Mors dag

Det er ikke rigtig "moderne" med Mors Dag, Valentines Dag, Skt. Hans, Fars Dag osv her i huset. Ja, vi dyrker ikke rigtig de traditioner. Så bliver man naturligvis heller ikke forvænt med noget i den retning.

Men Mors Dag blev nu alligevel noget helt særligt i år. Om det så lige var fordi det var Mors Dag ved jeg ikke, men måske spillede det også lidt ind.

Forår på Mors Dag

Egentlig var anledningen, at Henrik havde givet mig en fødselsdagsgave, som var et smukt og personligt kort, hvor Henrik lagde op til en dag, hvor han ville forkæle mig og bare lave en dag for mig. Ja ja, og de som kender mig lidt nærmere ved, at jeg har fødselsdag i august. Dvs mere end et halvt år siden. Helt ærligt, så skammer jeg mig også over, at den først blev indløst nu. Men de første måneder tænkte jeg, at det var rart at have det lidt til gode. Så glemte jeg det i et par måneder, og så kom foråret med skurbyggeri, stævner, konfirmationer, gæster osv. For en uges tid øjnede jeg, at sidste søndag så ud til at blive en rigtig fin dag, og jeg fremlagde den som et forslag til, at jeg kunne indløse min gave. Og alt det gode kommer til den som venter.....

Silas og jeg var jo afsted til stævne fra onsdag til lørdag i Kristi Himmelfartsferien, så Henrik kunne bare gå og hygge med sine planer. Det havde han sandelig også gjort. Da jeg kom hjem kunne jeg godt se, at han havde været igang med "noget".

Skøn udsigt fra soveværelsesvinduet søndag morgen

Søndag morgen gik Henrik i køkkenet puslede lidt rundt, inden han kom og inviterede mig på brunch i det fri. Han opfordrede mig til at pakke kamera og "inviterede" også hundene med. Så satte Henrik sig bag rattet (det er altid mig der kører) og så trillede vi ellers ud i det blå på en ualmindelig smuk maj dag. For en gangs skyld kunne jeg bare sidde og nyde de gule rapsmarker og de lysegrønne træer, for jeg var jo ikke chauffør.

Vi gjorde holdt ved en smuk lille rasteplads på en lille bakketop inde i et skovområde. Fra rastepladsen var der udsigt udover Kalvø, som jo er et af vores yndede udflugtsmål. Henrik halede køletasken ud af bilen og fiskede friskbagte pandekager, sirup, frisk frugt, bacon, pølser, boller og friskpresset appelsin juice (som vel at mærke var friske appelsiner, som han selv havde presset). Jeg følte mig virkelig værdsat.

Det var så smukt et sted vi indtog vores brunch

Flot bakket terræn

Vi nød maden, inden vi gik en tur i området. Jeg sagde til Silas, at jeg havde et ønske til en morsdags gave fra ham, og det var, at jeg fik lov til at tage et billede af ham midt på mælkebøttemarken. Silas er ikke særlig vild med at blive fotograferet. Desværre. For jeg elsker jo at tage billeder af ham.

Mors Dags gaven fra Silas - at lade sig fotografere...

Efter noget tid satte vi os i bilen igen. Vi kørte ned til Ballebro, hvor vi sejlede over til Nordborg, hvor vi steg ud og gik endnu en tur.

Mine sømænd

Nordborg er nu bare ikke særlig interessant. Tænk,hvis byen ikke havde Danfoss?!...

Nordborg Slot
- En efterskole - og det ser ud af mere på denne side end inde fra gårdsiden

Vi kørte en rigtig smuk tur ned mod Sønderborg. Der var den skønneste udsigt ud over marker og Fjorden, inden vi ramte hovedvej 8 igen omkring Guderup. Næste stop var Sønderborg, hvor vi gjorde holdt ved Slottet. Nu tryllede Henrik en ny køletaske frem. Nu var det frokosttid. Lidt sent men værd at vente på. Der var lækre sandwich i hjemmebagt brød, hjemmelavet dressing og avocado-salsa og laks.

Frokost ved Sønderborg Slot

Der var et vældigt leben mellem stranden og slottet. Der lå folk og slængede sig i slotsparken og ved stranden var der mange mennesker, og nogen af dem endda også ude i vandet. Ja, det var virkelig en rigtig skøn forårsdag. En skærende kontrast til den weekend, som netop er overstået.

Promenade

Vi sluttede af med en promenade ned langs vandet og endte ved ishuset, hvor Silas og jeg sagtens kunne klemme en is ned. Jeg kan altid klemme en is ned!

Is i Sønderborg

Nu var klokken også blevet mange, men vi havde virkelig nydt dagen med tid til hinanden og alt, hvad der var omkring os. Uanset om det var en fødselsdagsgave eller i anledning af Mors Dag, så var det helt fantastisk. Sådan en dag med forkælelse og planlægning for mig og familien var bedre end blomster og dufte i fin indpakning. Det her var ægte blomster og dufte i nuet. Og bare det, at Henrik havde arrangeret og lavet masser af skøn mad til ære for mig, det gjorde mig utrolig glad og taknemmelig. Jeg følte mig utrolig værdsat.

Maxi Zoo Cup i Viby

Det er et af de agilitystævner, som jeg bare er nødt til at deltage i, og i år skuffede det heller ikke. Jeg kommer nok igen i 2017.

