Præstens vise ord

I sidste weekend var vi til barnedåb. Min nevø er blevet far til den skønneste "lille" (4 måneder gammel vejer han mere end Silas gjorde, da han var 1½ år...) søn. Lidt pudsigt var det faktisk, at min far fortalte, at han var blevet døbt i samme kirke for snart 67 år siden, som lille Emil nu også blev døbt i (min far er tilfældigvis født i det sogn, men ikke opvokset der).

Gudstjenesten var temmelig lang, pga en præsteindsættelse og 4 dåber. Jeg var ret imponeret over, at Silas formåede at sidde stille i næsten1½ time. Den nye præst, som blev indsat, var desværre utrolig kedelig at høre på. Jeg forsøgte ellers at lytte efter hendes prædiken, men antager at det ikke er hendes retoriske evner, der har givet hende stillingen. Det blev så heller ikke lettere af, at et spædbarn pludselig græd vildt og uhæmmet i adskillige minutter (indtil moderen endelig fandt lidt pli og gik ud).

Men for at gøre den nu efterhånden lange historie kort, så hørte jeg, at hun sagde "Det er som om jo ældre man bliver, jo smukker bliver foråret".

Pudsigt tænkte jeg, for i mine mange køreture i de lysegrønne landskaber i ugen op til denne dåb, så havde jeg netop tænkt, at det er utroligt, at jeg faktisk synes, at foråret "overgår" sig selv hvert år. Især kan jeg blive helt høj af at se de gule rapsmarker.

Her er et par eksemler på, hvad jeg har mødt på min vej de sidste to uger - og  bare knipset med telefonen.

Mælkebøttemark ved Gørding

Lysegrøn skov i Svendborg - desværre i gråvejr
Men smuk alligevel