Jeg troede, terriere var killers...

Nu har jeg været terrier-ejer i mere end 20 år, og terriere er jo nogle små sataner, der kan finde på at æde alt, der løber eller spræller. Ja, det er nok den opfattelse, som jeg har haft indtil nu.

Mine terrier har jaget mange dyr, men tilsammen har mine gennem tiderne 4 terrier slået færre dyr ihjel end jeg kan tælle på en hånd. Jeg har altid frygtet, at en af dem ville få fat i en af bofællernes katte (fra dengang vi boede i bofællesskab, og der dagligt bevægede sig 4-5 katte rundt i det fælles gårdsrum). Charlie fik engang fat i en af disse katte - en gammel døv kat på 15 år, men den overlevede nu sammenstødet uden mén.

Nu har jeg så fået en hyrdehund, altså border collie Ninja. Hun er sød og blid og ligner ikke en, der kunne gøre nogen fortræd. Men men hun har trods sin unge alder mange lig på samvittigheden. Så vidt jeg ved dog kun duer og mus.

Her til aften kom jeg op til vejen og så en due baske lidt rundt med en vinge, der sad lidt ufikst. Det så sgu ikke holdbart ud, og jeg gennede lidt til den og tænkte, at den så ville flyve væk, men skidtet KUNNE ikke flyve. Der var i mine øjne tre løsninger på det problem:

1 - Lade duen sejle sin egen sø, og så ville "Mikkel" måske æde den i nattens løb.
2 - Selv forsøge mig som "afliver", vel vidende, at jeg ikke ville være i stand til at slå den ihjel, men nok snarere ville udsætte den for større pine, fordi jeg kun ville kunne dreje hovedet halvvejs rundt på den eller slå den med slatten med en stump genstand -gentagne gang uden døden ville indtræffe.
3 - Bede Ninja om at "tage affære".

Ung Ninja med en mus i mundvigen

Jeg tænkte de tre muligheder igennem igen, og var ikke i tvivl om, at nr. 3 ville være den hurtigste og mest smertefrie. Jeg kunne også ringe efter dyreambulancen, men så skulle duen baske rundt i grøften og måske ville den være hoppet langt ud i kornet og overladt til "Mikkel", eller hvad der nu kom forbi.

Da jeg jo sidste år konstaterede, at Ninja uden min indblanden eller opmuntring effektivt havde aflivet et par duer, så valgte jeg at sende hende ud på missionen. 1-2-3 sek, Ninja spyttede fjer ud af munden og duen baskede et par gange i grøftekanten, og så var den stille. Ninja kom tilbage til mig. Opgaven var udført og duen havde ingen videre interesse i hendes øjne, nu var dens pinsler ovre.

Ingen af mine dræberterrier har nogensinde nakket duer. Husker faktisk en gråspurv, der fløj ind i gabet på min dværgschnauzer, hvilket næsten gav panik i hundeflokken, for der var da ingen, der kunne finde ud af at tage livet af den, og den havde jo taget lidt skade af kollisionen med hundegabet. Det endte med, at Henrik måtte tage livet af den. Så meget for terriere!

Min gamle rare hund

For lidt tid siden fik jeg en opringning fra en af de piger, som jeg har været instruktør sammen med. Hun havde købt sig en lille Wheaten-hvalp, som desværre ikke var særlig stolt ved andre voksne hunde.

Nuttede lille Ludo

Nu var hun på jagt efter søde hunde, som kunne hilse på Ludo og give hende gode oplevelser. Her var jeg meget sikker på, at Charlie kunne bruges.

Janne kom forbi et par gange, og Charlie gav lutter gode oplevelser. Han er den type hund, som hvalpe virkelig synes er spændende, og de står tit på nakken af ham, for at se, hvad han har gang i.

Charlie modtager hvalpene med åbne arme og er supersød ved dem. Så har tilmed en engels tålmodighed, hvad hvalpene angår. Selvom Charlie ikke er særlig interesseret i andre hunde, så er hvalpe en klar undtagelse. Han elsker simpelthen hvalpe.

Lille Ludo snuser nysgerrigt til Charlie, der er i hopla

I virkelighed er der nok gået en fantastisk kennelhund tabt i min gode gamle Charlie.

Fordi det smitter.....

I dag skulle jeg på jobbet lave en af de opgaver, som til tider kan hænge mig langt ud af halsen. Faktisk kunne jeg godt have været krøbet udenom, da det oprindeligt kun var meningen, at jeg skulle bistå en kollega på opgaven, men da jeg til syvende og sidst er hovedansvarlig på hele denne kundeopstart og vidste, at min kollega var meget savnet i vores driftsafdeling, så besluttede jeg at tage opgaven selv.