En af de ting, som jeg faktisk synes er rigtig fedt ved stævnet er, at det ligger hen over Kr. Himmelfartsferien, men kun over 3 af de sædvanlige 4 fridage. Det gør, at man vender hjem fra stævnet og så har muligheden for en hjemme-/familiedag, inden hverdagen igen banker på. Tilmed tror jeg også, at hundene har brug for at holde fri efter tre dages agility. Jeg syntes i hvert fald, at Ninja virkede træt inden i mit sidste løb lørdag eftermiddag, og det endda til trods for, at hun kun havde løbet de ordinære klasser samt landsholdsklassen. Dvs i alt 7 løb på tre dage, hvor andre faktisk løb op til 14 løb. Jeg havde hverken stillet op i hold, ekstraklasser eller Cup med hende, og alligevel synes jeg, at hun virkede lidt træt inden vores sidste løb.

Efter mange års overvejende mislykkede forsøg med godt vejr, tog DKK Viby virkelig revanche i år, og det blev tre fantastiske solskinsdage, hvor man kunne kunne lufte de bare arme og de bare ben. Jeg husker mange våde, kolde og blæsende år til Maxi Zoo Cup i Viby, men i år spillede det med vejret bare. Der er altid god stemning, alsidige præmier, hurtige præmieoverrækkelser, god forplejning til rimelige priser samt smilende og fleksible hjælpere.

DKK Viby havde i år 3 agilityringe, og det fungerede rigtig godt. Stor ros for at have de ordinære klasser i Ring 1 og 2 og så alle ekstra løb og delvist også holdløbene i Ring 3, så var det let at finde ud af, hvornår der skulle ske hvad (og især nemt for mig, når jeg nu kun løb de ordinære løb, så kunne jeg nærmest "ignorere" Ring 3). DKK Viby har også bare så skønne stævnearealer, hvor der er masser af plads. 3 ringe med tilhørende telte og så var der faktisk også en Rally ring og en LP ring nede bagved, og stadig masser af plads til opvarmning af hundene.

Stedet har også en fantastisk beliggenhed ift gåture. Silas og jeg fik også nogle gode gåture, når stævnedagen var slut.

Forår i skoven med mine gå-venner

Vi gik ned til åen og fandt os en lille sti op gennem noget bevoksning og gik langs banelegemet. Der var mange ting at se på den tur. Anemoner i massevis, vinbjergsnegle, klatre over/under træer og forcering af skrænter.

Buskene blomstrer - gåtur på den smalle sti ved banen

Silas gik med MicMic og jeg med borderne. Jeg elsker bare, når knægten foreslår, at vi skal gå en tur. Turen bød også på fiskehejrer, svaner og ænder - og fredag aften endda også på livemusik inde fra byen, hvor der vist var "90´er fest". Jeg var nok mere optaget af at nyde musikken fra min ungdom end Silas var.

Silas fører an

Jeg var heldigvis så heldig at have en campingplads ved stævnearealet. Det var super dejligt. For så havde både Silas og hundene en base tæt ved ringene, og det er bare mindre stressende også at have sine ting ved hånden. Men jeg må sige, at det er mig en gåde, når folk på sådan en stævnecampingplads lukker deres hunde ud i deres indhegning kl 6 og lader dem løbe rundt og gø. På intet tidspunkt bliver der tilsyneladende tysset på hundene eller de bliver taget ind. Jeg ved godt, at man kan/må forvente at man kan høre hunde på sådan en campingplads. Men jeg undrer mig faktisk bare, og synes det er lidt hensynsløst. Det er jo ikke givet, at alle folk havde planer om at skulle op kl. 6...

Nå men hvordan gik stævnet så? Det var lidt blandet, må jeg sige. Ninja og jeg havde nogle vildt gode løb, men jeg må også sande, at når man giver gas og satser, så sker der også nemmere fejl (min skyld!!), men de løb er bare sjovere, både at løbe selv og ofte også at kigge på. Jeg havde to fejlfrie løb ud af de 7 løb, jeg havde med Ninja, og det var ikke de fejlfrie løb, der var de fede løb. Det ene løb var noget rod, hvor jeg faktisk ikke selv var helt klar over, hvordan vi var kommet igennem (kunne efterfølgende ikke huske om jeg havde handlet kombinationerne på den ene eller anden måde, da jeg måtte improvisere undervejs), men vi blev da nummer 2 i den klasse (der var rasende mange, der slet ikke kom igennem).

Ninja

Ninja var som altid skøn at løbe sammen med, og jeg fik lidt fokuspunkter med hjem at arbejde på. Desværre har jeg ikke skyggen af video af mine løb.

Ninja smiler til massage hos Kirsten

MicMic var også med til "festen". Sådan føler hun det helt sikkert. Hun er eet stort strålende smil, når man går op mod banerne nede fra campingarealet. Hun er sådan en sjov og glad hund. Hun er så tændt på agility, og det er tydeligt for mig, at hun lige får et gear ekstra til konkurrencer. Så er der simpelthen nogle forhindringer, som er svære for at hende at rumme i hovedet. F.eks slalom, men også balancebommen, som til konkurrencer har det med at "skyde" hende af, når hun nærmer sig feltet.

MicMic venter på at vi skal starte

Hjemme i haven er hun naturligvis vildt opsat på at komme ned i udgangsposition og svigter ikke der, men den trang tager hun ikke rigtig med til stævner og heller ikke altid til træning hos Sanne. Der er dog bedring at spore, synes jeg. Jo længere hen mod slutningen af banen disse to forjættede forhindringer står, jo værre er det faktisk. MicMic er sådan en fin hund med et super lækkert tempo. Den ungarnske dommer kommenterede også hendes hastighed efter lørdagens spring 1. Vi leverede 2 fejlfrie gennemløb ud af 7 løb, hvilket gav en 1. og en 2. plads. Tak til Kennel Kræmer for at lade MicMic komme min vej.

