tirsdag den 19. juli 2011

Lykken er din......

... hvis du vil have den.

Lykke er en underlig størrelse. Danskerne er efter sigende verdens mest lykkelige folk, men jeg synes, at jeg oplever mange, der higer efter en evig lykke, og giver udtryk for alt andet end tilfredshed med deres liv. Det er som om, mange siger, hvis bare.....
  • jeg blev skilt og var fri
  • vi vandt i Lotto
  • vi kunne komme ud at rejse
  • vi fik den nye flotte sofagruppe
  • alle i familien havde deres egen bærbare eller IPad
Eller hvad udsagnene nu kan være....  Store eller små. Men ville det være en lykke? Næhh, jeg tror sjældent, at ovenstående ville bringe mere lykke. Jeg tror, at lykken handler om at finde roen i sig selv og finde ud af, hvad ens værdier er. Man skal holde op med at hige efter alt det, som man ikke har, og værdsætte det, som man har.

Lykkefølelsen kan være sådan lidt op og ned. Nogle dage føler man sig så lykkelig, at det er lige før man sprudler over. Jeg var meget forundret over, at mærke denne sprudlende lykkefølelse en dag midt i Silas´ kemoforløb. Selvom det nu er et par år siden, så husker jeg stadig min forundring over at have en stor lykkefølelse på netop det tidspunkt, hvor jeg måske burde være allermest ulykkelig og fortvivlet.

Det hele var stadig relativt nyt for os. Silas har vel været 5 måneder gammel og to måneder forinden, havde han fået diagnosen Langerhans Celle Histiocytose og en prognose på 50% for overlevelse, og jeg fattede ikke, at jeg kunne stå der midt i min angst og føle mig så fandens lykkelig..... Det var faktisk lidt af en øjen-åbner for mig og min opfattelse af lykke.

Siden har jeg dog observeret, at mange af de forældre med kritisk syge børn, som jeg har lært at kende gennem de sidste par år, ganske ofte udtrykker en stor lykkefølelse og ikke mindst taknemmelighed for de små ting i livet. For nogen af disse forældre skal der desværre nærmest mirakler til, hvis deres børn skal overleve (men miraklernes tid er ikke forbi), men det forhindrer dem ikke i at føle sig lykkelige, og det synes jeg på en eller anden måde er meget interessant.

Især hvis jeg kigger mig omkring, og mine øjne falder på personer eller familier, hvor tingene ser ud til at gå lidt ligesom en leg, men samtidig oplever at samme personer beklager sig i ét væk over småting og er utilfredse og kede af (i mine øjne) mindre betydningsfulde ting.

Jeg føler mig overbevist om, at lykken ligger foran ens fødder, hvis man bare vil være lykkelig og tilfreds i sit liv.

3 kommentarer:

  1. Kære Berit, tankevækkende og godt indlæg!
    Må jeg linke til det på min blog?
    KH Charlotte

    SvarSlet
  2. Ja, et meget tankevækkende indlæg. Jeg tror desværre, at det er sådan, at folk tror at de kan opnå lykke, hvis de får nogle ting, på den ene eller anden måde. Det virker på mig som om, de personer ikke selv gør noget for at blive lykkelige, men tror de kan få det "foræret".

    SvarSlet
  3. Jeg tror det handler om perspektiv. Har man ikke oplevet 'krise', laver man en krise ud af, hvad kriseramte ville kalde ligegyldige ting. Sammenligner man med Somaliske flygtninge, ville de nok tænke at det at miste et barn er småting - bare man ikke mister samtlige børn. Alt er relativt. Jeg kan nogle gange undre mig over at min mor kan bruge en time på telefonen for at fortælle mig om vejarbejdet eller skraldespandstømning og ikke en eneste gang spørger til mig eller hendes børnebørn (måske lige til sidst). Men de ting er kriserne i hendes liv og hvem siger de ikke er lige så gyldige som mine eller dine? Måske handler det om, at krisen er et menneskelig behov? Uanset hvad, påskønner jeg mine 'krise' som slet ikke er på niveau med familiens Bildes.

    SvarSlet