Håndbold

En gang så jeg altid EM og VM for både herrer og damer, men de seneste år, har jeg lige som ikke rigtig fulgt med.

Men før jul fik jeg en fin invitation sammen med nogle af mine kolleger, som gav mig mulighed for at komme ind og se semifinalen ved EM i herrehåndbold. Håbet var naturligvis, at de danske drenge ville nå dertil.

Fin stemning før kampen

Som flertallet af landets befolkning ved, så var det jo i fredags, og de danske drenge nåede så vidt. Jeg havde set alle Danmarks kampe op til semifinalen. Det var jo rart at være opdateret, og ikke skulle starte med at sidde og ikke kunne finde ud af, hvem der var hvem på holdet osv.

Manden med den sjove hat

Lad mig bare sige: Det var en kæmpe oplevelse. Sikke en stemning, der var i Boxen, når 14.500 tilskuere heppede på sammen hold. Et er den stemning, som man også helt klart fornemmer, når man sidder hjemme i stuen, men at sidde i den selv, var noget helt andet. Alle var bare venner på sådan en aften, og man "highfivede" med hvem som helst.

Dansk scoring

Tilskuerrækkerne var også rød/hvide
Faktisk sidder den en lille klump kroatere på billedet her,
men hvem lægger mærke til det. De er jo også rød/hvide!

Kampen var umanerlig spændende, men faldt jo heldigvis ud til Danmarks fordel.

Et par dage efter denne kamp havde jeg kampens små musikbidder kørende i hovedet, og tog mig selv i at gå rundt og nynne/synge/fløjte dem. Jo, det var så sandelig en oplevelse at se så stor en kamp i Boxen.

2013 - Tilbageblik

2013. Tak for nu. Det har været et oplevelsesrigt første halvår. Det har budt på den største rejseaktivitet i flere år. Ferier, rejser og "tid nok" blev afløst af et ret hektisk andet halvår.

Januar:
Året var ungt endnu, da Henrik, Tobias og jeg tog afsted på skiferie i Østrig sammen med 40 andre fra vores lille landsby. Jeg tror bestemt, at de andres skiferie var bedre end min. Det var ikke en succes for mig at stå på de meget isede pister, men bortset fra timerne med brædder under fødderne, så var det en skøn og hyggelig ferie.

Henrik og jeg i St. Michael

Februar:
Charlie står pludselig og hænger og dingler derfter rundt i gangen. Jeg ræser tudende afsted til dyrlægen. Helt uvant med tanken om at skulle aflive en gammel hund uden at kunne forberede mig selv lidt bedre. Det gik dog ikke så galt. Dyrlægen kaldte det idiopatisk vestibulært syndrom (og forklares nærmere som noget flimmer i hjernen, som man ikke ved, hvad kommer af - og som går væk igen). Efter ganske kort tid var Charlie lige så fin igen, og jeg har ham heldigvis stadig. Trods sine 15 år og 6 måneder er han still going strong.

Charlie slikker sol i sommers

Marts:
Denne måned husker jeg bare som VINTER og snestorm herude på landet.

Vinterstemning ved Vilstrup Strand

April:
Største højdepunkt i denne måned var en tur til Alanya sammen hele familien. Vi var heldige at få lov til at låne en rigtig skøn ferielejlighed dernede. Vi havde en skøn dase-ferie, hvor i vores lejede bil fik set os lidt omkring. Efter at Tobias er vendt hjem efter mere end to år på efterskole mv. så var det bare superrart at være samlet igen.

Tobias nød Alanya

Mine skønne drenge med en gadesælger,
der regnede med at vi ville købe hele boden

Maj:
Vi blev beriget med MicMic, som er vores allesammen glade morgenhumørbombe. Det glæder mig især, at hun har taget Silas med storm. Da Silas nu er gået fra meget svært at acceptere hunde (både mine og andres) til at sige, at MicMic altså er hans hund. Tilmed har den lille skønne sheltiepige lappet lidt på mit afsavn efter Diva. MicMic er dog ikke Diva, men hun "smager" lidt derhen af.

