banegennemgange og den timelange præmieoverrækkelse. Så kan det godt være svært at være helt tilstede hos familien også......

FarMan og MiniMan

På hundeferien skulle jeg bare træne to timer dagligt, og så havde jeg fri. Træningen lå, så jeg (de fleste af dagene) også lige kunne nå at hente morgenbrød og spise sammen med familien. Det var jo meget hyggeligt.

"Natorienteringsløb"

Der var så planlagt nogle aftener med fællesspisning og et "natorienteringsløb". Men det var jo for hele familien, og jeg vil vove den påstand, at folk i "hundeferieforsamlingen" generelt (dog med undtagelser) var lidt mindre hundenørdede end mange af de hundefolk, som jeg i det daglige omgiver mig med (hvilket jo sådan set er fint med mig, men Henrik kan godt lide andre emner end bare hund med hund på).

Hele truppen på stranden

Vi boede på en dejlig campingplads i Nymindegab, hvor der var fine faciliteter for hele familien. Hittet hos de fleste var nok det opvarmede vandland, som jeg desværre kun nåede at komme i en enkelt gang sammen med Silas. Tobias nåede til gengæld at benytte vandlandet mange gange om dagen.

Jeg kom uden de store træningsforventninger. Nu havde jeg jo også meldt Ninja til, og hun er jo kun 4 måneder. Vi var meldt på klikkerholdet, som spændte meget bredt. Der var mange på meget lavt niveau. Det vil sige, at halvdelen af holdets hunde slet ikke var blevet introduceret til en klikker. Men trods mine moderate forventninger fik jeg alligevel lært Ninja "Touch på en Post-It", "Give højre og venstre pote" og ikke mindst "Elefanten". Se video af sidstnævnte øvelse herunder.



Jeg indrømmer da gerne, at jeg et par gange i løbet af ugen tænkte på (og savnede) et ugestævne, men Hundeferien og ugestævner kan man ikke sammenligne, og jeg nød da også, at det meste af tiden var camping/afslapning, som jeg kunne krydre lidt med "hundenørdeselskab".

Fællesspisning i regnvejr (heldigvis kunne vi sidde inde i tørvejr i forteltet)

Tobias levede mest sit eget teenageliv sammen med Hanne Svejstrups Joakim. De to teenagedrenge boede den første halvdel af ugen sammen med os og resten af ugen sammen med Hanne og Allan på Fionia Cup.

Silas, Henrik og jeg tog på et par småture i lokalsamfundet. Ikke mindst nød jeg gensynet med en af Danmarks smukkeste steder, som er det fantastiske landskab, som ligger lige nord for Nymindegab og op mod Hvide Sande.

Gåtur ved Bork Vikingehavn

Vi tog til Søndervig og kiggede på sandskulpturer (og mistede dermed totalt modet til at bygge så meget som et sandslot selv) og nød friske fisk i Hvide Sande.

En af de meget flotte sandskulpturer

Det var en rigtig hyggelig ferie for hundetosser og i mine øjne også en ret tålelig ferie for deres ikke så hundetossede familiemedlemmer.

Diva ,der døjede lidt med et dårligt ben, aflastes i barnevognen

Der er mange flere billeder fra hundeferien her

Ugens billede - uge 29

Godt nok er der en del år mellem mine to sønner, men de er meget glade for hinanden, selvom det måske godt kan være svært at have en masse sammen, når den ene er mest optaget af mode, piger og badminton og den anden mest af blomster, biler og dyrelyde.

Men de kan begge hygge sig med en gyngetur. Billedet her er taget i Bofællesskabet Fælleshave, som vi besøgte i søndags. Tobias og jeg boede der i "kollektivet" i perioden 2000-2007, og det var som altid hyggeligt lige at kigge forbi igen.

Yeahh - endelig!!

Ryst bare på hovedet, men det er skisme stort at se så mange cifre på MiniMans vægt. Endelig nåede han op på de 10 kg - En uge før sin 2 års fødselsdag.

Nu har han også nået en "foderstand", hvor man ikke kan tælle ribbenene på ham mere. Dejligt. Han trives, og det går fremad - nogen punkter går hurtigere end andre. Han er blevet rigtig god til at gå og kan holde til at gå lange ture i dagplejen. Han udvikler hele tiden nye ord og lyde. Og meget sjovt er det at bemærke, at han har meget styr på, hvad ordene betyder. Hvis man beder ham om at sige Ninja, så siger han Puppy (for det kalder jeg ofte Ninja), og hvis man beder ham sige Farvel eller Mojn, så siger han Bye-bye.