MicMic giver den gas

Næste weekend går det løs på "hjemmebane", når Ribe Hundevenner for 10. år i træk skal afvikle Kingsmoor Cup, som altid lægger beslag på hele min pinse og lidt til. Der er masse af nye og spændende præmier i præmieboden. Vi glæder os til tre dage med glade deltagere, spændende baner og forhåbentlig godt vejr (pt ser vejrudsigten dog ikke alt for lovende ud).

Lykkeby

Onsdag aften var vi på besøg i Lykkeby sammen med mine forældre. Det var en dejlig by. Byen havde gennem 7 skoledage lært en masse børn mange nyttige ting om samfund og fællesskab.

Lykkeby var navnet på Den Nye Friskoles featureugeprojekt. Elever og lærere havde selv opbygget et samfund hvor de bærende elementer blandt andet var aktiviteter som Bank, Biograf, Casino, Restaurant, Genbrugsbutik, Legeland, Nyhedsstation. Det var steder, hvor skolens elever kunne arbejde og tjene deres penge (møntfoden i byen hed Haplings), som kunne bruges i byens butikker.

Der bages pizza til restauranten

Silas plejer ikke at være særlig begejstret for de her feature-uger. Han kan bedst lide bare at arbejde i sin klasse og sammen med sine klassekammerater, men han "overlever" disse emneuger. Men Lykkeby var noget mere interessant, kunne jeg godt fornemme. Jeg satte ham af ved skolen af en morgenerner og sagde."Kan du ha´ en god dag", og prompte kom svaret "Ja, det kan jeg!" Hans svar plejer at være: "Det ved jeg ikke", "Det tror jeg" eller "Det bliver en dårlig dag", så jeg kiggede nærmest forundret efter ham, for det her var da helt nye toner.

Den enarmede tyveknægt
Ingen gevinst denne gang. To skåle og en flaske på "displayet")

Silas havde job i Spillebulen, hvor han var en del af den "enarmede tyveknægt". Om det job tænkte jeg godt nok, at det lød noget kedeligt, men da jeg besøgte Lykkeby syntes jeg, at det var helt genialt. Der var tre kasser ved siden af hinanden. Et barn med tre ens sæt "ting" i hver kasse. Når man trak armen, så rakte hvert af børnene en af deres tre ting frem. Hvis de tre ting var ens, så var der gevinst (en slikkepind). Silas tiltrak meget opmærksomhed på sin post, da hans sad inde i spillemaskinen i ført blazerjakke, skjorte og butterfly. Jo, det var sandelig vigtigt for ham, at de tog sig godt ud den dag, hvor forældre og bedsteforældre var inviteret indenfor i Lykkeby.

Silas er velklædt til dagens job

Der var rigtig meget læring i Lykkeby. Alle fik deres løn for deres arbejde ude på aktiviteterne. De fandt ud af, at ikke alle opgaver i ens job måske var interessante, men at opgaverne skulle udføres, og at alle job havde en vigtig funktion for deres samfund. Faktisk oplevede nogle af børnene også at blive fyret, fordi de ikke passede deres job og måske ikke kom tilbage fra pauserne. Så fik de pludselig ikke så meget i løn, fordi de kom på "dagpengesats". Så blev de tilknyttet Jobcentret og kom i jobprøvning. Andre søgte andre jobs, men fandt også ud af, at man ikke altid bare kunne "shoppe" jobs.

Hver morgen til den fælles morgensamling stod banken op for forsamlingen og kom med et kort resume af de forskellige butikker/aktiviters regnskab fra dagen før. Og hvor butikkerne gik lidt skidt måtte man tænke i, hvordan man kunne vende de negative tal.

Hver dag fik alle udbetalt deres løn i banken, og dem kunne de så spendere i deres lille samfund. Silas gik på restaurant hver dag og købte pandekager med nutella. Der svandt ikke meget i madpakken i de dage, men pyt. Han var også i Genbug og købe nogle småting, som man syntes, at han kunne bruge.

En af dagene fik Lykkeby besøg af politiet, som skulle finde den røver, der havde røvet penge i Lykkeby om natten. Så fik de også lært lidt om politiets efterforskning og træning af tjenestehunde. Silas kunne i hvert efterfølgende fortælle mig om, hvordan vi afgav vores hud/DNA alle steder, som berørte/betrådte.

Mine forældre stiller altid engageret op - trods afstanden.
Ja Undskyld mor. Jeg tyvstjal lige billedet
- bare fordi jeg er taknemmelig for at I dukker op 

Hele arrangementet kulminerede ved, at skolen holdt åbent hus i Lykkeby, hvor bedsteforældre og forældre kunne komme og kigge/handle i Lykkeby. Det var et supergodt arrangement med rigtig meget god læring i.

Opskriften på at vinde HVER gang

De fleste elsker at vinde. Ingen elsker at tabe. Dog er det ikke alle, der har et lige stort konkurrencegen eller vinderinstinkt, om man vil. Jeg indrømmer gerne, at jeg er konkurrencemenneske.

Silas derimod er ikke specielt konkurrenceminded, men det får ham ikke til ligefrem at elske at tabe. I lørdags spillede vi Labyrint sammen alle fire. Silas gik helt ned med flaget, fordi spillede ikke gik helt til held for ham (måske er det heller ikke særlig genialt at spille familiespil med en lidt træt 7 årig når klokken er 22-23). Så midt i spillet måtte Silas måtte eskorteres ned under dynen, inden vi andre kunne fortsætte dysten.