MicMic

Ellers gik hver weekend i denne måned med stævner, og pga helligdagene så var det tilmed 3-dages stævner.

Juni:
Min store teenager Tobias fyldte 18 år. Det føles helt urealistisk, at ens lille søde dreng med lyst hår nu pludselig er blevet 190 høj og bred over skuldrene.

Året 2013 var også super godt for en danske Depeche Mode fan, som mig. Midt i juni gik turen til Parken, hvor jeg (for jeg ved ikke hvilken gang) oplevede de engelske drenge trykke den af. Som altid står jeg efter koncerter og "mangler" at høre ca 20 numre, som jeg syntes burde være på set-listen.

Border Collie og Depeche Mode.
Jeg anede ikke, at der var sammenhæng

I denne måned skød jeg gang i 6 ugers ferie/gammel barselsorlov. Men med mine mange planer for sommeren, så var de 6 uger ikke een for meget.

Første uge af de 6 uger spenderede jeg på ugekursus i agility i min hjemklub, Ribe Hundevenner. I år var det en rigtig positiv oplevelse at deltage. Nu følte jeg mig mere klar og Ninja noget mere rutineret. Det er ligesom nemmere at løbe agility i en uge sammen, hvis man har opbygget et samarbejde.

Silas tapper på IPad og Ninja ser agility-TV

Vi startede mine mange ugers frihed med en lidt spontan tur til Kreta. Det var bare den bedste ferie ever. Flere gange dagligt frydede jeg mig sådan over familien, samværet, vejret, ferien og ikke mindst at se mine to drenge hygge sig så meget sammen. Ferien var tom for planer, så vi tog dagene, som de kom.

Søskendehygge i poolen

Mine skønne drenge på Kreta

Juli:
Den måned gik da totalt i hundene. Først var Silas og jeg på Dansk Hundeferie sammen med min gode veninde Mona og hendes knægt Oliver. Henrik efterlod vi hjemme, så han kunne arbejde. Drengene hyggede sig sammen hele uge. Mona og jeg gjorde det samme, og vores hunde blev trænet hver dag. Dejlig måde at holde ferie på.

Der var nok at holde styr på på lufteturene på Hundeferien.
Dertil også to drenge, der flimrede rundt

Fra hundeferien gik turen direkte videre til Fionia-Cup på Fyn. Stort internationalt agilitystævne. I denne uge var Henrik dog med, men han havde stillet sig til rådighed som hjælper til stævnet, så mens jeg løb agility, så var han en af de flittige sjæle, der sørgede for at holde hjulene igang til sådan et arrangement. Ninja var super fed at løbe med, og jeg synes, at hun leverede nogle gode løb, selvom vi vist lige skulle finde melodien på de svære klasse 3-baner, som hun jo var nyoprykket i.

Skønne Ninja

Sidst på måneden havde Henrik og jeg en skøn tur til København, hvor vi så Aladdin i Operaen. Faktisk var det min julegave, som vi indløste. Det var en skøn tur på en fantastisk sommeraften.

Fantastik sommeraften foran Operaen

August:
Måneden gik vist mest med arbejde, stævner rundt omkring. Fandt faktisk ud af, at jeg kan nå en del DCH-klubber på under tre kvarters kørsel 40. DCH Løgumkloster, DCH Aabenraa, DCH Kolding, DCH Ødis Bramdrup for bare lige at nævne nogle stykker. Fedt når man ikke behøver at køre så langt og startgebyret er forholdsvis lavt, som det er i DCH.

Jeg gør et hæderligt forsøg på få familie og agility til at enes, og det er lidt lettere, når klubberne ligger tæt på.

Hængekøjehygge i haven

Familietur til skønne Årø

September:
Højdepunktet i denne måned var så absolut at deltage til DM i Agility sammen med Ninja. Det var første gang, hun var kvalificeret. Resultatmæssigt gik det ikke særlig fantastisk, må man sige, men jeg synes, at Ninja løb fantastisk og fejlene var mine.