Frygtede et farvel.....

Diva har gennem de sidste par uger haltet en del. Faktisk ville hun ikke støtte på højre forben om morgenen, og det var tydeligt, at hun også i løbet af dagen sådan fra tid til anden var plaget af smerter i benet.



Jeg vil helst bruge min faste dyrlæge, og da vi var på ferie i sidste uge, fik jeg bare ordineret noget smertestillende via tlf, og vi aftalte så, at han skulle kigge på hende i denne uge, hvis ikke det var blevet bedre.







Diva er jo en ældre dame, der har rundet de 12 år, og jeg frygtede det værste for min gamle hund. Hvis dyrlægen fandt noget "grimt" på hende, så var det jo nok tid til farvel. Han undersøgte hendes ben/skulder/pote klinisk, men fandt intet. Nu lå der så også lige en tandudtrækning og -rensning og ventede på Diva, så inden hun blev lagt i narkose for at få ordnet tænderne, så bad jeg dyrlægen om at røntgenfotografere Divas højre ben, så jeg kunne få klarhed for hvordan skelettet på hende så ud. Dermed også afgøre om det ville være umagen værd at ordne hendes tænder, for at sige det lige ud.



Røntgenbillederne var fine, og de viste ikke nogen grund til halthed. Så det må jo være forstrækning eller overbelastning på en eller anden vis. Jeg sagde godnat til Diva og hentede hende igen sidst på dagen, hvor hun var lidt groggy og manglede en tand - men de resterende tænder var fine, så mon ikke de også kan holde et par år mere?!

Pyha, det var rart, at det ikke var nu, at jeg skulle sige farvel!

En "indkøbers" "pligter"

Jeg er lige hjemvendt fra en søndagsindkøbstur i Rema1000. Der er som regel stopfyldt sådan en søndag - især i sommerperioden.

Vi skulle nu bare have fyldt lidt op i spisekammeret efter en uges ferie i campingvognen.

Jeg er sådan en "artig" mønsterkunde, når jeg handler ind (måske fordi jeg selv har siddet ved kassen i kedelig butik engang og ved, hvilken forskel det gør for "kassedamen", hvis man hjælper hende/ham bare en lille bitte smule).

Når jeg kommer til kassen, så lægger jeg varerne op på båndet - i eet lag og naturligvis med stregkoden opad (nu er der så nogle kasseterminalen, der har fået scanneren på en plade i forlængelse af båndet - og så er det ikke den helt store hjælp, fordi alle varerne så skal vendes om igen....). Det går en hel del hurtigere at få varerne igennem kassen, hvis man lige laver det trick - det kan man let gøre i stedet for at stå og se irriteret ud over at skulle vente....... Hvilket minder mig om, at ventende danskere bare er noget af det mest usympatiske, der findes.

Når jeg har placeret alle varerne på båndet, så sætter jeg NATURLIGVIS den der adskiller-dimmer (som faktisk har et navn, som der ikke er nogen, der kender) på båndet EFTER mine varer. Og det bringer mig så til spørgsmålet : Hvor ligger "forpligtelsen" ift denne dimmer? Skal man sætte den op INDEN man sætter varer på båndet (og række ind over kunden og dennes varer, som er foran en i køen)? eller skal man sætte den på båndet EFTER, at man har lagt sine varer på båndet? Og dermed være sikker på, at "kassedamen" ikke knalder flere varer ind på ens bon, end dem man selv har skovlet op i vognen??

Så står jeg der i køen i Rema1000 bag en bedstefar, som bare har læsset sine varer op på båndet i et bjerg - og ikke noget "næste-kunde-skilt". Hvis jeg skal kunne nå skiltet, så er jeg nødt til at påkøre manden med min indkøbsvogn, da han jo naturligvis står stille ved kassen for at betale. Men der er en klar adskillelse mellem vores varer. Dels er der 10-15 cm uden varer og der så er der overgangen mellem en rodet bunke varer i et bjerg og så mine varer, der sirligt lå på rad og række.

