Fuji på sit første kursus

For lidt over en måned siden takkede jeg ja til en plads på kursus med Sarah Lorentzen. Jeg har modtaget undervisning af hende mange gange før, men det er nogen år siden sidst. Hun er altid god til at formidle sin undervisning på en let forståelig måde og er positiv og humoristisk i sin undervisning.

Så det var jo ikke årsagen til, at jeg faktisk var lidt bekymret ved tanken om det forestående kursus. Jeg skulle jo deltage med Fuji, og hun har aldrig været på kursus før. Jeg var nok lidt af den opfattelse, at hun stort set intet kunne. Hun er ikke er vant til at løbe baner i den forstand. Måske 5-6 forhindringer og der er mange ting, som jeg ikke har præsenteret hende for endnu.

Selvom Fuji nu er 18 måneder, så er hun enorm langt fra, at være klar til at løbe stævner. Hun har aldrig været over et A-bræt og "kan" faktisk ingen feltforhindringer, og slalom er vi kun igang med - langt fra færdig. Weekendens kursus tog dog udgangspunkt i, at hundene var "grønne" og jeg kunne undgå de forhindringer, som Fuji ikke kunne.

Fuji
Foto: Wickie

Men jeg var nu alligevel usikker på, om hun kunne være med. Om hun ville kortslutte i hovedet, da hun er noget mere hektisk og eksplosiv end sin mor, Ninja. Ville hun overhovedet kunne ramme nogen af forhindringerne? Det måtte komme an på en prøve. Jeg forventede ikke så meget, og havde faktisk pakket MicMic i bilen også. Så kunne hun tage over, hvis det nu alligevel viste sig at være en dårlig idé med det der kursus til Fuji.

Fuji er klar!
Foto: Wickie

Mine bange anelser blev gjort helt til skamme. Fuji er simpelthen meget bedre end jeg forventede, og hun var virkelig en sand fornøjelse at arbejde med. Der var naturligvis ting, som var svært for hende - mest fordi det var svært for mig. Men det var ikke fordi "sikringerne sprang" på Fuji af den grund.

Video fra kurset - Fuji havde aldrig løbet baner med handling som på disse og kun en gang tidligere en bane med over 10 forhindringer efter hinanden. Hun var aldeles lækker at løbe med. Et par nedrivninger hist og pist, men de kommer mest, hvis man forstyrrer hende og for sent fortæller hende, at hun skal dreje efter et spring. Jeg plejer faktisk at sige om hende, at hun løber mere med benene end med hjernen, men hun viste mig nu tydeligt på kurset, at hun faktisk også tænker.

Det var djævelsk varmt, og når temperaturen når op på over 25 grader, så tager det da også lige toppen af hundenes energi. Fuji var meget glad for det lille fodbad, som hun kunne dyppe poterne i, når hun havde været på.

Pyh det er varmt

Efter at have set en hund slingre rundt med et hedeslag på et andet kursus, så har jeg fået respekt for kombinationen agility og varme. Så udover at få dyppet sine fusser, så havde jeg også medbragt noget Fitdogpulver, som var blandet i hendes drikkevand. Fuji ville dog hellere drikke af fodbadet, men jeg fik da listet en halv liter i hende at det mælkehvide vand.

Brormand Darwin havde i øvrigt sin stævnedebut i denne weekend, og fik faktisk også sin første oprykningsplacering i AG1 og gennemførte i øvrigt de resterende 3 løb på dagen. Dog med et par småfejl, men jeg synes, at det var en rigtig flot debut. Deres allerførste stævneløb var AG1 - Se video her.

Det er måske for meget at forlange af sheltie?!

I de 25 år, hvor jeg har haft hund, har jeg haft flere forskellige racer. Det har jo været en spændende rejse, for jeg har haft rimelig forskellige racer. Enkelte racer har jeg også haft mere end en af, og så er det, at man let kan komme til at drage paralleller. Både de gode og dårlige paralleller.

F.eks har jeg set et fælletræk ved de to sheltier, som jeg har haft. Alle mine hunde har altid være renlige. Enkelte har måske været lidt længe om at blive renlige, men når de så først har fanget ideen med at besørge udenfor, så er der stort set aldrig nogen sinde uheld inde, med mindre de har været syge. Det er gået mere trægt med de to sheltier, som jeg har haft. De har ikke boet sammen. Så jeg kan udelukke, at de har lært af hinanden.

Diva flyttede hjem til mig som 6 årig, og jeg fik at vide, at hun pga sin sterilisation ikke kunne holde sig ret længe ad gangen. Så i starten (indtil vi lærte hinanden at kende godt nok) så havde Diva nogle uheld indenfor, men hun kunne faktisk sagtens holde sig i mange timer. Ikke noget problem. Det fik hun lært, og indtil hun blev rigtig gammel og "gammelmandsinkontinent", så var hun mindst lige så renlig, som mine øvrige hunde i flokken.

De to, som det har været sværest at få renlige, har været hvalpe, som ikke er flyttet hjem til mig som 8 ugers men som 11 ugers og som 5 måneders gamle hvalpe. Den første var min schnauzer, som var 11 uger, da han flyttede ind hos mig, og han havde virkelig svært ved at blive renlig og finde ud af at sige til. Men da han var et halvt års tid, så blev han ordenlig renlig og havde derfra stort set ikke uheld.

MicMic

Den anden er så MicMic, som flyttede ind hos mig for 3 år siden i en alder af 5 måneder. Godt nok sagde opdrætter til mig, at hun ikke var helt renlig, men det tog jeg med ophøjet ro, og tænkte at det nok ikke blev det store problem. Ak ak!! Sådan er det bare ikke gået.