Jeg var også inviteret til Foreningen Cancerramte Børns familieweekend, hvor jeg pga DM kun kunne deltage fredag aften. FCB ville gerne hædre mig som "Årets FCB medlem". Årsagen til det er mit arbejde med Cancerkort.dk, hvor jeg gennem de sidste 5 år har indsamlet over kr. 200.000. Det er jeg både glad for og stolt af, og jeg har også sendt mange taknemmelige tanker til nogle af alle de personer, som har bidraget med deres indsats - både i form af at lave kortene og ved at sælge for mig.

Smuk buket fra Foreningen Cancerramte Børn

Oktober:
Henriks og min tur til Lønstrup står stadig klart for mig. Jeg kan kun anbefale det. Vesterhavet er noget særligt - også i Lønstrup. Maden på Villa Vest fra fantastisk, og værelserne på Lønstruphus var romantisk badehotelsstemning. Åh jeg gør det gerne igen, men vil så foretrække de lysere måneder i stedet.

Maden på Villa Vest glemmer vi sent.
Lækkert!!

Sammen med mine gode veninde Mona og hendes søn Oliver var vi i sommerhus i Saksild. Drengene fik rigtig leget, og vi fik virkelig nydt sammen af dejlig mad og afslapning. Silas fik langt om længe lært at cykle uden støttehjul. Her hvor vi bor er det svært at tage en lille ny cyklist med ud, og Silas har heller ikke været så optaget af at skulle lære at cykle. Så det var lidt en sejr at se ham cykle selv.

Silas og "hans" MicMic

Oliver og Silas pjatter i haven i sommerhuset

November:
Den måned var særligt ophidsende for Charlie, som pludselig opdagede, at en "ny" hund var flyttet ind. Det er så MicMic jeg hentyder til her. Hun flyttede godt nok ind i maj måned, men Charlie "opdagede" hende først i november, da hun kom i løbetid. Siden har han i øvrigt elsket hende, og inviteret hende til leg flere gange med de fineste nejebuk, man kan forestille sig fra en 15 år gammel hund.

Smukke MicMic

Tobias fik desuden endelig snøvlet sig sammen til at få taget sit kørekort færdigt, og siden har jeg næsten ikke set min bil

Tobias på første tur bag rattet

December:
Magen til trist december måned - i hvert fald vejrmæssigt - skal man lede meget længe efter. Synes ellers vi har forsøgt at jule den lidt ekstra i år.

Vi var til den årlige juletræsfest hos Foreningen Cancerramte Børn. I år havde vi mine forældre med. Det var super hyggeligt. Silas lavede en rigtig fin juledekoration helt på egen hånd. Han var super stolt.

Silas er stolt af sit værk

Det lykkedes os også at få et juletræ indenfor dørene for første gang i 13 år. Silas nød at pynte træet, og han var faktisk også rigtig god til det. Nu er jeg overbevist om, at juletræet er kommet i vores hjem for blive. Ja altså ikke det samme træ, vel?!

Nu med juletræ

Ellers synes jeg at december var alt for hektisk og alt for meget arbejde. Jeg nåede med nød og næppe at få smidt 7 julekort afsted med posten, så ingen af dem, som havde tiltænkt mig med et julekort blev "snydt". Jeg plejer ellers også at sende nogle julehilsner pr. mail, på Facebook og her på bloggen, men det blev der ikke tid til i år. Nogle af gaverne blev pakket ind i nattens mulm og mørke.

Juleaften blev holdt hos mine forældre sammen med min bror og hans yngste datter. Hyggelig aften.

Juleferien er gået uden de store planer, for en gangs skyld har vi været hjemme siden 2. juledag. Tiden flyver alligevel afsted.

Klar til nytårsdesserten kl 23....
Henriks fantastisk chokolade-fondant med brombær-mousse

Nytårsaften holdt vi også herhjemme sammen med min gode veninde Mona, og vi nød virkelig en fantastisk menu, som vi alt i alt vel brugte 5 timer på at spise. Torsdag d. 2. januar er min sidste fridag. Ingen skal betvivle, at jeg har nydt alle fridagene i fulde drag. Nu samler jeg kræfter til at kaste mig ind i 2014, og alle de mulige forandringer, som jeg aner i min krystalkugle.

Godt nytår til jer alle!

Kærlighedens julekalender

Søndag d. 1. dec overrakte Henrik mig en pakke. Jeg gloede meget overrasket på denne pakke. Var den virkelig til mig, og hvad mon det gik ud på? Der sad et lille træhjerte med et et-tal på. I gaven lå en julesok og en opfordring til at hænge den op og se, hvad der ville ske.

Siden er der sket det, at jeg har pakket dejlige, varme, praktiske og hjertelige pakker op hver dag.

Hvor er det hyggeligt med pakkekalender!

Pakkerne har blandt andet indeholdt DVD med Mick Øgendahl, gavekort til 5 x friskbagt hjemmebagt morgenbrød, biobilletter, slik, te, julepynt, blomsterbuket og en sød liste over 10 ting han elsker ved mig. Masser af ting, der er valgt med stort omhu og kærlighed.

Den på alle måder hjerteligste gave

Det er så smukt og personligt, og jeg føler mig så ufattelig heldig, elsket og priviligeret over denne totale overraskelse. Faktisk har jeg kendt Henrik i snart 10 år nu, og jeg har tidligere diskret vinket med en vognstang "udtalt mig positivt" om pakkekalendre fra Matas eller det lokale "chokoladefabrikat", hvortil Henrik har fnyst og med foragt i stemmen sagt, at det da var død-upersonligt.

Sammenlignet med Henriks juleoverraskelse, så må jeg jo give ham så meget ret. For Henriks pakkekalender tåler ingen sammenligning!!

Det der med julen

Jeg er nu sådan set ikke rigtig jule-fan, og plejer ikke rigtig at have pyntet til jul. Faktisk har vi heller ikke haft juletræ de sidste 13 år. Først fordi vi ikke rigtig havde plads og så bare fordi vi ikke skulle holde jul hjemme.

Silas´ helt egen julekreation med to forskellige løs

Kalenderlys og juledekorationer har der dog altid været. I år er der skam også kommet en lille smule julepynt op i hjemmet, men det mest utrolige er, at vi nu har fået købt og pyntet et juletræ.

Silas var meget optaget af det, og ville gerne være med til at købe det. Så efter at have set luciaoptoget i børnehaven, så kørte vi på juletræsjagt. Træet ind i bilen og hjem og pynte.

Juletræet - så fint pyntet af Silas

Godt nok er jeg vokset op med, at træet først skulle pyntes d. 23. dec, men så synes jeg nu, at vi får alt for lidt ud af juletræet. Nu står det så og kaster hygge og juleglans over stuen, og jeg forstår faktisk ikke helt, hvorfor vi skulle undvære et juletræ i så mange år.

Lindring af ubehag

Fordi Silas har cystisk fibrose tilbydes han hvert år en influenzavaccine. I år tilbød Skejby, at bedøve Silas og andre CF-børn med lattergas ved vaccinen. Simpelthen for at mindske ubehaget. Det ville naturligvis være unødigt, hvis ens barn bare er cool. Så kan man lige så godt få det overstået.

Silas er desværre ikke så cool mere. Det er tydeligt at f.eks udsigten til at blive suget fylder rigtig meget i hans hoved allerede, når vi fortæller ham, at han skal på sygehuset. Han følger dog villigt med ind i undersøgelsesrummet, men når vi kommer til selve suget, så stritter han så meget imod, at jeg ikke kan holde hans arme mere. Og ingen skal være i tvivl om, at jeg hader at være hans mor, når han bliver suget. Det er en ubeskrivelig magtesløs og trist følelse at være med til at påføre ham angst og gøre "ting" under tvang. Selvom man forsøger at forklare, at man jo gør det for at passe på ham, så har det ikke nogen effekt på hans angst.

