Træningsvideo med Ninja

Så har jeg fået taget hul på den mere agilityrelaterede træning af Ninja, og fra den dag, jeg stillede to springstøtter op og fandt et stykke legetøjfrem, så skal jeg da også lige love for, at min kurs hos Ninja steg.

Eksempel: Det er længe længe siden, at jeg lærte hende Set-Up øvelsen, hvor hun sætter sig mellem mine ben. En øvelse, som hun altid har syntes var ok, men nu har jeg ganske ofte en border collie, der ganske spontant klemmer sig ind mellem mine ben, selvom der ikke er skyggen af hundearbejde i farvandet. Men det kunne jo være, at der faldt lidt agility af til hende.


Videoklippet herunder er fra i søndags, hvor jeg for første gang arbejdede på tre spring. Jeg er meget tilfreds med hendes arbejde og formåen. Hun er stadig grøn og total uerfaren, men hun har tydeligvis lysten.

(dobbeltklik på klippet, så filmen åbnes i ny browser - ellers mangler en del af billedet måske....)




Ninja er dejlig at træne med, og der er ingen tvivl om, at det der med agility passer hende fint. Onsdag i denne uge starter vi på hvalpeagilityhold på Sannes Hundecenter. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Ugens billede - uge 40

Der er nu noget ved strand, vand og blå himmel.

Weekenden bød på fantastisk vejr. Godt jeg havde husket kameraet på gåturen.





Her et billede af min herboende hundeflok. Sjovt som den der sort/hvide teeanger bare stikker helt ved siden af på sin helt egen dejlige måde.

Ugens billede - uge 39

Det var en af de første forårsdag. Det var i april. Stedet var Norsminde Strand. Henrik og jeg havde taget en overnatning på Norsminde Kro. Denne lørdag formiddag var bare så smuk og solrig.

Det var underligt at gå "hundeløs" langs stranden, men også dejligt bare at have tid til at holde sin kæreste i hånden, mens andre tog hånd om børnene og hundene. Nu glæder jeg mig bare til snart at holde ferie sammen med Henrik og mine dejlige drenge.

VM i Rieden

Så er jeg ved at komme til kræfter igen efter en dejlig tur til det sydtyske. Turen startede ellers ikke på bedste vis. Søster, Morten og Pia ankom her hos mig ved 18-tiden, og vi fik pakket deres bagage over i min bil. Blandt alt det happengut var også Pias kølertaske, som forsinkede os en hel del, da den sprang sikringer i lange baner.

Pia og Morten studerer manualen

Og det var ret svært at skulle undvære strøm i cigartænderen, når GPS´en på et tidspunkt skulle sættes til. Det var lidt udfordrende at finde sikringsboksen i kabinen på min Focus. Faktisk virker det som en Focus er ikke en bil, der er designet til, at man selv skal lave andet ved den end at køre i den og hælde brændstof på. Det kan faktisk også godt tage en mekaniker ret lang tid at skifte forlygtepære i en Focus.

Men med en times forsinkelse kom vi afsted og foran os lå en tur på 850 km. Vi var fremme til et mørkt Gasthaus kl 03.30. Vi skulle op igen kl 05.30. Gab! Pia og jeg delte værelse, og da vi vågnede fredag morgen, var vi enige om, at vores nattesøvn ikke kunne opgøres i timer, men i minutter. For når man max kan sove to timer, så kan man selvfølgelig ikke falde i søvn. Tilmed havde jeg holdt fast i rattet på hele køreturen, og havde indtaget lidt for store mængder energidrik. Det blev jeg straffet for om fredagen, hvor jeg var temmelig utilpas, og det gjorde det nok heller ikke lettere at falde søvn efter ankomsten.

Div resultater og løb vil jeg ikke rigtig blogge om, for de, som interesserer sig særligt for det, har jo nok enten købt live-stream fra VM eller læst på de nyheder, der løbende er strømmet ud i cyberspace under VM. Desværre blev der jo ingen medaljer til Danmark i denne omgang, men vi fik set rigtig meget FED og hurtig hurtig agility. Nogen af hundene løber jo næsten urealistisk hurtigt.

Sådan - Laila har gjort noget for supportersagen!

