"Jeg ved jo ikke, hvordan det er, for jeg har jo ikke prøvet det selv". Den sætning både hører (og siger jeg også selv) ofte. For det er svært at sætte sig ind i en situation/hverdag/følelse, hvis man ikke selv kan identificere sig med den.
Derfor har jeg lyst til at dele en fantastisk flot artikel med mine bloglæsere. Godt nok ser den lang ud, men den er faktisk utrolig kortfattet og enkel i sin måde at forklare de tanker, følelser og omstændigheder, som følger med at have et barn i kræftbehandling. Jeg blev i hvert fald selv lige trukket 3 år tilbage i tiden, men føler også at artiklen beskriver det så enkelt og alligevel få fyldestgørende, at "folk udefra" også kan mærke lidt af det.
Klik på linket :http://www.bt.dk/danmark/8-aarige-laurits-emil-slog-kraeften
Lad mig bare lige nævne, at jeg ikke kender Laurits-Emil og hans mor, som artiklen handler om, men jeg kender følelserne. Og jeg tager sådan hatten af for hende og for deres kamp.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Har læst og tuuuuudet i mens og bagefter... jeg kan alt for let få fat i de følelser, som jo godt nok ikke er det samme som at stå der selv..
SvarSlet