Hvor meget er penge egentlig værd?

Nu er der gået fem måneder, siden jeg blev fritstillet. En tid, hvor jeg dagligt funderer over indholdet i livet, mine værdier, mine prioriteter, mit værd, mine drømme, min familie og alt det, som tilsammen skal forme min platform for, hvad det er for et arbejdsliv, som jeg skal hen imod, når mit ansættelseforhold ophører til nytår.

Det er blevet til mange gåture med smuk natur

Min første plan var faktisk at holde forældreorlov i 13 uger, men så gik det op for mig, at man faktisk skal være i job for at kunne det. Egentlig en stupid regel, synes jeg. Nå, men de planer har jeg ikke helt lagt på hylden endnu. Jeg kan nok stadig grave lidt i nogle formaliteter rundt omkring og se, om der ikke åbner sig en mulighed for det.

Hvad har jeg så brugt tiden på?
Jeg står op hver dag klokken seks, og sammen nyder vi alle tre en god morgen, hvor Silas har fået de faste rutiner og klokkeslet efter skolestart godt kørt ind. Eftersom jeg ikke har så mange pligter at skulle nå, så kører jeg Silas i skole hver morgen. I starten deltog jeg hver morgen i fællessamlingen for hele skolen, hvor der synges og uddeles kollektive beskeder. Det har været rigtig hyggeligt at kunne deltage i dem, og samtidig også meget trygt for Silas. Nu har jeg trappet ned til at deltage 1-2 gange om ugen.

Novemberskovtur

Så har jeg også prioriteret at få luftet hundene med nogle gode gåture. I starten gik min tid ret hysterisk med at forsøge at genoptræne Ninja, men efterhånden er det blevet til almindelige gåture på 30-60 minutter om formiddagen. Jeg har nydt formiddagene ved stranden eller i skoven. Om lidt er det jo også sat på standby med disse morgenudflugter, da Ninja skal føde i denne uge. Men jeg har gået mange kilometer de sidste måneder, hvor tankerne har haft frit løb vedr. fremtiden.

Poteaftryk på stranden

Ud på eftermiddagen henter jeg som regel Silas igen i SFO´en. Jeg bliver faktisk upopulær, hvis jeg henter ham lige efter skole, og ligegyldigt om jeg henter ham kl 14, 15 eller 16, så er det for tidligt, for han er altid lige i gang med en leg og vil ikke hjem. Det er naturligvis dejligt, at han er glad for at være der, men det kunne også være rart, hvis han gerne ville med hjem. Men mest af alt glæder jeg mig over, at han så gerne vil være i SFO og lege, for det sociale har hidtil være rigtig svært for ham, og det var også det, som man spåede ville blive hans udfordring ved at starte i skole. Livet de sidste måneder har også levnet plads til hygge-eftermiddage med mulighed for spil, bøger, tegninger og hygge ved spisebordet, når man kom hjem. Der er ikke så meget knald på som før. Jeg bestræber også at få indkøbene klaret, før Silas bliver hentet (Silas hader at være med på indkøb).

Hygge med vendespil

Jeg har virkelig sådan nydt, at jeg har kunnet være MOR og ikke hele tiden skulle sige: "Kom nu! Vi har travlt" og "Nej, det er der ikke tid til". Jeg fornemmer også klart, at jeg har fået et par plusser på kontoen hos Silas for dette nærvær, selvom han er og bliver fars dreng, så har han dog genopdaget nogle kvaliteter hos mig de sidste måneder.

Eftermiddagsstrandtur med Silas

Det er jo en kæmpe gevinst at mærke denne ro og det nærvær, som jeg også syntes, at jeg har kunnet give andre på min vej. Jeg har virkelig følt en ro og lykke. Jeg tænker også, at jeg pt ikke tænker, at lykken er et job og et liv, som det jeg har levet de sidste mange år.

Lykken er små smukke øjeblikke, hvor man mærker, at man lever

Ofte tænker jeg over, hvor lidt eller hvor meget penge er værd. Jeg har knoklet og stået til rådighed mange timer, ferier, aftener, nætter og weekender. Jeg har også tjent nogle gode penge, og der er vel ingen der er kede af at tjene penge? Alle har brug for penge, men spørgsmålet er måske også, hvor mange penge, man egentlig behøver? Er det sidste (ekstra gode) penge, man tjener også det værd, som man "betaler" for dem?

Mens jeg overvejer livets store spørgsmål, så går tiden, og jeg arbejder videre på at få styr på mine muligheder, og så må vi se, hvor det bringer mig hen. Mange er spændte på at høre, hvordan det hele ender, og jeg er også selv ret spændt på, at se om mine planer og drømme kan realiseres.

Livet er en gave, og jeg minder mig selv om, at det ikke bliver genudsendt