En fantastisk sæsonstart

Med stævnet på Vilhelmsborg i sidste weekend, så kan man da godt sige, at sæsonen blev skudt igang. Godt nok var jeg også til stævne i Vejle tidligere på året, men der kan jeg dårligt huske mine løb, for jeg var langt fra på toppen og lå faktisk og blundede med influenza på Sannes fine "fotosofa" mellem mine løb.

Men på Vilhelmsborg var jeg frisk og klar til at give den gas. Jeg skulle løbe med både MicMic og Ninja, og jeg skal da lige love for at det blev et par travle dage, hvor løb og banegennemgange havde total sammenfald, men sådan er det jo nogen gange, når man løber med hunde i forskellige størrelser i forskellige klasser. Jeg håndterede det med indsendernes gode fleksibilitet, og jeg har ikke noget problem med at lagre et par baner i hovedet på samme tid.

Sidste år løb jeg (med undtagelse af sæsonens første to stævner) kun springløb med MicMic, fordi jeg gerne ville have hendes balancebom lidt mere på plads. Hun havde simpelthen ikke forståelse for feltet. Jeg kunne bestemt godt have arbejdet mere med vippen og bommen, men har hele tiden tænkt, at det kunne jeg nok nå, for der var god tid. Dog syntes jeg nu, at hun var noget mere klar til agilityløb end sidste år.

MicMic
(Foto: Jens Mejdahl)

Det var dog ikke nemt at se på hendes løb, for MicMic besluttede sig simpelthen for ikke at ville løbe over bommen i to af sine 4 agilityløb og vippen i et enkelt løb. Hun har selvfølgelig heller ikke set så mange forskellige feltforhindringer, så det var nok det, som drillede hende. Men jeg synes, at det som hun lavede ud over det, var rigtig godt. Hun lider jo nok lidt under ikke at være min "første-hund". Det blev dog til et enkelt fejlfrit løb i SP1, hvor hun vandt klassen, og hun er skøn og sprudlende at løbe med.


Ninja var til gengæld total flyvende. Sikke en weekend! Kun et enkelt løb kiksede, og det må jeg tage det på min kappe. Dårlig handling gjorde hende chanceløs, og det kostede et par nedrivninger. De øvrige løb var vores samspil super godt. 7 fejlfrie løb, hvoraf de 5 af dem placerede os i Top 4, og når det så er sagt, så var de åbne klasser jo ret store med ca 125 deltagere og ca 45 i klasse 3. Mine konkurrenter var sandelig også "Toppen af poppen", idet stævnet var udtagelsesstævne til landsholdet. Det betød, at landets stærkeste felt var med til stævnet, og placeringerne i klasse 3-løbene om søndagen var pointgivende for de ekvipager, der har søgt landsholdet.



Desværre synes jeg godt, at man kunne mærke det på stemingen, at der pludselig var et anderledes pres for kandidaterne. Jeg synes altid, at det ser trist ud, når en hund får en skideballe på banen, og derefter skal følges med en sur og ignorerende fører ud af banen eller måske er den så "heldig" at blive båret ud. Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg ikke forstår, hvorfor man som handler nogen gange griber til at afslutte et løb og gå ud. Nogen gange kan det være "konsekvens" men andre gange er det slet og ret "ærgelse". Men uanset hvad, så ser det bare ikke pænt ud. Og det er bare så trist, når man ser folk have ærgelsen malet i sammenbidt udtryk eller kommer tilbage fra lufteturen med tårer i øjnene. Så er agility jo slet ikke rigtig sjovt mere...

I forgårs kiggede jeg lidt på placeringer og point. Bare for sjov! For at se, hvad jeg ville have opnået af point, hvis jeg havde meldt mig. Jeg havde haft 32 point og havde ligget nummer 2 indtil videre. Men jeg har ikke meldt mig. Selvom jeg er afklaret med beslutningen, så har jeg en landsholdsløber i maven, og vil alligevel gerne. Total ambivalens! Jeg ville synes det var fedt, hvis landsholdet kunne udtages efter et andet system.

Men hvem siger også, at jeg havde leveret lige så flotte løb, hvis der var point på spil for mig. Jeg aner det ikke. Men jeg ved, at jeg deltog til Vilhelmsborg Cup og følte, at det hele var "for sjov" og jeg ved, at Ninja og jeg var den suverænt bedst placerede ekvipage til finalen ud af de ca 125 deltagende hunde med 107 point ud af 120 mulige.

Rangliste til finalen

Ja, og det tillader jeg mig også gerne at være stolt af. Jeg ved, at vi skulle løbe som sidste ekvipage i finalen, og jeg ved, at jeg nød det i fulde drag. Det var skønt at mærke det intense ved at løbe en finale, og hvordan Ninja tændte på, at jeg også var ekstra tændt ved at løbe med et finaleløbs pres, og jeg ved, at jeg elsker at løbe agility med min "Fantastisk Ninja"

Vilhelmsborg Cup 2016

Det er mange år siden, jeg sidst har været til Vilhelmsborg Cup sidst. Faktisk ikke siden 2008. Jeg huskede stævnet med tillægsord som koldt, langtrukkent, dyr/dårlig forplejning, lidt ensidige præmier (hvis man var lidt for "grådig" med at vinde) og alt for mange mennesker.

Da jeg gik med landsholdstanker meldte jeg mig til stævnet, fordi det er et af de stævner, som der er pointgivende til landsholdet. Jeg lavede en overnatningsaftale om at dele en hytte med Cherie, og da jeg besluttede mig for ikke at søge landshold, så havde jeg faktisk mest lyst til at trække min tilmelding, men jeg havde jo lavet en aftale med Cherie, og jeg er ikke en person, der løber fra mine aftaler, så jeg holdt naturligvis ved.