Så med tilbuddet om lattergas, så kunne man både vaccinere og suge, mens Silas var bedøvet. Derfor takkede vi ja.

Silas blev total fjollet af lattergassen

Silas tog vildt godt imod lattergassen og blev totalt gøglet og meget grinende. Vaccinen gik ret godt og uden den helt store ballade, men det var svært at overdøve reaktionen ifm suget. Den var stadig voldsom, men ikke så slem, som normalt. Sygeplejerskerne er altid enorm tålmodige og pædagogiske. Det er så prisværdigt og en god investering for et barn, der aldrig kommer til at slippe sygehuset.

Sygeplejerskerne foreslår dog, at vi fortsætter med at bedøve til de næste kontroller, hvis der skal suges.  Dermed håber vi at kunne vende hans reaktion, så han igen kan tage det mere roligt. Og nej selvfølgelig kommer han ikke til at synes, at det er fantastisk at lægge hovedet bagover og få en slange op gennem næsen og ned i luftvejene, men tænk hvis man kunne dæmpe angsten lidt?!

Søndag - Købte du det i mandags?

Det er somme tider sjovt, hvad det kan bringe med sig at blogge. Jeg får af og til mails fra folk, som kan relaterer sig til nogle af de ting, som jeg skriver om: hårsækmider, Silas´ kræftdiagnose for at nævne et par eksempler.

I april fik jeg en mail fra en journalist. Jeg startede blot med at konstatere, at henvendelsen nok var "Silas-relateret" eller måske drejede sig om "Cancerkort", så min overraskelse var stor, da jeg fik læst at det faktisk drejede sig om min 40 års fødselsdag.

 

Journalisten skulle lave et tema om hvordan kvinder fejrer, at de fylder rundt, og skulle der bruge en artikel om en 40, 50, 60 og 70 års fødselsdag. I sin research var hun faldet over mit blogindlæg fra min fødselsdag, og det syntes hun lød interessant.



Så en aften i foråret, hvor jeg alligevel var i København besøgte jeg Aller-huset, og i mandags udkom så bladet med temaet om de runde fødselsdage. I øvrigt tænker jeg ofte tilbage på min runde dag med et tilfreds smil. Så er det ingen sag at blive 40.

Iagttagelser i flokken

Da jeg har haft flest hanhunde, har jeg ikke den store erfaring med løbetider, og hvilken indflydelse det har på flokken. Diva var steriliseret, så hun gav ingen reaktioner i min flok pga sit køn.

Men gamle Charlie er jo helt ved siden af sig selv, når Ninja er i løbetid, og han kan være en pestilens for hele familien. Nu har MicMic startet sin første løbetid. Dvs hun er på 14. dagen i dag.

Bare fordi man er gammel, er ens drifter jo ikke slukket

Charlie synes jo, at hun er ualmindelig lækker, og MicMic fatter intet. Den første dag bed hun lidt ud efter ham, da han pibede dansede rundt om hende. Nu forsøger hun at ignorere ham eller bevæge sig væk fra ham. Somme tider leger hun lidt med ham. Ja, de får naturligvis ikke lov at være sammen uden opsyn af mig.

Ninja går imellem (MicMic stress-napper i Ninja)

Men ganske overraskende er der også en anden i flokken, der "holder øje" - og ikke mindst griber ind, hvis det bliver lidt for "spændende". Ninja brummer højlydt af Charlie, når han bliver lidt for "smart", og hun ses også ilende til for at kile sig mellem Charlie og MicMic. Faktisk har Charlie også inkasseret sig en "markering" eller to, fordi han ikke respekterede hendes "anvisninger".

Charlie bliver lige "guidet" en anden retning

Når det så ikke hjælper, skruer Ninja bissen på

Samtidig vil jeg sige, at Ninja også "forsvarer" MicMic, når min flok er sammen med andre hunde, og hun vurderer, at "gæsten" er for vild ved MicMic. Alligevel synes jeg, at det er underligt, at hun blander sig i flokkens "forplantningsmuligheder". Har nogen af mine hundevenner oplevet det samme i deres flok??