I al sin enkelhed går denne opgave ud på at møde op på div. plejecentre med en masse på forhånd udvalgt tøj, som personalet så skal prøve for derefter at afgive deres bestilling på deres nye jobtøj. Nogen gange skal jeg rode længe i motivationsposen for at glæde mig til denne type opgaver. Det irriterer mig faktisk lidt, at jeg har det sådan, for det er skam en ganske udmærket opgave.

Så jeg besluttede simpelthen, at jeg ville have en mission for dagen på det plejecenter, som jeg i dag skulle besøge. Jeg ville smitte med glæde og være så serviceminded og rådgivende, at personalet ville gå glade ud af "mit" lokale. Med til historien hører måske også, at personalet i denne type opgaver nogen gange kan være ret negative over kommunens valg af nyt job tøj og give udtryk for diverse frustrationer, som vi ikke rigtig kan hjælpe dem med.

Ha-Ha. Opgaven skulle faktisk vise sig at være ret let. For på dette her plejecenter var der i forvejen en utrolig positiv ånd, og jeg fornemmede i løbet af dagen, at der var stor kollegial omsorg, og jeg blev i dobbelt godt humør af at høre personalet tale sammen på gangen udenfor lokalet. Jeg nød at guide til dem bestilling af deres nye jobtøj, og jeg synes faktisk, at jeg havde en helt igennem fantastisk dag på jobbet.

Moralen for dagen er faktisk hele to ting:
1 - Sindsstemninger smitter
2 - Det er holdningen til ens opgaver, som ofte afgør, om de er drøje eller lette at udføre

FF

Forkortelse for fantastiske forældre. Sådan nogle forældre har jeg simpelthen. Jeg føler mig godt nok heldig. I uge 30 havde de Silas på ferie i 3 dage fra tirsdag til fredag, mens Henrik og jeg arbejdede, og mandag kørte de den lange tur på 175 km herned igen for at fejre Silas´ fødselsdag og så ellers blive her resten af ugen.

Henrik og jeg havde ferie. Ikke fordi det som sådan emmede af ferie og afslapning, for tirsdag morgen ankom den første entreprenørmaskine og så gik mændene (Henrik, Tobias og min far) i krig med at endevende forhaven. Der er gennem ugen lagt mange timers arbejde i det projekt, og vi er da heller ikke færdige endnu.

Henrik stikker grabben i jorden

Efter en dags graven, så så indkørslen sådan ud

Min far knoklede på og stod blandt andet for at lægge kantblokke. Som udlært murer, så var det jo lige et job for ham at lægge dem.

Min far har påbegyndt
opbygningen af bed i forhaven

Tobias og Henrik fik lidt hjælp til det groveste af arbejdet ved at få lidt maskinkræfter. Tobias blev helt bidt af at køre maskinerne.

Tobias var som en fisk i vandet

Der er lang vej endnu, men projektet tager lige så stille form nu. Jeg ville egentlig gerne have hjulpet til med forhaveprojektet, som jeg har snakket ivrigt om de sidste to år, da huset indtil nu bare har ligget, som om det var blevet "tabt" på en græsplæne. Med de store ulemper, at indkørslen blev et smathul om vinteren, og om sommeren slæbte hundene masser af græs med ind i huset, fordi man trådte direkte ud på græsplænen fra hoveddøren. Men grundet min elendige ryg, så er min entreprenørkarriere indstillet, og jeg måtte bare se mig selv som serviceorganet, der sørgede for madlavning, indkøb, ærindekørsel og pasning af Silas, derunder indkøring i børnehave (som bare går rigtig superduper godt). Til disse opgaver bistod min mor mig også lidt. Det eneste synlige jeg har udrettet er, at jeg er gået igang med at male udestuen, som nærmest skreg på pleje.

Alle kan give en hånd med
Silas med sin nye trillebør

Men jeg tænker tilbage på ugen, der nu er gået, så er jeg vældig taknemmelig over, at have forældre, der trods alt har helbred, overskud, tid, lyst og kærlighed til at hjælpe os "unger"gang på gang. Jeg værdsætter det stort!

