Min helt egen madkasse (Produktanmeldelse)

Dette indlæg er egentlig sponsoreret. Ikke fordi jeg synes, at min blog nødvendigvis skal være en reklamesøjle, men da jeg fik en mail med en forespørgsel på, om jeg ville lave en anmeldelse af et Onlinefotoservice.dks produkter, så vurderede jeg naturligvis på om det ville have værdi for mig selv.

Ud fra de produkter, som jeg kunne vælge imellem, faldt valget på en madkasse. Fælles for alle produkterne var, at man kunne få printet sit eget motiv på.

Hjemmesiden var rigtig nem at anvende

Jeg fandt 3 motiver frem, som Silas kunne vælge imellem til sin nye madkasse, hvor han på forhånd havde valgt, at madkassen skulle være rød, for som han sagde, så havde han jo allerede en blå madkasse, så sådan en skulle det ikke være.

Silas valgte et dejligt søskende-action motiv fra poolen på vores Kreta-ferie (mere om den i et anden indlæg). Det var rigtig nemt at uploade og foretage bestillingen på hjemmesiden. Efter bestilingen gik der forbavsende få dage før der dukkede en fin lille pakke op. Vupti, så var Silas klar til børnehave efter ferien - med ny madkasse.

Frække Silas klar til børnehaven med sin nye flotte madkasse

Han var meget stolt af sin nye madkasse, som han viste til alle i børnehaven, der gad at se den - og sikkert også til dem, som ikke rigtig gad. Motivet på madkassen gav anledning til en snak om ferien og ikke mindst også om hans storebror.

Nu fortryder jeg faktisk, at jeg ikke bestilte en madkasse mere til ham, for den er da bare et langt større hit end hans andre madkasser. På hjemmesiden kan man i øvrigt bestille mange andre foto-produkter. Det kan godt betale sig at bestille flere produkter på en gang, for portoen kostede f.eks næsten det samme som madkassen. Men det kan være, at jeg skulle tage et kig på deres fine fotobøger. Sådan en drømmer jeg om at få taget mig sammen til at lave fra ferie,  konfirmation osv. Men det er en helt anden snak.

Måske har man lært noget......

Under juletræet lå der en pakke til mig fra Henrik. Den skulle jeg/vi indløse i lørdags. Det var to billetter til Aladdin. Musicalen spillede totalt udsolgte forestillinger i det jyske før jul, og fordi den fik så mange roser med, så ville jeg bare så gerne ind og se den. Det kunne blive en mulighed, fordi den skulle opføres i Operaen her til sommer. Så derfor blev jeg da rigtig glad for at finde to billetter til musicalen i gaven fra Henrik.

Henriks kreative kort med billetterne i

Fredag eftermiddag skriver Henrik billetterne ud, og da vi får besøg fredag aften, lægger jeg dem med det samme ud i bilen, så jeg er sikker på, at de kommer med på turen til Kbh, og vi ikke glemmer dem, fordi de nu lige ville blive lagt af vejen.

Lørdag morgen har vi gæster til morgenkaffe, som kører igen sådan ca 11.30. Inde i mit hoved forventer jeg, at Aladdin er kl 19, men jeg har faktisk ikke forholdt mig til det. Vi snakker lidt om, hvornår vi skal køre, og Henrik går ned i bilen og tjekker billetterne. Der står kl 15!! Klokken var nu 11.50.....  Klokken 12.05 letter Toyotaen. Gud ske lov havde Tobias lovet at passe Silas og hunde, så der var ikke noget, der skulle arrangeres og afleveres der. Men det var måske ikke lige den fedeste måde at komme ud af døren.

Ud fra GPS´en burde vi lige kunne nå det, men så skulle der heller ikke dukke nogle forhindringer op på turen. Men lørdag middag i industriferien med sommerhusbyttetid osv. fordrer desværre ikke rigtig den store sandsynlighed for det. Turen gik ellers mægtigt, indtil vi ramte Fyn. Så sad vi i en laanng kigge-kø, og det blev dermed en realitet, at vi ikke kunne nå frem til kl 15.

Vi forsøgte så at sælge billetterne til halv pris via Facebook og SMS, men det var for svært at finde nogen, der kunne rykke ud med så kort varsel. Aladdin ville vi altså se, for nu var vi kommet afsted. Så der blev fluks indkøbt to nye billetter til forestillingen kl 19.