Det er tydeligt for mig, at "kassemanden" har set skellet, men han vælger alligevel efter en lille kunstpause at køre et par af mine varer igennem, hvilket får bedstefaren foran til at vågne lidt op og sige "Nej nej - det er jo ikke mine varer" Hvortil "kassemanden" svarer : "Nåehh, men det kunne jeg jo ikke se, for der stod ikke noget skilt"

Sætter du "næste-kunde-skiltet" op før eller efter - eller sætter du det bare ikke op?? Det er ikke et af livets helt store spørgsmål, men jeg bliver bare nysgerrig...........

Ugens billede - uge 28

Det er ikke nemt at nå det hele, når man holder ferie - derfor blev der ingen ugens billede i uge 27, men nedenstående billede er fra vores ferie i uge 28.

Billedet er taget på Bork Havn, og billedet er meget råt og meget lidt opsat må man sige. Jeg elsker det pudsige sammenfald i de blå farver der er i jakkerne, sejl-overtrækkene, himlen m.m.

Hvad ferieugen ved Vesterhavet ellers gik med kommer der mere om, når jeg lige får tid til at skrive lidt om det.

Ninja - Pupdate

Det er sgu da ikke meget, man hører om den der nye border collie hvalp på bloggen, er der nok nogen, der tænker......


Nej, det er det ikke, men I skal ikke være i tvivl om, at Ninja er fantastisk sød, mild og nem. Hun falder så godt i med flokken (læs Charlie, for Diva er ikke vild med hvalpe, så Ninja eksisterer stort set ikke i hendes univers) og en status over ødelagte ting indtil nu = NUL!

Jeg har nu haft Ninja i 2 måneder, og indtil nu er hun den nemmeste og mindst krævende hvalp, jeg nogensinde har haft...... Det var ikke sådan jeg troede det ville være, at få en border collie hvalp.






Jeg indrømmer dog gerne, at jeg alligevel har fået lidt grå hår af den unge dame. Lad mig starte med at sige, at jeg ikke forventer at en border collie er født til at kunne alt, hvad man beder den om. Men jeg forventede næsten, at jeg nu skulle kunne klikke som en vild - og mindst indtil jeg ville få slidgigt i tommelfingeren.


Der blev jeg fandme godt nok snydt. Det siger faktisk ikke rigtig Ninja noget, det der klikker-stads (men det skal det nok komme til, håber jeg). Hvad er det så der sker? Ja bedst som man sidder og venter på, at kræet tilbyder en (umiddelbart ret simpel og oplagt) adfærd, så skrider damen sgu. Aldrig har jeg da prøvet, at en af mine hunde er gået midt, at jeg var igang med at træne - og her endda indenfor de første to minutter. Men så skal hun lige kigge lidt her og der i stedet for at "deltage i undervisningen". DET er anstrengende!!

Af frygt for store frustrationer, så skrinlagde jeg faktisk alt træning i nogle uger, og fokuserede bare på den gode relation mellem Ninja og mig. Og så observerede jeg, at klikket ikke umiddebart er den markør, der tænder Ninja (endnu), men at min stemme er mere interessant og motiverende for hende. Vi er derfor tilbage til "fortiden", og jeg siger "Dyyygtiii" og lokker også gerne Ninja til den ønskede adfærd i stedet for at sidde og vente mig skæv i hovedet på, at hun selv gider at tilbyde den. For så synes hun slet og ret, at træningen er kedelig.

Vi arbejder pt lidt på bl.a. hånd-touch, stå på spand/balje, Set-Up, Twist, kontakt, Stå, Sit og Dæk. Efterhånden som hun modnes kan jeg mærke, at jeg også godt kan koble mere på, men jeg har tid nok......

Det er også lidt en trøst for mig, at jeg ikke er den eneste, der står med sådan en udfordring. Sanne har ca. samme udfordringer med sin hvalp (http://agilitytraening.spaces.live.com/blog/cns!F038B206915327C5!2013.entry)

Så jeg følger med på Sanne blog og venter nysgerrigt opdateringer om Compete og hans fortræffeligheder.

Er der forskel på teenagere??

Ja, det tror jeg bestemt, at der er. Nogen gange er forskellene bare mere åbenlyse end andre.

Tobias er en ung mand på 15 år, der bestemt godt ved, hvad han vil have (læs = købe, for her er MOR ikke en, som giver en gaveregn af alt det, som man vender sin fedtede pegefinger hen mod). Grunden hans store bevidsthed omkring tøj, sko og ej at forglemme hårvoks, så kan han jo altid godt bruge en skilling eller to. Ikke at han ellers ikke er hjælpsom, men penge er en meget stor motivationsfaktor!