Det var dog til tider ret frustrerende at være tilskuer ved VM, for mange gange i løbet af VM var de elektroniske informationstavler med startlister og resultater ude af funktion. Det er altså ret tamt at sidde og se løbene uden at vide, hvordan de placerede sig i det fine selskab. Jeg vil sammenligne det med at sidde og se en film uden lyd. Publikum buhede også ofte, når tavlerne svigtede - men til sidst så "vænnede" vi os til, at skidtet i perioder ikke virkede.

Peter og Julie.
Bemærk Peters negle!
Man skulle i øvrigt stå i kø lææænge for at købe sådan en lækker is...

Da sidste hund havde løbet søndag eftermiddag satte vi os i bilen og trillede tilbage til Danmark. Det var bare en superhyggelig tur, og vi fik grinet og snakket i bilen. Det vil ingen mening give at genfortælle de ting, som vi kluklo af i bilen, for man skulle nok have været til stede, for at kunne se det sjove i det. Alle mand holdt sig vågne på vej ud og hjem. Det synes jeg faktisk var sejt. Det ville også have været meget svært at køre hele turen selv, hvis mine passagere bare havde siddet og sovet.

VM - Here we come

Om et døgn fræser vi afsted på A-Bahn med kursen mod den sydligere del af Tyskland for at overvære VM i Agility. Den fornøjelige køretur skal jeg dele med Morten, Søster og Pia Jessen. Det skal nok blive hyggeligt (mon Morten har høreværn med?!)

Jeg glæder mig bare rigtig meget, for jeg har ikke været med til VM siden 2007 i Norge, og alle turene gennem årene (både som deltager og tilskuer) husker jeg, som fantastiske oplevelser.

Jeg valgte på et tidspunkt midt i sæsonen, at jeg ville prioritere at tage afsted til VM fremfor evt. at deltage ved de to gange DM (derfor blev det med kvalifikation også pludselig ligegyldigt). Jeg kunne slet ikke overskue at være væk hjemmefra 3 weekender på en måned - og ville heller ikke byde familien det.

Det sværeste bliver helt sikkert, at skulle undvære lille Silas indtil på mandag. Og som en ekstra streg i regningen, så har Tobias valgt at komme hjem i denne weekend. Men mon ikke jeg bare kan fokusere på at se MASSER af rigtig god agility, når først vi er fremme?!

Jeg glæder mig i hvert fald rigtig meget!

Ugens billede - uge 38

Lørdagens vejr var fantastisk. Derfor skulle der da skydes et par billeder, og det var Ninja, der måtte stå for skud.

Hun ser jo herrens ud med de ører, og jeg begynder at frygte, at det bare er sådan hun ser ud, og skal se ud de næste 13 år. Jeg er sådan set ligeglad med, hvordan ørerne sidder. Hvis de da bare sidder ens?!

Hvornår kan man forvente at se det "færdige øreresultat"? Tænderne er jo skiftet og Ninja er nu 6 måneder. Det er da ingen hemmelighed, at den nuværende ørestilling ikke lige er min kop the, selvom hun ikke bliver ringere eller bedre af, at have andre ører.

Sælges kun til folk i hus eller på landet......

Sådan synes jeg tit, at jeg har hørt/læst, når hvalpe skal sælges eller voksne hunde omplaceres, og nu hvor jeg er flyttet til en lille landsby, så forstår jeg bare slet ikke, hvorfor en sælger skriver sådan et krav.

Nu har vi boet her i udkanten af en mindre by med ca. 400 indbyggere, en skole, børnehave og købmand i lidt over to år. Her er MASSER af hundeejere. Jeg ved, at der bor en del hunde heromkring, for det kan jeg se eller høre, når jeg går tur med mine hunde. Men jeg møder meget sjældent andre hunde, der også bliver luftet. Jeg kan tælle på een hånd, hvor mange gange, jeg har passeret en anden hundeejer på gåturen i de to år, vi har boet her. Lidt skræmmende synes jeg, for jeg bevæger mig da også indenfor byskiltet i ny og næ.

Gå-tur, please!

Det sker dog, at jeg af og til ser en hund i snor, når jeg kører gennem byen på vej til og fra vores hus, men det er ikke mange, og det er ofte de samme få hunde, som har den fornøjelse at blive luftet. Hvad med alle de andre??