I dag har vi så tirsdag, og da jeg hentede Silas bekendtgjorde han på hjemvejen, at han skulle hjem og spille Labyrint med sig selv. Jo for så var der ingen der blev sure.....

Silas spiller Labyrint

Silas spillede spillet for alle fire brikker/deltagere og ganske som ventet, så vandt Silas spillet. Han vandt med den blå brik, og som Silas udtrykte det, så var den grønne brik den der "mest uvandt". Bedst af alt, Silas havde helt ret. Der var ingen, der blev sure....

Måske vi ikke kom bededagsferien helt i hu

Oprindelig er Bededag tiltænkt bønner og faste, og altså også en dag, hvor man skulle holde fri. Vi arbejdede nu ikke Bededag, men vi fastede i hvert fald ikke, for vi var til min fars fødselsdag hjemme på Djursland.

Lørdag og søndag helligede Tobias sig vores selskab og var ihærdig med at hjælpe med at få bygget mit skur til mine agilityforhindringer. Jeg er nok ikke den fødte tømrer. I skolen lavede jeg da en obligatoriske brødkurv og bordskåner, men allerede der stod det vist klart for enhver, at min fremtid nok ikke lige lå indenfor det felt. Jeg er sikker på, at min sløjdlærer Jørgen Dath vil give helt i det, hvis man forespurgte.

Der knokles på med skurarbejdet

Men nød lærer nøgen kvinde at spinde. Jeg skulle jo bruge et skur til forhindringer, og jeg kiggede både her og der efter skure, som var mindst 4 meter, for at balancebommen kunne komme derind. Det var ikke nogen nem opgave af finde, og hvis jeg endelig fandt noget, så kostede de kr. 15.000 og/eller var så brede, at de stak for langt ud på min græsplæne i forhold til der, hvor jeg havde besluttet at skuret skulle stå.

Så var der jo kun selvbyg tilbage. En god bekendt ville gerne bygge det for mig, men hans vurdering var at det kostede kr. 5.000 i arbejdsløn. Puha jeg synes, at det blev en halvdyr affære efterhånden, for træ er jo heller ikke gratis. Det endte nu med at han trak sit bygge-tilbud, og Tobias "opmuntrede" mig til, at vi selv kunne bygge det.

Tobias måler ud

Så det har vi så arbejdet på over nogle hele og halve dage. Det tager selvfølgelig noget ekstra tid, når man ikke rigtig har begreb om, hvordan man skal løse opgaven. Når først man er med på, hvordan man skal gøre, så kører det på skinner. Indtil videre ligner det da også noget, der ender med at blive et skur. Vi ville nok ikke få høje karakterer til en svendeprøve på skuret, men selvgjort er velgjort.

Så langt så godt.....

Udover de sidste 25 brædder på den ene langside, så mangler vi at sætte vindue i, lægge tag på og finde ud af, hvordan skuret skal lukkes. Om det skal være dobbelt-låger eller en skydedør, ja og så selvfølgelig lave den side, hvor man skal kunne komme ind og ud af skuret.

Ninja betragter tålmodigt arbejdets gang

Tobias og jeg fik virkelig lavet teamwork, og så gik det der ud af. Men vi fik også tid til at hygge sammen hele familien. Vi fik spist god mad (især takket være Henrik). Krondyrfilet med rodfrugter og til dessert en chokomousse/citronfromage i lag.

Krondyrfilet, salatrodfrugter og salat

Jeg tror godt, at Silas kunne have spist alt kødet selv. Der er sådan lidt kød-feinsmecker over ham. Det er som om han umættelig hvis der er oksemørbrad, oksefilet, laksefilet og den slags på bordet. Det er meget sjovt, for han rører f.eks ikke spaghetti og kødsovs eller lasagne, som jo børnefavoritter.

Lørdag aften hyggede vi med resterne af det svenske slik fra sidste weekends udflugt til Sverige og et familiespil. Vi spillede Labyrint. Jeg elsker at spille brætspil, så det var jo bare super med et spil, som vi alle fire kunne fornøje os med.

 Det er en skøn bededagsferie, og da jeg gik i seng søndag aften følte jeg mig virkelig klar til at tage hul på en ny uge.

Børn løber for børn

Som på så mange andre skoler, skulle de på Silas´ skole også løbe "Rynkebyløb" til fordel for Børnecancerfonden.

Jeg sad med listen til at notere sponsorer for Silas. Pointen er, at hvert barn får en række sponsorer til at betale et beløb pr. omgang de løber. Så jeg tænkte, at jeg ville lægge et billede af sponsorsedlen på facebook med en opfordring til familie og nære venner om at støtte.

Fra løbeturen

Jeg nåede dog ikke at formulere teksten til billedet helt færdig, før de første sponsorer havde meldt sig, og så skal jeg da nok lige love for, at det greb om sig. Inden jeg havde set mig om, så havde Silas over 40 sponsorer, og et samlet sponsorbeløb på næsten 400 kroner pr. omgang.

Ups, det havde nået et omfang, som jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle stille op med, for det var jo katme mange penge, og der var nok ikke andre, der kom med den samme bunke udfyldte sponsorsedler, og jeg var egentlig lidt beklemt ved at vide, at nogen børn måske ville have 10-20 kroner pr. omgang, og Silas ville stå der med en mindre formue pr. omgang.