Hun manglede helt klart en forståelse af, at det var mest hensigtsmæssigt at besørge udenfor. Jeg har gået ude i haven med hende i timevis, da hun var ung og forholdt mig passiv og for hende uinteressant, mens jeg har afventet, at hun skulle sætte sig og tisse, så jeg kunne rose hende for det. Men i hendes verden var det mest hensigtsmæssigt, at tonse rundt i haven og feste, og det der med at tisse og skide, var mere smart at gøre, når man kom ind (hun nægtede dengang helt og aldeles at tisse på gåturene. Det er dog blevet bedre, men fordi man går 3 km med hende, så skal man ikke forvente at hun tisser på turen).

Stort set alle mine hunde tisser på "kommando" - altså undtagen MicMic. Hun vimser bare rundt i formålsløse cirkler, hvis jeg siger "tis-tis" til hende. Hver gang jeg ser hende tisse udenfor så roser jeg og har også forsøgt at få hende til at linke kommandoen og tisseriet sammen ved at skiftevis rose og sige "tis-tis". De to andre ved godt, hvad det betyder og sætter sig hurtigt ned og tisser.

MicMic er en hund, som har meget travlt med mange opdagelser og rejser, når hun er udenfor i haven. Hun kan sagtens gå i haven i flere timer og snuse rundt (og æde hønselort). Hun hygger sig helt vildt udenfor. Status på renligheden nu er, at hun stort set ikke har uheld indenfor i dagtimerne. Men i perioder skider hun indenfor om natten (altid samme sted). Så må hun så i en periode sove i bur, for der vil hun vel sagtens ikke besørge.

MicMic

Det ser det ikke ud til, at hun vil. Hun har i hvert fald aldrig skidt i buret om natten. Så min konklusion er så, at hun sagtens KAN holde sig, hvis hun gider. Når hun har overnattet i buret igennem en uge eller to, så får hun igen lov at gå frit rundt om natten - indtil næste gang (som kan være alt fra en uge til et par måneder efter), så må hun en tur i bur om natten igen.

For et par uger siden opdagede jeg, at hun var våd da hun kom ud af buret om morgenen, og det viste sig, at hun havde tisset i buret i løbet af natten. Tilsyneladende uden at have forsøgt at tilkalde "lukke-ud-assistance". Jeg undrede mig.

I går aftes satte jeg så en fin ny kurv/hule frem til hundene på det sted, hvor MicMics bur ellers plejer at stå. Fuji elsker godt nok at ligge i MicMics lille flykasse, men jeg synes, at den nye hule passede bedre i størrelsen. Da jeg kom ned til morgen var der så tisset i hulen. Jeg kan ikke gøre for det, men jeg blive altså frustreret, når en næsten fire år gammel hund ikke fatter at det er helt forkert....

Er det en "sheltie tæve ting", at de ikke rigtig fatter det med renligheden eller er det bare her hos mig? Måske forlanger jeg mere end rimeligt?

Arbejde først, fornøjelse bagefter

Det blev rimelig sent, inden jeg var hjemme fra stævnet i Hvalsø, og selvom jeg skulle retur til Sjælland igen mandag morgen, så ville jeg altså bare gerne have en dag hjemme sammen med familien, inden jeg igen skulle til Sjælland igen.

Jeg var lidt bombet, for jeg var kommet hjem på anden side af midnat. Jeg fik dog snøvlet mig afsted efter morgenbrød, og forsøgte at danne mig nogle tanker om, hvad søndagen skulle gå med. Jeg ville gerne have sat skik på lidt af hjemmet. Sådan lige luge det allerværste rod væk og ikke mindst slå den efterhånden ret høje græsplæne, men jeg ville også gerne hygge med familien i det gode vejr.

Så inspireret af en af mødrene til en af Silas´ klassekammerater, så blev det sådan, at hele familien skulle "lave noget", inden vi alle kunne slappe af sammen. Silas plejer ikke at være meget for at yde og det er som om, han virkelig skal se en idé med at udføre noget. Vi talte lidt om opgaverne, og Silas bød straks ind på græsslåning. Det er også sådan en dejlig håndgribelig opgave, og når man har en rimelig voksen have, så går der også noget tid med det.

Silas slår græs

Henrik og jeg fandt nogle andre aktiviteter og så kløede vi ellers alle på. Vi havde aftalt halvanden times intens arbejdsindsats, og så skulle vi alle stoppe. Vi overskred nok 20 minutter, da vi også lige skulle have plantet blomster i krukkerne oppe ved vejen.

Kunsten er at finde den rette tidsramme, og hvis jeg lige skal evaluere på det, så må jeg måske nok indrømme at 60 minutter havde været mere passende end 90 minutter. Det var lidt svært at holde gejsten oppe på Silas til sidst, og det var jo ikke meningen.

Krukkerne ved vejen vandes

Så spiste vi vores frokost og snakkede om, hvad vi skulle lave sammen om eftermiddagen. Silas foreslog en tur i Dyrehaven. Vi pakkede lidt forsyninger og kørte ud i Dyrehaven og gik en dejlig tur.

Chokoladeboller fra Lagkagehuset er mums

Vejret var aldeles skønt og naturen i Dyrehaven er fantastisk. Som jeg gik der og var bagtrop på vores lille familieudflugt følte jeg mig meget taknemmelig og glad for, at jeg var kørt hjem lørdag aften efter første stævnedag (selvom flere agilityfolk var helt uforstående over at jeg ikke tog stævnedag nr. 2 med også), men jeg var sådan set næsten tvunget til at køre hjem, da jeg skulle hente noget på Vestfyn mandag morgen, som jeg skulle bruge ude hos den første kunde.

Travetur i Dyrehaven

Perfekt søndag!

Det var en søndag, hvor der både blev udrettet noget, men også bare hygget sammen. Jeg må helt sikkert bruge kollektiv "Arbejde først, fornøjelse bagefter" en anden gang, hvor kabalen har svært ved at gå op.

Årets sommerferie går så IKKE til Frankrig

We didn´t make it! EO kvalifikationen faldt ikke ud til vores fordel. Pludselig ligger hele sommerferien åben for os. Underligt at se frem til en sommerferie, som ikke byder på agility-ugekursus, hundeferie, Fionia Cup eller for den sags skyld European Cup. Sidstnævnte var faktisk min eneste "plan". Men jeg ser stadig RIGTIG meget frem til en sommer sammen med familien uanset i hvilken grad, der er hunde i indblandet i ferien.

Ninja

Desværre var held og dygtighed ikke med mig på de to stævner, som talte til udtagelsen af EO-holdet. I Viby havde jeg en disk i agilityløbet og ellers en rimelig ok placering i springklassen. Kandidaterne blev tildelt et pointtal for hvert af de to stævner. Pointtallet tog udgangspunkt i vores placeringer sammenlagt i agility- og springklasserne. Så med en disk på kontoen kom jeg ikke hjem fra Viby med super gode point.

Så jeg valgte at tage til Hvalsø for at se, om jeg kunne forbedre mine point. Desværre blev jeg i Hvalsø disket i springløbet (jeg fik sparket til en springstøtte med hælen, så overliggeren faldt til jorden = dum dum førerfejl), men vi "overlevede"til  gengæld på agilitybanen i en klasse, hvor ikke mange kom helskindet igennem. Men med en disk igen, så blev min totale score for dette stævne ikke meget anderledes end pointsummen i Viby.

Ninja

Kun den bedste af ens pointsumme ville tælle med i udtagelsen, men mine var stort set lige ringe, og jeg endte som 3. reserve til holdet. Det er jeg heldigvis både ganske rolig og afklaret med. Det giver jo mulighed for en masse andre ting i ferien i stedet for. En af de andre deltagere på holdet sagde godt nok til mig: "Jeg synes det er ærgerligt, at du ikke skal med. For det synes jeg, at du fortjener".... Tak det var pænt sagt, men når jeg ikke præsterede bedre, så fortjente jeg det nok ikke. Generelt var det slet ikke mit og Ninjas stævne i Hvalsø. Faktisk havde vi sammen ikke et eneste fejlfrit løb. Vi var kun til stævnet om lørdagen, hvor jeg løb tre løb med Ninja, og der voksede træerne bestemt ikke ind i himmelen.

Derimod var MicMic min helt store stjerne. Det er virkelig blevet en fornøjelse at løbe med hende. Hun udvikler sig virkelig fra stævne til stævne. Der er kommet så fint et flow i vores gennemløb. Faktisk lykkedes det for os at levere to fejlfrie gennemløb. I springløbet kom jeg dog lige pludselig i tvivl om noget i baneforløbet, og jeg "holdt lige et lille møde" med mig selv inde på banen, mens jeg drejede MicMic rundt om mig. Ja, det kostede ikke nogen fejl, men det kostede tid, men vi var stadig fejlfrie. Sådan et lille stunt kunne da også lige vække dommer Bonnik, der lige måtte lade de små grå rotere for at finde ud af, om det var "noget" han skulle dømme. Ja det er altid i klasse 1, der sker de mest mystiske ting.

MicMic

MicMic havde super god fart, og efter vores balancebomsproblemer kan hun måske fremadrettet se ideen i at stoppe på feltet. Det var ikke fordi, der ikke var fart på op til bommen, for hundene kom ræsende ud af en lige tunnel og direkte op på bommen - vel at mærke med føreren hængende mere eller mindre bagved. Så derfor var jeg ekstra glad for, at hun stoppede på feltet!

MicMic

Tak for et super godt stævne til Hvalsø Hundevenner. Flotte præmier, lækkert mad og selv det fine vejr var der styr på. Tror alle deltagerne fik lidt ekstra kulør.

Lige for at vende tilbage til det med sommerferieplanerne, så spurgte jeg her ved morgenbordet Silas, hvad han syntes, at vi skulle lave, og hvordan vi skulle holde ferie, hvis han nu skulle bestemme. Svaret var uden tøven: "Vi kan jo se om ikke vi kan finde et stævne og tage derhen!!"

 Det var faktisk ikke lige det svar, som jeg forventede, men jeg blev da glad for, at han svarede sådan. Så ved jeg, at han helt sikkert godt kan lide at komme med til stævner, men måske er det også en indikation af, at han tror, at det er sådan "man" holder sommerferie.

Familieweekender - nu med et prægtigt guldkorn fra Silas

Nu er det stævnesæson, og der er fuld fart på stævneprogrammet. Maj måned plejer at være den mest hektiske for mig, for alle weekenderne plejer at være pakket med stævner. Sådan har det dog ikke helt været for mig i år.

Min niece skulle konfirmeres d. 1. maj, og det var da en dag, som jeg hverken måtte eller ville gå glip af. Heller ikke selvom det var et "Kloster-stævne", som måtte vige pladsen.

Som skrevet i mit tidligere blogindlæg, så havde mine forældre guldbryllup i lørdags, så den dag var også reserevet til andet end hunde og agilitystævner. Men så kunne jeg jo også godt være taget til stævne om søndagen, altså igår. Ja, jeg havde også først meldt mig til, men fornuften halede ind på mig, og jeg trak min tilmelding tilbage. Det er vist første gang i de over 20 år, jeg har løbet stævner, at jeg har trukket en tilmelding tilbage.

I stedet blev min søndag brugt på at ligge og slumre op af Henrik søndag morgen, mens jeg gled ud og ind af søvnen og havde nogle virkelig mærkelige drømme, som jeg morede mig over, da jeg vågnede.

På Silas´ skole var der arbejdsdag, som bestod af 3 timers indsats fra mange forældre. Hold da op en overhaling skolen fik. Man kan virkelig rykke meget, når mange tager fat og løfter i fælles flok.