Så hvis det er normen for hunde, som bor "på landet" og hos "folk i hus", så vil jeg da foretrække at sælge til folk i lejlighed. For hvis man bor i en lejlighed, tvinges man til at yde lidt ekstra for sin hund, og lufteturene er en streng nødvendighed og måske ikke kun når man har "lyst" og solen skinner på den første forårsdag.



For mit eget vedkommende vil jeg da også gerne indrømme, at mine hunde fik langt flere lufteture om dagen, end de gør nu. Jeg tilstræber, at vi hver morgen kommer ud at gå en tur, og derudover benytter vi vores 4200 kvm indhegnede have, hvor hundene kan gå rundt. Men en have giver jo ikke nye indtryk osv. Men de har også nogle andre friheder ved at kunne boltre sig på det store areal, så i det store hele har jeg faktisk ikke dårlig samvittighed over det.



Men når jeg ser mig omkring her, så forstår jeg bare ikke, hvis folk ikke vil sælge til dem, der bor i lejlighed...........



Så jeg tænker da meget på de hunde, som kun har en lille indhegnet have på måske 500 kvm og aldrig kommer ud at gå en tur eller til nogen former for aktiviteter. Dem er der tilsyneladende en del af. Trist!



Det var bare det, jeg lige ville sige......... Hej!

Ugens billede - uge 37

Vi har hele familien (Tobias var hjemme på weekend) været i Legoland igår, søndag. Det var et af Foreningen Cancerramte Børns arrangementer, og det var dejligt at møde familier, som vi har lært at kende gennem Silas´ behandlingsforløb. Man har jo (desværre bør man næsten sige) noget til fælles.

Det der med Legoland var bare lige Silas, derfor dette dejlige billede, hvor Silas meget betaget kigger på lego-miljøerne. Han var bare helt vild med at kigge på de små huse, fly, skibe osv. Han gik betaget fra landskab til landskab og pegede og sagde "Dé" Pludselig synede Silas faktisk heller ikke så lille i denne klodsverden.



Jeg oplevede også den store anerkendelse for mit kortprojekt at sælge mere end 200 kort under den del af arrangementet, som foregik i restauranten, og den del af arrangementet var kun for medlemmer af FCB. Det var jeg meget meget stolt over, og der kom så mange og roste de flotte kort (den del kan jeg dog langt fra tage hele æren af, da jeg jo langt fra laver dem alle sammen selv).

Ninja - The Killer

Hvad er det for en besynderlig hund, jeg har fået mig?! Nu har jeg haft terriere i 20 år, og jeg har altid lært, at terrier-racerne er fantastiske til at fange mus, rotter og andet skrammel. Dog har jeg ikke set synderlig meget til den kvalifikation gennem årene.

Husker at en muldvarp væltede rundt i blinde ovenpå plænen, der hvor vi boede for nogle år siden. Tænkte, at Charlie lige kunne fikse den, men nej det var noget ynkeligt. Selvom jeg endte med at følges med ham ud i haven og pege på den, så var det ikke "lige noget, han kunne fikse".

Ninja her som debutant indenfor skadedyrsbekæmpelse (aug)

Det er sandelig noget anderledes med Ninja. Første gange jeg så noget til hendes muse-egenskaber var da hun legede med en mus, som om hun var en anden kat. Hun fik masser af gode og lange øjeblikke med musen - både levende og som død (altså musen ikk?!).

Og det var kun starten på en række af musemord. Man skulle i en længere periode passe på, når man gik ud over trappen, for nogle gange var der placeret små fine muse-lig på plænen foran hoveddøren. Måske for at vi alle skulle bemærke hendes nyopdagede evner.

I den her uge udvidede hun så sin interesse, så den nu også omfatter den ornitoligiske verden. En morgen, da vi kom hjem fra luftetur, fik hun øje på en stor due-unge, der nok var mere flyvefærdig end -dygtig. Den angreb hun (jeg havde ikke set kræet i budskadset) og Charlie assiterede. Vupti vupti, så var den færdig med at baske med vingerne.


Imorges spurtede hun så rundt i haven, og det var tydeligt at hun hyggede sig med "noget". Det der "noget" var så en et ret nybagt due-unge uden fjerdragt, og den havde i forvejen det der klamme fugleungelook, som Ninja bestemt ikke havde pyntet på med sin langtrukne leg. Den var dog stendød og lige til at smide over hegnet til alle de andre ofre for Ninjas morderiske trang.