"Børn løber for børn" er et fantastisk godt arrangement, og jeg synes, det er rart at børn kan lære noget om velgørenhed og med dette projekt kan støtte syge børn, deres familier og forskningen indenfor børnecancer. Men lige præcis for Silas synes jeg, at det er lidt svært at forklare det til ham, fordi det jo kommer så tæt på ham selv. Det er svært at sige til ham, at det er vigtigt at hjælpe andre og i det her tilfælde at hjælpe syge børn. Specielt når han er et af de børn, der har været under Børnecancerfondens "vinger", uden at han egentlig selv er rigtig klar over det. Silas var jo bare en lille purk på 11 uger, da hans behandling startede og hans kemokur sluttede 6 måneder senere. Det er ganske længe siden, og det eneste han umiddelbart selv kan se fra den tid, er arret på armen, hvor lægerne udtog biopsien samt arene på hals og bryst efter den port-a-cat, han havde indopereret til at give kemo i.

Silas "løber for børn"

Henrik og jeg forsøger også at undlade, at Silas skal føle sig som "en syg", og når han synes, at det er træls med medicin, PEP masker og sygehuskontroller, så fortæller vi ham gerne om andre børn og familiemedlemmer, som også har deres "medicinske udfordringer" for, at han ikke skal føle, at det er vildt træls og belastende for ham at være kronisk syg, og at han skal vide, at han er ikke er den eneste i hele verden, der må trækkes med behandlinger og symptomer.

Nå men tilbage til løbet. Jeg havde talt lidt med Silas´ lærer om situationen, fordi jeg ikke ønskede at andre børn skulle føle, at deres bidrag var mindre værd. Jeg endte dog med at fortælle Silas og de klassekammerater, som fattede interesse for Silas´mange sponsorsedler, at Silas havde så mange sponsorer, fordi jeg havde lavet et opslag på Facebook, og derfor var der så mange mennesker, der gerne ville støttet et godt formål. Herregud, nogen gange er sandheden sgu da lige til højrebenet, og gør det hele meget nemmere, og den søde unge knægt, der stod og så på, at Silas´ sedler blev talt sammen og beløbet, der på dagen endte på noget så vildt som ca. 3.100 kroner, havde selv kun løbet 40 kroner ind, og han virkede helt ok med det, og var bare imponeret over det vilde beløb, som der stod i bunden af Silas´ sponsorseddel nr. 4.

Sponsorsedlerne

Ikke nok med, at jeg synes, at det er et godt initiativ at skolen afvikler et velgørenhedsløb for børnene, så kan jeg også godt lide den måde, som de havde valgt afviklingen. Alle skulle starte med at løbe fra den store gule Rynkebyport og så ud på en rute, som jeg tror er ca en 1 km. Den del var tvunget, men det er ikke alle børn, der synes, at løb er fedt. Silas tænder ikke på at løbe, så det var super fedt, at man på "Den Nye Friskole" gav børnene mulighed for at "tjene" runder på en anden måde.

Eleverne er samlet ved Rynkebyporten

Der var f.eks en cross fit bane, hvor der var 3 aktiviteter. 90 sekunder med step, 90 sekunder med squats og 90 sekunder med sjipning.

90 sekunders squats

På en anden bane skulle man gå med en distance med dæk. For hvert dæk man havde med på turen, fik man en streg på hånden, som var den måde, som man talte runder på. Nogle af ungerne var vildt seje og havde to eller tre dæk med på deres runder. Silas og klassekammeraten Kristian deltes om et dæk, og det var vist også nok for dem.

Dækløb

På den sidste af 4 baner var en forhindringsbane, hvor der skulle klatres, balancegang m.m.

Silas går balance

Det var godt, at der ikke kun var mulighed for at løbe, for så havde Silas helt sikkert ikke nået 7 runder. Men fordi der var andre muligheder, så tror jeg faktisk, at han syntes, at det var en sjov time, som de skulle bruge på at "løbe" penge ind.

7 runder! Sejt Silas!

Efter løbet skulle beløbene fra sponsorerne indbetales til min konto, og en del af de sponsorerne rundede beløbet op, så det endte med, at der faktisk var indsamlet kr. 4.137. Flere af sponsorerne havde faktisk også skrevet, at de havde indbetalt lidt ekstra, så der også var en præmie til Silas.

Silas putter penge i indsamlingsbøssen.
Det tog ret lang tid

Derfor valgte jeg at tage kr. 200 fra ud af det samlede beløb til Silas, for at rose ham for sin indsats. Pengene fik han lov at bruge i Legekæden, og han kastede sig over nogle zombi-figurer, som han skulle bruge til at lave film med.

Der blev i alt indsamlet kr. 31.557 på Den Nye Friskole,  hvor der går ca 100 elever. Det synes jeg faktisk er et ganske flot gennemsnit, selvom jeg naturligvis godt er klar over, at nogen har hevet mange penge i land og nogle noget mindre. Men det store samlede beløb er resultatet af en times fysisk slid og en rigtig god læring for børnene. Total win-win.

Tak til venner og familie for opbakningen!

På eventyr i Sverige

Efter at have rodet lidt i den svenske stævnekalender, fandt jeg et stævne med dobbelt klasse 3 løb. Stævnet lå godt nok i Kalmar, som ligger ca 300 fra Malmø, men jeg lod mig lokke, og på Facebook ledte jeg så efter en "rejsefælle" at dele oplevelse og udgifter med.

Dorthe og jeg kørte lørdag eftermiddag og tog det stille og roligt på vejen. Vi provianterede lidt slik på vejen, for det er jo alt for billigt i Sverige. Der var slik fra gulv til loft i deres bland-selv-afdeling.