Det er jeg så faktisk også ret glad for. Vilhelmsborg er nemlig slet ikke alle de "grimme" ting, som jeg husker. Ja, ja nu skal jeg heller ikke gøre det værre end det var, men overdrivelse fremmer forståelse.

Lad os bare tage det fra en ende. Ja, der var mange mennesker. Jeg nød gensynet med agilityfamilien efter en lang vinterpause. Der var naturligvis også mange deltagere, men det var ikke en midnatsforestilling - slet ikke!! Super flot og professionelt afviklet. Der findes klubber, der kan bruge længere tid på at afvikle et stævne med 30-40 hunde (mod de ca 300 hunde, der var tilmeldt til dette stævne).

Et kig ud over hallen
(Foto: Jens Dixen Mejdahl)

Afviklingen gik tjept. Jeg fornemmede også, at dommerne havde fået besked om ikke at bygge baner med for mange forhindringer, da flere af banerne havde under 20 forhindringer, og det er jo også en måde at spare tid på. Jeg oplevede på ingen måde, at hjælperne stressede os deltagere, selvom de gerne ville spare tid. Faktisk oplevede jeg hjælperne som enorm fleksible, da jeg var så uheldig at gennemløb og banegennemgange faldt sammen næsten hver gang for mine to hunde. Det gav ikke anledning til problemer for mig. Tak for det! Jeg spænede nærmest i pendulfart mellem mine banegennemgange, gennemløb, parkeringspladsen, opvarmning, afskridtning. Faktisk blev det til 25.000 skridt om dagen på de to dage. Agility er ikke kun at sidde i en campingstol og drikke kaffe og spise kage....

I år var det ikke koldt. Det kan hænge sammen med, at Vilhelmsborg stævnet tidligere har ligget i midten af marts i stedet, og der kan jeg huske nogle bidende kolde stævner. I år var det nærmest forårsvejr. Fra tidligere husker jeg, hvordan dele af hallen var opvarmet, og man alligevel knokkelfrøs. I år kunne jeg stort set klare mig uden overtøj inde i hallen.

Forplejningen var fantastisk. Desværre kunne jeg dårligt nå at spise mellem mine løb. For i de tre timer, hvor køkkenet havde åbent, havde jeg vel 5 løb, der skulle afvikles og ligeledes 5 banegennemgange, men det er jo ikke arrangørens skyld, at jeg har tilmeldt mig med to hunde. Så det er min egen "skyld". Men den mad, som jeg nåede at hugge i mig 5-10 minutter i lukketid begge dage var fantastisk god, ligeledes var den serviceminded betjening og det var absolut en rimelig pris.

Banegennemgang
(Foto: Jens Dixen Mejdahl)

Jeg var i år temmelig "grådig" ved præmiebordet, og jeg synes, at der var mange gode ting at vælge imellem. Både af de indkøbte og sponsorerede præmier, men også i de butikker, hvor man kunne handle for sine præmiebonner. Jeg var superglad for alle de ting, som jeg fik med hjem. Det er skønt med en stor valgfrihed, så er alle glade.

Jeg synes også, at det er fedt med en finale. Det er så fedt at løbe finaleløb, men det er selvfølgelig lidt ærgerligt, at den ligger så sent, at mange er kørt, men uanset hvad, så er en finale bare noget, som tænder en lidt ekstra. I år fik jeg lov at løbe som allersidste ekvipage, fordi Ninja og jeg var den ekvipage, der havde flest point fra de åbne klasser. Der kommer et andet blogindlæg med lidt video, resultater og andre ting fra stævnet, som ligger til "gæring" i mit hoved.

DCH Risskov kan godt være stolte over deres stævne (det ved jeg også, at de er).

Cherie var iøvrigt super godt selskab. Vi havde ingen sammenfald i vores løb, og hun var super sød til at filme mine løb. Det er jo interessant, at man sjældent husker sine løb, sådan som de i virkeligheden så ud. Derfor er jeg superglad for at have løbene på video, så jeg kan studere løbene lidt nøjere.

Cherie og jeg havde lejet en hytte ved Saksild Strand Camping, og det var super fint. Den kostede kr. 600 pr. nat og stranden lå 150 meter fra hytten. Der var den skønneste aftensol og aftensmaden blev lørdag nydt på hyttens terrasse.

Vores lille røde "knaldhytte"

Naturligvis skulle vi først gå en tur ved Saksild Strand med vores hunde. Lækker strand!

Vores 4 hunde på stranden i aftensolen

Det var virkelig hyggeligt og meget mere rart end at skulle ræse hjem til Haderslev og op igen kl 04.15 for at være fremme og installeret til mine første banegennemgange kl 07.30.

Mine hunde fik underkøjen og slap for at ligge på de kolde gulv

Her var plads til hygge og afslapning, og for mit vedkommende også et sygebesøg hos min bror, der var indlagt på hjerteafdelingen på Skejby. Nogen vil sige, at det havde jeg fået planlagt "godt" (fordi det ligner mig bedst at få logistikken til at spille max), men jeg kan godt garantere, at det ikke var en del af min planlægning, da jeg bookede stævne, at jeg skulle få et ærinde på hjerteafdelingen.... Brormand er hjemme igen!

Overbærenhed

I dag modtog jeg en SMS fra en af de lokale bønder.

Dagens SMS

Der er vel ingen, der nyder, når landmanden kører kører gylle ud, for det kan da forpeste udluftning, vasketøj og havehygge. Men når man køber en ejendom med marker på tre sider af grunden, så er det jo, hvad man rimeligvis kan forvente.

Siden landmanden har indført denne praksis med at "advare" om, at der køres gylle ud, så kan jeg dog mærke, at jeg er lidt mere overbærende overfor denne begivenhed, for jeg ved jo godt, at landmanden ikke gør det, fordi han ønsker at genere folk. Det gør jo også, at jeg kan undgå at hænge 3 maskinfulde vasketøj ud på tørresnoren, inden jeg kører hjemmefra, og komme hjem til en bunke ildelugtende vasketøj.

Vores udsigt mod sydvest

Det er vel lidt lige som, når folk hænger en seddel op i opgangen om, at de holder en fest på lørdag og på forhånd undskylder, at de kan komme til genere de øvrige beboere i opgangen. Det er vel også en slags hensyn, selvom festen måske ikke er lige så "nødvendig", som det at køre gylle ud er for landmanden.

Eller lidt som, hvis man har en dårlig dag og siger til sine kolleger, at man ikke lige er i superhumør den dag og derfor er lidt mut. Så kan de tage deres forholdsregler og spare på kække bemærkninger den dag og måske være lidt ekstra omsorgsfulde.

Det er faktisk utroligt, hvad kommunikation kan gøre.....

Påskeferie

De som kender mig ved, at jeg er en person, der meget gerne vil 1.000 ting på en gang. Sådan er det også med en påskeferie. En dejlig lille forårsferie, i hvert fald for os, som stort set også har holdt ferie samtidig med skolebørnene.

Mit hoved var ellers helt klar på at skulle på campingferie, men temperaturen var jo kun 4-6 grader sidst på ugen i sidste uge, og det tiltalte mig heller ikke. Jeg havde heller ikke lige fået vasket campingvognen (den tjans hader jeg som pesten), og en grøn vogn vil jeg ikke afsted i. Jeg undrer mig da lidt over, at campingvognsproducenterne ikke laver vognene i mosgrønne farver i stedet for alle de hvide vogne. Nå men jeg nåede da, at få vasket campingvognen i ferien, så den er klar til, når den skal tages i brug igen.

Der var også lige en 18 års fødselsdag midt i påskeferien. Min søde svigerdatter holdt fødselsdag hjemme hos sine forældre i Hvide Sande, og vi var så heldige at få lov at være med til at fejre hende. Der var nu også andre planer lagt for påskeferien.

Henrik og jeg har egentlig altid været gode til at komme afsted på kærestetur uden Silas og hundene en eller to gange om året. Af en eller anden grund må det være smuttet sidste år. Men det kunne julegaven fra mine forældre rette op på. Vi fik nemlig et gavekort på en overnatning med middag, som gjaldt til en række kroer og hoteller i Danmark. Gaven inkluderede desuden pasning til Silas og hundene.Det var jo ren luksus, og fantastisk dejligt, at mine forældre både magter og gider at passe 3 hunde og Silas.

Ja hvem kan også sige nej til at passe sådan en flok.
Min far kan ikke! - og mine tøser elsker min far!

 Så efter at have kigget lidt på muligheder og sammenholdt dem med min trods alt brede viden om de jyske byer, så solgte jeg let ideen om Hotel Jutlandia i Frederikshavn til Henrik. Jeg har altid fundet Frederikshavn ret charmerende, fordi byen er omgivet af masser af natur og historie, og så er der bare noget særligt ved landet nord for Limfjorden.

Vi startede faktisk vores udflugt allerede søndag formiddag, hvor vi kørte mod Djursland, for jeg havde nemlig en familiefribillet til Fregatten Jylland liggende i skuffen. Det var den sidste af de mange forskellige fribilletter, som Ninja vandt til nogen af sidste sæsons stævner.

Vi gjorde et lille holdt ved Kalø Slotsruin, hvor vi fik rørt benene på to- og firbenede. Vi gik ikke ud til ruinen denne gang, men vi har det tilgode. Silas har aldrig været med derude, og han har helt klart arvet sin fars fascination af ruiner, så næste gang skal vi vist have lidt bedre tid, når vi gør holdt der. Kalø Slotsruin er jo et fantastisk udflugtsmål. Der er lækker travetur ud til ruinen og stedet har en historie, og sidste men ikke mindst, så er det helt og aldeles gratis. Det koster nok højest den is, som man ikke kan lade være med at købe ved ishuset på p-pladsen.

Vi havde en lille strække-ben-pause ved Kalø

Der var blå himmel over Ebeltoft og der var forår i luften. Fregatten Jylland var bestemt et besøg værd, men Silas syntes desværre, at det var lidt uhyggeligt under dækket på skibet, fordi der var dukker, der skulle være "statister" for besætning. Lugten virkede også troværdig, men det var nok mest af alt lydene af knirkende skibstræ og tov, som han ikke brød sig om.

En benamputation.
Ikke alle dukkerne var så uhyggelige

Men ankeret og kanonerne var helt klart interessante for ham. Vores besøg sluttede, da vi havde hørt en kanon blive skudt af. Så var der ligesom ikke noget, der kunne stå mål med den oplevelse.

Silas ved ankeret
Theo og Theo var med på tur

Ebeltoft er en smuk by med mange gamle og smukke huse på brostensbelagte smalle gader. Ved en tidligere lejlighed var jeg i forbindelse med mit job inde forbi det gamle rådhus midt i byen, som i dag fungerer som museum. Der fortalte kustoden mig, at hun var blevet spurgt af nogle turister, hvor de folk i husene rundt om ellers boede.... Ja turisterne troede faktisk at Ebeltoft var en stor udstilling. Lidt morsomt.

Ebeltofts smukke brostensbelagte gader

Nå men vi fandt os en cafe og fik is og kage.

Lækker chai latte og kage - is til Silas

Mine forældre sørgede for aftensmaden og overnatning til os alle. Næste morgen kørte Henrik og jeg nordpå, til vi ramte Frederikshavn.

Vi indtog vores frokost udendørs på 2Takt, som er en super lækker cafe i Frederikshavn. I den syd-/vestlige del af byen ligger Bangsbo Fort højt hævet over byen. Det var lækkert vejr, god udsigt og Henrik har flere gange haft lyst at gå en tur oppe ved de bunkers, som man tydeligt kan se nede fra vejen, når man kører ind til Frederikshavn.

Et kig mod syd fra Bangsbo Fort

Hvis hotellet skulle ske at være overbooket, så var der da 6 ledige køjer
i denne mandskabsbunker

Da vi kørte op mod Bangsbo Fort, så vi skiltet Pikkerbakken, og det grinede vi en del af. Vi blev enige om, at der måtte vi altså op. Om ikke andet så bare for at grine og tagge os selv der på Facebook. Men det var nu slet ikke så tosset på Pikkerbakken

Formidabel fin udsigt fra Pikkerbakken.
Frederikshavn i baggrunden

Morgenstunden på hotellet var helt fantastisk, for vi boede på 5. etage og havde udsigt ud over vandet, hvor vi kunne kigge til Læsø og Sverige. Vores værelse vendte mod øst og solen bragede op over Kattegat, og sådan noget kan jeg virkelig blive høj af.

Udsigt fra værelset, når man stak hovedet ud og kiggede mod nord

Da jeg alligevel var i området havde jeg lige et møde i nærområdet. Det var jo meget praktisk, når jeg alligevel var i området. Derefter slentrede vi en tur op og ned af gågaden og snuppede os en tur i Dyrehaven ved Bangsbo inden vi tog sydpå igen. Jeg skulle ellers tøjle mig selv gevaldigt for ikke at drøne de sidste 40 km nordpå til Skagen, men jeg vidste, at vi også skulle helt til Haderslev, før vi kunne gå i seng.

Trætoppe i Dyrehaven.
Lige der hvor løvtræer og graner mødes

Det var sgu en tosset lækker tur!

Hjemme igen gik vi igang med projekt skur til agilityforhindringerne. Vi researchede i lange baner, og overvejdede at købe noget færdigt eller bygge selv. Jeg syntes, at byg-selv-projektet virkede uoverskueligt, men det var nu det, som vi endte ud med alligevel. Tobias og Simone kom og gav en hånd og hyggeligt påskeselskab. Skuret blev ikke helt færdigt, men skelettet er færdigt og klar til at blive beklædt.

Vejret drillede lidt, så vi måtte have gang i stævneteltet til savearbejdet

Så er vi vist klar til slå siderne og taget på

Imorgen truer hverdagen igen, og ugen starter med to dages arbejde på Sjælland. Den påskeferie fløj da afsted, men der ligger spændende arbejdsopgaver klar og venter på mig, og ja så har jeg også booket en træningstime på Sjælland, når jeg er færdig med jobbet onsdag.

Når jeg ser tilbage på påsken og tænker på alt det, som jeg gerne ville i mine tanker, men som jeg måtte vælge fra, så ser jeg, at jeg har fået en langt mere alsidig påskeferie og både har fået oplevelser, hygge og praktisk arbejde fra hånden.

Mine strande - Tormaj strand

Wow nu blev det endelig forår. Torsdag skinnede solen så smukt, og selvom jeg faktisk havde en udbudsbesvarelse, der skulle afleveres fredag, som ikke var helt færdig (men der var styr på den), så måtte jeg altså ud at gå en tur med hundene, da solen brændte igennem først på formiddagen.

Fuji dypper poterne ved Tormaj Strand

Her hvor vi bor, kan jeg indenfor 20 minutter nå til adskillige forskellige strande. Ja de hænger jo sådan set sammen, men terrænet ved vandsiden er nogen steder så ufremkommeligt, at man ikke bare kan gøre som ved Vesterhavet, hvor man så bare går og går og går. Og selvom strandene "hænger sammen" fra vandsiden, så er de utrolig forskellige at gå ved.

Denne gange valgte jeg så den strand, som jeg ellers aldrig rigtig gider at tage til, fordi jeg plejer at se den som stenet og ufremkommelig og ikke særlig egnet til hundelufterstrand (og det er sådan set væsentligt for mig). Men på et møde i idrætsforeningen i sidste uge, kom vi til at tale om områdets strande, og en af de andre lovpriste Tormaj strand.

Så jeg pakkede min skepsis ned i baglommen og kørte de 3 km til Tormaj Strand. Det er faktisk så grinagtigt, at det er den strand, som ligger tættest på der, hvor vi bor, og alligevel, så vælger jeg som regel en af de andre.

Denne del af stranden plejer jeg at bevæge mig på...
Turen plejer at være kort, for til den anden side er der kun sten - troede jeg...

Det første stykke af stranden er meget stenet, og man skal kante sig lidt rundt om en delvist nedstyrtet skrænt, især hvis det er højvande. Jeg plejer så at droppe det i nærheden af skrænten, fordi jeg synes det virker for ufremkommeligt og for stenet for hundene, som jo ikke rigtig kan gasse af på det underlag. Men nu havde jeg jo fået fortalt, at man kunne komme flere kilometer langs vandet, hvis man bare kantede sig forbi den nedstyrtede skrænt.

Når man runder omtalte skrænt ser det ca sådan ud.

Underlaget bliver lidt "finere"
Det løse grus på "stien" var relativ tungt

Vandet stod lavt i torsdags, så det var overhovedet ikke et problem at komme rundt om skrænten, og på den anden side viste det sig faktisk, at stranden var som Pandoras æske. Underlaget skiftede mellem sten på størrelse med knyttede næver til løs grus/grov sand og fin strandsand. Nogen steder kunne hundene gå i vandet andre steder virkede det straks mere stenet helt ud vandet.

Hundene blev straks tiltrukket af vandet, da terrænet ned mod vandet
blev mere fremkommeligt

Landskabet er råt med skrænter og væltede og delvist væltede træer

Hvis et træ vælter får naturen lov at tage hånd om det
- måske vokser der et nyt træ op af det...

Vejret var fantastisk. Min bil sagde godt nok 6 grader, da jeg kørte mod stranden, men solens stråler og vindens fravær gjorde, at jeg til sidst fik smidt jakken.

Terrænet er virkelig afvekslende af en strand at være

Jeg fik gået en lang solid tur og var faktisk godt træt i bentøjet. Skridttælleren sagde ca 8.000 skridt på den tur. Jeg havde bare lyst til at blive ved med at gå og gå, for turen var så skøn, og hver gang jeg rundede pynt på stranden, så kiggede jeg frem og tænkte, at jeg bare lige skulle runde den næste. Men arbejdet kaldte derhjemme, så jeg var nødt til at vende om.

Jeg snuppede et hvil på en af de store sten,
mens hundene tonsede lidt rundt

"Den tilsandede sko"

Turen tilbage var også smuk og himlen endnu mere blå

Nu har jeg fået smag for Tormaj Strand, så jeg vender helt sikkert tilbage. Jeg fandt også ud af, at det faktisk var en ganske fed hundelufterstrand. Det meget afvekslende terræn gjorde bestemt også gode ting for hundene. Når vi gik i det store nævestore sten, så tilpassede hundene deres tempo til underlaget og det var faktisk fin balancetræning og styrketræning til leddene, når de skulle gå i stenene.

Underlaget bød på lidt af hvert

Når der var sandstrand, så kunne de tage en spurter. Der var masser af ting på turen, som de kunne undersøge, fordi det hele var så varieret. Så ja, det var slet ikke så tosset en strand. Herunder er der lidt flere billeder af "stranden med de mange udtryk". Hvis man bevæger sig ind skovområdet skulle der iflg Henrik være meget mere at se og opleve. Det har jeg dog stadig tilgode, men jeg er ikke færdig med Tormaj.

Nogle steder langs stranden løber vandet ud i små vandløb

Altid interessant at se hvad der gemte sig bare næste pynt

Min oplevelse med Tormaj Strand var et godt eksempel på, at man ikke skal skue hunden på hårene. Jeg har i mange år nærmest fordømt denne strand, men nu hvor jeg kom til at "kradse lidt i overfladen", kunne jeg se, at stranden havde fantastisk meget at byde på. Det var nærmest som Pandoras æske. Sådan er det i øvrigt med mange andre ting i livet end bare lige strande. Giv det en chance og stik lidt dybere....

Smukt synes jeg...

Masser af løse småsten at gå i.
God træning

Jeg undskylder at vandet løber ud af nogle af billederne. Jeg fik ikke redigeret billederne før de blev lagt op på bloggen. Jeg hader personligt selv strandbilleder, hvor horisonten er skæv....

Hvad 2016 bringer - eller ikke bringer....

Livet er fuld af valg. Det er naturligvis total luksus, når der er ting, man kan vælge - også selvom det koster en del fravalg.

Det er svært at spå om, hvad et år vil bringe og ikke bringe, men man kan træffe nogle valg som udelukker at bestemte begivenhed bliver en del af ens år.

Det er også sådan 2016 vil blive for mig. Nu er jeg altid tosset med at "ville det hele", så jeg er ofte nødt til at tage fravalg, fordi jeg desværre er forhindret i at være mere end et sted af gangen.

Solnedgang - Hjerting Strand
En af de skønne ting, man ikke må gå glip af

Jeg havde nogle tanker om at melde mig til landsholdet i 2016, og jeg har egentlig tænkt som en gal og været rigtig meget i tvivl. Men jeg endte med at have det rigtig godt med min beslutning, selvom jeg måske kommer til at mærke et stik af "det kunne nu have været sjovt at forsøge...." i løbet af sæsonen, da jeg faktisk er endt med at planlægge samtlige udtagelsesstævner ind i min kalender alligevel. Men et er at løbe for at kæmpe sig til en plads, noget andet er bare at deltage til et stævne -  for sjov....

Diva og jeg på landsholdet 2005
Der blev VM også afholdt i Spanien

Årets VM skal afholdes i Spanien og umiddelbart indbefatter det, at man flyver, og jeg er ikke så pjattet med at flyve med en hund i lasten. Ninja er trods alt for stor til at ligge i en taske under sædet oppe i kabinen, i hvert fald i følge flyselskabernes retningslinjer for håndbagage.

Man kan så også godt køre turen, men uden at have tjekket ruteplanen, så er det vel en køretur på mellem 4.000-5.000 km, og selvom jeg er ret kold overfor at køre langt, så tager turen tid og "koster" ekstra dages ferie og fravær fra familien. VM ville i den henseende være en total ego-tripper-tur og betyde, at jeg ville være væk hjemmefra i over en uge, og samtidig vil den sandsynligvis koste et anseligt beløb, og jeg har i forvejen lagt planer, der koster en del penge. Næste år er VM i Tjekkiet, hvilket er mere overskueligt for mig, så der kan jeg overveje igen. Men lad os se. Ninja bliver jo hellere ikke yngre.

Jeg ved også, at det at melde sig til landsholdet vil betyde, at jeg mentalt vil føle mig presset, vurderet og bedømt (uanset om andre "folk" vil forholde sig til, hvordan mine løb går til udtagelsesstævnerne, så tror jeg, at jeg vil have følelsen, HVIS jeg havde meldt mig). Det pres ville jeg så skulle "slæbe" rundt på fra starten af april til engang hen over midten af juni, hvor landsholdet vel udtages ifm samlingen i juni. Perioden er vist i øvrigt afkortet lidt ift "i gamle dage". Men som en god veninde sagde til mig: "Jeg er sikker på, at du får en sjovere sæson, hvis du ikke melder dig".

Man kunne faktisk godt ønske sig, at det var lige som Dogdancing landsholdet, som udtages på baggrund af resultater. Som jeg har forstået det, så bliver du udtaget, men kan naturligvis takke nej, hvis du ikke har lyst til at repræsentere Danmark til det store mesterskaber. Så var man fri for at tage beslutningen, inden sæsonen gik igang. Jeg er så klar over, at man ikke løber med samme pres i sæsonen. Ja, der er fordele og ulemper.

Nå men de oplistede grunde herover er sådan set grunde nok til at stå over, men kunne stadig får mig til at "ville lidt alligevel". Den sidste gode grund gør nok mit valg soleklart for alle de fleste. Sagen er den, at vi påtænker, at rejse en tur til USA. Og en tur til USA tager også en del tid... og koster en del kapital!!!

Men det bedste ved USA turen er, at det er sammen med min familie, og hvis jeg skal vælge mellem et "ego-VM" og en familietur med Henrik og drengene til USA, så er det faktisk ualmindelig let at vælge!! Jeg glæder mig til at opleve USA sammen med dem, hilse på Black Jack (den hvalp som jeg eksporterede til Californien) og mine amerikanske venner samt se noget mere af USA end det, som jeg nåede sidst. Nu mangler vi blot at finde ud af, hvornår det kan passe ind.

Når vi skal ud at rejse, er jeg faktisk altid lidt "kilden" ift Silas, fordi han ofte skal have en forhåndsgodkendelse hos SOS Rejseforsikring, som lige skal vurdere hans sag fra gang til gang for at se, om de vil dække ham. Der er ikke noget, der indikerer, at han ikke skulle blive dækket, for han har det fint, men tænk hvis han pludselig skulle få en eller anden skodbakterie, der ville få indflydelse på vores rejseplaner. Ja nogen gange skal man ikke "udskyde til imorgen, hvad man kan gøre i dag". Så jeg ønsker ikke at udskyde rejsen i en uendelighed.

Det var faktisk vores plan at ville være rejst til USA for 5 år siden, men det måtte vi droppe, fordi Silas var meget ustabil og efter lang tids mistrivsel og sygdom fik diagnosen Cystisk Fibrose. En USA tur var dengang udelukket, for vi ville ikke være dækket, og vi havde heller ikke det mentale overskud til det dengang.

Ja, jeg har faktisk haft mange tanker for, hvad jeg skulle "opleve" med Ninja i 2016, for jeg kunne også godt tænke mig at prøve at komme med til WAO. Jeg synes det er lidt interessant, at der ligesom er andre discipliner end de traditionelle spring og agilityklasser. WAO har jeg overvejet et par år, men det ligger i pinsen, og der plejer jeg, at have andre planer (Ribe Hundevenners pinsestævne). Men jeg tænkte alligevel på, om det skulle være i år... men lige præcis i år bliver det afholdt i England, og jeg tænkte, at det nok vil blive lidt for dyrt. Næste år er det Holland. Så kan jeg da overveje det igen. Ja nogen ting, kan man altså sagtens udskyde til "i morgen". Hvis jeg aldrig kommer med til WAO, så forringer det ikke min livskvalitet.

Til Fionia Cup står jeg også over i år. Vi plejer at være afsted hele familien, men Henrik meldte allerede ud sidste år under Jutlandia Cup, at han ikke ønskede at være hjælper, og så besluttede jeg, at jeg ville kigge mig om efter andre sommeraktiviteter end det danske ugestævne. Jeg synes ellers, at Fionia er et godt arrangement, så det har ikke noget med det at gøre. Jeg synes bare, at det kunne være sjovt nok at prøve noget andet.

Egentlig havde jeg også tænkt, at jeg ville deltage til Gåsahoppet i år, men jeg indså, at det ville smadre hele min påskeferie, og tænkte, at jeg hellere ville tilgodese familien og samværet med dem end at tage en dyr tur til Sverige, hvor stævnedagene var placeret fredag, lørdag og søndag i påsken. Jeg ville derfor ikke engang kunne kombinere det med noget arbejde på Sjælland. Ja, jeg forsøger også at tænke lidt praktisk midt i alle agilityen og må også tænke på, hvad stævner koster mig at deltage i både i kroner og i tid.

Ja, hvad er der så tilbage? Skal jeg overhovedet løbe agility?? Hvad vil jeg egentlig bruge agilitysæsonen 2016 til. Først og fremmest vil jeg bruge sæsonen til at have det sjovt og hygge mig med hundene og de øvrige deltagere. Jeg deltager bare i de stævner, som jeg finder attraktive.

Ninja til EO

Sidste år var jeg med til European Open, og det vil jeg også meget gerne igen i år. I år holdes det i Frankrig, og det kan vist godt friste Henrik lidt, da han ofte har snakket om, at han gerne vil til Nordfrankrig og snuse lidt til krigshistorien. Så det kan være en mulighed for at kombinere et særdeles interessant agilitystævne med efterfølgende familieferie. EO er stort og ekvipagerne er seje og Frankrig vel ikke det værste sted efterfølgende at holde sommerferie?!

Hygge i Tjekkiet. Faktisk kombineret med EO i 2015

Nå ja, så er der jo også DM. Jeg vil da gerne kvalificere mig til DM, og for DKKs DM så har jeg planlagt at deltage i 3-4 stævner med kvalifikationsløb. Hvis jeg kvalificerer mig der, så er det fint, ellers så undværer jeg nok DKKs DM. Jeg gider ikke jagte kvalifikationerne.

Spas skal der også være plads til...

Så er der DCHs DM, som jeg nok hellere vil kvalificere mig til. Her er deltagelsen til stævnerne (der alle har kvalifikationsløb) noget billigere end DKKs, og det kan man da godt mærke, når man har to hunde.  En anden bonus er også, at jeg kan nå frem til mange stævner ved blot at køre 45-60 min, og det er også meget bekvemt.

Ja og selvom jeg i år ikke vælger de (for nogen) måske mest oplagte ting, så kommer der da til at gå nogle weekender med agility alligevel, men forhåbentligt også andet. Desuden vil jeg også meget gerne en tur eller to til Sverige for at se, om det ikke skulle lykkes for Ninja og mig at løbe os til et svensk certifikat. Igen bare for at prøve noget nyt og andet end det, som jeg "plejer".

Jeg har også meldt mig til at stævne i Tyskland i juni, så helt kedelig bliver det nok ikke. Jeg glæder mig til at komme ud og prøve udlandet igen. Alt i alt skal det nok blive en fin sæson, selvom de største, mest seriøse og ambitiøse planer ikke kom med i min planlægning alligevel.

Det hele er en balancegang mellem tid, økonomi, samvær med familien og ambitioner. Må du også få en forrygende sæson, der passer til dine mål!

Udstilling og klargøring til stævnesæsonen

Udstilling bliver nok aldrig noget, som for alvor vil fange min interesse, men jeg var nu alligevel kørt til Fredericia i dag for at kigge med på den internationale DKK udstilling. Det var jo også lidt ekstra spændende at kigge med, da Darwin skulle udstilles. Eller rettere, det var kun det, som fik mig til at køre derop.

Darwin så rigtig godt ud.
Charme, selvtillid og lækker hår. Det med det lækre hår ødelagde han dog lidt en lille time, inden han skulle ringen, hvor han afleverede en portion "jeg-har-vist-let-løs-flydende-mave".

Darwin - som udstillingshund

Dommeren kunne sådan set godt lide Darwin, men han var lidt fedtet med båndene i dag. Han uddelte i alt 4 gule bånd til dagens bordere, 2 blå og 12 røde bånd. Darwin fik faktisk en rigtig fin kritik, og han sagde også til Line, der handlede Darwin, at han godt kunne lide hunden, men han havde noget bøvl med at få en ordentlig tandvisning, fordi Darwin godt kan lide at lægge tungen ud over tænderne, og det er jo ikke helt smart, når der skal kigges bisser. Så ja, han var ikke den eneste, der blev sendt hjem med et gult bånd, som er det bånd, der gives for "Good"/3. præmiering

Her er Darwins kritik:
mycket god typ, mycket typisk huved, bra öron, svårt att sluta käkerne korrekt, utm hals och ryglinie, valutveklat brystkorg, utm vinklar, rör sig mycket bra, han ar nogot över tempereret. utm pels,

Nå, ja og så synes han, at Darwin var lidt for glad. Men helt ærligt, det er sgu svært at tage sig af, ikk? Det er da trist at se på hunde, der går rundt og hænger i ringen. Ud fra kritikken at læse, så er et gult bånd måske lige hårdt nok bedømt. Never mind. Tine og handler Line forsøger sig igen senere i sæsonen.

Men det her er nu mere ham....

Jeg havde også taget mine hunde med, men det var mest fordi jeg havde lavet en aftale med Niels Poulsen. Nogle gange hjemsøges jeg af "spøgelser" der tror, at der er "noget" galt med Ninja. Det kommer sådan ud af det blå, og jeg kan roligt sige, at hvis jeg skulle følge min mavefornemmelse og ræse til dyrlæge, hver gang, der er et spøgelse, der "prikker" mig i maven, så ville jeg skulle betale mig meget fattig i blodprøver, scanninger osv.

Niels fandt da heller ikke "noget" ud over en spænding i venstre side, som om hun var blevet løbet ind i (og det er ikke utænkeligt, at det kan være sket under en leg med Fuji) og lidt spændinger i underlivet, som han dog også hurtigt fik løsnet.

For god ordens skyld fik jeg også tjekket Fuji. Da Niels efter at have haft fat i hende et minuts tid sagde: "Hvad dælen er der da galt med hende her??", blev jeg helt uroligt, indtil han fortsatte: "Jamen den er jo helt lige i bagpartiet - og i skuldrene, fortsatte han. Han kunne så supplere, at det var sjældent, at han fik unghunde i hænderne, som var så "fine". Slutteligt roste han hendes temperament, for hun var virkelig total upåvirket af at stå i en trykkende udstillingshal og lade sig "befamle" af en mand, som hun egentlig ikke kendte, og som måske ikke ligefrem bare aede hende.