Ferie-uge

Henrik og jeg har valgt kun at holde to ugers sommerferie. Den første uge var i uge 27, og den sidste holder vi så nu i uge 31, og indtil videre har vi jo fået et sommerferievejr, som de fleste af dem med en brugt sommerferie bare har drømt om.
Nogen vil måske synes, at det er lidt fedtet med kun to ugers ferie, men både Henrik og jeg har nogle store og spændende projekter på jobbet, og da vi var på camping i hele påskeugen og i Kristi Himmelfartsferien (og helligdagene faldt meget sent i år), så er vi ikke så feriehungrende. Måske kan vi få lejlighed til at tage en uges ferie i efteråret og måske rejse til udlandet, eller hvad vi nu finder på.

Dagens første gave

Denne ferieuge, som vi befinder os midt i, startede med en dag med mange oplevelser for især Silas. Han blev nemlig 3 år i mandags, og samme dag startede han i børnehave. Han var dog kun på besøg i et par timer sammen med både Henrik og mig. Efter middagsluren derhjemme ventede fødselsdagsgæsterne.

Silas fik bare de mest fantastiske gaver. Største hit var fra Onkel Uffe, som havde købt en guitar. Vi havde købt elektriske trommer til ham og mine forældre havde blandt andet købt en trillebør. Trillebøren nyder han at gå rundt med i haven og flytte på et par småting, og guitaren ja, Silas er jo meget begejstret for musik, og han ligner jo af og til en helt tjekket guitarist, når han håndterer sit nye legetøj.

Silas spiller guitar

Men ferieugen skal ikke bare gå med hygge og afslapning. Her står den nemlig på "Projekt Forhave". Tirsdag har Henrik brugt størstedelen af dagen på, at grave jord i indkørsel og forhave og lige nu ser det herrens ud, men mon ikke det ender med at blive flot?!

Grunden set fra indkørsel

Der er stadig lang vej til projektets afslutning, men med lidt flid og de rigtige maskiner, så når vi det nok i år.

Echo er DM-klar

Sikke en sommerweekend. Stegendes hedt! Jeg havde valgt at tage til Internationalt DKK stævne i Vejen. Det var der to grunde til. For det første blev det afholdt 35 min. kørsel herfra og for det andet, så manglede jeg lige præcis ét fejlfrit kvalifikationsløb i Agility Åben for, at få Echo med til DM. Jeg for længe siden besluttet mig for, at jeg ikke gad at ræse landet rundt for at kvalificere mig.

Jeg kan jo ikke tillade mig at forvente en hel masse af en hund, som jeg aldrig træner, så hvis vi kvalificerede os, så ville det bare være fint, og hvis ikke, så var det ok.

Echo på banen
Foto: Schnauzerpower, Gitte

Lørdag løb Echo fejlfrit i Ag1 og fik sin sidste oprykning til AG2, som jeg så eftertilmeldte - og vandt den med et fejlfrit løb. Agility Åben var også fejlfrit - ikke så hurtigt. Echo er ikke så glad for varmen. Han giver sig ikke rigtigt, men det er faktisk ikke, fordi han ikke vil løbe agility. Jeg skal nemlig bogstavelig talt slæbe ham ind i stævneteltet eller udenfor ringområdet efter hvert løb. Han vil skisme da ikke forlade "festen"

Et kig ud over stævnepladsen og de to agiltyringe

Nå men det var skønt med 3 fejlfrie agilityløb. Gårsdagens sidste løb, som var spring åben gav desværre en disk og i dag løb vi 3 løb, som vi alle blev diskede i. Det kan man da kalde stabilitet på en eller anden måde!!

Det var en blandet oplevelse at være til et "ægte" DKK stævne igen (har ikke været afsted siden engang i 2009). Tidsplanen passer som røv og nøgler. Det er sgu da utroligt, at DKK ikke kan finde ud af "regne den ud". Så svært kan det da for pokker ikke være. Vi andre kan da finde ud af det, og det er de samme deltagere, der kommer til vores stævner i Ribe Hundevenner. Men der kunne jo også være den forskel, at selvom vi altid synes at tørste efter hjælpere, så er det da vist vand ift DKK. Egentlig ret belastende, at der skulle efterlyses hjælpere til næsten hver klasse, så man næsten fik helt dårlig samvittighed over ikke at hjælpe til.... Nå ja, så er der jo også lige præmieringen. Den er jo heller ikke noget særligt at skrive hjem om.

Et kig ned af langsiden

Men selvom DKK ikke er fantastiske til at afvikle stævner, så var det jo stadig dejligt at hilse på diverse dejlige mennesker til weekendens stævne. Agilityverdenen er fyldt med så mange skønne folk, og mange af dem nyder jeg at gense.