Dorthe "skovler" slik op

Vel fremme i Kalmar kørte vi til stævnepladsen og lurede lidt på faciliteterne. Vi slog teltet op i mørket, for hjemme i Danmark skal man jo helst tage fri fra job dagen før et stævne for at være sikker på at have en teltplads i første række. Det var dog ikke nødvendigt i Kalmar, kunne vi konstatere dagen efter. Men det var nu også meget rart, at det var fikset, så vi ikke skulle stå med det om morgenen.

Vi installerede os på et af byens hoteller og fik os en god nats søvn, så vi var klar til søndagens stævne.

Vi startede med et Spring 3 løb, hvor jeg virkelig fik kikset min handling. Faktisk hele to gange på banen. Alligevel fik jeg kæmpet mig gennem banen og var fejlfri. Men jeg var nu ikke selv ret imponeret over løbet, og jeg må sige, at jeg var temmelig overrasket, da jeg fandt ud af, at jeg var blevet nr. 3. Certet gik til 2. pladsen, og det havde jeg det sådan set fint med, for jeg var ikke ret stolt af løbet, og det havde sgu være lidt for mærkeligt, hvis jeg var blevet svensk springchampion på det løb. Det kan ses som løb nr. 3 i videoen her i indlægget.




Efter første løb havde jeg virkelig mod på de sidste tre baner. Nu havde jeg set niveauet blandt deltagerne, og der er andre svenskere i klasse 3 end Jenny og Jouni. Banerne var generelt ret svære, men meget interessante. Desværre lykkedes det mig ikke at gennemføre de resterende tre baner med Ninja, men jeg havde alligevel nogle kanon gode løb, og nogen kunne tænke, at det måtte være skuffende at være 600 km hjemmefra og så ikke få bedre resultater med hjem. Men sådan følte jeg heldigvis ikke. Så har jeg jo også bare en undskyldning for at vende tilbage.

Godt nok fik jeg ikke hvad jeg kom efter. Jeg havde helt sikkert ønsket mig et cert, og det fik jeg ikke, men jeg fik nogle supergode løb og et "eventyr" i Sverige. Det er altid interessant at komme ud og kæmpe med andre end de "sædvanlige" og også bare interessant at prøve stævner i udlandet. Det er ikke helt det samme, som det vi "plejer" at opleve i Danmark.

Her er lidt af forskellene: Efter banegennemgang skal løberne henvende sig til indsenderen og melde, at de starter klassen. Der er en tavle, hvor alle startnumre er listet op. Det fremgår tydeligt af tavlen hvilke ekvipager, der starter klassen, og man kan så følge med på tavlen, da de afviklede startnumre streges/fjernes fra tavlen, og så holder man sig ellers bare til. Desuden blev der i Kalmar speaket i begge ringe. Ekvipagen blev præsenteret, og de næste 3-4 startnumre blev bedt om at holde sig klar til start. Når man gik på banen ønskede speakeren desuden ekvipagen held og lykke på banen.

Jeg ved sørme ikke, om det var speakerens held-og-lykke-ønskninger, der kastede god karma over banen, men på vejen hjem talte Dorthe og jeg om, den gode stemning der var, selvom folk var blevet disket. Og så var det, at vi lige tænkte tilbage på en stævnedag på 7 timer med klasse 3 løb i begge ringe, og ingen af os havde set en eneste sur hundefører. Ingen hunde, der fik skæld ud, ingen førere der marcherede sammenbidte ud af banen. Slet ingen! Og der var saftsusme mange disk på de baner, så det var ikke fordi folk bare løb fantastiske løb.

Nå men hverken Dorthe eller jeg fik så meget med hjem, eller jo, vi fik masser af slik med hjem. Når ICA har fødselsdag og sælger slik til 29 SVENSKE kroner pr. kg, så var vi jo næsten nødt til at forsyne os til hjemturen, inden vi efter stævnet satte kursen mod Danmark igen.

1 kg slik til turen.
Efter 600 km og et døgn var der stadig masser af slik i posen

Jeg er klar til en endnu en tur til Sverige, ikke kun pga billig slik! Nu skal jeg bare finde et stævne, der passer ind i kalender, og som ikke ligger alt for langt inde/oppe i Sverige.

En fantastisk sæsonstart

Med stævnet på Vilhelmsborg i sidste weekend, så kan man da godt sige, at sæsonen blev skudt igang. Godt nok var jeg også til stævne i Vejle tidligere på året, men der kan jeg dårligt huske mine løb, for jeg var langt fra på toppen og lå faktisk og blundede med influenza på Sannes fine "fotosofa" mellem mine løb.

Men på Vilhelmsborg var jeg frisk og klar til at give den gas. Jeg skulle løbe med både MicMic og Ninja, og jeg skal da lige love for at det blev et par travle dage, hvor løb og banegennemgange havde total sammenfald, men sådan er det jo nogen gange, når man løber med hunde i forskellige størrelser i forskellige klasser. Jeg håndterede det med indsendernes gode fleksibilitet, og jeg har ikke noget problem med at lagre et par baner i hovedet på samme tid.

Sidste år løb jeg (med undtagelse af sæsonens første to stævner) kun springløb med MicMic, fordi jeg gerne ville have hendes balancebom lidt mere på plads. Hun havde simpelthen ikke forståelse for feltet. Jeg kunne bestemt godt have arbejdet mere med vippen og bommen, men har hele tiden tænkt, at det kunne jeg nok nå, for der var god tid. Dog syntes jeg nu, at hun var noget mere klar til agilityløb end sidste år.