Derhjemme havde vi også lige et projet, som pressede sig på. Så vi gik hjem og fortsatte. Jeg har en høne, der ligger og skrukker på 6 æg. Hun har ligget på dem i 21 dage på onsdag. Det er rigtig spændende at se, om der kommer kyllinger. Vi håber det, og har nu lavet et lille barselshus til hende og hendes små kyllinger. Vi er dog ikke blevet helt færdige endnu, men er næsten i mål.

Men søndagens højdepunkt: Vi var simpelthen nødt til at køre en tur ned til Kalvø Badehotel. Vejret var så smukt og det er virkelig længe siden, at vi har haft held og planlægning til at kunne komme derned og få æblekage og varm chokolade - og en skøn gåtur.

En lækker oase. Kalvø er et skønt sted for en picnic

Silas og Henrik i en snak om et eller andet natur- og teknikemne

Silas er på billedet herunder igang med sneglematchmaking. Han udvælger, hvem der skal være par og så må de få sig nogle børn. For at gøre det let for dem, så lægger han dem op parvis, så kan de bare gå i krig. Da snegle er hermafroditter, så synes han ikke rigtig, at der var nogen undskyldning fra deres side.

Der er masser af Vinbjergsnegle på Kalvø

Om det var denne aktivitet, der en halv time senere fik ham til at spørge lidt mere ind til forplantning og hans egen tilblivelse, skal jeg ikke kunne sige. Men mens vi sad ved bordet udenfor på Kalvø Badehotel blev jeg pludselig lidt i tvivl, om vi var til "Frokost med mor", da Silas nærmest i bedste Bodil Jørgensen-stil spurgte Henrik: Hvor lang tid tager det at lave et barn? Hurtigere end nogen kunne nå at svare. Henrik og jeg kunne højest nå at udveksle et enkelt åh-nej-ikke-den-slags-spørgsmål-blik, så kom det mere uddybende spørgsmål henvendt direkte til Henrik: Hvor lang tid bollede I, da I skulle lave mig?

Der var måske en dybere mening med, at vi først skulle komme til Kalvø, da det store kaffe/kage ryk-ind var overstået. I den her situtaion var det rart nok at være eneste selskab på terrassen. Henrik og jeg kiggede på hinanden, og Henrik svarede: "Det ved jeg da ikke. Det tager jeg da ikke lige tid på". Ja, ja. Det er jo ikke svar, som Silas kan bruge til noget som helst, så han følger hurtigt og med lettere irriteret tone op med: "Tog det en halv time??" Henrik svarer undvigende, at det ved han ikke, (hvem fanden kan da også huske tilbage til en akt fra nov 2007?). Silas giver ikke så let op og prøver med et nyt ledende spørgsmål: "Tog det et kvarter? Nu begynder han at forstå, at Henrik ikke kender svaret, og han vender sig i stedet over til mig: "Mor, hvor lang tid tog det for dig?"

Her må Henrik og jeg sprutte lidt af grin, mens jeg forklarer ham, at hans far og jeg jo lige som var sammen om "projektet", og vi ikke aner, hvor lang tid det tog. Så giver han endelig op. Jeg aner ikke, hvor lang tid det tog, men helt sikkert ikke så lang tid, som det tager for sneglene. Hvis du vil se snegle-sex, så kan du se en oplysende og ikke specielt ophidsende video her

Ja, så gik ventetiden også lidt hurtigere. Vi sad udenfor og ventede på vores bestilling, mens vi nød det gode vejr og den smukke udsigt over Genner Bugt og lystbådehavnen.

Silas var frisk på æblemost og et stykke lagkage, og jeg skal da lige love for, at han fik sig et stykke lagkage. Henrik og jeg skulle have det "sædvanlige"; varm chokolade og æblekage.

Lagkagen syner virkelig mindre på billedet end i virkeligheden
Forrest ses den lækreste gammeldags æblekage. Mums!

Jeg var overbevist om at han ikke engang kunne spise halvdelen, men han levnede vel tre skefulde. Behøver jeg at sige, at han ikke rigtig var interesseret i aftensmad?! Nå ja, det var vi andre faktisk heller ikke.

Nå ja, jeg missede et stævne - endda et af de rigtig gode stævner (DCH Harlev), men jeg havde en fantastisk weekend med masser af familiehygge, og det vil jeg helt sikkert ikke bytte.

Mine umoderne forældre

Min storebror hævder, at min far for mange år siden havde spurgt ham, om det ikke var træls at have sådan nogle umoderne forældre. Min bror måtte spørge hvad han mente med det. Jo, havde min far svaret (jeg kan nærmest høre denne samtale, selvom jeg ikke var tilstede). Dine forældre er så umoderne, at de ikke engang er skilt.

I går var det 50 år siden, at de blev gift, og de er skam stadig gift - endda med hinanden! Men jeg synes nu ikke, at de er umoderne. Jeg synes mine forældre er ganske fantastisk og kærlige. I mange henseender er de også ganske moderne. F.eks fejringen af guldbrylluppet.

Mine forældre for 50 år siden

Jeg husker stadig deres sølvbryllup som en dejlig fest, og selvom den lå midt i min eksamen, og jeg skulle op i et fag morgenen efter sølvbryllupsfesten. Denne gang var der ingen eksamen og sådan set heller ikke en traditionel fest.

Mine forældre havde blot bedt os om at reservere d. 21. maj og så ville vi få nærmere besked, når dagen nærmede sig. Jeg anede jo nok, at vi ikke var ude i noget med suppe, steg og is. Onsdag aften ringede min far for at sige, at vi skulle mødes udenfor Tivoli Frihedens hovedindgang kl. 12.45 lørdag.

Min mor pakker gaven op - Et gavekort til Sinatur hotellerne

Her skulle vi fejre guldbrylluppet. Vi var mine forældre og alt deres afkom i form af børn, børnebørn og oldebørn. Et selskab på 15 mennesker. Vi spiste buffet i Restaurant Friheden.

