Mens jeg var på Mandø var der stævne i den anden ende af landet. Her blev en af EO-holdets hunde desværre alvorligt skadet, da hun hang fast i tunnelholder. Tina (som ejer den skadede Darling) skulle have været afsted med to hunde, men valgte at trække begge sine hunde fra deltagelsen til EO. Ugen forinden var en anden af holdets hunde blevet agilitypensioneret pga en agilityskade, som hele tiden brød op. Rigtig trist baggrund at komme i spil på. I det hele taget trist, når vores hunde bliver skadede af vores sport.
Hvem forestiller sig, at en 3. reserve kan komme i spil? Ja, jeg gjorde ikke. Og da jeg kunne se, at jeg var 3. reserve, så besluttede vi på hjemmefronten helt at droppe vores ellers planlagte tur til Frankrig (den var bygget op om turen til European Open). Derfor var det i fuld enighed mellem Henrik og mig, at Henrik takkede ja til noget arbejde, som han fik tilbudt hen over sommerferien. Godt nok betød det jo, at vi ikke ville få sommerferie sammen allesammen, men vi har jo en efterårsrejse i vente.
EO klar (i øvrigt iført min amerikanske veninde Jennifers EO trøje fra 2015) |
Jeg kunne ikke engang bare "efterlade" Silas hjemme hos Henrik, for SFO´en har lukket i hele juli måned. Redningen blev så mine forældre, som jeg alligevel havde aftalt med, at Silas skulle på ferie i nogle dage, men det var nu ikke lige på tidspunkt. Jeg fik rykket lidt rundt på ferien hos mormor og morfar, så det passede med, at det var mens jeg så var i Frankrig i stedet for. Super fint. Så kunne det lade sig gøre.
Men så fik jeg øje på en ny udfordring. EO slutter søndag d. 31. juli, og Silas har fødselsdag d. 1. aug, og jeg kunne også mærke, at det var forkert ikke at være hjemme til at holde fødselsdag for ham - fra morgenstunden vel at mærke. Havde vi været i Frankrig alle mand på ferie, så havde han jo bare skullet fejre fødselsdag sammen med sine forældre i Frankrig. Alle de der udfordringer havde jo ikke været der, hvis ikke jeg var endt på reservepladserne efter kvalifikationerne. Så selvom det hele lader sig gøre, så er det ikke som "fod i hose"
Ja man skal måske være forælder for at forstå mine dilemmaer.... Egentlig er det ikke fordi en knægt på 7 år skal diktere ens sommerferie, men jeg må også se i øjnene, at det her pludselig ikke mere var en "ferie" i den forstand, men en tur ene og alene for mig. Så når han sagde så tydeligt fra, så vil jeg ikke "tvinge" ham med. Inde i mit hjerte siger det mig, at turen ikke er "nødvendig", men ene og alene et egoistisk behov fra min side. Silas kan som så mange andre (børn som voksne) godt lide forudsigelighed, og han kan ikke gøre for, at ferieplanerne ændres hele tiden. Jeg synes, jeg er nået frem til et for alle tåleligt kompromis.
Altid en fornøjelse at løbe med Ninja |
Jeg har regnet ud, at jeg kan køre hjem i løbet af aftenen/natten efter EO, og når jeg bare har selskab på vejen af de andre deltagere, så skal det nok gå. Nu glæder jeg mig i hvert fald til at komme afsted sammen med Ninja og prøve kræfter med alle de seje hunde fra hele verden. Jeg er sikker på, at vi nok skal få en helt fantastisk og hyggelig tur sammen med de øvrige deltagere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar