Echo 4 år

I dag fylder Echo 4 år. Jeg husker tydeligt den turbulente dag, hvor jeg fik beskeden om, at Twix havde født 5 drenge ved kejsersnit, men havde bidt den ene hvalp ihjel - og kuperet lidt af et øre på en af de andre. Jeg havde bare drømt om en hvalp af denne kombination i flere år, og jeg ofrede så meget for, at det skulle lykkes. Både før og efter at hvalpene blev født.

Jeg fandt en amme til de to af hvalpene. Den ene var Echo. Jeg besøgte ham mindst en gang om ugen på Als, og ventede på, at han skulle blive 8 uger, så jeg endelig kunne få min drømmehund....

Meget er sket siden. Og som de fleste nok ved, så bor Echo jo ikke hos os mere, men har en "aflastningsfamilie" en halv times kørsel herfra. Jeg kan hente ham til træning og stævne, men ellers passer familien Eriksen ham, og har ham som var det deres egen hund. De elsker ham overalt på jorden ,og han bliver nusset og pusset - og han er det, som han allerhelst vil være : Den vigtigste i hele verden! - i hvert fald i Familien Eriksens verden.

Som jeg sidder og skriver dette, så bliver jeg faktisk også lidt ked af det, men jeg ved, at det her er den allerbedste løsning for os alle. Echo har en dejlig familie i Familien Eriksen, og han skal ikke forholde sig til en flok med andre hunde, hvilket jeg har observeret godt kan være lidt anstrengende for ham.

Men bedst af alt, så er der ingen små børn, som klynker eller græder. For det fungerer bare slet ikke for Echo. I weekenden havde Familien Eriksen besøg af en familie med en lille baby, og da den lille begyndte at klynke, startede Echo med at skrige (præcis som herhjemme, når Silas græder). Så det er jo ikke bare Silas, der tricker ham, men barnegråd i det hele taget.

Lige præcis den del af Echos personlighed gjorde det meget svært at bo sammen med ham. Der er faktisk gået rigtig rigtig mange måneder efter, at Echo flyttede, før jeg kunne slappe af, når Silas græder eller klynker. Ellers har det hele tiden siddet i mig, at når Silas startede, så ville det næste være Echos "sirene", som er en lyd, der skærer gennem marv og ben.

En hundeveninde, der ellers er meget meget tolerant ift hunde var på besøg en dag, mens Echo var her og oplevede seancen, der startede med lidt barnegråd, der ret hurtigt efter akkompagneredes af Echos skrigeri. Hendes resolutte kommentar var bare : "Nej det der kan man da ikke leve med.....  Det kan jeg godt se!" Rart at få den tilkendegivelse.

Jeg har vænnet mig til, at han ikke er her. Og fordi han skaber så meget stress og uro i huset, når han er her, så henter jeg ham aldrig "for sjov". Der skal være stævne, træning eller kursus, så der ligesom er en mening med det. For jeg er ikke to sekunder i tvivl om, at Echo helst vil være hos Familien Eriksen, hvis det ikke er, fordi der er agility i farvandet.