Hver en stjerne var fortjent

Vi ankom til Operaen kl 15.25 og gik ind. Vi talte med nogle nogle søde folk fra Det Kongelige Teater, som faktisk sørgede for, at vi fik pengene tilbage for billetterne til første forestilling. De var forundrede over, at vi bare var så afslappede og ikke hakkede på hinanden for at placere et ansvar for forsinkelsen. Det er åbenbart sådan "man" gør, når man ikke kommer til tiden. De havde heller aldrig oplevet, at folk "bare" havde købt billetter til næste forestilling. Vi var ganske tilfredse med at få pengene retur, for dem havde vi da vinket farvel til, så alle smilede og var glade.

Pludselig havde vi så nogle ekstra timer i Kbh. Solen skinnede og det var skønt vejr. Vi travede en tur ned på Christiania. Der har jeg nemlig aldrig været før, så det fik vi da også set. Jeg valgte at lade være med at tage billeder af de mange "fine" boder i staden. At dømme ud fra skiltningen derinde, så var de ikke så tosset med "fotografer"... Vi nøjedes blot med at købe en beskeden aftensmad derinde, selvom de solgte så meget andet....

Tilbage til Operaen igen fik vi også set Aladdin, og ja den levede sandelig også op til alle de roser, som den havde fået. Fantastisk opsætning. Jo længere hen i forestillingen man kom, jo mere fængslende blev den. Den kan jeg godt anbefale andre at se. Den var sjov, flot og til tider meget intens. Får du muligheden, så tag ind og se den. Den kan opleves i Operaen indtil sidst i august.

 

Operaen - set fra "bænken"

Efter forestillingen var der lidt trafikkaos for at komme derfra, og vi gad faktisk ikke at holde i kø, og satte os derfor på en bænk ved vandet og fulgte livet på vandet, hvor folk rigtig nød denne skønne sommeraften. f.eks kom der en "fest" forbi. Det var noget tømmerflådelignende med en lille påhængsmotor og et par sofaer med tilhørende små borde. Musikken spillede lystigt og de ombordværende 10-15 unge mennesker sang og var meget festtemte. Ja, der var helt sikkert andre end os, der nød denne dag/aften.




Mørk og mild aften efter Aladdin
 

 Sikke en dejlig kærestedag. Vi havde alt andet end travlt med at komme hjem.


På vejen til København var vi ret enige om, at vi nok havde lært noget af det her og fremover ville vi helt sikkert have styr på billetter og "mødetidspunkt", men ved nærmere eftertanke, så blev dagen bare vildt positiv af dette lille "hovsa"...... Jeg tror alligevel, at vi har lært noget

Dansk Hundeferie 2013

Dette års hundeferie i uge 27 var min fjerde hundeferie. Som de sidste tre gange, jeg har deltaget, så blev den afholdt i Nørre Nebel og på Nymindegab Familiecamping.

Når Far ikke er med, så er det godt, at Silas kan give en hånd,
når vognen skal stilles op

Det var egentlig en lettere spontan idé på en af årets første dage, der gjorde, at jeg endte på hundeferien igen i år. For første gang fulgtes jeg med min gode veninde Mona, og vi boede dør om dør eller vogn om vogn. Desværre var vi nogen af de eneste, der boede nede i nærheden af servicebygningen. Det øvrige slæng boede på komfortpladserne oppe på bakken. Så det var faktisk lidt som at være på hundeferie uden helt at være med, men det dur bare ikke for mig at bo "oppe på bakken"

Vi var dog gæster på "Bakken" flere gange
- ikke mindst for at se Lailas hundehvalpe.

For mig har det stor betydning at bo tæt på toiletbygningen, når jeg har Silas med på camping. Hvis jeg hver aften skal ud at cykle for at skylle masken til pulmozyme, så ved jeg, at jeg vil synes, at det er mere besværligt, end det måske behøver at være.

Lækker mad, øl, vin og venindesnak i forteltet

Mona og jeg havde det hyggeligt sammen med drengene, selvom vi lå fjernt fra de andre. Det blev til mange sene aftener og nætter med venindesnak, te og øl. Henrik havde jeg efterladt derhjemme, da han var nødt til at arbejde. Drengene havde jo hinanden og legede sammen fra morgen til aften.

Drengene laver "tricks" på bommene

Om formiddagen trænede Mona rally med sin unge hund, og det gik bare så forrygende for dem. Vi så desværre ikke hinandens træning, da træningsarealerne lå 6 km fra campingpladsen. Om eftermiddagen trænede jeg med Ninja hos Sarah og Jannick. Det var nogle rigtig spændende baner. Især på Jannicks baner synes jeg, at der var mange løsningsforslag på, og dem skal jeg helt sikkert lege lidt med derhjemme i haven.