De døde facebookvenner

Siden jeg hoppede med på Facebookbølgen for lidt over 5 år siden, er et par af mine facebookvenner afgået ved døden.

Da den første gik bort, så jeg forundret på, hvordan vores fælles venner flittigt skrev hilsner på hans væg, og jeg syntes bare, at det var underligt. Naturligvis kunne han jo ikke læse deres ord, og jeg fandt det bare mest rigtigt at skrive kondolencer under den besked, hvor det blev meddelt, at han var gået bort

Tja siden er et par stykker mere gået bort, og jeg har syntes, at det var svært at være venner med døde personer. Men på den anden side også forkert at slette dem. Måske er det lidt som når man ikke vil slette døde personers numre i sin telefonbog på mobilen?

Med tiden har jeg dog fået den holdning, at jeg naturligvis ikke sletter dem. I dag kunne jeg nok også finde på at skrive på venners væg ifm deres dødsfald. En veninde, som har mistet har gjort mig opmærksom på, hvad denne positive aktivitet på en afdøds facebook-væg kan betyde for de efterladte.

Man kan finde utrolig meget trøst i sorgen ved at læse de mange hilsner, så selvom jeg synes, at det virker lidt mærkeligt at skrive på en afdøds facebookvæg, så kan det godt være, at jeg kunne finde på at gøre det i fremtiden. Nu ser jeg det som en måde at vise sin respekt for den afdøde og medfølelse overfor de efterladte.

Mon jeg er den eneste, der har haft et sådan lidt ambivalent forhold til døde venner på FB?

Blandt dem der kender smagen...

Måske nogen tror at her kommer mere gourmet, men nej det er ikke det, som menes med overskriften.

Sidste fredag inviterede Foreningen Cancerramte Børn til en mødreforkælelsesaften på Marina Fiskenæs i Gråsten. Egentlig havde jeg været lidt tilbageholdende med at melde mig til, fordi jeg ikke ville tage pladsen fra en mor med et barn i behandling, men bare fordi man er "kommet ud på den anden side", så betyder det ikke, at behovet for sådan et arrangement forsvinder.

Det var et skønt arrangement, hvor vi var 12-14 piger. Vi startede med at gå en tur i skoven, hvor snakken gik lystigt i de små grupper. Nogle af os kendte jo hinanden på forhånd. To af de mødre, der var med, lærte jeg at kende tilbage i 2008 i de første dage på OUH.

Tilbage på feriecentret fik vi en velkomstdrink, og efter en præsentationsrunde fik vi lidt at spise. Fokus var nok ikke så meget på maden, for der blev bare talt så meget over bordet. Det er så utrolig befriende at tale i dette forum. Der er så mange ord, der er overflødige. Man genkender "smagen" i folks beretninger og følelser, hvilket gør at nærmere uddybning ikke er nødvendig.

Efter maden blev vi sluppet løs i wellnessområdet, hvor vi fandt sammen i mindre grupper, som ind i mellem skiftede deltagere. Men aldrig flere sammen end at alle kunne tale sammen. Jeg fik rigtig dyrket udendørs spa og koldtvandsbalje efterfulgt af sauna. Det var rigtig skønt og energiboostende at veksle mellem temperaturerne. Det var en helt fantastisk aften, og jeg var utrolig glad for at deltage i arrangementet.

Dagen ringede jeg til en veninde for at fortælle hende om min aften. Jeg fortalte også om nogle af de ting, som havde berørt mig under vores præsentation ved bordet. Eksempelvis den lille pige på 4, som havde vidst, at hun skulle dø og havde været med til at planlægge sin egen begravelse. Efter at jeg havde fortalt lidt, sagde min veninde, at hun slet ikke kunne forholde sig til de ting, jeg fortalte om og til at så små børn kunne/skulle forholde sig til døden. Det kunne hun ikke tro var muligt for et så lille barn. Jeg har gennem årene hørt mange beretninger, der fortæller mig, at det kan (nogle) børn sagtens. Jeg fortalte hende om et par af disse historier. Derefter siger hun: Jeg forstår slet ikke, at du kan holde ud at være afsted til sådan noget og høre på de historier. Får du ikke bare vildt mange dårlige tanker?

