VM i Rieden

Så er jeg ved at komme til kræfter igen efter en dejlig tur til det sydtyske. Turen startede ellers ikke på bedste vis. Søster, Morten og Pia ankom her hos mig ved 18-tiden, og vi fik pakket deres bagage over i min bil. Blandt alt det happengut var også Pias kølertaske, som forsinkede os en hel del, da den sprang sikringer i lange baner.

Pia og Morten studerer manualen

Og det var ret svært at skulle undvære strøm i cigartænderen, når GPS´en på et tidspunkt skulle sættes til. Det var lidt udfordrende at finde sikringsboksen i kabinen på min Focus. Faktisk virker det som en Focus er ikke en bil, der er designet til, at man selv skal lave andet ved den end at køre i den og hælde brændstof på. Det kan faktisk også godt tage en mekaniker ret lang tid at skifte forlygtepære i en Focus.

Men med en times forsinkelse kom vi afsted og foran os lå en tur på 850 km. Vi var fremme til et mørkt Gasthaus kl 03.30. Vi skulle op igen kl 05.30. Gab! Pia og jeg delte værelse, og da vi vågnede fredag morgen, var vi enige om, at vores nattesøvn ikke kunne opgøres i timer, men i minutter. For når man max kan sove to timer, så kan man selvfølgelig ikke falde i søvn. Tilmed havde jeg holdt fast i rattet på hele køreturen, og havde indtaget lidt for store mængder energidrik. Det blev jeg straffet for om fredagen, hvor jeg var temmelig utilpas, og det gjorde det nok heller ikke lettere at falde søvn efter ankomsten.

Div resultater og løb vil jeg ikke rigtig blogge om, for de, som interesserer sig særligt for det, har jo nok enten købt live-stream fra VM eller læst på de nyheder, der løbende er strømmet ud i cyberspace under VM. Desværre blev der jo ingen medaljer til Danmark i denne omgang, men vi fik set rigtig meget FED og hurtig hurtig agility. Nogen af hundene løber jo næsten urealistisk hurtigt.

Sådan - Laila har gjort noget for supportersagen!

Det var dog til tider ret frustrerende at være tilskuer ved VM, for mange gange i løbet af VM var de elektroniske informationstavler med startlister og resultater ude af funktion. Det er altså ret tamt at sidde og se løbene uden at vide, hvordan de placerede sig i det fine selskab. Jeg vil sammenligne det med at sidde og se en film uden lyd. Publikum buhede også ofte, når tavlerne svigtede - men til sidst så "vænnede" vi os til, at skidtet i perioder ikke virkede.

Peter og Julie.
Bemærk Peters negle!
Man skulle i øvrigt stå i kø lææænge for at købe sådan en lækker is...

Da sidste hund havde løbet søndag eftermiddag satte vi os i bilen og trillede tilbage til Danmark. Det var bare en superhyggelig tur, og vi fik grinet og snakket i bilen. Det vil ingen mening give at genfortælle de ting, som vi kluklo af i bilen, for man skulle nok have været til stede, for at kunne se det sjove i det. Alle mand holdt sig vågne på vej ud og hjem. Det synes jeg faktisk var sejt. Det ville også have været meget svært at køre hele turen selv, hvis mine passagere bare havde siddet og sovet.