Vi havde også en enkelt fridag, hvor vi tog til Hvide Sande (som jeg plejer at gøre på hunderferiens fridag). Jeg synes det er sådan en hyggelig by, selvom den naturligvis er meget turist-præget. Man kunne få det indtryk, at indbyggerne i Hvide Sande er meget sporty, da hovedgaden bugner af sports-outlet butikker. Der er langt flere af den slags butikker end der er dagligvarebutikker i byen.

Friskt stjerneskud fra Havnens Røgeri i Hvide Sande
Det er også en tradition!

Hundeferien er en rigtig dejlig måde at kombinere hundetræning med en mere almindelig campingferie på en campingplads med gode tilbud til hele familien. Man behøver ikke at være overdrevent ambitiøs eller komme fra en bestemt klub for at deltage på hundeferien. Det, synes jeg faktisk, er meget fedt.

Mic-Mic og Ninja leger løs i indhegningen foran forteltet

Fionia Cup

Åh Gud, hvor er jeg langt bag ud med at blogge. Det er bare fordi, jeg nu har holdt 5 ugers ferie/orlov, og så har der slet ikke været tid til at blogge, men måske får jeg indhentet lidt af det.

I hvert fald kan jeg starte med sidste uges aktivitet, som var det store internationale agilitystævne på Fyn, Fionia Cup. Der var deltagere fra nær og fjern. De fjerneste kroge var nok Japan og USA. Men der var naturligvis også mange agilityvenner fra DK.

 



Foto: Åsa Eriksson

 Jeg kunne vel skrive et vildt langt indlæg om stævnet, men vil forsøge at fatte mig lidt i korthed, og allervigtigst rose komiteen bag Cuppen (samt alle de flittige hjælpere) for et godt stævne, som virkelig var professionelt organiseret. Selve stævnet klappede perfekt, og jeg kan vist kun komme i tanke om et par skønhedsfejl: Hyppigt strømsvigt på den ene af de tre campingområder (dog ikke, der hvor vi lå), manglede toiletpapir på toiletterne flere aftener og en lidt stemningsforladt finale, som virkelig manglede en speaker med engagement, som også kunne fortælle lidt om de ekvipager, der løb i finalen. Men men det er jo bare små skønhedsfejl, og intet andet.

Et kig ud over stævnearealet

Omvendt vil jeg da også gerne fremhæve nogle rigtig fede ting ved stævnet. Først og fremmest vejret. Det var fantastisk vejr hele ugen!! Godt nok ikke rigtig noget, som man kan rose komiteen for... Jeg synes også, at det var en god idé at udlevere færdigtrykte og -monterede nummerskilte, som jeg antager gjorde det nemmere for hjælperne at identificere den enkelte ekvipage, når skiltene var ens udformet. Skiltene kunne også fungere som en lille souvenir, hvis man er til det. Jeg var også ganske vild med stedet, hvor stævnet blev afholdt. Det var så bynært og alligevel med masser af plads til hundene og vores aktiviteter. De lokale kiggede også nysgerrigt forbi.

Ninja ser agility
(Foto: Tina Hindsgaul)

Jeg startede stævnet med et rigtig dejligt AG2 løb, hvor vi blev nr. 2 ud af 54 hunde, og dermed sikrede vi os også oprykning til AG3, hvilket som sidstegevinst betød, at alle mine løb resten af ugen lå på den anden side af middag, hvilket var meget belejligt for mig, da vi jo havde Silas med, men da Henrik havde meldt sig som hjælper (hvilket jeg bifaldt), så var jeg alene om, at få Silas gjort klar om morgenen.

Foto: Tina Hindsgaul

Ud over de åbne klasser, så havde jeg klasse 3 banerne at prøve kræfter med, og der var mange nye og svære ting for os. Det er også som om, at sværhedsgraden lige får et nyk opad, når der er ugestævner. Men jeg synes, at vi lavede nogle rigtig pæne ting, selvom det måske ikke var så let at se på resultaterne. Vores bedste placering i klasse 3 var en 3. plads i SP3, hvor der var omkring 90 hunde. Hendes tider på de baner, hvor der f.eks bare var en nedrivning, lå også indenfor cert-rækkevidde, så jeg har kun grund til at være tilfreds.

Må jeg præsentere....

Min lille nye sheltiepige.