Hjælpsomme Tobias kan også vande planterne

Første gang jeg så vores hus i salgsopstillingen på nettet, så tænkte jeg bare: sikke da en grim klods, men fordi en anden faktisk havde sendt mig linket, så kiggede jeg nærmere på huset, og Henrik og jeg tog ud og kiggede på det på. Grim facade eller ej, der var andre dejlige ting ved huset. Facaden kan man jo fikse, og dertil er vi så endelig nået (vi har jo (desværre) haft andre ting, der kunne optage vores sind og hænder).

Lidt af den gamle og lidt af den nye farve

Vi lejede en lift i den lokale materieludlejning i mandags og så gik vi ellers igang med at male. Tobias havde en kammerat med hjemme og sove, men Tobias blev rusket ud af teltet, som de to drenge havde slået sig ned i, og blev gennet igang kl 8. Liften koster 800/døgn, så den skulle jo ikke stå stille.

Tobias i højderne

Hold op hvor Tobias knoklede (altså engang imellem slog han godt nok over i teenager-tempo..). Hverken Henrik eller jeg er særlig begejstrede for højder, men Tobias han er iskold (kan evt forveksles med teenage-dumdristig). Derfor blev det ham, der fik æren af at male husets to skorstene, hvilket han synes var et fantastisk sjovt stykke arbejde. Men han kløede også godt på med huset mindre udfordrende flader.

Sådan !! - Bag ham ses den hvide skorsten

Da klokken var 20 fik Tobias fri, men der havde han altså også givet den gas i 12 timer. Helt anderledes så det ud med hans kammerat, som lå og sov i teltet hele dagen. Dvs. han kom væltende ud af teltet kl. 16 (hvorefter han bare fortsatte med at sidde og putte sig inde på Tobias´ værelse). Jeg var faktisk lige ved at være bekymret for hans helbred nogen timer forinden, for jeg har da aldrig oplevet Tobias sove så længe. Man må sige, at der var stor forskel på, hvad de to drenge fik ud af den dag. Jeg undrede mig nu også over, hvordan han overhovedet kunne sove, når vi gik klods op af teltet og arbejdede og snakkede.

Bemærk lige hvor tæt liften står på teltet

Og Henrik og jeg grinede faktisk lidt af tanken om, at han havde lagt sig til at sove i et telt ved siden af et gult hus, og da han vågnede op var huset hvidt! Men det bemærker sådan en teenager sikkert slet ikke.

Ugens billede - uge 26

Så blev det endelig sommer. Et lille billede af min lille sommerdreng, som bare elsker at være udenfor. Det er vi andre nu også ret glade for.


Nu er sommerferien startet for vores vedkommende og vejret er jo fantastisk til ferie!

Herude på landet sker der aldrig noget.....

Vi bor pænt langt ude på landet, synes vi selv. Men derfor skal man ikke vide sig for sikker. Det har vi da erfaret, da vi for få dage siden fik stjålet en cykel, som stod langt inde på vores grund helt inde ved huset (der er 50 meter fra vejen til huset, og haven er ret lukket).

Egentlig opdagede vi først, at Tobias´cykel manglede, da han vendte hjem fra ferie hos mine forældre torsdag eftermiddag og ringede og spurgte, hvor vi havde gemt hans cykel..... Så vidste jeg ligesom godt, hvad der var sket med den. Jeg kunne huske at have set den tirsdag morgen - ULÅST!! (men den skal låses med nøgle, så det er ikke bare lige....)

Torsdag aften kørte jeg strand- og sommerhusområdet (som ligger 3-5 km nede af vores vej) tyndt i håb om at finde den smidt i en grøft eller et buskads. Men nej desværre ikke. Fredag blev Tobias sendt ned i samme område for at lede efter cyklen og op til købmanden i vores lille by med en seddel med en efterlysning.

Fredag eftermiddag kørte jeg afsted for at hente Silas i dagplejen, og jeg var lidt sent på den, da fredagslukketiden egentlig ikke passer så godt med min arbejdstid. Nogle hundrede meter oppe af vejen passerer jeg tre drenge, og jeg når i forbifarten at registrere, at den ene af drengene cykler på en hvid herrecykel. Det må jeg lige undersøge nærmere, så jeg vender bilen og fortsætter efter drengene, og da jeg kører op på siden af dem, bliver jeg ret sikker på, at den hvide cykel er Tobias´. Så jeg standser drengene og spørger, om ham på den hvide cykel kan bevise, at cyklen er hans. Det kan han så ikke, for den har han fundet nede ved stranden. Det forklarer jeg ham så, at det ikke er helt i orden at score noget, bare fordi man finder det, og at den cykel faktisk hører til i min husstand.