Selskabet

Silas var godt nok lidt utilfreds med, at vi skulle bruge tiden på at spise. Det siger jo ikke rigtig ham noget at spise. Han ville meget hellere ud og prøve alle aktiviteterne. Men han måtte pænt vente, for oldebørnene skulle også mæske soft-ice.

Der køres soft-ice ned for bordenden

Vi blev udstyret med turbånd, og så kunne vi ellers bare prøve de forskellige ting. Det var lidt svært at holde styr på tropperne, da aldersspredningen var fra 2 år til 43 år blandt dem som havde rakt poten frem, da der blev sat bånd om armen. Jeg synes faktisk at det var fedt at prøve forlystelserne sammen med min niece, min svigerdatter, mine knægte og den øvrige familie.

Henrik og Silas i bådene

Vi rundede af med en omgang pizza buffet, og da vi havde fordøjet det, så lukkede parken desværre. Øv øv, at de lukker allerede kl 20. Det er da sådan ca 2 timer for tidligt. Silas var også noget slukøret, da han så gik glip af de popcorn, som han tålmodigt havde ventet på.

Pizza-buffet

Tak til mine forældre for at fejre dagen på denne måde. Jeg nød i hvert fald turen i Friheden sammen med hele familien. Jeg håber det var præcis sådan en dag, som de ønskede sig. Desværre blev fokus nærmest fjernet fra guldbrudeparret og alle ungerne kom til at fylde i stedet for, men jeg tror faktisk også, at det var i deres ånd. Men det betyder jo faktisk, at der ikke engang er et billede af guldbrudeparret fra dagen. Jeg havde valgt at lade kameraet blive hjemme og har kun en lille håndfuld billeder på min telefon.

Og ikke mindst tak til mine forældre for at blive sammen og give min bror og mig en tryg barndom uden skænderier, druk og utilregnelighed og hvad andre familierne måske slås med. I det hele taget en tryg barndom, hvor man altid vidste, at døren stod åben og der var hjælp at hente til hvad som helst.

Kingsmoor Cup 2016

I år var det 10. gang, at Ribe Hundevenner afholdte agilitystævne hen over pinsen, og i år var det ikke helt som det plejer at være. Vi plejer at have helt fantastisk vejr. Nogen år faktisk alt for godt. Vi har i hvert fald aldrig haft gennemgående dårligt vejr. I år fik vi det hele. Sol, blæst, regn og hagl.

Hagl - hvad sker der lige for det??

Mellem min tjans med at fylde op i præmieboden og uddele præmier skulle jeg også løbe med MicMic og Ninja. Stævnet var kvalifikationsstævne til DKKs DM.

Jeg synes ikke, at Ninja og jeg løb specielt blændende i denne weekend. Vi havde to fejlfrie løb ud af vores 6 løb. Det var de to AG3 løb, hvor vi blev nr. 4 i begge løb. De to fejlfrie løb gav os samtidig adgang til DKKs DM. Det var jo sådan set meget rart at have den del overstået.

Så er Ninja DM klar
(lidt snyd at billedet er fra stævnet i Viby...)

Efter Viby kunne jeg godt mærke, at jeg var lidt utålmodig og måske næsten "modløs" over MicMic. Jeg har ikke tidligere oplevet, at mine hunde forstod 2 on/2 off så ringe som MicMic har gjort i denne sæson. Jeg startede hende jo med vilje ikke i agilityklasserne sidste år, fordi jeg synes, at hendes forståelse for udgangspositionen var for ringe.

Inden 2016 sæsonen gik igang var jeg godt tilfreds med hendes udgangsposition. Særligt hjemme i haven kan hun præstere det fineste og hurtigste felt. Nogen gange kunne de svipse til træning, men det var i tydelig for mig, at hun forstod udgangspositionen og i øvrigt også fandt den atrraktiv (logrende og smilende og forventningsfuld hund på feltet). Så jeg så frem til sæsonstarten med MicMic.

På Vilhelmsborg ville hun til en start overhovedet ikke over balancebom og vippe, og jeg endte med at måtte "trække" hende over, som om hun var en legetøjsbil. Kom hun endelig op, så gjorde hun ikke forhindringen korrekt færdig. Langt fra endda.

Til de følgende stævner var det ikke et problem at komme op på dem, men det kneb med at fuldføre forhindringen korrekt. Som oftest blev hun nærmest skudt af balancebommen. Jeg syntes var lidt frustrerende og havde også gået op grublet lidt over hvorfor. For det var naturligvis ikke et problem, når vi trænede.

Det to ting, som jeg selv kunne pege på var, at jeg måske ikke selv løb så langt frem på feltet på bommen og at MicMic kører så højt til stævner, at hendes lille hoved ikke helt kan rumme det hele, og at opgaven så "eksploderer" i hendes hoved. Hvem gider da også at stoppe, når det går allerstærkest?

MicMic - min lille jordfræser!
(også et billede fra Viby stævnet)

Men i denne weekend lignede det mere og mere det agility som jeg gerne ville se. Jeg valgte dog at lade hende diske i to af agilityløbene (pga bommen). Nu fortsatte hun sit løb ned af bommen, men fik ikke helt stoppet i udgangspositionen, men jeg var/er lykkelig for udviklingen.

Desværre kunne det se ud til, at jeg nu får mig en ny udfordring, som jeg skal have styr på. MicMic sætter mere og mere tempo på i sine løb og er mere og mere dus med banerne, og vi begynder ligesom at blive fortrolige. Så det er vel meget naturligt, at hun speeder op, når hun er komfortabel på banen. Men det koster åbenbart på hendes rytme på A´et, som hun to gange i pinsen fløj meget højt over og kun ramte selve feltet på nedgangen. Det er absolut ikke nogen ønskelig forcering af et A-brædt.

Ja ja uddannelse af god agilityhund er en langstrakt proces, og jeg er i øvrigt helt åben overfor løsningsforslag vedr. A-brædtet. Jeg er ikke lige klar til at slippe løbefeltet på A´et. Desværre har jeg ikke nogen af hendes agilityløb på video, så man kunne se det.