 

En del af jer har allerede set mig sammen med hende til agilitystævner, da hun har været hos mig en måneds tid nu. Tusind tak til Vivi Kræmer for at vise mig den store tillid at "låne" hende med hjem på prøve.

Efter at jeg egentlig havde afskrevet muligheden for at få sheltie igen, så dukkede muligheden for at tjekke en 6 månders hvalp ud og se, om vi var det rette match. Sådan en chance får man ikke særlig tit. 

Der er nemlig et par ting, som har gjort mig forbeholden overfor at få en sheltie igen. Først og fremmest har jeg observeret, at Ninjas øjne plirrer rundt i hovedet på hende, når små hunde gør. Og ja, sheltien er en latent gø-maskine. Jeg kan også bedst lide små sheltier. Jeg synes, at deres charme daler, når de runder 38 cm. Så jeg ville jo helst have en sheltie, der var lille og ikke specielt gøende. Det er jo svært at spå om, når de er 8 uger. Derfor havde jeg faktisk opgivet, indtil jeg blev spurgt om jeg ikke kendte nogen, som manglede en sheltie tæve på ½ år, der gerne ville arbejde. Og da jeg fik at vide, at den pt kun måler 33 cm og i øvrigt ikke rigtig gør, så blev jeg da meget interesseret.

Tror hun er halvt retriever...

Det er ingen hemmelighed, at jeg savner Diva, men jeg ved også godt, at jeg ikke får en ny Diva, men jeg nyder allerede at have den der lille handy 5-6 kgs hund, som jeg kan sidde og nusse i armene.

Herhjemme leger hun meget med Ninja. De to hygger sig helt vildt sammen og bedst af alt, så løber de lydløst rundt, når de leger. Hun er glad, energisk og meget imødekommende sheltie - især når hun føler sig tryg. Det har været lidt omvæltende for hende at blive slæbt rundt til div. stævner mv.

Ninja og sheltiepigen trækker...

Kan hun så arbejde? Ja, det tror jeg bestemt nok, at hun kan. Hun er da allerede blevet godt tændt på agility, bare ved at være tilskuer, men jeg har ikke lavet så meget med hende endnu, men jeg synes, det virker meget lovende. Så vi må se, hvad vi kan drive det til.

Med sig hjemmefra fik hun i øvrigt kaldenavnet Micro, men jeg er ikke så gode venner med "cr-lyden" og forsøger at omdøbe hende til Miko, men det er faktisk ret svært, når man har kaldt hende Micro i mere end en måned, så vi må se, hvad hun ender med at hedde.

Still going strong

Selvom man er en ældre herre, der i dag bliver 15 år, så er man alligevel en frisk og glad hund. Jeg er utrolig glad og taknemmelig for stadig at have min gamle dreng hos mig. Jeg er Charlies et og alt, og han kan være en pine for min familie, når jeg ikke er hjemme. Hvis han er det "mood", hvor han synes, at han mangler mig, så piber og klager han, men det har han nu gjort hele livet.

I fuld firspring

Charlie er stort set døv. Jeg kan som regel komme i kontakt med ham ved at slå i gulvet med en flad hånd eller klappe. Hvis det følges op med håndtegnet for "kom", så smiler han nærmest og løber hen til mig.

Han er heller ikke for gammel til leg, og kan da stadig også finde på selv at invitere til en leg. Det synes jeg er ret imponerende.

Leg på græsplænen

Da Ninja var i løbetid for nylig, var han da også ret elektrisk og løb rundt efter hende i haven, mens han prustede og stønnede.

Men Charlie er også den ældre herre, der nogen gange går lidt i stå og står som en saltstøtte på den samme plet i mange minutter. Måske har han glemt, hvad det var, han skulle. Han sover også en del, men han er en rigtig glad hund, der nysgerrigt følger med i, hvad der foregår - når han altså er vågen.

Kært barn har mange navne.
Ham her bliver også kaldet "Nissen"

Lige nu er der heldigvis ingen tegn på, at Charlie er ved at "tjekke ud.

Alle billeder i dette indlæg er i øvrigt fra i går aftes. Ikke de bedste, men dugfriske...

Skarrildhus

I mit job har jeg lært, at det markedsføringsmæssigt kan være af stor betydning, at man har en historie at fortælle. Jeg har længe vidst, at det var sandt, men forrige weekends hyggelige kæresteophold bekræftede blot dette endnu en gang.  