Hygge uden småbørn

For Henrik og jeg er denne uge arbejdsuge, men for Silas er det ferie. Dagplejen har ferielukket og på mandag starter han i børnehaven.
Derfor er Silas på ferie hos mine forældre og bliver forkælet med flødeboller og is på de underligste tidspunkter. Lige præcis som det skal være, når man er på ferie hos sine bedsteforældre.

Så vi skal da ikke sidde på vores flade i sofaen og kigge ud i luften, når Silas hygger sig nordpå. Så er det da med at gøre nogle af ting sammen, som måske ikke lige ville være Silas´ førstevalg. Så vi havde talt om, at vi skulle tage ud at spise sammen en af de aftener, hvor Silas var på ferie.

På jobbet i dag fik jeg den idé, at vi kunne tage på Trapholt i Kolding. Jeg har aldrig været der før, men fandt ud af, at de havde åbnet til kl 20 hver onsdag og cafeen om onsdagen serverede en grillbuffet med div kød og salater.

Trapholt - Skøn terasse med udsigt

Udsigt fra Trapholt over fjorden
Jeg: Hvad er mon det, der ligger derovre
Tobias: Det er dyrt!
Det tror jeg, at han har meget ret i. De teenagere er ikke så nemme at narre.

Det var en fantastisk aften til sådan et arrangement, for vi kunne sidde og nyde en af de sjældne sommeraftener med udsigt ud over fjorden. Efter maden tog vi en lille rundtur på Trapholt og så nogle af udstillingerne.

Synsbedrag... Lille Tobias på stolen og kæmpe Henrik!

Smart hat - ikk?

Det var lidt sjovt at køre afsted mod Trapholt uden at have fortalt Tobias og Henrik, hvad planen var. Jeg havde kun sagt, at vi skulle have både kulturelle og gastronomiske oplevelser. Tobias er lige så dårlig, som jeg til at blive "bortført" og gættede i et væk på destinationen. Men han gættede aldrig hvad planen var.

Logik for småbørn

Bagsædesamtale mellem Silas (2 år - meget tæt på 3) og Tobias (16 år):

Tobias siddende med en af Silas´ tegninger: Hvad er det, du har tegnet?
Silas: Farver
Tobias: Hvad er det, du har tegnet med farverne?
Silas: På papir.....

Lykken er din......

... hvis du vil have den.

Lykke er en underlig størrelse. Danskerne er efter sigende verdens mest lykkelige folk, men jeg synes, at jeg oplever mange, der higer efter en evig lykke, og giver udtryk for alt andet end tilfredshed med deres liv. Det er som om, mange siger, hvis bare.....

• jeg blev skilt og var fri
• vi vandt i Lotto
• vi kunne komme ud at rejse
• vi fik den nye flotte sofagruppe
• alle i familien havde deres egen bærbare eller IPad

Eller hvad udsagnene nu kan være....  Store eller små. Men ville det være en lykke? Næhh, jeg tror sjældent, at ovenstående ville bringe mere lykke. Jeg tror, at lykken handler om at finde roen i sig selv og finde ud af, hvad ens værdier er. Man skal holde op med at hige efter alt det, som man ikke har, og værdsætte det, som man har.

Lykkefølelsen kan være sådan lidt op og ned. Nogle dage føler man sig så lykkelig, at det er lige før man sprudler over. Jeg var meget forundret over, at mærke denne sprudlende lykkefølelse en dag midt i Silas´ kemoforløb. Selvom det nu er et par år siden, så husker jeg stadig min forundring over at have en stor lykkefølelse på netop det tidspunkt, hvor jeg måske burde være allermest ulykkelig og fortvivlet.

Det hele var stadig relativt nyt for os. Silas har vel været 5 måneder gammel og to måneder forinden, havde han fået diagnosen Langerhans Celle Histiocytose og en prognose på 50% for overlevelse, og jeg fattede ikke, at jeg kunne stå der midt i min angst og føle mig så fandens lykkelig..... Det var faktisk lidt af en øjen-åbner for mig og min opfattelse af lykke.

Siden har jeg dog observeret, at mange af de forældre med kritisk syge børn, som jeg har lært at kende gennem de sidste par år, ganske ofte udtrykker en stor lykkefølelse og ikke mindst taknemmelighed for de små ting i livet. For nogen af disse forældre skal der desværre nærmest mirakler til, hvis deres børn skal overleve (men miraklernes tid er ikke forbi), men det forhindrer dem ikke i at føle sig lykkelige, og det synes jeg på en eller anden måde er meget interessant.