Mon det næste bliver naboens kat?

En rigtig god sygehusdag

I dag er det et halvt år siden, at en svedtest viste gav os forklaringen på Silas´ dårlige trivsel og langsomme udvikling. Lægerne var ikke i tvivl efter svedtesten. Silas har, som de fleste af mine bloglæsere ved, Cystisk Fibrose.

Dagen i dag er gået med det månedlige kontrolbesøg på Skejby Sygehus. Det var et rigtigt positivt besøg, som i dag rummede 4 aftaler (det svinger lidt om vi skal et eller flere steder hen, når vi er deroppe).

Vi startede hos diætisten. Kost og behandling af Cystisk Fibrose hænger sammen, da CF patienters bugspytkirtel i de fleste tilfælde ikke fungerer (som i Silas´). Diætisten startede med at rose Silas´vækstkurve. Det var da rart, at høre en professionel udtrykke det.

Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at Silas er meget kræsen. Det tager ikke lang tid at remse op, hvad han kan lide: yoghurt, franskbrød med pålægschokolade, ost eller nutella, rugbrød med div. blandet pålæg, udvalgte frugter og et endnu snævere udvalg af grøntsager. Slik og Kager ryger fint ned. Men så har vi vist også være rundt om det hele. Han brækker sig hvis et riskorn, pastastykke eller en kartoffel bare rører hans læber.

Vi håber på, at det forandres med tiden, men jeg har også observeret, at en del af de ting, som han spiste med glæde, inden han blev rigtig afkræftet, det vil han slet ikke røre mere, så jeg forestiller mig, at han forbinder smagen af de ting med noget negativt. Diætisten var tilfreds med det, han indtog og mente også, at hvis vi ville presse på, så kunne vi ske at fremprovokere nogle dårlige situationer omkring mad, hvilket vi jo gerne vil undgå.

Så gik vi videre til fysioterapeuten, hvor vi fik en snak om lungefysioterapi, som primært består af PEP-masken (den som Silas giver sin bamse på billedet her på bloggen for en uges tid eller to siden), men også hvad vi ellers kunne gøre for, at Silas er aktiv. Fysisk aktivitet er nemlig meget vigtigt for CF patienternes lunger. Fyssen var også godt tilfreds med Silas.

Inde på børneambulatoriet, hvor vi fast er til kontrol en gang om måneden, skulle Silas måles, vejes og lyttes (lunger) på. Derudover var han inde og prøve et apparat, som senere skal måle hans lungefunktion, når vi er til kontrol (han er endnu for lille til at kunne bruge den rigtigt, så pt "øver" vi bare, så han bliver fortrolig med den). Normaltvis skal han også have lavet sådan et sug af slimen i lungerne, men da han pt. er på antibiotikakur (hvilket han ret ofte er), så giver sådan et sug ikke et brugbart resultat, så det slap han for i dag (heldigvis for ham, for det er virkelig møg-ubehageligt).

Ellers blev tiden derinde brugt på at tale afføring i lange baner (eller mangel på samme), da det giver store udfordringer for Silas, og det er rigtig synd for ham, men det vil jeg ikke trætte bloglæserne med..... Professoren, som følger os, var dog derudover meget tilfreds med Silas.

Silas med far i "boksen", hvor de "øver"

Dagens sidste besøg var på i "blodbanken", hvor Silas skulle have taget en masse blodprøver. Han plejer at være sød til blodprøver (dvs han græder men forholder sig i ro), men han er svær at finde en åre på. Tidspunktet ramte ind i både spise- og sovetid, men Silas var bare så fantastisk til det. Laboranten fandt en blodåre med det samme, og Silas klynkede lidt, da nålen perforerede, men det stoppede, da Henrik fodrede ham med chokolade. Så hørte vi ikke mere fra Silas, så sad han bare der og kiggede, mens de tappede noget i omegnen af 10 glas blod. Laboranterne var også meget imponerede, og der endte med at stå 3 søde laboranter og vinke efter ham på gangen, da vi gik. Silas har bare taget på de der piger i kitler!!

Det bedste ved sådan en dag var, at selvom vi var i hænderne på så mange forskellige mennesker, så var dagen på ingen måder ubehagelig for Silas, og det er rart, når sygehusbesøg ikke er en kamp.