 

 

I vinters var jeg til et seminar om cirkulær økonomi, hvor der var fokus på bæredygtighed og genanvendelse. Dette seminar blev afholdt på Skarrildhus i det midtjyske. Hoteldirektøren fik inden frokosten ordet og fortalte om Skarrildhus´ arbejde med bæredygtighed. F.eks laves maden kun af årstidens råvarer og helst lokale råvarer. Skarrildhus ligger midt i skov og hedelandskab og har sin egen flotte rododendron park. Inden arrangementet var overstået vidste jeg, at her skulle jeg hen igen. Jeg ville faktisk gerne dele oplevelsen med Henrik og ikke mindst var maden også lækker og anderledes.

 

Lidt fra parken

 

Tænk sig at være så heldig, at jeg få uger efter opdagede en sweetdeal, hvor man kunne få et ophold med 3 retters menu, overnatning og morgenmad for sølle kr. 798. Så var det da bare med at slå til. 

Sidste fredag "bortførte" jeg så Henrik til den jyske hede. Forinden havde jeg dog haft en del bøvl med overhovedet at booke opholdet. Først ringede jeg og forespurgte om der var ledige værelser til denne dag. Det var der, men jeg skulle sende en mail til dem, hvorefter de så ville bekræfte. Jeg sendte så en mail, som aftalt, men hørte ikke lige noget fra dem. For at være sikker ringede jeg dem op en uges tid efter. Næh de havde ikke modtaget min mail, men der var værelser, så hun ville lige tjekke op og ringe tilbage til mig. Jeg sagde, at det behøvede hun nu ikke, bare hun sørgede for et værelse, men hun insisterede. Hun ringede dog aldrig tilbage, og da vi stod og skulle tjekke ind i, så var der ikke reserveret noget værelse til os. Ret så klodset, men jeg var nu stadig positiv, og vi fik et værelse uden problemer.

 

 

Vi gik os en tur i området inden middagen. Bestemt smukke omgivelser. Det var nemt at finde vores bord i restauranten. Der var nemlig et menukort med navn på bordet, og aftenens menu så rigtig spændende ud.

Aftenens menu - klik på billedet for større udgave

Da jeg jo er født med munden fuld af søde tænder, så synes jeg, at særlig desserten, som var en ren symfoni af rabarber, var fantastisk. Middagen var utrolig lækker med overraskelser som blandt andet bøgeblade…. Ikke fordi de i sig selv var en stor smagsoplevelse. 

Men det var bare så skønt at sidde og hygge over maden i rundt regnet tre timer. Ingen Silas, der skulle have opmærksomhed og ingen aftenrutiner. Tak til min far og Tobias, der tog sig kærligt af Silas, hunde og murerarbejde derhjemme. Efter middagen var vi stopmætte og valgte at gå os en tur. Det blev en ret lang tur i skoven, som blev mørkere og mørkere, jo tættere vi kom på midnat. 

 

 

Inden vi vendte snuderne hjemad næste formiddag, fik vi det skønneste morgenbord med masser af lækre specialiteter. Det er f.eks længe siden, at jeg har fået øllebrød med flødeskum, som også var at finde på morgenbuffeten sammen med de mere traditionelle ting, som æg og bacon. Det mest specielle, jeg stødte på, var dog roesirup, som jeg smagte sammen med yoghurten med hjemmelavet müsli og bær. Det smagte ganske godt.

Dejligt vellykket ophold med lidt forkælelse til. Jeg gentager det gerne en anden gang. Og helst også når parken blomstrer.

Magt over vejret?

Man kunne fristes til at tro, at det er, hvad vi har i Ribe Hundevenner.

Det meste af maj måned er gået med stævnedeltagelse. Fire weekender i rap har Ninja og jeg turneret rundt i Jylland (med en enkelt afstikker til Sjælland også) til et noget blandet vejr. Det bedste vejr havde vi absolut på hjemmebanen i Ribe. Det var nærmest sommeragtigt, men sådan har vi haft det alle årene. Dette var vores 7. pinsestævne med 3 dages stævneafvikling med masser af overnattende deltagere, der skal forplejes. Kæmpe stykke arbejde, som primært bæres hjem af få folk i klubben.



Min skønne Ninja

Igen i år var det hele en succes. Det er simpelthen løn i sig selv at opleve den gode stemning, den frie tone og de tilfredse deltagere.

Fra en af langsiderne

Der var god stemning i campingområdet, og det gode vejr tillod jo lidt ekstra hygge udenfor. Weekenden efter kørte jeg til DCH Løgumkloster, hvor de på forhånd havde annonceret, at de var dem med den gode mad og det dårlige vejr. Lørdag viste det sig da også at holde helt stik. Tja, det var lidt som om det kun var hos os i Ribe, at vejret var godt under samtlige gennemløb.

