tirsdag den 3. maj 2011

Er Silas bare almindelig "særlig" eller.........??

I starten af december fik jeg opringning fra PPR (pædagogisk Psykologisk Rådgivning) i Haderslev Kommune. De ville gerne tale med Henrik og mig vedr. fremtidigt pasningstilbud for Silas for at sikre, at Silas i fremtiden ville få det, som han havde behov for.

Jeg var noget forundret over, at kommunen selv rettede henvendelse vedr. dette, da man altid hører om forældre, der skal slås for tilbud til deres børn, hvis de har "særlige behov". Men da Silas i forvejen er en "sag" i systemet, så går tingene åbenbart mere eller mindre af sig selv.


Silas er ret kvik til at betjene smartphones - måske mest fordi han får lov

Frem til vinteren haltede Silas meget bagud på sit sprog, samt på det grovmotoriske og hans sociale samspil med andre børn var heller ikke ok.

Der blev sat en observation igang af Silas, hvor vi som forældre samt dagplejen skulle udfylde et ret omfattende observationsskema. Derefter blev der lavet en sprogtest på Silas. Der er dog sket meget siden med ham. Han har knækket koden til at tale, og taler flittigt og er sin egen lille kommentator. Som Henrik plejer at sige, så "speaker Silas for blinde". Hvis man ikke kan se, hvad der foregår og hvad vi hver især i familien foretager os lige nu, så kan man bare lytte efter Silas: "Silas drikker mælk", "Mor laver mad" osv.

Silas i gang med nogle af genstandene fra sprogtesten

På det grovmotoriske er han stadig ikke helt god. Han er meget forsigtig (som nævnt i dette indlæg om bl.a.gymnastikopvisning), og han er generelt ikke interesseret i andre børn. Han opsøger dem ikke, og han bryder sig ikke om, at de flyver lige hen i hovedet af ham, når han ankommer et sted.

Til gengæld er Silas superkvik på andre områder. Han har en fantastisk finmotorik, og skiller sig klart ud ved at kunne over halvdelen af bogstaverne i alfabetet og kan tælle og genkende alle tallene mellem 1 og 12. Han kan de fleste farver. Han samler puslespil - og gerne ved at finde brikkerne liggende med bagsiden opad (se video)

Silas tegner sig første ansigt.
Ikke et kønt ansigt, men en ret god tegning fra en 2-årigs hånd.

Lederen af kommunens pladsanvisning, som også er den person, som skal videresende papirer til visitationen, har jo læst sammenfatningen af de undersøgelser, der er lavet ift Silas for at finde det bedste pasningstilbud til ham, når nu han "vokser ud af dagplejen". Ved gennemlæsning af papirerne og ved samtale med os og dagplejen, så sad hun næsten og trådte sig over tæerne, da hun på en "skånsom måde" ville sige, at PPR og vi også skulle være opmærksom på de punkter, som han udviklingsmæssigt var meget foran sine jævnaldrende på. Da det også kunne være et udtryk for "andre specielle behov". Han kunne jo være et superintelligent barn, hvilket man også skulle have fokus på, men det kunne også være behov på andre måder. Hun kunne ikke få sig selv til at sige "Aspergers Syndrom" eller "diagnose indenfor autismespektret", men det viste sig jo, at både dagplejen og faktisk også Henrik og jeg har tænkt det samme.......

Silas tegner - bemærk E´et, som Silas selv er meget bevidst om

Men inden vi nu klistrer flere diagnoser på ryggen af Silas (jeg synes ikke der er plads til flere), så synes jeg, at der på baggrund af hans forhistorie (kemokur/isolation samt lang tids meget dårlig trivsel pga underernæring indtil de fandt ud af, at han har Cystisk Fibrose), som jo nok må anses for at være en anelse bombastisk for sådan en lille fyr på 2 år og 9 måneder, godt kan findes forklaringer på både hans svagheder og styrker, så Henrik og jeg ser ingen grund til at start en større udredning på Børnepsyk.lige pt.

Det kan jo også være, at Silas bare ligner sin far, der som barn (og voksen) også gerne ville sidde og nørkle med ting og sager og egentlig er en person, der fint kan nøjes med sit eget selskab. Henrik ser også alle mulige detaljer og er meget videbegærlig. Tja vi må se, men dagens samtale gav måske alligevel lidt mere at tænke over.

Lige nu er planen, at Silas skal starte i landsbyens lille børnehave med 35 børn og tildeles en støttepædagog 10 timer om ugen. Det er tanken, at specialpædagogen skal hjælpe Silas med især det sociale ift de andre børn. Jeg føler mig tryg ved denne plan.

2 kommentarer:

  1. du har ret, når man ser hvordan folk må kæmpe andre steder for selv de mindste ting, så bliver man nok lidt overrasket når "systemet" selv henvender sig.
    Dejligt der er opmærksomhed omkring Silas specielle situation og at I har en afklaring på hvad han skal efter dagplejen

    SvarSlet
  2. Han lyder som en fantastisk knægt, er sikker på at I vil sørge for at han får lige det han har brug for. Dejligt at han er frisk igen! :-)
    Det er så rart at læse med på din blog.

    SvarSlet