Jeg har dog et af hendes meget fine springløb, hvor jeg rigtig måtte kridte skoene for at følge med hende. Link til søndagens Spring 1 løb. MicMic er sådan en sjov og glad hund, der bare smiler hele vejen rundt på banen.

De åbne klasser, som gav adgang til finalen var efter min smag lidt for svære. De var naturligvis ikke "for svære" for Ninja, men det lykkedes os alligevel ikke at gennemføre nogle af de to åbne klasser. Ja, det var bare nogle små missere, der kostede en finaleplads. Sådan er agility.

Efter at have gået banerne havde jeg heller ikke de store forhåbninger til MicMics resultat på de åbne baner, men jeg må sige, at hun overraskede mig meget positivt, og klarede dem langt bedre end forventet. Der var faktisk også bare tale om et par små-missere, hvor jeg nærmere havde forestilllet mig, at vores gennemløb ikke helt ville have flow pga sværhedsgraden. Vi blev godt nok disket i begge, men gennemløbene var langt bedre end forventet.

Fuji og Silas hygger i campingvognen

Det er nogen gange en hård tjans at være involveret i stævneafviklingen, løbe selv og have Silas med. Men det plejer at lykkes. Silas er også blevet så stor nu og nyder at sidde i campingvognen det meste af dagen. Han kan klare mange ting selv, men han kan dog ikke alt selv, og der er behandling og medicin, der også lige skal passes ind.

Gåtur

Heldigvis var han også ret opsat på, at vi skulle ud at gå en lang tur hver aften. Så når stævnedagen var slut var Silas lige klar til en travetur på en lille times tid.

Mors dag

Det er ikke rigtig "moderne" med Mors Dag, Valentines Dag, Skt. Hans, Fars Dag osv her i huset. Ja, vi dyrker ikke rigtig de traditioner. Så bliver man naturligvis heller ikke forvænt med noget i den retning.

Men Mors Dag blev nu alligevel noget helt særligt i år. Om det så lige var fordi det var Mors Dag ved jeg ikke, men måske spillede det også lidt ind.

Forår på Mors Dag

Egentlig var anledningen, at Henrik havde givet mig en fødselsdagsgave, som var et smukt og personligt kort, hvor Henrik lagde op til en dag, hvor han ville forkæle mig og bare lave en dag for mig. Ja ja, og de som kender mig lidt nærmere ved, at jeg har fødselsdag i august. Dvs mere end et halvt år siden. Helt ærligt, så skammer jeg mig også over, at den først blev indløst nu. Men de første måneder tænkte jeg, at det var rart at have det lidt til gode. Så glemte jeg det i et par måneder, og så kom foråret med skurbyggeri, stævner, konfirmationer, gæster osv. For en uges tid øjnede jeg, at sidste søndag så ud til at blive en rigtig fin dag, og jeg fremlagde den som et forslag til, at jeg kunne indløse min gave. Og alt det gode kommer til den som venter.....

Silas og jeg var jo afsted til stævne fra onsdag til lørdag i Kristi Himmelfartsferien, så Henrik kunne bare gå og hygge med sine planer. Det havde han sandelig også gjort. Da jeg kom hjem kunne jeg godt se, at han havde været igang med "noget".

Skøn udsigt fra soveværelsesvinduet søndag morgen

Søndag morgen gik Henrik i køkkenet puslede lidt rundt, inden han kom og inviterede mig på brunch i det fri. Han opfordrede mig til at pakke kamera og "inviterede" også hundene med. Så satte Henrik sig bag rattet (det er altid mig der kører) og så trillede vi ellers ud i det blå på en ualmindelig smuk maj dag. For en gangs skyld kunne jeg bare sidde og nyde de gule rapsmarker og de lysegrønne træer, for jeg var jo ikke chauffør.

Vi gjorde holdt ved en smuk lille rasteplads på en lille bakketop inde i et skovområde. Fra rastepladsen var der udsigt udover Kalvø, som jo er et af vores yndede udflugtsmål. Henrik halede køletasken ud af bilen og fiskede friskbagte pandekager, sirup, frisk frugt, bacon, pølser, boller og friskpresset appelsin juice (som vel at mærke var friske appelsiner, som han selv havde presset). Jeg følte mig virkelig værdsat.

Det var så smukt et sted vi indtog vores brunch

Flot bakket terræn

Vi nød maden, inden vi gik en tur i området. Jeg sagde til Silas, at jeg havde et ønske til en morsdags gave fra ham, og det var, at jeg fik lov til at tage et billede af ham midt på mælkebøttemarken. Silas er ikke særlig vild med at blive fotograferet. Desværre. For jeg elsker jo at tage billeder af ham.

Mors Dags gaven fra Silas - at lade sig fotografere...

Efter noget tid satte vi os i bilen igen. Vi kørte ned til Ballebro, hvor vi sejlede over til Nordborg, hvor vi steg ud og gik endnu en tur.

Mine sømænd

Nordborg er nu bare ikke særlig interessant. Tænk,hvis byen ikke havde Danfoss?!...

Nordborg Slot
- En efterskole - og det ser ud af mere på denne side end inde fra gårdsiden

Vi kørte en rigtig smuk tur ned mod Sønderborg. Der var den skønneste udsigt ud over marker og Fjorden, inden vi ramte hovedvej 8 igen omkring Guderup. Næste stop var Sønderborg, hvor vi gjorde holdt ved Slottet. Nu tryllede Henrik en ny køletaske frem. Nu var det frokosttid. Lidt sent men værd at vente på. Der var lækre sandwich i hjemmebagt brød, hjemmelavet dressing og avocado-salsa og laks.

Frokost ved Sønderborg Slot

Der var et vældigt leben mellem stranden og slottet. Der lå folk og slængede sig i slotsparken og ved stranden var der mange mennesker, og nogen af dem endda også ude i vandet. Ja, det var virkelig en rigtig skøn forårsdag. En skærende kontrast til den weekend, som netop er overstået.