Silas, min lille solstråle fik duftet lidt til den lokale botanik

Uddrag fra præmieoverrækkelsen

Præmierne hos os er heldigvis altid roste. Det er jeg jo glad for, for dem har jeg haft ansvaret for de sidste 7 år. Jeg synes, det er vildt svært at blive ved med at finde på nye ting til præmiebordene, så jeg sendte efter stævnet en føler ud på Facebook, hvilket gav god feedback. Så nu har jeg lyttet og suppleret op med nye og spændende præmier, som jeg håber vil falde i god jord, når vi igen holder internationalt DKK stævne midt i juni.

 (Tak til Natasha for lån af de fleste billeder i dette indlæg)

På græs igen....

Foråret lader jo vente på sig, men i sidste weekend var vi egentlig ret heldige med vejret om lørdagen, hvor vi i Ribe Hundevenner afholdte vores klasse 1 og 2 stævne.

Det er altid sådan et hyggeligt stævne. Det er ret lille med kun en ring og masser af nye hunde, som ofte debuterer til dette stævne. Det giver sådan en afslappet stemning, for der er ikke noget som helst, der tæller til "noget". Ikke noget DM og ikke noget landshold mv.

Ninja var også støvet af i dagens anledning. Jeg startede med sammen med Silas at køre ud i klubben om fredagen med sneglehuset efter bilen. Så var der plads til at installere sig lidt og gøre præmier klat til lørdagens stævne. Vi startede dog med lidt undervisning ved Sarah fredag aften.

Silas graver efter regnorme, mens jeg træner
(fredag aften var piv-kold)

Jeg/Ninja blev til fredagens træning præsenteret for nogle baner, som vi ikke plejer at løbe og blev bedt om at løse dem lidt anderledes end jeg plejer, når jeg træner hos Sanne.

Her er lidt video fra træningen - Dygtig hund!

For mig er den ene handlingsmetode ikke mere korrekt end den anden, og selvom det for nogle andre lidt er som en religion, så er agility i mine øjne ikke en religion. For mig udelukker den ene måde at handle hunden på ikke den anden .

Lørdag til stævnet fik jeg da også lejlighed til at prøve at lege lidt med begge handlingsformer (karakteriseret ved enten at handle meget bagved eller meget foran). Jeg indrømmer gerne, at jeg mest har trænet Ninja ved at løbe meget bag hende.

Et lille kig ud over banen.
Der var masser af plads til teltene

Jeg fik da også spørgsmålet om hvorfor jeg nu valgte mest at handle bagved til stævnet, når nu fredagens træning med at handle mere foran hunden var gået så godt. Dertil kan jeg kun svare, at jeg kigger på en banen og vælger den handlingsform, som jeg umiddelbart synes passer bedst til mig og hunden på den givne bane.
Så for mig er det lidt som at kigge i værktøjskassen og tage det værktøj der passer til "jobbet" - og ikke bare insistere på at tage boremaskinen, når man egentlig skulle save.

Nå men hvordan gik det så?
Ninja gennemført to af sine fire løb - begge uden fejl og begge ved at vinde klassen. Dvs hun vandt en Agility klasse 2 samt en spring klasse 2. Jeg var ret stolt, for jeg synes der var flere rigtig gode hunde i klassen.

Forude venter maj måned, hvor der stort set er stævne i alle weekenderne.

Man skal høre sandheden fra de fulde børn....

Kender I det med, at man står med et barn i hånden. Barnet kommer med en kommentar om en person, som er indenfor hørevidde. Udsagnet er sandt, men ikke så passende, hvis man kan sige det sådan. Sådan er det også med Silas. Her er et par eksempler:

• Jeg mødes med en dame, som jeg ikke kender, men som jeg bare kort skal udveksle noget med. Da hun går fra stedet, siger Silas meget højt: "Hun har gråt hår, så er man godt nok gammel"

• Henrik er ude at handle sammen med Silas og ser en kørestolsbruger, hvortil Silas´ kommentar er : "Nej, Far prøv at se. Det er godt nok ikke smart" Vi er lidt overraskede over denne kommentart, fordi hans farfar også sidder i kørestol, så han er da lidt "vant" til at se en kørestolsbruger. 

• I dag kommer en joggingløber prustende forbi vores have og Silas kommenterer igen: "Hun løber godt nok langsomt, hende der"