Flyv fugl….

At være mor er jo heldigvis en evig titel. Men de kære børn er kun til låns. De får min ubetingede kærlighed. De fylder mig med glæde, stolthed og omsorg. Jeg ønsker mine drenge alt det bedste, men det er svært helt at slippe dem og lette sine beskyttende vinger.

I juledagene bekendtgjorde Tobias, at han ville flytte sammen med sin kæreste i Holstebro. Beskeden var ret uventet og jeg blev vred, skuffet og fortvivlet. I mine ører lød det aldeles tumpet og ikke særlig velovervejet. Jeg indså dog snart, at jeg ingen "magt" havde ift beslutningen.

Det var som at stå med en hest, der rev trækketovet ud af mine hænder. Jeg kunne hverken fange eller holde den. Kun gøre mit bedste for at den ikke løb direkte ud på motorvejen eller i havnen. Derfor gør jeg mit bedste for at hjælpe Tobias til at træffe de (i mine øjne) rette valg og skabe sig et godt fundament for hverdagen, når han flytter.

Nu 8 uger efter beskeden er dagene til Tobias flyver fra reden talte. Den 3. marts starter han på sin nye læreplads i Herning. Jeg er sikker på, at det bliver spændende for ham. Jeg er utrolig glad på hans vegne, når det nu er det her han vil. Jeg stolt over, at han "tør" flytte så "langt" væk (Holstebro... Herre Gud!). Stolt over, at han virker til at være kommet godt på vej. Det betyder uendelig meget for en som mor, at ens børn trives og har det godt. Det er så opslidende hvis man fornemmer, at de halter eller løber af sporet.

Så jeg har et lidt ambivalent forhold til næste weekend. Jeg er ked af igen at skulle undvære ham i hverdagene, for nu ved jeg, at "hjem" ikke er hos mor mere, men omvendt glæder jeg mig også til han og kæresten får styr på bolig, økonomi og det hele, så jeg ikke mere bekymrer mig om det. Puha hvor det slider at skulle slippe og se om vingerne nu også kan bære….

Midt i det hele, er det en stor trøst, at Silas har beroliget mig med, at han først flytter, når han bliver 49 år. Han har også allereder regnet sig frem til, at det først er om 44 år. Silas er i sandhed en solstråle.