Især hvis jeg kigger mig omkring, og mine øjne falder på personer eller familier, hvor tingene ser ud til at gå lidt ligesom en leg, men samtidig oplever at samme personer beklager sig i ét væk over småting og er utilfredse og kede af (i mine øjne) mindre betydningsfulde ting.

Jeg føler mig overbevist om, at lykken ligger foran ens fødder, hvis man bare vil være lykkelig og tilfreds i sit liv.

Fedt at prøve noget nyt

Vi er lige vendt hjem fra Dansk Hundeferie. Jeg deltog også sidste år, og det var rigtig hyggeligt. Ikke ambitiøst eller træningsmæssigt overdrevent seriøst (jeg kan ellers godt lide seriøs træning), men meget nede og på jorden og ferie med hygge og helt-nede-på-jorden-hundesnak. Ikke mindst var der tid og overskud til familien og campingferie. En skøn forening for mig.

Fællesspisning på campingpladsen

Den store grill var i brug

Samtidig synes jeg, at hundeferien holdes på en rigtig dejlig campingplads (Nymindegab Familie Camping), hvor der er fri adgang til et skønt vandland, hvor vandet er opvarmet til 27 grader (Teenageren og hans bedste ven, som var med lignede runkne rosiner) Gratis varmt vand i bruserne og ved opvask (hvilket ikke er en selvfølge). Men den fantastiske natur rundt om campingpladsen var noget af det mest interessant synes jeg. Pladsen ligger op Blåbjerg Plantage, og der var en fin ugenert vej ned til Nymindegab Strand (ca. 2 km). Faktisk lå der også tæt derpå en hundeskov, men de som kender mig ved, at jeg hader hundeskove, så det trækker ikke opad i min personlige vurdering.

Sidste år var jeg på klikkerholdet med Ninja. Det var ganske interessant, men som sådan ikke nyt for mig. I år ville jeg prøve noget helt nyt og meldte mig til spor/eftersøgning. Holdet havde vist mange navne, men det hele handlede om at bruge næsen.

Jeg har aldrig lavet det, der ligner søge-/sporarbejde med Ninja, og har ikke gået spor i 15 år eller noget i den stil. Vi havde fået lov til at bruge den skønne plantage til at lave næsearbejdet i.

Vi startede med at være sammen to og to på holdet. Den ene af os bandt hunden af ved vores fælles base, og så gik vi sammen ud i plantagen, hvor den "hundeløse" gik ca 100-200 skridt ud af stien/vejen og derefter gemte sig lidt inde i krattet. Derefter skulle den anden hundeejer + hund finde "den gemte person" ved hjælp af den fært, som man afsætter. Gradvist gjorde vi det så sværere og sværere.

Ninja - næsen er ikke kun til pynt

Ninja imponerede mig helt vildt på andendagen, hvor Anette Thøgersen var figurant ("den gemte person") for mig. Ninja nærmest pløjede skovstien op for at komme afsted og finde Anette. Hun trak som var hun en slædehund. Vældig fascinerende og især, når hun kom til at gå forbi stedet, hvor Anette var gået væk fra stien, og man kunne se, at færten var "væk". Så var det bare tilbage på sporet og finde Anette og hendes lækre godbidder.

Vi arbejdede også lidt med runderinger. Ninja ville ikke gø af figuranten, men det er også ok for mig. Jeg værdsætter, at hun er lydløs i det daglige.  Men hun synes, at det var sjovt at skulle løbe ud til figuranten, men ville da gerne lige løbe retur til mig for at sikre sig, at jeg også kom med. Så hun forstod ikke øvelsen helt, men pyt. Hun havde det sjovt!

Vi lavede også felt-søg. Det har vi heller aldrig rigtig prøvet. Det var hun faktisk ret hurtig til at fange. Dog kneb det lidt med at finde mere end en genstand i feltet. Den første gik ret fint, men nr to var svær for hende. Jeg tror, at hun tænkte, at hun jo havde fundet genstanden, og så var der vel ikke mere at lede efter. Feltsøg er en sjov og nem måde at aktivere sin hund på, og tænk sig, at jeg havde glemt denne fantastiske øvelse fra mine yngre hundedage. Bedst af alt, så er det jo også en øvelse, hvor Silas kan være med til gemme genstandene. Den ene dag, hvor jeg havde ham med i skoven, stod han næsten og hulkede af grin over Ninja, der snusede rundt i krattet. Nogen gange kan man undres over, hvad de små størrelser morer sig over.

Ninja og Silas holder pause

Jeg håber, at lysten til at lege lidt videre med dette næsearbejde hænger ved, for det var rigtig interessant og en dejlig måde at supplere mit sædvanlige hundearbejde.