MicMic
(Foto: Jens Mejdahl)

Det var dog ikke nemt at se på hendes løb, for MicMic besluttede sig simpelthen for ikke at ville løbe over bommen i to af sine 4 agilityløb og vippen i et enkelt løb. Hun har selvfølgelig heller ikke set så mange forskellige feltforhindringer, så det var nok det, som drillede hende. Men jeg synes, at det som hun lavede ud over det, var rigtig godt. Hun lider jo nok lidt under ikke at være min "første-hund". Det blev dog til et enkelt fejlfrit løb i SP1, hvor hun vandt klassen, og hun er skøn og sprudlende at løbe med.


Ninja var til gengæld total flyvende. Sikke en weekend! Kun et enkelt løb kiksede, og det må jeg tage det på min kappe. Dårlig handling gjorde hende chanceløs, og det kostede et par nedrivninger. De øvrige løb var vores samspil super godt. 7 fejlfrie løb, hvoraf de 5 af dem placerede os i Top 4, og når det så er sagt, så var de åbne klasser jo ret store med ca 125 deltagere og ca 45 i klasse 3. Mine konkurrenter var sandelig også "Toppen af poppen", idet stævnet var udtagelsesstævne til landsholdet. Det betød, at landets stærkeste felt var med til stævnet, og placeringerne i klasse 3-løbene om søndagen var pointgivende for de ekvipager, der har søgt landsholdet.



Desværre synes jeg godt, at man kunne mærke det på stemingen, at der pludselig var et anderledes pres for kandidaterne. Jeg synes altid, at det ser trist ud, når en hund får en skideballe på banen, og derefter skal følges med en sur og ignorerende fører ud af banen eller måske er den så "heldig" at blive båret ud. Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg ikke forstår, hvorfor man som handler nogen gange griber til at afslutte et løb og gå ud. Nogen gange kan det være "konsekvens" men andre gange er det slet og ret "ærgelse". Men uanset hvad, så ser det bare ikke pænt ud. Og det er bare så trist, når man ser folk have ærgelsen malet i sammenbidt udtryk eller kommer tilbage fra lufteturen med tårer i øjnene. Så er agility jo slet ikke rigtig sjovt mere...

I forgårs kiggede jeg lidt på placeringer og point. Bare for sjov! For at se, hvad jeg ville have opnået af point, hvis jeg havde meldt mig. Jeg havde haft 32 point og havde ligget nummer 2 indtil videre. Men jeg har ikke meldt mig. Selvom jeg er afklaret med beslutningen, så har jeg en landsholdsløber i maven, og vil alligevel gerne. Total ambivalens! Jeg ville synes det var fedt, hvis landsholdet kunne udtages efter et andet system.

Men hvem siger også, at jeg havde leveret lige så flotte løb, hvis der var point på spil for mig. Jeg aner det ikke. Men jeg ved, at jeg deltog til Vilhelmsborg Cup og følte, at det hele var "for sjov" og jeg ved, at Ninja og jeg var den suverænt bedst placerede ekvipage til finalen ud af de ca 125 deltagende hunde med 107 point ud af 120 mulige.

Rangliste til finalen

Ja, og det tillader jeg mig også gerne at være stolt af. Jeg ved, at vi skulle løbe som sidste ekvipage i finalen, og jeg ved, at jeg nød det i fulde drag. Det var skønt at mærke det intense ved at løbe en finale, og hvordan Ninja tændte på, at jeg også var ekstra tændt ved at løbe med et finaleløbs pres, og jeg ved, at jeg elsker at løbe agility med min "Fantastisk Ninja"

Vilhelmsborg Cup 2016

Det er mange år siden, jeg sidst har været til Vilhelmsborg Cup sidst. Faktisk ikke siden 2008. Jeg huskede stævnet med tillægsord som koldt, langtrukkent, dyr/dårlig forplejning, lidt ensidige præmier (hvis man var lidt for "grådig" med at vinde) og alt for mange mennesker.

Da jeg gik med landsholdstanker meldte jeg mig til stævnet, fordi det er et af de stævner, som der er pointgivende til landsholdet. Jeg lavede en overnatningsaftale om at dele en hytte med Cherie, og da jeg besluttede mig for ikke at søge landshold, så havde jeg faktisk mest lyst til at trække min tilmelding, men jeg havde jo lavet en aftale med Cherie, og jeg er ikke en person, der løber fra mine aftaler, så jeg holdt naturligvis ved.

Det er jeg så faktisk også ret glad for. Vilhelmsborg er nemlig slet ikke alle de "grimme" ting, som jeg husker. Ja, ja nu skal jeg heller ikke gøre det værre end det var, men overdrivelse fremmer forståelse.

Lad os bare tage det fra en ende. Ja, der var mange mennesker. Jeg nød gensynet med agilityfamilien efter en lang vinterpause. Der var naturligvis også mange deltagere, men det var ikke en midnatsforestilling - slet ikke!! Super flot og professionelt afviklet. Der findes klubber, der kan bruge længere tid på at afvikle et stævne med 30-40 hunde (mod de ca 300 hunde, der var tilmeldt til dette stævne).

Et kig ud over hallen
(Foto: Jens Dixen Mejdahl)

Afviklingen gik tjept. Jeg fornemmede også, at dommerne havde fået besked om ikke at bygge baner med for mange forhindringer, da flere af banerne havde under 20 forhindringer, og det er jo også en måde at spare tid på. Jeg oplevede på ingen måde, at hjælperne stressede os deltagere, selvom de gerne ville spare tid. Faktisk oplevede jeg hjælperne som enorm fleksible, da jeg var så uheldig at gennemløb og banegennemgange faldt sammen næsten hver gang for mine to hunde. Det gav ikke anledning til problemer for mig. Tak for det! Jeg spænede nærmest i pendulfart mellem mine banegennemgange, gennemløb, parkeringspladsen, opvarmning, afskridtning. Faktisk blev det til 25.000 skridt om dagen på de to dage. Agility er ikke kun at sidde i en campingstol og drikke kaffe og spise kage....

