Overrumplet!

Henrik sendte mig en SMS igår, mens jeg var på job og var pludselig ret interesseret i, hvor jeg var i verden og hvornår jeg kom hjem. Tja, jeg var i Svendborg og forventede at være hjemme kl. 17. Eneste svar jeg kunne få på den pludseligt opståede interesse for "hvor og hvornår" var, at det var en hemmelighed og så noget med en fotograf......

Hvad fanden har han mon gang i, tænkte jeg. Synes ikke, at Henrik er fyldt med total crazy og spontane ideer, men man kunne da aldrig vide....Da jeg nok fornemmede, at det ville være meget ønskeligt, om jeg kunne være hjemme til kl 17, så "ramte" jeg byskiltet kl 15.45 og havde helt styr på, at jeg forinden kunne nå mine ærinder i banken, biblioteket, Telenorbutikken, apoteket og postbutikken.

Første stop var banken, hvor jeg skulle tømme en pose penge fra kortsalget i min "lille" nebengeschäft (Cancerkort). Samtidig skulle jeg lige veksle et par ord med min bankrådgiver vedr. pensionsopsparing (ikke fordi jeg efter sidste indlæg føler mig akut ældre, vil jeg lige indskyde). Mens vi sidder der og snakker, så fornemmer jeg et kort sekund er noget er "mærkeligt" omkring mig (som om alle i banken afventer), men inden jeg når at reagere på min undren, kommer en buket blomster og en smilende bankdame mig i møde sammen med en kollega med et kamera. Hvad er nu det for noget??

Meta fra Frøs Herreds Sparekasse valgte mig som "hendes" lokale ildsjæl.
Meta er ikke min bankrådgiver, men sidder som regel ved kassen,
når jeg kommer for at sætte kortpengene ind.

Jeg får overrakt buketten, fordi bankens personale har valgt 10 lokale ildsjæle, som de hver især vil belønne med en buket blomster. Jeg blev ganske rørt og overrasket.

Et er at "kortpigerne" klapper mig på skuldrene og synes mit initiativ er godt. Eller at "cancerfamilierne" også nogen gange giver mig et bifald, som berører mig dybt - ikke mindst fordi jeg ved, at "mine" penge gør en forskel, der kan ses og mærkes i Foreningen Cancerramte Børns regnskaber og dermed gør en masse gavn for familier, der lever med et kræftsygt barn.

Men det var bare ligesom mere vildt, at nogen helt udenforstående belønnede mig og havde bemærket mit projekt.

Så mit ærinde i banken trak noget ud, så jeg nåede ikke at være før kl 17.10, men det gjorde heller ikke så meget, for jeg var jo løbet direkte ind i armene på "overraskelsen", der så sparede at køre hjem til mig for at overrække buketten. Sikke et dejligt skulderklap at få!