MicMic fik også lige et tjek. Så nu er hun også klar til at gå sæsonen i møde. Ninja og MicMic starter stævne i næste weekend, hvor vi skal løbe i Vejle. Indtil videre forsøger min hjerne stadig at få forventninger, planer og målsætninger for 2016 til at gå op.

At elske er at turde miste

Tidligere i dag læste jeg en status opdatering fra en af mine facebookvenner, og den fik mig til at skrive dette indlæg, som jeg egentlig har tænkt på at skrive mange gange tidligere.

Opdateringen lød således:
Alle siger at kærlighed gør ondt 😥 men det er ikke sandt👌
Ensomhed gør ondt😥 afvisning gør ondt, og at miste gør ondt😭
Alle forveksler disse ting med kærlighed😍men i virkeligheden er kærlighed det
eneste i verden🌍 Der får os til at glemme al smerten😭 og gør os lykkelige igen💑🍀
Så vis kærlighed til dem du holder af 

I 2003 oplevede vi i min familie den tragedie, at min svigerinde og hendes far kørte galt og begge blev dræbt ved ulykken. Ulykken og min brors og hendes/deres børnenes tab har siden kastet en skygge over familien. Den er dog aftaget med årene, men forsvinder aldrig!

Jeg stod min bror meget nær i månederne efter, og oplevede sorgen på "første række", hvis man kan sige det sådan. Jeg så hans kærlighed og hans sorg. Han elskede hende og ingen havde vel forventet, at døden ville indhente hende i en alder af 33 år.

Det lyder måske rigtig underligt, men at stå ved min bror side i den periode fik mine øjne op for, at jeg snød mig selv for kærligheden. Midt i hans sorg og ulykke, så jeg, at jeg afskar mig selv fra at opleve lykken.

På det tidspunkt havde jeg boet alene siden jeg var 20 år (jeg var dengang 31 år). Jeg havde ikke boet sammen med Tobias´ far, men havde kendt ham i nogle år i et lettere turbulent forhold omkring den periode, hvor Tobias blev født. Jeg var 22, da Tobias blev født, og omtalte tragedie indtraf, da Tobias var 8 år. Så jeg havde sådan set boet alene i mere end 10 år. Mest af alt fordi jeg ikke magtede at indlede et nyt forhold ovenpå forholdet til Tobias´ far, men mest af alt, fordi jeg gerne ville beskytte Tobias, så han ikke skulle opleve svigt pga evt. skiftende forhold. Tanken om at Tobias skulle knytte sig til en fyr, og forholdet ville gå i stykker, kunne jeg slet ikke bære, så hver gang, jeg stod på dørtærsklen til et nyt forhold afholdt det mig som regel fra at blive alt for "seriøs".

Men som jeg stod der og så hvor stor og smuk kærligheden kunne være, selvom sorgen fyldte mest på det tidspunkt, så ændrede jeg langsomt min indstilling og tænkte over ordsproget "For at elske skal man turde miste" og indså, at hvis jeg selv ville opleve den store kærlighed, så var jeg også nødt til at lukke kærligheden ind og "turde".

Et halvt års tid senere mødte jeg Henrik og efter nogle en del måneders tilløb "overgav" jeg mig og lukkede ham fuldgyldigt ind i mit og Tobias´ liv og gik "all-in", og her har han så heldigvis været i mere end 10 år nu. Men det er da egentlig grotesk, at der skulle et dødsfald og en sorg til, før jeg så "lyset".

Min facebookven med ovennævnte opdatering har desværre også oplevet den store sorg at miste sin livsledsager gennem mange år, men jeg glæder nu mig på hans og min venindes (som han danner par med nu) vegne, fordi han trods sit tab og sorg, stadig tror på kærligheden.

Wearing Darwin

For et par uger siden var jeg en tur i Nordjylland, hvor jeg mødtes med Laila og Tine. Jeg havde glædet mig til at kramme de tobenede, men ikke mindst Ninjas søn, Darwin.

Darwin

Tine var meget hooked på, at vi skulle hjem forbi hende i Hjallerup, for hun havde noget til mig, som hun havde glemt at tage med ned til Laila.

Tine havde en lille gave liggende til mig. I gaven var der et armbånd, som Tine havde fået lavet med Darwins hår i. Ja, så selvom Darwin jo bor hos Tine, så har jeg da også lidt af ham hos mig. I det daglige tænker jeg nu ikke så meget på, at Tine og jeg ejer Darwin i fællesskab. Jeg nyder bare opdateringerne og den gode udvikling.

Armbånd med hundehår

Tine er super god til at lade mig følge med i Darwins gøren og laden, og jeg nyder hendes mange opdateringer og videoer. Jeg nyder bestemt også godt af hendes mange input til min egen træning. Det er dejligt med noget sparring.

Laila og jeg også trænet lidt lydighed med vores unge hunde under Tines kyndige vejledning. Det var nogle rigtig hyggelige timer, inden jeg trillede de 300 km sydpå igen.

Darwin - nyvasket og forberedt til udstilling

Næste gang jeg ser Darwin er, når han skal udstilles i Fredericia. Jeg skal naturligvis op og "heppe". Det er bare så skønt at følge med i hvalpenes liv, selvom de er flyttet for et år siden.