Promenade

Vi sluttede af med en promenade ned langs vandet og endte ved ishuset, hvor Silas og jeg sagtens kunne klemme en is ned. Jeg kan altid klemme en is ned!

Is i Sønderborg

Nu var klokken også blevet mange, men vi havde virkelig nydt dagen med tid til hinanden og alt, hvad der var omkring os. Uanset om det var en fødselsdagsgave eller i anledning af Mors Dag, så var det helt fantastisk. Sådan en dag med forkælelse og planlægning for mig og familien var bedre end blomster og dufte i fin indpakning. Det her var ægte blomster og dufte i nuet. Og bare det, at Henrik havde arrangeret og lavet masser af skøn mad til ære for mig, det gjorde mig utrolig glad og taknemmelig. Jeg følte mig utrolig værdsat.

Maxi Zoo Cup i Viby

Det er et af de agilitystævner, som jeg bare er nødt til at deltage i, og i år skuffede det heller ikke. Jeg kommer nok igen i 2017.

En af de ting, som jeg faktisk synes er rigtig fedt ved stævnet er, at det ligger hen over Kr. Himmelfartsferien, men kun over 3 af de sædvanlige 4 fridage. Det gør, at man vender hjem fra stævnet og så har muligheden for en hjemme-/familiedag, inden hverdagen igen banker på. Tilmed tror jeg også, at hundene har brug for at holde fri efter tre dages agility. Jeg syntes i hvert fald, at Ninja virkede træt inden i mit sidste løb lørdag eftermiddag, og det endda til trods for, at hun kun havde løbet de ordinære klasser samt landsholdsklassen. Dvs i alt 7 løb på tre dage, hvor andre faktisk løb op til 14 løb. Jeg havde hverken stillet op i hold, ekstraklasser eller Cup med hende, og alligevel synes jeg, at hun virkede lidt træt inden vores sidste løb.

Efter mange års overvejende mislykkede forsøg med godt vejr, tog DKK Viby virkelig revanche i år, og det blev tre fantastiske solskinsdage, hvor man kunne kunne lufte de bare arme og de bare ben. Jeg husker mange våde, kolde og blæsende år til Maxi Zoo Cup i Viby, men i år spillede det med vejret bare. Der er altid god stemning, alsidige præmier, hurtige præmieoverrækkelser, god forplejning til rimelige priser samt smilende og fleksible hjælpere.

DKK Viby havde i år 3 agilityringe, og det fungerede rigtig godt. Stor ros for at have de ordinære klasser i Ring 1 og 2 og så alle ekstra løb og delvist også holdløbene i Ring 3, så var det let at finde ud af, hvornår der skulle ske hvad (og især nemt for mig, når jeg nu kun løb de ordinære løb, så kunne jeg nærmest "ignorere" Ring 3). DKK Viby har også bare så skønne stævnearealer, hvor der er masser af plads. 3 ringe med tilhørende telte og så var der faktisk også en Rally ring og en LP ring nede bagved, og stadig masser af plads til opvarmning af hundene.

Stedet har også en fantastisk beliggenhed ift gåture. Silas og jeg fik også nogle gode gåture, når stævnedagen var slut.

Forår i skoven med mine gå-venner

Vi gik ned til åen og fandt os en lille sti op gennem noget bevoksning og gik langs banelegemet. Der var mange ting at se på den tur. Anemoner i massevis, vinbjergsnegle, klatre over/under træer og forcering af skrænter.

Buskene blomstrer - gåtur på den smalle sti ved banen

Silas gik med MicMic og jeg med borderne. Jeg elsker bare, når knægten foreslår, at vi skal gå en tur. Turen bød også på fiskehejrer, svaner og ænder - og fredag aften endda også på livemusik inde fra byen, hvor der vist var "90´er fest". Jeg var nok mere optaget af at nyde musikken fra min ungdom end Silas var.

Silas fører an

Jeg var heldigvis så heldig at have en campingplads ved stævnearealet. Det var super dejligt. For så havde både Silas og hundene en base tæt ved ringene, og det er bare mindre stressende også at have sine ting ved hånden. Men jeg må sige, at det er mig en gåde, når folk på sådan en stævnecampingplads lukker deres hunde ud i deres indhegning kl 6 og lader dem løbe rundt og gø. På intet tidspunkt bliver der tilsyneladende tysset på hundene eller de bliver taget ind. Jeg ved godt, at man kan/må forvente at man kan høre hunde på sådan en campingplads. Men jeg undrer mig faktisk bare, og synes det er lidt hensynsløst. Det er jo ikke givet, at alle folk havde planer om at skulle op kl. 6...

Nå men hvordan gik stævnet så? Det var lidt blandet, må jeg sige. Ninja og jeg havde nogle vildt gode løb, men jeg må også sande, at når man giver gas og satser, så sker der også nemmere fejl (min skyld!!), men de løb er bare sjovere, både at løbe selv og ofte også at kigge på. Jeg havde to fejlfrie løb ud af de 7 løb, jeg havde med Ninja, og det var ikke de fejlfrie løb, der var de fede løb. Det ene løb var noget rod, hvor jeg faktisk ikke selv var helt klar over, hvordan vi var kommet igennem (kunne efterfølgende ikke huske om jeg havde handlet kombinationerne på den ene eller anden måde, da jeg måtte improvisere undervejs), men vi blev da nummer 2 i den klasse (der var rasende mange, der slet ikke kom igennem).

Ninja

Ninja var som altid skøn at løbe sammen med, og jeg fik lidt fokuspunkter med hjem at arbejde på. Desværre har jeg ikke skyggen af video af mine løb.