Men nej, jeg får ikke dårlige tanker, og jeg kan forholde mig til rigtig meget af det, fordi jeg kender mange af de andre forældres følelser. Det giver mig en form for tryghed og base, hvor min egne følelser har plads uden at være en uforstået "pinsel" eller nysgerrig undren for andre. Iblandt andre der kender "smagen" er det "bare"sådan, og vi kan derfor tale helt anderledes sammen pga den gensidige forståelse, hvilket min venindes interessante spørgsmål fik sat en tyk streg under i min bevidsthed.

Ja, det var bare en helt igennem skøn aften, og jeg glæder mig allerede rigtig meget til succesen gentages i 2014.

Fantastisk madoplevelse

Wow sikke en madoplevelse vi undte os selv for et par weekender siden.

Efter en del hektiske uger så trængte vi vist til at hive stikket ud, nyde naturen, noget lækkert mad og hinanden. Så jeg "bortførte" Henrik på weekend. Jeg elsker at lave små overraskelser, så Henrik anede ikke noget om destinationen.

Vi startede med at køre en tur til Aalborg og drive lidt rundt og kigge i gaderne, hvor vi tillod os at nyde, at der ikke stod nogle unger, som ikke bifaldt at glo i de butikker, som vi gjorde holdt i. Blandt andet kiggede vi en del på keramik og glaskunst. Hvad er der med nordjyder og keramik?

Vi vendte derefter snuderne længere nordpå til vi landede i Lønstrup. Faktisk havde jeg glemt, at jeg egentlig havde besøgt denne lille hyggelige badeby adskillige gange før. Her var også spækket med keramik, som vi også kiggede interesserede på, inden vi gik en frisk tur langs vandet.

Lønstrup Strand

 

 Jeg havde fra en kollega eller faktisk to hørt lidt om Villa Vest og Lønstruphus. Vesterhavet kombineret med god mad tiltalte mig. Villa Vest var i sandhed et madeventyr. Vi nød tre fantastiske retter i den smukke restaurant, som ligger så der intet andet end havudsigt er fra alle vinduer. Godt nok startede jeg med at glippe lidt med øjnene over priserne på vin. Vi har ikke meget forstand på vin, og så kan det være sin sag at kaste sig ud i at fyre kr. 700-800 efter en flaske vin. Men man drikker i hvert fald hverken øl eller æblemost til så fantastisk mad.

Vi fik noget lækkert torsk tilberedt ganske fornemt og med tynde skiver glaskål over til vores forret.

Forretten

Hovedretten var sprængt lammeskank, hvor der var en vidunderlig citruscreme sammen med nyopgravede persillerødder. Lammet var så mørt, at vi kunne have sparet kniven.

Hovedretten

Desserten var syltede ferskner (der ikke tålte nogen sammenligning med dem, som man køber på dåse) sammen med hindbær og en skøn blød is, hvor jeg især husker en basilikumcreme som tilbehør.

Desserten

Ja og vinen.....  Vi endte bare med at tage dele af vinmenuen og nøjedes dermed med at betale kr. 160 pr. glas rødving (og den var i vores smag ikke fantastisk, men temmelig røget i smagen). Uanset det, så var det en skøn oplevelse, og hvidvinen var faktisk skøn. Jeg er klar til at tage afsted endnu engang, men næste gang hellere forår eller sommer.

Billederne tog jeg mest for at vise Tobias, hvad han gik "glip af", fordi han nu ikke kom med på denne tur. Hvilket han spillede ret fornærmet over. Ikke at Tobias er kræsen, men jeg tror ikke, at han ville have fundet måltidet lige så delikat, som vi gjorde. At billederne ikke vender forkert, må blogger tage skylden for. Jeg har vendt dem inden jeg oploadede dem, men Blogger ved åbenbart bedst....