Han får en lille opsang, mens mine tanker flyver lidt rundt. Jeg er jo temmelig tidspresset, og sandsynligheden for, at politiet vil rykke ud på nul komma fem er nok meget lille. Med til denne historie hører, at jeg engang stod i Holbæk Politikreds med en mand, der var så stang-bacardi, at han ikke kunne ramme den rigtige side af vejen. Da jeg ringede til politiet var beskeden bare, at jeg skulle lade manden køre, for de havde ikke mandskab til at køre ud. Jeg var målløs. Jeg synes jo, at spritkørsel er total hul i hatten - og til stor fare for omgivelserne. Så hvilken prioritet har en cykeltyv lige??! Så hvis politiet endelig ville snøvle sig herud på 7. kartoffelrække, så ville der nok gå 20-30 min.

Jeg vurderede sagen kort. Nu havde jeg cyklen i hænderne, og jeg kunne helt sikkert ikke nå at hente Silas til tiden, men vidste, at dagplejen stod og hoppede for at komme afsted på ferie på campingpladsen. Derfor smækkede jeg cyklen bag på bilen og lod cykeltyv være cykeltyv. Hvilket jeg har fortrudt en del gange siden nu.

For da Tobias genser sin cykel konstaterer han, at de har forsøgt at camouflere deres ugerning ved at spraymale hans blå eger (og der har de også ramt noget af stellet), fjernet ringklokke, sadelovertræk, staferingsklistermærker og lygteholder. Så udover at den mangler effekter, så er det måske heller ikke helt den samme flotte cykel, som jeg købte for 10 måneder siden. Men det nåede jeg jo ikke at konstatere i farten, men synes godt nok, der var noget, som var forandret. Nu synes jeg så også at gerningen har flyttet sig lidt fra at have "lånt" en cykel, man har fundet (og måske havde tænkt sig at lægge fra sig igen, når man var færdig med at være sommerhusgæst) til at man nu i den grad forsøgte at score en cykel.

Dagens besøg hos vores lokale købmand gav mange gode oplysninger om de tre drenge, som jeg jo meget gerne vil møde igen nu. Vores købmand har nemlig en meget nysgerrig ekspedient, som gerne skal kommentere alle indkøb og vil hyggesnakke med alle, så hun vidste at de tre drenge boede i sommerhus nede ved stranden, og at det var en af forældrenes sommerhus og at de boede tæt på campingpladsen. Hun vidste også, at de kom og spillede oddset og enten gik, cyklede eller tog den på stop de ca. 5 km mellem købmand og strand, som var en strækning de havde tilbagelagt en del gange i ugens løb. Så vidste hun også, at de var en større flok på 8-10 unge.

Så lørdag aften gik med at lege Sherlock Holmes i sommerhusområdet. Jeg talte med mange af de fastboende sommerhusejere, men de havde ikke lige hørt noget i deres sommerhusområde og sådan en flok ville de da have bemærket. Men en af dem havde hørt at campingfatter på den nærliggende campingplads var meget træt en gruppe unge mennesker, som boede i sommerhuskvarteret ved siden af det, som vi var blevet ledt hen til ud fra købmandens oplysninger, så vi søgte det ene spor efter det andet, men jeg tror desværre ikke, at det var meget at hente der.

Men nu kan jeg da i det mindste sige til mig selv, at jeg trods alt forsøgte at finde drengene. Og så glæde mig på Tobias´vegne over, at cyklen er hjemme igen. Og behøver jeg at nævne, at vi naturligvis har sagt til ham mange mange gange, at han skal låse sin cykel?? Så jeg tænkte godt nok, at han nu havde lært noget, når nu cyklen forsvandt. Så jeg var faktisk ikke bange for at true med at genindføre revselsretten, for han ville helt sikkert huske at låse sin cykel nu! Så jeg sagde til ham, at jeg bare ikke gad at se den cykel stå ulåst, og hvis jeg så det igen, så skulle han bare vide, at Henrik eller jeg havde ret til at give ham en "lammer"

I dag er det lørdag, og Tobias har fået sin første (venskabelige) "lammer". Sådan en teenager lærer åbenbart ikke så godt.........