Ninja smiler til massage hos Kirsten

MicMic var også med til "festen". Sådan føler hun det helt sikkert. Hun er eet stort strålende smil, når man går op mod banerne nede fra campingarealet. Hun er sådan en sjov og glad hund. Hun er så tændt på agility, og det er tydeligt for mig, at hun lige får et gear ekstra til konkurrencer. Så er der simpelthen nogle forhindringer, som er svære for at hende at rumme i hovedet. F.eks slalom, men også balancebommen, som til konkurrencer har det med at "skyde" hende af, når hun nærmer sig feltet.

MicMic venter på at vi skal starte

Hjemme i haven er hun naturligvis vildt opsat på at komme ned i udgangsposition og svigter ikke der, men den trang tager hun ikke rigtig med til stævner og heller ikke altid til træning hos Sanne. Der er dog bedring at spore, synes jeg. Jo længere hen mod slutningen af banen disse to forjættede forhindringer står, jo værre er det faktisk. MicMic er sådan en fin hund med et super lækkert tempo. Den ungarnske dommer kommenterede også hendes hastighed efter lørdagens spring 1. Vi leverede 2 fejlfrie gennemløb ud af 7 løb, hvilket gav en 1. og en 2. plads. Tak til Kennel Kræmer for at lade MicMic komme min vej.

MicMic giver den gas

Næste weekend går det løs på "hjemmebane", når Ribe Hundevenner for 10. år i træk skal afvikle Kingsmoor Cup, som altid lægger beslag på hele min pinse og lidt til. Der er masse af nye og spændende præmier i præmieboden. Vi glæder os til tre dage med glade deltagere, spændende baner og forhåbentlig godt vejr (pt ser vejrudsigten dog ikke alt for lovende ud).

Lykkeby

Onsdag aften var vi på besøg i Lykkeby sammen med mine forældre. Det var en dejlig by. Byen havde gennem 7 skoledage lært en masse børn mange nyttige ting om samfund og fællesskab.

Lykkeby var navnet på Den Nye Friskoles featureugeprojekt. Elever og lærere havde selv opbygget et samfund hvor de bærende elementer blandt andet var aktiviteter som Bank, Biograf, Casino, Restaurant, Genbrugsbutik, Legeland, Nyhedsstation. Det var steder, hvor skolens elever kunne arbejde og tjene deres penge (møntfoden i byen hed Haplings), som kunne bruges i byens butikker.

Der bages pizza til restauranten

Silas plejer ikke at være særlig begejstret for de her feature-uger. Han kan bedst lide bare at arbejde i sin klasse og sammen med sine klassekammerater, men han "overlever" disse emneuger. Men Lykkeby var noget mere interessant, kunne jeg godt fornemme. Jeg satte ham af ved skolen af en morgenerner og sagde."Kan du ha´ en god dag", og prompte kom svaret "Ja, det kan jeg!" Hans svar plejer at være: "Det ved jeg ikke", "Det tror jeg" eller "Det bliver en dårlig dag", så jeg kiggede nærmest forundret efter ham, for det her var da helt nye toner.

Den enarmede tyveknægt
Ingen gevinst denne gang. To skåle og en flaske på "displayet")

Silas havde job i Spillebulen, hvor han var en del af den "enarmede tyveknægt". Om det job tænkte jeg godt nok, at det lød noget kedeligt, men da jeg besøgte Lykkeby syntes jeg, at det var helt genialt. Der var tre kasser ved siden af hinanden. Et barn med tre ens sæt "ting" i hver kasse. Når man trak armen, så rakte hvert af børnene en af deres tre ting frem. Hvis de tre ting var ens, så var der gevinst (en slikkepind). Silas tiltrak meget opmærksomhed på sin post, da hans sad inde i spillemaskinen i ført blazerjakke, skjorte og butterfly. Jo, det var sandelig vigtigt for ham, at de tog sig godt ud den dag, hvor forældre og bedsteforældre var inviteret indenfor i Lykkeby.

Silas er velklædt til dagens job

Der var rigtig meget læring i Lykkeby. Alle fik deres løn for deres arbejde ude på aktiviteterne. De fandt ud af, at ikke alle opgaver i ens job måske var interessante, men at opgaverne skulle udføres, og at alle job havde en vigtig funktion for deres samfund. Faktisk oplevede nogle af børnene også at blive fyret, fordi de ikke passede deres job og måske ikke kom tilbage fra pauserne. Så fik de pludselig ikke så meget i løn, fordi de kom på "dagpengesats". Så blev de tilknyttet Jobcentret og kom i jobprøvning. Andre søgte andre jobs, men fandt også ud af, at man ikke altid bare kunne "shoppe" jobs.

Hver morgen til den fælles morgensamling stod banken op for forsamlingen og kom med et kort resume af de forskellige butikker/aktiviters regnskab fra dagen før. Og hvor butikkerne gik lidt skidt måtte man tænke i, hvordan man kunne vende de negative tal.

Hver dag fik alle udbetalt deres løn i banken, og dem kunne de så spendere i deres lille samfund. Silas gik på restaurant hver dag og købte pandekager med nutella. Der svandt ikke meget i madpakken i de dage, men pyt. Han var også i Genbug og købe nogle småting, som man syntes, at han kunne bruge.

En af dagene fik Lykkeby besøg af politiet, som skulle finde den røver, der havde røvet penge i Lykkeby om natten. Så fik de også lært lidt om politiets efterforskning og træning af tjenestehunde. Silas kunne i hvert efterfølgende fortælle mig om, hvordan vi afgav vores hud/DNA alle steder, som berørte/betrådte.

Mine forældre stiller altid engageret op - trods afstanden.
Ja Undskyld mor. Jeg tyvstjal lige billedet
- bare fordi jeg er taknemmelig for at I dukker op 

Hele arrangementet kulminerede ved, at skolen holdt åbent hus i Lykkeby, hvor bedsteforældre og forældre kunne komme og kigge/handle i Lykkeby. Det var et supergodt arrangement med rigtig meget god læring i.