I år var det ikke koldt. Det kan hænge sammen med, at Vilhelmsborg stævnet tidligere har ligget i midten af marts i stedet, og der kan jeg huske nogle bidende kolde stævner. I år var det nærmest forårsvejr. Fra tidligere husker jeg, hvordan dele af hallen var opvarmet, og man alligevel knokkelfrøs. I år kunne jeg stort set klare mig uden overtøj inde i hallen.

Forplejningen var fantastisk. Desværre kunne jeg dårligt nå at spise mellem mine løb. For i de tre timer, hvor køkkenet havde åbent, havde jeg vel 5 løb, der skulle afvikles og ligeledes 5 banegennemgange, men det er jo ikke arrangørens skyld, at jeg har tilmeldt mig med to hunde. Så det er min egen "skyld". Men den mad, som jeg nåede at hugge i mig 5-10 minutter i lukketid begge dage var fantastisk god, ligeledes var den serviceminded betjening og det var absolut en rimelig pris.

Banegennemgang
(Foto: Jens Dixen Mejdahl)

Jeg var i år temmelig "grådig" ved præmiebordet, og jeg synes, at der var mange gode ting at vælge imellem. Både af de indkøbte og sponsorerede præmier, men også i de butikker, hvor man kunne handle for sine præmiebonner. Jeg var superglad for alle de ting, som jeg fik med hjem. Det er skønt med en stor valgfrihed, så er alle glade.

Jeg synes også, at det er fedt med en finale. Det er så fedt at løbe finaleløb, men det er selvfølgelig lidt ærgerligt, at den ligger så sent, at mange er kørt, men uanset hvad, så er en finale bare noget, som tænder en lidt ekstra. I år fik jeg lov at løbe som allersidste ekvipage, fordi Ninja og jeg var den ekvipage, der havde flest point fra de åbne klasser. Der kommer et andet blogindlæg med lidt video, resultater og andre ting fra stævnet, som ligger til "gæring" i mit hoved.

DCH Risskov kan godt være stolte over deres stævne (det ved jeg også, at de er).

Cherie var iøvrigt super godt selskab. Vi havde ingen sammenfald i vores løb, og hun var super sød til at filme mine løb. Det er jo interessant, at man sjældent husker sine løb, sådan som de i virkeligheden så ud. Derfor er jeg superglad for at have løbene på video, så jeg kan studere løbene lidt nøjere.

Cherie og jeg havde lejet en hytte ved Saksild Strand Camping, og det var super fint. Den kostede kr. 600 pr. nat og stranden lå 150 meter fra hytten. Der var den skønneste aftensol og aftensmaden blev lørdag nydt på hyttens terrasse.

Vores lille røde "knaldhytte"

Naturligvis skulle vi først gå en tur ved Saksild Strand med vores hunde. Lækker strand!

Vores 4 hunde på stranden i aftensolen

Det var virkelig hyggeligt og meget mere rart end at skulle ræse hjem til Haderslev og op igen kl 04.15 for at være fremme og installeret til mine første banegennemgange kl 07.30.

Mine hunde fik underkøjen og slap for at ligge på de kolde gulv

Her var plads til hygge og afslapning, og for mit vedkommende også et sygebesøg hos min bror, der var indlagt på hjerteafdelingen på Skejby. Nogen vil sige, at det havde jeg fået planlagt "godt" (fordi det ligner mig bedst at få logistikken til at spille max), men jeg kan godt garantere, at det ikke var en del af min planlægning, da jeg bookede stævne, at jeg skulle få et ærinde på hjerteafdelingen.... Brormand er hjemme igen!

Overbærenhed

I dag modtog jeg en SMS fra en af de lokale bønder.

Dagens SMS

Der er vel ingen, der nyder, når landmanden kører kører gylle ud, for det kan da forpeste udluftning, vasketøj og havehygge. Men når man køber en ejendom med marker på tre sider af grunden, så er det jo, hvad man rimeligvis kan forvente.

Siden landmanden har indført denne praksis med at "advare" om, at der køres gylle ud, så kan jeg dog mærke, at jeg er lidt mere overbærende overfor denne begivenhed, for jeg ved jo godt, at landmanden ikke gør det, fordi han ønsker at genere folk. Det gør jo også, at jeg kan undgå at hænge 3 maskinfulde vasketøj ud på tørresnoren, inden jeg kører hjemmefra, og komme hjem til en bunke ildelugtende vasketøj.

Vores udsigt mod sydvest

Det er vel lidt lige som, når folk hænger en seddel op i opgangen om, at de holder en fest på lørdag og på forhånd undskylder, at de kan komme til genere de øvrige beboere i opgangen. Det er vel også en slags hensyn, selvom festen måske ikke er lige så "nødvendig", som det at køre gylle ud er for landmanden.

Eller lidt som, hvis man har en dårlig dag og siger til sine kolleger, at man ikke lige er i superhumør den dag og derfor er lidt mut. Så kan de tage deres forholdsregler og spare på kække bemærkninger den dag og måske være lidt ekstra omsorgsfulde.

Det er faktisk utroligt, hvad kommunikation kan gøre.....